Fik mit fix. Mit 6 måneders fix af Vennen.

Jeg ved ikke engang hvor jeg skal starte. Fordi det hele bare er noget rod. En stinkende rodet omgang møg. Tror jeg.

Vi mødtes klokken 16, i mit yndlings men lidt overskyet København. Brormand, Vennen, undertegnet og Brormands nye kæreste. Skøn dame!

Vi spillede brætspil til vores øl. Snakkede og snakkede, så vi helt glemte spillet. Kunne mærke det fungerede fint, at han sad skråt overfor mig. Længst væk, ude fra rækkevidde.

Vi gik videre i søgen på mad. Vennen fortalte om de gamle københavner bygninger, som blev brugt til det ene og det andet studie. Pegede på tårnet over en kirke, “jeg kender én der har en nøgle derop til, det er den flotteste udsigt i byen nytårsaften,” fortalte han. Det måtte virke godt på damerne, svarede jeg. Det vidste han nu ikke helt.

Vi snakkede om Øboeren. Hendes paniske selv, når hun var under pres. “Det er den måde hun er på. Sådan er det jo bare,” jeg kiggede opmærksomt på ham. Sådan behøves det ikke være, tænkte jeg. Sagde det ikke højt. Vi traskede videre.

Længere fremme på gaden snublede en hjemløs kvinde rundt. Ved ikke om de andre lagde mærke til hende, inden hun faldt. Brormand satte i løb hen til hende. Satte sig på hug og snakkede til hende. Spurgte om hun havde slået sig meget. Hendes pupiller var store, øjnene sløve mens hun blinkkede Brormands ord ind og opfattede dem.

Vennen stod med telefonen og googlede løs. Hvem man ringede til om den slags. “Hvis vi ringer efter politiet ryger hun i detentionen,” hviskede han over skulderen til mig. Selv i hendes døs opfattede kvinden ordet “politi”. Hun viftede afværgende med hænderne. Brormand beroligede hende. Spurgte om der var nogen vi kunne ringe til.

Jeg træf en hurtig beslutning og smuttede ind i den Fakta der lå på hjørnet. Juice, sodavand og peanuts fandt vej ned i kurven. Svingede hurtigt Dankortet, med nærmest skyld over hvor privilegeret jeg pludselig følte mig.

Vennerne havde samlet sig foran butikken. Lidt rodløse. Jeg forsvandt rundt om hjørnet og satte mig ved den hjemløse. Kiggede i hendes kolde øjne.

“Vil du ikke love mig, du spiser noget af det her når du får lyst på et tidspunkt?” spurgte jeg. Hun rystede på hovedet.

Jeg kunne godt mærke paraderne. Hvem var jeg, at komme og belære hende om hvordan hun skulle styre sin rus. I mit dyre tøj, nyvasket og overklasse-agtig.

I virkeligheden identificerede jeg mig med hende, mere end hun anede. Hendes opførsel var en direkte afbilledning af hvordan jeg følte inden i. Høj på noget jeg ikke vidste hvad var, fortumlet, forvirret og trængte til nogen fortalte mig at det hele nok skulle gå.

Jeg kiggede stumt på hende, mens hun talte sort. Lagde mit ansigt i de rette folder og en hånd på hendes knæ.

Pludselig tog hun min hånd, kiggede mig direkte i øjnene, for første gang fokuseret, og sagde “smukke pige, du er skøn, dejlig og ung – det skal nok gå alt sammen.”

Jeg var lige ved at falde på røven. Følte et jag af dårlig samvittighed. Jeg var ikke sikker på om hun refererede til at hun nok  skulle klare sig, eller om hun kunne se fortvivlelsen i mit ansigt.

Jeg smilede forsikrende til hende. Sagde hun også var skøn, rejste mig og gik hen til mine venner.

“Hvad sagde hun?” spurgte Vennen. Jeg trak på skulderen. Han ville ikke forstå det…

Lad mig lige slå et slag for mænderne en gang.

Som teenager i skrivende stund, er der en Facebook-trend der ikke gået min, til tider distræte, næse forbi.

En deling af billeder, med budskaber der hylder jalousien i forhold.

Udsagn der negligerer det katastrofale tilfælde jalousi faktisk er.

I disse udsagn bliver jalousi opstillede som, lidt sødt, lidt sjovt og fuldstændig socialt acceptabelt.

Som om det er helt oki-doki at hun lige kigger kæresten over skulderen når han skriver sms’er, som om det er lidt nuttede at hun tjekker hans mobil i smug, som om det er helt finno at hun går op i en spids over at en “random hoe” liker hans billede. Jojo – alle disse tilfælde er jo blæst ud af proportioner, fordi overdrivelse fremmer forståelse. Bortset fra at disse kvinder findes, og vores massive deling og like-ning af disse opslag på Facebook, blot skaber en form for social accept af noget, der faktisk er et kæmpe problem.

Jeg skal ikke se mig selv for god til, at have smagt jalousiens bitre smag i munden, at have snaget i min eks telefon, at være blevet sårede over en kommentar fra en af hans veninder. Men jeg følte mig bestemt ikke hverken, sød, nuttede eller oven på. Og sådan skal det heller ikke være. Hvis man spørger mig.

For såvel som den forsmåede part i et jalousi-drama, så lider den stakkels gut altså også. Mon det er fedt at blive beskyldt for alt muligt man ikke har gjort, og ej heller havde intentioner om? Er det specielt fedt at skulle aflægge rapport hver gang man går ud med vennerne? Nej ikke rigtig. Den anden part bliver straffet for en forbrydelse de ikke engang har begået.

Jeg er et af de slags mennesker, der har et par rigtig gode hankøns venner. Venner jeg sætter ubeskriveligt meget pris på. Og hvis en kæreste ubegrundede begyndte at begrænse min tid med dem, eller – gud forbyde det – snagede i mine ting for at finde et grundlag for jalousi, ville jeg føle mig krænkede helt ned på celleplan.

Jeg har absolut intet at skjule med mine venner, hvis han spurgte, måtte han hjertens gerne læse vores korrespondance, dog ville jeg finde behovet en smule besynderligt. Men at gå bagom ryggen på mig, for at bekræfte hans egen usikkerhed ville være nok til at jeg smækkede døren i – for good.

Jeg stoler på at min “special someone” er sammen med mig, frem for alle mulige andre, af en grund. Og jeg vil da virkelig ønske, at han har det på samme måde.

Som sagt har jeg dealede med jalousi. Noget begrundet, rigtig meget ubegrundet. Det er ikke en nem følelse. Men jeg synes man skal huske på, at det er et problem der ( i de fleste tilfælde) ligger i én selv. En usikkerhed man selv puster liv i, hver gang man laver en scene ud af det. Det er ikke nemt, men jeg tror oprigtigt at det er en følelse man nogle gange må bide i sig, sluge, skrige ned i en pude – for det er vitterligt ikke den andens skyld (for det meste). En følelse der, hvis italesat for ofte, kan rive et forhold fra hinanden.

Jeg har nogle veninder der bruger udsagnet “jeg stoler jo på ham – det er bare alle de andre piger jeg ikke stoler på”. Jeg bliver så trip-trap-træt hver gang, jeg skal høre på det. Er deres rationalitet kortsluttede fuldstændigt? Der skal to til tango, og en eller anden trunte kan ikke bare stikke tungen i halsen på manden, uden han ligesom er med på den. Eller det kan hun godt, men så hedder det nærmere seksuel chikane, og den slags kan man sku få ballade for (har jeg hørt). Hvis din mand bliver overfaldet af en voldsomt-twerkende man-eater på toilettet, der grinder op ad ham og laver vaskemaskinen på hans tænder, alt i mens han græder og kalder på sin mor, fordi han på det vitterligt ikke har lyst – så ville man vel ikke bebrejde ham dette voldsomme overfald. Et andet scenarie er at man er kæreste med en rygradsløs regnorm, der hælder for mange Mokaï indenbors på en lørdag, og slutter af med at snave med adidas-trunten i hjørnet. Den type er værdiløse og skal forlades så hurtigt, at de kun når at se din awesome røv og en fuck-finger.

Dette er de to eneste scenarier. Og ingen af dem retfærdiggøre at udsætte mande-mennesket for jalousi. Den sidste kan få en kuffert med tøj lige i fjæset – i bedste Hollywood-stil, men intet andet.

Vi er igang med at avle en generation af selvhævdende, kontrollerende, opmærksomheds-hungrende, telefon-kiggende, facebook-snagende redebyggere, ved kollektivt at acceptere sådan en form for opførsel. Der higes så meget efter “boyfriend goals” og andre Tumblr-klicheér med filtre og life-quotes plastrede hen over dem, at lige så snart der indfanges en uvidende stakkel, så kvæles han i tosomhed, Netflix-snuggles og værst af alt “nuttede”-jalousi.

Stop det. 

Skulle vi ikke i stedet hylde troskab, tillid og frihed til at være individer, i stedet for at leve i påtvungen symbiose, fordi det er så meget på mode lige nu.

For tiden virker det som om, at det mere er idéen om at have en kæreste, man kan lave “perfect-couple”-ting med, vi dyrker. I stedet for det smukke i, at finde et individ vi finder så skønt, dejligt, sjovt og vidunderligt, at vi har lyst til at bruge tid med dem. Men de er stadig et individ, og det er det man forelsker sig i. Derfor er det også vigtigt de får lov til at blive ved med at være det, så de ikke ender som en beige-klædt forstadsmand der kører i Citroën Berlingo – fordi “den er så pratisk”.

Så dør baby sku.

Så kom den… Dagen hvor DF overtog Danmark.

Vores dejlige lille land, fyldt med skøn mangfoldighed og skønne kulture.

Så lad mig lige kaste lidt virtuelt op på nettet, ligesom alle andre – altså bortset fra dem der klapper i deres fede fingre.

God nok kommer Venstre ved roret med Lars Løkke som statsminister, men lige bagved står en meget stærkere kraft. Nemlig Lars-hviskerne. Pia K og Tulle kommer til at stå og styre vor lille skude mod en aflukkede lagune, hvor der kun er plads til os selv. Hvis vi skal blive i det maritime hjørne

Lige nu har DF vundet valget på smart retorik, og lige så mange løftebrud som Helle for 4 år siden. De har fået over én femte del af stemmerne, ved at bilde vores befolkning ind at disse “fremmede” der kommer til vores dejlige land, stjæler brød ud af munden på vores ældre.

Hvis man har blot en smule indsigt i politik, ville man i midlertidig forstå at det ikke helt er sådan økonomien forgår her i landet. Pengene bliver lagt i forskellige kasser, og uanset hvor mange der flygter til vores fredsfyldte land, vil der ikke være flere penge til dem. Der bliver ikke taget noget fra de ældre. Der bliver bare mindre til den enkelte flygtning det år, da finansloven jo som bekendt forhandles hvert år.

Men tillad mig lige at komme med mere bavl omkring dette valg. Det er jo rimelig tydeligt at jeg har stemt rødt. Det er dog ikke med min gode vilje. Generelt ville jeg kategorisere mig selv som midterspiller – en smule til højre. Men for at være ærlig, så skræmmer Lars-hviskerne livet af mig.

Jeg vil ikke peje fingre, og det følgende er en ret grov sammenligning, men alligevel en strøtanke der har slået mig et par gange. For jeg kan selvfølgelig ikke snakke om, hvordan Nazisternes parti i Tyskland, før anden verdens krig, startede. Men DF’s fremgangsmåde minder uhyggeligt meget om det.

Der er blevet gjort følgende:

1. Find mærke-sager, uden noget økonomisk grundlag.

2. Find en minoritet at skyde skylden for pengemanglen på (f.eks. jøder eller indvandrere)

3. Kør derefter hård politisk mod førnævnte minoritet.

4. Spin politik så mindre politik-interesserede personer kan nikke genkendende til det (undgå at nævne reel politik).

5. Overtag landet, og derefter resten af verden….

Jeg ved godt det et totalt no-no at sige, for man skal jo ikke sammenligne nogen med noget så grusomt som nazisterne. Men jeg kan ikke lade være med at drage paralleller.

Jeg siger ikke, at vi ender som nazi-Tyskland, for det er ikke det jeg siger. Men… Man bør nok løfte et øjenbryn af denne stemmeprocent, og kigge på den tendens der er ved at danne sig. Først EU-valget og nu dette. Hvis resten af Europa ikke så os som en bunke glødende racister før, så gør de det i hvert fald nu.

Så jeg vil se frem til et nyt land. Dejklumpen FadølsLars er ved roret, med en stærk DF-vind i sejlene, og et strejf af nul-vækst. Det bliver super fedt.

Viva la Demokrati. Viva FadølsLars. Viva la Revolution.

Ideal kroppen. Ligesom alle andre i min generation, har jeg en holdning til disse idealer, som jeg nu vil ytre.

I disse moderne tider, med dippe dutter der bimler og bamler hele tiden, bliver vi konstant stimuleret af trends og samfundets normer om den ideale kvindekrop, blah blah blah…. Alle brokker sig i èt væk. “Sådan ser RIGTIGE kvinder ud”, “spis det her og tab dig 5 kilo på en uge”, “kvinde, sæt pris på dine former”, “ny squat-metode giver dig drømme røven”. Artikel på artikel, bliver delt, liket og kommenteret om og om igen. Alle modsigende. Den ene dag skal man elske sig selv, den næste skal man stræbe efter en talje-hofte ratio som Beyoncé. Vi sigter alle efter at blive stærkere, bedre, tyndere eller hurtigere til ting, i et håb om at nå accept af os selv på et tidspunkt.

Men så snart man endelig ser nogen der har opnået målet – accept af sig selv – perfekt eller uperfekt, bliver de sablet ned på de sociale medier. Enten er man for  perfekt, og skylden skydes på genetik eller etisk forkastelige metoder. Eller også er man stadig uperfekt, og så må ens selvtillid endelig ikke peake. Der er jo stadig plads til forbedring.

Og her dukker min fascination så op, for er det da ikke fantastisk, hvor forskellig vor definition af “perfektion” er? Det den ene ser som det smukkeste i verden, kan virke kedsomligt eller direkte grimt for andre. Det er vel på den måde vi er individer, og det er vel egentligt meget rart, at vi ikke bare alle sammen render rundt efter de samme smukke mennesker (Ryan Gosling og Angelina Jolie som undtagelse selvfølgelig).

Er det ikke vidunderligt at vi alle har forskellig smag, på trods af mediernes påvirkning, er nogle ting da stadig individuelle. Det er marginaler der synes bananpatter til navlen er charmerende (men de folk findes dog – og gudskelov for det). Men ellers er den mandlige befolkning næsten delt fifty/fifty når det kommer til store spørgsmål som “store eller små bryster?”, “patter eller røv?” og “kurver eller fit?”. Vi kan uheldigvis ikke alle ligne modellerne på forsiden af M!, da vores hoveddør ikke er en magisk photoshopmaskine, der lige lægger lyset rigtigt og fjerne urenhederne i huden, i det vi går ud af den. Men vi er heldigvis alle forskellige, en mangfoldighed af individuelle inperkfektioner og perfektioner. Sikke en verden!

Dog er fyrer enige om én ting, for det meste. Selvtillid er charmerende. Et tegn på en pige hviler i sig selv og har det godt. De er dog også enige om at selvfedme er et no-go. Men hvor ligger skillelinjen mellem selvtillid og selvfedme? Hvornår er man glad og stolt af sin personlighed og sit udseende, og hvornår er man simpelthen for meget ananas i egen juice? Hvornår har man nok i sig selv, og hvornår har man ikke noget at have det i?

Alt det er selvfølgelig også en sag om smag og behag. Men er alt ikke det nu om dage, så længe nogle andre har sagt det først.

Derfor er mit opråb selvfølgelig en fist i luften til alle de mennesker, der rocker deres personlighed og deres udseende. Uanset fejl og mangler. De som har knækket koden til et positivt sind, og gå-på mod til livet. Er det ikke dem vi burde hylde? Dem som burde være vore forbilleder? Burde vi ikke i stedet for at sigte efter ideal-kroppen, sigte efter ideal-sindet? I stedet for at gå på kurer, græde over tallet på badevægten og okse i et fitness-center 20 timer om ugen (medmindre det er det, der gør en glad naturligvis), så fokusere på os selv? Stille sig selv spørgsmålet “hvad gør mig glad i dag?”. Om det er netflix-slik orgie, en afslappende gåtur i naturen eller hård fysisk træning for at mærke at man stadig er i live, så burde det hele være i orden. Det hele ligger i tilgangen til sig selv og til livet. Vi må alle bevare troen på at livet nok skal gå, og at vi er gode nok som vi er – uanset hvad medierne siger.

Lets do this.