Tiden nærmede sig. Jeg spejdede stadig forgæves efter hesten i horisonten.
Mon dens silhuet ville dukker op på et tidspunkt?
Jeg besluttede den ikke ville dukke op, i et forsøg på at provokere skæbnen til at bevise jeg tog fejl.
Men skæbnen gav mig ret, og Garderen 2.0 vendte aldrig tilbage angående vores aftale.
Lettere tøsefornærmet og fuld på tequila skrev jeg en passiv-aggressiv besked til ham, da klokken var tættere på 5 end på midnat.
“Det er fint hvis du ikke har tid, men det ville være rart at vide 🙂 “
Med den der smiley, hvori du ikke ved om den er glad eller har planer om at slå dig ihjel.

Dagen derpå kunne facebook bekræfte, at også denne besked var modtaget og læst, helt uden noget svar.
Endnu en gang havde Garderen 2.0 taget mig ved næsen, og lavet en Houdini.
Puf! Væk var han.
Væmmelsen over min egen naivitet fyldte min krop hele køreturen fra Århus og hjem på mors sofa.
Mama havde fået ny hund. En rigtig hund, der minder så umiskendeligt meget om min egen flæskeklump, at det stak lidt i hjertet.
Vi gik en tur på stranden, hunden og jeg. 3 timer vadede vi gennem vind og sand i stilhed. Han løb glædesstrålende rundt, bragte mig ting og stak hele sit dumme hoved ned under det kolde vand.
Jeg kunne ikke undgå at grine. Sikke en glæde. Åh hvor jeg savnede glæden ved en hund.

Alle tre timer gik jeg og vendte livet oppe i hovedet. “Nu er det nok!” besluttede jeg.
Træt og udmattet af, at sådan nogle mande-mennesker skulle fylde så meget i min bevidsthed.
Når han ikke engang kunne skrive en skide “jeg kan desværre ikke”-besked.
Og med ét var jeg vred igen. Indfandt mig i den komfortable vrede tilbageholdenhed. Den barnlige stædighed, der svor jeg ALDRIG ville kontakte ham igen. Nogensinde.
“Jeg håber han bliver ramt af en bus, og bliver lam i pikken,” proklamerede jeg overfor samtlige veninde.
Forpulede mandekost.
Det var ikke kun Garderen 2.0 jeg var vred på. Det var faktisk samtlige mænd. Alle mænd der kunne være et romantisk objekt, men ikke behandlede mig tilsvarende. De var faktisk alle nogle mandekoste, og de gav mig kvalme.
I virkeligheden var det nok min egen fiksering på, at disse elementer skulle være fundamental for min egen lykke, der gav mig kvalme. Men det er trods alt lidt lettere at være vred på dem. Ik’?
Så det var jeg. Og sværgede højt og helligt jeg aldrig ville date igen. I hvert fald ikke i en rum tid.
Jeg havde alligevel ikke tid, mente jeg.
Som sådan en smart business-woman som jeg var blevet. I stramme nederdele, skjorter og høje hæle der klikkede gennem kontorlandskabet. Sådan en har ikke tid til at date.
Der var så meget andet, at se til.
Så jeg slettede Tinder, fjernede alle de dejlige mænd på mobilen, som alligevel ikke skrev.
Men universet havde andre planer….

Så rundede jeg endnu et år. Det 21. for at være eksakt.
Normalt fejres min fødselsdag i forældrenes trygge rammer med morgenmad, fællessang og solskin.
Min 21 års fødselsdag har været en del anderledes. Sidste år, var min fødselsdag ikke særlig spektakulær. Bare en dejlig dag med sushi på altanen og museumskiggeri.

I år skulle jeg selv stable en form for festivitas på benene. Dog med mine forældres købestærke økonomi.
Jeg er flyttet ganske langt fra min vante bopæl og leguster indhegnet have. Dog satsede jeg på, at vejret ville være med mig, så et hyggeligt eftermiddagstraktement kunne forgå i min andelsforenings grønne område.

I fredags bespiste min far mig med burger, mens vi planlage weekendens udspillelse. Desværre vejrudsigten lumsk.
Det måtte vise sig, blev vi enige om.
I vildskab havde jeg strøet om mig med invitationer til festen. Fordi en stor del af familien er fra Jylland og jeg dermed konkluderede, at de ville møde begrænset op.
Ih guder hvor tog jeg fejl.
Ikke blot dukkede min mor og lillebror op dagen før, for at spise middag med min far, hans kone og jeg på en artsy-fartsy restaurant i København. Derudover trillede deltagere også ind på facebook-begivenheden.
23 talte den til sidst.
En smule presset begyndte jeg at tælle mulige siddeplaser i min 40 kvm store hybel.
Hvis man pakkede nogen ud på altanen, så kunne vi måske være der.
Ikke kun min familie kom, en samling af mine 3 bedsteveninder fra jylland besluttede sig for at krydse begge bælter, for at fejre lille mig i nogle timer.

Hele ugen gik jeg og var høj på en følelse af hvor privilegeret og elsket jeg følte mig.

Festen udspillede sig ganske glimrende, taget skybruddet i betragtning. Hvor vi alligevel grillede pølser på altanen og serverede lagkage på paptallerkner.
Folk grinede, hyggede og roste mit lille hjem i timevis.

Til sidst var jeg fuldstændig udmattet og lykkelig.
Mine veninder var de sidste der tog hjem. Inden de kørte stak min soldater veninde et brev i hånden på mig.
Jeg lagde det fra mig og glemte det for en stund mens jeg ryddet glas, stole og mad væk.

Så spiste jeg middag alene for første gang på min fødselsdag. Trippede lidt ved tanken, indtil jeg kiggede i køleskabet og så en doggybag af min livret. Min morfars frikadeller med hjemmedyrket kartoffelsalat, med en lille seddel fra Morfar.
Med helt ørt hoved satte jeg med min mad og et stykke kage. Satte en ligegyldig serie på, på netflix og spiste i stilhed.
Bagefter rejste jeg mig og fangede mit spejlbillede i gangen. Jeg følte den genkendte væmmelse ved synet af mig selv.

“Ikke underligt Garderen 2.0 er så tilbageholdende med dig – se dig lige… Han kan få meget bedre” tænkte jeg.
Tanken om at gå ud og kaste alt maden op igen, ramte mig øjeblikkeligt.
Pludselig følte jeg mig ikke fortjent til al den fejring jeg havde været udsat for. Følte at jeg skyldte mine forældre for alt det de havde gjort og betalt.

Alt hadet fyldte så meget i mig. Alt afskyen til mig selv. Uforståenheden for hvorfor nogen skulle synes jeg skulle være værdig til alt det her, som gjorde mig så glad, men virkede så besværligt for alle andre.
Og så så jeg brevet fra min veninde. En veninde der har set mig, når jeg var allermest modbydelig og uelskelig.

Side op og side ned havde hun skrevet. Hvor meget hun beundrede mig. Hvor flot hun synes jeg gør det.
Hvor glad hun kunne mærke jeg er blevet for Garderen 2.0, og han virker som en god fyr.

“Du er fantastisk,
Du er min bedste veninde
Du er mit mirakel og du er grunden til at jeg tror på eventyr
Tak fordi du er dig”

Flæbende kiggede jeg på papiret. Af flere grunde.
Fordi det er rart at nogen har taget sig tid til at skrive søde ord om én.
Men gråden var også sorgmodig, fordi jeg oprigtigt ikke har den følelse omkring mig selv.
Overhovedet.
Ikke et gran inden i mig, hvor jeg føler jeg fortjener så søde og rare ord.
Og det gør mig ked af det.
Fordi jeg ved hvor ked af det, det jeg ville blive, hvis én af mine veninder fortalte mig, at de havde det sådan med dem selv. Fordi jeg føler de fortjener hele verden og mere til.
Men alligevel kan jeg ikke finde den lille my inden i mig selv, der faktisk føler jeg har fortjent noget som helst af det her.

Så jeg rev den sidste side af brevet ud, og satte det fast på det forbandede spejl.
Forhåbentligt en dag, begynder jeg selv at tro på det.

Jeg har altid set mig selv som et menneske med en plan. Et kort. En udstukket rute. Et soleklart pejlemærke som mål.

Det seneste stykke tid har jeg mærket mange karaktertræk, som jeg påskønner ved mig selv, smuldre mellem mine fingre og blive erstattet af ting jeg foragter.
Brokkeri, selvhævdelse og selvmedlidenhed.
Opmærksomhedshungrende, krævende og ynkelig.
Rygradsløs, tudvåren og tilbageholdende.

Det hårdeste er at se tilbage på en person man faktisk var stolt af, blive erstattet af en flæbende dejklump, der render rundt med hovedet så langt oppe i røven på sig selv, at al erindring om solen er forsvundet.
Min “mer’ vil ha’ mer'”-mentalitet har efterhånden sendt mig så hovedkulds gennem livet, at jeg ikke kan finde fodfæstet igen.

Jeg prøver at minde mig selv om de gode ting. Det gør jeg virkelig. Min momentære glæde bliver som en mælkefarvet membran hen over alt det sorte i maven.
Tvivlen og utilstrækkeligheden fylder, alligevel tager jeg mig ikke sammen.
Jeg udskyder, undskylder og bebrejder. Altid, er der en vinderlig forklaring på hvorfor tingene ikke bliver gjort.
En regnorm, er hvad jeg er blevet til.
Mest fordi jeg er bange for, at gøre mit allerbedste, og stadig ikke være god nok.
Jeg roder rundt, men prøver at lade som om jeg har styr på det hele.
Jeg tror alle andre har gennemskuet mig, men jeg er den eneste der stadig tror på den store fede løgn, der er mit liv.

Og alt dette får mig til at vende tilbage til BMA.
En situation, hvor jeg fejlagtigt troede jeg var den, med den vindende hånd. Den overlegne. Den med bukserne på.
Der tog jeg fejl.
Tre knald inde, måtte jeg endnu en gang sande, hvor ypperligt jeg sukkede efter hans opmærksomhed.
Særligt nu, da han ikke vil give den til mig.
Rasende og frustreret har jeg været. Oftest på mig selv. Over mit alt for store engagement i dette hankønsvæsen, der tydeligvis blot er en 20-årig knægt med hovedet fuld af partroner og krudt.
Men ind i mellem, særligt efter 1-2 øl for mange, er det kommet til at gå ud over ham.
At jeg har kvajet mig, og givet mere ud af mig selv end jeg egentligt vil. At jeg dagen efter med skam, har svoret aldrig at kontakte ham igen.
Efter 3-4 dages stilhed knækker jeg for det meste, og skriver til ham alligevel.
Fordi det er sådan jeg er blevet. Til en regnorm.

Og er det ikke typisk sådan legen er. Først ville han, hvor jeg ikke interesserede mig synderligt.
Nu er det omvendt. Og det er mig der sidder med den lange næse.
Egentligt er jeg OK med omfanget af vores kontakt. Et par gange om ugen er helt finno.
Dette er så skammeligt, at jeg aldrig ville sige det højt, så lad det blive mellem os.
Men jeg ville gerne være “hans” eller nogens. Jeg er ikke afklaret med om det er ham som sådan, eller om det bare er ideen om, faktisk at have en sød dude der kan lide en.
Måske er det det sidste.
Efterhånden er jeg kommet frem til, at mit behov til at gøre “krav” på ham, er at jeg på den måde kan forvente noget af ham. At han på den måde også skylder mig engagement.
Det er ulogisk og usundt. Det ser også helt skørt ud, når jeg skriver det ned.
I virkeligheden vil jeg jo bare gerne bekræftes i, at jeg er ønsket og begæret.
At kvæle ham i opmærksomhed er ikke den rigtige strategi, det ved jeg. Men ligesom en junkie, er jeg nærmest dirrende efter hans opmærksomhed efter 3 dage. Så hungrende, at jeg er villig til at sætte min stolthed og integritet over styr.
Alle overspringsundskyldningerne træder straks til. “Alle kan jo lide, at være savnet”, “der er intet i vejen med at vise man er interesseret – LIGESTILLING!” og “han skal jo bare lige mindes om, at du er sød”.
Det er alt sammen bullshit. For i virkeligheden har han ikke udvist interesse i nogle måneder. Alligevel hænger jeg fast ved ham, som en tæge på et dødt dyr. Febrilsk suger jeg det sidste næring ud af noget, der har ligget i vejkanten i månedsvis.
Ynkelig og patetisk er det eneste der kan beskrive min situation lige nu.

Engang sagde en mand, jeg så meget op til “stram op!”.
Jeg havde helt glemt, hvor kloge to så små ord kan være. Hvor kort og præcist noget kan siges.
Men mere skal der ikke til.

Stram op!

Jeg skulle på date. Havde prøvet at holde humøret højt med Brormand inden. Vi drak en øl og gik en lille tur i København. Han havde en bagkant, som efterlod mig med 1 times tidsfordriv inden daten startede. Vandrede hvileløst rundt. Drak en kop 7/11 kaffe af et papkrus, med Ed Sheeran bræende i ørene. Stoppede foran den lille kirke på Sankt Peder Stræde. Huskede hvordan Vennen havde peget og fortalt. Om et klokketårn, en nøgle og en nytårs udsigt. Gik ind bag den lille mur og satte mig på rækværket. Der var helt stille. Trak vejret ned i maven. Den gjorde ondt. Gav kaffen skylden. Mærkede det knugende savn om halsen. Skyndte mig at rejse mig og forsætte ned mod Nyhavn, med et håb om at følelsen ville forsvinde så snart kirken var ude af syne.
Stod og tøvede bag et gadehjørne, mens jeg overvejede hvorvidt min date ville tro på, at jeg havde brækket benet og måtte aflyse med 10 minutters varsel. Trippende med panik skrev jeg til min veninde. “Tag dig sammen, spark røv og hyg dig!” opmuntrede hun, og så trådte jeg rundt om hjørnet.
Han var sød og betænksom. Betalte den første regning inden jeg overhovedet nåede at hive min pung frem, holdt døren og virkede som en rar gut.
Vi drak drinks og efterfølgende øl et sted med et irriterende live-band.
“Skal vi gå inden de spiller Wonder Wall igen?” spurgte han, og jeg nikkede ivrigt.
Vi gik mod Nørreport, da han spurgte “såeh, skal du med hjem?”. Trods min beduggede tilstand, var min mavefornemmelse insisterende. Jeg smilede til ham, og rystede på hovedet. Takkede for en hyggelig aften og gav ham et kram. Små luntede ned af trapperne, allerede med høretelefoner i ørerne.
Han skrev aldrig igen, og jeg er ligeglad.

Den efterfølgende uge havde Vennen fødselsdag. En dag, jeg normalt bruger på at finde på noget vittigt og spidsfindigt at skrive på hans væg.
Denne dag var jeg i tvivl om jeg overhovedet skulle skrive noget til ham. Jeg lod være. Af respekt for ham. Jeg vidste Øboeren var ude at rejse, og jeg ville ikke skabe mere ballade.
Så jeg lod være med at skrive. Jeg lod være med at opføre mig som hans ven, fordi jeg troede han sikkert helst ville være foruden.

De efterfølgende dage savnede jeg ham. Voldsomt og hjerteskærende. Intet hjalp. Hverken træning eller is. Alt virkede nytteløst og dumt.

Et par dage efter Vennens fødselsdag sås jeg med Brormand. Han spurgte ind til min date. Viftede hurtigt emnet væk og grinede af at han efterfølgende også havde slettet mig på Tinder. Meget voksent.
“Hold kæft en idiot!” udbrød Brormand, jeg trak på skulderen.
Skiftede emne ved at spørge hvordan han og Vennen havde haft det med en uge alene hjemme.
“han har været vildt ked af det,” indrømmede Brormand. Øjeblikligt klemmte det om mit hjerte.
Brormand forklarede, hvordan Vennens mor havde kørt Vendetta på ham overfor resten af familien. Hun virker som et hysterisk styk kvindfolk, men det er Øboeren jo også. (Hvem sagde mommy-issues?)
Det var endt med, at blot to fra hans familie havde ønsket ham tillykke, og hans mor ikke engang havde spurgt om de skulle ses. Brormand var trådt til og havde inviteret ham ud at spise og med i biografen.
Den dårlige samvittighed ramte hårdt. Tanken om ham, ulykkelig og frustreret på sin fødselsdag, uden at Øboeren endda var der, var næsten ulidelig. Var lige ved at gribe ud efter telefonen med det samme, og skrive en lang undskyldning, men dyede mig.
Vi gik endnu en tur og spiste kebab. Snakkede om alting. Men i mit hoved var kun Vennen.

Brormand krammede mig på Vesterport og hoppede ind i sit tog. Jeg tog et tog magen til, bare den anden vej og satte mig til rette ved et vindue. Scrollede langt ned af listen af kontakter indtil hans navn dukkede op.

“Forsinket tillykke med fødselsdagen Ven,” trykkede på send uden at tænke yderligere over det.

*læst klokken 00.05*
stod der dagen efter. Han havde ikke svaret, men det betød ikke noget.
Han skulle bare vide, at jeg stadig er her.

BMA’s besøg er tiltrængte og velkomne når de finder sted. Behovet for at blive bekræftet og anerkendt, er ikke et jeg kimser med. Men det er der, og jeg mærker det når han ligger lige der.

Efter hans sidste besøg, flyttede jeg til København. En drøm jeg har haft siden 1.g, og endelig gjorde jeg det.
Tog springet, købte en lille andelslejlighed der trængte til mere end en kærlig hånd. Faktisk en mere Emma Gad-type hånd. Og det fik den. Jeg er stolt af den og den er helt min egen. Også lidt bankens. Men mest min.
Det føles voksent og vidunderligt.
Lovede mig selv at jeg ville stramme op og tage mig sammen. Lægge mine dårlige vaner fra mig og efterlade dem i Jylland, sammen med alt andet skidt og bras.

Det er ikke helt lykkedes, men jeg prøver.
Har brugt de fleste vågne timer på, at indrette mit liv og tjene til føden. Jeg er glad og fungerer bedst, når jeg ikke får meget tid til at tænke. Når jeg tænker kommer utilstrækkeligheden krybende.
Ulmende og kvælende lægger den sig som en klæbende boa om halsen.

Det var derfor også med en smule forventning, jeg drog afsted mod min gamle kaserne til besøgsdag. Vi skulle alle hygge og feste i det gode vejr. BMA havde sagt han ville være der. Havde beskrevet hvilke uartigheder, han ville udsætte mig for diverse steder i byen.
Klokken 15 stod det relativt klart, at han ikke ville dukke op. Hvilket var fint. Det var mere det principielle i at hænge, uden han havde meldt afbud. Respektløst synes jeg, og min bedsteveninde endnu mere.
Jeg nægtede at skrive først. Indtil tirsdag hvor jeg knækkede og skrev en besked med tyktflydende sarkasme. Om han mon var faldet i et hul?
Det var han ikke. Gode undskyldninger var der mange af, men ingen undskyldning for ikke at have skrevet.
Tog det med et gran salt. Måtte finde den rationelle hjernehalvdel frem. Fiske alle mine argumenter frem; vi skylder ikke hinanden noget og han har hovedet fyldt (med jord åbenbart).
Men følelsen af at blive overset er der stadig. Irritationen over min komplet manglende rygrad irriterer mig grænseløst.
“Lad ham savne opmærksomheden,” tænker jeg. Tre dage senere savner han den tydeligvis stadig ikke. Og så sidder man der med lang næse og en mave fyldt med bland-selv slik.
Men når jeg så finder på en ynkelig undskyldning for at skrive til ham, så svarer han med det samme.
Med søde ord og lige den mængde kink man har brug for, når man har arbejdet 8 timer.

Det har ingen fremtid, ingen forudsætninger for at ende godt, alligevel er der en tryghedsting i det, der gør jeg ikke helt kan slippe ham.

Men hvis han ikke lægger noget i det, så er det vel helt fair, at lede efter en der vil lægge noget i det? Samtidig med man høster overfladisk opmærksomhed?

Der gik en måneds tid, hvor jeg var forvirret over hvad jeg havde gjort forkert med Garderen. Længe stirrede jeg på den grønne plet ved hans profilbillede i min chatlinje på Facebook. Uden han svarede mig. 1, 2, 3, 7 dage gik der mellem at han svarede eller bare læste mine beskeder. Forstod det ikke helt, men fandt mit gamle værktøj, kynisme, frem og forkastede alt mit hoved nogensinde havde opspundet.
Jeg fokuserede på min træning, betalte for en coach, begyndte at afveje min mad, tælle kalorier og kulhydrater.
Det føltes som at sidde i et tog, med al for høj fart. Jeg vidste jeg ville kollidere på et tidspunkt, men havde ikke i sinde at stoppe udviklingen.
For 2 år siden tabte jeg mig rigtig meget, på en sund og fornuftig måde. Med viljestyrke og snusfornuft.
Denne gang kunne jeg ikke finde min fornuft eller viljestyrke.

Jeg troede, at jeg havde fået lov til at springe min vinterdepression over i år. Men i februar kom den for alvor og lossede mig gevaldigt i ansigtet.
Jeg gjorde mine ting. Alt det der bliver forventet at jeg gør. Men når jeg var alene, ville jeg bare ligge under min dyne og proppe sukker i hovedet.
Med mine nært forstående optagelsesprøver, vidste jeg godt at sukker ville sætte mig gevaldigt bagud.
Så jeg tog den lette, kujon-agtige udvej.
Jeg havde ikke viljestyrke til ikke at spise marabou og skumfiduser i rå mængder. Jeg havde for dårlig samvittighed over det bagefter.
Så løsningen måtte nødvendigvis være, bare at kaste det hele op igen, når jeg havde gjort det.
Som sagt, så gjort. Og nu kan jeg ikke stoppe med det igen. Har lovet mig selv, at det bare et redskab indtil jeg får fodfæste, og har nået mine mål.

Engang i min spæde ungdom brugte jeg cutting som en coping-metode når jeg blev stresset og ked af det. En sørgelig og ynkelig vane, jeg er faldet tilbage i.
Det er svært at forklare, men det føles, som om man nogle gange, er ved at kløjes i sine følelser.
Jeg ved ikke engang hvilke følelse der fylder så meget, men cutting fungerer som en form for terapi. En form for ritual. Den samme måde hver gang. Samme fremgangsmåde, samme musik, samme følelser.
Det værste er at skulle skjule det efterfølgende.
Men forløsningen der følger efter smerten er meget vanedannende. Det må være følesen af kontrol, er jeg kommet frem til.
Jeg har intet behov for, at fortælle det til nogen. Jeg vil ikke have det omdømme. Jeg ønsker ikke at folk bekymrer sig om mig.
Men når jeg føler mig utilstrækkelig, så kompenserer jeg ved at presse barberbladet hårdt ned i huden omkring anklerne. Som om at det er en straf, og det er min opgave at skulle bide smerten i mig.
Jo mere blod, desto stoltere er jeg over min egen formåen.
Det ser sært ud, når det er skrevet ned. Men oppe i mit hoved giver det mening i øjeblikket.

Og med det for en kort bemærkning, så skete der noget mærkeligt, mens jeg sad i mit lille hul og var en lille trist musse.
På en grå torsdag, fik jeg et snap fra BMA, og et vanligt stik af savn til Forsvaret gik gennem mig. Jeg svarede helt uvanligt på hans besked. Og før jeg vidste af det, havde vi en aftale dagen efter.
Han går på Sergentskolen (den heldige kartoffel), og kom med toget. Lige så snart jeg så ham kunne jeg mærke en glad boblen i maven. Om det var ham eller udsigten til sex vil for evigt forblive i det uvisse. Men glad blev jeg.
Jeg var meget overtræt da han var færdig med at udforske lejligheden. Vi så et afsnit Paradise Hotel, hvor jeg måtte holde mig for øjnene i ren og skær pinagtighed over disse børns udskejelser. Hold dog jeres sluttyness bag lukkede døre, som andre normale mennesker.
Den gang jeg var ung, og så den slags, var det ugens nyhed, når nogen i menneske-reservatet korpulerede for åben skærm.
Det afsnit vi så, og jeg har ganske vist ikke set Paradise Hotel i mange år, men der horede folk jo i flæng. Først i poolen, så på værelserne, så med den ene og derefter med en anden.
Jeg var helt hægtet af, en smule i foragt.
Jeg går massivt ind for seksuelt frisind. Men den promiskuøse ligegyldighed de udviste, fik noget til at vende sig i mig.
Efter en halv times rædderlighed, som føltes uendeligt, når man sad gemt bag sine egne hænder og fordomme, var det tid til film. Haha “film”, som det jo så fint bliver camoufleret som.
Introen var knap færdig da jeg mærkede en hånd på mit lår. Jeg lænede hovedet lidt tilbage mod hans skulder og sukkede stille. En ting fyre er suckers for.

Filmen blev hurtigt afskrevet, da jeg vendte mig for at returnere hans blide strøg.
Det var første her det gik op for mig, hvor ualmindeligt veldrejet hans overkrop var i den langærmede t-shirt der klæbede sig til hans overarme.
Han var tydeligt mere veltrænet end sidst vi havde set hinanden – en af Sergentskolens klare fordele.
I hurtige bevægelser fløj tøjet om ørene på os.

Forpustede og svedende krøllede han armen rundt om min nakke og trak mig tæt på. Duften af mand og sex hang i luften. Jeg snusede ind med næsen mod hans bryst. Han snakkede om nogle militære ting, jeg nød hvordan hans hud vibrerede af bassen i hans stemme. Mens han talte faldt jeg i søvn.

Det bliver langt, navlepillende og næsten ulækkert ærligt det næste stykke tid. So strap in, we’re going for a ride.

Ikke desto mindre;

Ohøj, ohøj. Pingvinen er tilbage. Tiltende, skvattende og ude af balance. Men tilbage, med et håb om at lidt skribleri kan få mig til at lande mere eller mindre elegant på fødderne igen.

Januar var ikke rar. Januar var ikke god. Januar var yderst nederdrægtig, og som så mange andre på sociale medier betragter jeg det som en prøve periode på 2017. Hvis det forsætter sådan, må jeg ringe til kundeservice. I sidste ende opsige mit abonnement på 2017 og sidde dette år over.

Faktisk startede januars nederdrægtighed allerede 30. december 2016.
Dagen hvor mit og Vennens venskab officielt sluttede. Dødt og begravet, havde jeg håbet jeg kunne efterlade det i 2016.
Jeg vidste, at vi ikke kom til at holde nytår sammen. Jeg vidste at vores venskab var på standby, indtil bølgerne med Øboeren havde lagt sig. Vi har været på standby før. “Det klarer vi i et snuptag,” tænkte jeg.
Selv efter al balladen med Øboeren, var jeg ved godt mod.
Faktisk håbede jeg hendes skaberi ville åbne hans øjne for, hvor modbydelig hun er. Men ak nej. Vennen blev ved med at se deres forhold som en slags Romeo og Julie historie. De to mod resten af verden. Deres kærlighed var unik og kompleks, sagde han.
Som om det var en god ting.
Efter nogle uger, med den spilleliste der er dedikeret ham på min Spotify, bakkede jeg af. Han fyldte for meget. Følelsen af ham var for meget. Alle følelserne gjorde mig tyndhudet, og efterlod mig hulkende og åndeløs i de sene natte timer.
Så jeg skrev et brev. I hånden. Krydse-duller og det hele. Blottede min sjæl på papiret. Alle de ting jeg aldrig har turde sige til ham.
At jeg elsker ham. At det gør mig ked af det, at han er sammen med hende. At jeg havde prøvet at splitte dem ad i starten af deres forhold.
Til sidst tiggede jeg om, ikke at være hans ven mere. At han ikke måtte bede mig om det. Fordi jeg ikke kan sige nej.
Brevet var færdigt med 6 siders prompt, pragt og ærlighed. Læste det om og om igen. Imponeret over min egen sjælekrængende fortælling på papir. “Aldrig igen,” lovede jeg mig selv, da jeg lod tårene trille og lande på brevets linjerede papir. Så papiret bule og krumme sig sammen mens det sugede det salte vand til sig.
Jeg lod ham kende mine følelser før, og han stak mig lige mellem ribbene bagefter. Lige ind der hvor hjertet sidder.
Jeg lukkede skuffen omkring brevet, og gemte mine følelser for Vennen tilbage i skuffen i mit hjerte. Ualmindeligt bevist om, at jeg aldrig vil åbne den igen. Fordi jeg ikke må. Fordi jeg ikke kan. Fordi jeg ikke vil.

Men alt gik jo ikke helt skidt.
Fordi jeg har veninder der kender mig godt, og ved at korkproppen der er mit humør, hurtig returnerer til overfladen ved hjælp af alkohol.
Så da 2 flasker vin, blev til 2 flasker shots og dernæst til bodytequila, var det som skrevet i stjerne at vi skulle i byen.
“Har du hørt, at Garderen er blevet single?” spurgte veninden fortroligt ind over bordet. Du godeste. Garderen. Områdets Good Boy. Et rigtigt catch. Flot, høj og sød. Virkelig, virkelig sød. Han har haft kæreste på siden 6. klasse, altså ikke den samme, men med meget korte single-perioder ind i mellem. Man skulle være hurtig på aftrækkeren med Garderen med andre ord.
“Du skal da score ham i aften!” hvinede en anden veninde. Jeg grinede påtaget. Klart… Jeg ville da bare lige score Garderen. Som om han ikke svømmer i tilbud. Og hvem havde overhovedet forsikret sig, at han var i byen den aften.
Vi drak de sidste shots og stavrede videre i byen med en kold dåse-øl i hånden hver.
Bemærkningen var hurtigt ude af hovedet, da man fik en billard-køl i hånden, indtil jeg mærkede en spids albue i siden. “Av!” udbrød jeg, og tog mig til siden, mens jeg skulede op fra bordet. Diskret (eller knap så meget) pegede min veninde mod baren. Og ganske rigtigt stod der en samling skikkelser jeg kunne genkende, samt en meget høj skikkelse, der ikke kunne tilhøre andre end Garderen.
Min gruppe af veninder smilede indforstået til hinanden, mens jeg igen bøjede mig ned for at lave mit skud mod den hvide kugle på det grønne filt.

Efter spillet gik vi i baren efter flere shots. Drengegruppen havde sat sig ved et bord. “Vi tager lige nogen med til dem!” grinede min veninde.
Klart, klart. Vi svansede ned mod deres bord med favnen fuld af alkoholiske små glas. “Hey!” udbrød de og rejste sig galant op.
“Må vi sidde?” spurgte min veninde og bankede shots, salt og citron på bordet.
Kortvarigt dansede vi fra favn til favn, mens “ej hvor er det længe siden!”, “har du det godt?” og “gud hvor ser du godt ud,” blev slynget ud i vildskab.
Jeg spekulerede kortvarigt om det var for meget, at kramme Garderen. Vi havde ikke snakket sammen siden 4. klasse. Fuldskaben tog over, og det ville have været mere mærkeligt hvis vi ikke krammede.

“Længe siden!” udbryd Garderen, da han krammede mig. Jeg blinkede lidt af ham og grinede. Ja, det var det godt nok. Undgik betænksomt at afsløre vores vilde stalking af ham på sociale medier. Spurgte hvad han havde lavet. Han havde gået vagt for selveste Dronningen. Årh, pudsigt! Jeg havde jo også lige været i militæret. Og dermed var samtaleemnet for resten af aftenen grundlagt. Vi var de eneste to i selskabet der havde været inde at springe, og sendte hinanden indforståede blikke, når vennerne sagde dumme civile ting. Ord som “tjekke”, “snakke” og “kigge”, fik et løftet øjenbryn med på vejen, og vi smilede til hinanden.
Bedst som jeg slog Meyer, blev en Nik & Jay-klassiker smidt på bodegaens anlæg hvilket resulterede i spontan hvinen fra samtlige kvindelige deltager i selskabet. Dansegulvet skulle slagtes, og slagtet det blev.

“Han kigger på dig,” halvråbte veninden henslængt på dansegulvet. Jeg nægtede at tro det. Mine veninder er ret smukke. Jeg var sikker på det var en af de andre han sendte lange blikke efter.
Midt i en vild dans til et Nelly-nummer, mærkede jeg en hånd på min skulder. “Jeg var på vej op for at købe noget mere at drikke. Skal du have noget med?” spurgte Garderen, med et perfekt hvidt Colgate-smil. Jeg ville gerne selv betale min drink, men jeg ville da gerne akkompagnere ham op i baren.
Én drink blev til mange, og jeg glemte lykkeligt det tæt forestående arbejde.
Vi spillede kort, og jeg mærkede hans arm hvile bag min ryg op af ryglænet.
Jeg følte mig set, hørt og flatteret. Der var ingen tvivl om han var interesseret. Jeg forstod bare ikke hvorfor?
Jeg er vant til det er besværligt. Jeg er vant til, ikke at få hvad jeg gerne vil have. Jeg er vant til at være en 2. prioritet. Den man vælger, når man ikke kan få baben med kæreste på.
Jeg har et lille selvværd, med et kæmpe ego til at skjule det.

Da baren lukkede var jeg dog pinligt bevidst om, at jeg ikke ville være i stand til at kunne i gå i seng og derfor måtte lave en døgner og dukke gerdint bagstiv op på arbejde.
Jeg gjorde mine til at traske tilbage mod min nye hybel, en kort gang fra baren. Garderen var imponeret over mit voksenliv. Om jeg boede der helt alene? Åh ja. Om det ikke var lidt tomt? Obligatorisk ja, i håb om han ville gøre tilværelsen mindre ensom.
Dermed var det besluttet, at han skulle følge mig hjem, og se mit voksen imperium. Som var rodet og beskidt, men helt mit eget.
Jeg kiggede i smug på ham, mens hans høje væsen bevægede sig rundt i mit nye hjem, som jeg endnu selv føler mig lidt fremmed i.
Han kiggede annerkendende rundt. “Du har god smag,” sagde han. Jeg smilede forlegent. Mit hjem var stadig under konstruktion, og min hjerne var på overarbejde.
Jeg glanede mod uret. Der var cirka 1,5 time til jeg skulle møde på arbejde. Garderen virkede overraskende frisk, da han stak hovedet ind i soveværelset, heldigvis pænt rydeligt og beboeligt.
Jeg fulgte lige i hælene på ham, og vidste ikke helt hvad jeg skulle stille op med mig selv.
Det vidste Garderen godt, for han smed mig på sengen i et hurtigt ryk, og kastede sig selv efter mig.
“Hvornår skal du på arbejde?” spurgte han, halvanden time cirka fik jeg fortumlet fremstammet. Og så kyssede han mig. Rart og varmt. Det var tydeligt at han havde den der “kæreste-erfaring”. Den hvor man har kunne lære hinanden ting, fordi man har været i et langvarigt forhold. Han var helt med på alle finesserne.
Det er første gang jeg følte jeg var sammen med en, som jeg ikke havde gjort nogen stor indsats for at score.
Tøjet røg hurtigt af, sådan som legen jo går. Men Garderens underliv ville ikke lege med. “Fuck, hvor er jeg fuld” hvæsede han. Jeg grinede lidt over den skøre situation, og sagde han måske ville have det bedre når han havde sovet lidt. Det mente han også.
Jeg skulle ikke sove, men Garderen trak mig faretruende tæt på, og trak vejret dybt i mit hår. Hans hånd strøg op og ned af min arm i varme, rolige bevægelser. Næsten lullet i søvn, kiggede jeg på uret, og måtte rejse mig for at tage på arbejde.
Forsikrede Garderen om at jeg ville finde ham og banke ham, hvis han stjal mine ting, mens jeg var væk.
Han grinede og faldt i søvn inden jeg var ude af døren.
Arbejdet var heldigvis bare 2 timers gulvvask, som kunne afsluttes med at købe morgenbrød. Mens jeg stod i køen, nåede jeg at blive nervøs. Hvad hvis han var gået mens jeg var væk.
Så ville jeg i hvert fald spise en hel bøtte Ben & Jerrys og have ondt af mig selv.

Låsen klikkede op, lejligheden var stadig mørk og lige der midt i gangen stod hans store sko. Jeg smilede lidt for mig selv og stak hovedet ind i soveværelset, hvor hans lange krop lå spredt ud over min seng. Jeg kastede posen med morgenbrød ud i køkkenet og lagde mig stille i sengen for ikke at vække ham.
Han så sød ud når han lå der. Så rykkede han lidt på sig og rakte ud efter mig. Han mumlede noget ned i mit hår, og så faldt han i søvn igen. Kort efter lukkede jeg også øjnene og nød at have nogen så tæt på.

Da jeg vågnede, med ugudelige tømmermænd og sammenknebne øjne var der stadig mørkt i værelset. Bag mig kørte en serie på meget lav volume. Jeg rullede og så Garderen, der var i gang med at se en film på netflix på sin telefon.
“Vil du ikke have min computer?” spurgte jeg. Det ville han mægtig gerne. Jeg ville mægtig gerne have et bad.
“Må jeg gå med?” spurgte han. Jeg tøvede et øjeblik i døren til badeværelset. Det måtte han vel. Jeg undrede mig over hans fuldstændige bramfrihed, og han lignede en der undrede sig over min tøven.
Eventuelle problemer med potens fra tidligere på morgenen var fuldstændig forsvundet under det varme rindende vand.
Jeg kunne nærmest mærke mine parader blive vasket væk. For Garderen var det intet problem at sætte mig på håndvasken og knalde løs, indtil et punkt hvor jeg troede den ville falde af væggen. Måske var min nervøsitet for netop dette scenarie relativt tydeligt, for inden længe var vi på vej tilbage i soveværelset, vådt hår und alles. Garderen vidste hvordan sådan en kage skulle skæres, vendte og drejede mig, men hele tiden med en omsorg og nærhed der var tydelig.
Orgasmerne rislede gennem rummet, og efter en del vandret-limbo drættede vi udmattede om på madrassen.
Nonchalant hev han computeren frem og smed en gammel disney klassiker på.

Det var først da han nævnte pizza, det gik op for mig hvad klokken var.
Hele dagen var gået med knalderri, film og lange put.
Hurtigt var Garderen i bukserne og på vej ud af døren efter mad, mens jeg fandt endnu en film og noget service.

Først ved 22 tiden, besluttede Garderen at tage hjem. Han kyssede mig farvel og var ude af døren, efter det længste one-night-stand i mands minde.

Allerede onsdag lå Garderen i min seng igen. Stadig uhøjtidelig og hyggelig.
Ganske hurtigt, fandt vi ud af, at vi sammen ikke var i stand til at putte eller ligge tæt, uden at det endte i sex.
Hvilket resulterede i, at jeg dukkede op på arbejde dagen efter, velbollet, i søvnmangel og lykkelig.
Da jeg kom hjem fra arbejde, var han der stadig. Smed nederdelen og trøjen og lagde mig til rette under dynen. Kiggede på hans sovende ansigt, og mærkede et lille klem om hjertet. I samme øjeblik strakte han armene ud og trak mig ind til sig. “Åh nej, ham her…” tænkte jeg, og lod mig endnu en gang overrumple af hans kærtegn og lidenskabelige kys.
Den eftermiddag fulgte han mig til toget. Han kyssede mig på perronen, og jeg beundrede sensationen af, næsten at skulle stå på tæer for at kunne ramme hans bløde læber.
Følte mig varm af sommerfugle og glæde, da jeg satte mig træt og øm i de hårde DSB-sæder.

Jeg tog til København, han tog til Århus, og så hørte jeg aldrig fra ham igen.

Jeg har været væk, hvis nogen skulle have taget notits. Formentligt ikke.
Januar og februar har været alt andet end milde, så mine tanker har myldret så meget, at jeg ikke føler jeg har kunne stykke to sammenhængende sætninger sammen.
Nu prøver jeg med en status-liste, som en lille appetizer på hvad end min hjerne kaster op ud på papiret i løbet af de næste par dage.

– Jeg er blevet tyk
– Jeg er blevet doven
– Jeg har et job, som jeg hader
– Vennen og jeg er mere uvenner end nogensinde før
– Jeg dumpede optagelsesprøven på Sergent-skolen
– Jeg skal betale over 2000 tilbage i Skat
– Alle mine veninder rejser væk i lang tid
– Der har været nogle store sorte huller, som har vist min selvdestruktivitet i værste omfang
Men!
– Jeg har købt lejlighed i mit elskede København
– Jeg skal til to optagelsesprøver på ting jeg virkelig gerne vil uddanne mig som
– Jeg får 7800 i feriepenge
– Jeg har måske fået et studierelevant sommerjob
– Jeg har en sød fyr, der skriver godnat, inden han lægger sig til at sove
– Solen er begyndt at skinne

Jeg prøver at stykke et langt resume sammen. En status på Vennen, en uddybning af en ny fyr der betød meget i kort tid, noget om selvskade og -destruktion, og en gammel kendings tilbagevenden.
Uuuh cliffhanger…

Der er ikke rigtig noget at sige. Alt blev knipset væk. Alt gik galt. Jobbet blev ikke mit, Sergenten skrev aldrig, og nu er jeg hjemme i Jyllands-flækken, jeg hader så inderligt.

Første nat sov jeg 16 timer, vågnede til den grusomme indsigt i at det ikke var et mareridt, men en realitet. Tårerne trillede inden jeg overhovedet fik svinget benene ud af sengen.
Børnefødselsdagen skulle overstås. Make-uppen forsøgte at skjule de sørgmodige øjne. Med mit bedste braveface, klarede jeg hele 4 timer, omgivet af balloner, glasur og kyskager, med det konstante “er det så slut nu?” spørgsmål, der hukkede et lille stykke af mit hjerte, hver gang jeg måtte svare “desværre,” med et lille smil.
Da jeg kom hjem, stirrede jeg ind i væggen i 3 kvarter. Klumpen pressede i halsen, og tårerne fik endnu en gang frit løb. Stille sad jeg, med puden presset mod maven, i et forsøg på at udfylde det kolde sorte rum, der nu var.

“Skal du ikke have noget mad?” spurgte mor, med let sammentrukne øjenbryn. Havde ingen appetit. Og først der gik der op for mig, at jeg ikke havde spist siden torsdag aften, hvis man ser bort fra den kop nudler jeg stak til i toget, indtil det var most til ukendelighed.
Hver gang jeg nærmer mig noget spiseligt, gør min mave oprør. Rumler og klager sig, indtil det hele kommer op igen.

Nu er der gået fire dage. Der er ikke flere tårer tilbage, smilet kommer lidt lettere frem, enegien er på come-back.
Mit hoved brygger på en ny slagplan. En plan til at komme tilbage i Forsvaret, for som selv min hippie-agtige mor kunne se, så er det der jeg hører til. I hvert fald lige nu.
Sergenten er der ikke noget at gøre ved. Jeg tænker stadig meget på ham. Når jeg lukker øjnene er det stadig hans blå hundehvalpeøjne, buttede underlæbe og søde stritører der vinder frem på nethinden. En bittersød erindring. Om natten er det ham der rumsterer. Et frygteligt mareridt hvor jeg konstant skuffer ham, skuffer mine overordnede, mine forældre og mig selv. Mit hoved er pt. enhver hjernevriders våde drøm.

I går bippede en sms ind, bedst som jeg slukkede lyset. Mit hjerte gik i stå, tror jeg. Håbefuldt kiggede jeg på skærmen. Det var bare far.
Gad vide hvornår den følelse går væk igen? Gad vide hvornår jeg ikke har brug for et dagligt fix af hans Facebook, som er blevet meget mere åben efter vi har fået fælles venner. (#nostalker) Han accepterede ikke den venneanmodning jeg sendte, og 4 timer efter den var sendt, annullerede jeg den igen. Ved ikke hvorfor. Kolde fødder, et forsøg på at redde mit ego. Han må absolut have set den. Det var søndag, og der er ingen normale 21-årige, der ikke kigger på deres facebook, i 4 timer på en søndag. Det fortæller jeg i hvert fald mig selv.
Min mor, det kloge væsen, var selvfølgelig klar med gode råd. “Jeg synes bare han var rigtig sød,” havde jeg hulket ned i puden. Hun strøg mig over håret, og kiggede på billedet af ham, der lå på bordet (ligesom et klassebillede, bare for soldater. Jeg er ikke psyko-stalker og laver collager af ham i min fritid. Så tit.)
“Jamen søde skat dog, han er da svigermorsdrøm, ham der. Han kan da slet ikke håndtere så vild en personlighed som din.” Det var nok ment som et kompliment, ikke desto mindre gjorde det ondt.

Min hjerne knagede og bragede, når den ikke var i komplet følelsesmæssig tomgang. En to-do liste måtte der til. Skriblede med panden tungt hvilende i håndfladen. Dybe suk understregede min store koncentration.

– Rydde op på værelset
– Pudse støvler
– Jobansøgninger
– Kasser på loftet
– Genoptræning
– GLEM HAM!

Understregede den sidste opgave to gange og kylede håbløst kuglepennen i bordet, hurtigt efterfulgt af min pande.
Hvad gør en håb- og modløs pingvin i modvind? Den geninstallerer Tinder. Fordi timerne er mange, hvor de før var få. Og den barske realitet er, at Sergenten af den ene årsag eller den anden, ikke har planer om at skrive til mig.
Helt ærligt, så kender jeg jo heller ikke manden. Umiddelbart syntes jeg bare han var rigtig sød, hvor alle jeg før har fundet attraktive har været nogle højrøvede douchbags grundlæggende.
På den måde har Sergenten faktisk lært mig noget, som jeg altid vil være taknemlig for. Og det er, at jeg er klar til en jeg er tryg ved, og ikke en jeg skal imponere.

Sent søndag aften sad den lille pingvin derfor og strøg til højre og venstre. Mest til venstre. For dem på skærmen var ikke Sergenten, og jeg slikkede stadig mine sår i mit lille mørke mentale hul.
Et par enkelte røg til højre. Mest for fornøjelsen ved “It’s a match” beskeden, og bekræftelsen i at de havde liket mig tilbage.
Men pludselig gik min tommelfinger i stå, ligeså mit hjerte – et øjeblik. En gut, der ikke var Sergenten, men stadig i uniform. Med lattermilde øjne og et kønt skæg, kiggede tilbage på mig. Allerede inden jeg likede ham, screenshottede jeg hans billede. Kunne ikke bære tanken om, hvis han lynhurtigt skulle forsvinde ud af mit liv igen. Så sød så han ud. Håbefuldt trykkede jeg på det lille grønne hjerte. Holdt vejret indtil skærmen blev grå og vores billeder stod ved siden af hinanden. Et altoverskyggende smil spredte sig på mit ansigt. Glemte et øjeblik min elendighed, mens jeg ventede på han skrev.
Da det ikke var sket dagen efter, fattede jeg min vidunderlige humor, mit forslåede ego og pennen for at skrive en vittig besked til ham.
Da han svarede, hoppede jeg næsten i luften af glæde. Vi skrev sammen et par timer. Jeg begyndte at håbe han ville invitere mig ud. Det har jeg aldrig prøvet før. Normalt frygter jeg det.
Men så gik jeg i seng, og så har jeg ikke hørt fra ham siden. Eller, det er så 1,5 døgn siden, og det kan jo være han laver noget vigtigt.
Alligevel har jeg en lille stemme, et lille ego med et blåt øje og andre knubs, der hvisker “du er ikke god nok, han er allerede træt af dig, hvad skulle du dog have at byde på? Se dog på ham?!”

Hvad kan jeg sige, måske er jeg bare lille og forslået og har brug for en masse kram og opmærksomhed.
Who doesn’t?

Mit indlæg #100, og alt er præcis lige så kaotisk som det plejer. Så meget er sket og alligevel er alt ved det samme.

Vi skulle til eskadronsfest. Afslutningen på værnepligten. Berygtet og eftertragtet, har det været noget vi har talt ned til, nærmest siden vi startede.
Den aften skulle være aftenen Sergenten fik at vide, hvor sød jeg syntes han var. Eller, jeg ville i hvert fald forsikre mig selv om, at han vidste det. Mit nummer lå sirligt krænget ned på en lap papir i min pung. Klar til at blive overleveret.
Sprutten flød, shots blev bundet i flæng, skåle blev uddelt.
Allerede ved 11-tiden så Sergenten en smule skæløjet ud. Hentede et glas vand til ham og afleverede det med en hånd på hans underarm. Damn den blazer sad godt på ham…

Gik min vej igen. Baren kaldte.
Pludselig følte jeg en hånd på min hofte. BMA stod lige bag mig. “Kan vi snakke?” spurgte han. Relativt koldt kiggede jeg på ham. Træt af hans evige ignorering af min eksistens på kasernen.
Gik modvilligt med ham. Længe snakkede vi. Så kyssede han mig. Jeg stoppede ham ikke. Ved ikke hvorfor. “Er det ikke på tide vi tager en taxa hjem?” spurgte han så. Jeg nikkede, men skulle lige finde en veninde. Troede han. Jeg kom aldrig tilbage.
Tequila skulle der til. Veninden og jeg listede op i baren, for at skjule os for BMA.
Vi tog nogle restitutionsdrinks med ned til et bord i hjørnet. Ventede på tequilaen slog til.
“Hej Menig Pingvin,” sagde sergenten fra første deling, som endda havde fødselsdag.
“Hej Kebab,” svarede jeg drillende, henførende til en joke, han havde lavet med mig tideligere på toilettet.
“Giver du fødselsdagsbarnet en øl?” spurgte han direkte. Det kunne jeg da godt, der var trods alt fri bar. Veninden løftede øjenbrynet da jeg forsvandt med ham, op i baren endnu en gang. Vi drak vores øl om kap, så jeg kunne vise jeg var en rigtig mand.
“Giver du så også en dans?” spurgte han, med blå glimtende øjne. Jeg grinede. Hvem nægter sin befalingsmand en dans?
På gulvet hvirvlede han mig rundt. Trak mig til sig med armen om min talje. Lagde armen på hans skulder og lod mig rive rundt.
Åh åh, han var godt nok velspændt under jakkesættet. Kiggede hurtigt rundt efter Sergenten. Han stod i baren og snakkede, hurtigt mødtes vores blikke. Jeg hvirvlede videre med Kebab (jeg finder på et bedre navn til ham).
Efter mange minutters intens danse-workout måtte Kebab give op og bestille flere drinks.
“Nu passer du på, Pingvin. Sergenten kigger med” sagde veninden over min skulder. Mængden af alkohol påvirkede helt sikkert min dømmekraft, og som tideligere kæmpe-slut besluttede jeg, at en exit fra festen var den eneste løsning, på at slutte aftenen uden ulykker. Men jeg havde stadig én mission.
“Vi går nu, vi skal bare lige forbi baren først,” sagde jeg beslutsomt.
Vi passerede baren kortvarigt på vej mod garderoben. “Øhm Sergent?” spurgte jeg og kiggede på hans åh så søde hundehvalpe øjne. Så rakte jeg ham sedlen med mit nummer og gik hurtigt mod udgangen.

Lørdag morgen havde BMA skrevet intet mindre end 7 beskeder. Fair, jeg lod ham godt nok hænge lidt. Har ikke svaret på dem. Kælling som jeg er.

Nu er det søndag. Sergenten har ikke skrevet, det havde jeg måske heller ikke forventet. Måske håber jeg lidt, han har smidt sedlen væk og glemt alt om det.
Til gengæld har Kebab ikke holdt sig tilbage fra at finde min Facebook og skrive. Det er engagement, og det er sku noget der kan swaye en pingvin som mig.