Min holdning til selvmord har altid været meget klar.
Jeg forstår det. Jeg synes det er ærgerligt, at det er et tabu, ikke at ønske at leve mere.
Jeg synes det burde være en menneskeret, at gøre en ende på sit liv, såfremt man føler livet ikke har mere at byde én.
Her taler vi ikke 15-årige der er blevet slået op med af deres kærester, og føler verden falder fra hinanden.
Jeg mener folk der lider af kroniske og smertefulde sygdomme. Fysiske såvel som psykiske.
Jeg forstår, at hvis man lider af kronisk depression på 10., 15., eller endda 20. år, at man bare ikke magter mørket og de lange dage længere. Hvis hver dag er en kamp at komme igennem, og man på en eller anden måde, finder trøst i, at der findes noget bedre et sted.
Jeg synes det er helt legitimt, at sige, at man ikke gider det baks mere. Og jeg synes man burde kunne tale højt med sine omgivelser om den slags.
Få sagt farvel, og måske endda have en pårørende ved sin side når man tager billetten.

Der er bare lige én undtagelse for, hvem denne menneskerettighed gælder, og det er mine forældre.

Min mor og jeg sad i sofaen.
Jeg er hjemme på besøg, for jeg flyttede langt væk for næsten 1 år siden.
Min mor og jeg snakkede om verdens store og små ting. Vi komm ind på selvmord, efter en tydeligt fortvivlet person har kastet sig ud foran et tog på Valby station og muligvis taget en uvidende, livsglad kvinde med i faldet.
Selvvisk? Ja, det må man sige, selvom manden uden tvivl ikke havde planer om at skade kvinden også. Manden er blevet udskammet i medierne, for om end det er tragisk, at nogen ønsker at ende sit eget liv, så er det om muligt endnu mere tragisk, at en udefrakommende, uskyldig kvinde bliver påvirket i så voldsomt og uretfærdigt et omfang.
Er der virkelig ikke andre alternativer, tænker jeg. Ude af stand til at forestille mig, at man kan være så langt ude, at man ikke kalkulerer andre menneskers ve og vel med i sine planer.
Min mor, med uendelig viden og empiri, forklarer at folk på selvmordsstadiet ofte ikke ser langt ud over deres egen næsetip, fordi de er så opslugt at det følelseshelvede der rumsterer i deres indre.
Det forstår jeg, og alligevel ikke. Det ligger mig for fjernt.

Min mor er psykiatrisk sygeplejesker. Hun har arbejdet med alle slags suicidale. Både dem der gør det i et råb på hjælp, og formentligt i sidste ende ikke ønsker at dø. De ønsker at smerten inden i skal forsvinde, men deres værktøjskasse er tom.
Hun har også arbejdet med dem, hvor man med vold og magt holder dem i live, og ved de hænger sig i en lysekrone, så snar de træder ud af døren på psykiatrisk afdeling, fordi deres beslutning er truffet.
“Man kan ofte høre det på, hvor langt de er i deres planlægning” sagde min mor. Har de stedet og midlerne? De grundigste planlæggere er ofte de mest beslutsomme, mener hun.
Jeg har ingen teori til at bevise det modsatte, og det virker ganske logisk.
“Jeg var selv ved at tage billetten i december,” sagde min mor.
Jeg kiggede på hende. Fordøjede ordene, uden helt at forstå hvad der skete
Det føltes lidt, som at blive ramt af et godstog.
Min mor fortalte om, hvordan hun ville spise en masse piller, oppe i familiens sommerhus ved havet, som jeg elsker så højt. Billederne af en lufthavn, helt tom for mennesker, gled hen over skærmen, der kørte på pauseskærm foran mig. Jeg kunne kun kigge på billederne.
Jeg er ikke idiot, jeg ved godt min mor er syg. Hun har PTSD, og har vendt sit liv på hovedet hen over de sidste par år.
Nogle skelletter er kommet ud af skabet på det sidste, der giver mig indsigt i, hvor omfattende min mors sygdom er.

Men jeg lallede oprigtigt rundt i den tro, at min mor var velbehandlet og glad. For nogle år siden, ville denne information måske ikke have virket helt så overraskende.
Men jeg var af den klare overbevisning, at min mor var velbehandlet og lykkelig i sin tilværelse.

“Lagde du ikke mærke til, jeg havde det dårligt i december?” spurgte min mor.
“Tjooo,” tøvede jeg, med øjeblikkelig dårlig samvittighed. Jeg havde overhovedet ikke lagt mærke til, at min mor havde det dårligt, fordi jeg havde hovedet så langt oppe i røven på mig selv, at jeg kun ringede til min mor, når jeg havde brug for at lette hjertet.
“Men jeg er her jo stadig,” forsikrede min mor. Den køber jeg på stedet, for hun har jo ret, og det er lettest ikke at forholde sig til den slags.
Desuden er det jo mit princip, at alle mennesker har ret til selv, at bestemme hvornår de ikke gider være på denne jord mere. Og jeg er en principfast dame.

Jeg lallede videre i et døgns tid eller to. Jeg fortalte ikke nogen om vores samtale. Hvorfor skulle jeg? Hun er her jo stadig, som hun selv siger.
En aften tænkte jeg, at min mor faktisk nævnte for nogle år siden, at hun når hun havde det rigtig skidt, havde siddet i bilen, og tænkt hvad der ville ske, hvis hun bare kørte den af vejen.
Det tænkte jeg ikke så meget over, det har jeg sku også overvejet fra tid til anden, uden nogensinde at overvejet faktisk at gøre det. Men bare tænkt over hvad nu hvis.
Pludselig blev jeg rigtig vred på min mor. Hvad helvede tænkte hun på? Med min lillebror der stadig er så lille. Han kan da ingenlunde klare sig uden vores mor.
Jeg ville nok klare mig, det ville jeg blive nød til, jeg er trods alt voksen. Jeg ville også blive nød til at flytte hjem igen, og som minimum tilbyde, at min lillebror kunne bo hos mig hver anden uge.
Jeg planlagde min mors begravelse, mens jeg pressede panden mod den kolde mur i det mørke rum og knugede puden ind til mig.
Jeg ved min mor gerne ville have spillet “Vidunderlig” med Thomas Buttenschøn, og begraves i den billigste kiste der findes. Den skulle dekoreres med tegninger og blomster har hun sagt. Jeg ved min mor elsker vilde blomster. Det er noget rigtig lort, hvis man bliver begravet om vinteren, for så er de sku svære at finde. Sådan nogle vilde blomster.
Jeg ville være forfærdelig til at planlægge en begravelse, måtte jeg indse.
I realiteten var jeg vred på mig selv, over at min mor kunne være blevet revet ud af mit liv for 3 måneder siden, og det ville have føltes som et lyn fra en klar himmel. Jeg ville have været fuldstændig uforberedt, og jeg skammer mig over, at have så dårlig føling med det mennesker i verden der unægtelig står mig allernærmest.

Inderst inde føler jeg mig som et skræmt lille barn i en voksen krop. For sandt være sagt, så ved jeg ikke hvordan jeg skulle klare mig uden min mor. Helt selvvisk og barnligt.
Jeg skulle nok regne det ud. Med tiden. På sigt.
Men min mor er det klogeste, dejligste og mest elskværdige menneske jeg kender. En kvinde jeg beundrer og ser op til. En kvinde der har lært mig, at jeg aldrig skal nøjes. En kvinde der har lært mig, at pakke mine sydhavsfrugter og flytte mig, hvis jeg er utilfreds med mit ståsted.
Hun er min solstråle, min ledende stjerne, min mest fortrolige. Hun er min mor. For helvede.

Og derfor gælder menneskerettigheden, om selv at må bestemme enden på sit liv, ikke for hende.
Her forstår jeg dobbeltmoralen, for sådan har de fleste pårørende til folk der begår selvmord det vel.

Jeg forstod pludselig, hvorfor det er noget vi ikke snakker om. For fanden hvor bliver man bange. For helvede hvor gør det ondt.
Jeg kan sagtens rationelt i mit hoved, forstå hvor hårdt det må være at lide af en kronisk og altoverskyggende lidelse, der det tider må føles som en uendelig kamp. Jeg kan godt forstå, at man bare ikke gider mere.
Men barnet inden i mig tænker også helt følelsesmæssigt “hvorfor er dine børn ikke nok til, at du vil blive?”.
Det er to stemmer, begge skal høres og anerkendes. Begge skal føles og belyse situationen.

“Vil du hellere have været informationen foruden?” spurgte min mor, da vi et par dage senere tager en debreifing.
Det ved jeg faktisk ikke.
Helt oprigtig.
Instinktivt ville jeg have svaret ja. Fordi det gør ondt at vide
Nu er jeg blevet bange. Skrækken er sat i livet, og uanset hvor mange gange min mor forsikrer mig om, at hun aldrig kunne finde på det. At hun har fundet værktøjet i værktøjskassen. Så kan jeg aldrig slippe frygten for, at det ville gå min næse forbi, at min mor tumlede rundt på jorden, ude af stand til at nå værktøjet. At jeg bare ville træde henover hende, uden at sparke værktøjet, hun famlede efter, over til hende.

På den anden side, er dette den eneste måde at få selvmord aftabuiseret. Noget jeg føler man skal kæmpe for, og det er selvfølgelig ikke nemt at være en firstmover på sådan nogle ting.
Lettere sagt en gjort, som man siger. Og lige nu forstår jeg godt, hvor man ikke snakker om de her ting, for det gør dæleme ondt, når nogle man elsker, ikke ønsker at være her mere.

Jeg har altid set mig selv som et menneske med en plan. Et kort. En udstukket rute. Et soleklart pejlemærke som mål.

Det seneste stykke tid har jeg mærket mange karaktertræk, som jeg påskønner ved mig selv, smuldre mellem mine fingre og blive erstattet af ting jeg foragter.
Brokkeri, selvhævdelse og selvmedlidenhed.
Opmærksomhedshungrende, krævende og ynkelig.
Rygradsløs, tudvåren og tilbageholdende.

Det hårdeste er at se tilbage på en person man faktisk var stolt af, blive erstattet af en flæbende dejklump, der render rundt med hovedet så langt oppe i røven på sig selv, at al erindring om solen er forsvundet.
Min “mer’ vil ha’ mer'”-mentalitet har efterhånden sendt mig så hovedkulds gennem livet, at jeg ikke kan finde fodfæstet igen.

Jeg prøver at minde mig selv om de gode ting. Det gør jeg virkelig. Min momentære glæde bliver som en mælkefarvet membran hen over alt det sorte i maven.
Tvivlen og utilstrækkeligheden fylder, alligevel tager jeg mig ikke sammen.
Jeg udskyder, undskylder og bebrejder. Altid, er der en vinderlig forklaring på hvorfor tingene ikke bliver gjort.
En regnorm, er hvad jeg er blevet til.
Mest fordi jeg er bange for, at gøre mit allerbedste, og stadig ikke være god nok.
Jeg roder rundt, men prøver at lade som om jeg har styr på det hele.
Jeg tror alle andre har gennemskuet mig, men jeg er den eneste der stadig tror på den store fede løgn, der er mit liv.

Og alt dette får mig til at vende tilbage til BMA.
En situation, hvor jeg fejlagtigt troede jeg var den, med den vindende hånd. Den overlegne. Den med bukserne på.
Der tog jeg fejl.
Tre knald inde, måtte jeg endnu en gang sande, hvor ypperligt jeg sukkede efter hans opmærksomhed.
Særligt nu, da han ikke vil give den til mig.
Rasende og frustreret har jeg været. Oftest på mig selv. Over mit alt for store engagement i dette hankønsvæsen, der tydeligvis blot er en 20-årig knægt med hovedet fuld af partroner og krudt.
Men ind i mellem, særligt efter 1-2 øl for mange, er det kommet til at gå ud over ham.
At jeg har kvajet mig, og givet mere ud af mig selv end jeg egentligt vil. At jeg dagen efter med skam, har svoret aldrig at kontakte ham igen.
Efter 3-4 dages stilhed knækker jeg for det meste, og skriver til ham alligevel.
Fordi det er sådan jeg er blevet. Til en regnorm.

Og er det ikke typisk sådan legen er. Først ville han, hvor jeg ikke interesserede mig synderligt.
Nu er det omvendt. Og det er mig der sidder med den lange næse.
Egentligt er jeg OK med omfanget af vores kontakt. Et par gange om ugen er helt finno.
Dette er så skammeligt, at jeg aldrig ville sige det højt, så lad det blive mellem os.
Men jeg ville gerne være “hans” eller nogens. Jeg er ikke afklaret med om det er ham som sådan, eller om det bare er ideen om, faktisk at have en sød dude der kan lide en.
Måske er det det sidste.
Efterhånden er jeg kommet frem til, at mit behov til at gøre “krav” på ham, er at jeg på den måde kan forvente noget af ham. At han på den måde også skylder mig engagement.
Det er ulogisk og usundt. Det ser også helt skørt ud, når jeg skriver det ned.
I virkeligheden vil jeg jo bare gerne bekræftes i, at jeg er ønsket og begæret.
At kvæle ham i opmærksomhed er ikke den rigtige strategi, det ved jeg. Men ligesom en junkie, er jeg nærmest dirrende efter hans opmærksomhed efter 3 dage. Så hungrende, at jeg er villig til at sætte min stolthed og integritet over styr.
Alle overspringsundskyldningerne træder straks til. “Alle kan jo lide, at være savnet”, “der er intet i vejen med at vise man er interesseret – LIGESTILLING!” og “han skal jo bare lige mindes om, at du er sød”.
Det er alt sammen bullshit. For i virkeligheden har han ikke udvist interesse i nogle måneder. Alligevel hænger jeg fast ved ham, som en tæge på et dødt dyr. Febrilsk suger jeg det sidste næring ud af noget, der har ligget i vejkanten i månedsvis.
Ynkelig og patetisk er det eneste der kan beskrive min situation lige nu.

Engang sagde en mand, jeg så meget op til “stram op!”.
Jeg havde helt glemt, hvor kloge to så små ord kan være. Hvor kort og præcist noget kan siges.
Men mere skal der ikke til.

Stram op!

Jeg fandt ud af, at min panik over Løven bare var en hjernesammensmeltning, lige inden en stor begivenhed i mit liv. Han repræsenterer noget hjemmeligt og trygt, som en del af mig ønskede at holde fast i.

Men hans midlertidige overtagelse af min hjerne røg på røv og albuer, da jeg stod på kasernen mandag formiddag. Alle indtrykkene, menneskerne, reglerne… Det var mere end rigeligt til at holde hjernen beskæftiget, og der var faktisk slet ikke tid til hverken Løven eller Vikingen (som forresten har gjort alvor af sin bemærkning, og har inviteret min veninde på date? Whoa?!)

Men anyways så har jeg lært utrolig meget de sidste 5 døgn, så her er en kort liste:

– At man godt kan fungere på 4,5 times søvn 4 døgn i streg
– At core-træning er det vigtigste i verden
– At stå ret sammen med en hel deling, mens et menneske står og råber umiddelbart foran én
– At den rigtige påklædning er vigtig
– At sige “javel”, og titulere korrekt
– At samle et gevær fra bunden
– At der findes noget der hedder en “skæg-ansøgning”
– At semi-korte negle er umulige at holde rene
– At jeg er en slapssvans
– At indtage et komplet måltid på under 10 minutter

Jeg har sikkert lært meget mere, men det er fuldstændig umuligt at holde styr på lige nu. Der er så mange gode historier og vilde ting man allerede har prøvet, og selvom de tester en på udholdenhed, så elsker jeg det virkelig.

Men ingen Klodset Pigvin, uden at der er en fyr indblandet, selvom jeg havde svoret, at dette var mit arbejde og jeg skulle være professionel.
Derfor er det også øverst på listen over ting, jeg stadig skal lære:

– Stop med at kigge på Sergenten

Se, problemet i militæret er at der er en fast rangorden, som skaber meget stor distance mellem for eksempel værnepligtige og sergenter (det er et totalt no-no). Men ham her… Åh, altså. Han er sådan en man kunne falde for. Sådan rigtig. Lidt genert, holder sig mest i baggrunden, helt blå øjne og skønne fodboldben.
Heldigvis er hans udseende lidt specielt, så de fleste finder ham faktisk ikke attraktiv, og underligt nok gør det mig super glad, fordi så har jeg ham lidt for mig selv.
Ikke at jeg kan få ham, men i min lille fantasi-verden, som jeg bruger meget tid på for at holde mig vågen, er jeg ikke glad for konkurrence.
Og jeg kan jo altid score ham efter værnepligten. Jeg har i hvert fald både tænkt på ham, og stalket ham fuldstændig ukontrolleret (Ja, jeg fandt ham udelukkende på baggrund af hans meget almindelige efternavn. Nogen burde ansætte mig i efterretsnings tjenesten). Det er utroligt hvad internettet giver mulighed for. Sådan lige at få hans søde ansigt til at dukke op på min skærm, når jeg ønsker det.
Min eneste mulighed, er at få ham til at forstå, at jeg synes han er sød… uden at snakke med ham?
Øjenflirting-skills in progress.
Alt er ved det gamle. Pingvinen roder sig ud på dybt vand, bare med mere oppakning og tungere våben.

Fik mit fix. Mit 6 måneders fix af Vennen.

Jeg ved ikke engang hvor jeg skal starte. Fordi det hele bare er noget rod. En stinkende rodet omgang møg. Tror jeg.

Vi mødtes klokken 16, i mit yndlings men lidt overskyet København. Brormand, Vennen, undertegnet og Brormands nye kæreste. Skøn dame!

Vi spillede brætspil til vores øl. Snakkede og snakkede, så vi helt glemte spillet. Kunne mærke det fungerede fint, at han sad skråt overfor mig. Længst væk, ude fra rækkevidde.

Vi gik videre i søgen på mad. Vennen fortalte om de gamle københavner bygninger, som blev brugt til det ene og det andet studie. Pegede på tårnet over en kirke, “jeg kender én der har en nøgle derop til, det er den flotteste udsigt i byen nytårsaften,” fortalte han. Det måtte virke godt på damerne, svarede jeg. Det vidste han nu ikke helt.

Vi snakkede om Øboeren. Hendes paniske selv, når hun var under pres. “Det er den måde hun er på. Sådan er det jo bare,” jeg kiggede opmærksomt på ham. Sådan behøves det ikke være, tænkte jeg. Sagde det ikke højt. Vi traskede videre.

Længere fremme på gaden snublede en hjemløs kvinde rundt. Ved ikke om de andre lagde mærke til hende, inden hun faldt. Brormand satte i løb hen til hende. Satte sig på hug og snakkede til hende. Spurgte om hun havde slået sig meget. Hendes pupiller var store, øjnene sløve mens hun blinkkede Brormands ord ind og opfattede dem.

Vennen stod med telefonen og googlede løs. Hvem man ringede til om den slags. “Hvis vi ringer efter politiet ryger hun i detentionen,” hviskede han over skulderen til mig. Selv i hendes døs opfattede kvinden ordet “politi”. Hun viftede afværgende med hænderne. Brormand beroligede hende. Spurgte om der var nogen vi kunne ringe til.

Jeg træf en hurtig beslutning og smuttede ind i den Fakta der lå på hjørnet. Juice, sodavand og peanuts fandt vej ned i kurven. Svingede hurtigt Dankortet, med nærmest skyld over hvor privilegeret jeg pludselig følte mig.

Vennerne havde samlet sig foran butikken. Lidt rodløse. Jeg forsvandt rundt om hjørnet og satte mig ved den hjemløse. Kiggede i hendes kolde øjne.

“Vil du ikke love mig, du spiser noget af det her når du får lyst på et tidspunkt?” spurgte jeg. Hun rystede på hovedet.

Jeg kunne godt mærke paraderne. Hvem var jeg, at komme og belære hende om hvordan hun skulle styre sin rus. I mit dyre tøj, nyvasket og overklasse-agtig.

I virkeligheden identificerede jeg mig med hende, mere end hun anede. Hendes opførsel var en direkte afbilledning af hvordan jeg følte inden i. Høj på noget jeg ikke vidste hvad var, fortumlet, forvirret og trængte til nogen fortalte mig at det hele nok skulle gå.

Jeg kiggede stumt på hende, mens hun talte sort. Lagde mit ansigt i de rette folder og en hånd på hendes knæ.

Pludselig tog hun min hånd, kiggede mig direkte i øjnene, for første gang fokuseret, og sagde “smukke pige, du er skøn, dejlig og ung – det skal nok gå alt sammen.”

Jeg var lige ved at falde på røven. Følte et jag af dårlig samvittighed. Jeg var ikke sikker på om hun refererede til at hun nok  skulle klare sig, eller om hun kunne se fortvivlelsen i mit ansigt.

Jeg smilede forsikrende til hende. Sagde hun også var skøn, rejste mig og gik hen til mine venner.

“Hvad sagde hun?” spurgte Vennen. Jeg trak på skulderen. Han ville ikke forstå det…

Min far er mit idol, min helt, mit forbillede. Han lever det liv, jeg gerne vil have.

Intet rod og rene linjer.

En kone der elsker ham, fælles drømme og ambitioner. De er et power-couple.

De har ingen børn, bare mig. Der er altid plads til mig, men jeg er her selvsagt ikke meget.

Lige nu ligger jeg, med udsigt over Øresunds blinkende lys, og et funklende Malmö på den anden side af vandet, i deres super lækre, sprit-nye Amager lejlighed. Og jeg føler mig rolig. Føler jeg hører hjemme. Oppe i skyerne, med langt ned til gadens sus. Jeg kan se suset oppefra. Se solnedgangen over København, og føle lykken helt nede i maven. Jeg hører til her. Midt i hasten og larmen.

Jeg hører ikke hjemme i Jylland. Min by er ikke stor nok længere. Min fortid fylder for meget. Det er omklamrende og klaustrofobisk. Som om folk kender mig og hvilke dumme teenage ting jeg har gjort, men ikke ved hvem jeg er.

Jeg vil gerne væk, springe ud fra den afsats jeg kender og afskyer, og vide at jeg lander på mine egne fødder på den næste steppesten. Jeg ved at jeg godt kan. Kan klare storbylivet. Jeg er klar til det. Fordi jeg føler København er mit hjem i hjertet.

Det lyder totalt romantisk – det var det ikke. Det var egentligt bare Blondie og jeg der valgte at køre en tur og snakke.

Vi snakkede om alt, nærmest. Det var let og hyggeligt, bare at brænde benzin af på motorvejen i aftensolen. Intet sted at tage hen, intet at nå.

Han snakkede om Maria, hende den nye. Jeg har en dårlig mavefornemmelse, men hvis han er glad, så er jeg glad. Oprigtigt!

Vi snakkede om Vikingen. Det var mærkeligt. Eller det var det ikke, men det efterlod mig med en masse tanker.

“Jeg tror sku du har tabt den kamp snuske,” sagde Blondie og grinnede.

Jeg grinnede med, jeg tror det er en forsvarsmekanisme jeg har.

Mit selvværd og selvbillede er stadig lidt skrøbeligt. Altså jeg overlader det i hvert fald ikke i andres hænder.

Lad mig uddybbe så alt dette ikke bliver alt for kryptisk.

Jeg vejede 10 kilo mere for et år siden. Det er intet enormt vægttab, men det har været en enorm sejr for mig. For inde bag de 10 kilo fedt, der gemte sig en relativt sprød krop og en ret fed personlighed. Hvis jeg selv skal sige det, uden at det bliver for selvsmagende.

Altså personligheden har jo hele tiden været der, men den nervøsitet og mangel på selvværd jeg har følt, har skjult den godt.

Så jeg er blomstret og vokset det sidste års tid. Halleluja. Jeg vågner ofte op og kigger mig selv i spejlet og tænker enten “daaaayam guurl,” eller “nåh det er sku da ikke helt skidt.”

Og fandeme om det ikke bliver over mit lig, at et eller andet hankøns væsen skal komme og ødelægge det.

Blondies kommentar om at Vikingen var “iskold”, var både en smule latterlig (han virkede ikke iskold da jeg mødte ham onsdag), og en smule sårende. For hvorfor er det mandemenneske ikke ved at falde over sine egne ben?

“Han ville være heldig at få mig!” råber den ene halvdel af min hjerne.

Og så kommer tvivlen snigende… For er der et eller andet vitterligt galt med mig? Har jeg kronisk en bussemand siddende på kinden, men har fortrængt det og kan ikke længere se den? Er jeg et af de mennesker der klemmer sig ned i en størrelse 36 og tænker “if it zips it fits”, med deller væltende ud over det hele. Jeg tror det ikke? Min størrelse 36 er velfortjent.

Jeg vil ikke defineres af nogens afslag (og teknisk set så afviste jeg ham! At jeg har fortrudt det bitterligt bagefter, er vores lille hemmelighed), min selvtillid skal komme fra mig selv af.

Faktisk er jeg lidt træt af at føle, jeg skal anerkendes på baggrund af mit udseende. Jeg vil lyttes til, føle mig sjov og interesant. Og så kommer jeg til at savne Vennen. Ham der lytter og ser mig.

Men indtil da, så må mit anthem være Marina and the diamonds – How to be a heartbreaker.

“Rule number one, is that you gotta have fun. ‘Cause baby when you’re done, you gotta be the first to run.”

“Husk du har lovet at bage 3 kager til [indsæt ligegyldig perifær relation]s datters konfirmation,” siger mor.

Hvaba? Hvem? Hvornår? Kender jeg disse mennesker?

Følesen af ulyst skyller ind over mig. Hvorfor har jeg dog sagt ja til det, og hvornår har jeg været så latterlig overhovedet at overveje det, midt i slutspurten af gymnasiet.

“Det… Det kan jeg altså ikke,” allerede med tåre i øjnene, over at udtale de ord jeg hader allermest.

Jeg er dårlig til at sige nej, det smager som eddike i min mund.

Mor ser skuffet ud.

“Du har jo altså lovet det sidste år,” forsætter hun.

Ulysten blandes med skyldfølelse og skam. Idiot. Hvorfor lover jeg folk ting, som jeg ikke kan holde.

Hun kigger på mig med blikket. Blikket der skal få mig til at rette ind, løfte panden og mande mig op.

Jeg kan ikke. Tårene svider i øjnene, mens jeg mærker min hjerne eksplodere i uoverskuelighed.

Du godeste, planlægningen, arbejdet, perfektionen, forventningspresset. Alt sammen virker så overvældende.

“Du kan jo tænke over det.” Hun rejser sig og går.

Jeg bider tænderne hårdt sammen og retter blikket op. Kan mærke det er fyldt med foragt. Hadefuldt. Lige i det øjeblik hader jeg min mor.

Hader hende for at vide hvor presset jeg føler mig, og alligevel trykke på den ene knap hun ved, jeg ikke kan sige nej til. Skyld og forventning.

“JEG KAN IKKE!” skriger noget inde i mig.

Udenpå er der kun fortvivlet tåre. Lader hende ikke se dem.

Jeg skal jo nok gøre det alligevel.

Efter vi havde fundet før-nævnte pizza, og før-nævnte brødre, var det på tide at vende snuderne hjemad.

Jeg væltede ind af døren kl. 4, tjekkede hurtigt min mobil. En million beskeder, men én af dem var fra Byggemand Bob. Han lå på naboværelset, og ville høre om jeg ikke kom ind i puttede. I min æske-stive tilstand virkede det som en genial idé.

Og så bollede vi. Hovsa.

Det ville jo alt sammen være fryd og gammen, hvis det ikke var fordi, at det var kamp-dårligt! Han var ved alle guder noget nær den dårligste kysser, han havde alt for travlt, virkede uerfaren, kunne ikke helt få den op, og så var det den mindste diller jeg har haft nærkontakt med.

Fuck…

Det gik ikke rigtigt, jeg prøvede at dysse det hen og bare putte, sige det var okay og alt det man nu skal når det ikke går. Mest fordi jeg havde lidt ondt af ham, fordi han virkede så stresset over det…

Han kompencerede dog for det, ved at vold-fingrepule mig, til punktet hvor det gjorde ondt – og ikke på den fede måde… Min stakkels fjabbe hænger i laser i dag, og jeg magter ingenlunde at skulle sidde på en stol i et supermarked 5 timer i dag, nåh…

Han var meget ihærdig, men virkelig dårlig. Altså, det kan næsten ikke beskrives, og jeg fortrød straks jeg ikke var smuttet med Vikingen….

Efter 2 timers søvn, gik han på toilettet, og jeg så mit snit til at hoppe ind til mig selv, så vi kunne undgå akavetheden ved morgenbordet, hvis vi kom ud fra det samme værelse. Og så ville jeg ærligt gerne slippe lidt væk…

Stakkels Byggemand Bob, og stakkels mit underliv…..

Min ganske begivenhedsløse søndag i punkter

• Fået skæld ud af Vikingen inden jeg overhovedet var rullet ud af sengen (jeg nåede næsten lige at blive glad, da jeg så hans navn på displayet)
• Gået 10 kilometer i regnvejr og min skrig-gule Helly Hansen regnjakke med tilhørende sydvest hat, som jeg knus-elsker.
• Spist resten af min Ben & Jerrys, fordi jeg har ondt af mig selv.
• Grædt under bruseren, fordi jeg har ondt af mig selv.
• Gruet for at skulle arbejde sammen med Blondie i 8 timer i dag.
• Grædt over min engelsk-aflevering, som jeg ikke har tid eller overskud til.
• Følt mig som en idiot.
• Bandet over nogen havde taget den sidste københavner birkes, som jeg havde glædet mig til på hele gåturen.
• Gemt mig på mit værelse, da Byggemand-Bob kom for at hente sine ting fra hans sleep over, fordi jeg ikke havde fået make-up på endnu.
• Fundet på undskyldninger for ikke at tage op at træne inden arbejde, og læse blogs i stedet.
• Føle mig meget anti-voksen som helhed.
• Forbande samtilige reklamer på Spotify (fordi jeg er nærrig og ikke har købt premium).
• Ikke fået fikset min cykel, fordi det regner og manden med cykeldæk har lukket i helligdagene – idiot.
• Smilet til min hund fordi den er fjollet.
• Råbt af min hund fordi den rullede sig i en død måge.
• Kigget på regnvejret og hadet det.
• Følt stor trang til at bage croissanter.
• Fortrudt at jeg ikke gik ud og sagde hej til Byggemand Bob, fordi mit hår er ret fabulous i dag.
• Været irriteret over at papbror subtilt har nedlagt veto mod min plan om at score Byggemand Bob.

Nogle gange gør man ting i god intention, og det er som om modtageren slet ikke opfatter det på den måde.

Sådan havde jeg det i hvert fald med Vikingen her til morgen!

Da jeg lukkede butikken igår, sørgede jeg for at der var fyldt ekstra godt op af alting, så han ikke behøvede at fylde så meget op når han skulle åbne. Jeg nåede dog ikke en enkel opgave, og satte en post-it hvor jeg vidste han ville se det;

“Godmorgen solstråle [indsæt sol-smiley med solbriller], jeg nåede ikke brød her til aften – men alt andet burde være a-ok! Hyggehejsa, og god vagt!”

Jeg synes selv det var meget sødt – det synes Vikingen bestemt ikke! Klokken 8 havde jeg fået en meget sur og bestemt besked om at mælken var fyldt forkert og alle varerne udenfor (som egentligt er ungarbejderens ansvar, men lad det ligge) ikke var kommet ind.

Jeg ved at jeg ikke skal tage det personligt – men de sidste par uger har jeg fået meget kritik på arbejdet, og det går mig på… For jeg vil gerne gøre mit aller bedste, men de ting jeg får hug for, er ting jeg ikke er blevet oplært i, men som forventes at jeg kan alligevel. Jeg føler mig som en idiot, og at jeg ikke kan de ting jeg burde kunne.

Jeg ved godt Vikingen har arbejdet der i 3 år længere end jeg, og at jeg derfor selvfølgelig ikke er ligeså dygtig og rutineret som ham. Men derfor går det mig stadig på, når jeg føler mig så uduelig.

Jeg burde selvfølgelig være glad for kritikken, for det er den eneste måde jeg bliver bedre. Men det er bare svært, når man føler alle de gode ting man gør, bliver overset i processen.

Og det er derfor man ikke fjoller rundt med folk, som man arbejder sammen med. Det gør bare lidt mere ondt, når man gerne vil fremstå fra sin bedste side, og de så alligevel finder fejl ved det man gør.