Sit down, we need to talk.

Lad mig lige slå et slag for mænderne en gang.

Som teenager i skrivende stund, er der en Facebook-trend der ikke gået min, til tider distræte, næse forbi.

En deling af billeder, med budskaber der hylder jalousien i forhold.

Udsagn der negligerer det katastrofale tilfælde jalousi faktisk er.

I disse udsagn bliver jalousi opstillede som, lidt sødt, lidt sjovt og fuldstændig socialt acceptabelt.

Som om det er helt oki-doki at hun lige kigger kæresten over skulderen når han skriver sms’er, som om det er lidt nuttede at hun tjekker hans mobil i smug, som om det er helt finno at hun går op i en spids over at en “random hoe” liker hans billede. Jojo – alle disse tilfælde er jo blæst ud af proportioner, fordi overdrivelse fremmer forståelse. Bortset fra at disse kvinder findes, og vores massive deling og like-ning af disse opslag på Facebook, blot skaber en form for social accept af noget, der faktisk er et kæmpe problem.

Jeg skal ikke se mig selv for god til, at have smagt jalousiens bitre smag i munden, at have snaget i min eks telefon, at være blevet sårede over en kommentar fra en af hans veninder. Men jeg følte mig bestemt ikke hverken, sød, nuttede eller oven på. Og sådan skal det heller ikke være. Hvis man spørger mig.

For såvel som den forsmåede part i et jalousi-drama, så lider den stakkels gut altså også. Mon det er fedt at blive beskyldt for alt muligt man ikke har gjort, og ej heller havde intentioner om? Er det specielt fedt at skulle aflægge rapport hver gang man går ud med vennerne? Nej ikke rigtig. Den anden part bliver straffet for en forbrydelse de ikke engang har begået.

Jeg er et af de slags mennesker, der har et par rigtig gode hankøns venner. Venner jeg sætter ubeskriveligt meget pris på. Og hvis en kæreste ubegrundede begyndte at begrænse min tid med dem, eller – gud forbyde det – snagede i mine ting for at finde et grundlag for jalousi, ville jeg føle mig krænkede helt ned på celleplan.

Jeg har absolut intet at skjule med mine venner, hvis han spurgte, måtte han hjertens gerne læse vores korrespondance, dog ville jeg finde behovet en smule besynderligt. Men at gå bagom ryggen på mig, for at bekræfte hans egen usikkerhed ville være nok til at jeg smækkede døren i – for good.

Jeg stoler på at min “special someone” er sammen med mig, frem for alle mulige andre, af en grund. Og jeg vil da virkelig ønske, at han har det på samme måde.

Som sagt har jeg dealede med jalousi. Noget begrundet, rigtig meget ubegrundet. Det er ikke en nem følelse. Men jeg synes man skal huske på, at det er et problem der ( i de fleste tilfælde) ligger i én selv. En usikkerhed man selv puster liv i, hver gang man laver en scene ud af det. Det er ikke nemt, men jeg tror oprigtigt at det er en følelse man nogle gange må bide i sig, sluge, skrige ned i en pude – for det er vitterligt ikke den andens skyld (for det meste). En følelse der, hvis italesat for ofte, kan rive et forhold fra hinanden.

Jeg har nogle veninder der bruger udsagnet “jeg stoler jo på ham – det er bare alle de andre piger jeg ikke stoler på”. Jeg bliver så trip-trap-træt hver gang, jeg skal høre på det. Er deres rationalitet kortsluttede fuldstændigt? Der skal to til tango, og en eller anden trunte kan ikke bare stikke tungen i halsen på manden, uden han ligesom er med på den. Eller det kan hun godt, men så hedder det nærmere seksuel chikane, og den slags kan man sku få ballade for (har jeg hørt). Hvis din mand bliver overfaldet af en voldsomt-twerkende man-eater på toilettet, der grinder op ad ham og laver vaskemaskinen på hans tænder, alt i mens han græder og kalder på sin mor, fordi han på det vitterligt ikke har lyst – så ville man vel ikke bebrejde ham dette voldsomme overfald. Et andet scenarie er at man er kæreste med en rygradsløs regnorm, der hælder for mange Mokaï indenbors på en lørdag, og slutter af med at snave med adidas-trunten i hjørnet. Den type er værdiløse og skal forlades så hurtigt, at de kun når at se din awesome røv og en fuck-finger.

Dette er de to eneste scenarier. Og ingen af dem retfærdiggøre at udsætte mande-mennesket for jalousi. Den sidste kan få en kuffert med tøj lige i fjæset – i bedste Hollywood-stil, men intet andet.

Vi er igang med at avle en generation af selvhævdende, kontrollerende, opmærksomheds-hungrende, telefon-kiggende, facebook-snagende redebyggere, ved kollektivt at acceptere sådan en form for opførsel. Der higes så meget efter “boyfriend goals” og andre Tumblr-klicheér med filtre og life-quotes plastrede hen over dem, at lige så snart der indfanges en uvidende stakkel, så kvæles han i tosomhed, Netflix-snuggles og værst af alt “nuttede”-jalousi.

Stop det. 

Skulle vi ikke i stedet hylde troskab, tillid og frihed til at være individer, i stedet for at leve i påtvungen symbiose, fordi det er så meget på mode lige nu.

For tiden virker det som om, at det mere er idéen om at have en kæreste, man kan lave “perfect-couple”-ting med, vi dyrker. I stedet for det smukke i, at finde et individ vi finder så skønt, dejligt, sjovt og vidunderligt, at vi har lyst til at bruge tid med dem. Men de er stadig et individ, og det er det man forelsker sig i. Derfor er det også vigtigt de får lov til at blive ved med at være det, så de ikke ender som en beige-klædt forstadsmand der kører i Citroën Berlingo – fordi “den er så pratisk”.

Så dør baby sku.