Der er ikke rigtig noget at sige. Alt blev knipset væk. Alt gik galt. Jobbet blev ikke mit, Sergenten skrev aldrig, og nu er jeg hjemme i Jyllands-flækken, jeg hader så inderligt.

Første nat sov jeg 16 timer, vågnede til den grusomme indsigt i at det ikke var et mareridt, men en realitet. Tårerne trillede inden jeg overhovedet fik svinget benene ud af sengen.
Børnefødselsdagen skulle overstås. Make-uppen forsøgte at skjule de sørgmodige øjne. Med mit bedste braveface, klarede jeg hele 4 timer, omgivet af balloner, glasur og kyskager, med det konstante “er det så slut nu?” spørgsmål, der hukkede et lille stykke af mit hjerte, hver gang jeg måtte svare “desværre,” med et lille smil.
Da jeg kom hjem, stirrede jeg ind i væggen i 3 kvarter. Klumpen pressede i halsen, og tårerne fik endnu en gang frit løb. Stille sad jeg, med puden presset mod maven, i et forsøg på at udfylde det kolde sorte rum, der nu var.

“Skal du ikke have noget mad?” spurgte mor, med let sammentrukne øjenbryn. Havde ingen appetit. Og først der gik der op for mig, at jeg ikke havde spist siden torsdag aften, hvis man ser bort fra den kop nudler jeg stak til i toget, indtil det var most til ukendelighed.
Hver gang jeg nærmer mig noget spiseligt, gør min mave oprør. Rumler og klager sig, indtil det hele kommer op igen.

Nu er der gået fire dage. Der er ikke flere tårer tilbage, smilet kommer lidt lettere frem, enegien er på come-back.
Mit hoved brygger på en ny slagplan. En plan til at komme tilbage i Forsvaret, for som selv min hippie-agtige mor kunne se, så er det der jeg hører til. I hvert fald lige nu.
Sergenten er der ikke noget at gøre ved. Jeg tænker stadig meget på ham. Når jeg lukker øjnene er det stadig hans blå hundehvalpeøjne, buttede underlæbe og søde stritører der vinder frem på nethinden. En bittersød erindring. Om natten er det ham der rumsterer. Et frygteligt mareridt hvor jeg konstant skuffer ham, skuffer mine overordnede, mine forældre og mig selv. Mit hoved er pt. enhver hjernevriders våde drøm.

I går bippede en sms ind, bedst som jeg slukkede lyset. Mit hjerte gik i stå, tror jeg. Håbefuldt kiggede jeg på skærmen. Det var bare far.
Gad vide hvornår den følelse går væk igen? Gad vide hvornår jeg ikke har brug for et dagligt fix af hans Facebook, som er blevet meget mere åben efter vi har fået fælles venner. (#nostalker) Han accepterede ikke den venneanmodning jeg sendte, og 4 timer efter den var sendt, annullerede jeg den igen. Ved ikke hvorfor. Kolde fødder, et forsøg på at redde mit ego. Han må absolut have set den. Det var søndag, og der er ingen normale 21-årige, der ikke kigger på deres facebook, i 4 timer på en søndag. Det fortæller jeg i hvert fald mig selv.
Min mor, det kloge væsen, var selvfølgelig klar med gode råd. “Jeg synes bare han var rigtig sød,” havde jeg hulket ned i puden. Hun strøg mig over håret, og kiggede på billedet af ham, der lå på bordet (ligesom et klassebillede, bare for soldater. Jeg er ikke psyko-stalker og laver collager af ham i min fritid. Så tit.)
“Jamen søde skat dog, han er da svigermorsdrøm, ham der. Han kan da slet ikke håndtere så vild en personlighed som din.” Det var nok ment som et kompliment, ikke desto mindre gjorde det ondt.

Min hjerne knagede og bragede, når den ikke var i komplet følelsesmæssig tomgang. En to-do liste måtte der til. Skriblede med panden tungt hvilende i håndfladen. Dybe suk understregede min store koncentration.

– Rydde op på værelset
– Pudse støvler
– Jobansøgninger
– Kasser på loftet
– Genoptræning
– GLEM HAM!

Understregede den sidste opgave to gange og kylede håbløst kuglepennen i bordet, hurtigt efterfulgt af min pande.
Hvad gør en håb- og modløs pingvin i modvind? Den geninstallerer Tinder. Fordi timerne er mange, hvor de før var få. Og den barske realitet er, at Sergenten af den ene årsag eller den anden, ikke har planer om at skrive til mig.
Helt ærligt, så kender jeg jo heller ikke manden. Umiddelbart syntes jeg bare han var rigtig sød, hvor alle jeg før har fundet attraktive har været nogle højrøvede douchbags grundlæggende.
På den måde har Sergenten faktisk lært mig noget, som jeg altid vil være taknemlig for. Og det er, at jeg er klar til en jeg er tryg ved, og ikke en jeg skal imponere.

Sent søndag aften sad den lille pingvin derfor og strøg til højre og venstre. Mest til venstre. For dem på skærmen var ikke Sergenten, og jeg slikkede stadig mine sår i mit lille mørke mentale hul.
Et par enkelte røg til højre. Mest for fornøjelsen ved “It’s a match” beskeden, og bekræftelsen i at de havde liket mig tilbage.
Men pludselig gik min tommelfinger i stå, ligeså mit hjerte – et øjeblik. En gut, der ikke var Sergenten, men stadig i uniform. Med lattermilde øjne og et kønt skæg, kiggede tilbage på mig. Allerede inden jeg likede ham, screenshottede jeg hans billede. Kunne ikke bære tanken om, hvis han lynhurtigt skulle forsvinde ud af mit liv igen. Så sød så han ud. Håbefuldt trykkede jeg på det lille grønne hjerte. Holdt vejret indtil skærmen blev grå og vores billeder stod ved siden af hinanden. Et altoverskyggende smil spredte sig på mit ansigt. Glemte et øjeblik min elendighed, mens jeg ventede på han skrev.
Da det ikke var sket dagen efter, fattede jeg min vidunderlige humor, mit forslåede ego og pennen for at skrive en vittig besked til ham.
Da han svarede, hoppede jeg næsten i luften af glæde. Vi skrev sammen et par timer. Jeg begyndte at håbe han ville invitere mig ud. Det har jeg aldrig prøvet før. Normalt frygter jeg det.
Men så gik jeg i seng, og så har jeg ikke hørt fra ham siden. Eller, det er så 1,5 døgn siden, og det kan jo være han laver noget vigtigt.
Alligevel har jeg en lille stemme, et lille ego med et blåt øje og andre knubs, der hvisker “du er ikke god nok, han er allerede træt af dig, hvad skulle du dog have at byde på? Se dog på ham?!”

Hvad kan jeg sige, måske er jeg bare lille og forslået og har brug for en masse kram og opmærksomhed.
Who doesn’t?

Mit indlæg #100, og alt er præcis lige så kaotisk som det plejer. Så meget er sket og alligevel er alt ved det samme.

Vi skulle til eskadronsfest. Afslutningen på værnepligten. Berygtet og eftertragtet, har det været noget vi har talt ned til, nærmest siden vi startede.
Den aften skulle være aftenen Sergenten fik at vide, hvor sød jeg syntes han var. Eller, jeg ville i hvert fald forsikre mig selv om, at han vidste det. Mit nummer lå sirligt krænget ned på en lap papir i min pung. Klar til at blive overleveret.
Sprutten flød, shots blev bundet i flæng, skåle blev uddelt.
Allerede ved 11-tiden så Sergenten en smule skæløjet ud. Hentede et glas vand til ham og afleverede det med en hånd på hans underarm. Damn den blazer sad godt på ham…

Gik min vej igen. Baren kaldte.
Pludselig følte jeg en hånd på min hofte. BMA stod lige bag mig. “Kan vi snakke?” spurgte han. Relativt koldt kiggede jeg på ham. Træt af hans evige ignorering af min eksistens på kasernen.
Gik modvilligt med ham. Længe snakkede vi. Så kyssede han mig. Jeg stoppede ham ikke. Ved ikke hvorfor. “Er det ikke på tide vi tager en taxa hjem?” spurgte han så. Jeg nikkede, men skulle lige finde en veninde. Troede han. Jeg kom aldrig tilbage.
Tequila skulle der til. Veninden og jeg listede op i baren, for at skjule os for BMA.
Vi tog nogle restitutionsdrinks med ned til et bord i hjørnet. Ventede på tequilaen slog til.
“Hej Menig Pingvin,” sagde sergenten fra første deling, som endda havde fødselsdag.
“Hej Kebab,” svarede jeg drillende, henførende til en joke, han havde lavet med mig tideligere på toilettet.
“Giver du fødselsdagsbarnet en øl?” spurgte han direkte. Det kunne jeg da godt, der var trods alt fri bar. Veninden løftede øjenbrynet da jeg forsvandt med ham, op i baren endnu en gang. Vi drak vores øl om kap, så jeg kunne vise jeg var en rigtig mand.
“Giver du så også en dans?” spurgte han, med blå glimtende øjne. Jeg grinede. Hvem nægter sin befalingsmand en dans?
På gulvet hvirvlede han mig rundt. Trak mig til sig med armen om min talje. Lagde armen på hans skulder og lod mig rive rundt.
Åh åh, han var godt nok velspændt under jakkesættet. Kiggede hurtigt rundt efter Sergenten. Han stod i baren og snakkede, hurtigt mødtes vores blikke. Jeg hvirvlede videre med Kebab (jeg finder på et bedre navn til ham).
Efter mange minutters intens danse-workout måtte Kebab give op og bestille flere drinks.
“Nu passer du på, Pingvin. Sergenten kigger med” sagde veninden over min skulder. Mængden af alkohol påvirkede helt sikkert min dømmekraft, og som tideligere kæmpe-slut besluttede jeg, at en exit fra festen var den eneste løsning, på at slutte aftenen uden ulykker. Men jeg havde stadig én mission.
“Vi går nu, vi skal bare lige forbi baren først,” sagde jeg beslutsomt.
Vi passerede baren kortvarigt på vej mod garderoben. “Øhm Sergent?” spurgte jeg og kiggede på hans åh så søde hundehvalpe øjne. Så rakte jeg ham sedlen med mit nummer og gik hurtigt mod udgangen.

Lørdag morgen havde BMA skrevet intet mindre end 7 beskeder. Fair, jeg lod ham godt nok hænge lidt. Har ikke svaret på dem. Kælling som jeg er.

Nu er det søndag. Sergenten har ikke skrevet, det havde jeg måske heller ikke forventet. Måske håber jeg lidt, han har smidt sedlen væk og glemt alt om det.
Til gengæld har Kebab ikke holdt sig tilbage fra at finde min Facebook og skrive. Det er engagement, og det er sku noget der kan swaye en pingvin som mig.

Den vigtigste uge i mit liv, ligger lige forude, og jeg har prøvet at samle mine tanker omkring hvorfor nedenfor.
Tilgiv mig, mit tenderende til paniske oplæg.
For to uger siden søgte jeg et drømmejob. Et job jeg ikke anede jeg ønskede, før jeg så jobopslaget sort på hvidt.
Et job jeg ikke anede jeg kunne ønske mig, men som pludselig blev det eneste, jeg nogensinde har villet så meget.
Med nervøse fingre har jeg opdateret min indbakke cirka hvert 10. sekund, indtil jeg fik svar på, at jeg skulle til samtale på onsdag.
I vildskab har jeg skriblet noter, forberedt mig helt ned på celleplan, lagt kreative planer… Min hjerne har ikke stået stille ét eneste sekund.
Nervøsiteten gør mig fuldstændig rastløs, og jeg kan ikke komme i tanke om hvornår et projekt sidst har fået så meget af min opmærksomhed. Selv min studentereksamen virker som peanuts, ved siden af hvor meget jeg ønsker mig det her.
I disse dage ligger min hvilepuls på cirka 120, og jeg kan vågne om natten med hjertebanken.
Ikke blot skal jeg til den vigtigste jobsamtale i mit relativt korte liv, men samtidig er det ugen for den sidste fest med min deling i Forsvaret. Festen hvor alle de vigtige mennesker også kommer. Fester og spiser mad sammen med os.
Sergenten kommer selvfølgelig også, som giver mig yderligere nykker. Ikke nok med, at jeg skal præstere til et forestående job, men jeg kan heller ikke stressspise, fordi jeg skal have en ualmindeligt omklamrende velourkjole på, som kræver minimale portioner bønner og andet ukrudt for at jeg med god samvittighed kan trække den over hovedet, uden at føle mig som klovnen Bobo.
Min sidste chance for at vise ham, at jeg faktisk kan se ganske fornuftig ud i civilt tøj, og mine greens aldrig har gjort noget godt for min krop.
Umiddelbart virker han måske lidt interesseret – selvfølgelig sagt uden at jinxe det. Men trods restriktioner, i forhold til menig/befalingsmands-forholdet, sender han nogle mulige interesse-signaler.
Mit crush på denne mand er ved at nærme sig et omfang, der ville kunne betegnes som forelskelse (eller besættelse). Et ord jeg sjældent ytrer om mine fascinationsmomenter. Men i mangel på bedre ord, for hvad han sætter i gang i mig, må det imidlertidig være det ord vi bruger.

Og så bliver jeg jo nervøs, for tænk hvis alle appelsinerne skulle falde ned i min turban, inde for samme uge. Hvornår er det nogensinde sket for en klodset pingvin som mig før? Hvis det lyder for godt til at være sandt, så er det som regel også.
Panikangsten for at blive slet skuffet, ligger i min mave konstant.
Tænk at gå her, og forstille sig alt det gode lige rundt om hjørnet, og når ugen så er omme, så er både jobbet og Sergenten væk? Hvilken hjerteknusende oplevelse på alle måder.
Jeg frygter at håbe det. Jeg frygter at tænke på det. Men jeg gør det alligevel, og hvorfor så ikke gøre det helhjertet. Lade være med at sætte mit lys under en skæppe, og faktisk turde håbe på, at alt godt ville kunne ske for mig med et fingreknips. Ligeså let som det ville kunne knipses væk.

Wish me luck….