How much of a hoe is too much of a hoe.

Efter Blondie og jeg var færdige med at være passivt aggressivt sure på hinanden, måtte vi genforenes.
Det overvældede mig lidt, hvor meget jeg faktisk havde savnet ham. At læne hovedet tilbage mod nakkestøtten og lytte til ham snakke. Den måde hvor man lytter og nikker, uden faktisk at lytte.
Han kørte selvsikkert gennem landskabet, fortalte og fortalte. Jeg nød bare nærværet og lugten af ham. At slappe af i min konfuse hjerne for en stund.
Han krammede mig da jeg blev sat af. Tæt, varmt og Blondie agtigt.
Vi havde tydeligvis ikke fået nok af vore genfundne venskab, for vi forsatte med at chatte da vi var kommet hjem.
Om alt muligt. Og så om sex. Om min støbeske. Tændvæske og broer der skulle brænde.
Om min liste over folk jeg nødig ville efterlade unfucked i vores lille by.
Pludselig snakkede vi om Vikingen. Hvordan man skulle få skovlen under ham.
“Han er stadig frisk på en trekant. Dig, ham og mig,” forklarede Blondie.
Første måtte jeg grine. Det var jo absurd.

Eller var det? Ville denne skøget-hed ikke passe perfekt ned i min lille støbeske måske?
Måske nævnte Blondie det i sjov og spas. Men jeg fik pludselig lyst til at prøve det.
Virkelig trykke på detonatoren til denne spændingsforladte by inden jeg smutter for good.

Raseri

Læseferie og sol, er en kombination, der virkelig udfordrer min viljestyrke. Hvad er vigtigst? Mit skoleprojekt eller min sommer-tan? Alle ved jo, at det er umuligt at se noget udendørs på en computerskærm.

Jeg har derfor bare tullet rundt herhjemme, uden noget tidspres, og spenderet tiden på at læse bøger (ikke af faglig karakter overhovedet), spist frokost med veninderne, shoppet og trænet (med dertilhørende hoveddrejninger efter håndboldgutterne, der tilfældigvis træner på helt samme tid som os).

Men i fredags fik min veninde 12 i det samme som jeg skal op i, og jeg tænkte “ppfffh, det kan jeg sku også”. Jaja frøken Pingvin, hvad med lige at skrive projektet mere end 2 sider langt?

Så jeg besluttede hårdnakket, at mandag ville jeg gå i gang. Og hvad laver jeg nu? Skriver blogindlæg og spiser en chips/mælkesnitte-kombi til morgenmad. Godt skuldret.          Men jeg har jo altså haft ganske travlt i weekenden. Med fødselsdage, arbejde og andre vitale arrangementer.

Så jeg skulle arbejde sammen med Vikingen, hvilket jo naturligvis optog mit hoved langt mere, end det der skole. Havde stjålet et glimt af ham uden trøje på til træning. Den slags glemmer man ikke lige umiddelbart.

Da jeg dukkede op på jobbet, gik jeg ud fra det ville være akavet som det plejer efter vores p-hus eventyr. Men jeg var fast besluttet på ikke at lade den slags slå mig ud. Jeg dukkede op efter træning. Nyvasket, nyolieret, brun-agtig og i shorts. Hvem skulle kunne stå for det? Ikke Vikingen. Han virkede meget mere varm, sjov og hyggelig end han har gjort de sidste par uger. Vi tullede lidt rundt, han virkede nærmest undskyldende for ikke at have nået noget. Jeg smilede og grinede. Stillede mig lidt tættere på end normalt. Ikke noget vildt, bare en lille markering. Stabiliserede grundlaget igen.

Det var hyggeligt, jeg drillede ham lidt, han drillede igen. Alt i alt en super god  stund. Så forsvandt han, og helvede begyndte.

Sikringer der sprang. Ting det nægtede ikke at vælte ud over det hele. Kunder i stride strømme. Mangel på aircondition. En vagt hvor man havde død travlt, men alligevel intet nåede. Da min vagt ebbede ud og jeg var på vej mod min veninde, fik jeg en besked fra Blondie.

“En anden gang skal du lige huske at ordne grønt.” Mit raseri var lige ved at koge over. Hvad fanden bildte han sig ind. Han var ikke engang på arbejde. Jeg skrev et kort og prompte svar til ham og håbede han ville lade det ligge.

Men ak nej. Han skulle tvære i det. Brokke sig over min attitude, at den slags ting skulle jeg have styr på, at det kunne jeg vel nok nå.

Raseriet brændte i min krop. Fik hjertet til at banke og panden til at prikke.

4 sekunder fra en flyveskalle hr. Blondie. Jeg lod vær at svare, lod stilheden insinuere at han var gået over stregen. Hans selvsmagende arrogance pissede mig grænseløst af, til det punkt jeg var klar til at hente springbrættet. Øretæveindbydende.                                       Han forsatte ufortrødent. Beskederne tikkede ind. Han var altid så sød ved mig, jeg skulle tage mig sammen, pakke min attitude og sure svar sammen igen. At han forstod vi havde haft travlt i dag. Det eneste jeg kunne tænke var, hvis ikke du er den med den dårlige attitude, hvorfor skriver du så overhovedet til mig? Jeg ved da godt hvad skal og ikke skal nå, men jeg kan ikke ændre på kundestrømmen min ven.

Måtte slutte den af med en lang besked, hvor jeg bad ham bakke af inden jeg fik sagt horrible ting i raseri. Sluttede beskeden med “denne besked skal ikke besvares”.

Han forstod budskabet.

 

rage

Sleepy blondes

“Du ved bedre,” “hvorfor gør du det her mod dig selv?”, “du er en idiot!”

De samme sætninger, hver gang jeg vågner med en knugende hjerneskal, og en komplet intolerance overfor lys.

Normalt plejer jeg at skide tømmermænd et stykke, men netop idag, hvor de syntes særligt uoverkommelige, blev jeg pudsigt melankolsk. Følte mig ret alene, da jeg skammeligt spiste over en halv bøtte Ben & Jerrys og så frygtlig dårlige film.

En sær trang efter at et andet menneske var til stede, så både min mavedelle og ensomhed ikke ville vokse.

Men der var jeg så. Ynkelige, alene og dopet på fløde is. Forbandede verdens uretfærdighed, ved at nogen (læs:mig) havde sørgede for, jeg skulle på arbejde til lukkevagt.

Alt virkede horribelt da jeg trampede mod butikken. Heldigvis var Blondie mindst lige så træt som jeg. Den stakkel.

Jeg satte mig, og brokkede mig over sværhedsgraden ved at være både tømmermands-ramt og servicemedarbejder i en dagligvareforretning.  uretfærdigt, når jeg bare gerne ville putte.

Pludselig stod Blondie ved siden af mig. Lænede hagen mod mit hovede og møvede næsen i mit hår, som jeg heldigvis lige havde vasket med den lækre hårkur. Lænede instinktivt hovedet mod hans bryst. Trygt, varmt og velduftende. Han dufter altså umådeligt godt.

Umiddelbart tænkte jeg ikke noget mærkeligt i situationen. Indtil hånden kom. Hans hånd på min talje. Op og ned – rytmisk, beroligende, hypnotiserende.

Og med ét skiftede stemningen. I mit hovede i hvert fald. Fra vores flere måneder lange platoniske venskab, hvor linjerne aldrig blev overtrådt.

Kombinationen af hans varme, hans duft og hånden der rørte der hvor det kilder lidt, på den helt rigtige måde, gjorde mig saglig. Kroppen dunkede varmt, higende efter mere. Havde lyst til at løfte hovedet og finde ud af hvad der skulle ske. Havde lyst til at tage hans hånd. Tegne efter blækstregerne i hans hud på underarmen. Gjorde det ikke. Der var for meget på spil. Min ven. Som jeg holder meget af, men som kan ét eller andet. Tænde noget. Pille ved det. Spille med det. Vække nerveenderne og få pulsen til at slå hurtigere.

Mit hovede kørte med 120 km/t, og alligevel ikke. Det var så rart og hjemmeligt, nærmest.

Så jeg puttede hovedet tættere ind til hans bryst og ventede på han blev træt af det. Jeg havde i hvert fald ikke tænkt mig, at bryde trancen.

Efter sekunder, minutter, timer (?) brød han og tog hjem, efter han havde stået lidt med min hånd i sin.

Hvad der skal lægges i det ved jeg ikke. Jeg vil gerne have mere, og samtidig vil jeg ikke ødelægge det venskab, vi endelig har fået stablet på benene. Vil ikke komplicere det igen.

Men ih guder hvor dufter han dog godt….

 

sleepy

Rulle mod solnedgangen.

Det lyder totalt romantisk – det var det ikke. Det var egentligt bare Blondie og jeg der valgte at køre en tur og snakke.

Vi snakkede om alt, nærmest. Det var let og hyggeligt, bare at brænde benzin af på motorvejen i aftensolen. Intet sted at tage hen, intet at nå.

Han snakkede om Maria, hende den nye. Jeg har en dårlig mavefornemmelse, men hvis han er glad, så er jeg glad. Oprigtigt!

Vi snakkede om Vikingen. Det var mærkeligt. Eller det var det ikke, men det efterlod mig med en masse tanker.

“Jeg tror sku du har tabt den kamp snuske,” sagde Blondie og grinnede.

Jeg grinnede med, jeg tror det er en forsvarsmekanisme jeg har.

Mit selvværd og selvbillede er stadig lidt skrøbeligt. Altså jeg overlader det i hvert fald ikke i andres hænder.

Lad mig uddybbe så alt dette ikke bliver alt for kryptisk.

Jeg vejede 10 kilo mere for et år siden. Det er intet enormt vægttab, men det har været en enorm sejr for mig. For inde bag de 10 kilo fedt, der gemte sig en relativt sprød krop og en ret fed personlighed. Hvis jeg selv skal sige det, uden at det bliver for selvsmagende.

Altså personligheden har jo hele tiden været der, men den nervøsitet og mangel på selvværd jeg har følt, har skjult den godt.

Så jeg er blomstret og vokset det sidste års tid. Halleluja. Jeg vågner ofte op og kigger mig selv i spejlet og tænker enten “daaaayam guurl,” eller “nåh det er sku da ikke helt skidt.”

Og fandeme om det ikke bliver over mit lig, at et eller andet hankøns væsen skal komme og ødelægge det.

Blondies kommentar om at Vikingen var “iskold”, var både en smule latterlig (han virkede ikke iskold da jeg mødte ham onsdag), og en smule sårende. For hvorfor er det mandemenneske ikke ved at falde over sine egne ben?

“Han ville være heldig at få mig!” råber den ene halvdel af min hjerne.

Og så kommer tvivlen snigende… For er der et eller andet vitterligt galt med mig? Har jeg kronisk en bussemand siddende på kinden, men har fortrængt det og kan ikke længere se den? Er jeg et af de mennesker der klemmer sig ned i en størrelse 36 og tænker “if it zips it fits”, med deller væltende ud over det hele. Jeg tror det ikke? Min størrelse 36 er velfortjent.

Jeg vil ikke defineres af nogens afslag (og teknisk set så afviste jeg ham! At jeg har fortrudt det bitterligt bagefter, er vores lille hemmelighed), min selvtillid skal komme fra mig selv af.

Faktisk er jeg lidt træt af at føle, jeg skal anerkendes på baggrund af mit udseende. Jeg vil lyttes til, føle mig sjov og interesant. Og så kommer jeg til at savne Vennen. Ham der lytter og ser mig.

Men indtil da, så må mit anthem være Marina and the diamonds – How to be a heartbreaker.

“Rule number one, is that you gotta have fun. ‘Cause baby when you’re done, you gotta be the first to run.”

giphy-6

8 timer med Blondie…

…. Blev til den sjoveste vagt jeg nogensinde har haft, og nok den hyggeligste dag i min påske.

En ganske grufuld dag, fyldt med uheld, forvirring og stress, men så ekseptionel sjov fordi vi var sammen om det. Jeg har hygget og grinet 8 timer i streg – det er virkelig længe siden jeg har det.

Vi har snakket om alt fra politik til hans nye dame og lidt om Vikingen (som han uopfordret havde wingmannet lidt for mig inden på lørdag).

Mine fingre og negle er fuldstændigt smadret fra alverdens papkasser og skidt, men mit humør er ikke til at skyde igennem.

Han er virkelig blevet en vidunderlig ven, ligeså snart vi begge besluttede os for, at vi altså ikke skulle mere end det!

giphy

Når man har brug for en helt

Jeg ser mig selv som et ret selvstændigt menneske. Jeg kan lide, når jeg kan gøre tingene selv. Jeg er på mange måder, som et stædigt “kan selv, vil selv”-barn. Ja, nogle gange stamper jeg næsten i jorden og holder vejret, hvis det hele ikke lige går efter mit hovede. Charmerende karaktertræk. Jeg ved det.

Anyways, det er det der vinterferie, og jeg skulle arbejde i weekenden. Med en uforklarlig dunkende hovedpine og et overskud noget lig nul, begav jeg mig ind i den længste 8 timers vagt jeg nogensinde har haft. Drømme søndag. Alt gik galt. Jeg nåede intet af det jeg ville, havde en masse hængepartier. Glemte hvor jeg var kommet til når jeg blev afbrudt. Fik sygemeldinger. Alt var nederdrægtigt.

Omkring lukketid var jeg grædefærdig. Min krop gjorde ondt, mit hovede hamrede afsted, som havde jeg været 1 uge på Roskilde Festival med en menu udelukende bestående af rødvin.

Dagen efter skulle jeg tideligt op, og i sommerhus med min fars familie, langt ude på bøh-landet. Misforstå mig ikke, jeg elsker min familie. Men de er ret konservative, og har ikke særlig højt til loftet hvad angår alternativ tankegang. Heldigvis er min far mere af min støbning, og vi kan på den måde bakke hinanden lidt op, når det kommer til diskussioner. Det var derfor noget uoverskueligt, at se min far og hans kone forlade sommerhuset onsdag, og vende næsen hjemad. Og efterlade mig med oppositionen.

Min bedstemor elsker mig rigtig højt, men nylige beslutninger jeg har truffet i mit liv, huer hende ikke, og det har skabt en hvis distance.

3 dage mere med dette virkede fuldstændigt uoverkommeligt. Særligt da jeg blev færdig med min bog, og ikke længere kunne gemme mig. I hvert fald ikke med en valid grund.

Timerne gik efter fars afgang, og jeg følte mig træt og ked af det (PMS-livet er selvfølgelig også en form for undskyldning). Under aftensmaden spurgte flere ind til om jeg følte mig frisk, fordi jeg så lidt bleg ud. Og et lille vindue åbnede sig. Jeg kunne komme væk, med en simpel forklaring om at jeg var blevet syg. Jeg skulle bare finde en der kunne køre mig.

“Kunne du ikke helt vildt godt tænke dig, at køre en tur ud hvor kragerne vender og hente mig?” spurgte jeg Blondie. Det var som at gribe efter et græsstrå, men det var mit eneste håb, når det var blevet så sent.

1 minut efter havde jeg Blondie i røret.

“Jeg var lige på vej ud at træne, hvor er du?” spurgte han, med sin venlige og velkendte stemme.

Jeg spurgte om han ikke ville træne inden han kom, jeg kunne sagtens vente.

Ikke tale om, jeg kommer med det samme! Send adressen og pak dine ting” grinnede han.

20 minutter senere holdt han i indkørslen, mens min familie kiggede nysgerrigt ud for at spotte et glimt af mit lidt hemmelighedsfulde mandlige bekendtskab, der sådan kom og hentede mig om aftnen. Han smed mine ting i bagagerummet, og bakkede ud af indkørslen. Jeg lænede hovedet tilbage og sukkede af lettelse. “Er du okay?”. Nu var jeg. Jeg kunne mærke, hvordan jeg med det samme slappede af i den varme bil, den duftede af Blondie, musikken var behagelig, og mørket omsluttede os.

Hele vejen hjem snakkede vi om alt og ingenting. Vi grinnede, snakkede lidt alvorligt og grinnede så igen. Nemt og behageligt.

Jeg kan selv, og jeg vil selv. Men som vi kørte gennem mørket, trygt og varmt, føltes det rart faktisk at være blevet reddet.

Giv slip…

Det har været en lang uge. Livet flakser sig ikke lige som jeg vil, og derfor faldt jeg lørdag aften til en god ven – rødvinsfalsken. Jeg blev hurtigere fuld end jeg regnede med. Jeg skrev en fjollet besked til Blondie. Han ville gerne se mig. Jeg ville sku også gerne se ham. Helst lidt mere af ham. Han var på arbejde. Jeg tog derop, og så ignorerede han mig faktisk frem til jeg skulle hjem igen efter lukketid. Det tacklede jeg ikke særlig flot i min brandert. Jeg blev faktisk rigtig kællinge-sur. Flot move, virkelig charmerende. Det lort gad Blondie ikke finde sig i, det forstår jeg godt.

Han spurgte hvad der skete for mig, da jeg var kommet hjem. Jeg var stadig fuld og overbevist om at det var hans skyld. Så jeg svarede surt tilbage at jeg ikke gad det her halv-hjertede flirteri mere. Det var virkelig dumt. Vi skændtes ikke rigtigt, men ord blev udvekslet… Jeg fortaltet jeg kunne lide ham… Lide ham for meget. Jeg vil jo ikke have det stopper, men det begynder at gøre ondt nu. Jeg begynder at tage det for seriøst.

Stemningen er mærkelig. Jeg mente det ikke. Mente ikke noget af det jeg fik sagt. Men måske er det meget godt med en pause, for som min veninde så fint skar ud i pap for mig; “du er jo helt pjattet med ham”. Og det har hun fuldstændig ret i. Det er jeg, og det er en fucking fejl. Det var ikke planen.

Han skrev igen her til morgen, jeg skrev undskyld, han sagde jeg ikke skulle tænke på det. Han spurgte om jeg ville komme op og hjælpe ham. Han havde sovet dårligt. Der var en spøjs stemning. Jeg skammede mig og kunne ikke rigtig være mig selv.

Jeg vil gerne mere… Men jeg er bange for at brænde nallerne, og jeg tror jeg har fucket det op for good denne gang.

Jeg drikker aldrig igen

giphy-20

Fuckboy-shaming

Forleden læste jeg et opslag omkring hvor “ulækre” disse “fuckboys” er.

For lige at have alle med, er fuckboys en ung fyr, der ikke interesseret i at have et romantisk forhold, men rigtig gerne vil have sex med mange forskellige. Da jeg var ung kaldte vi dem players, men lad det ligge.

Jeg forstår problemet. Der er en trend for at vi skal prøve alt, være frigjorte, ikke binde os, være selviske. Det er cool nok. Det er svært at prøve det hele når man har en fast partner. Men samtidig florerer der en totalt overproklameret trend for at fyre skal gøre latterligt ekstraordinære ting for deres kærester, for at bevise deres engagement. Det må stoppe. De stakkels fyre kan jo nærmest ikke gøre noget rigtigt. Den ene dag skriver de “hey smukke”, den næste har de kæreste på, og hun forventer en Tiffanys ring i uges dags gave.

Men nu er dette fuckboy begreb opstået, og det pisser mig en smule af. For grunden til det overhovedet har fået en negativ klang, er manglende forventningsafstemning. Jeg hader at være forvirret i en relation, og jeg er derfor nogle gange ret hurtig til at spørge hvad intentionen er. Nogle vil kalde det for hurtig, men hvorfor spilde tiden?

Lad os bruge den evigt gode Blondie som endnu et eksempel; Blondie sendte lidt mixet signaler om hvor vores ståsted var. Jeg havde først opfattet ham som den ideale fuckboy (yep, jeg synes de er geniale), men pludselig blev jeg i tvivl om han havde redebygger-tendenser. Derfor spurgte jeg, og jeg kunne fornemme han trådte varsomt fordi han forventede at jeg ville have mere; forholdet, tosomheden og kæresteriet. Der kunne jeg så berolige ham med, at jeg slet ikke havde tid til den slags, men jeg var rigtig glad for ham som min ven, men også gerne ville prøve lidt mere. Men at vi skulle udenlade følelser. Han havde det heldigvis på samme måde.

Netop fordi vi har forventningsafstemt; jeg ved hvad han vil, og han ved hvad jeg vil, hvilket heldigvis er det samme. Så er spillereglerne sat op. Det er venskab med komplimenterende sex, og derfor bliver jeg heller ikke sur når han snakker om andre scoringer, eller andre bare piger generelt. Det irriterer mig ikke når han ikke svarer, det skylder han mig ikke. Og visa versa.

Derfor måtte jeg også hanke op i mig selv, da jeg begyndte at mærke de der feels komme krybende. At jeg blev lidt for glad for at se ham, lidt for irritabel når han ikke svarede, at det gjorde lidt for ondt når han snakkede om sine scoringer. Jeg kunne mærke det påtagede smil, og anstrengelsen i at skulle virke upåvirket. Det er jo ikke hans fejl. Vi havde en aftale, han har aldrig lovet noget og derfor er det mig der må bakke. Jeg tog et par dage, et par lange snakke med veninder, og fik styr på det hele.

Han er en god fyr, en god ven. Men han er heller ikke kærestepotentiale lige nu. Og det tror jeg der er mange fyre der ved. Så spørg dem dog i stedet for at forvent du skal være hans 4-ever boo.

Der er intet galt med at være en fuckboy, så længe de er ærlige og ikke bilder en alt muligt ind.

Hvis du ikke kan lide duften i bageriet, så kan du sku da bage dit eget brød.giphy-18

Puls over 160

Jeg har været rigtig voksen – i en hel weekend. That’s right, 72 timer af voksenhed.

Jeg har skulle drage omsorg for et lille menneske. Min kusine. Det har været hyggeligt, fornøjeligt og på alle måder elskeligt. Men jeg var godt nok glad for, at jeg kun skulle være voksen i én weekend. At jeg derefter kunne levere ungen tilbage. Og dermed kunne stoppe med at være voksen igen.

Jeg kunne rigtig mange ting, fandt jeg ud af; spise på McD i børneafdelingen en fredag aften mens jeg smilede og vinkede til “mit” barn, overholde sengetider og sukkerrestriktioner, være pædagogisk og skide god til at trøste. Ja, man skulle nærmest tro jeg havde prøvet det før. Men fredag aften, da barnet sov sødt med sut og det hele, så kunne jeg mærke teenage-nykkerne. Det var alligevel kedeligt derude på landet. Så jeg lod Johnny Depp og Orlando Bloom underholde mig med skønt pirateri. Da trætheden alligevel slog ind, gjorde jeg mig klar, til at ramme dynerne, i mit grimmeste nattøj.

PLING!

Bedst som lyset var blevet slukket og øjnene lukket, nåede lige at tænke det bare havde at være vigtigt, ellers ville der rulle hoveder.

Hey putte, er du hjemme?” skrev Blondie. Det kunne jeg ikke påstå jeg var.

Han ville egentligt også bare vide, om taxaen skulle smide ham af hos ham eller hos mig. Skuffelse. Pludselig var der meget langt hjem og fristelsen var enorm. Af alle weekender, så valgte han at skrive efter et bootycall, den dag jeg ikke var hjemme.

Det var der jo ikke noget at gøre ved. Men sød var han. Lidt mere nu da alkoholen havde lagt sig over hans hjerne.

PLING! 

“Vil du vide hvad du går glip?” spurgte han. Nåh nåh, Blondie var i drunk-sexting humør. Det virkede da løjerligt, så jeg legede med. Og sikke ideer han havde. Jeg var imponeret. Kunne mærke adrenalinen banke rundt i kroppen.

Efter lidt tid måtte jeg runde den af, så frustrationen og de varme kinder ikke tog over. Weekeden gik, han skrev ikke mere. Jeg gik udfra han var lidt pinlig over det. Det var sødt nok.

Jeg skulle på arbejde, da barnet var leveret tilbage til sin retmæssige ejer. Sad og stenede i en kontorstol. Ens hjerne kan kun kapere en vis mængde “Frost”-relaterede snak og spørgsmål, erfarede jeg.

“Har du savnet mig?” lød det fra døren til kontoret. Jeg snurrede rundt på stolen og så Blondie. Smilende, ædru og i vidunderligt humør. Jeg måtte indrømme i mit stille sind, at det havde jeg faktisk. Jeg havde lyst til at kramme ham (og meget mere), men styrende mig – det var kun 4 dage siden vi havde set hinanden sidst. “Har du savnet mig måske?” spurgte jeg drilsk igen. Det havde han, sagde han. Og mit hjerte sprang et slag over. Han satte sig, vi snakkede. Jeg spurgte ind til hans bytur, han forklarede. Han fortalte om sit nyfundne liv med cølibat.

Blondie har tideligere været en rigtig score-kal – ny dame hver uge – og jeg troede faktisk stadig han var det. Men ak nej, han havde prøvet det der med ikke at have sex i flere uger ad gangen (faktisk siden vi kyssede til julefrokosten. Læs: 3 uger – you go Blondie), det fungerede fint for ham, sagde han og det gjorde mig lidt glad indeni.

Vi har ikke haft sex endnu… Chancen har ikke været der, mellem skiftende sygdom og alt det der skole jeg laver. Men stemningen er ved at peake, og jeg mærker trangen til at røre ved ham helt ud i fingerspidserne, når vi er sammen. Pulsen dunker varmt igennem kroppen, åndedrættet bliver lidt mere hult når han står helt tæt på.. Jeg er klar hvis han er.

Så kys mig dog menneske! 

giphy-19

 

Hey flotte! Mere tak!

Selvudråbt kyniker/realist, som jeg nu er, har den sidste uges tid, været en smule tumult for mig.

Sådan nogle følelser, som sommerfugle i maven, er ikke nogle jeg byder velkommen med åbne arme. Jeg brydes mig ikke om det, jeg synes det er drænende og udmattende, så jeg prøver at skubbe sådanne følelser væk, så godt som muligt.

Men så kommer Blondie, med sit flotte blonde hår, helt lige smil, lækre overarme og fejer benene fuldstændig væk under mig. Det er sku ikke fedt, og så alligevel.

Det hele startede for alvor sidste fredag, til årets sidste eller første julefrokost (alt efter hvordan man ser på det). Søde Blondie, arbejdsom og hjælpsom som han er, havde arrangeret det hele, og sørget for at nogle andre lukkede butikken. Men til min store ærgrelse, så havde han også påtaget sig ansvaret for at åbne butikken næste morgen, og ville derfor holde sig ædru. Det var derimod overhovedet ikke hans plan, at jeg skulle være det. Det var faktisk ingen af gutternes plan. Som ene pige på mit team, måtte jeg mande mig op og følge med. Og det gjorde jeg. I en sådan grad at jeg selv blev helt stolt (i øjeblikket – bestemt ikke dagen efter). Blondie stod tæt på, helt lækker i en skjorte lige så lyseblå som hans øjne. Hans hånd lå på min skulder, mens han stod bag mig.

Da festlighederne sluttede, ville Blondie køre mig hjem. Det havde jeg ingen indvendinger imod. Vi krammede farvel, jeg sagde tak for turen og opdagede pludselig hvor fuld jeg lød. Han syntes det var sødt, og pludselig kyssede vi. Som jeg husker det kyssede han ualmindeligt godt. Men så igen – det har vodka før bildt mig ind. I min fuldskab begik jeg dog fejlen…

“Vil du ikke med ind?” spurgte jeg ham.

I min alkohol-osende tilstand virkede det ganske logisk. Han undskyldte med at han skulle tidligt op på arbejde næste morgen, og han nok ikke ville få sovet meget, hvis han kom med ind. Straks skammede jeg mig – en hel ny side af min persona var kommet frem:

slutty pengiun

Ikke en jeg er stødt på før, men i særdeleshed har stiftet bekendtskab med den følgende uge.

Da jeg kom ind i seng, må jeg være faldet i søvn umiddelbart efter jeg havde skrevet en kvajet fuldebesked (inklusiv stavefejl) til samtlige veninder om mine udskejelser. Da jeg vågnede næste morgen til alt for kraftigt sollys og mangel på Blondie, havde han dog efterladt en besked på min telefon…

Vi skrev hele dagen mens han arbejde, og jeg plejede mit skrøbelige korpus. Og sådan har det faktisk forsat lige siden. Der går ikke mere end 24 timer mellem at vi skriver, og hver gang hans navn dukker op på min skærm, bliver jeg glad inden i. Jeg elsker at få hans opmærksomhed, og jeg smiler som et fjols ad min telefon, når vi skriver sammen inden sengetid.

Vi har set hinanden flere gange i løbet af ugen, dog altid med selskab fra kollegaer, men flirtet er der blevet. Han har dog meget travlt med at lege alpha-macho når de andre gutter er der, og fortælle om scoringer, damer ect. ect. Mens jeg sidder ved siden af. Jeg ruller lidt med øjnene og smiler til ham.

Jeg er ikke forelsket, han vil ikke noget seriøst lige nu – det vil jeg heller ikke. Jeg er ikke klar til bånd og forpligtigelser. Jeg er ikke klar til at møde forældre og familier. Jeg er ikke klar til at glemme Vennen.

Men jeg glæder mig til at prøve at kysse Blondie i ædru tilstand.

 

giphy-15