Følgende indlæg er skrevet 2 dage før min date, eller hvad man kunne kalde det, med en ny fyr, som vi kalder Garderen 2.0.
Here goes;

Til alles store overraskelse løb det med BMA ud i sandet.
Ja, hvilket chok.
Efter han brændte mig af i Jylland, ville jeg ønske at min værdighed og integritet, havde stoppet mig i nogensinde, at tage kontakt til ham igen.
Åh ak o ve, om jeg ikke fik rodet mig ud i nogle fuldemandsbeskeder. Og ih hvor jeg græmmes. Over mig selv og mit behov for opmærksomhed.
I frustration swipede jeg igennem Tinder. Fik det ene match efter det andet. Skrev med den ene ligegyldige fyr efter den anden, om de samme ligegyldige ting. Min opmærksomhed og interesse er ganske flygtig, og jeg tog hurtigt mig selv i, at glemme at svare på beskeder eller ikke åbne appen.

En helt almindelig aften, med mine nylakerede tånegle hvilende op ad væggen kiggede jeg skeptisk på mine lægge. De er ikke så pæne, synes jeg. Rev telefonen ud af opladeren og trykkede på den lille flamme. Hvad skulle jeg ellers give mig til?

Strøg fingeren over skærmen, vrængede af snapchat-navne, instagramprofiler og klichéfyldte profiltekster.
Nogle fyre slap gennem nåleøjet, og den perifere bekræftelse skyllede gennem min hjerne, når der kom et match.

Fyre med sandfarvet eller grøn uniform slap særlig let gennem, og deres match tæller altid lidt mere.

Også denne aften fik jeg sådan et match. Han så sød ud. Høj, slank, pænt smil, milde øjne, god kæbe. Ikke noget så særligt, at jeg ville gøre mig ulejligheden, at finde på noget, at skrive først.

Ikke at det skulle blive nødvendigt. Der gik ikke mange minutter før han skrev.
”Har du været på [indsæt jysk kaserne]?” spurgte han. Det måtte jeg jo indrømme. Det fremgår også af mine billeder, og enhver soldat med respekt for sig selv, kender regimentsmærkerne på baretterne.

”Kender du så BMA?” var hans næste spørgsmål. Af samtlige 350 værnepligtige på mit hold, så spurgte han ind til den ene jeg havde knaldet. Hvad er oddsene?
Ligeledes måtte jeg komme til kort.

”Du er ikke den Pingvin, er du?” spurgte han. Nåh ja, så var katten ude af sækken. Jeg funderede lidt over, hvilke historier BMA mon havde fortalt. Og til hvor mange.
Det kom dog frem, at de var ganske nære venner. Ham og BMA. Han havde hørt historier om min… løssluppenhed, når jeg var i byen og begyndte at drikke tequila. Kunne mærke mine kinder blive røde ved påmindelsen, og at dette fremmede menneske vidste sådanne ting om mig. Min nysgerrighed var ved at eksplodere, over hvad BMA mon havde fortalt.

Garderen 2.0 virkede en smule imponeret, faktisk. Her tænkte jeg The Brocode ville bryde ind, og stoppe vores korrespondance. Men han lod sig ikke sådan lige bremse. Han ville gerne ses.
”Ja, det tror jeg da gerne, hvis det er det indtryk han har af mig” tænkte jeg for mig selv og undskyldte mig med, at min far ville være tilstede i lejligheden lige netop den dag, han inviterede sig selv.

”Hvad med næste weekend” blev han ved. En ihærdighed, jeg kunne genkende fra BMA de første par gange vi sås.
”Jeg synes du skal tale med BMA, om han har cool med det,” undveg jeg. Jeg ville faktisk gerne have en reaktion fra BMA. Et eller andet. Det var over en uge siden jeg sidst havde hørt fra ham, og det kunne være, det her gav ham et los i røven.
Der gik nogle dage, hvor jeg var lidt i syv sind. Hele tiden frem og tilbage. Skulle jeg mødes med ham? Havde jeg overhovedet lyst? Var det bare for at få en reaktion? Ville jeg være den pige, de kunne high five over, de begge havde knaldet?

Garderen 2.0 var i midlertidigt vedholdende og tålmodig i min evige limbo. Langsomt stoppede BMA med at være samtaleemnet. Jeg holdt igen, stadig mistænksom overfor hans intention. Han virkede sød og oprigtig. Men har ofte ladt mig forlede af opmærksomhedens lokkemad. Derfor analyserede og screenshottede jeg noget nær hele samtalen, for at videresende til veninderne.
De virkede optimistiske. ”Hvis BMA ikke vil noget, så kan du vel være helt ligeglad.” Det råd tog jeg for gode varer. Kun Brormand virkede skeptisk. ”Han virker som en douche-bro og ikke en gentleman-bro,” stadfæstede han.
Hele tiden frem og tilbage.

”Jeg skal på øvelse næste uge, og ses med BMA fredag,” informerede Garderen 2.0 mig.
Ih guder, så hører jeg nok aldrig fra ham igen, tænkte jeg.
”Skal vi ikke ses lørdag? Så kan du pusle om mig?” forsatte han i samme besked.
Fandenivoldskheden i mig tog over, hvis han ville ses, så skulle han dælme have lov. Han var jo sød.
”Det glæder jeg mig til!” var hans respons. Følte et vist behov for, at forventningsafstemme med det samme. Uanset hvilket indtryk han måtte have fået, havde jeg et behov for at sænke hans forventninger. Min tidligere tendens til at rive første og bedste hankøn til mig, er noget jeg prøver at ihukomme.
Næste gang, skal det betyde noget, har jeg lovet mig selv. Det har jeg gjort før og brudt det i en brandert, men lad nu det ligge.

Han virkede helt indforstået med, at vi blot skulle ses til pizza og film. En plan jeg har tænkt mig at overholde, uanset om han bliver og sover eller ej. Fordi jeg gerne vil bevise, at jeg kan mere end bare være en man knalder med. Det synes jeg faktisk jeg har fortjent.

Jeg skal præstere. Jeg skal vise, at jeg er værdig til en plads på min drømmeuddannelse.
Problemet er, at jeg ikke selv tror på, at jeg kan klare det.
Jeg vil det så gerne. Men jeg tror altid at der er nogen der er bedre end mig.

Jeg føler jeg skal kaste op af nervøsitet. Mærker maven sno sig om aftensmaden. Mærker det varme spyt i mundhulen. Jeg er så forvirret og føler mig så utilstrækkelig.

“Du er et af de klogeste mennesker, jeg kender,” havde han sagt. Selvom jeg var virkelig fuld, husker jeg det stadig.
Jeg har aldrig set mig selv som et over-middel begavet menneske.
Men da han sad der og kiggede på mig, kunne jeg ikke andet end at tro ham.
Han sagde det uden tvivl. Nøgternt og åbenlyst. Tvivlen i min mave forsvandt for en stund. Fordi hans ord virkede så sande.

Nu ligger jeg her. Han er væk. Tæt på, men utilgængelige. Jeg har brug for ham. Min ven der tror på mine kompetencer, når jeg selv føler, jeg er dømt til at fejle.
Men han er væk, måske for evigt og det river i mit hjerte.
Nogle gange lidt. Andre gange meget.
Men det stopper aldrig med at rive.
Fordi han gav mig noget, ingen anden nogensinde har givet mig.
Troen på mig selv.

Jeg har været væk, hvis nogen skulle have taget notits. Formentligt ikke.
Januar og februar har været alt andet end milde, så mine tanker har myldret så meget, at jeg ikke føler jeg har kunne stykke to sammenhængende sætninger sammen.
Nu prøver jeg med en status-liste, som en lille appetizer på hvad end min hjerne kaster op ud på papiret i løbet af de næste par dage.

– Jeg er blevet tyk
– Jeg er blevet doven
– Jeg har et job, som jeg hader
– Vennen og jeg er mere uvenner end nogensinde før
– Jeg dumpede optagelsesprøven på Sergent-skolen
– Jeg skal betale over 2000 tilbage i Skat
– Alle mine veninder rejser væk i lang tid
– Der har været nogle store sorte huller, som har vist min selvdestruktivitet i værste omfang
Men!
– Jeg har købt lejlighed i mit elskede København
– Jeg skal til to optagelsesprøver på ting jeg virkelig gerne vil uddanne mig som
– Jeg får 7800 i feriepenge
– Jeg har måske fået et studierelevant sommerjob
– Jeg har en sød fyr, der skriver godnat, inden han lægger sig til at sove
– Solen er begyndt at skinne

Jeg prøver at stykke et langt resume sammen. En status på Vennen, en uddybning af en ny fyr der betød meget i kort tid, noget om selvskade og -destruktion, og en gammel kendings tilbagevenden.
Uuuh cliffhanger…

Den vigtigste uge i mit liv, ligger lige forude, og jeg har prøvet at samle mine tanker omkring hvorfor nedenfor.
Tilgiv mig, mit tenderende til paniske oplæg.
For to uger siden søgte jeg et drømmejob. Et job jeg ikke anede jeg ønskede, før jeg så jobopslaget sort på hvidt.
Et job jeg ikke anede jeg kunne ønske mig, men som pludselig blev det eneste, jeg nogensinde har villet så meget.
Med nervøse fingre har jeg opdateret min indbakke cirka hvert 10. sekund, indtil jeg fik svar på, at jeg skulle til samtale på onsdag.
I vildskab har jeg skriblet noter, forberedt mig helt ned på celleplan, lagt kreative planer… Min hjerne har ikke stået stille ét eneste sekund.
Nervøsiteten gør mig fuldstændig rastløs, og jeg kan ikke komme i tanke om hvornår et projekt sidst har fået så meget af min opmærksomhed. Selv min studentereksamen virker som peanuts, ved siden af hvor meget jeg ønsker mig det her.
I disse dage ligger min hvilepuls på cirka 120, og jeg kan vågne om natten med hjertebanken.
Ikke blot skal jeg til den vigtigste jobsamtale i mit relativt korte liv, men samtidig er det ugen for den sidste fest med min deling i Forsvaret. Festen hvor alle de vigtige mennesker også kommer. Fester og spiser mad sammen med os.
Sergenten kommer selvfølgelig også, som giver mig yderligere nykker. Ikke nok med, at jeg skal præstere til et forestående job, men jeg kan heller ikke stressspise, fordi jeg skal have en ualmindeligt omklamrende velourkjole på, som kræver minimale portioner bønner og andet ukrudt for at jeg med god samvittighed kan trække den over hovedet, uden at føle mig som klovnen Bobo.
Min sidste chance for at vise ham, at jeg faktisk kan se ganske fornuftig ud i civilt tøj, og mine greens aldrig har gjort noget godt for min krop.
Umiddelbart virker han måske lidt interesseret – selvfølgelig sagt uden at jinxe det. Men trods restriktioner, i forhold til menig/befalingsmands-forholdet, sender han nogle mulige interesse-signaler.
Mit crush på denne mand er ved at nærme sig et omfang, der ville kunne betegnes som forelskelse (eller besættelse). Et ord jeg sjældent ytrer om mine fascinationsmomenter. Men i mangel på bedre ord, for hvad han sætter i gang i mig, må det imidlertidig være det ord vi bruger.

Og så bliver jeg jo nervøs, for tænk hvis alle appelsinerne skulle falde ned i min turban, inde for samme uge. Hvornår er det nogensinde sket for en klodset pingvin som mig før? Hvis det lyder for godt til at være sandt, så er det som regel også.
Panikangsten for at blive slet skuffet, ligger i min mave konstant.
Tænk at gå her, og forstille sig alt det gode lige rundt om hjørnet, og når ugen så er omme, så er både jobbet og Sergenten væk? Hvilken hjerteknusende oplevelse på alle måder.
Jeg frygter at håbe det. Jeg frygter at tænke på det. Men jeg gør det alligevel, og hvorfor så ikke gøre det helhjertet. Lade være med at sætte mit lys under en skæppe, og faktisk turde håbe på, at alt godt ville kunne ske for mig med et fingreknips. Ligeså let som det ville kunne knipses væk.

Wish me luck….

Nogle gange skræmmer det mig hvor godt min mama kender mig.
I går aftes på de sene timer, havde vi noget der ikke kunne beskrives som andet end en heart to heart. Begge med tårer i øjnene og grødet stemme.
Jeg har det ikke godt. Jeg har ikke vidst hvorfor. Men det er gået ud over mange af mine kammerater omkring mig.
Jeg har været urimelig, jeg har været hård, jeg har været mut og har faktisk ikke været et særlig rart menneske.
Generelt har jeg været af den opfattelse, at det var alle de andre der var mindre begavede og organiserede (ja, til tider fejler mit ego intet), og at disse mennesker, derfor havde fortjent min vrede.
Det er selvfølgelig ikke tilfældet, og på ingen måde fair.
Mor så lige igennem det. Spurgte hvorfor mit overskud var så lavt.
“Føler du dig utilstrækkelig skat?”
Spørgsmålet gik rent ind. For det er præcis sådan jeg har det. Jeg skjuler mine egne svagheder ved at udpege andres. Et usympatisk karaktertræk, jeg ved det. Og pludselig følte jeg mig som en kæmpe skiderrik. Jeg var nu den mindre begavede og organiserede. Godt nok er mine ting i orden, og jeg er muligvis hurtigere til ting end de andre. Men hvad pokker er det værd, hvis ingen gider at lege med mig fordi jeg er et røvhul overfor dem?
Mor kaldte mig på det bullshit. Så lige ind i sagens kerne. Hun forstod. At jeg er introvert og at bo sammen med 8 andre virkelig er en udfordring for mig. Hun forstod mine frustrationer. Hun forstod min grundlæggende tvivl på mig selv.
“Hvem er det du prøver at bevise noget over for? Det var meningen det her skulle være et fristed efter gymnasiet,”
Nogle gange forstår den dame at dumme tingene ned på et niveau, så selv jeg forstår det. Stille spørgsmålene, der egentligt er relevante. For hvorfor var det pludselig så vigtigt for mig, at videreuddanne mig i Forsvaret. Hvem beviser jeg noget overfor? Mig selv? Min familie? Alle andre?
Jeg ved det ikke engang selv. For jeg skal jo være politibetjente, jage pædofile og andre skurke. Jeg skal ud i verden og redde mennesker – ikke skyde dem.
Jeg elsker Forsvaret, jeg elsker mit job og jeg elsker den faglige udfordring. Men jeg kan oprigtigt ikke lide den person jeg bliver, når jeg er under pres. Og det presser mig for alvor til grænsen, at bo så tæt med andre.
Jeg ved at jeg er arrogant og bedrevidende, eller i hvert fald fremstår sådan. Intet under når mine forældre er på samme måde.
Men det ulækreste er, at jeg ved hvor meget jeg til tider betvivler og hader mig selv, og alligevel får folk til at føle sig som lort, ved at hakke ned på dem.
Det er usselt. Virkelig.

Derfor besluttede jeg mig for at lave en list over ting, som skal gøre mig til et bedre menneske

• Jeg skal stoppe med at hakke ned på folk, og i stedet komme med løsningsforslag – Uden at pege fingre.
• Jeg skal holde på med at føle mig bedre end andre mennesker. Det er jeg ikke.
• Jeg skal ikke sammenligne mine resultater med alle andres.
• Jeg skal have det sjovt. Og få andre til også at have det.
• Jeg skal trække mig når jeg er træt.
• Jeg skal stoppe med at præstere og i stedet fokusere på at udvikle mig.

Et klogt menneske (spørg mig ikke hvem) har engang spurgt: “hvis ikke du elsker dig selv, hvordan skal andre så kunne?” Og det er jo egentligt et ganske validt spørgsmål.
Den første måned af min værnepligt har været altoverskygget af nye indtryk, ny læren og mange nye mennesker (specielt hankønsvæsner der er umådeligt flotte derinde).
Men endnu en gang må jeg være kommet frem til den konklusion at alt det mande-halløj må sættes på pause, indtil jeg har fået styr på mit eget lort. Sådan 100%. For det går sku ikke.
“En dag, skat, så finder du en fyr, som får dig til at glemme alle de usikkerheder du har omkring dig selv. En der vil dig så meget, at du stopper med at være i tvivl om du er god nok,”
Jeg grinede. “Sådan et menneske har jeg ikke mødt endnu,” svarede jeg.
“Åh jo, du har jo mig!” svarede mama og kiggede på mig, med så meget kærlighed, som kun en mor kan rumme.
Jeg har måske ikke prøvet at blive forgudet af en fyr. Men jeg har forældre der elsker mig højere end noget andet.

Det kan godt være jeg voksede min mor over hovedet for 8 år siden, at jeg råber ad hende, smækker med døren og siger urimelige ting. Men grundlinjen er simpel.

Nogle gange ved mama bare bedst.

Mit hjerte er blevet til grus.

Jeg skal af med min elsket hund. Min baby. Min firbenet bror.

Det er bedst for ham, bedst for mig, bedst for os.

Men som jeg sidder og kigger på ham i skrivende stund, i dyb søvn med sit træktorv i munden, er det umuligt at forstille sig, at nogen andre end jeg selv skal være hans mor. Hans verden.

Jeg elsker det pjok mere end noget andet, og har formentligt grædt 12 timer i streg nu. Det gør det bestemt ikke nemmere at skravlet kan mærke noget er galt, og gør alt hvad han kan for at hjælpe. Han gør alt det der normalt gør mig glad. Han henter ting, han lægger sit hovede på mit skød, han logrer og går pænt. Opmærksom med masser af kys og kram for at gøre mig glad. Og det gør mig næsten kun mere ulykkelig.

Jeg ved han glemmer mig – med tiden. At han nok skal få det godt igen. Men for fanden, hvor føler jeg mig som en stor imbecil idiot.

Nu prøver jeg at gøre ting der normalt gør mig glad. Jeg har 12 muffins i ovnen, og har planer om at spise dem alle, mens jeg ligger i ske med min hund og ser SATC og Parks & Rec. Fordi hvis noget skulle kunne hjælpe, så er det dét.

I en stille stunds kedsomhed, swippede jeg uopmærksomt gennem Tinders uanede menneskemængde (jeg anede ikke der fandtes så mange fyre på min alder).

Pludselig dukkede Vikingen op på min skærm. Overvejede et sekund det efterfølgende træk. Højre swipe. Skærmen skiftede til den velkendte “det er et match” side, og det gik op for mig at jeg holdt vejret. Jeg smilede til skærmen, til det søde billede af den rødhåret viking med skæg. Søde Viking tænkte jeg, og ventede på om han mon ville skrive.

Det gjorde han – men han var godt nok dårlig til at holde sådan en samtale kørende. Selvom det var sjovt.

Længe skete der intet. Her til aften var en (meget pæn) veninde og jeg dog oppe at handle, og han var på arbejde. Vi stod længe og snakkede. Og pludselig ramte tvivlen mig.

“Kigger han mere på hende? Shit tænk hvis han spørger mig om hendes nummer! Han vil garanteret hellere date hende!”

Alle tankerne og tvivlen kom væltende frem. Jeg var ikke misundelig eller jaloux, men frygten for at blive valgt fra på forhånd var der allerede.

Min veninde grinnede medlidende af mig da vi kom ud i bilen og kørte hjem.

Et kvarter efter jeg havde sat hende af, havde han skrevet til mig.

Vi skrev sammen hele aftnen – det var skide sjovt!

Han spurgte aldrig ind til min veninde.