Har vi dem ikke alle? Vores kendis-crush…. Mennesker så genetisk begunstiget at det nærmest virker absurd. Personer hvis arvemateriale er så attraktivt, at man straks får lyst til at reproducere med dem… I en elevator, på et køkkenbord, i en park… Alt efter hvor man fik muligheden for det.
Mit ultimative crush lige pt. er Jonathan Harboe. Google ham, han er det værd.
Efter en sygdoms serie-marathon hvor valget faldt på “Sjit Happens”, så er det gået op for mig, hvor utroligt flot et menneske Mr. Harboe er. Altså, det burde jo nærmest ikke være lovligt at være så latterligt lækker.
Og problemet med disse flotte mennesker, er tit at de er meget bevidste om at de faktisk har frit valg på alle hylder.
Finder du én, der ikke er klar over det; så hold for guds skyld fast i mennesket!
På den måde vil folk af mere ordinært udseende, som jeg selv, nok blive fravalgt af den gode Jonathan (ikke at han er overfladisk – hvad ved jeg, jeg kender ikke manden – men lad os være realistiske).
Så Jonathan er et af disse panty-dropping type mennesker, jeg forstiller mig fyre har den samme tilgang til kvinder som Blake Lively, Selena Gomez, Megan Fox ect. ect. Piger der bare giver en instant-boner.
Men… Der findes jo tusindvis af fyre i vores hverdag som har nogenlunde den samme effekt. Særligt hvis man finder ud af, at de er ret nice, at være sammen med. På trods af fejl og mangler, kan en “ordinær-hverdags”-fyr jo sagtens skabe hovedekuller, hjertebanken, røde kinder og Lalandia i trussen.
Lad os bruge Blondie som eksempel. Til at starte med, havde jeg overhovedet ikke kategoriseret ham som lækker. Men som man lærer ham at kende, så blev han bare sødere og sødere – pænere og pænere. Til sidst én jeg havde hede drømme om.
Som man lytter til hovedefokuset for mange piger på min alder, så er det at ligne disse modeller man ser på alle mulige medier. Et absurd og sygeligt behov for at opnå “ideal-kroppen”. En krop man skal huske på, at disse mennesker lever af, og dermed bruger op til 8 timer i døgnet på at træne og passe, de lever på bestemte diæter og efter en meget omfattende livsstiv, for at opnå netop “idealet”. Og hvordan skulle en normal studerende kunne nå det?
Men for at være helt ærlig, så tror jeg drenge har det på præcis samme måde som piger. De har ikke brug for en model for at tænde på en pige, eller forelske sig i hende.
Det tror jeg nogle gange piger bliver forblændet af Hollywood-glans og god belysning. Verden er baseret på kemi, og ikke lange øjenvipper og høje kindben.
Som teenager i skrivende stund, er der en Facebook-trend der ikke gået min, til tider distræte, næse forbi.
En deling af billeder, med budskaber der hylder jalousien i forhold.
Udsagn der negligerer det katastrofale tilfælde jalousi faktisk er.
I disse udsagn bliver jalousi opstillede som, lidt sødt, lidt sjovt og fuldstændig socialt acceptabelt.
Som om det er helt oki-doki at hun lige kigger kæresten over skulderen når han skriver sms’er, som om det er lidt nuttede at hun tjekker hans mobil i smug, som om det er helt finno at hun går op i en spids over at en “random hoe” liker hans billede. Jojo – alle disse tilfælde er jo blæst ud af proportioner, fordi overdrivelse fremmer forståelse. Bortset fra at disse kvinder findes, og vores massive deling og like-ning af disse opslag på Facebook, blot skaber en form for social accept af noget, der faktisk er et kæmpe problem.
Jeg skal ikke se mig selv for god til, at have smagt jalousiens bitre smag i munden, at have snaget i min eks telefon, at være blevet sårede over en kommentar fra en af hans veninder. Men jeg følte mig bestemt ikke hverken, sød, nuttede eller oven på. Og sådan skal det heller ikke være. Hvis man spørger mig.
For såvel som den forsmåede part i et jalousi-drama, så lider den stakkels gut altså også. Mon det er fedt at blive beskyldt for alt muligt man ikke har gjort, og ej heller havde intentioner om? Er det specielt fedt at skulle aflægge rapport hver gang man går ud med vennerne? Nej ikke rigtig. Den anden part bliver straffet for en forbrydelse de ikke engang har begået.
Jeg er et af de slags mennesker, der har et par rigtig gode hankøns venner. Venner jeg sætter ubeskriveligt meget pris på. Og hvis en kæreste ubegrundede begyndte at begrænse min tid med dem, eller – gud forbyde det – snagede i mine ting for at finde et grundlag for jalousi, ville jeg føle mig krænkede helt ned på celleplan.
Jeg har absolut intet at skjule med mine venner, hvis han spurgte, måtte han hjertens gerne læse vores korrespondance, dog ville jeg finde behovet en smule besynderligt. Men at gå bagom ryggen på mig, for at bekræfte hans egen usikkerhed ville være nok til at jeg smækkede døren i – for good.
Jeg stoler på at min “special someone” er sammen med mig, frem for alle mulige andre, af en grund. Og jeg vil da virkelig ønske, at han har det på samme måde.
Som sagt har jeg dealede med jalousi. Noget begrundet, rigtig meget ubegrundet. Det er ikke en nem følelse. Men jeg synes man skal huske på, at det er et problem der ( i de fleste tilfælde) ligger i én selv. En usikkerhed man selv puster liv i, hver gang man laver en scene ud af det. Det er ikke nemt, men jeg tror oprigtigt at det er en følelse man nogle gange må bide i sig, sluge, skrige ned i en pude – for det er vitterligt ikke den andens skyld (for det meste). En følelse der, hvis italesat for ofte, kan rive et forhold fra hinanden.
Jeg har nogle veninder der bruger udsagnet “jeg stoler jo på ham – det er bare alle de andre piger jeg ikke stoler på”. Jeg bliver så trip-trap-træt hver gang, jeg skal høre på det. Er deres rationalitet kortsluttede fuldstændigt? Der skal to til tango, og en eller anden trunte kan ikke bare stikke tungen i halsen på manden, uden han ligesom er med på den. Eller det kan hun godt, men så hedder det nærmere seksuel chikane, og den slags kan man sku få ballade for (har jeg hørt). Hvis din mand bliver overfaldet af en voldsomt-twerkende man-eater på toilettet, der grinder op ad ham og laver vaskemaskinen på hans tænder, alt i mens han græder og kalder på sin mor, fordi han på det vitterligt ikke har lyst – så ville man vel ikke bebrejde ham dette voldsomme overfald. Et andet scenarie er at man er kæreste med en rygradsløs regnorm, der hælder for mange Mokaï indenbors på en lørdag, og slutter af med at snave med adidas-trunten i hjørnet. Den type er værdiløse og skal forlades så hurtigt, at de kun når at se din awesome røv og en fuck-finger.
Dette er de to eneste scenarier. Og ingen af dem retfærdiggøre at udsætte mande-mennesket for jalousi. Den sidste kan få en kuffert med tøj lige i fjæset – i bedste Hollywood-stil, men intet andet.
Vi er igang med at avle en generation af selvhævdende, kontrollerende, opmærksomheds-hungrende, telefon-kiggende, facebook-snagende redebyggere, ved kollektivt at acceptere sådan en form for opførsel. Der higes så meget efter “boyfriend goals” og andre Tumblr-klicheér med filtre og life-quotes plastrede hen over dem, at lige så snart der indfanges en uvidende stakkel, så kvæles han i tosomhed, Netflix-snuggles og værst af alt “nuttede”-jalousi.
Stop det.
Skulle vi ikke i stedet hylde troskab, tillid og frihed til at være individer, i stedet for at leve i påtvungen symbiose, fordi det er så meget på mode lige nu.
For tiden virker det som om, at det mere er idéen om at have en kæreste, man kan lave “perfect-couple”-ting med, vi dyrker. I stedet for det smukke i, at finde et individ vi finder så skønt, dejligt, sjovt og vidunderligt, at vi har lyst til at bruge tid med dem. Men de er stadig et individ, og det er det man forelsker sig i. Derfor er det også vigtigt de får lov til at blive ved med at være det, så de ikke ender som en beige-klædt forstadsmand der kører i Citroën Berlingo – fordi “den er så pratisk”.
Nu bliver det måske en smule navlepillende, og en smule pinligt. Det kommer ret tæt på og bliver ret privat.
I Januar var jeg nede, langt, langt nede. Så langt nede, at jeg ikke helt kan sætte mig ind i det længere. Min vægt den peakede, og jeg selvom jeg ikke lå i overvægts-kategorien rent BMI-mæssigt, så var min fedt-procent tårnhøj, og jeg spiste ukontrollerede af lige præcis hvad der passede mig. Bare for at gøre noget. Jeg undskyldte det hele med, at jeg var langt mere aktiv end de fleste andre, alt i mens det ene kilo tog det andet.
I en lang periode virkede alt umuligt, uoverkommeligt og uoverskueligt. Og som den trøste-spiser jeg er, lod jeg mig trøste af mad og søde sager. Dagligt. Flere gange.
En dag blev det for meget. Jeg havde konsumeret i pose Haribo, en pakke flødeboller og en plade chokolade på en enkelt aften. Det var ikke første gang den uge. I shit you not. Jeg gik forbi mit store fuldfigurs-spejl på vej på ud på badeværelset, og blev ramt af et fuldstændig alt-overskyggende selv-had. Jeg hadede mig selv så frygteligt i det øjeblik. Jeg hadede mine handlinger og hele mit ynkelige selv. Jeg brød fuldstændig sammen.
Jeg løb ud på badeværelset og i et desperat forsøg, midt i en forvirring af gråd, hulken og snot an mass ud af næsen, på at gøre skaden god igen, stak jeg to fingre i halsen på mig selv, for at få det hele op igen. Jeg tænkte ikke rigtig over det, men troede det ville få mig til at få det godt igen. Men jeg kunne ikke gøre det. Jeg kunne ikke overskride den grænse. Mit hoved var ét stort kaos. Den ene side sagde jeg skulle tage mig sammen og bare gøre det, den anden sagde jeg skulle lade vær.
Midt i det hele, mens jeg sad bøjet over toilettet og græd, kiggede jeg på mine bøjede ben, og hadede synet. Sådan som de flæskede ud i siderne. Jeg væmmedes ved mig selv. Jeg kunne ikke holde mig selv ud. Og med ét tog jeg en beslutning.
Det skulle være slut det pis.
Slut med selvynk og selvbedrag. Jeg ville fandeme være stolt af at være mig selv. Og fandeme om, jeg ikke nok selv skulle sørge for det.
Jeg åbnede toiletdøren og så et par meget varme, kærlige, brune øjne stirre på mig. Min hund havde siddet foran døren og ventet på at jeg skulle komme ud. Jeg er ikke særlig sentimental omkring dyr, men min hund, min baby, kender mig. Han kan læse mig og mine signaler før jeg nærmest selv tænker over det. Jeg satte mig på gulvet, og det store læs krøb ind mellem mine ben og lagde hovedet på min skulder. Og der blev han siddende til jeg var færdig med at græde. Det er svært at forklare, men at få nogens (mennesker eller dyrs) ubetingede kærlighed, uden at skulle forklare sig, betyder utroligt meget. Og midt i alt mit selv-had og væmmelse, kunne jeg se ham, elske mig betingelsesløst på trods af alt hvad jeg hadede ved mig selv.
Derefter gik jeg ind og skrev et hudløst ærligt brev til mig selv. Som motivation til mig selv, når jeg havde lyst til at falde i. Jeg har aldrig fortalt nogen om brevet. Men jeg deler det her.. Jeg ved ikke helt hvorfor, måske kan andre finde mening eller motivation i det?
“Tillyke,
Du er nu blevet, om muligt, endnu mere ynkelig og rygradsløs end du var i forvejen. Du er ikke længere bare pigen der skar i sig selv, fordi det hele blev lidt for meget. Du er nu også pigen der stak to fingre i halsen på sig selv, efter endnu et ukontrollerede æde-orgie. Du må virkelig være stolt! Du har nu ramt en hel ny form for bund. Så langt nede at du kun omgives af amøber og fossile brændsler. Skide godt.
Når det så er på plads, Tykke, hvad gør vi så?
Ja, det vi starter med er at skrive et hudløst ærligt brev til os selv. Et brev som motivation til de næste par måneder. For der er nu gået for lang tid med dårlige undskyldninger. For lang tid med ekstra kilo og større bukser.
Det skal stoppe. Det skal stoppe NU!
Du er blevet et af de mennesker du foragter aller mest. Rygraden skal bygges op igen. Vi skal ikke være et supermenneske, men hvis vi skal ind til militæret, så kommer det til at gøre ondt nu. Det bliver ikke behageligt.
Men ved du hvad der også er ubehageligt? Ja, det er den gnavende følelse af ikke at være god nok, og ikke være noget værd. Simpelthen at føle sig så tyk, grim og dum 80% af tiden. Den konstante følelse af at folk kigger på dig, fordi der er noget galt med dig, og ikke fordi du ser sød/pæn/rar ud.
Så ville det ikke være rart, for en gangs skyld ikke at tænke på flæsket på knæene/lårene, dellen på maven, de flæskede arme, dobbelthagen, og at foragte alle billeder der bliver taget af dig?
Ret rart ikke? Jo præcis. Så lad os gøre den her bitch! Bare for at vise vi kan!
Hvor svært kan det fucking være?!
Du skal bare:
Dyrke motion (fitness 3 gange om ugen + løb hver anden dag)
Ikke spise slik
Spise mindre portioner
3 ting (!!!) skal du holde styr på! 3 ting, come on altså! Er en mars-bar eller en cookie virkelig det værd? Men så husk lige på den følelse du havde, da du sad bøjet over toiletkummen, med to fingre i halsen og fortvivlede tåre, over hvor tykke dine lår ser ud når du sidder på den måde, trillende ned over kinderne.
Huske den følelse – for der skal vi aldrig hen igen.
Du kan godt – du skal. Så lad os fucking gøre det!
Hilsen,
En pige du aldrig skal være igen. ”
Få dage efter blev jeg vejet til session i Hæren, og blev slået helt omkuld af det. Hvad havde jeg dog gjort i mod mig selv?
76 kilo!! Det lyder ikke af meget for nogle, særligt da jeg er 178 cm høj. Men min vægt har aldrig været så høj før, og det skræmte mig, hvor meget jeg havde slækket på mine “never-evers”… “Jeg skal aldrig over 70 kilo” havde jeg svoret. Og 8 måneder før, havde jeg heller aldrig været det.
Som enhver anden fornuftig teenager, googlede jeg mig frem til hvad min idealvægt var. Nogle steder sagde 71,3, andre sagde 68,9.
Jeg satte derfor meget strikse mål for min vægt og mine mål (talje, hofte og lår). Jeg mødte i midlertidigt over sommeren og eksamensperioden ret meget modstand, og kom frem til den konklusion, at jeg simpelthen ikke kunne komme under 70 kilo. Sådan var det bare.
Jeg nåede ned omkring 71,8 kilo, da det hele gik i stå og sommerferien slog ind.
Efter ferien vejede jeg 73,9 kilo, og jeg måtte tilbage til square-one. Jeg synes selv jeg havde været god, men der var måske gået lidt ferie i den, med meget middag ude, is, aftenguf, osv.
Jeg satte mig derfor det mål at jeg ville kunne løbe 10 kilometer på under en time til nytår. Det kræver en del træning, og jeg kan tydeligt mærke forskel på hvad jeg har spist op til. Derfor er det nemt at holde gejsten oppe, så længe jeg holder mig til træningsplanen. Ryger jeg ud af den, har jeg nemt ved at træde ved siden af, i forhold til mad.
Old habits die hard.
I Januar, ja selv i Juni ville jeg have været over lykkelig, hvis jeg var under 70 kilo. Jeg troede det var nøglen til evig lykke, og drengene ville flokkedes om mig, ligeså snart jeg nåede mit mål.
Jeg kunne konkludere til min måle-dag (som jeg har en gang om ugen – fanatisk? Måske. Men det hjælper mig til at føle jeg er i kontrol), at jeg har nået mit vægt mål. Jeg vejer nu 68,8 kilo og har et talje-mål på 64 cm. Og gu’ er jeg stolt og glad! Men jeg kan også sige, at jeg forleden havde den samme “gud hvor er du fed”-tanke da jeg så mig selv i spejlet, som jeg så ofte havde da jeg vejede 76 kilo. Bevares, jeg har den ikke særligt ofte mere. Og oftere og oftere vågner jeg op og tænker “fuck du er godt skåret!”, end det modsatte. Men som jeg før har konkluderet, er spejlet en løgner. Og det kommer an på øjnene der ser. Selvom jeg nu har nået mit mål, har jeg ikke opnået ultimativ lykke. På trods af at det nu, er langt lettere at være mig.
Vægt betyder ingenting – det sidder alt sammen i hovedet!
Jeg føler mig bedst tilpas i min egen krop, når jeg vejer under 70 kilo, men nogle har det langt bedere når de vejer 80 kilo eller mere.
Jeg får ikke mere opmærksomhed fra drenge nu, fordi jeg er tyndere. Jeg får mere opmærksomhed, fordi jeg udstråler selvtillid, og virker som en der hviler i mig selv.
Jeg besluttede mig efter sommerferien, at det var på tide at tage mig lidt sammen. Så det gjorde jeg. Fra den ene dag til den anden. Og det var faktisk ikke så svært. Jeg lærte hurtigt at jo mere energi jeg bruger, jo mere energi laver jeg. Det er en positiv cirkel!
Jeg skal ikke sidde her og spille hellig. Men mit overskud var stort, og jeg tabte hurtigt 5 kilo, bare ved at tænke over hvad jeg proppede i hovedet. Jeg spiste lidt mindre portioner, tog ikke to gange, sagde nej tak som refleks i stedet for ja tak, erstattede slik med frugt – blahblahblah.
Min vægt og mål røg ned, og min selvtillid skød i vejret! Jeg levede totalt højt på min nyfundne kærlighed til mig selv og min krop! Jeg var pisse stolt af mig selv, og fik blod på tanden for at slå personlig rekorder.
Jeg elsker, når folk siger det ser ud som om jeg har tabt mig, og jeg elsker selv at kunne se forskellen i spejlet og på billeder.
Det er al sammen fryd og gammen, når der ikke er nogle sten på vejen..
Men efter weekendens revolutionærende oplevelser har mit overskud virkelig været i bund. Jeg har været træt, ked af det, sovet uroligt, mere træt, irritabel og generelt bare rigtig dårligt selskab ville jeg tro.
Jeg formåede at løbe 10 kilometer igår, i håb om at jeg kunne løbe fra tankerne, og fylde lidt op på overskudskontoen. Det virkede i teorien også rigtig fint – indtil jeg lukkede øjnene, og blev hjemsøgt af Vennen. Endnu en gang måtte jeg vågne frustreret og med følelsen af et knugende savn i hjertet…
Jeg ville ønske jeg kunne dyrke den rygad jeg på mit 19. leveår har fundet ud af, at jeg faktisk ejer. Jeg ville ønske jeg kunne skrive, at jeg motionerede og spiste sundt, for at komme ud af dette følelsesmæssige mareridt.
Det gjorde jeg da også, sådan halvt.. Jeg spiste en sund frokost.. En Instagram-værdi frokost.
Ja, jeg kunne sagtens bilde alle (jeg selv inkluderet) ind, at jeg var på toppen, og blot bearbejdede dette med lange løbeture og spandevis af grønt. #fitliving #nofilter #osv.
Jeg kunne sagtens have ladet vær med at vise, hvad jeg spiste lige bagefter? Men jeg ville bare lyve overfor mig selv, og alle andre.
For jeg vendte tilbage til hvad jeg kender. Jeg er et menneske der spiser mine følelser! Sad but true. Har jeg fået en dårlig karakter – chokolade. Føler jeg mig ensom – kage. Er jeg blevet valgt fra (mit største issue, som jeg nok vender tilbage til) – en pose bland-selv-slik.
Story of my life.
Så mens jeg roamede Netto i mit putte-tøj (fordi skole ikke blev til noget i dag åbenbart), og fantaserede jeg om hvad jeg skulle putte i hovedet.
Og var meget overrasket over jeg ikke havde puttet hele slik-afdelingen i min kurv, da jeg nåede kassen. Men hvor 70-80% af mine indkøb faktisk var sunde?
Jeg brugte meget lang tid på at kigge på mange forskellige ting – men hele tiden var den mest overdøvende stemme i mit hoved:
It ain’t worth it
Jeg regnede hele tiden på hvor meget det ville kræve at motionere det af igen. Sygt – men det hjalp meget godt. Plus jeg er begyndt at kende mine begrænsninger bedre. Jeg vil hellere betale 10 kroner for en muffin (som jeg nu fortryder jeg ikke købte flere af, i stedet for den modbydelige pizzasnegl), end at købe 4 for 15 kroner. Jeg betaler for ikke at få store mængder med hjem. Hvis det er hjemme, bliver det åbnet – bliver det åbnet, bliver det spist. Hurtigt.
Så egentligt er jeg ok tilfreds med mig selv idag – på trods af min ynkelighed. Som jeg ellers havde svoret jeg ikke skulle søbe mere rundt i. Men man har vel et standpunkt til man tager et nyt.
De sidste 4 dage, har føltes som en evighed, og har virkelig været en kontrast til den sky af overskud jeg har fløjet rundt på.
Mon ikke det var på tide at lufte monster-hunden i det gode vejr?
Ideal kroppen. Ligesom alle andre i min generation, har jeg en holdning til disse idealer, som jeg nu vil ytre.
I disse moderne tider, med dippe dutter der bimler og bamler hele tiden, bliver vi konstant stimuleret af trends og samfundets normer om den ideale kvindekrop, blah blah blah…. Alle brokker sig i èt væk. “Sådan ser RIGTIGE kvinder ud”, “spis det her og tab dig 5 kilo på en uge”, “kvinde, sæt pris på dine former”, “ny squat-metode giver dig drømme røven”. Artikel på artikel, bliver delt, liket og kommenteret om og om igen. Alle modsigende. Den ene dag skal man elske sig selv, den næste skal man stræbe efter en talje-hofte ratio som Beyoncé. Vi sigter alle efter at blive stærkere, bedre, tyndere eller hurtigere til ting, i et håb om at nå accept af os selv på et tidspunkt.
Men så snart man endelig ser nogen der har opnået målet – accept af sig selv – perfekt eller uperfekt, bliver de sablet ned på de sociale medier. Enten er man for perfekt, og skylden skydes på genetik eller etisk forkastelige metoder. Eller også er man stadig uperfekt, og så må ens selvtillid endelig ikke peake. Der er jo stadig plads til forbedring.
Og her dukker min fascination så op, for er det da ikke fantastisk, hvor forskellig vor definition af “perfektion” er? Det den ene ser som det smukkeste i verden, kan virke kedsomligt eller direkte grimt for andre. Det er vel på den måde vi er individer, og det er vel egentligt meget rart, at vi ikke bare alle sammen render rundt efter de samme smukke mennesker (Ryan Gosling og Angelina Jolie som undtagelse selvfølgelig).
Er det ikke vidunderligt at vi alle har forskellig smag, på trods af mediernes påvirkning, er nogle ting da stadig individuelle. Det er marginaler der synes bananpatter til navlen er charmerende (men de folk findes dog – og gudskelov for det). Men ellers er den mandlige befolkning næsten delt fifty/fifty når det kommer til store spørgsmål som “store eller små bryster?”, “patter eller røv?” og “kurver eller fit?”. Vi kan uheldigvis ikke alle ligne modellerne på forsiden af M!, da vores hoveddør ikke er en magisk photoshopmaskine, der lige lægger lyset rigtigt og fjerne urenhederne i huden, i det vi går ud af den. Men vi er heldigvis alle forskellige, en mangfoldighed af individuelle inperkfektioner og perfektioner. Sikke en verden!
Dog er fyrer enige om én ting, for det meste. Selvtillid er charmerende. Et tegn på en pige hviler i sig selv og har det godt. De er dog også enige om at selvfedme er et no-go. Men hvor ligger skillelinjen mellem selvtillid og selvfedme? Hvornår er man glad og stolt af sin personlighed og sit udseende, og hvornår er man simpelthen for meget ananas i egen juice? Hvornår har man nok i sig selv, og hvornår har man ikke noget at have det i?
Alt det er selvfølgelig også en sag om smag og behag. Men er alt ikke det nu om dage, så længe nogle andre har sagt det først.
Derfor er mit opråb selvfølgelig en fist i luften til alle de mennesker, der rocker deres personlighed og deres udseende. Uanset fejl og mangler. De som har knækket koden til et positivt sind, og gå-på mod til livet. Er det ikke dem vi burde hylde? Dem som burde være vore forbilleder? Burde vi ikke i stedet for at sigte efter ideal-kroppen, sigte efter ideal-sindet? I stedet for at gå på kurer, græde over tallet på badevægten og okse i et fitness-center 20 timer om ugen (medmindre det er det, der gør en glad naturligvis), så fokusere på os selv? Stille sig selv spørgsmålet “hvad gør mig glad i dag?”. Om det er netflix-slik orgie, en afslappende gåtur i naturen eller hård fysisk træning for at mærke at man stadig er i live, så burde det hele være i orden. Det hele ligger i tilgangen til sig selv og til livet. Vi må alle bevare troen på at livet nok skal gå, og at vi er gode nok som vi er – uanset hvad medierne siger.
