flødeboller og kærlighed

Der står en Spangsberg-flødebolle foran næsen på dig. Du får at vide, at du må spise den, hvis den beslutter sig for at hoppe ind i munden på dig. Med al din vilje og magt prøver du med en gennemborende tankekraft at styre flødebollen ind i din mund. Den rykker sig ikke ud af flækken. Det er som om den ikke ønsker dette, lige så meget som du gør.

Sådan har jeg det med Vennen. Han er bare en uopnåelig, komplet apatisk, umulig størrelse.

Brormand er manden der stiller flødebollen foran mig. Eller skubber den tættere på, og så rykker den væk igen.

Det er som om, at hver gang jeg har besluttet mig for, at flødebollen alligevel ikke gør noget godt for mine lår eller min røv, så bliver flødebollen lige skubben tæt nok på til at jeg kan dufte chokoladen, og måske marcipanbunden.

Det sidste stykke tid har jeg inderligt prøvet at indstille min hjerne på, at Vennen ikke kommer til at ske. Og i hvert fald ikke lige nu. At det hele var det pure opspind fra min side. At jeg skal komme videre. At der ikke er mere at komme efter. Han vil ikke. Hvis han ville, havde jeg kunne mærke det på ham.

Det kan jeg ikke. Det føles som om han skubber mig væk. Gang på gang. Og så må jeg jo affinde mig med situationen.

Det går også alt sammen meget fint, indtil Brormand og jeg har planer og sætningen “Det kan være Vennen vil med?” vælter ud af hans mund.

BOM! Flødebolle et mulehår fra min næse.

Det lille håb om at se ham bliver plantet. Den lille varme i maven. De små sommerfugle i brystet. Jeg prøver at knuse frøet, kvæle varmen og lukke sommerfuglene ud. Forkaste dem i eksil, med rationalitet. Men det ændrer ikke skuffelsen, der for alvor gør det af med alle varme og boblende følelser, når Vennen ikke kommer alligevel… Altid med en dårlig undskyldning. Jeg siger ikke noget. Brormand siger ikke noget. Vennen siger ikke noget. Men alle ved at det er mærkeligt. Det er unaturligt. Det er akavet. Hvorfor ses vi ikke?

Som en mavepuster kommer skuffelsen.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal garderer mig mod følelsen. Jeg prøver at forberede mig. Jeg ønsker bare alt skal være normalt. Men alt er forkert. Forkert fordi vi ikke ses.. Fordi vi ikke er sammen.

Fuck…. 

Jeg savner ham bare…

Suit of amor please….