Jeg fandt ud af, at min panik over Løven bare var en hjernesammensmeltning, lige inden en stor begivenhed i mit liv. Han repræsenterer noget hjemmeligt og trygt, som en del af mig ønskede at holde fast i.

Men hans midlertidige overtagelse af min hjerne røg på røv og albuer, da jeg stod på kasernen mandag formiddag. Alle indtrykkene, menneskerne, reglerne… Det var mere end rigeligt til at holde hjernen beskæftiget, og der var faktisk slet ikke tid til hverken Løven eller Vikingen (som forresten har gjort alvor af sin bemærkning, og har inviteret min veninde på date? Whoa?!)

Men anyways så har jeg lært utrolig meget de sidste 5 døgn, så her er en kort liste:

– At man godt kan fungere på 4,5 times søvn 4 døgn i streg
– At core-træning er det vigtigste i verden
– At stå ret sammen med en hel deling, mens et menneske står og råber umiddelbart foran én
– At den rigtige påklædning er vigtig
– At sige “javel”, og titulere korrekt
– At samle et gevær fra bunden
– At der findes noget der hedder en “skæg-ansøgning”
– At semi-korte negle er umulige at holde rene
– At jeg er en slapssvans
– At indtage et komplet måltid på under 10 minutter

Jeg har sikkert lært meget mere, men det er fuldstændig umuligt at holde styr på lige nu. Der er så mange gode historier og vilde ting man allerede har prøvet, og selvom de tester en på udholdenhed, så elsker jeg det virkelig.

Men ingen Klodset Pigvin, uden at der er en fyr indblandet, selvom jeg havde svoret, at dette var mit arbejde og jeg skulle være professionel.
Derfor er det også øverst på listen over ting, jeg stadig skal lære:

– Stop med at kigge på Sergenten

Se, problemet i militæret er at der er en fast rangorden, som skaber meget stor distance mellem for eksempel værnepligtige og sergenter (det er et totalt no-no). Men ham her… Åh, altså. Han er sådan en man kunne falde for. Sådan rigtig. Lidt genert, holder sig mest i baggrunden, helt blå øjne og skønne fodboldben.
Heldigvis er hans udseende lidt specielt, så de fleste finder ham faktisk ikke attraktiv, og underligt nok gør det mig super glad, fordi så har jeg ham lidt for mig selv.
Ikke at jeg kan få ham, men i min lille fantasi-verden, som jeg bruger meget tid på for at holde mig vågen, er jeg ikke glad for konkurrence.
Og jeg kan jo altid score ham efter værnepligten. Jeg har i hvert fald både tænkt på ham, og stalket ham fuldstændig ukontrolleret (Ja, jeg fandt ham udelukkende på baggrund af hans meget almindelige efternavn. Nogen burde ansætte mig i efterretsnings tjenesten). Det er utroligt hvad internettet giver mulighed for. Sådan lige at få hans søde ansigt til at dukke op på min skærm, når jeg ønsker det.
Min eneste mulighed, er at få ham til at forstå, at jeg synes han er sød… uden at snakke med ham?
Øjenflirting-skills in progress.
Alt er ved det gamle. Pingvinen roder sig ud på dybt vand, bare med mere oppakning og tungere våben.

Et nyt kapitel starter om under 36 timer. Tasken er pakket. Fyldt med varme sokker, undertøj, panodil, ipomorfen og forventninger.
Fra på mandag er jeg officielt underlagt den parallelverden der hedder Det Danske Forsvar. Mest af alt for at teste mig selv, men også fordi den hierarkiske opbygning er noget der falder i god jord ved mig. At bruge kroppen fysisk til det punkt hvor den tror den skal falde død om, og der kun er et formål med dagen – at lave hårdt fysisk arbejde – er noget jeg inderligt trænger til, efter tre år med indlæring af ting jeg allerede har glemt.

Forgæves har jeg prøvet at nedlægge Vikingen inden denne flytning fandt sted. Han veksler meget. Så vil han være venner på Snapchat, så vil han ikke tale, så vil han være mut.
Altså, hvor svært skal det være for en kvinde at få et uforpligtende knald heromkring?
Ja, jeg spørger bare.
Da min bedste gruppe af damebekendtskab og jeg så besluttede at skyde pokker i vold, og suge os ned i en god blanding af vin og shots på en torsdag. Ja, så blev jeg måske en smule ærlig overfor Vikingen. Mellem stavefejl og usammenhæng, fik jeg alligevel fortalt ham, at han opførte sig som en kælling og det var noget pis. Hvilket han kvitterede med svaret: “Hvem er hende din blonde veninde? Hende ku’ jeg godt hvis hun er frisk.”
Okay, det var dråben Hr. Viking. Hans surmulende lorte attitude var med ét et tydeligt, og ret patetisk, panser, der skulle dække over det faktum, at han i virkeligheden bare er en “bitter forknoklet mand”, som Københavner-veninden beskrev det.

Slut var det, gad ikke hans pis. Og hvad var så den eneste logiske løsning? Glad for I spørger. Jeg spurgte da bare Løven.
Heldigvis var Løven frisk på det hele. Og var faktisk ganske sød. “Jeg har virkelig travlt indtil mandag, hvornår kommer du hjem igen?” Det kunne jeg ikke svare på, start september ville jeg skyde på.
“Det er for længe, jeg finder ud af noget!” Og det gjorde vores alle sammens yndlings Løve.
Faktisk husker jeg ikke meget (fordi min promille på det tidspunkt matchede mit eksamens-gennemsnit) andet end at jeg var glad for han var så nem og ligetil. Der var ikke noget ballade. Vi skulle knalde, og det skulle være inden mandag.
Dagen derpå var dog det værste jeg nogensinde har prøvet. Så da jeg endelig lagde mig til at sove, og den afslørende lyd af Snapchat brød stilheden i mørket, var jeg fristet til ikke at tjekke. Alligevel med et lille håb om det var Løven, vendte jeg skærmen. Ganske rigtigt.
“Er du hjemme?” Måtte overveje et kort øjeblik. Et møde med Løven krævede i hvert fald at jeg havde været i bad. Det tog mig cirka 30 sekunder. Og 10 minutter efter stod han ude foran døren.
Det må man give manden, han er sku til at regne med. Med en næsten lidt for kliché-fyldt, “skal vi sætte en film på?” frase smed han sig i sengen, midt i mit flytte rod. Jeg gad næsten ikke, men gjorde det alligevel.

Til skræk og rædsel havde Løven været til en eller anden hip frisør, der åbenbart havde valgt at maltraktere hans så søde krøller. Et sidespring i historien, men åh de krøller.

Hurtigt var hans hænder på mig. “Smid tøjet,” sagde han uden at tøve. Jeg blinkede af ham. “Jeg fik ikke lov til at se meget sidst, og det havde jeg faktisk glædet mig til.”
Jeg rejste mig, og lod tøjet falde på gulvet. Underligt bevidst om, hvordan jeg aldrig er usikker på min krop, når jeg først er in action. Jeg kiggede ham i øjnene og mærkede et rus af noget nær narcisisme og selvtilfredshed da hans øjne skøjtede ned over min krop. Inden jeg nåede at tænke på mit næste træk, tog han min hånd og trak mig ned til sig i sengen. Han havde stadig tøj på lagde jeg mærke til, og gjorde ikke antræk til at smide det.
Man kan nok ikke kalde det kærligt, det vi lavede. Nok nærmere noget dyrisk. Vores kys var præget af bid i læber og hals. Knebet med at bide i øreflippen er altid en vinder.
Med et fast greb vendte han mig, mit hoved i puden og ham lige bag mig. Et bestemt knæ skilte mine ben, og lod sin hånd vandre. Hans tænder lige under mit øre, mens han fandt vej ind med to fingre, den anden fast placeret på min balle, hvor han holdt mig tæt mod hans lærredsbukser var på hårdt arbejde, for at holde en uignorerbar erektion indenbords. Flere minutters sød tortur, hvor jeg konstant havde lyst til at vende mig om og kræve mere. Flå hans tøj af. Et eller andet. Han stoppede alle min forsøg ved at presse mig længere ned i madrassen, holde mig fast med sit knæ, tage lidt hårdere fat om min røv. Og det slog mig at Løven muligvis ikke var helt så vanilje-kedelig som jeg havde antaget i starten. Måske havde han også holdt igen.
Med et ordenligt rap over den ene balle, indikerede han, at min tur var slut, og det var tid til noget nyt.
Så lynede han ned, og (knap så) lille-Løven sprang frem. Mere imponerende end sidste gang.
Se, jeg har jo altid været kvinde for en god udfordring, og jeg ville give manden noget at snakke om. Så jeg lagde mig på knæ foran ham, og gjorde som man nu gør, af det bedste jeg har lært. Normalt er øjenkontakt ikke min stærke side, men noget skete, og jeg kiggede direkte op på ham, under et virvar af nyvasket hår og øjenvipper, og kunne tilfredst konstatere at han nød showet. Jeg holdt hans øjne og smilede. “Årh fuck,” grumlede han mens hans hånd fik et mere fast greb i mit hår.
Pludselig hev han mig op på sig, hænderne på min talje og begyndte ellers bare at fylde ud.
Kortvarigt tænkte jeg over, at han stadig havde t-shirt på. Men han ramte alt det rigtige, og hans hænder var skiftevis alle de rigtige steder, og så måtte han for min skyld have alt det tøj på han ville.

I gispende ekstase lagde jeg mig ved siden af ham, hovedet på puden lige over hans skulder, hans hånd forsat på mit lår. “Nåh, men det var da meget længere end sidst!” proklamerede han glad. Jeg strakte mig sløvt, og lod ham snakke. Han var så sød når han snakkede om håndbold, viste stolt videoer med forklaringer om teknik jeg ikke forstod. Jeg lyttede og mumlede svar.
“Du lægger ikke noget i det her, vel?” spurgte han. Jeg fnyste hånligt og grinede. Du behøver ikke bekymre dig Løve, den har jeg udredt.
Han smuttede kort efter, og lod mig falde i søvn, udmattet og glad. Glad på den måde man kun er, når man lige er blevet knaldet rigtig godt.
Morgenen efter er den sløve ekstatiske følelse der stadig. Som om man bare er rolig inden i.

Et godt farvel-knald burde være obligatorisk.

Efter Blondie og jeg var færdige med at være passivt aggressivt sure på hinanden, måtte vi genforenes.
Det overvældede mig lidt, hvor meget jeg faktisk havde savnet ham. At læne hovedet tilbage mod nakkestøtten og lytte til ham snakke. Den måde hvor man lytter og nikker, uden faktisk at lytte.
Han kørte selvsikkert gennem landskabet, fortalte og fortalte. Jeg nød bare nærværet og lugten af ham. At slappe af i min konfuse hjerne for en stund.
Han krammede mig da jeg blev sat af. Tæt, varmt og Blondie agtigt.
Vi havde tydeligvis ikke fået nok af vore genfundne venskab, for vi forsatte med at chatte da vi var kommet hjem.
Om alt muligt. Og så om sex. Om min støbeske. Tændvæske og broer der skulle brænde.
Om min liste over folk jeg nødig ville efterlade unfucked i vores lille by.
Pludselig snakkede vi om Vikingen. Hvordan man skulle få skovlen under ham.
“Han er stadig frisk på en trekant. Dig, ham og mig,” forklarede Blondie.
Første måtte jeg grine. Det var jo absurd.

Eller var det? Ville denne skøget-hed ikke passe perfekt ned i min lille støbeske måske?
Måske nævnte Blondie det i sjov og spas. Men jeg fik pludselig lyst til at prøve det.
Virkelig trykke på detonatoren til denne spændingsforladte by inden jeg smutter for good.

Læseferie og sol, er en kombination, der virkelig udfordrer min viljestyrke. Hvad er vigtigst? Mit skoleprojekt eller min sommer-tan? Alle ved jo, at det er umuligt at se noget udendørs på en computerskærm.

Jeg har derfor bare tullet rundt herhjemme, uden noget tidspres, og spenderet tiden på at læse bøger (ikke af faglig karakter overhovedet), spist frokost med veninderne, shoppet og trænet (med dertilhørende hoveddrejninger efter håndboldgutterne, der tilfældigvis træner på helt samme tid som os).

Men i fredags fik min veninde 12 i det samme som jeg skal op i, og jeg tænkte “ppfffh, det kan jeg sku også”. Jaja frøken Pingvin, hvad med lige at skrive projektet mere end 2 sider langt?

Så jeg besluttede hårdnakket, at mandag ville jeg gå i gang. Og hvad laver jeg nu? Skriver blogindlæg og spiser en chips/mælkesnitte-kombi til morgenmad. Godt skuldret.          Men jeg har jo altså haft ganske travlt i weekenden. Med fødselsdage, arbejde og andre vitale arrangementer.

Så jeg skulle arbejde sammen med Vikingen, hvilket jo naturligvis optog mit hoved langt mere, end det der skole. Havde stjålet et glimt af ham uden trøje på til træning. Den slags glemmer man ikke lige umiddelbart.

Da jeg dukkede op på jobbet, gik jeg ud fra det ville være akavet som det plejer efter vores p-hus eventyr. Men jeg var fast besluttet på ikke at lade den slags slå mig ud. Jeg dukkede op efter træning. Nyvasket, nyolieret, brun-agtig og i shorts. Hvem skulle kunne stå for det? Ikke Vikingen. Han virkede meget mere varm, sjov og hyggelig end han har gjort de sidste par uger. Vi tullede lidt rundt, han virkede nærmest undskyldende for ikke at have nået noget. Jeg smilede og grinede. Stillede mig lidt tættere på end normalt. Ikke noget vildt, bare en lille markering. Stabiliserede grundlaget igen.

Det var hyggeligt, jeg drillede ham lidt, han drillede igen. Alt i alt en super god  stund. Så forsvandt han, og helvede begyndte.

Sikringer der sprang. Ting det nægtede ikke at vælte ud over det hele. Kunder i stride strømme. Mangel på aircondition. En vagt hvor man havde død travlt, men alligevel intet nåede. Da min vagt ebbede ud og jeg var på vej mod min veninde, fik jeg en besked fra Blondie.

“En anden gang skal du lige huske at ordne grønt.” Mit raseri var lige ved at koge over. Hvad fanden bildte han sig ind. Han var ikke engang på arbejde. Jeg skrev et kort og prompte svar til ham og håbede han ville lade det ligge.

Men ak nej. Han skulle tvære i det. Brokke sig over min attitude, at den slags ting skulle jeg have styr på, at det kunne jeg vel nok nå.

Raseriet brændte i min krop. Fik hjertet til at banke og panden til at prikke.

4 sekunder fra en flyveskalle hr. Blondie. Jeg lod vær at svare, lod stilheden insinuere at han var gået over stregen. Hans selvsmagende arrogance pissede mig grænseløst af, til det punkt jeg var klar til at hente springbrættet. Øretæveindbydende.                                       Han forsatte ufortrødent. Beskederne tikkede ind. Han var altid så sød ved mig, jeg skulle tage mig sammen, pakke min attitude og sure svar sammen igen. At han forstod vi havde haft travlt i dag. Det eneste jeg kunne tænke var, hvis ikke du er den med den dårlige attitude, hvorfor skriver du så overhovedet til mig? Jeg ved da godt hvad skal og ikke skal nå, men jeg kan ikke ændre på kundestrømmen min ven.

Måtte slutte den af med en lang besked, hvor jeg bad ham bakke af inden jeg fik sagt horrible ting i raseri. Sluttede beskeden med “denne besked skal ikke besvares”.

Han forstod budskabet.

Det lyder totalt romantisk – det var det ikke. Det var egentligt bare Blondie og jeg der valgte at køre en tur og snakke.

Vi snakkede om alt, nærmest. Det var let og hyggeligt, bare at brænde benzin af på motorvejen i aftensolen. Intet sted at tage hen, intet at nå.

Han snakkede om Maria, hende den nye. Jeg har en dårlig mavefornemmelse, men hvis han er glad, så er jeg glad. Oprigtigt!

Vi snakkede om Vikingen. Det var mærkeligt. Eller det var det ikke, men det efterlod mig med en masse tanker.

“Jeg tror sku du har tabt den kamp snuske,” sagde Blondie og grinnede.

Jeg grinnede med, jeg tror det er en forsvarsmekanisme jeg har.

Mit selvværd og selvbillede er stadig lidt skrøbeligt. Altså jeg overlader det i hvert fald ikke i andres hænder.

Lad mig uddybbe så alt dette ikke bliver alt for kryptisk.

Jeg vejede 10 kilo mere for et år siden. Det er intet enormt vægttab, men det har været en enorm sejr for mig. For inde bag de 10 kilo fedt, der gemte sig en relativt sprød krop og en ret fed personlighed. Hvis jeg selv skal sige det, uden at det bliver for selvsmagende.

Altså personligheden har jo hele tiden været der, men den nervøsitet og mangel på selvværd jeg har følt, har skjult den godt.

Så jeg er blomstret og vokset det sidste års tid. Halleluja. Jeg vågner ofte op og kigger mig selv i spejlet og tænker enten “daaaayam guurl,” eller “nåh det er sku da ikke helt skidt.”

Og fandeme om det ikke bliver over mit lig, at et eller andet hankøns væsen skal komme og ødelægge det.

Blondies kommentar om at Vikingen var “iskold”, var både en smule latterlig (han virkede ikke iskold da jeg mødte ham onsdag), og en smule sårende. For hvorfor er det mandemenneske ikke ved at falde over sine egne ben?

“Han ville være heldig at få mig!” råber den ene halvdel af min hjerne.

Og så kommer tvivlen snigende… For er der et eller andet vitterligt galt med mig? Har jeg kronisk en bussemand siddende på kinden, men har fortrængt det og kan ikke længere se den? Er jeg et af de mennesker der klemmer sig ned i en størrelse 36 og tænker “if it zips it fits”, med deller væltende ud over det hele. Jeg tror det ikke? Min størrelse 36 er velfortjent.

Jeg vil ikke defineres af nogens afslag (og teknisk set så afviste jeg ham! At jeg har fortrudt det bitterligt bagefter, er vores lille hemmelighed), min selvtillid skal komme fra mig selv af.

Faktisk er jeg lidt træt af at føle, jeg skal anerkendes på baggrund af mit udseende. Jeg vil lyttes til, føle mig sjov og interesant. Og så kommer jeg til at savne Vennen. Ham der lytter og ser mig.

Men indtil da, så må mit anthem være Marina and the diamonds – How to be a heartbreaker.

“Rule number one, is that you gotta have fun. ‘Cause baby when you’re done, you gotta be the first to run.”

Hot damn, sad overfor en random fyr til terminsprøve i dag, og jamen halløjsa til ham! Hvem er han? Og hvorfor har jeg ikke lagt mærke til ham før? Sweet baby jesus, den kæbelinje og det hår… wow, lidt svært at koncenterere sig om opgaven og ikke savle ned i tastaturet når han sidder lige dér! Kig herhen basse mand, give mama some sugar..

Har ingen idé om hvem han er, eller hvad han hedder, så det må blive Flotte-Lotte indtil videre.

Mødte Vikingen idag… Han var noget mindre cool end jeg var. Jeg synes jeg var sød og sjov. Blondie syntes også, jeg vandt lidt. Vikingen så både forbløffet og betuttet ud, da jeg pludselig stod der.

Ved ikke hvorfor det gør mig glad at gøre ham nervøs (eller måske lidt pinligt), jeg synes i hvert fald det var sjovt!

På anden dagen må jeg sige, det er en bitter følelse jeg har i kroppen.

Tømmermænd (det burde ikke være fysisk muligt at blive straffet så længe) og terminsprøve. I mit 3. sprog. Hvis jeg består, er jeg lykkelig.

Men min hjerne er totalt indvaderet af Vikingen… Som togterne i 1100-tallet… Hjerne-voldtaget af Vikingen..

Har drømt om ham hele natten. ‘Amen altså.

Nok mest fordi jeg er ærgerlig. Træt af jeg knaldede med en elleR anden, det var dårligt, og jeg kunne have fået god sex med Vikingen (går jeg ud fra – han virker til at have styr på det).

“Dans dig gennem det,” tænker jeg.. Men kan ikke lade vær med at være skuffet og træt af det. Jævnt træls, som vi siger i Jylland.

Det føles lidt som om der er blevet stukket ild til min libido (hallihallo se et fancy ord, vi kan også kalde en spade for en spade; liderlighed) og ilden blev ikke slukket igen, fordi Byggemand Bob ikke var en handyman i sengen. Overhovedet.

Så nu går jeg, eller sidder lige før terminsprøve, og er små-irritable. Fordi Vikingen ikke har skrevet, og jeg ved ikke hvornår jeg kan blive rykket rundt.

Hvis jeg nu stopper med at snakke om det, så kan det være det går væk?

Lort i karry.

Efter vi havde fundet før-nævnte pizza, og før-nævnte brødre, var det på tide at vende snuderne hjemad.

Jeg væltede ind af døren kl. 4, tjekkede hurtigt min mobil. En million beskeder, men én af dem var fra Byggemand Bob. Han lå på naboværelset, og ville høre om jeg ikke kom ind i puttede. I min æske-stive tilstand virkede det som en genial idé.

Og så bollede vi. Hovsa.

Det ville jo alt sammen være fryd og gammen, hvis det ikke var fordi, at det var kamp-dårligt! Han var ved alle guder noget nær den dårligste kysser, han havde alt for travlt, virkede uerfaren, kunne ikke helt få den op, og så var det den mindste diller jeg har haft nærkontakt med.

Fuck…

Det gik ikke rigtigt, jeg prøvede at dysse det hen og bare putte, sige det var okay og alt det man nu skal når det ikke går. Mest fordi jeg havde lidt ondt af ham, fordi han virkede så stresset over det…

Han kompencerede dog for det, ved at vold-fingrepule mig, til punktet hvor det gjorde ondt – og ikke på den fede måde… Min stakkels fjabbe hænger i laser i dag, og jeg magter ingenlunde at skulle sidde på en stol i et supermarked 5 timer i dag, nåh…

Han var meget ihærdig, men virkelig dårlig. Altså, det kan næsten ikke beskrives, og jeg fortrød straks jeg ikke var smuttet med Vikingen….

Efter 2 timers søvn, gik han på toilettet, og jeg så mit snit til at hoppe ind til mig selv, så vi kunne undgå akavetheden ved morgenbordet, hvis vi kom ud fra det samme værelse. Og så ville jeg ærligt gerne slippe lidt væk…

Stakkels Byggemand Bob, og stakkels mit underliv…..

Du godeste…. Tømmermændene er ankommet. De pynter ikke på min skrantende moral fra nattens udskejelser. Mit underliv og mit hovede tager straffen idag. Så voldsomt at jeg ikke kan andet end, at gribe min dyne, computer, vandflaske og marabou med Oreos og nyde turen.

Vi havde arrangeret en lille bytur, nogle veninder og jeg. Vores lille opvarmnings festivitas blev dog ganske omfattende, da mine brødre og deres kammerater begyndte at dukke op. Ja, også Byggemand Bob såmænd.

Se papbror havde jo nedlagt veto mod søster-bedsteven idéen. Lige pludselig forstår jeg hvorfor. Men igår virkede det træls. Så jeg tænkte det ville blive et noget større udstyrsstykke end det egentligt blev. Men mere om det senere, jeg er slet ikke færdig med at være slem.

Vi hoppede videre i byen. Festede, hyggede, hilste på mennesker og raflede. Skide fedt arrangement, og den sjoveste gruppe mennesker jeg længe har været sammen med.

Vi daffede lidt rundt på gaden, nok på udkig efter eventyr eller pizza.

“Der er Vikigen!” nærmest skriger min veninde.

Og ganske rigtigt, der stod han. I en restaurant med to piger, skjorte og pæne bukser. Haps.

Vi fløj ind, og jeg kan ikke huske hvem han virkede mest glad for at se.

Vi gik ud og satte os, han foreslog en trekant og jeg grinede lidt hånligt. Kom igen Viking, så heldig er du ikke. Men sku ikke om den lille væsel af en veninde jeg har, så det som sit snit til at føre mig og Vikingen sammen. Hun kyssede ham, lige foran øjnene på mig, jeg nåede ikke engang at blive rasende, før hun kiggede på mig med et udfordrende blik.

“Game on,” tænkte jeg, og snavede Vikingen ind i det næste århunderede.

Fast forward omkring 15 minutter, til en mørk parkeringskælder (spørg mig ikke hvordan vi endte der). Vikingen og jeg er alene, jeg griner og skubber ham drilsk væk. Legen er sjov, han er mig fysisk overlegen gange 1000. Han synes vi skal hjem sammen, jeg siger vi skal lade vær, men holder fast i hans skjorte og kigger ham i øjnene. Vi står helt tæt, kun Vikingens skæg i mellem os.

Han begynder at gå frem ad og skubber mig op mod muren, hans hænder på mine hofter, mine arme om hans nakke. Han løfter mig op ad muren, så jeg sidder med benene rundt om ham, og håber voldsomt på at han evner at holde balancen med mine ekstra kilo lagt til hans egen kropsvægt, der i forvejen ikke samarbejder med hans balanceevne.

Han klarede det. Vi kysser. Længe. Intenst. Han laver movet og får sin hånd under min bluse, videre ned i mine bukser (totalt 7. klasse, jeg ved det.)

“Skal vi ikke gå hjem til mig?” ånder han.

Jeg kigger på ham, mens jeg hopper ned. Blinker med et blik der ville være et dådyr værdigt.

“Nej det går ikke, jeg tror du skylder pandekager og øl først,” svarer jeg og føler mig i kontrol.

“Hvis vi kysser mere nu, så bliver vi nød til at være sammen i nat,” forsætter han.

Jeg smiler, det var jo bare ærgerligt vi måtte stoppe med at kysse så. Hans håndbold kammerater fandt os, stod og hujede nogle meter væk. Jeg læner mig ind mod ham, hans hænder stadig fast om min talje. Slikker ham på halsen og bider ham i øret. Overvældende tilråb fra vores tilskuere. Godt de fik sig et show med den klodsede pingvin.

Trækker mig væk fra Vikingen, hans blik er sløret, kysser ham på kinden, vender om på hælene og går ud af parkeringskælderen for at finde min veninde, der heldigvis ikke er langt væk og gemmer sig bag en betonpæl. Vi fniser mens vi forsætter vores jagt på pizza.

Nogle gange føles det fedt at være en narrefisse.

Nogle gange gør man ting i god intention, og det er som om modtageren slet ikke opfatter det på den måde.

Sådan havde jeg det i hvert fald med Vikingen her til morgen!

Da jeg lukkede butikken igår, sørgede jeg for at der var fyldt ekstra godt op af alting, så han ikke behøvede at fylde så meget op når han skulle åbne. Jeg nåede dog ikke en enkel opgave, og satte en post-it hvor jeg vidste han ville se det;

“Godmorgen solstråle [indsæt sol-smiley med solbriller], jeg nåede ikke brød her til aften – men alt andet burde være a-ok! Hyggehejsa, og god vagt!”

Jeg synes selv det var meget sødt – det synes Vikingen bestemt ikke! Klokken 8 havde jeg fået en meget sur og bestemt besked om at mælken var fyldt forkert og alle varerne udenfor (som egentligt er ungarbejderens ansvar, men lad det ligge) ikke var kommet ind.

Jeg ved at jeg ikke skal tage det personligt – men de sidste par uger har jeg fået meget kritik på arbejdet, og det går mig på… For jeg vil gerne gøre mit aller bedste, men de ting jeg får hug for, er ting jeg ikke er blevet oplært i, men som forventes at jeg kan alligevel. Jeg føler mig som en idiot, og at jeg ikke kan de ting jeg burde kunne.

Jeg ved godt Vikingen har arbejdet der i 3 år længere end jeg, og at jeg derfor selvfølgelig ikke er ligeså dygtig og rutineret som ham. Men derfor går det mig stadig på, når jeg føler mig så uduelig.

Jeg burde selvfølgelig være glad for kritikken, for det er den eneste måde jeg bliver bedre. Men det er bare svært, når man føler alle de gode ting man gør, bliver overset i processen.

Og det er derfor man ikke fjoller rundt med folk, som man arbejder sammen med. Det gør bare lidt mere ondt, når man gerne vil fremstå fra sin bedste side, og de så alligevel finder fejl ved det man gør.