Tiden nærmede sig. Jeg spejdede stadig forgæves efter hesten i horisonten.
Mon dens silhuet ville dukker op på et tidspunkt?
Jeg besluttede den ikke ville dukke op, i et forsøg på at provokere skæbnen til at bevise jeg tog fejl.
Men skæbnen gav mig ret, og Garderen 2.0 vendte aldrig tilbage angående vores aftale.
Lettere tøsefornærmet og fuld på tequila skrev jeg en passiv-aggressiv besked til ham, da klokken var tættere på 5 end på midnat. “Det er fint hvis du ikke har tid, men det ville være rart at vide 🙂 “
Med den der smiley, hvori du ikke ved om den er glad eller har planer om at slå dig ihjel.
Dagen derpå kunne facebook bekræfte, at også denne besked var modtaget og læst, helt uden noget svar.
Endnu en gang havde Garderen 2.0 taget mig ved næsen, og lavet en Houdini. Puf! Væk var han.
Væmmelsen over min egen naivitet fyldte min krop hele køreturen fra Århus og hjem på mors sofa.
Mama havde fået ny hund. En rigtig hund, der minder så umiskendeligt meget om min egen flæskeklump, at det stak lidt i hjertet.
Vi gik en tur på stranden, hunden og jeg. 3 timer vadede vi gennem vind og sand i stilhed. Han løb glædesstrålende rundt, bragte mig ting og stak hele sit dumme hoved ned under det kolde vand.
Jeg kunne ikke undgå at grine. Sikke en glæde. Åh hvor jeg savnede glæden ved en hund.
Alle tre timer gik jeg og vendte livet oppe i hovedet. “Nu er det nok!” besluttede jeg.
Træt og udmattet af, at sådan nogle mande-mennesker skulle fylde så meget i min bevidsthed.
Når han ikke engang kunne skrive en skide “jeg kan desværre ikke”-besked.
Og med ét var jeg vred igen. Indfandt mig i den komfortable vrede tilbageholdenhed. Den barnlige stædighed, der svor jeg ALDRIG ville kontakte ham igen. Nogensinde. “Jeg håber han bliver ramt af en bus, og bliver lam i pikken,” proklamerede jeg overfor samtlige veninde. Forpulede mandekost.
Det var ikke kun Garderen 2.0 jeg var vred på. Det var faktisk samtlige mænd. Alle mænd der kunne være et romantisk objekt, men ikke behandlede mig tilsvarende. De var faktisk alle nogle mandekoste, og de gav mig kvalme.
I virkeligheden var det nok min egen fiksering på, at disse elementer skulle være fundamental for min egen lykke, der gav mig kvalme. Men det er trods alt lidt lettere at være vred på dem. Ik’?
Så det var jeg. Og sværgede højt og helligt jeg aldrig ville date igen. I hvert fald ikke i en rum tid.
Jeg havde alligevel ikke tid, mente jeg.
Som sådan en smart business-woman som jeg var blevet. I stramme nederdele, skjorter og høje hæle der klikkede gennem kontorlandskabet. Sådan en har ikke tid til at date.
Der var så meget andet, at se til.
Så jeg slettede Tinder, fjernede alle de dejlige mænd på mobilen, som alligevel ikke skrev.
Men universet havde andre planer….
“Godt nytår,”
skrev jeg og sendte af sted.
Jeg ønskede han skulle tænke på mig denne aften. Jeg ville også være en del af hans liv I det nye år. Han skulle vide jeg tænkte på ham.
Jeg ville have han huskede mig. Om jeg så skulle vride armen om på ham. Om ikke andet skrev han vel bare et høfligt svar.
Det var formentligt rødvinen der gjorde mine øjne klare og mine kinder røde, som fik mig til at tænke det var en god ide.
Men jeg mærkede savnet og længslen nede I maven. Længslen efter den tryghed han bragte.
Jeg er ikke et længselsfuldt menneske. Men jeg synes åbenbart ikke at komme over Garderen 2.0.
Han er der bare hele tiden, og jeg ville ønske han forsvandt ud af mit hoved.
Han svarede. Godt nytår, og alt det der.
Jeg luftede i en, ikke særlig snildt forklædt bemærkning, at jeg skulle til hans hjemby, hvis han tilfældigvis var hjemme fra højskole, og havde lyst til at drikke en kom kaffe. Eller bolle. For eksempel.
Den sidste del tænkte jeg mest. Man er vel en dame.
“Hvis jeg er hjemme, er der ikke noget, jeg hellere vil,”
skrev han, både med hjerte og kysmund. Årh.
Min hjerne føles som en pladespiller der sidder fast i en rille. Rundt og rundt går det. Den samme skrattende lyd, der aldrig rigtig bliver til noget nyt.
Jeg har et eller andet sygt behov for at gøre krav på ham. Et behov for at vride armen om på ham. Vride følelserne ud af ham. Tvinge ham til at udtrykke, at han savner mig.
Min rationeller liste af argumenter træder tøvende frem, “undskyld, men du er klar over I ingen rigtig relation har? Ikke….?” “Hold kæft,” vrisser jeg tilbage. “Han skal nok komme til at savne mig. Det skal han. Han kan ikke finde en anden,” “Selvfølgelig finder han en anden,” argumentere den rationelle stemme, “du er godt klar over hvor sød og pæn han er? En skam du først opdager det nu.”
Jeg bliver stille. For jeg ved, jeg er kvælende. I min tvang af kærlighedserklæringer.
Jeg har jo lyst til at han skal have lyst til at tale med mig. Fortælle hvad der forgår i hans liv.
Men jeg ved han er fyldt med alt muligt andet. Nye mennesker, ny højskole, nye eventyr.
Jeg kigger forstenet på det lille billede af ham i facebooks tattle tale chatlinje “5 nye venner” står der. Holder musen over den blå linje. Et kvinde navn dukker op. Og for første gang i mange år dukker jalousiens grumme, grimme, grønne fjæs frem i min bevidsthed.
Fuck hun er pæn. Naturlig og pæn. Lille og slank.
Mærker mit selvbillede få en mavepuster. Fuck.
Min lille bøn bliver afbrudt af mit rationale. Ville jeg selv have skrevet, hvis det var mit eventyr? Næppe. Hvorfor skulle han så gøre det.
Godt han ikke ved alle disse ting der forgår i mit hoved.
Hvor træt jeg er, når jeg endelig lukker øjnene, fordi jeg har prøvet at analysere situationen i atomer.
Håbe på det bedste og forberede mig på det værste.
Jeg frygter allermest, at han ikke kan ses overhovedet. Fordi mit behov for at se ham lige nu synes altoverskyggende. Fordi jeg om ikke andet, bare rigtig gerne vil være i hans liv. Oprigtigt.
Fra et sted i mit forkvaklede hjerte, tror jeg, at jeg bundærligt holder af ham.
Måske det ville gå væk, hvis jeg vidste vi ikke skulle ses. Om det er uvisheden der får min hjerne til at optanke på analytisk jetfuel, og aldrig steder sig til hvile?
Det jeg frygter næstmest er, at se ham og høre han har fundet en ny. En eller anden højskole type. Formentligt en sød og ligetil type som ham selv. Jeg frygter at skulle lægge ansigtet I de rette folder, og skynde mig at finde en undskyldning for at gå. For jeg skal nok blive glad på hans vegne, jeg skal bare lige derhen.
Jeg frygter det. At han bliver revet væk. Mit smukt opbyggede glansbillede af ham. At min helt uproportionelle forgabelse i ham, skal hives til jorden endnu en gang og pakkes væk.
Grumme assositioner til Vennen melder sig. At jeg ikke gjorde noget, fordi jeg ledte efter noget bedre, og pludselig forsvinder han for næsen af mig.
I et nyt år skal man have nogle ambitioner. Med sådan en helt ren tavle (som vi alle mener man får, når Jorden har været en tur rundt om Solen), skal man have nogle visioner for, hvad der skal på tavlen.
Jeg tror min ambition er at øve min behovsudsættelse. Lad det være mad, tøj eller fyre.
Med mad vil jeg øve mig, som baby-steps, i at udskyde mine cravings til dagen efter.
Med tiden skulle det gerne være sådan, at jeg kan udskyde det til weekenden. Så jeg kan være god ved min krop. Den og jeg skal trods alt være sammen rigtig længe.
Og så vil jeg bare gerne kunne tage én forbandet pull-up.
Når det kommer til fyre, så kaster jeg snart op. Alt jeg er selv træt af at høre på mig, snakke om Garderen 2.0. Som en hamster i en trædemølle, løber jeg bare hurtigere og hurtigere, men kommer ingen steder.
Spøg til side, så løber jeg ingen steder. Jeg hader at løbe. Det skal jeg lige have kigget på ved lejlighed.
Jeg er skide træt af at savne ham.
Jeg er pisse træt af at have sat ham på pedestal.
Mit gamle go-getter ego vil have ham, fordi jeg ikke kan få ham.
Jeg har sådan et sygeligt behov, for at tvinge ham til at tænke på mig. Eller et sygeligt behov for, at han udtrykker at han gør det.
Jeg har lagt bånd på mig selv. Har ikke kontaktet ham siden nytår. 20 dage and counting (men hvem tæller?). Lader bolden ligge hos ham.
Umiddelbart tror jeg han har en masse bolde at lege med lige pt., og min er ikke den mest interessante. Så jeg står bare på min bane halvdel, med en masse velkendte kedelige bolde, og venter på, at han sparker min bold tilbage, så vi kan spille sammen lidt.
Jeg stoppede med at skrive, samtidig med jeg stoppede på p-piller. Dårlig kombi. Ikke anbefalelsesværdigt.
Jeg følte min psyke stod vaklende ved en stejl skrant. Noget i stil med Gran Canyon. Hvis jeg væltede ned derfra, er jeg ret sikker på nogen ville skulle lægge mig i en form for spændetrøje, og låse mig i en gummicelle.
Mit…. Engagement, i hans liv, på afstand, nærmest bag en busk med en kikkert, tenderede til stalking. Jeg priser mig lykkelig for der er over 400 km mellem os i fugleflugt. Så gode kikkerter findes ikke.
Jeg er også rigtig glad for, at jeg alligevel har formået at holde tavsheden, og håber inderligt han ikke er tankelæser.
Han tænker forhåbentligt slet ikke over “os” lige pt., når jeg ikke møver mig med røv og albuer ind i hans liv.
Nu må vi se om han sparker nytårsbolden tilbage.
Min tredje mor, Hella Joof, sagde engang: “Hvis det er din hest, så kommer den tilbage”
Det er godt nok klogt sagt, og jeg trøster mig ved tanken.
Men hvor længe skal man vente på den der hest?
Må man ride på andre heste (læs: pikke, jeg kinkede den op med Crossfitteren. Mere info følger), mens hesten er væk?
Hvad hvis jeg finder en anden hest, men den første, min yndlingshest, vender tilbage?
Hvad hvis min hest boller en anden højskole-hest, og han pludselig bliver hendes hest, så jeg sidder tilbage med alle de gulerødder jeg har, at give og et længselsfuldt hjerte? Fordi min hest har valgt at gå i stald med højskole-hesten?
Jovist, så giver Kloge Hellas ord jo mening. Så var han ikke min hest alligeveller. Men hvor længe skal jeg spejde ud i horisonten efter min langbenede hest, med de brune lokker og milde blå øjne?
Alt virkede til at gå fint. Vores snak havde sat gang i noget, men samtidig beroliget mig i, at alt det med Vennen ikke var det pure opspind i min kaotiske hjerne.
Jeg havde vidst det var over grænsen at sove med ham, allerede inden jeg blev ædru. Jeg havde moralske tømmermænd før de fysiske. Jeg var flygtet, fordi det føltes forkert.
Dagen gik og jeg prøvede at glemme det lidt, så vi kunne få en normal nytårsaften. “Lad dig selv føle lidt, skat”havde mama sagt. Jeg prøvede at føle, men det blev også besværligt at rende rundt med grus i øjnene i tide og utide, så det stoppede jeg med igen.
På min første kærkomne fridag i julen ringede Brormand. Jeg troede han havde glemt leverpostej til julefrokosten. Derfor føltes det som en lastbil af overraskelse der ramte mig, da han åbnede samtalen med: “Har du snakket med Øboeren?”
Næh, det havde jeg da ikke, men kunne straks mærke uroen. Brormand prøvede at trække i land. Jeg trak ham ud på sandhedens hav igen. Tvang ham til at skvulpe i indrømmelser. “Hun vil gerne snakke med dig om forleden aften,” sagde han.
Shit. Skulle jeg undskylde nu? Det burde jeg nok. Den dårlige samvittighed ramte ligeså hårdt som overraskelses-lastbilen. Jeg skulle nok undskylde, lovede jeg mig selv. Jeg havde egentligt bare regnet med en stille og rolig netflix-dag med mig selv, og nu dette? “Hvor meget ved hun?” spurgte jeg Brormand. Ville nødig kvaje mig, og gøre alting endnu værre. “Det må du spørge Vennen om,” sagde Brormand.
Som sagt, så gjort. Jeg sendte en hurtig besked af sted til Vennen. Hvor meget vidste hun, hvad var hun ked af?
Jeg ville vide det, så jeg kunne glatte så godt ud som muligt.
Hun vidste ikke vi havde sovet sammen, skrev han. Hun vidste vi havde snakket, men var faktisk mest sur over at vi havde været i deres seng da samtalen fandt sted.
Pudsigt.
I samme øjeblik fik jeg en besked fra et ukendt nummer. Den var ikke særlig venlig eller sorgfuld. Faktisk var den dikterende og bebrejdende.
Hvad jeg egentligt bildte mig ind. Om jeg ingen skam havde i livet, sådan at overskride imaginære grænser. At jeg skulle holde mig fra hendes kæreste, særligt når jeg var fuld.
Jo mere jeg læste, desto mere arrig blev jeg. For hvad bildte hun sig egentligt ind. Bevares, det var hendes kæreste. Vi har trods alt været venner i snart 15 år, mig og Vennen. Følelser eller ej, vi har altid være venner. Og hun vidste jo ikke vi havde sovet sammen på det tidspunkt. Hun ville bare diktere hvor vi førte samtaler henne. Fandeme nej, tænkte jeg.
Et venligt, men bestemt svar blev sendt i hendes retning.
Dét gjorde hende endnu mere hysterisk. Jeg blev ved med at svare kortfattet. Gad faktisk ikke diskussionen, og jeg ville faktisk gerne vise Vennen at jeg kunne bevare roen.
Pludselig syntes samtalen at slutte, og jeg havde fået det sidste ord.
Godt tilfreds satte jeg mig i bilen, og kørte gennem den mørke stormfulde nat. Så ringede telefonen igen, det var Brormand.
Øboeren var helt ude af den, sagde han. Hun havde læst Vennens beskeder på Facebook, og nu var hun sikker på vi havde knaldet. Jeg var lige ved at køre af vejen. Hun havde gjort hvad?! Jeg følte mig krænket og samtidig forstod jeg hende godt. Har selv været hende for 5 år siden. Jeg troede godt man vidste man ikke måtte den slags, ligeså snart man kom op i tyverne. “Åh åh,” var min eneste kommentar. Jeg vidste godt hvor det her var på vej hen. Jeg valgte at trække stikket og se hvad der nu ville ske. Og så skete det. Det værst tænkelige. Det ledeste kort Øboeren kunne spille. Et kort det gav mig lyst til at drukne hende i hendes dumme ø-sø eller sparke hende ud fra en klippe på selvsamme dumme ø.
Hun gav Vennen et ultimatum. Hende eller mig. Jeg vidste godt hvordan valget ville falde, så hans besked overraskede mig ikke.
Alligevel frygtede jeg den, og skulede olmt til den, mens dens dumme 1 tal stod ud fra Vennens ikon på min Facebook. Reselut lukkede jeg internettet og glattede mit hår.
Tog mig god tid med både ansigtsrens og tandbørstning.
Jeg vidste det her ville ødelægge mig. Satte mig i sengen og rystede på fingrene, mens jeg satte høretelefonerne i ørene og fandt vores sang frem.
Læste beskeden igen og igen. Forstod det ikke sådan helt. Alligevel føltes det som knytnæveslag hver gang. Lige i maven. Gruset i øjnene vendte tilbage, men føltes mere som peberspray. Åbnede for alle sluser.
Han var ked af det, skrev han. Men han måtte cutte al kontakt til mig, fordi Øboeren havde fundet ud af vi havde sovet sammen. Fra nu af, understregede han. Men han var stadig ked af det. “Vi ses nok ikke igen” afsluttede han. Den bed mest.
Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Klovnede han med mig? Inden i havde jeg nok håbet han havde droppet hendes crazy-ass. Det var ikke tilfældet.
Jeg svarede ham tilbage, med hulken og tårer hele vejen ned af brystet.
At jeg forstod. At jeg altid ville være der. At jeg var ked af alt.
Jeg er ikke ked af, at hun er ked af det. Jeg er ked af, at han lider. At han har skulle træffe det valg. Og at han har valgt forkert.
Jeg sendte beskeden og ventede på han læste den.
Så slukkede jeg min computer og skreg ned i min pude. Kastede puden ind i væggen. Slog ned i puden. Sparkede med benene og skabte mig som en vanvittig.
Over hende. Over ham.
Over at jeg er den, der ikke har noget at miste, men alligevel altid ender med at være den der taber.
Mit indlæg #100, og alt er præcis lige så kaotisk som det plejer. Så meget er sket og alligevel er alt ved det samme.
Vi skulle til eskadronsfest. Afslutningen på værnepligten. Berygtet og eftertragtet, har det været noget vi har talt ned til, nærmest siden vi startede.
Den aften skulle være aftenen Sergenten fik at vide, hvor sød jeg syntes han var. Eller, jeg ville i hvert fald forsikre mig selv om, at han vidste det. Mit nummer lå sirligt krænget ned på en lap papir i min pung. Klar til at blive overleveret.
Sprutten flød, shots blev bundet i flæng, skåle blev uddelt.
Allerede ved 11-tiden så Sergenten en smule skæløjet ud. Hentede et glas vand til ham og afleverede det med en hånd på hans underarm. Damn den blazer sad godt på ham…
Gik min vej igen. Baren kaldte.
Pludselig følte jeg en hånd på min hofte. BMA stod lige bag mig. “Kan vi snakke?” spurgte han. Relativt koldt kiggede jeg på ham. Træt af hans evige ignorering af min eksistens på kasernen.
Gik modvilligt med ham. Længe snakkede vi. Så kyssede han mig. Jeg stoppede ham ikke. Ved ikke hvorfor. “Er det ikke på tide vi tager en taxa hjem?” spurgte han så. Jeg nikkede, men skulle lige finde en veninde. Troede han. Jeg kom aldrig tilbage.
Tequila skulle der til. Veninden og jeg listede op i baren, for at skjule os for BMA.
Vi tog nogle restitutionsdrinks med ned til et bord i hjørnet. Ventede på tequilaen slog til. “Hej Menig Pingvin,” sagde sergenten fra første deling, som endda havde fødselsdag. “Hej Kebab,” svarede jeg drillende, henførende til en joke, han havde lavet med mig tideligere på toilettet. “Giver du fødselsdagsbarnet en øl?” spurgte han direkte. Det kunne jeg da godt, der var trods alt fri bar. Veninden løftede øjenbrynet da jeg forsvandt med ham, op i baren endnu en gang. Vi drak vores øl om kap, så jeg kunne vise jeg var en rigtig mand. “Giver du så også en dans?” spurgte han, med blå glimtende øjne. Jeg grinede. Hvem nægter sin befalingsmand en dans?
På gulvet hvirvlede han mig rundt. Trak mig til sig med armen om min talje. Lagde armen på hans skulder og lod mig rive rundt.
Åh åh, han var godt nok velspændt under jakkesættet. Kiggede hurtigt rundt efter Sergenten. Han stod i baren og snakkede, hurtigt mødtes vores blikke. Jeg hvirvlede videre med Kebab (jeg finder på et bedre navn til ham).
Efter mange minutters intens danse-workout måtte Kebab give op og bestille flere drinks. “Nu passer du på, Pingvin. Sergenten kigger med” sagde veninden over min skulder. Mængden af alkohol påvirkede helt sikkert min dømmekraft, og som tideligere kæmpe-slut besluttede jeg, at en exit fra festen var den eneste løsning, på at slutte aftenen uden ulykker. Men jeg havde stadig én mission. “Vi går nu, vi skal bare lige forbi baren først,” sagde jeg beslutsomt.
Vi passerede baren kortvarigt på vej mod garderoben. “Øhm Sergent?” spurgte jeg og kiggede på hans åh så søde hundehvalpe øjne. Så rakte jeg ham sedlen med mit nummer og gik hurtigt mod udgangen.
Lørdag morgen havde BMA skrevet intet mindre end 7 beskeder. Fair, jeg lod ham godt nok hænge lidt. Har ikke svaret på dem. Kælling som jeg er.
Nu er det søndag. Sergenten har ikke skrevet, det havde jeg måske heller ikke forventet. Måske håber jeg lidt, han har smidt sedlen væk og glemt alt om det.
Til gengæld har Kebab ikke holdt sig tilbage fra at finde min Facebook og skrive. Det er engagement, og det er sku noget der kan swaye en pingvin som mig.
Den vigtigste uge i mit liv, ligger lige forude, og jeg har prøvet at samle mine tanker omkring hvorfor nedenfor.
Tilgiv mig, mit tenderende til paniske oplæg.
For to uger siden søgte jeg et drømmejob. Et job jeg ikke anede jeg ønskede, før jeg så jobopslaget sort på hvidt.
Et job jeg ikke anede jeg kunne ønske mig, men som pludselig blev det eneste, jeg nogensinde har villet så meget.
Med nervøse fingre har jeg opdateret min indbakke cirka hvert 10. sekund, indtil jeg fik svar på, at jeg skulle til samtale på onsdag.
I vildskab har jeg skriblet noter, forberedt mig helt ned på celleplan, lagt kreative planer… Min hjerne har ikke stået stille ét eneste sekund.
Nervøsiteten gør mig fuldstændig rastløs, og jeg kan ikke komme i tanke om hvornår et projekt sidst har fået så meget af min opmærksomhed. Selv min studentereksamen virker som peanuts, ved siden af hvor meget jeg ønsker mig det her.
I disse dage ligger min hvilepuls på cirka 120, og jeg kan vågne om natten med hjertebanken.
Ikke blot skal jeg til den vigtigste jobsamtale i mit relativt korte liv, men samtidig er det ugen for den sidste fest med min deling i Forsvaret. Festen hvor alle de vigtige mennesker også kommer. Fester og spiser mad sammen med os.
Sergenten kommer selvfølgelig også, som giver mig yderligere nykker. Ikke nok med, at jeg skal præstere til et forestående job, men jeg kan heller ikke stressspise, fordi jeg skal have en ualmindeligt omklamrende velourkjole på, som kræver minimale portioner bønner og andet ukrudt for at jeg med god samvittighed kan trække den over hovedet, uden at føle mig som klovnen Bobo.
Min sidste chance for at vise ham, at jeg faktisk kan se ganske fornuftig ud i civilt tøj, og mine greens aldrig har gjort noget godt for min krop.
Umiddelbart virker han måske lidt interesseret – selvfølgelig sagt uden at jinxe det. Men trods restriktioner, i forhold til menig/befalingsmands-forholdet, sender han nogle mulige interesse-signaler.
Mit crush på denne mand er ved at nærme sig et omfang, der ville kunne betegnes som forelskelse (eller besættelse). Et ord jeg sjældent ytrer om mine fascinationsmomenter. Men i mangel på bedre ord, for hvad han sætter i gang i mig, må det imidlertidig være det ord vi bruger.
Og så bliver jeg jo nervøs, for tænk hvis alle appelsinerne skulle falde ned i min turban, inde for samme uge. Hvornår er det nogensinde sket for en klodset pingvin som mig før? Hvis det lyder for godt til at være sandt, så er det som regel også.
Panikangsten for at blive slet skuffet, ligger i min mave konstant.
Tænk at gå her, og forstille sig alt det gode lige rundt om hjørnet, og når ugen så er omme, så er både jobbet og Sergenten væk? Hvilken hjerteknusende oplevelse på alle måder.
Jeg frygter at håbe det. Jeg frygter at tænke på det. Men jeg gør det alligevel, og hvorfor så ikke gøre det helhjertet. Lade være med at sætte mit lys under en skæppe, og faktisk turde håbe på, at alt godt ville kunne ske for mig med et fingreknips. Ligeså let som det ville kunne knipses væk.
Min far er mit idol, min helt, mit forbillede. Han lever det liv, jeg gerne vil have.
Intet rod og rene linjer.
En kone der elsker ham, fælles drømme og ambitioner. De er et power-couple.
De har ingen børn, bare mig. Der er altid plads til mig, men jeg er her selvsagt ikke meget.
Lige nu ligger jeg, med udsigt over Øresunds blinkende lys, og et funklende Malmö på den anden side af vandet, i deres super lækre, sprit-nye Amager lejlighed. Og jeg føler mig rolig. Føler jeg hører hjemme. Oppe i skyerne, med langt ned til gadens sus. Jeg kan se suset oppefra. Se solnedgangen over København, og føle lykken helt nede i maven. Jeg hører til her. Midt i hasten og larmen.
Jeg hører ikke hjemme i Jylland. Min by er ikke stor nok længere. Min fortid fylder for meget. Det er omklamrende og klaustrofobisk. Som om folk kender mig og hvilke dumme teenage ting jeg har gjort, men ikke ved hvem jeg er.
Jeg vil gerne væk, springe ud fra den afsats jeg kender og afskyer, og vide at jeg lander på mine egne fødder på den næste steppesten. Jeg ved at jeg godt kan. Kan klare storbylivet. Jeg er klar til det. Fordi jeg føler København er mit hjem i hjertet.
“Husk du har lovet at bage 3 kager til [indsæt ligegyldig perifær relation]s datters konfirmation,” siger mor.
Hvaba? Hvem? Hvornår? Kender jeg disse mennesker?
Følesen af ulyst skyller ind over mig. Hvorfor har jeg dog sagt ja til det, og hvornår har jeg været så latterlig overhovedet at overveje det, midt i slutspurten af gymnasiet.
“Det… Det kan jeg altså ikke,” allerede med tåre i øjnene, over at udtale de ord jeg hader allermest.
Jeg er dårlig til at sige nej, det smager som eddike i min mund.
Mor ser skuffet ud.
“Du har jo altså lovet det sidste år,” forsætter hun.
Ulysten blandes med skyldfølelse og skam. Idiot. Hvorfor lover jeg folk ting, som jeg ikke kan holde.
Hun kigger på mig med blikket. Blikket der skal få mig til at rette ind, løfte panden og mande mig op.
Jeg kan ikke. Tårene svider i øjnene, mens jeg mærker min hjerne eksplodere i uoverskuelighed.
Du godeste, planlægningen, arbejdet, perfektionen, forventningspresset. Alt sammen virker så overvældende.
“Du kan jo tænke over det.” Hun rejser sig og går.
Jeg bider tænderne hårdt sammen og retter blikket op. Kan mærke det er fyldt med foragt. Hadefuldt. Lige i det øjeblik hader jeg min mor.
Hader hende for at vide hvor presset jeg føler mig, og alligevel trykke på den ene knap hun ved, jeg ikke kan sige nej til. Skyld og forventning.
“JEG KAN IKKE!” skriger noget inde i mig.
Udenpå er der kun fortvivlet tåre. Lader hende ikke se dem.
Forleden læste jeg et opslag omkring hvor “ulækre” disse “fuckboys” er.
For lige at have alle med, er fuckboys en ung fyr, der ikke interesseret i at have et romantisk forhold, men rigtig gerne vil have sex med mange forskellige. Da jeg var ung kaldte vi dem players, men lad det ligge.
Jeg forstår problemet. Der er en trend for at vi skal prøve alt, være frigjorte, ikke binde os, være selviske. Det er cool nok. Det er svært at prøve det hele når man har en fast partner. Men samtidig florerer der en totalt overproklameret trend for at fyre skal gøre latterligt ekstraordinære ting for deres kærester, for at bevise deres engagement. Det må stoppe. De stakkels fyre kan jo nærmest ikke gøre noget rigtigt. Den ene dag skriver de “hey smukke”, den næste har de kæreste på, og hun forventer en Tiffanys ring i uges dags gave.
Men nu er dette fuckboy begreb opstået, og det pisser mig en smule af. For grunden til det overhovedet har fået en negativ klang, er manglende forventningsafstemning. Jeg hader at være forvirret i en relation, og jeg er derfor nogle gange ret hurtig til at spørge hvad intentionen er. Nogle vil kalde det for hurtig, men hvorfor spilde tiden?
Lad os bruge den evigt gode Blondie som endnu et eksempel; Blondie sendte lidt mixet signaler om hvor vores ståsted var. Jeg havde først opfattet ham som den ideale fuckboy (yep, jeg synes de er geniale), men pludselig blev jeg i tvivl om han havde redebygger-tendenser. Derfor spurgte jeg, og jeg kunne fornemme han trådte varsomt fordi han forventede at jeg ville have mere; forholdet, tosomheden og kæresteriet. Der kunne jeg så berolige ham med, at jeg slet ikke havde tid til den slags, men jeg var rigtig glad for ham som min ven, men også gerne ville prøve lidt mere. Men at vi skulle udenlade følelser. Han havde det heldigvis på samme måde.
Netop fordi vi har forventningsafstemt; jeg ved hvad han vil, og han ved hvad jeg vil, hvilket heldigvis er det samme. Så er spillereglerne sat op. Det er venskab med komplimenterende sex, og derfor bliver jeg heller ikke sur når han snakker om andre scoringer, eller andre bare piger generelt. Det irriterer mig ikke når han ikke svarer, det skylder han mig ikke. Og visa versa.
Derfor måtte jeg også hanke op i mig selv, da jeg begyndte at mærke de der feels komme krybende. At jeg blev lidt for glad for at se ham, lidt for irritabel når han ikke svarede, at det gjorde lidt for ondt når han snakkede om sine scoringer. Jeg kunne mærke det påtagede smil, og anstrengelsen i at skulle virke upåvirket. Det er jo ikke hans fejl. Vi havde en aftale, han har aldrig lovet noget og derfor er det mig der må bakke. Jeg tog et par dage, et par lange snakke med veninder, og fik styr på det hele.
Han er en god fyr, en god ven. Men han er heller ikke kærestepotentiale lige nu. Og det tror jeg der er mange fyre der ved. Så spørg dem dog i stedet for at forvent du skal være hans 4-ever boo.
Der er intet galt med at være en fuckboy, så længe de er ærlige og ikke bilder en alt muligt ind.
Hvis du ikke kan lide duften i bageriet, så kan du sku da bage dit eget brød.
Der står en Spangsberg-flødebolle foran næsen på dig. Du får at vide, at du må spise den, hvis den beslutter sig for at hoppe ind i munden på dig. Med al din vilje og magt prøver du med en gennemborende tankekraft at styre flødebollen ind i din mund. Den rykker sig ikke ud af flækken. Det er som om den ikke ønsker dette, lige så meget som du gør.
Sådan har jeg det med Vennen. Han er bare en uopnåelig, komplet apatisk, umulig størrelse.
Brormand er manden der stiller flødebollen foran mig. Eller skubber den tættere på, og så rykker den væk igen.
Det er som om, at hver gang jeg har besluttet mig for, at flødebollen alligevel ikke gør noget godt for mine lår eller min røv, så bliver flødebollen lige skubben tæt nok på til at jeg kan dufte chokoladen, og måske marcipanbunden.
Det sidste stykke tid har jeg inderligt prøvet at indstille min hjerne på, at Vennen ikke kommer til at ske. Og i hvert fald ikke lige nu. At det hele var det pure opspind fra min side. At jeg skal komme videre. At der ikke er mere at komme efter. Han vil ikke. Hvis han ville, havde jeg kunne mærke det på ham.
Det kan jeg ikke. Det føles som om han skubber mig væk. Gang på gang. Og så må jeg jo affinde mig med situationen.
Det går også alt sammen meget fint, indtil Brormand og jeg har planer og sætningen “Det kan være Vennen vil med?” vælter ud af hans mund.
BOM! Flødebolle et mulehår fra min næse.
Det lille håb om at se ham bliver plantet. Den lille varme i maven. De små sommerfugle i brystet. Jeg prøver at knuse frøet, kvæle varmen og lukke sommerfuglene ud. Forkaste dem i eksil, med rationalitet. Men det ændrer ikke skuffelsen, der for alvor gør det af med alle varme og boblende følelser, når Vennen ikke kommer alligevel… Altid med en dårlig undskyldning. Jeg siger ikke noget. Brormand siger ikke noget. Vennen siger ikke noget. Men alle ved at det er mærkeligt. Det er unaturligt. Det er akavet. Hvorfor ses vi ikke?
Som en mavepuster kommer skuffelsen.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal garderer mig mod følelsen. Jeg prøver at forberede mig. Jeg ønsker bare alt skal være normalt. Men alt er forkert. Forkert fordi vi ikke ses.. Fordi vi ikke er sammen.
Som teenager i skrivende stund, er der en Facebook-trend der ikke gået min, til tider distræte, næse forbi.
En deling af billeder, med budskaber der hylder jalousien i forhold.
Udsagn der negligerer det katastrofale tilfælde jalousi faktisk er.
I disse udsagn bliver jalousi opstillede som, lidt sødt, lidt sjovt og fuldstændig socialt acceptabelt.
Som om det er helt oki-doki at hun lige kigger kæresten over skulderen når han skriver sms’er, som om det er lidt nuttede at hun tjekker hans mobil i smug, som om det er helt finno at hun går op i en spids over at en “random hoe” liker hans billede. Jojo – alle disse tilfælde er jo blæst ud af proportioner, fordi overdrivelse fremmer forståelse. Bortset fra at disse kvinder findes, og vores massive deling og like-ning af disse opslag på Facebook, blot skaber en form for social accept af noget, der faktisk er et kæmpe problem.
Jeg skal ikke se mig selv for god til, at have smagt jalousiens bitre smag i munden, at have snaget i min eks telefon, at være blevet sårede over en kommentar fra en af hans veninder. Men jeg følte mig bestemt ikke hverken, sød, nuttede eller oven på. Og sådan skal det heller ikke være. Hvis man spørger mig.
For såvel som den forsmåede part i et jalousi-drama, så lider den stakkels gut altså også. Mon det er fedt at blive beskyldt for alt muligt man ikke har gjort, og ej heller havde intentioner om? Er det specielt fedt at skulle aflægge rapport hver gang man går ud med vennerne? Nej ikke rigtig. Den anden part bliver straffet for en forbrydelse de ikke engang har begået.
Jeg er et af de slags mennesker, der har et par rigtig gode hankøns venner. Venner jeg sætter ubeskriveligt meget pris på. Og hvis en kæreste ubegrundede begyndte at begrænse min tid med dem, eller – gud forbyde det – snagede i mine ting for at finde et grundlag for jalousi, ville jeg føle mig krænkede helt ned på celleplan.
Jeg har absolut intet at skjule med mine venner, hvis han spurgte, måtte han hjertens gerne læse vores korrespondance, dog ville jeg finde behovet en smule besynderligt. Men at gå bagom ryggen på mig, for at bekræfte hans egen usikkerhed ville være nok til at jeg smækkede døren i – for good.
Jeg stoler på at min “special someone” er sammen med mig, frem for alle mulige andre, af en grund. Og jeg vil da virkelig ønske, at han har det på samme måde.
Som sagt har jeg dealede med jalousi. Noget begrundet, rigtig meget ubegrundet. Det er ikke en nem følelse. Men jeg synes man skal huske på, at det er et problem der ( i de fleste tilfælde) ligger i én selv. En usikkerhed man selv puster liv i, hver gang man laver en scene ud af det. Det er ikke nemt, men jeg tror oprigtigt at det er en følelse man nogle gange må bide i sig, sluge, skrige ned i en pude – for det er vitterligt ikke den andens skyld (for det meste). En følelse der, hvis italesat for ofte, kan rive et forhold fra hinanden.
Jeg har nogle veninder der bruger udsagnet “jeg stoler jo på ham – det er bare alle de andre piger jeg ikke stoler på”. Jeg bliver så trip-trap-træt hver gang, jeg skal høre på det. Er deres rationalitet kortsluttede fuldstændigt? Der skal to til tango, og en eller anden trunte kan ikke bare stikke tungen i halsen på manden, uden han ligesom er med på den. Eller det kan hun godt, men så hedder det nærmere seksuel chikane, og den slags kan man sku få ballade for (har jeg hørt). Hvis din mand bliver overfaldet af en voldsomt-twerkende man-eater på toilettet, der grinder op ad ham og laver vaskemaskinen på hans tænder, alt i mens han græder og kalder på sin mor, fordi han på det vitterligt ikke har lyst – så ville man vel ikke bebrejde ham dette voldsomme overfald. Et andet scenarie er at man er kæreste med en rygradsløs regnorm, der hælder for mange Mokaï indenbors på en lørdag, og slutter af med at snave med adidas-trunten i hjørnet. Den type er værdiløse og skal forlades så hurtigt, at de kun når at se din awesome røv og en fuck-finger.
Dette er de to eneste scenarier. Og ingen af dem retfærdiggøre at udsætte mande-mennesket for jalousi. Den sidste kan få en kuffert med tøj lige i fjæset – i bedste Hollywood-stil, men intet andet.
Vi er igang med at avle en generation af selvhævdende, kontrollerende, opmærksomheds-hungrende, telefon-kiggende, facebook-snagende redebyggere, ved kollektivt at acceptere sådan en form for opførsel. Der higes så meget efter “boyfriend goals” og andre Tumblr-klicheér med filtre og life-quotes plastrede hen over dem, at lige så snart der indfanges en uvidende stakkel, så kvæles han i tosomhed, Netflix-snuggles og værst af alt “nuttede”-jalousi.
Stop det.
Skulle vi ikke i stedet hylde troskab, tillid og frihed til at være individer, i stedet for at leve i påtvungen symbiose, fordi det er så meget på mode lige nu.
For tiden virker det som om, at det mere er idéen om at have en kæreste, man kan lave “perfect-couple”-ting med, vi dyrker. I stedet for det smukke i, at finde et individ vi finder så skønt, dejligt, sjovt og vidunderligt, at vi har lyst til at bruge tid med dem. Men de er stadig et individ, og det er det man forelsker sig i. Derfor er det også vigtigt de får lov til at blive ved med at være det, så de ikke ender som en beige-klædt forstadsmand der kører i Citroën Berlingo – fordi “den er så pratisk”.
