Jamen så f*ck da det… Jeg shopper det væk.

Bryder allerede nu løftet om ikke at skrive om vennen (sorry!)

For 3. gang i streg har han aflyst en aftale med mig, for at være sammen med Øboeren. Well excuse me… Men det er sku lidt tøffelhelte agtigt. Ikke at jeg ikke forstår, at han gerne vil være sammen med hende. Sagtens. Men han aflyser vores super-fede BOND-AFTEN (one does not cancel Bond. Simple fact) for at tage på lager-salg i SamsøeSamsøe med øboeren og hendes veninder.

Bevares billigt SamsøeSamsøe er Guds gave til folket, men det konkurrer simpelthen ikke med Mr. James Bond himself. At han derefter også aflyste aftalen om, at mødes med mig og Brormand til en øl i byen, bekræfter min mistanke om han ganske simpelt ikke ønsker, at jeg skal møde Øboeren.

Og lige nu er jeg en lille smule irriteret på ham. Okay, jeg er på grænsen til rasende, jo mere jeg tænker over det. En ting er at nedprioritere vores venskab, for en eller anden dame, en helt anden er at skubbe mig ud af hans liv på den måde. At jeg ikke må møde dette nye vidunder der tager al hans tid. Jeg er skuffet.

Skuffet!!

Derfor var den eneste logiske løsning at bruge mine sidste penge på et sindsygt lækkert outfit. For skal jeg måske i byen med de andre drenge og drikke mig helt vildt fuld i en skøn cocktail af øller og tequila-shots? Det tror jeg nok!

giphy-4

Fandt jeg outfittet – ja tak! Ikke noget fancy eller dyrt! Men noget jeg føler mig sindsygt godt tilpas i! Et outfit man kan overtage verden i. Okay måske ikke – men man kan i hvert fald score i det! Og det er min plan nu.

Indtil Vennen er færdig med Øboeren, så vil jeg mæske mig i øjenguf i byen, og på skolen hvis det kan lade sig gøre. På min skole er alle ret pæne, men der er én dreng.

Hot damn!

Sådan en dreng hvis blotte udseende kan give én hedeture. Han er en årgang yngre end jeg, så jeg har døbt ham Kuvøse-Krisser eller Kuvøse-Guffen. Et smil fra ham kan skifte ens ansigtskulør fra tam dansk kødpølse-farvet til spansk solmoden tomat på 0,01 sekund, og jeg elsker det. Kuvøse-Krisser kan i sandhed tage pusten fra en. Blot af udseende. Den perfekte fuck-boy (som jeg før har snakket om).

Godt nok elsker jeg Vennen. Helt ind i knoglerne. Men jeg vil ikke ødelægge noget for ham, og jeg under ham virkelig denne oplevelse med Øboeren.

Men fandeme nej om jeg vil påføre mig kyskhedsbælte og vente sukkende på ham. Hey – han er ikke den eneste der skal have lidt spas i hverdagen.

Intet er så dårligt at det ikke er godt for noget – og imorgen er det fredag!

Let’s do this!

smile blake

At opnå sine mål…

Nu bliver det måske en smule navlepillende, og en smule pinligt. Det kommer ret tæt på og bliver ret privat.

I Januar var jeg nede, langt, langt nede. Så langt nede, at jeg ikke helt kan sætte mig ind i det længere. Min vægt den peakede, og jeg selvom jeg ikke lå i overvægts-kategorien rent BMI-mæssigt, så var min fedt-procent tårnhøj, og jeg spiste ukontrollerede af lige præcis hvad der passede mig. Bare for at gøre noget. Jeg undskyldte det hele med, at jeg var langt mere aktiv end de fleste andre, alt i mens det ene kilo tog det andet.

I en lang periode virkede alt umuligt, uoverkommeligt og uoverskueligt. Og som den trøste-spiser jeg er, lod jeg mig trøste af mad og søde sager. Dagligt. Flere gange.

En dag blev det for meget. Jeg havde konsumeret i pose Haribo, en pakke flødeboller og en plade chokolade på en enkelt aften. Det var ikke første gang den uge. I shit you not. Jeg gik forbi mit store fuldfigurs-spejl på vej på ud på badeværelset, og blev ramt af et fuldstændig alt-overskyggende selv-had. Jeg hadede mig selv så frygteligt i det øjeblik. Jeg hadede mine handlinger og hele mit ynkelige selv. Jeg brød fuldstændig sammen.

Jeg løb ud på badeværelset og i et desperat forsøg, midt i en forvirring af gråd, hulken og snot an mass ud af næsen, på at gøre skaden god igen, stak jeg to fingre i halsen på mig selv, for at få det hele op igen. Jeg tænkte ikke rigtig over det, men troede det ville få mig til at få det godt igen. Men jeg kunne ikke gøre det. Jeg kunne ikke overskride den grænse. Mit hoved var ét stort kaos. Den ene side sagde jeg skulle tage mig sammen og bare gøre det, den anden sagde jeg skulle lade vær.

Midt i det hele, mens jeg sad bøjet over toilettet og græd, kiggede jeg på mine bøjede ben, og hadede synet. Sådan som de flæskede ud i siderne. Jeg væmmedes ved mig selv. Jeg kunne ikke holde mig selv ud. Og med ét tog jeg en beslutning.

Det skulle være slut det pis.

Slut med selvynk og selvbedrag. Jeg ville fandeme være stolt af at være mig selv. Og fandeme om, jeg ikke nok selv skulle sørge for det.

Jeg åbnede toiletdøren og så et par meget varme, kærlige, brune øjne stirre på mig. Min hund havde siddet foran døren og ventet på at jeg skulle komme ud. Jeg er ikke særlig sentimental omkring dyr, men min hund, min baby, kender mig. Han kan læse mig og mine signaler før jeg nærmest selv tænker over det. Jeg satte mig på gulvet, og det store læs krøb ind mellem mine ben og lagde hovedet på min skulder. Og der blev han siddende til jeg var færdig med at græde. Det er svært at forklare, men at få nogens (mennesker eller dyrs) ubetingede kærlighed, uden at skulle forklare sig, betyder utroligt meget. Og midt i alt mit selv-had og væmmelse, kunne jeg se ham, elske mig betingelsesløst på trods af alt hvad jeg hadede ved mig selv.

Derefter gik jeg ind og skrev et hudløst ærligt brev til mig selv. Som motivation til mig selv, når jeg havde lyst til at falde i. Jeg har aldrig fortalt nogen om brevet. Men jeg deler det her.. Jeg ved ikke helt hvorfor, måske kan andre finde mening eller motivation i det?

“Tillyke, 

Du er nu blevet, om muligt, endnu mere ynkelig og rygradsløs end du var i forvejen. Du er ikke længere bare pigen der skar i sig selv, fordi det hele blev lidt for meget. Du er nu også pigen der stak to fingre i halsen på sig selv, efter endnu et ukontrollerede æde-orgie. Du må virkelig være stolt! Du har nu ramt en hel ny form for bund. Så langt nede at du kun omgives af amøber og fossile brændsler. Skide godt.

Når det så er på plads, Tykke, hvad gør vi så? 

Ja, det vi starter med er at skrive et hudløst ærligt brev til os selv. Et brev som motivation til de næste par måneder. For der er nu gået for lang tid med dårlige undskyldninger. For lang tid med ekstra kilo og større bukser. 

Det skal stoppe. Det skal stoppe NU!

Du er blevet et af de mennesker du foragter aller mest. Rygraden skal bygges op igen. Vi skal ikke være et supermenneske, men hvis vi skal ind til militæret, så kommer det til at gøre ondt nu. Det bliver ikke behageligt. 

Men ved du hvad der også er ubehageligt? Ja, det er den gnavende følelse af ikke at være god nok, og ikke være noget værd. Simpelthen at føle sig så tyk, grim og dum 80% af tiden. Den konstante følelse af at folk kigger på dig, fordi der er noget galt med dig, og ikke fordi du ser sød/pæn/rar ud. 

Så ville det ikke være rart, for en gangs skyld ikke at tænke på flæsket på knæene/lårene, dellen på maven, de flæskede arme, dobbelthagen, og at foragte alle billeder der bliver taget af dig?

Ret rart ikke? Jo præcis. Så lad os gøre den her bitch! Bare for at vise vi kan! 

Hvor svært kan det fucking være?! 

Du skal bare: 

Dyrke motion (fitness 3 gange om ugen + løb hver anden dag)

Ikke spise slik

Spise mindre portioner

3 ting (!!!) skal du holde styr på! 3 ting, come on altså! Er en mars-bar eller en cookie virkelig det værd? Men så husk lige på den følelse du havde, da du sad bøjet over toiletkummen, med to fingre i halsen og fortvivlede tåre, over hvor tykke dine lår ser ud når du sidder på den måde, trillende ned over kinderne. 

Huske den følelse – for der skal vi aldrig hen igen. 

Du kan godt – du skal. Så lad os fucking gøre det! 

Hilsen, 

En pige du aldrig skal være igen. ” 

Få dage efter blev jeg vejet til session i Hæren, og blev slået helt omkuld af det. Hvad havde jeg dog gjort i mod mig selv?

76 kilo!! Det lyder ikke af meget for nogle, særligt da jeg er 178 cm høj. Men min vægt har aldrig været så høj før, og det skræmte mig, hvor meget jeg havde slækket på mine “never-evers”… “Jeg skal aldrig over 70 kilo” havde jeg svoret. Og 8 måneder før, havde jeg heller aldrig været det.

Som enhver anden fornuftig teenager, googlede jeg mig frem til hvad min idealvægt var. Nogle steder sagde 71,3, andre sagde 68,9.

Jeg satte derfor meget strikse mål for min vægt og mine mål (talje, hofte og lår). Jeg mødte i midlertidigt over sommeren og eksamensperioden ret meget modstand, og kom frem til den konklusion, at jeg simpelthen ikke kunne komme under 70 kilo. Sådan var det bare.

Jeg nåede ned omkring 71,8 kilo, da det hele gik i stå og sommerferien slog ind.

Efter ferien vejede jeg 73,9 kilo, og jeg måtte tilbage til square-one. Jeg synes selv jeg havde været god, men der var måske gået lidt ferie i den, med meget middag ude, is, aftenguf, osv.

Jeg satte mig derfor det mål at jeg ville kunne løbe 10 kilometer på under en time til nytår. Det kræver en del træning, og jeg kan tydeligt mærke forskel på hvad jeg har spist op til. Derfor er det nemt at holde gejsten oppe, så længe jeg holder mig til træningsplanen. Ryger jeg ud af den, har jeg nemt ved at træde ved siden af, i forhold til mad.

Old habits die hard. 

I Januar, ja selv i Juni ville jeg have været over lykkelig, hvis jeg var under 70 kilo. Jeg troede det var nøglen til evig lykke, og drengene ville flokkedes om mig, ligeså snart jeg nåede mit mål.

Jeg kunne konkludere til min måle-dag (som jeg har en gang om ugen – fanatisk? Måske. Men det hjælper mig til at føle jeg er i kontrol), at jeg har nået mit vægt mål. Jeg vejer nu 68,8 kilo og har et talje-mål på 64 cm. Og gu’ er jeg stolt og glad! Men jeg kan også sige, at jeg forleden havde den samme “gud hvor er du fed”-tanke da jeg så mig selv i spejlet, som jeg så ofte havde da jeg vejede 76 kilo. Bevares, jeg har den ikke særligt ofte mere. Og oftere og oftere vågner jeg op og tænker “fuck du er godt skåret!”, end det modsatte. Men som jeg før har konkluderet, er spejlet en løgner. Og det kommer an på øjnene der ser. Selvom jeg nu har nået mit mål, har jeg ikke opnået ultimativ lykke. På trods af at det nu, er langt lettere at være mig.

Vægt betyder ingenting – det sidder alt sammen i hovedet!

Jeg føler mig bedst tilpas i min egen krop, når jeg vejer under 70 kilo, men nogle har det langt bedere når de vejer 80 kilo eller mere.

Jeg får ikke mere opmærksomhed fra drenge nu, fordi jeg er tyndere. Jeg får mere opmærksomhed, fordi jeg udstråler selvtillid, og virker som en der hviler i mig selv.

Der er ikke en kilo-pris på lykke. 

Tålmodighed….

12179892_10207905073694240_1810066391_n

Hvis man spørger min familie og nærmeste venner, er netop tålmodighed ikke en af mine stærkeste egenskaber. Faktisk tværtimod.

Jeg er ikke utålmodig (who are we kidding – of course I am), men jeg kan godt lide at der sker noget, når først jeg har fået en fiks idé.

Det kan være ét nyt gadget, en ny hobby, et kæledyr (spørg bare mor, hvordan hele fiske-fasen var), sundheds-trips eller søde fyre. Jo jo, det kan skam kun gå for langsomt, når først jeg har fået sat mig en god idé i hovedet.

Jeg elsker at være i gang, og har altid verdens længste to-do liste liggende.

Så mama’s gode råd faldt ikke i rigtig god jord, da hun lyttede (som alle andre) til mine beklagelser over mine ny-fundne følelser for Vennen (sorry, det bliver sidste gang jeg skriver om ham i lang tid!)

“Det var da vidunderligt skat! Så må du jo bare være tålmodig” sagde mama.

Jeg sukkede højlydt. Kunne hun ikke bare lige ringe til ham, og sørger for det blev fixet? Er det ikke det mødre skal – fixe ting? Det synes jeg altså.

At bede mig om at vente og trille tommelfingre, er som at bede Suspekt stoppe med at bruge slang for kvinders kønsdele i deres sange? En total umulighed.

Det kribler i kroppen for at skrive til ham, se ham, kramme ham… ET ELLER ANDET! Jeg er en opmærksomhedskrævende møgunge lige pt. Jeg vil have hans opmærksomhed, jeg vil have at han har det som mig og jeg vil have det nu!

Og så bliver jeg måske en smule frustreret af, at skulle spille sine kort rigtigt og stadig spille “venne-rollen”. Når jeg har lyst til at være alt andet end cool.. Han giver mig lyst til, at være på en måde, som jeg normalt ville hade.

Normalt er jeg vildt selvstændig (ain’t nobody paying my dinner), meget i kontrol og en smule “kold” (jeg  sætter ikke stor pris på at holde i hånd og vise affektion i offentlige rum). Men med Vennen ville jeg føle mig så stolt, hvis jeg var på hans arm, fik hans opmærksomhed når alle andre så det, poste klamme ferie-billeder på Facebook. Alt det der jeg virkelig hader, og ville få milde panik-anfald af hvis det var nogen andre end ham.

Jeg føler mig som en misbruger, og når han først giver mig en finger, så vil jeg have hele hånden. Hvis han først har én besked til mig, ville jeg sidde op hele natten og skrive med ham. Jeg hader det, og jeg ville ønske jeg kunne slukke for mine tanker. Bare et kort stykke tid, for lige at få ro på.

Jeg føler mig så irrationel, og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst havde det sådan her.

I denne mærkelige situation, hvor alle andre ville rende rundt med kold sved, manglende appetit og være åndsfraværende – vælger min hjerne at kompencere ved at udpege alle hankønsvæsner over 1.85 cm og med nogenlunde symmetriske ansigtstræk som potentielle sexbuddies… Jep jeg er officielt helt ude af kontrol.

Jeg må være fuldstændig kuk-kuk, eller også har jeg været single for længe, da min standard reaktion ved kontakt med følelser, åbenbart er at finde nogen jeg kan knalde helt uden et snert af følelsesmæssig-involdvering?

Måske søger min hjerne fysisk forløsning, på alt det følelsesmæssige uforløste jeg render rundt med? Formentligt.

Er der ikke engang nogle kloge mennesker der har sagt, at forelskelse er som en sygdom?

Er der så ikke lige nogen der er sød at smutte på apoteket efter noget anti-amorin?

Højt at flyve…

Jeg besluttede mig efter sommerferien, at det var på tide at tage mig lidt sammen. Så det gjorde jeg. Fra den ene dag til den anden. Og det var faktisk ikke så svært. Jeg lærte hurtigt at jo mere energi jeg bruger, jo mere energi laver jeg. Det er en positiv cirkel!

Jeg skal ikke sidde her og spille hellig. Men mit overskud var stort, og jeg tabte hurtigt 5 kilo, bare ved at tænke over hvad jeg proppede i hovedet. Jeg spiste lidt mindre portioner, tog ikke to gange, sagde nej tak som refleks i stedet for ja tak, erstattede slik med frugt – blahblahblah.

Min vægt og mål røg ned, og min selvtillid skød i vejret! Jeg levede totalt højt på min nyfundne kærlighed til mig selv og min krop! Jeg var pisse stolt af mig selv, og fik blod på tanden for at slå personlig rekorder.

Jeg elsker, når folk siger det ser ud som om jeg har tabt mig, og jeg elsker selv at kunne se forskellen i spejlet og på billeder.

Det er al sammen fryd og gammen, når der ikke er nogle sten på vejen..

Men efter weekendens revolutionærende oplevelser har mit overskud virkelig været i bund. Jeg har været træt, ked af det, sovet uroligt, mere træt, irritabel og generelt bare rigtig dårligt selskab ville jeg tro.

Jeg formåede at løbe 10 kilometer igår, i håb om at jeg kunne løbe fra tankerne, og fylde lidt op på overskudskontoen. Det virkede i teorien også rigtig fint – indtil jeg lukkede øjnene, og blev hjemsøgt af Vennen. Endnu en gang måtte jeg vågne frustreret og med følelsen af et knugende savn i hjertet…

Jeg ville ønske jeg kunne dyrke den rygad jeg på mit 19. leveår har fundet ud af, at jeg faktisk ejer. Jeg ville ønske jeg kunne skrive, at jeg motionerede og spiste sundt, for at komme ud af dette følelsesmæssige mareridt.

Det gjorde jeg da også, sådan halvt.. Jeg spiste en sund frokost.. En Instagram-værdi frokost.

12170362_10207891404832527_1434966797_n

Ja, jeg kunne sagtens bilde alle (jeg selv inkluderet) ind, at jeg var på toppen, og blot bearbejdede dette med lange løbeture og spandevis af grønt. #fitliving #nofilter #osv.

Jeg kunne sagtens have ladet vær med at vise, hvad jeg spiste lige bagefter? Men jeg ville bare lyve overfor mig selv, og alle andre.

12170550_10207891404552520_2040501199_n

For jeg vendte tilbage til hvad jeg kender. Jeg er et menneske der spiser mine følelser! Sad but true. Har jeg fået en dårlig karakter – chokolade. Føler jeg mig ensom – kage. Er jeg blevet valgt fra (mit største issue, som jeg nok vender tilbage til) – en pose bland-selv-slik.

Story of my life.

Så mens jeg roamede Netto i mit putte-tøj (fordi skole ikke blev til noget i dag åbenbart), og fantaserede jeg om hvad jeg skulle putte i hovedet.

Og var meget overrasket over jeg ikke havde puttet hele slik-afdelingen i min kurv, da jeg nåede kassen. Men hvor 70-80% af mine indkøb faktisk var sunde?

Jeg brugte meget lang tid på at kigge på mange forskellige ting – men hele tiden var den mest overdøvende stemme i mit hoved:

It ain’t worth it

Jeg regnede hele tiden på hvor meget det ville kræve at motionere det af igen. Sygt – men det hjalp meget godt. Plus jeg er begyndt at kende mine begrænsninger bedre. Jeg vil hellere betale 10 kroner for en muffin (som jeg nu fortryder jeg ikke købte flere af, i stedet for den modbydelige pizzasnegl), end at købe 4 for 15 kroner. Jeg betaler for ikke at få store mængder med hjem. Hvis det er hjemme, bliver det åbnet – bliver det åbnet, bliver det spist. Hurtigt. 

Så egentligt er jeg ok tilfreds med mig selv idag – på trods af min ynkelighed. Som jeg ellers havde svoret jeg ikke skulle søbe mere rundt i. Men man har vel et standpunkt til man tager et nyt.

De sidste 4 dage, har føltes som en evighed, og har virkelig været en kontrast til den sky af overskud jeg har fløjet rundt på.

Mon ikke det var på tide at lufte monster-hunden i det gode vejr?

Det tror jeg nok.

Min hjerne er masochist

Mit hoved er et stort kaos, og lige nu fylder Vennen så meget, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre, andet end at lade det gå udover internettet.

Denne weekend har været nærmest revolutionærende.

Jeg har følelser  – har jeg erfaret.

Jeg har det sidste stykke tid opfattet mig selv som noget af en kyniker, når det kom til romantiske føleser. Jeg har ikke gidet det. Jeg har skubbet det væk, og med vilje gjort det meste overfladisk. Fokuseret på hvor lækre drenge var, og ikke deres personlighed. Det er ikke noget jeg har tænkt over før, men der begynder at tegne sig et mønster.

Og det jeg har oplevet i weekenden har mest foregået i mit hoved, men det er sket. Og nu er jeg kommet frem til den konklusion, at jeg har følelser for Vennen. Og de er ret markante.

Jeg har lyst til at sige, at jeg elsker ham. 

Men det skræmmer mig, og jeg synes det er patetisk og ynkeligt når vi aldrig har “haft noget” rigtigt.

Nogle gange er jeg i tvivl om hvor godt vi egentligt kender hinanden. Og samtidig kan jeg ikke benægte den kemi og totale følelse af tryghed han giver mig. Lige nu betvivler jeg min egen evne til at vurdere om jeg elsker ham, eller elsker idéen om at elske ham.

Igår havde jeg heldigvis besøg af en veninde, der havde fulgt min hjernesammensmeltning live fredag aften, og var klar til at lytte forstående på min plabren om Vennen. Hun grinnede opmuntrende over min selvindseelse, nikkede genkendende til mine irrationelle følelser (thank God) og lovede det hele nok skulle blive bedre, når jeg lige fik noget tid til at bearbejde mine følelser.

Jeg elsker hende for det – men det ændrer ikke på at det gør nas. Det gør ondt lige der hvor hjertet sidder. Helt ind i sjælen.

Så igår efter både min veninde og Brormand havde bekræftet mig i, at det var synd for mig, men jeg måtte væbne mig med tålmodighed, besluttede jeg mig for at gøre netop dette.

“Øboerne skal nok forsvinde på et tidspunkt,” sagde Brormand “hun er ikke god for ham.” Om det er sagt for at trøste, eller om det er oprigtigt, kan være svært at sige. Men uanset, så hjalp det. Jeg trængte til at høre, at jeg er bedre end hende.

Jah, så barnlig er jeg nemlig.

Derfor lagde jeg en plan igår, mens jeg hørte min heartbreak-spilleliste på Spotify, for at søbe i selvmedlidenhed én sidste gang.

Om det ikke skal blive løgn, at jeg skal rende rundt her, og være hovedkuls forelsket i en gut, der render rundt med en eller anden hurtigt-talende-politisk-orrienterede(i den forkerte retning)-lavstammede-leverpostejshårfarvede-øboende dame. (Jeg er overbevidst om hun er et vidunderligt menneske, siden Vennen bruger tid med hende. Men det er altså de eneste “fejl” jeg har kunne finde ved hende (facebook-stalking ftw), så lad mig lige have dem et øjeblik. Så skal jeg nok blive et ordeligt menneske igen)

Fandeme nej, det bliver over mit lig!

Så min slagplan blev; mig, mig, mig mig, migmigmigmig!!

Jeg ville fokusere på hvad der gør mig glad (udover Vennen). Mere fokus og energi til mig.

Hoorah – jeg tænkte jeg havde løst alle universets gåder, og knækket koden til et lykkeligt liv. Jeg skulle bare glemme Vennen, indtil han var klar til mere (mig), og elske singlelivet i mellemtiden. Alle de hensyn jeg ikke skal tage, al den tid jeg kan bruge på mig og alle de andre ting jeg holder af.

Så jeg lagde mig til at sove, fast besluttede på at komme over denne weekends farse, og blive mit gamle glade selv.

Hvad hjertet flyder over med, løber munden over med – eller i dette tilfælde hjernen.

For bedst som jeg lå i min skønne søvn, ja så besluttede Vennen sig for at entrere mit drømmeland. Med en irriterende, sød og vildt fantastisk drøm om ham og jeg. Bedst som jeg lå der og drømte, så blev det morgen.

Drømmen sluttede, og væk var Vennen.

Noget af en måde at starte dagen på – scumbag brain.

sq4yi

Den dag der skulle have været starten på migmigmig-sæsonen, blev erstattede af en times tid fyldt med forvirring, fortvivlelse og sorg. Ondt-i-maven-mit-hoved-eksploderer-om-lidt-sorg.

Det er en besværlig ting, at få hjernen og hjertet til at danse tango sammen, men jeg vil da prøve mit ypperste det næste stykke tid. Og skåne alle andre for mine meget cliché-agtige og ulykkelige udbrud i tide og utide.

Lets do this. 

“Er det ikke på tide du skal hjem?”

Og det var så den bytur. For første gang i mit liv, har jeg prøvet at drikke mig fuld i et forsøg på at glemme. Og lad mig sige det sådan her – hverken min mave, mit hoved eller mit hjerte takker mig i dag.

Gårsdagens planer ændrede sig lidt, da brormand blev kaldt til et hastemøde på jobbet, og resten af selskabet og jeg derfor besluttede, at det ville være nemmere at mødes i byen senere til en øl, sammen med min bror og hans kollegaer. Ærligt, så kunne jeg ikke lige overskue at spise middag med Vennen og Øboeren uden emotionel opbakning.

Pludselig mens jeg gjorde mig klar, begyndte jeg at blive nervøs for mødet med Øboeren. Jeg ville gerne gøre et godt indtryk og samtidig vise Vennen at jeg var a-okay med at han havde hende med. Så jeg drak en vodka-cola, og så en til…. og to mere efter det. Så glemte jeg også at spise aftensmad. Super grundlag for en bytur, og jeg havde allerede en brandert på, da jeg trampede i pedalerne mod indre by. Cykelturen gjorde mig heldigvis ædru, og klar i hovedet, men grundlaget for at blive ret fuld, hvilket jeg sjældent gør, var der ligesom.

Vi mødtes, storebror og hans kollegaer og jeg, og tog ind på en bar for at få nogle øl. Det var hyggeligt, og vi fik snakket meget på kryds og tværs. Men jeg kunne mærke jeg var utålmodig efter at Vennen kom, så jeg spurgte min bror hvornår de ville dukke op.

“Tror bare vi bliver hjemme og stener Netflix” lød svaret fra Vennen. 

Størrelsen af min skuffelse kom totalt bag på mig, og det gik op for mig, hvor meget jeg havde glædet mig til at se ham. Uanset om Øboeren var med eller ej.

Aldrig før har jeg prøvet, at Vennen fravalgte et selskab jeg deltog i. Man kan kalde mig vanepsykopat og nærtagende, men det gjorde sku ondt det skidt. Mit gode humør forsvandt som dug fra solen, og jeg blev pludselig meget fraværende. Faktisk så fraværende at resten af selskabet lagde mærke til det. Og i desperation for at komme tilbage på fest-sporet, fik jeg brormand til at hente nogle af de stærkeste shots han kunne finde, mens jeg lige gik på toilet.

Jeg havde følt mig så on-point da jeg tog af sted hjemmefra. Hår, make-up og outfit var totalt tjekket og jeg havde det vildt godt med mig selv – endelig. Og så blev mit humør smadret af at en eller anden heller ville bruge tid med sin kæreste.

Hvad sker der?!

Jeg tog mine shots, holdt masken, grinede sammen med de andre, men inderst inde ville jeg hjem. Jeg ville hjem og spise chokolade og se en film med Jake Gyllenhaal. Og jeg kan ikke forklare hvorfor (altså Jake Gyllenhaal delen er nem nok at forklare – han er pisse flot).

Så klokken 23.30 sluttede festen, jeg kunne ikke mere, og var på randen til gråd da takkede for en god aften, jeg tog min jakke på, og fløj op af trappen for at komme ud på gaden. Brormand fulgte (u)heldigvis lige i hælene på mig, og fik fat i mig inden jeg kom alt for langt.

Jeg er ikke en haj til at skjule mine følelser, og brød naturligvis grædende sammen, i det øjeblik han spurgte om jeg var okay. Det var jeg ikke, jeg havde fået for meget at drikke, og havde pludselig følelserne uden på tøjet. Noget jeg virkelig ikke ynder at praktisere til hverdag, da jeg synes sådan nogle ting er private, og ikke noget der rager det Københavnske natteliv i Gothersgade. Men så fik de også lov til at se en 19-årig bryde grædende sammen før 12, så på den måde vandt vi jo alle sammen.

Brormand stillede ikke spørgsmål, han stak mig en 50’er og bad mig gå i Netto så jeg kunne købe en plade Marabou og en pose Haribo på vejen hjem, og sagde han ville ringe til mig. Så krammede han mig og sagde:

“Hun har intet i forhold til dig” 

Og så fik jeg lov til at høre Tim Christensen hele vejen hjem, mens jeg græd.

Da jeg kom hjem, spiste jeg min chokolade i mit nattøj under dynen, drak en kop kaffe og funderede over en god undskyldning til min forældre over hvorfor jeg var hjemme før dem.

Efter at have sovet min tequila-baseret brandert ud, er det gået op for mig, at det hele nok ikke er så slemt som det virker midt i alkohol-orkanens øje, og at jeg nok bare trængte til at få grædt mine ophobede frustrationer ud.

Nogle gange må man væbne sig med tålmodighed, og sige pyt.

Der er så mange andre ting at være lykkelig over, i stedet for at være ulykkelig over en eller anden fejlplaceret kærlighed.

Historie tid!

Som et af de mennesker der bliver ramt af depressionstendenser (ej – det er mildt. Jeg bliver bare inaktiv, vil helst ligge under dynen og have tykke sokker på) når det er mørkt, koldt og vådt – tænkte jeg var på tide med en historie-hygge-stund!

Min familie er kompliceret – det er en stor blanding af dine, mine, vores, nogle andres, alles børn. Men vi elsker hinanden og min “storebror” (mors eksmands søn fra et tideligere forhold) er meget tætte. Vi snakker sammen ofte i løbet af ugen, og jeg værdsætter hans venskab og meninger meget. Vi fortæller hinanden stort set alt, og kommer tit til hinanden når lokummet brænder!

Fordi vi er tætte hænger vi også tit ud med hinandens venner – hvilket kan resultere i mindre romancer (i hvert fald fra min brors side) med venner/veninder. Det er en dårlig idé – don’t do it, medmindre du er meget seriøs omkring det. Det bliver hurtigt akavet for alle hvis det ikke holder – men det skal man vidst ikke være atom-fysiker for at regne ud.

Efter min kære brors eskapader i mit netværk, er det ind i mellem lidt af et puslespil, at få mine byture til at gå op i højere enhed, hvis jeg gerne vil nå at drikke en øl med alle. Særligt min bror, som jeg virkelig ynder at hælde fadøl i svælget med. (Ja, mine veninder er en smule nærtagende og dramaqueen agtige til tider. Det kan være lidt frustrerende.)

Anyways – jeg har ikke slået mig løs i hans vennekreds på samme måde – trods mange gode  og insisterende tilbud. Brormands venner er søde, pæne og ret dygtige intellektuelt alle sammen.

Men når jeg er i byen med gutterne, så er brormands bedsteven også med.

Vi kan kalde ham Vennen. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal kalde ham, da det er som om der ikke er et ord der indbefatter hele hans jeg, eller hans rolle i mit liv.

Vi har kendt hinanden længe – siden de unge teenage år, så han har virkelig set en mindre tiltalende side af mit hormonpræget selv. Men vi har aldrig rigtig været sammen uden min bror. Vi har aldrig rigtig kommunikeret over sms og facebook uden de har omhandlet selvsamme brormand (han gør ind i mellem fjollede drenge-ting – som vi prøver at hjælpe ham ud af i samarbejde).

Den kære Ven har set mig sammen med min ekskæreste, og har nok tænkt sit. Vennen og Eksen er ret forskellige – for at sige det mildt. Og Vennen blev aldrig rigtig begejstret for min udkårende (forståeligt nok – han var da en selvhøjtidelig flødebolle når man ser det i bagklogskabens uendeligt klare skær).

I forbindelse med min brors 18-års fødselsdag, var både Vennen og jeg naturligvis inviteret. Vi havde ikke set hinanden siden min eks og jeg gjorde det forbi (godt og vel et halvt år), og jeg var ikke det bedste sted i mit liv. Jeg var akavet, nervøs og umådeligt ked af det 80% af tiden. Jep, jeg var meget ked af at have mistet flødebollen.

Så jeg dukker op til den her fest, og kender stort set ingen. Min bror og hans kæreste var mit eneste holdepunkt, og de kendte ligesom alle. Hans kæreste var sød og vi kom altid godt ud af det med hinanden, så hun tog mig med rundt og introducerede mig for nogle mennesker. Og pludselig dukkede der er bekendt ansigt op, Vennen, og redder min aften. Som om ingen tid var passeret siden vi sidst sås, var alt ved det gamle. Bortset fra min bror slet ikke var der. Vennen var utroligt let at snakke med, fik mig til at grine, og for første gang i meget lang tid følte jeg mig udfordret i en samtale (jeg er ret brainy og kan lide at vise det. Sorry). Som fuldstændig kontrast til de pumper-gutter der gik på min efterskole (de kunne pumpe 120 kilo i bænkpres, men kunne til gengæld ikke fortælle dig hvilket land Mallorca hørte til), var søde Ven klog, sjov og intellektuelt intimiderende på en sjov måde. Vi havde en sjov aften, og slæbte brormand hjem kl. 2 efter hans 18 shots (way to go bro).

Det var første gang jeg fik øjnene op for Vennen. Ikke rigtigt – men jeg tænkte flere uger senere at det var den sjoveste aften jeg havde haft i meget lang tid – og det var mest hans skyld.

Han gik på et af kloge-åge gymnasiumerne i Københavns-området, mens jeg boede i Jylland og startede i 1.g. Vi så hinanden i mange familiære sammenhænge da han nærmest er blevet absorberet ind i vores lille mærkelige familie-konstalation. Altid med en let og hyggelig tone i mellem os – vi klikker bare enormt godt og nyder begge at diskutere lidt dybere og tungere emner, end mange andre til en børnefødselsdag, så vi sad tit ved siden af hinanden.

På grund af afstanden så vi ikke hinanden ofte, men en skæbnesvanger aften, hvor vi havde begivet os ud i det jydske natteliv med nogle af mine venner, kom en veninde ud til mig på toilettet og sagde “hvad sker der med jer?”, jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle svare, da jeg ikke syntes noget var anderledes. Men alligevel gjorde det mig glad at andre lagde mærke til at det virkede mere end venskabeligt. På samme aften drak min bror sig fra sans og samling, og brokkede sig alle 7 kilometer hjem (yup – i Jylland bruger vi ikke taxi) over et nyt brud (med min veninde – selv tak bro), han kom hjem i seng efter at være snublet over henholdsvis kantstenen, sin egen venstre fod og dørkarmen, og Vennen besluttede sig for, at nu i allerede havde begivet sig ud i det jydske koncept at gå, kunne han da lige følge mig hjem.

Det gjorde han, og han blev for at sove (kun sove, vi var ret frilufts-ædru og ret trætte efter gåturen). Men der blev stillet stort spørgsmålstegn ved dette, da vi dukkede op til familiearrangementet dagen efter, og Vennen ikke havde sovet sammen med Brormand.

Jeg lagde ikke rigtig noget i det, og vi snakkede ikke sammen medmindre skæbnen bragte os sammen på vores alkoholbaseret udflugter i nattetimerne. Han begyndte at tage sig en smule sammen, så han sørgede for vi sad sammen, og en dag må der være løbet en djævel i ham, for gud hjælp mig om han ikke tog min hånd under bordet. Jeg havde måske benægtet følelserne før, eller fejet dem af vejen, men mit hjerte sprang op i halsen på mig. Bare at sidde og holde ham i hånden var trygt, naturligt og hyggeligt, men stadig nyt og spændende!

Sådan et par byture havde vi, men min storebror var lige blevet student, og de havde en stor (og lang) udenlandsrejse planlagt få måneder ude i fremtiden. Jeg vidste hvor meget de havde glædet sig – de snakkede aldrig om andet – og jeg ville ikke stå i vejen for den fulde oplevelse (om jeg har fortrudt det siden da? Ja!). Jeg var stadig en smule ambivalent omkring mine følelser. Men fik det nærmest afklaret da jeg sendte dem afsted i lufthavnen.

Ikke blot følelsen af at skulle sende elsklige brormand ud i det store udland, så savnede jeg faktisk også Vennen, bare ved tanken om hvor længe de skulle være væk.

Det var nogle meget, meget, meget lange måneder… Og i en blanding af vinter-depression og fortvivlelse over Vennens nye amerikanske kvindelige bekendtskab, faldt jeg ind i et  two-hour-stand med selv samme eks (shame on me I know). Som jeg fortalte Brormand om i afmagt, og han fortalte Vennen om i fuldskab (shame on him). Vennen tog det overraskende pænt, og forslog straks en udenlands-prank på Eksen, som de brugte en masse dumme penge på. Men det var sjovt (og lidt sødt).

De kom endelig hjem, og jeg havde glædet mig som et lille barn! Aldrig har jeg følt så stor en glæde, at jeg nærmest ikke kunne være i min egen krop. Lykkeboblen ved blev i lang tid, i mens vi alle lyttede tryllebundet til deres røverhistorier fra rejsen. Indtil Vennen proklamerede at han altså skulle til Bornholm for at mødes med en pige, de havde mødt dernede. Vi kan kalde hende Øboeren.

Hov – vent hvad?

giphy-3

Hvad skete der? Nu kom de jo hjem, jeg havde jo savnet ham. Og så dukker hun op?! Og hvem var hun egentligt?? Mit ansigt må have set noget spøjst ud. Mere end sædvanligt. Min bror kiggede i hvert fald op, og trak stille på skulderen.

Jeg ved ikke helt hvorfor jeg følte mig så trådt over tæerne, men mine forstillinger om hvad der skulle ske blev i hvert fald mødt af en meget kold mur af realitet. En realitets gletcher kan man sige. Avs.

Misforstå mig ikke, vi havde ikke haft “snakken”, vi havde aldrig lovet hinanden noget, vi havde ikke haft en storslået følelsesladet afsked inden de rejste. Men alligevel følte jeg mig lidt som lakridsægget i Matador-mixen. En smule frasorteret og valgt i mangel på bedre.

Man kunne have håbet Vennen og Øboeren var blevet trætte af hinanden eller distancen hen over sommeren. Men ak nej – hun er stadig inde i billedet.

Så som en hver god ven, har jeg pakket mine følelser væk, og plejet mit underligt knuste hjerte i stilhed. Det er underligt at have sårede følelser over noget der aldrig er sket – men blot sørge over den potentielle fremtid man havde ønsket sig, ikke blev en realitet.

Vi begyndte dog at skrive sammen fast i over 3 uger, i forbindelse med noget studie-tjams. Og antallet af gange jeg tog mig selv i at åbne samtalen, og læse korrespondancen igen, fordi jeg kedede mig til en lektion, kan ikke tælles på alle mine fingre og tæer. Jeg hader needy-typer der kræver opmærksomhed og et svar ASAP. Endnu værre er folk der kræver det af mig. Sådan er Vennen ikke. Han kan godt læse min besked, og svare tre dage senere. Om det er fordi han ikke prioritere at svare, fordi det ikke er vigtigt for ham, eller om det er fordi han giver sig tid til at finde det rigtige svar, kan jeg ikke svare på. Jeg tror mest det første, men håber på det sidste. Men han glemmer mig i hvert fald ikke. Han svarer altid tilbage før eller siden. Og jeg bliver altid umådeligt glad når jeg får en besked fra ham. Irriterende som det nu er.

Det er længe siden mit humør har været så påvirket, i så lang tid af noget, jeg ikke har nogen indflydelse på. Og for at være ærlig brydes jeg mig sku ikke om det. Well who likes heartbreak?

Jeg savner ham, og jeg føler mig patetisk, og en lille smule ved siden af mig selv. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har savnet nogen på denne måde. Det er uvant og ikke særlig rart. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre af mig selv – så nu har jeg inviteret Brormand, Vennen og Øboeren på brætspil i aften. Skide god idé? Det tror jeg nok (ikke).

Det kan kun blive godt.

Lets do this.

Mere blogging – Tak!

Tinderslut er blevet min absolutte yndlings-blog, og jeg ynder at få læst alle ugens indlæg igennem søndag, med dyne og varm te.

Nu har jeg været så umådelig heldig at være featured som Tindersister #44, med min lidt uheldige eskapade med Bartenderen. Det var en sjov oplevelse, at vide andre faktisk læste noget jeg havde skrevet, og faktisk få ros for min skrive-stil af helt nye mennesker på internettet, som ikke kender mig! Favre nye verden! Nu har jeg gået og puttet med min egen blog i et lille halvt år, i den tro at jeg, og nogle få indviede veninder, var de eneste der læste mine indlæg. Novra hvor blev jeg overrasket, da jeg endelig oprettede mig som premium bruger, og så tallene. Jeg er åbenbart ikke den eneste der læser – wuhu!

Så i undskylde mig meget, i mens jeg bakser mig igennem alt dette Premium Blogger opsætnings-halløj! Jeg er åbenbart ikke helt så high-tech, som jeg ellers gik og troede. Men det skal nok blive bedre – jeg lover det! Og jeg lover mig selv – og andre som måske stadig læser med – at jeg vil skrive mere om hvad der forgår i mit lille fjollede hoved.

 

Lets do this! Yay! 

giphy