Houdini

Tiden nærmede sig. Jeg spejdede stadig forgæves efter hesten i horisonten.
Mon dens silhuet ville dukker op på et tidspunkt?
Jeg besluttede den ikke ville dukke op, i et forsøg på at provokere skæbnen til at bevise jeg tog fejl.
Men skæbnen gav mig ret, og Garderen 2.0 vendte aldrig tilbage angående vores aftale.
Lettere tøsefornærmet og fuld på tequila skrev jeg en passiv-aggressiv besked til ham, da klokken var tættere på 5 end på midnat.
“Det er fint hvis du ikke har tid, men det ville være rart at vide 🙂 “
Med den der smiley, hvori du ikke ved om den er glad eller har planer om at slå dig ihjel.

Dagen derpå kunne facebook bekræfte, at også denne besked var modtaget og læst, helt uden noget svar.
Endnu en gang havde Garderen 2.0 taget mig ved næsen, og lavet en Houdini.
Puf! Væk var han.
Væmmelsen over min egen naivitet fyldte min krop hele køreturen fra Århus og hjem på mors sofa.
Mama havde fået ny hund. En rigtig hund, der minder så umiskendeligt meget om min egen flæskeklump, at det stak lidt i hjertet.
Vi gik en tur på stranden, hunden og jeg. 3 timer vadede vi gennem vind og sand i stilhed. Han løb glædesstrålende rundt, bragte mig ting og stak hele sit dumme hoved ned under det kolde vand.
Jeg kunne ikke undgå at grine. Sikke en glæde. Åh hvor jeg savnede glæden ved en hund.

Alle tre timer gik jeg og vendte livet oppe i hovedet. “Nu er det nok!” besluttede jeg.
Træt og udmattet af, at sådan nogle mande-mennesker skulle fylde så meget i min bevidsthed.
Når han ikke engang kunne skrive en skide “jeg kan desværre ikke”-besked.
Og med ét var jeg vred igen. Indfandt mig i den komfortable vrede tilbageholdenhed. Den barnlige stædighed, der svor jeg ALDRIG ville kontakte ham igen. Nogensinde.
“Jeg håber han bliver ramt af en bus, og bliver lam i pikken,” proklamerede jeg overfor samtlige veninde.
Forpulede mandekost.
Det var ikke kun Garderen 2.0 jeg var vred på. Det var faktisk samtlige mænd. Alle mænd der kunne være et romantisk objekt, men ikke behandlede mig tilsvarende. De var faktisk alle nogle mandekoste, og de gav mig kvalme.
I virkeligheden var det nok min egen fiksering på, at disse elementer skulle være fundamental for min egen lykke, der gav mig kvalme. Men det er trods alt lidt lettere at være vred på dem. Ik’?
Så det var jeg. Og sværgede højt og helligt jeg aldrig ville date igen. I hvert fald ikke i en rum tid.
Jeg havde alligevel ikke tid, mente jeg.
Som sådan en smart business-woman som jeg var blevet. I stramme nederdele, skjorter og høje hæle der klikkede gennem kontorlandskabet. Sådan en har ikke tid til at date.
Der var så meget andet, at se til.
Så jeg slettede Tinder, fjernede alle de dejlige mænd på mobilen, som alligevel ikke skrev.
Men universet havde andre planer….

magic

Opkast på skrift

“Godt nytår,”
skrev jeg og sendte af sted.
Jeg ønskede han skulle tænke på mig denne aften. Jeg ville også være en del af hans liv I det nye år. Han skulle vide jeg tænkte på ham.
Jeg ville have han huskede mig. Om jeg så skulle vride armen om på ham. Om ikke andet skrev han vel bare et høfligt svar.

Det var formentligt rødvinen der gjorde mine øjne klare og mine kinder røde, som fik mig til at tænke det var en god ide.
Men jeg mærkede savnet og længslen nede I maven. Længslen efter den tryghed han bragte.
Jeg er ikke et længselsfuldt menneske. Men jeg synes åbenbart ikke at komme over Garderen 2.0.
Han er der bare hele tiden, og jeg ville ønske han forsvandt ud af mit hoved.

Han svarede. Godt nytår, og alt det der.
Jeg luftede i en, ikke særlig snildt forklædt bemærkning, at jeg skulle til hans hjemby, hvis han tilfældigvis var hjemme fra højskole, og havde lyst til at drikke en kom kaffe. Eller bolle. For eksempel.
Den sidste del tænkte jeg mest. Man er vel en dame.

“Hvis jeg er hjemme, er der ikke noget, jeg hellere vil,”
skrev han, både med hjerte og kysmund. Årh.

Min hjerne føles som en pladespiller der sidder fast i en rille. Rundt og rundt går det. Den samme skrattende lyd, der aldrig rigtig bliver til noget nyt.
Jeg har et eller andet sygt behov for at gøre krav på ham. Et behov for at vride armen om på ham. Vride følelserne ud af ham. Tvinge ham til at udtrykke, at han savner mig.

Min rationeller liste af argumenter træder tøvende frem, “undskyld, men du er klar over I ingen rigtig relation har? Ikke….?”
“Hold kæft,” vrisser jeg tilbage. “Han skal nok komme til at savne mig. Det skal han. Han kan ikke finde en anden,”
“Selvfølgelig finder han en anden,” argumentere den rationelle stemme, “du er godt klar over hvor sød og pæn han er? En skam du først opdager det nu.”
Jeg bliver stille. For jeg ved, jeg er kvælende. I min tvang af kærlighedserklæringer.
Jeg har jo lyst til at han skal have lyst til at tale med mig. Fortælle hvad der forgår i hans liv.

Men jeg ved han er fyldt med alt muligt andet. Nye mennesker, ny højskole, nye eventyr.
Jeg kigger forstenet på det lille billede af ham i facebooks tattle tale chatlinje
“5 nye venner” står der. Holder musen over den blå linje. Et kvinde navn dukker op. Og for første gang i mange år dukker jalousiens grumme, grimme, grønne fjæs frem i min bevidsthed.
Fuck hun er pæn. Naturlig og pæn. Lille og slank.
Mærker mit selvbillede få en mavepuster. Fuck.

Min lille bøn bliver afbrudt af mit rationale. Ville jeg selv have skrevet, hvis det var mit eventyr? Næppe. Hvorfor skulle han så gøre det.

Godt han ikke ved alle disse ting der forgår i mit hoved.
Hvor træt jeg er, når jeg endelig lukker øjnene, fordi jeg har prøvet at analysere situationen i atomer.
Håbe på det bedste og forberede mig på det værste.

Jeg frygter allermest, at han ikke kan ses overhovedet. Fordi mit behov for at se ham lige nu synes altoverskyggende. Fordi jeg om ikke andet, bare rigtig gerne vil være i hans liv. Oprigtigt.
Fra et sted i mit forkvaklede hjerte, tror jeg, at jeg bundærligt holder af ham.
Måske det ville gå væk, hvis jeg vidste vi ikke skulle ses. Om det er uvisheden der får min hjerne til at optanke på analytisk jetfuel, og aldrig steder sig til hvile?
Det jeg frygter næstmest er, at se ham og høre han har fundet en ny. En eller anden højskole type. Formentligt en sød og ligetil type som ham selv. Jeg frygter at skulle lægge ansigtet I de rette folder, og skynde mig at finde en undskyldning for at gå. For jeg skal nok blive glad på hans vegne, jeg skal bare lige derhen.
Jeg frygter det. At han bliver revet væk. Mit smukt opbyggede glansbillede af ham. At min helt uproportionelle forgabelse i ham, skal hives til jorden endnu en gang og pakkes væk.
Grumme assositioner til Vennen melder sig. At jeg ikke gjorde noget, fordi jeg ledte efter noget bedre, og pludselig forsvinder han for næsen af mig.

I et nyt år skal man have nogle ambitioner. Med sådan en helt ren tavle (som vi alle mener man får, når Jorden har været en tur rundt om Solen), skal man have nogle visioner for, hvad der skal på tavlen.
Jeg tror min ambition er at øve min behovsudsættelse. Lad det være mad, tøj eller fyre.
Med mad vil jeg øve mig, som baby-steps, i at udskyde mine cravings til dagen efter.
Med tiden skulle det gerne være sådan, at jeg kan udskyde det til weekenden. Så jeg kan være god ved min krop. Den og jeg skal trods alt være sammen rigtig længe.
Og så vil jeg bare gerne kunne tage én forbandet pull-up.

Når det kommer til fyre, så kaster jeg snart op. Alt jeg er selv træt af at høre på mig, snakke om Garderen 2.0. Som en hamster i en trædemølle, løber jeg bare hurtigere og hurtigere, men kommer ingen steder.
Spøg til side, så løber jeg ingen steder. Jeg hader at løbe. Det skal jeg lige have kigget på ved lejlighed.

Jeg er skide træt af at savne ham.
Jeg er pisse træt af at have sat ham på pedestal.
Mit gamle go-getter ego vil have ham, fordi jeg ikke kan få ham.
Jeg har sådan et sygeligt behov, for at tvinge ham til at tænke på mig. Eller et sygeligt behov for, at han udtrykker at han gør det.
Jeg har lagt bånd på mig selv. Har ikke kontaktet ham siden nytår. 20 dage and counting (men hvem tæller?). Lader bolden ligge hos ham.
Umiddelbart tror jeg han har en masse bolde at lege med lige pt., og min er ikke den mest interessante. Så jeg står bare på min bane halvdel, med en masse velkendte kedelige bolde, og venter på, at han sparker min bold tilbage, så vi kan spille sammen lidt.

Jeg stoppede med at skrive, samtidig med jeg stoppede på p-piller. Dårlig kombi. Ikke anbefalelsesværdigt.
Jeg følte min psyke stod vaklende ved en stejl skrant. Noget i stil med Gran Canyon. Hvis jeg væltede ned derfra, er jeg ret sikker på nogen ville skulle lægge mig i en form for spændetrøje, og låse mig i en gummicelle.

Mit…. Engagement, i hans liv, på afstand, nærmest bag en busk med en kikkert, tenderede til stalking. Jeg priser mig lykkelig for der er over 400 km mellem os i fugleflugt. Så gode kikkerter findes ikke.
Jeg er også rigtig glad for, at jeg alligevel har formået at holde tavsheden, og håber inderligt han ikke er tankelæser.
Han tænker forhåbentligt slet ikke over “os” lige pt., når jeg ikke møver mig med røv og albuer ind i hans liv.
Nu må vi se om han sparker nytårsbolden tilbage.

Min tredje mor, Hella Joof, sagde engang:
“Hvis det er din hest, så kommer den tilbage”
Det er godt nok klogt sagt, og jeg trøster mig ved tanken.
Men hvor længe skal man vente på den der hest?
Må man ride på andre heste (læs: pikke, jeg kinkede den op med Crossfitteren. Mere info følger), mens hesten er væk?
Hvad hvis jeg finder en anden hest, men den første, min yndlingshest, vender tilbage?
Hvad hvis min hest boller en anden højskole-hest, og han pludselig bliver hendes hest, så jeg sidder tilbage med alle de gulerødder jeg har, at give og et længselsfuldt hjerte? Fordi min hest har valgt at gå i stald med højskole-hesten?
Jovist, så giver Kloge Hellas ord jo mening. Så var han ikke min hest alligeveller. Men hvor længe skal jeg spejde ud i horisonten efter min langbenede hest, med de brune lokker og milde blå øjne?
hest

Sløjfe og glimmer

Busruden banker mod min tænding, nærmest i takt med Panamahs søde toner dundrer gennem mine ører. Næsten velkomment fylder sorgen min mave og bryst. Velkomment, fordi jeg så længe har været vred. Vred og uforstående. Vred ud i tåspidserne. Vred, så jeg ikke kan garantere, at jeg ikke ville have skubbet Garderen 2.0 ud foran et tog, hvis jeg mødte ham på Nørreport, hvor jeg ofte gik med nakken dukket, i frygt for at rende ind i ham. Frygten for, at skulle falde fra hinanden lige der midt i menneskemængden. I det mindste ville han også falde fra hinanden. På togskinnerne.
Eller, jeg ville i hvert fald give ham et mærkbart skinnebensspark.

Jeg prøvede som jeg plejer, at slippe uden om at føle. Arbejde, træning, venner, familie, aktivitet, aktivitet, aktivitet. Og i lang tid lykkedes det mig.
I få tilfælde ventilerede jeg min frustration. ”Er han virkelig SÅ ligeglad med mig?!” spurgte jeg indigneret. ”Har han bare været en endnu større narrøv, end alle de tidligere narrøve, siden han faktisk udgav sig for at være en god fyr?” forsatte jeg. Mine veninder nikkede. Han var absolut den mest narrøvede af alle narrøve på denne planet.
Men alligevel gik jeg med en lille fornemmelse, et lille håb måske, om at det ikke var forklaringen. Så meget kunne min intuition alligevel ikke tage fejl. Så ville han have løjet om alt, han nogensinde havde fortalt mig. Men hvorfor dog.

Alle disse spørgsmål. Så få svar.

Jeg glemte ham. Tvang mig selv til at glemme.
Glemme ved at bolle andre.
”Denne gang bliver anderledes,” lovede jeg mig selv, inden jeg skulle på kaffedate med en fra mit træningscenter. Kasket, store overarme, drengerøv – perfekt!
Kaffedate betyder ingen ulykker, det mente jeg helt bestemt.
Skip frem til 3 timer og 2 kopper kaffe og en bagel senere, hvor jeg skyder fanden i dating regler, og knalder det dumme mandemenneske, som om det var sidste dag på Jorden.
Faktisk er han slet ikke dum, Ham Den Nye. Han er bare ligegyldig.

Han mener det godt, men alt hvad der kommer ud af munden på ham giver mig tungt hoved, mens jeg ville ønske han ville stoppe med at snakke.
Til at starte med, troede jeg at jeg kunne blive glad for ham. Hvis jeg virkelig ville. Jeg prøvede at engagere mig. Men efterhånden blev han mere og mere et redskab. Som en livagtig dildo. Et redskab til en orgasme.
Jeg undgik fysisk kontakt ellers. Jeg fik nærmest kvalme når han ville kysse mig, og manøvrerede mig rundt, så jeg kunne slippe. Når vi var færdige, rullede jeg dynen om mig, lagde mig med ansigtet mod væggen. Forklarede at jeg ikke var særligt fan af at putte. Hvilket er sandt. Undtagen Garderen 2.0. Og andre fyre hvis armkrog, jeg passede perfekt ind i.
En aften skræmte distanceringen til Ham Den Nye mig. Under agten. Det gik pludselig op for mig, hvor ligeglad jeg var med ham. Fuldstændig, komplet ligeglad. Jeg gjorde ham og mig selv færdig, velvidende at dette ville være sidste gang, og rullede derefter om på siden, så langt fra ham som det var mig fysisk muligt.
Den nat drømte jeg om Garderen 2.0. Jeg så ham for mig, klart og tydeligt. ”Undskyld,” sagde han ”undskyld jeg aldrig svarede, jeg var ked af det og bange”. Hans ansigt er oplyst af tusind farver, håret er blæst tilbage af en vindmaskine jeg ikke kunne lokalisere.
Jeg vågnede, kiggede ind i Ham Den Nyes ansigt. Vrængede på næsen da han snorkede og prustede mig ind i ansigtet. Han krængede armen om mig, trak mig ind under sin dyne. Jeg vred mig. ”Du er ikke Garderen 2.0,” tænkte jeg ulykkeligt og rullede op mod væggen, mens jeg lod som om jeg sov. Jeg følte mig som et vederstyggeligt menneske. Hullet i maven fyldte.
Flere dage gik jeg med hullet i maven. Ham Den Nye skrev. Jeg ønskede ikke at svare, gjorde det mere af pligt og høflighed end af lyst. Håbede han opfangede mine korte svar og lod mig være. Om end hans overarme var perfekt muskuløse, var de ikke Garderen 2.0’s. Jeg passede slet ikke i dem. Eller også ville jeg ikke.

Jeg prøvede at lægge det hele væk. Fokusere på noget andet. Men der var Garderen 2.0 eller hans dumme almindelige navn, uanset hvor jeg kiggede hen.
Jeg klagede min nød til min mor. Min mor er dejlig direkte. Hun gider ikke så meget dansen om den varme grød.
”Så skriv dog til ham, skat!” opmuntrede hun, mens jeg muggede ned i mit halstørklæde. Jeg trak på skulderen. Som om jeg ikke havde gjort nok. ”Han vidste sikkert ikke hvad han skulle sige, og pludselig var der gået for lang tid.” Det virkede som ønsketænkning. Hvis han ville skrive til mig, havde han gjort det.
Jeg lod mig overtale. Det var simpelthen for fristende. Udsigten til hans opmærksomhed, var som lun kage lige under min næse. Uimodståeligt.
Jeg skrev en høflig og smule distanceret besked. Kiggede længe på den lille ”leveret”-kvittering nederst på skærmen, inden jeg tog mig sammen, og forsatte mit liv. Jeg kunne ikke vente for evigt på ham. Ikke igen.
Han svarede. Mit hjerte stoppede næsten. Lige bag min skærm, på tværs af internettet, bag en anden skærm sad han, og skrev til mig. Jeg læste beskeden nøjsomt. Han var ked af det. Over hvordan han havde opført sig. Uordentligt og uacceptabelt. Men dagene var gået, hvor han ikke ville skrive noget, fordi han var såret over jeg havde sluttet det.
Han skrev alt det jeg ønskede at høre. Som om han havde hørt mig sige det.
Længe undskyldte vi frem og tilbage, med en påtaget høflighed i mellem os.
Da det føltes som om, der ikke var mere at skrive, skrev jeg det eneste der rungede højt og klart mellem et virvar af følelser.
”jeg savner dig,” skrev jeg og holdt vejret.
”jeg savner også dig.” svarede han.

Vi skrev ikke mere, for der var ikke mere at sige efter det. Vi savnede hinanden. Han savner mig, måske som jeg savner ham.
Da jeg satte mig i bussen, og fandt min kærligheds-spilleliste frem, føltes smerten velkommen, for jeg er ikke længere vred, og det er helt okay.

bulldog

Bon Voyage

Som så ofte før, begyndte intervallerne mellem vores korrespondancer at vokse.
Uroligheden voksede i maven, og den forbandede bedrevidende stemme i baghovedet gik fra en ignorerbar hvisken til en insisterede hvisslen.

Irritabelt trampede jeg i pedalerne på arbejde, vredt tastede jeg på tastaturet, rasende løftede jeg vægte indtil mine muskler gav efter.
Surt skulede jeg til den lille grønne prik på ved hans billede, der bevidnede om at han var til stede på internettet et eller andet sted, men alligevel ikke skrev.
Stædigt forsatte jeg den daglige trummerum, opsat på at se hvor længe der gik, før han brød det det i mit hoved var blevet en kold distance mellem os.

9 dage gik der. Endnu en gang stod jeg med knagende skuldre, der bevidnede om at jeg var ganske få løft fra at ramme mit max.
Rock spillelisten dundrede så højt i mine ører, at jeg ikke hørte andet end guitar og trommer der blandede sig med min hjerterytme.
Jeg lagde vægten fra mig med et smæld, da jeg bliver prikket på skulderen. Forskrækket vendte jeg mig om. Troede jeg var alene. Ellers havde jeg beholdt min trøje på.

“Ej, hov undskyld – hej!” smilede manden til mig.
Jeg havde set ham før, men aldrig så tæt på.
“TRÆNER” stod der på hans trøje.
“Må jeg lige påpege noget?” spurgte han venligt, så der viste sig to tydelige smilehuller i hans kinder.
Hvis ikke det var fordi jeg i forvejen led af let åndenød, ville hans smil i hvert fald have givet mig det.
“Selvfølgelig,” smilede jeg igen, en smule forfjamsket, mens jeg prøvede at redde resterne af make-up, der uden tvivl hang under mine øjne.
Mærkede noget bevæge sig i maven, da han rykkede tættere på mig.

“Når du presser op, så kan du sagtens nøjes med et mindre vip i hoften! Du er rigeligt stærk der. Husk at spænde op, så du ikke svajer for meget i ryggen,” han foreviste, så jeg uden skam kunne stirre intenst på hans skarpt skulpturerede krop. Mens han arbejde, mærkede jeg et sug gå gennem kroppen.
“Vil du prøve?” spurgte han.
Pinligt bevidst om hans falkeblik, fokuserede jeg på alle musklerne i min krop og efterlignede bevægelsen han havde lavet.
“FLOT! Virkelig godt!” roste han, rødmende smilede jeg, og bildte mig selv ind, at det ikke kunne ses under min i forvejen helt postkasse-røde ansigtskulør.
“Du siger bare til hvis du har brug for mere hjælp, ikk’?” smilede han, som afslutning og vendte tilbage til sine egne vægte.
I smug kiggede jeg efter ham gennem centeret resten af træningen. Dybt imponeret over hans evne til at løfte så tunge ting med sin krop.

Da jeg kom hjem, skrev jeg til Garderen 2.0, at det ikke fungerede. At jeg vildt godt kunne lide ham, og netop dette var problemet. At jeg ikke kunne ses mere, fordi jeg måtte passe på mig selv.
Han svarede aldrig.

Det kom bag på mig.
Naivt og en smule barnligt, havde jeg nok håbet, at han ville kæmpe en smule for det. I det mindste komme med en form for indvending. Som minimum kvitterede for beskeden.
Men end ikke et lille pib lød der fra ham – og det tog pibbet fra mig.
Jovist, havde han sagt at dette var alt han kunne byde mig for nu. Men var det virkelig for meget at forlange, at han i det mindste sagde farvel.
Nu står verden da ikke længere.

Jeg ved ikke hvem jeg er mest vred på – ham, for at ignorerer mig fuldstændig og spise mig af med stilhed, eller mig selv for, at tro at ham her var anerledes.
Jeg gik nogle dage og forventede han ville svare, når han havde tid. Intet skete.
Udover bitterheden i maven der voksede. Om aftenen tænkte jeg på ham i mørket, om hvorfor han ikke ville mig, hvorfor han ikke respekterede mig mere, hvordan han kunne få sig selv til at opfører sig på den måde.

Efter 3 måneder uden den mindste smule alkohol, var jeg inviteret til hygge med efterskole-slænget. Det var svært at sige nej til de uoriginale sjusser med billigt sprut og endnu billigere ting at blande op med.
Vi grinede højt, mens vi skruede op for musikken.
“Ville det være for barnligt at bolle BMA igen?” indskød jeg til min bedsteveninde.
“Nej!” svarede hun prompte.

Jeg sendte en slørede fuldemands snap i retning af BMA, bare for at fornemme stemningen.
Herefter husker jeg ikke meget. Udover pizza, dårlig komedie i fjernsynet og en kammerat der faldt i søvn med hovedet på min hofte, mens jeg aede hans hår.

Dagen efter gik med at drikke urimelige mængder kakaomælk, og forsøge ikke at stikke fremmede på gaden ned, fordi deres blotte tilstedeværelse irriterede mig mere end noget andet på denne klode.
Nærmest døende lå jeg brak på min fars sofa og halv-sov til en gammel serie, da et snap fra BMA tikkede ind.
Det hele kom tilbage – min brillante idé!

“Hvornår skal jeg komme forbi baby?” stod der.

oh-noo

En stor røvfuld ærlighed

Nu har jeg i ugevis prøvet at stykke et indlæg om Garderen 2.0 sammen. Problemet er, at min hjerne knap kan sætte to sammenhængende tanker sammen.
Alligevel har jeg skrevet side op og side ned om ham. Komplet uforståeligt og vrøvlende.
Så nu prøver jeg igen.

2,5 samleje tager det i gennemsnit at blive forelsket. Jeg tog derfor lidt af en chance da jeg sås med Garderen 2.0 for tredje gang.
Med ham føles det ikke som et brud på reglerne at han overnatter. Det føles naturligt og hjemmeligt.
Uanset hvor rart det var, lagde jeg mig til at sove under min egen dyne med ansigtet vendt mod ham. Jeg er ikke den store cudler når jeg først skal sove. Han strøg forsigtigt mine knoer indtil vi faldt i søvn.
I takt med solen stod op, vågnede jeg. Garderen 2.0 sov tungt ved siden af mig.
Ligesom med Garderen 1.0 kunne jeg mærke et lille klem om hjertet. Ikke velkendt eller velkomment, men alligevel var det der.

Selv efter han var gået. Selv efter han havde skrevet. Selv efter han ikke havde skrevet i nogle dage, og jeg var for forvirret til selv at tage kontakt. Så forsvandt klemmet ikke.
Når jeg gik i seng manglede han. Min pude duftede stadig af ham, så jeg hvilede næsen mod den og faldt i søvn med en forventning om han havde skrevet næste morgen.
Nogle gange havde han, andre gange havde han ikke og det efterlod mig med både et klem om hjertet og en bitter smag i munden.

Der gik uger hvor jeg følte jeg bare tumlede frem og tilbage, faktisk tumlede jeg hele vejen til Jylland, hjem på mamas sofa, for at få nogle flere kilometer mellem os.
Til sidst besluttede jeg mig for, at få noget afklaring. Min manglende søvn og appetit måtte være det, som man kalder forelskelse.
“Is i maven og hovedet højt,” tænkte jeg.
Hvis han ikke havde følelser i det, så skulle jeg alligevel bare ud af det.
Hvis han havde, så måtte det vel være en god ting?

Jeg skrev en besked. Undskyldte nærmest for ulejligheden af mine følelser, da han hele tiden har været meget klar i spyttet om, hvorledes han forstillede sig denne situation skulle være.
Men halløjsa, nu var de der altså. Hvad gør vi så?

Der gik en time. Der gik to. Til sidst stoppede jeg med at tælle. Kiggede konstant om han havde været online. Det havde han ikke.
1 døgn og 4 timer senere svarede han. Jeg kunne næsten ikke kigge på den.
Den var lang beskeden, men opsummeret stod der:
“Hvor er jeg glad for du er ærlig overfor mig, Pingvin! Jo længere tid vi ikke ser hinanden, jo mere synes jeg faktisk mine følelser udvikler sig overfor dig!
Jeg vil rigtig gerne forsætte med at ses, hvis du altså har lyst. Hvad med på lørdag?”

Nogle gange bryder dæmningen for mine følelser. Den smuldrer og så kommer det hele væltende ud inden jeg stopper det.
Når følelserne er fosset ud, og vandet er helt blankt kan jeg se hvad jeg har gjort og tænker “nu smutter han, det der var dråben. For meget, alt for hurtigt”
Og lige efter jeg har afskrevet ham mentalt, så kaster han rummelighed og omsorg efter mig. Som om det ikke er spor mærkeligt, at jeg er sådan her.

Lørdag kom, han kom for sent. Jeg hørte ikke et ord fra ham.
Hver halve time tog jeg lige et lille (host host) glas hvidvin mere. Og som sådanne ting går, så var flasken pludselig tom.
Jeg prøvede at dulme nervøsiteten. Trippede rundt om mig selv. Satte en serie på, så den kun halvt.
“Jeg kan vel godt lige nå en hurtig opfriskning af intimbarberingen” tænkte jeg og fedtede barberskum og skraber frem.
Med foden på håndvasken og syntetisk lavenelskum op af armen, balancerede jeg på det gyldne terrazzo gulv.
Så ringede telefonen. Han har aldrig ringet til mig før. “Jeg er nede ved kirken, jeg er der om 2 minutter” sagde han.
“Satans,” brummede jeg, da jeg havde lagt på og skyndte mig at skrabe færdig.
Nærmest i samme sekund jeg krængede bukserne op om hofterne, annoncerede dørtelefonen Garderen 2.0s ankomst.

Lige så snart han stod der, var det svært at være sur. Som en hvirvelvind greb han mig og holdt mig tæt ind til sig. Trak mig så kort væk og kyssede mig.
Helt forfjamsket og rødkindet fik jeg tilbudt et glas vin.
Længe sad vi i sofaen med hvert vores glas, mens jeg prøvede at skjule hvor meget jeg havde drukket på forhånd.
Han fortalte om alle de ting der var sket, jeg tilføjede her og der men sad bare og kiggede på hans tommelfinger der strøg over min læg der lå på hans lår.
Da han havde drukket ud, stillede han glasset fra sig og kiggede direkte på mig.
“Vi to har vidst lidt vi skal indhente, og jeg tror jeg har en idé om hvad vi skal lave,” smilede han, med en tydelig henvisning til en lidt lummer samtale vi havde haft en sen onsdag aften, hvor jeg panisk var løbet BH-løs hele vejen hjem fra S-toget, da min telefon gik ud, netop som samtalen blev saftig.

Min første antagelse havde været at Garderen 2.0 var en vanilje-mand. Sød med masser af øjenkontakt og nærhed. Hvilket er helt skønt. De første 2 gange. Så skal de ske noget nyt, og jeg forstillede mig at det var noget jeg måtte bringe til bordet.
Men jeg behøvede ej at frygte, for Garderen havde masser af forslag.
Og det rare ved at være anonym, er at tabuer er helt ligegyldige. Så derfor kan jeg også frit fortælle, at hans yndlings forslag var analsex.
Og det er også helt frit at sige, at jeg slet ikke finder det obskurt. Jeg har prøvet det før både planlagt og som et “uheld”. Jeg husker ikke nogen af oplevelserne som særlig vellykket.
Men det er meget længe siden, og tanken var ikke direkte frastødende, så hvorfor ikke?

For mig handlede det mest om, at det ville være nød til at være ham der tog styringen, og jeg spillede muligvis også lidt mere uskyldig og uvidende og denne form for akt, end jeg egentligt er.
Min primære bekymring var dog, at han er en relativt velhængt fyr, men jeg stolede på ham, da han sagde det ville være stille og roligt.

Bladet fra munden, så havde jeg snydt lidt hjemmefra og øvet mig med sengebordsskuffens indhold.
Men det var svært at forberede sig på det som Garderen 2.0 havde i tankerne.
Han kiggede sultent på mig, og nærmede sig mit ansigt med en nærmest dyriske øjne. Stemningen var elektrisk, mens jeg stille ventede på hans næste træk. Få centimeter fra mit ansigt stoppede han, greb mit glas, placerede det ved siden af sit eget, fejede mig op i armene og kastede mig ned på sengen den korte gang fra sofaen.
Hurtigt greb han min t-shirt og trak den over mit hoved. Ubarmhjertigt flåede han mine jeans af.
Blottet og sårbar kiggede jeg op på ham i frøperspektiv. Han kiggede på mig, med noget der mindede om triumf. Det fik det til at boble i maven.
Han snoede min t-shirt om sig selv og bandt den om mine øjne. Jeg kunne høre ham skramle rundt. Hørte skuffen blive åbnet og metal klire.
“De er ganske handy,” konstaterede han med et grin, og jeg vidste han havde fundet den umanerligt skægge gave mine veninder havde givet mig til min fødselsdag – et sæt plys håndjern og tilhørende spanking udstyr. Utroligt sjovt, og upassende når mormor spiser lagkage 3 pladser længere henne.
Plysset strammede om mit venstre håndled mens mine hænder blev ført op over mit hoved til sengegærdet, hvor jeg blev sirligt fastgjort.
Han gjorde sig ekstra umage og trak seancen ud i langdrag, mens jeg måtte afhænge af min hørelse, for at finde ud af hvad han pønsede på.

Den genkendelige lyd af en tube glidecreme der åbner afslørede ham, mens jeg hørte hans bukser falde til jorden.
Med hjertet i halsen ventede jeg. Selvom jeg stoler på ham, følte jeg mig sårbar, hvilket selvfølgelig var pointen.
Længe skete der intet skelsættende og jeg slappede af, mens han gjorde alt for at fokusere på min fisse. Med knæene rundt om hans nakke, mærkede jeg orgasmen komme snigende.
Han pressede mig, indtil lige før jeg kom, hvor han forsigtigt stak en finger op, der hvor solen ikke skinner.
Det føltes underligt, men ikke ubehageligt, og det var tydeligt han vidste hvad han lavede.
Han forsatte skånselsløst, og selvom jeg ikke kunne se noget, kunne jeg fornemme han smilede.
Det er svært at sige hvor længe der gik, men pludselig vendte han mig på maven og gav mig et ordenligt klask over ballen. Jeg gippede af forskrækkelse og kunne høre ham le stille.
Han lænede sig ned over mig ryg og mumlede i mit øre: “Er du klar? Vi kan godt stoppe nu,”
Jeg nikkede ned i puden, hvorefter han forsvandt og lyden af tuben lød igen.

Jeg jamrede da han gik i gang. Ikke af smerte, for det gjorde faktisk ikke ondt. Det var bare en underlig følelse. Ligesom da man mistede sin mødom og godt kunne mærke nydelsen i det et eller andet sted, men skulle bare lige vænne sig til det.
Han pressede en hånd hårdt mod min ryg og ned i madrassen. Den anden havde fat om min ene balle.
“Av!” udbrød jeg, da han gik i bund, ikke fordi han skulle stoppe, bare som en refleks. Som kvittering fik jeg endnu et klask over ballen, og den anden rykkede min albue til siden, så mit bryst lå fladt mod madrassen og kun min røv var i vejret.
Der gik ikke længe før han var færdig, og han kærligt lod hænderne løbe over mine arme og løsnede håndjernene og fjernede t-shirten.

Efter at have fået pusten, snakkede vi længe.
Og lige der i elskovens (eller røvpulerriets) glans følte jeg, at det var muligt at åbne lidt for fortids-posen.
Jeg fortalte om Eksen. Fortalte hvordan usikkerhedsfrøet var blevet sået og havde groet siden da. Han lyttede i mørket. Mens jeg lå i hans arm, følte jeg det var sikkert at fortælle.
Forsigtigt og uden megen ynde forklarede jeg, at jeg ikke havde lyst til at se andre end ham. Ikke som om jeg forventede det af ham, men bare mere faktuelt.
Han rykkede lidt væk, så han kunne se mit ansigt.
“Fuck, det var for hurtigt, dummie!” hvæsede jeg af mig selv.
“Når jeg ses med nogen, er jeg dem 100 procent tro,” sagde han alvorligt. “Hvis jeg ville andre, var jeg sammen med dem, men jeg vil dig. Jeg ved jeg er dårlig til at svare dig, men jeg tænker på dig hele tiden. Det gør jeg altså,” sagde han.
Han smilede ned til mig, og trak mig ind til sig.
“Vi skal nok finde ud af det,” mumlede han ned i mit hår, og slap mig ikke igen før næste morgen.

buttstuff

Burfday

Så rundede jeg endnu et år. Det 21. for at være eksakt.
Normalt fejres min fødselsdag i forældrenes trygge rammer med morgenmad, fællessang og solskin.
Min 21 års fødselsdag har været en del anderledes. Sidste år, var min fødselsdag ikke særlig spektakulær. Bare en dejlig dag med sushi på altanen og museumskiggeri.

I år skulle jeg selv stable en form for festivitas på benene. Dog med mine forældres købestærke økonomi.
Jeg er flyttet ganske langt fra min vante bopæl og leguster indhegnet have. Dog satsede jeg på, at vejret ville være med mig, så et hyggeligt eftermiddagstraktement kunne forgå i min andelsforenings grønne område.

I fredags bespiste min far mig med burger, mens vi planlage weekendens udspillelse. Desværre vejrudsigten lumsk.
Det måtte vise sig, blev vi enige om.
I vildskab havde jeg strøet om mig med invitationer til festen. Fordi en stor del af familien er fra Jylland og jeg dermed konkluderede, at de ville møde begrænset op.
Ih guder hvor tog jeg fejl.
Ikke blot dukkede min mor og lillebror op dagen før, for at spise middag med min far, hans kone og jeg på en artsy-fartsy restaurant i København. Derudover trillede deltagere også ind på facebook-begivenheden.
23 talte den til sidst.
En smule presset begyndte jeg at tælle mulige siddeplaser i min 40 kvm store hybel.
Hvis man pakkede nogen ud på altanen, så kunne vi måske være der.
Ikke kun min familie kom, en samling af mine 3 bedsteveninder fra jylland besluttede sig for at krydse begge bælter, for at fejre lille mig i nogle timer.

Hele ugen gik jeg og var høj på en følelse af hvor privilegeret og elsket jeg følte mig.

Festen udspillede sig ganske glimrende, taget skybruddet i betragtning. Hvor vi alligevel grillede pølser på altanen og serverede lagkage på paptallerkner.
Folk grinede, hyggede og roste mit lille hjem i timevis.

Til sidst var jeg fuldstændig udmattet og lykkelig.
Mine veninder var de sidste der tog hjem. Inden de kørte stak min soldater veninde et brev i hånden på mig.
Jeg lagde det fra mig og glemte det for en stund mens jeg ryddet glas, stole og mad væk.

Så spiste jeg middag alene for første gang på min fødselsdag. Trippede lidt ved tanken, indtil jeg kiggede i køleskabet og så en doggybag af min livret. Min morfars frikadeller med hjemmedyrket kartoffelsalat, med en lille seddel fra Morfar.
Med helt ørt hoved satte jeg med min mad og et stykke kage. Satte en ligegyldig serie på, på netflix og spiste i stilhed.
Bagefter rejste jeg mig og fangede mit spejlbillede i gangen. Jeg følte den genkendte væmmelse ved synet af mig selv.

“Ikke underligt Garderen 2.0 er så tilbageholdende med dig – se dig lige… Han kan få meget bedre” tænkte jeg.
Tanken om at gå ud og kaste alt maden op igen, ramte mig øjeblikkeligt.
Pludselig følte jeg mig ikke fortjent til al den fejring jeg havde været udsat for. Følte at jeg skyldte mine forældre for alt det de havde gjort og betalt.

Alt hadet fyldte så meget i mig. Alt afskyen til mig selv. Uforståenheden for hvorfor nogen skulle synes jeg skulle være værdig til alt det her, som gjorde mig så glad, men virkede så besværligt for alle andre.
Og så så jeg brevet fra min veninde. En veninde der har set mig, når jeg var allermest modbydelig og uelskelig.

Side op og side ned havde hun skrevet. Hvor meget hun beundrede mig. Hvor flot hun synes jeg gør det.
Hvor glad hun kunne mærke jeg er blevet for Garderen 2.0, og han virker som en god fyr.

“Du er fantastisk,
Du er min bedste veninde
Du er mit mirakel og du er grunden til at jeg tror på eventyr
Tak fordi du er dig”

Flæbende kiggede jeg på papiret. Af flere grunde.
Fordi det er rart at nogen har taget sig tid til at skrive søde ord om én.
Men gråden var også sorgmodig, fordi jeg oprigtigt ikke har den følelse omkring mig selv.
Overhovedet.
Ikke et gran inden i mig, hvor jeg føler jeg fortjener så søde og rare ord.
Og det gør mig ked af det.
Fordi jeg ved hvor ked af det, det jeg ville blive, hvis én af mine veninder fortalte mig, at de havde det sådan med dem selv. Fordi jeg føler de fortjener hele verden og mere til.
Men alligevel kan jeg ikke finde den lille my inden i mig selv, der faktisk føler jeg har fortjent noget som helst af det her.

Så jeg rev den sidste side af brevet ud, og satte det fast på det forbandede spejl.
Forhåbentligt en dag, begynder jeg selv at tro på det.

birthday

Efter en date

Jeg holdt ikke mit løfte til mig selv – lad os slå det fast fra starten. Jeg er stadig utrolig ambivalent omkring den beslutning. Hvilket har medbragt en form for sammenbidt melankoli de seneste dage. Det har intet med ham at gøre.
Lad os tage det fra toppen. For jeg er efterhånden ved at miste grebet om situationen.

Helt frem til jeg faktisk så ham stå af s-toget, havde jeg en urolig følelse i maven. En lille mistro bagerst i hovedet hviskede onde tanker. “Det er garanteret BMA og ham der konspirerer”, “de holder dig for nar”, “de sidder sikker og griner sammen i Jylland lige nu”.
Alt dette, til trods for, at Garderen 2.0 lige havde spurgt om mit telefonnummer 4 timer forinden. Helt oldschool.

Pludselig stod han der. Høj, pæn og rar. Vi krammede, helt uden akavethed og spankulerede ned i supermarkedet efter snacks. Han virkede en smule nervøs, det gjorde jeg nok også.
Vi valgte i samhørighed godter til aftenens underholdning , og gik tilbage til lejligheden.
Stille og roligt brød vi isen, mens jeg stadig kunne mærke nervøsiteten ved, at skulle byde ham ind i mine gemakker.

Bød ham på noget at drikke, han ville nøjes med vand, selvom jeg nok havde håbet på øl. Det gør mig mere rolig.
Vi drak en flaske vand ved spisebordet i eftermiddagssolen. Snakken gled. Han var nem at tale med. Sød og sjov. Ikke klask på låret sjov, men han har humor, det kunne man mærke.
Hans empati og refleksivitet var dejligt kærkommen.
Timerne gik, vi bestilte mad. Besluttede os for at dele to pizzaer, da jeg sjældent kan bestemme mig for én.

Nogle timer senere, spurgte han om vi skulle se den film vi havde snakket om. Det syntes jeg bestemt og begyndte at rigge til. Pludselig kunne jeg høre ham rode i køkkenet. Jeg stak hovedet rundt om hjørnet og fandt ham halvt inde under min køkkenvask. Han drejede på hælene “har du opvaskesæbe herinde?” spurgte han. Jeg nikkede og forsikrede ham om, at han altså ikke behøvede at vaske op. Det ville han nu gerne.
Så smed han sig i sofaen, med en skålfuld popcorn og en slikpose. Jeg hoppede efter ham og satte mig i høflig afstand til ham.
Filmen vi skulle se, var selvfølgelig en uhyggelig en af slagsen, og efterhånden fik jeg skubbet mig godt ned i hynderne med ansigtet garderet af en pude. Diskret havde han fået listet armen over ryglænet og der gik ikke længe før jeg sad mageligt i hans armhule. Intet andet end det.
Efter lidt flere forskrækkelser landede hans hånd også på mit knæ. Der lå den meget fint syntes jeg, og kunne mærke hans tommefinger stryge mine jeans’ mørke stof.
Han duftede godt. En deal-breaker for mig. Så ganske tilfreds kunne jeg hvile hovedet mod hans skulder.

Vi satte endnu en film på. Denne gang uden de store strabadser, og der gik derfor ikke længe før han forsøgte sig med det første kys.
Det var slet ikke skidt. Ikke tæpperivende men godt. Længe lå vi på sofaen og kyssede, hvor jeg følte mig oven på situationen.

Indtil jeg pludselig ikke var det mere. Han rykkede sig oven på mig, og samlede mine hænder over hovedet i et bestemt greb. Ikke hårdt, ikke ubehageligt – en smule dominerende. Så kyssede han mig ned af halsen, og i det øjeblik gik det op for mig, at jeg sad i saksen. Jeg ville ikke overholde min aftale med mig selv, og det havde jeg det helt fint med.
Han løftede min trøje op, og kyssede længere ned af maven, hvor han til sidst slap mine hænder. Så rejste hans sig fra sofaen, løftede mig op og bar mig hen i sengen.

Min trøje dækkede stadig ikke min mave og knælende var jeg placeret på sengen. Hans ene hånd var om min nakke mens vi kyssede videre. Hans anden hånd fandt lynlåsen på mine bukser og lod hånden glide ned bagpå.
Jeg trak ham til mig, og ned i sengen.
Stykvis fik vi skrællet tøjet af hinanden.
Til min store overraskelse, havde han en stor tatovering på brystet. Han slog mig ikke som typen med store tatoveringer, men alligevel passede den godt til ham.
Som vi kom i gang med den vandrette mambo, gik det op for mig, at han ikke var den mest erfarne filejs.
Det gør mig ikke noget, som sådan. Men fra BMA var jeg vant til at, kunne indfinde mig i en magelig passiv position, hvor han havde styringen. Det eneste jeg egentligt skulle, var at lade ham gøre det og nyde det. Hvilket jeg gjorde.

Med Garderen 2.0 skulle jeg arbejde lidt mere for det. Mest af alt, for at komme ud af duracell-kanin tempoet, som bare ikke dur for mig.
Heldigvis pointerede han det selv efterfølgende. Altså, at det ikke var hans mest overbevisende omgang knepperi.
Det var jeg glad for.

Efterfølgende nussede han mig i håret til jeg faldt i søvn.

Dagen efter sov vi længe og hyggede med Friends på skødet. Midt på eftermiddagen smuttede han, og jeg gik i gang med, at fjerne alle beviser for han nogensinde havde været der.

Et problem af mine er, at når jeg først har fået en lillefinger, er jeg et bundløst opmærksomhedshungrende hul. Umættelig og krævende.
Jeg mærkede trangen med det samme. Og efter mange timer, uden en opfølgende SMS på vores samvær
Brød jeg grædende sammen på toilettet. Ikke over ham. Han var jo bare endnu en fyr. En fyr med potentiale, men stadig bare en gut.

Frustreret græd jeg ned i mine knæ og mærkede stoffet på weekendens jersey-stof blive vådt.
Frustreret over, at jeg ikke havde overholdt mit løfte til mig selv
Frustreret over, at jeg ikke kan passe bedre på mig selv, når jeg godt ved hvad jeg har brug for. Og det ikke bare er endnu et one nigth stand.
Frustreret over, at jeg skal være på den her måde.
Fuldstændig ligeglad med hvem der giver mig opmærksomhed. Bare jeg får den. Og hvis jeg ikke får den, så kræver jeg den indtil folk er ved at brække sig over mig. Og så hader jeg mig selv, for at have ødelagt noget godt.

20 minutter efter mit sammenbrud skrev han, at han gerne ville ses igen. Men han havde travlt og det var skidesvært. Jeg lod bolden ligge ved ham, sagde han bare kunne vende tilbage når han vidste noget.

Sådan har det været i snart en måned nu. Vi har set hinanden 2 gange. 2. gang blev han ikke og sov.
Lykken vare lige indtil endorfinerne er ude af min hjerne, og så kommer selvbebrejdelsen. Ulykken, sorgen og tvivlen. Mest på mig selv. Hvorfor jeg ikke er mere værd? Hvorfor de aldrig vil mere end det? Om det her er mit lod i livet? At vandre hvileløst fra fyr til fyr. To knald og en afvisning. Altid med håbet om, at det på et tidspunkt bliver til noget mere.

Måske skulle jeg bare købe en kat og få det overstået? Men så minder jeg mig selv om, at jeg er allergisk overfor katte og ikke engang dette er en mulighed.
grumpy-valentine

Før en date

Følgende indlæg er skrevet 2 dage før min date, eller hvad man kunne kalde det, med en ny fyr, som vi kalder Garderen 2.0.
Here goes;

Til alles store overraskelse løb det med BMA ud i sandet.
Ja, hvilket chok.
Efter han brændte mig af i Jylland, ville jeg ønske at min værdighed og integritet, havde stoppet mig i nogensinde, at tage kontakt til ham igen.
Åh ak o ve, om jeg ikke fik rodet mig ud i nogle fuldemandsbeskeder. Og ih hvor jeg græmmes. Over mig selv og mit behov for opmærksomhed.
I frustration swipede jeg igennem Tinder. Fik det ene match efter det andet. Skrev med den ene ligegyldige fyr efter den anden, om de samme ligegyldige ting. Min opmærksomhed og interesse er ganske flygtig, og jeg tog hurtigt mig selv i, at glemme at svare på beskeder eller ikke åbne appen.

En helt almindelig aften, med mine nylakerede tånegle hvilende op ad væggen kiggede jeg skeptisk på mine lægge. De er ikke så pæne, synes jeg. Rev telefonen ud af opladeren og trykkede på den lille flamme. Hvad skulle jeg ellers give mig til?

Strøg fingeren over skærmen, vrængede af snapchat-navne, instagramprofiler og klichéfyldte profiltekster.
Nogle fyre slap gennem nåleøjet, og den perifere bekræftelse skyllede gennem min hjerne, når der kom et match.

Fyre med sandfarvet eller grøn uniform slap særlig let gennem, og deres match tæller altid lidt mere.

Også denne aften fik jeg sådan et match. Han så sød ud. Høj, slank, pænt smil, milde øjne, god kæbe. Ikke noget så særligt, at jeg ville gøre mig ulejligheden, at finde på noget, at skrive først.

Ikke at det skulle blive nødvendigt. Der gik ikke mange minutter før han skrev.
”Har du været på [indsæt jysk kaserne]?” spurgte han. Det måtte jeg jo indrømme. Det fremgår også af mine billeder, og enhver soldat med respekt for sig selv, kender regimentsmærkerne på baretterne.

”Kender du så BMA?” var hans næste spørgsmål. Af samtlige 350 værnepligtige på mit hold, så spurgte han ind til den ene jeg havde knaldet. Hvad er oddsene?
Ligeledes måtte jeg komme til kort.

”Du er ikke den Pingvin, er du?” spurgte han. Nåh ja, så var katten ude af sækken. Jeg funderede lidt over, hvilke historier BMA mon havde fortalt. Og til hvor mange.
Det kom dog frem, at de var ganske nære venner. Ham og BMA. Han havde hørt historier om min… løssluppenhed, når jeg var i byen og begyndte at drikke tequila. Kunne mærke mine kinder blive røde ved påmindelsen, og at dette fremmede menneske vidste sådanne ting om mig. Min nysgerrighed var ved at eksplodere, over hvad BMA mon havde fortalt.

Garderen 2.0 virkede en smule imponeret, faktisk. Her tænkte jeg The Brocode ville bryde ind, og stoppe vores korrespondance. Men han lod sig ikke sådan lige bremse. Han ville gerne ses.
”Ja, det tror jeg da gerne, hvis det er det indtryk han har af mig” tænkte jeg for mig selv og undskyldte mig med, at min far ville være tilstede i lejligheden lige netop den dag, han inviterede sig selv.

”Hvad med næste weekend” blev han ved. En ihærdighed, jeg kunne genkende fra BMA de første par gange vi sås.
”Jeg synes du skal tale med BMA, om han har cool med det,” undveg jeg. Jeg ville faktisk gerne have en reaktion fra BMA. Et eller andet. Det var over en uge siden jeg sidst havde hørt fra ham, og det kunne være, det her gav ham et los i røven.
Der gik nogle dage, hvor jeg var lidt i syv sind. Hele tiden frem og tilbage. Skulle jeg mødes med ham? Havde jeg overhovedet lyst? Var det bare for at få en reaktion? Ville jeg være den pige, de kunne high five over, de begge havde knaldet?

Garderen 2.0 var i midlertidigt vedholdende og tålmodig i min evige limbo. Langsomt stoppede BMA med at være samtaleemnet. Jeg holdt igen, stadig mistænksom overfor hans intention. Han virkede sød og oprigtig. Men har ofte ladt mig forlede af opmærksomhedens lokkemad. Derfor analyserede og screenshottede jeg noget nær hele samtalen, for at videresende til veninderne.
De virkede optimistiske. ”Hvis BMA ikke vil noget, så kan du vel være helt ligeglad.” Det råd tog jeg for gode varer. Kun Brormand virkede skeptisk. ”Han virker som en douche-bro og ikke en gentleman-bro,” stadfæstede han.
Hele tiden frem og tilbage.

”Jeg skal på øvelse næste uge, og ses med BMA fredag,” informerede Garderen 2.0 mig.
Ih guder, så hører jeg nok aldrig fra ham igen, tænkte jeg.
”Skal vi ikke ses lørdag? Så kan du pusle om mig?” forsatte han i samme besked.
Fandenivoldskheden i mig tog over, hvis han ville ses, så skulle han dælme have lov. Han var jo sød.
”Det glæder jeg mig til!” var hans respons. Følte et vist behov for, at forventningsafstemme med det samme. Uanset hvilket indtryk han måtte have fået, havde jeg et behov for at sænke hans forventninger. Min tidligere tendens til at rive første og bedste hankøn til mig, er noget jeg prøver at ihukomme.
Næste gang, skal det betyde noget, har jeg lovet mig selv. Det har jeg gjort før og brudt det i en brandert, men lad nu det ligge.

Han virkede helt indforstået med, at vi blot skulle ses til pizza og film. En plan jeg har tænkt mig at overholde, uanset om han bliver og sover eller ej. Fordi jeg gerne vil bevise, at jeg kan mere end bare være en man knalder med. Det synes jeg faktisk jeg har fortjent.

what