Øboeren vandt.

Alt virkede til at gå fint. Vores snak havde sat gang i noget, men samtidig beroliget mig i, at alt det med Vennen ikke var det pure opspind i min kaotiske hjerne.
Jeg havde vidst det var over grænsen at sove med ham, allerede inden jeg blev ædru. Jeg havde moralske tømmermænd før de fysiske. Jeg var flygtet, fordi det føltes forkert.
Dagen gik og jeg prøvede at glemme det lidt, så vi kunne få en normal nytårsaften.
“Lad dig selv føle lidt, skat”havde mama sagt. Jeg prøvede at føle, men det blev også besværligt at rende rundt med grus i øjnene i tide og utide, så det stoppede jeg med igen.

På min første kærkomne fridag i julen ringede Brormand. Jeg troede han havde glemt leverpostej til julefrokosten. Derfor føltes det som en lastbil af overraskelse der ramte mig, da han åbnede samtalen med: “Har du snakket med Øboeren?”
Næh, det havde jeg da ikke, men kunne straks mærke uroen. Brormand prøvede at trække i land. Jeg trak ham ud på sandhedens hav igen. Tvang ham til at skvulpe i indrømmelser. “Hun vil gerne snakke med dig om forleden aften,” sagde han.
Shit. Skulle jeg undskylde nu? Det burde jeg nok. Den dårlige samvittighed ramte ligeså hårdt som overraskelses-lastbilen. Jeg skulle nok undskylde, lovede jeg mig selv. Jeg havde egentligt bare regnet med en stille og rolig netflix-dag med mig selv, og nu dette?
“Hvor meget ved hun?” spurgte jeg Brormand. Ville nødig kvaje mig, og gøre alting endnu værre.
“Det må du spørge Vennen om,” sagde Brormand.
Som sagt, så gjort. Jeg sendte en hurtig besked af sted til Vennen. Hvor meget vidste hun, hvad var hun ked af?
Jeg ville vide det, så jeg kunne glatte så godt ud som muligt.
Hun vidste ikke vi havde sovet sammen, skrev han. Hun vidste vi havde snakket, men var faktisk mest sur over at vi havde været i deres seng da samtalen fandt sted.
Pudsigt.
I samme øjeblik fik jeg en besked fra et ukendt nummer. Den var ikke særlig venlig eller sorgfuld. Faktisk var den dikterende og bebrejdende.
Hvad jeg egentligt bildte mig ind. Om jeg ingen skam havde i livet, sådan at overskride imaginære grænser. At jeg skulle holde mig fra hendes kæreste, særligt når jeg var fuld.
Jo mere jeg læste, desto mere arrig blev jeg. For hvad bildte hun sig egentligt ind. Bevares, det var hendes kæreste. Vi har trods alt været venner i snart 15 år, mig og Vennen. Følelser eller ej, vi har altid være venner. Og hun vidste jo ikke vi havde sovet sammen på det tidspunkt. Hun ville bare diktere hvor vi førte samtaler henne. Fandeme nej, tænkte jeg.
Et venligt, men bestemt svar blev sendt i hendes retning.

Dét gjorde hende endnu mere hysterisk. Jeg blev ved med at svare kortfattet. Gad faktisk ikke diskussionen, og jeg ville faktisk gerne vise Vennen at jeg kunne bevare roen.
Pludselig syntes samtalen at slutte, og jeg havde fået det sidste ord.
Godt tilfreds satte jeg mig i bilen, og kørte gennem den mørke stormfulde nat. Så ringede telefonen igen, det var Brormand.
Øboeren var helt ude af den, sagde han. Hun havde læst Vennens beskeder på Facebook, og nu var hun sikker på vi havde knaldet. Jeg var lige ved at køre af vejen. Hun havde gjort hvad?! Jeg følte mig krænket og samtidig forstod jeg hende godt. Har selv været hende for 5 år siden. Jeg troede godt man vidste man ikke måtte den slags, ligeså snart man kom op i tyverne.
“Åh åh,” var min eneste kommentar. Jeg vidste godt hvor det her var på vej hen. Jeg valgte at trække stikket og se hvad der nu ville ske. Og så skete det. Det værst tænkelige. Det ledeste kort Øboeren kunne spille. Et kort det gav mig lyst til at drukne hende i hendes dumme ø-sø eller sparke hende ud fra en klippe på selvsamme dumme ø.
Hun gav Vennen et ultimatum. Hende eller mig. Jeg vidste godt hvordan valget ville falde, så hans besked overraskede mig ikke.
Alligevel frygtede jeg den, og skulede olmt til den, mens dens dumme 1 tal stod ud fra Vennens ikon på min Facebook. Reselut lukkede jeg internettet og glattede mit hår.
Tog mig god tid med både ansigtsrens og tandbørstning.
Jeg vidste det her ville ødelægge mig. Satte mig i sengen og rystede på fingrene, mens jeg satte høretelefonerne i ørene og fandt vores sang frem.
Læste beskeden igen og igen. Forstod det ikke sådan helt. Alligevel føltes det som knytnæveslag hver gang. Lige i maven. Gruset i øjnene vendte tilbage, men føltes mere som peberspray. Åbnede for alle sluser.
Han var ked af det, skrev han. Men han måtte cutte al kontakt til mig, fordi Øboeren havde fundet ud af vi havde sovet sammen. Fra nu af, understregede han. Men han var stadig ked af det.
“Vi ses nok ikke igen” afsluttede han. Den bed mest.
Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Klovnede han med mig? Inden i havde jeg nok håbet han havde droppet hendes crazy-ass. Det var ikke tilfældet.
Jeg svarede ham tilbage, med hulken og tårer hele vejen ned af brystet.
At jeg forstod. At jeg altid ville være der. At jeg var ked af alt.
Jeg er ikke ked af, at hun er ked af det. Jeg er ked af, at han lider. At han har skulle træffe det valg. Og at han har valgt forkert.
Jeg sendte beskeden og ventede på han læste den.
Så slukkede jeg min computer og skreg ned i min pude. Kastede puden ind i væggen. Slog ned i puden. Sparkede med benene og skabte mig som en vanvittig.
Over hende. Over ham.
Over at jeg er den, der ikke har noget at miste, men alligevel altid ender med at være den der taber.