Efter Blondie og jeg var færdige med at være passivt aggressivt sure på hinanden, måtte vi genforenes.
Det overvældede mig lidt, hvor meget jeg faktisk havde savnet ham. At læne hovedet tilbage mod nakkestøtten og lytte til ham snakke. Den måde hvor man lytter og nikker, uden faktisk at lytte.
Han kørte selvsikkert gennem landskabet, fortalte og fortalte. Jeg nød bare nærværet og lugten af ham. At slappe af i min konfuse hjerne for en stund.
Han krammede mig da jeg blev sat af. Tæt, varmt og Blondie agtigt.
Vi havde tydeligvis ikke fået nok af vore genfundne venskab, for vi forsatte med at chatte da vi var kommet hjem.
Om alt muligt. Og så om sex. Om min støbeske. Tændvæske og broer der skulle brænde.
Om min liste over folk jeg nødig ville efterlade unfucked i vores lille by.
Pludselig snakkede vi om Vikingen. Hvordan man skulle få skovlen under ham.
“Han er stadig frisk på en trekant. Dig, ham og mig,” forklarede Blondie.
Første måtte jeg grine. Det var jo absurd.
Eller var det? Ville denne skøget-hed ikke passe perfekt ned i min lille støbeske måske?
Måske nævnte Blondie det i sjov og spas. Men jeg fik pludselig lyst til at prøve det.
Virkelig trykke på detonatoren til denne spændingsforladte by inden jeg smutter for good.
Efter vores møde med den hjemløse, havde jeg brug for at sunde mig et øjeblik. Vi gik på en fransk bistro, de andre snakkede over hovedet på mig, mens jeg forsøgte at samle tankerne. Både over hvor latterligt små mine problemer er, men også for at overbevise mig selv om at det hele nok skal gå. Vennen satte sig overfor mig, inden længe var skyerne væk og vi diskuterede højlydt holdninger til terrorisme, indvandring, politik – alt det gode.
Vi fyrede smarte ord af i flæng, som kun vi kan gøre det. En konkurrence om intellekt. Skarpe og spidsfindige argumenter fløj gennem luften. Undrende uddybende spørgsmål blev stillet. En flaske vin blev til to. Det var vel onsdag.
“Hvorfor synes du det?” spurgte Vennen Brormand og satte fingrene i skægget som han har for vane. Hans stejlen på Brormands holdning, mistænker jeg nogle gange er påtaget. Bare for at holde diskussionen i gang, og udfordre til bedre argumenter som han kan gennempierce med sin visdom.
Brors kæreste og jeg fulgte så godt med som vi kunne. Indtil vi ramte ned i en af mine spidskompetencer.
Langsomt men sikkert pillede jeg Vennens argumenter fra hinanden. Brormand og hans kæreste kiggede spændt på, mens vores verbale kamp forsatte.
“Der fik hun dig, Ven!” proklamerede kæresten. Vennen kiggende annerkendende på mig, jeg strålede af stolthed.
Vi rejste os og begav os videre på vores eventyr i en søgen på øl og pool.
Han stak en finger i siden på mig mens vi gik. “Du behøves ikke se så triumferende ud, jeg banker dig bare i pool,” jeg skubbede ham på skulderen. Ønskede han lagde armen om min. Tog min hånd. Anything. Men vi overholdte grænserne.
Vi spillede pool og snakkede længe. Om Brormands herpes. Som ikke er i ansigtet. Alle skar vi grimasser mens Brormand fortalte. Vennen lænet op af poolbordet, jeg på en stol med fødderne hvilende på bordkanten ved siden af ham. Han skiftede vægten på foden så han diskret kom til at læne sig op ad mine fødder. Ikke andet end det.
“Som to magneter” tænkte jeg.
Eventyret sluttede, vi måtte hver vores vej. Jeg krammede ham og traskede mod Metroen. Prøvede at holde tårerne tilbage, indtil jeg kom ud af den indesluttede luft i metaltuben under jorden.
Den varme aftenluft slog mig i ansigtet, og i mørket lod jeg tårrene trille stille, mens jeg tænkte på hvornår jeg ser ham, og hvorfor det skal være sådan her.
Jeg ved ikke engang hvor jeg skal starte. Fordi det hele bare er noget rod. En stinkende rodet omgang møg. Tror jeg.
Vi mødtes klokken 16, i mit yndlings men lidt overskyet København. Brormand, Vennen, undertegnet og Brormands nye kæreste. Skøn dame!
Vi spillede brætspil til vores øl. Snakkede og snakkede, så vi helt glemte spillet. Kunne mærke det fungerede fint, at han sad skråt overfor mig. Længst væk, ude fra rækkevidde.
Vi gik videre i søgen på mad. Vennen fortalte om de gamle københavner bygninger, som blev brugt til det ene og det andet studie. Pegede på tårnet over en kirke, “jeg kender én der har en nøgle derop til, det er den flotteste udsigt i byen nytårsaften,” fortalte han. Det måtte virke godt på damerne, svarede jeg. Det vidste han nu ikke helt.
Vi snakkede om Øboeren. Hendes paniske selv, når hun var under pres. “Det er den måde hun er på. Sådan er det jo bare,” jeg kiggede opmærksomt på ham. Sådan behøves det ikke være, tænkte jeg. Sagde det ikke højt. Vi traskede videre.
Længere fremme på gaden snublede en hjemløs kvinde rundt. Ved ikke om de andre lagde mærke til hende, inden hun faldt. Brormand satte i løb hen til hende. Satte sig på hug og snakkede til hende. Spurgte om hun havde slået sig meget. Hendes pupiller var store, øjnene sløve mens hun blinkkede Brormands ord ind og opfattede dem.
Vennen stod med telefonen og googlede løs. Hvem man ringede til om den slags. “Hvis vi ringer efter politiet ryger hun i detentionen,” hviskede han over skulderen til mig. Selv i hendes døs opfattede kvinden ordet “politi”. Hun viftede afværgende med hænderne. Brormand beroligede hende. Spurgte om der var nogen vi kunne ringe til.
Jeg træf en hurtig beslutning og smuttede ind i den Fakta der lå på hjørnet. Juice, sodavand og peanuts fandt vej ned i kurven. Svingede hurtigt Dankortet, med nærmest skyld over hvor privilegeret jeg pludselig følte mig.
Vennerne havde samlet sig foran butikken. Lidt rodløse. Jeg forsvandt rundt om hjørnet og satte mig ved den hjemløse. Kiggede i hendes kolde øjne.
“Vil du ikke love mig, du spiser noget af det her når du får lyst på et tidspunkt?” spurgte jeg. Hun rystede på hovedet.
Jeg kunne godt mærke paraderne. Hvem var jeg, at komme og belære hende om hvordan hun skulle styre sin rus. I mit dyre tøj, nyvasket og overklasse-agtig.
I virkeligheden identificerede jeg mig med hende, mere end hun anede. Hendes opførsel var en direkte afbilledning af hvordan jeg følte inden i. Høj på noget jeg ikke vidste hvad var, fortumlet, forvirret og trængte til nogen fortalte mig at det hele nok skulle gå.
Jeg kiggede stumt på hende, mens hun talte sort. Lagde mit ansigt i de rette folder og en hånd på hendes knæ.
Pludselig tog hun min hånd, kiggede mig direkte i øjnene, for første gang fokuseret, og sagde “smukke pige, du er skøn, dejlig og ung – det skal nok gå alt sammen.”
Jeg var lige ved at falde på røven. Følte et jag af dårlig samvittighed. Jeg var ikke sikker på om hun refererede til at hun nok skulle klare sig, eller om hun kunne se fortvivlelsen i mit ansigt.
Jeg smilede forsikrende til hende. Sagde hun også var skøn, rejste mig og gik hen til mine venner.
“Hvad sagde hun?” spurgte Vennen. Jeg trak på skulderen. Han ville ikke forstå det…
Jeg skal se Ham. På onsdag. Indtil videre. Snakkede med en veninde om det. Fordi jeg er nervøs og bange.
Seks måneder er det siden vi sås sidst. Meget er sket. Jeg har ændret mig. Synes jeg selv.
Men en ting har ikke ændret sig. Han efterlader mig med et tomrum. Som en narkoman der får et fix hver halve år. Så højt at flyve, for så bare at få hevet luften væk under vingerne og tumle panisk mod afgrunden.
Jeg ved jo godt jeg tager afsted på onsdag. Jeg kan ikke sige nej. Jeg glæder mig, selvfølgelig. Men jeg frygter også. Følelsen bagefter. At give slip på ham igen. Vide at der er længe til vi ses. Vide han skal hjem til Øboeren, som han elsker. Og som elsker ham.
Kan ikke rigtig sætte ord på den melankoli jeg føler inden i. Den sidder der bare. Den går jo væk igen, ved jeg.
Men det bliver frygteligt, når jeg ved hvor gennemgribende forfærdelige abstinenserne er.
Hvordan jeg kan sidde ved siden af ham, være lykkelig og fuldendt og stadig mangle noget. Mærke lysten til at have hans hånd omkring min, brænde i fingrespidserne. Mærke tøjlerne for alt hvad der føles naturligt slide i mig.
Blondie sagde noget klogt sidst vi var gode venner, “bollevenner er nogle du rører ved fordi du har lyst. Kærester er nogen du rører ved fordi du ikke kan lade vær.” Og mere præcist kan det faktisk ikke siges. Jeg skal tænke over ikke at rører ved Vennen. Fordi det føles naturligt, dragende og magnetisk når vi er sammen.
Læseferie og sol, er en kombination, der virkelig udfordrer min viljestyrke. Hvad er vigtigst? Mit skoleprojekt eller min sommer-tan? Alle ved jo, at det er umuligt at se noget udendørs på en computerskærm.
Jeg har derfor bare tullet rundt herhjemme, uden noget tidspres, og spenderet tiden på at læse bøger (ikke af faglig karakter overhovedet), spist frokost med veninderne, shoppet og trænet (med dertilhørende hoveddrejninger efter håndboldgutterne, der tilfældigvis træner på helt samme tid som os).
Men i fredags fik min veninde 12 i det samme som jeg skal op i, og jeg tænkte “ppfffh, det kan jeg sku også”. Jaja frøken Pingvin, hvad med lige at skrive projektet mere end 2 sider langt?
Så jeg besluttede hårdnakket, at mandag ville jeg gå i gang. Og hvad laver jeg nu? Skriver blogindlæg og spiser en chips/mælkesnitte-kombi til morgenmad. Godt skuldret. Men jeg har jo altså haft ganske travlt i weekenden. Med fødselsdage, arbejde og andre vitale arrangementer.
Så jeg skulle arbejde sammen med Vikingen, hvilket jo naturligvis optog mit hoved langt mere, end det der skole. Havde stjålet et glimt af ham uden trøje på til træning. Den slags glemmer man ikke lige umiddelbart.
Da jeg dukkede op på jobbet, gik jeg ud fra det ville være akavet som det plejer efter vores p-hus eventyr. Men jeg var fast besluttet på ikke at lade den slags slå mig ud. Jeg dukkede op efter træning. Nyvasket, nyolieret, brun-agtig og i shorts. Hvem skulle kunne stå for det? Ikke Vikingen. Han virkede meget mere varm, sjov og hyggelig end han har gjort de sidste par uger. Vi tullede lidt rundt, han virkede nærmest undskyldende for ikke at have nået noget. Jeg smilede og grinede. Stillede mig lidt tættere på end normalt. Ikke noget vildt, bare en lille markering. Stabiliserede grundlaget igen.
Det var hyggeligt, jeg drillede ham lidt, han drillede igen. Alt i alt en super god stund. Så forsvandt han, og helvede begyndte.
Sikringer der sprang. Ting det nægtede ikke at vælte ud over det hele. Kunder i stride strømme. Mangel på aircondition. En vagt hvor man havde død travlt, men alligevel intet nåede. Da min vagt ebbede ud og jeg var på vej mod min veninde, fik jeg en besked fra Blondie.
“En anden gang skal du lige huske at ordne grønt.” Mit raseri var lige ved at koge over. Hvad fanden bildte han sig ind. Han var ikke engang på arbejde. Jeg skrev et kort og prompte svar til ham og håbede han ville lade det ligge.
Men ak nej. Han skulle tvære i det. Brokke sig over min attitude, at den slags ting skulle jeg have styr på, at det kunne jeg vel nok nå.
Raseriet brændte i min krop. Fik hjertet til at banke og panden til at prikke.
4 sekunder fra en flyveskalle hr. Blondie. Jeg lod vær at svare, lod stilheden insinuere at han var gået over stregen. Hans selvsmagende arrogance pissede mig grænseløst af, til det punkt jeg var klar til at hente springbrættet. Øretæveindbydende. Han forsatte ufortrødent. Beskederne tikkede ind. Han var altid så sød ved mig, jeg skulle tage mig sammen, pakke min attitude og sure svar sammen igen. At han forstod vi havde haft travlt i dag. Det eneste jeg kunne tænke var, hvis ikke du er den med den dårlige attitude, hvorfor skriver du så overhovedet til mig? Jeg ved da godt hvad skal og ikke skal nå, men jeg kan ikke ændre på kundestrømmen min ven.
Måtte slutte den af med en lang besked, hvor jeg bad ham bakke af inden jeg fik sagt horrible ting i raseri. Sluttede beskeden med “denne besked skal ikke besvares”.
