Lykke og knipseri

Den vigtigste uge i mit liv, ligger lige forude, og jeg har prøvet at samle mine tanker omkring hvorfor nedenfor.
Tilgiv mig, mit tenderende til paniske oplæg.
For to uger siden søgte jeg et drømmejob. Et job jeg ikke anede jeg ønskede, før jeg så jobopslaget sort på hvidt.
Et job jeg ikke anede jeg kunne ønske mig, men som pludselig blev det eneste, jeg nogensinde har villet så meget.
Med nervøse fingre har jeg opdateret min indbakke cirka hvert 10. sekund, indtil jeg fik svar på, at jeg skulle til samtale på onsdag.
I vildskab har jeg skriblet noter, forberedt mig helt ned på celleplan, lagt kreative planer… Min hjerne har ikke stået stille ét eneste sekund.
Nervøsiteten gør mig fuldstændig rastløs, og jeg kan ikke komme i tanke om hvornår et projekt sidst har fået så meget af min opmærksomhed. Selv min studentereksamen virker som peanuts, ved siden af hvor meget jeg ønsker mig det her.
I disse dage ligger min hvilepuls på cirka 120, og jeg kan vågne om natten med hjertebanken.
Ikke blot skal jeg til den vigtigste jobsamtale i mit relativt korte liv, men samtidig er det ugen for den sidste fest med min deling i Forsvaret. Festen hvor alle de vigtige mennesker også kommer. Fester og spiser mad sammen med os.
Sergenten kommer selvfølgelig også, som giver mig yderligere nykker. Ikke nok med, at jeg skal præstere til et forestående job, men jeg kan heller ikke stressspise, fordi jeg skal have en ualmindeligt omklamrende velourkjole på, som kræver minimale portioner bønner og andet ukrudt for at jeg med god samvittighed kan trække den over hovedet, uden at føle mig som klovnen Bobo.
Min sidste chance for at vise ham, at jeg faktisk kan se ganske fornuftig ud i civilt tøj, og mine greens aldrig har gjort noget godt for min krop.
Umiddelbart virker han måske lidt interesseret – selvfølgelig sagt uden at jinxe det. Men trods restriktioner, i forhold til menig/befalingsmands-forholdet, sender han nogle mulige interesse-signaler.
Mit crush på denne mand er ved at nærme sig et omfang, der ville kunne betegnes som forelskelse (eller besættelse). Et ord jeg sjældent ytrer om mine fascinationsmomenter. Men i mangel på bedre ord, for hvad han sætter i gang i mig, må det imidlertidig være det ord vi bruger.

Og så bliver jeg jo nervøs, for tænk hvis alle appelsinerne skulle falde ned i min turban, inde for samme uge. Hvornår er det nogensinde sket for en klodset pingvin som mig før? Hvis det lyder for godt til at være sandt, så er det som regel også.
Panikangsten for at blive slet skuffet, ligger i min mave konstant.
Tænk at gå her, og forstille sig alt det gode lige rundt om hjørnet, og når ugen så er omme, så er både jobbet og Sergenten væk? Hvilken hjerteknusende oplevelse på alle måder.
Jeg frygter at håbe det. Jeg frygter at tænke på det. Men jeg gør det alligevel, og hvorfor så ikke gøre det helhjertet. Lade være med at sætte mit lys under en skæppe, og faktisk turde håbe på, at alt godt ville kunne ske for mig med et fingreknips. Ligeså let som det ville kunne knipses væk.

Wish me luck….