Jeg har altid set mig selv som et menneske med en plan. Et kort. En udstukket rute. Et soleklart pejlemærke som mål.

Det seneste stykke tid har jeg mærket mange karaktertræk, som jeg påskønner ved mig selv, smuldre mellem mine fingre og blive erstattet af ting jeg foragter.
Brokkeri, selvhævdelse og selvmedlidenhed.
Opmærksomhedshungrende, krævende og ynkelig.
Rygradsløs, tudvåren og tilbageholdende.

Det hårdeste er at se tilbage på en person man faktisk var stolt af, blive erstattet af en flæbende dejklump, der render rundt med hovedet så langt oppe i røven på sig selv, at al erindring om solen er forsvundet.
Min “mer’ vil ha’ mer'”-mentalitet har efterhånden sendt mig så hovedkulds gennem livet, at jeg ikke kan finde fodfæstet igen.

Jeg prøver at minde mig selv om de gode ting. Det gør jeg virkelig. Min momentære glæde bliver som en mælkefarvet membran hen over alt det sorte i maven.
Tvivlen og utilstrækkeligheden fylder, alligevel tager jeg mig ikke sammen.
Jeg udskyder, undskylder og bebrejder. Altid, er der en vinderlig forklaring på hvorfor tingene ikke bliver gjort.
En regnorm, er hvad jeg er blevet til.
Mest fordi jeg er bange for, at gøre mit allerbedste, og stadig ikke være god nok.
Jeg roder rundt, men prøver at lade som om jeg har styr på det hele.
Jeg tror alle andre har gennemskuet mig, men jeg er den eneste der stadig tror på den store fede løgn, der er mit liv.

Og alt dette får mig til at vende tilbage til BMA.
En situation, hvor jeg fejlagtigt troede jeg var den, med den vindende hånd. Den overlegne. Den med bukserne på.
Der tog jeg fejl.
Tre knald inde, måtte jeg endnu en gang sande, hvor ypperligt jeg sukkede efter hans opmærksomhed.
Særligt nu, da han ikke vil give den til mig.
Rasende og frustreret har jeg været. Oftest på mig selv. Over mit alt for store engagement i dette hankønsvæsen, der tydeligvis blot er en 20-årig knægt med hovedet fuld af partroner og krudt.
Men ind i mellem, særligt efter 1-2 øl for mange, er det kommet til at gå ud over ham.
At jeg har kvajet mig, og givet mere ud af mig selv end jeg egentligt vil. At jeg dagen efter med skam, har svoret aldrig at kontakte ham igen.
Efter 3-4 dages stilhed knækker jeg for det meste, og skriver til ham alligevel.
Fordi det er sådan jeg er blevet. Til en regnorm.

Og er det ikke typisk sådan legen er. Først ville han, hvor jeg ikke interesserede mig synderligt.
Nu er det omvendt. Og det er mig der sidder med den lange næse.
Egentligt er jeg OK med omfanget af vores kontakt. Et par gange om ugen er helt finno.
Dette er så skammeligt, at jeg aldrig ville sige det højt, så lad det blive mellem os.
Men jeg ville gerne være “hans” eller nogens. Jeg er ikke afklaret med om det er ham som sådan, eller om det bare er ideen om, faktisk at have en sød dude der kan lide en.
Måske er det det sidste.
Efterhånden er jeg kommet frem til, at mit behov til at gøre “krav” på ham, er at jeg på den måde kan forvente noget af ham. At han på den måde også skylder mig engagement.
Det er ulogisk og usundt. Det ser også helt skørt ud, når jeg skriver det ned.
I virkeligheden vil jeg jo bare gerne bekræftes i, at jeg er ønsket og begæret.
At kvæle ham i opmærksomhed er ikke den rigtige strategi, det ved jeg. Men ligesom en junkie, er jeg nærmest dirrende efter hans opmærksomhed efter 3 dage. Så hungrende, at jeg er villig til at sætte min stolthed og integritet over styr.
Alle overspringsundskyldningerne træder straks til. “Alle kan jo lide, at være savnet”, “der er intet i vejen med at vise man er interesseret – LIGESTILLING!” og “han skal jo bare lige mindes om, at du er sød”.
Det er alt sammen bullshit. For i virkeligheden har han ikke udvist interesse i nogle måneder. Alligevel hænger jeg fast ved ham, som en tæge på et dødt dyr. Febrilsk suger jeg det sidste næring ud af noget, der har ligget i vejkanten i månedsvis.
Ynkelig og patetisk er det eneste der kan beskrive min situation lige nu.

Engang sagde en mand, jeg så meget op til “stram op!”.
Jeg havde helt glemt, hvor kloge to så små ord kan være. Hvor kort og præcist noget kan siges.
Men mere skal der ikke til.

Stram op!