Slutty pingvin var været ude at lufte fjerene igen. I to byer, på under 72 timer. Jeg bliver bedre og bedre kan man sige.
Torsdag skulle vi smadre byen, bestemte min deling og jeg os for. Og smadret den blev. Vi havde ferie i udsyn, vi havde haft en nem uge, vi havde penge at brænde af.
Pigerne startede på vores værelse, med rødvin direkte af flaskerne, mens man boksede med den nedpressede korkprop, der flød rundt i den røde mirakeldrik på grund af manglende proptrækker. Nu manglede bare et halbal at crashe.
Alt klunset blev vist frem. Pigerne dånede ved synet af min nyindkøbte cold-shoulder kjole. Men jeg var imidlertidigt ikke i kjole humør, og hoppede i den sikre jeans og t-shirt kombi.
Da vi ankom på klubben til vores opvarminingsfest, var der drinks ad libitum. Noget pingvinen kan lide. Skumbananer, øl, cider, isbjørn – det hele røg lige ned i løgnhalsen. Modsat de andre piger, fandt jeg hurtigt sammen med drengene for at spille beerpong og bordfodbold. Et ubenægteligt talent af mine er, at jeg bliver bedre til drukspil i takt med jeg drikker mere, hvilket gjorde mig til en eftertragtet holdkammerat.

Nogle timer senere beundrede jeg duften af min nye lipgloss, mens diskotekets bass fik vægen med spejlet til at vibrere. Med sammenknebne øjne studerede jeg mig selv. Ud af øjenkrogen opfattede jeg en toiletbås gå op. Hendes ansigt var sløret, men hendes kavalergang var ikke til at tage fejl af. Smilede til hendes slørrede fjæs, og satte snuden mod baren. Fast besluttet på at få fat i BMA, en af mine nye venner.
“BMA!” sagde jeg ivrigt og lænede mig ind over hans skulder, “damen der kommer ud fra toilettet om 10 sekunder,” forsatte jeg og kiggede forventningsfuldt på døren. Mine matchmakingskills var i gang. Da hun trådte ud i rummet, kiggede jeg på BMA med et løftet øjenbryn. Han trak skævt på smilebåndet og rystede på hovedet. “Hun er ikke min type,” sagde han blot og rakte mig en øl mere. Pokkers.
Kort efter gjorde en gruppe sergenter entré på klubben. Nysgerrigt studerede vi hinanden i civilt tøj. Smilede høfligt til hinanden og udvekslede et par ord. Min specifikke Sergent var der desværre ikke. Dobbelt pokkers.

Fast forward nogle timer, hvor BMA trak mig ud på dansegulvet til Nik og Jay.
“Hvad sker der med jer?” spurgte veninderne ivrigt mellem sangene. Jeg vidste det ikke. Han var da måske meget sød. Efter 5-10-15 genstande var han i hvert fald.
Ind i mellem tog jeg mig selv i at sammenligne ham med Sergenten. Skubbede tanken fra mig, og gik med ham ud på gaden. “Fryser du ikke?” spurgte han. Jeg mumlede noget og blinkede op mod ham. Så kyssede han mig.
Og selvudnævnt never-quitter som jeg er, sad jeg jo i saksen. To drinks mere og en taxatur hjem til kasernen tog det at overbevise mig selvom, at det forstående ville være en pisse god idé.
Grinende spankulerede vi ned ad gangen. Da vi nåede til mit værelse kiggede han på mig, holdt mig om nakken og kyssede mig. Han er jo stadig sød nok, tænkte jeg og tillod mig selv faktisk bare at fokusere på det der skete lige der.
Længe kyssede vi, hans hænder fandt alle de søde små kildne steder. Om det var ham eller mig der tog initiativet til at gå ud på toilettet husker jeg ikke. Men der endte vi så.
Bagefter sad jeg med panden mod hans, fik vejret igen, kæmpede for at åbne øjnene. Heldigvis var lyssensoren gået ud, så det var knap så akavet at få tøjet på igen.
Han kyssede mig farvel foran mit værelse, og jeg faldt i søvn med det samme.

Dagen efter skrev jeg for, at rode bod på den regning, jeg nu havde liggende ved BMA. Både taxatur og drinks, skulle fordeles ligeligt. Det ville han dog ikke høre tale om. Gentleman som han nu er. Jeg måtte bare give næste gang, sagde han. I mit tømmermandsstadie syntes jeg da det var vældig charmerende.
Ligeledes synes mutti, der har en sjette sans for når jeg har været ude på ballade. Skyldigt måtte jeg fremlægge beviserne for denne nye gut. Mutti var imponeret. “Det ville være sundt for dig med noget ukompliceret, skat”. Det ved jeg jo godt. Men oppe i mit hoved var den eneste tanke “han er ikke Sergenten, han er ikke Vennen, han er ikke Sergenten” igen og igen.
Det blev også tydeligt for mig, at det bare ikke var meant to be, da han ALT for tideligt begyndte at kalde mig “søde” og “mus”. En sproglig trend jeg virkelig ikke er fan af.
Eller måske er han ikke sød nok, til at jeg bliver flatteret over det? Er sikker på jeg ville falde i svime, hvis Sergenten skrev det.

Det må derfor også have været en form for panik-kompensation, da jeg allerede mandag aften gik med Brormands kammerat hjem. Mens vi lå i hans seng fik jeg kolde fødder. Han kyssede mærkeligt, hans pik var pinligt lille sammenlignet med BMA, han duftede ikke så godt som Sergenten. Men alligevel var det “Han er ikke Vennen, han er ikke Vennen, han er ikke Vennen” der rungede i mit hoved.
Jeg kunne ikke forklare hvad der var galt. Tænk hvis han fortalte det videre. Så jeg mandede mig op. “Hvis du bare forestiller dig…” tænkte jeg. Det føltes som en uendelighed. Han blev ved og ved og ved. Hvilket jeg normalt er fan af. Men ikke efter 5 øl for meget. Bagefter ventede jeg til han sov, inden jeg hoppede i skoene, greb min jakke og sneg mig ud af døren.
Hvilket mareridt det er at finde tilbage til storbyen fra fucking Rødovre. Beslutsomt satte jeg podcast i ørerne og begyndte at gå.

Dagen efter glædede jeg mig mere end nogensinde før til at se Brormand og Vennen.
De skulle lave lejlighed, og jeg havde selvfølgelig tilbudt min hjælp.
Blev mødt med kram og varme hilsner i døren. Vennen og jeg slap hinanden for hurtigt, efter min mening.
Mens de hamrede og bankede, hyggede jeg mig med at organisere deres ungkarle køkken. Rigtig mor-agtigt, fra top til bund med kost og spand.
“Ej hvor er her lækkert!” udbrød Vennen da han kom derud igen. Stolt rankede jeg ryggen lidt mere. Det var blevet ret godt. “Sådan noget gør Øboeren slet ikke,” forsatte han, forlegent slog jeg øjnene ned. Kunne ikke mærke, om jeg kunne lide at blive sammenlignet med hende på den måde.
Sent på eftermiddagen meldte Brormand sin afgang. Han skulle på date.
Jeg blev for, at vente på mit tog. Vennen lavede kaffe. Vi snakkede, siddende på køkkenbordet overfor hinanden. Så ringede hans mobil. Det var Øboeren der ringede fra Sandkasselandet. Jeg skimtede ud af vinduet, det var blevet mørkt. Kiggede på uret, det var 3 timer siden mit tog gik.
“Nej, Brormand er taget på date!” fortalte Vennen i telefonen. “Hvem er det så du er sammen med?” spurgte Øboerne spidst.
Lidt tøvende vendte han telefonen “Det er Pingvinen, hun blev bare hængende efter Brormand smuttede , vi skulle lige til at bestille noget mad”. Lige så tøvende vinkede jeg til det lille pexilerede billede af Øboerne i de varme lande. Hun vinkede ikke igen.
“Vi sad lige og snakkede, kan jeg ikke ringe til dig senere?” spurgte han. Det faldt ikke i god jord. Helt stille blev der. Jeg skævede over mod Vennen. Han kiggede op på mig. “Jo, altså du kan prøve. Det kan godt være jeg er gået i seng,” hendes stemme var helt lille. På den måde den bliver hvis man bliver rigtig usikker. Og pludselig gik det op for mig, at Øboerne følte sig truet af mig.
Jeg skulle lige til at undskylde og sige at jeg bare ville gå ind og se netflix og lade dem snakke, men så havde hun lagt på.
“Øhm, jeg kan bare gå ind på Brormands værelse. Hvis i skal snakke altså,” fik jeg fremstammet, i den åbentlyst akavet situation. Jeg følte mig pludselig skyldig. Uden i realiteten at have gjort noget galt. Men jeg havde jo tænkt tanken. Jeg havde siddet og grinet højt med hendes kæreste. Siddet og ønsket han var min. Igen. Ønsket hans tryghed og varme var min.
Vennen smilede fortrøstningsfuldt “sådan er hun bare når hun er træt,” sagde han og trak på skulderen.
Jeg smilede også. Nok lidt mere vemodigt. Igen brugte han “sådan er det jo bare”, når det i realiteten overhovedet ikke behøves at være sådan…