“Du lægger ikke noget i det her, vel?” havde han spurgt. Jeg troede spørgsmålet var retorisk. Nej, selvfølgelig ikke.
Jeg skrev selvfølgelig heller ikke til ham dagen efter. Jeg svævede rundt på min egen post-sex sky af lykke. Min arbejdsdag var fantastisk, alt virkede fuldstændig overkommeligt, alle var søde, alt spillede, og selv når det ikke gjorde, så gjorde det ikke så meget. Et sagligt smil og konstant uovertruffen humør måtte have kendetegnet mig i går. Ja, selv Vikingen måtte lade sit genstridige humør smitte af mit solskins sind.
Hvad god sex dog ikke kan gøre ved et menneske.

På Snapchat kunne jeg dog ikke lade være med at lure Løvens historie, inden jeg skulle i biografen med min mama. Han festede løs, og jeg var faktisk af den opfattelse at han var i Hovedstaden.
Det var ikke tilfældet, han var i nabobyen. Og han var længe oppe. Fandt jeg ud af da mobilen under hovedpuden bimlede klokken 05.14. Fejlagtigt åbnede jeg videoen på Snapchat, og fandt ud af, at min volume var på max, da et brag af en morgenfest eksploderede på min skærm og nær fik mig til at rulle ud af sengen i forskrækkelse.
Skrev noget søvnigt om at han havde givet mig et chok, efter at have overvejet om jeg overhovedet burde svare. Alligevel gjorde jeg det. En eller anden barnlig fryd over han overhovedet skrev, når han var sanseløst beruset, gjorde mig glad et sted helt dybt i maven.
I en forventning om at han nok festede så hårdt at han ikke bemærkede jeg havde svaret. Men det gjorde han.
Han skrev noget om han gerne ville i seng. Jeg gav han ret. Han lignede en der burde gå i seng. “Hvilken seng?” skrev han. Pludselig kunne jeg mærke, at det måske ville være hyggeligt hvis det faktisk var min seng.
Og så var han væk. Forestiller mig han er faldet i søvn i en hæk eller noget lignende.
I hvert fald sover han nok, og det er ikke i min seng. Hvilket faktisk ærgrede mig så meget, at jeg ikke kunne falde i søvn igen.

Der er så meget rationalitet i mit hoved der skriger på, at det er håbløst, ikke passer lige nu, at det må stoppes øjeblikkeligt, det er for farligt. For jeg synes jo måske bare, at det er mere end hans krøller der er søde.
Jeg ville ønske jeg var bedre til det her. At skille sex og følelser. For hvor er det typisk, at man knalder en gut to gange, og pludselig så synes man også han er sød. Nej altså. Bare nej.
Det må være en kemisk malfunktion i min hjerne. Det kan ikke være ægte, og det går nok væk snart.

24 timer tilbage, til at undgå en potentiel katastrofe.

Et nyt kapitel starter om under 36 timer. Tasken er pakket. Fyldt med varme sokker, undertøj, panodil, ipomorfen og forventninger.
Fra på mandag er jeg officielt underlagt den parallelverden der hedder Det Danske Forsvar. Mest af alt for at teste mig selv, men også fordi den hierarkiske opbygning er noget der falder i god jord ved mig. At bruge kroppen fysisk til det punkt hvor den tror den skal falde død om, og der kun er et formål med dagen – at lave hårdt fysisk arbejde – er noget jeg inderligt trænger til, efter tre år med indlæring af ting jeg allerede har glemt.

Forgæves har jeg prøvet at nedlægge Vikingen inden denne flytning fandt sted. Han veksler meget. Så vil han være venner på Snapchat, så vil han ikke tale, så vil han være mut.
Altså, hvor svært skal det være for en kvinde at få et uforpligtende knald heromkring?
Ja, jeg spørger bare.
Da min bedste gruppe af damebekendtskab og jeg så besluttede at skyde pokker i vold, og suge os ned i en god blanding af vin og shots på en torsdag. Ja, så blev jeg måske en smule ærlig overfor Vikingen. Mellem stavefejl og usammenhæng, fik jeg alligevel fortalt ham, at han opførte sig som en kælling og det var noget pis. Hvilket han kvitterede med svaret: “Hvem er hende din blonde veninde? Hende ku’ jeg godt hvis hun er frisk.”
Okay, det var dråben Hr. Viking. Hans surmulende lorte attitude var med ét et tydeligt, og ret patetisk, panser, der skulle dække over det faktum, at han i virkeligheden bare er en “bitter forknoklet mand”, som Københavner-veninden beskrev det.

Slut var det, gad ikke hans pis. Og hvad var så den eneste logiske løsning? Glad for I spørger. Jeg spurgte da bare Løven.
Heldigvis var Løven frisk på det hele. Og var faktisk ganske sød. “Jeg har virkelig travlt indtil mandag, hvornår kommer du hjem igen?” Det kunne jeg ikke svare på, start september ville jeg skyde på.
“Det er for længe, jeg finder ud af noget!” Og det gjorde vores alle sammens yndlings Løve.
Faktisk husker jeg ikke meget (fordi min promille på det tidspunkt matchede mit eksamens-gennemsnit) andet end at jeg var glad for han var så nem og ligetil. Der var ikke noget ballade. Vi skulle knalde, og det skulle være inden mandag.
Dagen derpå var dog det værste jeg nogensinde har prøvet. Så da jeg endelig lagde mig til at sove, og den afslørende lyd af Snapchat brød stilheden i mørket, var jeg fristet til ikke at tjekke. Alligevel med et lille håb om det var Løven, vendte jeg skærmen. Ganske rigtigt.
“Er du hjemme?” Måtte overveje et kort øjeblik. Et møde med Løven krævede i hvert fald at jeg havde været i bad. Det tog mig cirka 30 sekunder. Og 10 minutter efter stod han ude foran døren.
Det må man give manden, han er sku til at regne med. Med en næsten lidt for kliché-fyldt, “skal vi sætte en film på?” frase smed han sig i sengen, midt i mit flytte rod. Jeg gad næsten ikke, men gjorde det alligevel.

Til skræk og rædsel havde Løven været til en eller anden hip frisør, der åbenbart havde valgt at maltraktere hans så søde krøller. Et sidespring i historien, men åh de krøller.

Hurtigt var hans hænder på mig. “Smid tøjet,” sagde han uden at tøve. Jeg blinkede af ham. “Jeg fik ikke lov til at se meget sidst, og det havde jeg faktisk glædet mig til.”
Jeg rejste mig, og lod tøjet falde på gulvet. Underligt bevidst om, hvordan jeg aldrig er usikker på min krop, når jeg først er in action. Jeg kiggede ham i øjnene og mærkede et rus af noget nær narcisisme og selvtilfredshed da hans øjne skøjtede ned over min krop. Inden jeg nåede at tænke på mit næste træk, tog han min hånd og trak mig ned til sig i sengen. Han havde stadig tøj på lagde jeg mærke til, og gjorde ikke antræk til at smide det.
Man kan nok ikke kalde det kærligt, det vi lavede. Nok nærmere noget dyrisk. Vores kys var præget af bid i læber og hals. Knebet med at bide i øreflippen er altid en vinder.
Med et fast greb vendte han mig, mit hoved i puden og ham lige bag mig. Et bestemt knæ skilte mine ben, og lod sin hånd vandre. Hans tænder lige under mit øre, mens han fandt vej ind med to fingre, den anden fast placeret på min balle, hvor han holdt mig tæt mod hans lærredsbukser var på hårdt arbejde, for at holde en uignorerbar erektion indenbords. Flere minutters sød tortur, hvor jeg konstant havde lyst til at vende mig om og kræve mere. Flå hans tøj af. Et eller andet. Han stoppede alle min forsøg ved at presse mig længere ned i madrassen, holde mig fast med sit knæ, tage lidt hårdere fat om min røv. Og det slog mig at Løven muligvis ikke var helt så vanilje-kedelig som jeg havde antaget i starten. Måske havde han også holdt igen.
Med et ordenligt rap over den ene balle, indikerede han, at min tur var slut, og det var tid til noget nyt.
Så lynede han ned, og (knap så) lille-Løven sprang frem. Mere imponerende end sidste gang.
Se, jeg har jo altid været kvinde for en god udfordring, og jeg ville give manden noget at snakke om. Så jeg lagde mig på knæ foran ham, og gjorde som man nu gør, af det bedste jeg har lært. Normalt er øjenkontakt ikke min stærke side, men noget skete, og jeg kiggede direkte op på ham, under et virvar af nyvasket hår og øjenvipper, og kunne tilfredst konstatere at han nød showet. Jeg holdt hans øjne og smilede. “Årh fuck,” grumlede han mens hans hånd fik et mere fast greb i mit hår.
Pludselig hev han mig op på sig, hænderne på min talje og begyndte ellers bare at fylde ud.
Kortvarigt tænkte jeg over, at han stadig havde t-shirt på. Men han ramte alt det rigtige, og hans hænder var skiftevis alle de rigtige steder, og så måtte han for min skyld have alt det tøj på han ville.

I gispende ekstase lagde jeg mig ved siden af ham, hovedet på puden lige over hans skulder, hans hånd forsat på mit lår. “Nåh, men det var da meget længere end sidst!” proklamerede han glad. Jeg strakte mig sløvt, og lod ham snakke. Han var så sød når han snakkede om håndbold, viste stolt videoer med forklaringer om teknik jeg ikke forstod. Jeg lyttede og mumlede svar.
“Du lægger ikke noget i det her, vel?” spurgte han. Jeg fnyste hånligt og grinede. Du behøver ikke bekymre dig Løve, den har jeg udredt.
Han smuttede kort efter, og lod mig falde i søvn, udmattet og glad. Glad på den måde man kun er, når man lige er blevet knaldet rigtig godt.
Morgenen efter er den sløve ekstatiske følelse der stadig. Som om man bare er rolig inden i.

Et godt farvel-knald burde være obligatorisk.

Min lille ting med Løven stoppede brat, da han begyndte at opføre sig… Ja, som en lille bitch, for at være ærlig.
Han blev skide tøsefornærmet over, at jeg havde fortalt en veninde, at vi havde knaldet i hans bil. Og at hun så havde konfronteret ham med det i fuldskab. Shame on her, men c’mon vi er voksne mennesker. Det går nok alt sammen.

I hvert fald var han fornærmet. Skrev endda: “Det kommer aldrig til at ske igen,” og generelt var der meget “aldrig” involveret i hans sætninger.

Den slags gider jeg ikke tage mig af. Vil han knalde? Fint, det vil jeg også. Vil han opføre sig som en fornærmet 10-årig der ikke må få en Frozen-barbie? Så kan han gøre det et andet sted. Too bad though.

Så vi skrev ikke sammen i halvanden måned næsten.
Ja, altså indtil han besluttede sig for at bede om et lift klokken 4 om natten. Så var der ligesom prikket hul på bylden.

Så igår snappede jeg ham, bare for lige at se hvordan hele stemningen var.
God var den åbenbart, så god at han spurgte om jeg ikke lige kom hjem til ham og puttede lidt.
Desværre var nattøjet allerede kommet på, og som alle ved så er der no going back, når først man har smidt bh’en.
Der kom endda små komplimenter, såsom at det havde været godt på bagsædet af bilen .

Men nu ved jeg altså, at Løvens “aldrig” altså kun holder cirka 1 måned ad gangen.
Hvilket er meget fordelagtigt når nu jeg skal passe hus, næsten ved siden af ham weekenden over, og godt kunne komme til at mangle selskab.

Ingen kan modstå min charme…

Det er sommer. I teorien i hvert fald.
Vejret opfordrer ikke ligefrem til udendørsaktivitet, ej heller gør mit humør.
Det har været studentertid, og ligesom min gymnasietid har det været en flad oplevelse. Mit engagement har virkelig manglet, hvilket har resulteret i, at jeg intet har fortaget mig, udover at have ondt af mig selv.
Jeg ved ikke helt hvad jeg har ondt af, men ondt gør det.
Når jeg sådan er alene i mit eget selskab savner jeg Hunden. Varmen og den betingelsesløse kærlighed.
Dernæst savner jeg Vennen. Tænker på ham, ude i verden, sammen med Øboeren.
Midt i min suppe af selvmedlidenhed, geninstallerede jeg det ynkelige sociale medie Tinder. Bare som tidsfordriv jo. Og nok også lidt i jagt på bekræftelse.
Scorellede igennem de gamle matches, læste lidt beskeder. Jeg var ikke rigtig gået glip af noget.
Det stod mig dog i øjnene at profilbilledet ved siden af den lille blå Super-like stjerne havde ændret sig.
Jeg måtte lige kigge. Se om Løven havde ændret sig, siden jeg så ham for… 1 måned siden?
Ganske rigtigt både ny tekst og nye billeder. Han er nu meget sød. Med krøller og tykke kinder. De store blå øjne.

Lukkede appen ned, mindede ham om hans mindre end milde afvisning sidst vi skrev sammen. Fint hr. Løve, hvis det skal være på den måde.
Slukkede telefonen og lagde mig til at sove.
Vågnede tideligt, sammen med solen. Blev blændet af det lysende display. Kunne se der var mange beskeder.

Langsomt fokuserede øjnene.

“Løven syntes godt om din nye besked”
“Løven syntes godt om din nye besked”
“Løven syntes godt om din nye besked”
“Løven syntes godt om din nye besked”
“Løven syntes godt om din nye besked”
“Løven syntes godt om din nye besked”