Jeg har altid set mig selv som et menneske med en plan. Et kort. En udstukket rute. Et soleklart pejlemærke som mål.

Det seneste stykke tid har jeg mærket mange karaktertræk, som jeg påskønner ved mig selv, smuldre mellem mine fingre og blive erstattet af ting jeg foragter.
Brokkeri, selvhævdelse og selvmedlidenhed.
Opmærksomhedshungrende, krævende og ynkelig.
Rygradsløs, tudvåren og tilbageholdende.

Det hårdeste er at se tilbage på en person man faktisk var stolt af, blive erstattet af en flæbende dejklump, der render rundt med hovedet så langt oppe i røven på sig selv, at al erindring om solen er forsvundet.
Min “mer’ vil ha’ mer'”-mentalitet har efterhånden sendt mig så hovedkulds gennem livet, at jeg ikke kan finde fodfæstet igen.

Jeg prøver at minde mig selv om de gode ting. Det gør jeg virkelig. Min momentære glæde bliver som en mælkefarvet membran hen over alt det sorte i maven.
Tvivlen og utilstrækkeligheden fylder, alligevel tager jeg mig ikke sammen.
Jeg udskyder, undskylder og bebrejder. Altid, er der en vinderlig forklaring på hvorfor tingene ikke bliver gjort.
En regnorm, er hvad jeg er blevet til.
Mest fordi jeg er bange for, at gøre mit allerbedste, og stadig ikke være god nok.
Jeg roder rundt, men prøver at lade som om jeg har styr på det hele.
Jeg tror alle andre har gennemskuet mig, men jeg er den eneste der stadig tror på den store fede løgn, der er mit liv.

Og alt dette får mig til at vende tilbage til BMA.
En situation, hvor jeg fejlagtigt troede jeg var den, med den vindende hånd. Den overlegne. Den med bukserne på.
Der tog jeg fejl.
Tre knald inde, måtte jeg endnu en gang sande, hvor ypperligt jeg sukkede efter hans opmærksomhed.
Særligt nu, da han ikke vil give den til mig.
Rasende og frustreret har jeg været. Oftest på mig selv. Over mit alt for store engagement i dette hankønsvæsen, der tydeligvis blot er en 20-årig knægt med hovedet fuld af partroner og krudt.
Men ind i mellem, særligt efter 1-2 øl for mange, er det kommet til at gå ud over ham.
At jeg har kvajet mig, og givet mere ud af mig selv end jeg egentligt vil. At jeg dagen efter med skam, har svoret aldrig at kontakte ham igen.
Efter 3-4 dages stilhed knækker jeg for det meste, og skriver til ham alligevel.
Fordi det er sådan jeg er blevet. Til en regnorm.

Og er det ikke typisk sådan legen er. Først ville han, hvor jeg ikke interesserede mig synderligt.
Nu er det omvendt. Og det er mig der sidder med den lange næse.
Egentligt er jeg OK med omfanget af vores kontakt. Et par gange om ugen er helt finno.
Dette er så skammeligt, at jeg aldrig ville sige det højt, så lad det blive mellem os.
Men jeg ville gerne være “hans” eller nogens. Jeg er ikke afklaret med om det er ham som sådan, eller om det bare er ideen om, faktisk at have en sød dude der kan lide en.
Måske er det det sidste.
Efterhånden er jeg kommet frem til, at mit behov til at gøre “krav” på ham, er at jeg på den måde kan forvente noget af ham. At han på den måde også skylder mig engagement.
Det er ulogisk og usundt. Det ser også helt skørt ud, når jeg skriver det ned.
I virkeligheden vil jeg jo bare gerne bekræftes i, at jeg er ønsket og begæret.
At kvæle ham i opmærksomhed er ikke den rigtige strategi, det ved jeg. Men ligesom en junkie, er jeg nærmest dirrende efter hans opmærksomhed efter 3 dage. Så hungrende, at jeg er villig til at sætte min stolthed og integritet over styr.
Alle overspringsundskyldningerne træder straks til. “Alle kan jo lide, at være savnet”, “der er intet i vejen med at vise man er interesseret – LIGESTILLING!” og “han skal jo bare lige mindes om, at du er sød”.
Det er alt sammen bullshit. For i virkeligheden har han ikke udvist interesse i nogle måneder. Alligevel hænger jeg fast ved ham, som en tæge på et dødt dyr. Febrilsk suger jeg det sidste næring ud af noget, der har ligget i vejkanten i månedsvis.
Ynkelig og patetisk er det eneste der kan beskrive min situation lige nu.

Engang sagde en mand, jeg så meget op til “stram op!”.
Jeg havde helt glemt, hvor kloge to så små ord kan være. Hvor kort og præcist noget kan siges.
Men mere skal der ikke til.

Stram op!

Mit indlæg #100, og alt er præcis lige så kaotisk som det plejer. Så meget er sket og alligevel er alt ved det samme.

Vi skulle til eskadronsfest. Afslutningen på værnepligten. Berygtet og eftertragtet, har det været noget vi har talt ned til, nærmest siden vi startede.
Den aften skulle være aftenen Sergenten fik at vide, hvor sød jeg syntes han var. Eller, jeg ville i hvert fald forsikre mig selv om, at han vidste det. Mit nummer lå sirligt krænget ned på en lap papir i min pung. Klar til at blive overleveret.
Sprutten flød, shots blev bundet i flæng, skåle blev uddelt.
Allerede ved 11-tiden så Sergenten en smule skæløjet ud. Hentede et glas vand til ham og afleverede det med en hånd på hans underarm. Damn den blazer sad godt på ham…

Gik min vej igen. Baren kaldte.
Pludselig følte jeg en hånd på min hofte. BMA stod lige bag mig. “Kan vi snakke?” spurgte han. Relativt koldt kiggede jeg på ham. Træt af hans evige ignorering af min eksistens på kasernen.
Gik modvilligt med ham. Længe snakkede vi. Så kyssede han mig. Jeg stoppede ham ikke. Ved ikke hvorfor. “Er det ikke på tide vi tager en taxa hjem?” spurgte han så. Jeg nikkede, men skulle lige finde en veninde. Troede han. Jeg kom aldrig tilbage.
Tequila skulle der til. Veninden og jeg listede op i baren, for at skjule os for BMA.
Vi tog nogle restitutionsdrinks med ned til et bord i hjørnet. Ventede på tequilaen slog til.
“Hej Menig Pingvin,” sagde sergenten fra første deling, som endda havde fødselsdag.
“Hej Kebab,” svarede jeg drillende, henførende til en joke, han havde lavet med mig tideligere på toilettet.
“Giver du fødselsdagsbarnet en øl?” spurgte han direkte. Det kunne jeg da godt, der var trods alt fri bar. Veninden løftede øjenbrynet da jeg forsvandt med ham, op i baren endnu en gang. Vi drak vores øl om kap, så jeg kunne vise jeg var en rigtig mand.
“Giver du så også en dans?” spurgte han, med blå glimtende øjne. Jeg grinede. Hvem nægter sin befalingsmand en dans?
På gulvet hvirvlede han mig rundt. Trak mig til sig med armen om min talje. Lagde armen på hans skulder og lod mig rive rundt.
Åh åh, han var godt nok velspændt under jakkesættet. Kiggede hurtigt rundt efter Sergenten. Han stod i baren og snakkede, hurtigt mødtes vores blikke. Jeg hvirvlede videre med Kebab (jeg finder på et bedre navn til ham).
Efter mange minutters intens danse-workout måtte Kebab give op og bestille flere drinks.
“Nu passer du på, Pingvin. Sergenten kigger med” sagde veninden over min skulder. Mængden af alkohol påvirkede helt sikkert min dømmekraft, og som tideligere kæmpe-slut besluttede jeg, at en exit fra festen var den eneste løsning, på at slutte aftenen uden ulykker. Men jeg havde stadig én mission.
“Vi går nu, vi skal bare lige forbi baren først,” sagde jeg beslutsomt.
Vi passerede baren kortvarigt på vej mod garderoben. “Øhm Sergent?” spurgte jeg og kiggede på hans åh så søde hundehvalpe øjne. Så rakte jeg ham sedlen med mit nummer og gik hurtigt mod udgangen.

Lørdag morgen havde BMA skrevet intet mindre end 7 beskeder. Fair, jeg lod ham godt nok hænge lidt. Har ikke svaret på dem. Kælling som jeg er.

Nu er det søndag. Sergenten har ikke skrevet, det havde jeg måske heller ikke forventet. Måske håber jeg lidt, han har smidt sedlen væk og glemt alt om det.
Til gengæld har Kebab ikke holdt sig tilbage fra at finde min Facebook og skrive. Det er engagement, og det er sku noget der kan swaye en pingvin som mig.

Klokken 4 lyste skærmen op i mit ansigt, vibrationerne snoede sig igennem madrassen. Jeg sprang op som en fjeder. Og først her gik det op for mig at jeg ikke befandt mig på kasernen, og at det ej heller var min alarm der ringede.
1 ubesvaret opkald fra Løven
“Du klovner med mig,” tænkte jeg udmattet men strøg alligevel til højre på skærmen og hørte kun et enkelt ring inden det blev besvaret.
“Pingvin, er du vågen?” lød det forventningsfuldt. Jeg mumlede et svar ned i puden.
Han forklarede og forklarede med høj baggrundsstøj. Noget med nogle nøgler. Noget med en låst dør. Noget med at mangle et sted at sove. Noget med en taxa.
Jeg lovede at åbne terrasse døren og redde op til ham. Faldt i søvn igen inden han kom frem.
To sagte bank lød på dørens glasrude. “Er du vågen?” spurgte han igen. Mumlede stadig ned i puden. Han smed sko og bukser kunne jeg høre. Åbnede ikke øjnene, men lugtede før han lagde sig, at både sprut og røg hang i hans tøj.
“Jeg har savnet dig. Hvor er du varm,” åndede han mod min nakke, mens han vrikkede sig ind til mig. Hans gensynsglæde var ikke til at tage fejl af, lige der under ballen hvor hans lår (med tilbehør) pressede sig mod mit.
Jeg overgav mig hurtigt, lænede baghovedet mod hans bryst og nød hans hænder under min t-shirt. Prøvede ihærdigt at blokere værtshuslugten, og bare føle.
Og midt i at jeg lå der og følte, så dukkede Sergenten op i mit hoved. Så mens Løven kæmpede med både sin fuldskab og sin potens, så måtte jeg bide mig i læben for ikke at lade Sergentens navn løbe over mine læber.
En hårdt fremprovokerede orgasme kom jeg frem til, og Løven kunne afslutte tilfredst, efter noget der føltes som en krig af humpen.
“Jeg skal tideligt op på arbejde i morgen,” proklamerede Løven inden hans snorken startede. Perfekt, så kunne jeg få puffet ham ud inden resten af huset vågnede og skulle spise brunch. Og først her gik det op for mig, at jeg havde brudt den gyldne regel. Her lå Løven jo, og skulle til at tilbringe natten (hvor kort den end måtte være) i min seng. “Pokkers også, du er da en fandens kal, hva’ Pingvin?” vrissede jeg indvendigt, inden jeg med megen besvær faldt i søvn med Løven brummende ved siden af mig.

Klokken 10 bankede det på døren. “Der er mad nu,” kaldte mama. Groggy skimtede jeg rundt i værelset. Tøjet på gulvet, Løven på siden med savl ned af kinden. Oh so pretty.
Og nu var det jo så, at man vidste pinligheden var uundgåelig. For i stuen sad familien bænket om et veldækket bord, og Løven havde sovet over sig. Sjovt som der altid skal opstå en pinlig situation, når vi ses.
Jeg tog mit tøj på, og forklarede mama, at der altså befandt sig mandligt bekendtskab på mit værelse, og han ikke var i topform.
Hele familien Pingvin kiggede derfor forventningsfuldt, da fabeldyret vågnede og spankulerede igennem stuen. Med et imponerende løftet hoved, hilste han pænt, ønskede velbekomme, gav et kram og forsvandt med et minimum af akavethed.
Hold kæft hvor jeg i det sekund glædede mig til at komme tilbage til kasernen. Og til at se Sergenten, mere end nogensinde før (1 måned down, 3 to go til han er scorbar).

Min lille ting med Løven stoppede brat, da han begyndte at opføre sig… Ja, som en lille bitch, for at være ærlig.
Han blev skide tøsefornærmet over, at jeg havde fortalt en veninde, at vi havde knaldet i hans bil. Og at hun så havde konfronteret ham med det i fuldskab. Shame on her, men c’mon vi er voksne mennesker. Det går nok alt sammen.

I hvert fald var han fornærmet. Skrev endda: “Det kommer aldrig til at ske igen,” og generelt var der meget “aldrig” involveret i hans sætninger.

Den slags gider jeg ikke tage mig af. Vil han knalde? Fint, det vil jeg også. Vil han opføre sig som en fornærmet 10-årig der ikke må få en Frozen-barbie? Så kan han gøre det et andet sted. Too bad though.

Så vi skrev ikke sammen i halvanden måned næsten.
Ja, altså indtil han besluttede sig for at bede om et lift klokken 4 om natten. Så var der ligesom prikket hul på bylden.

Så igår snappede jeg ham, bare for lige at se hvordan hele stemningen var.
God var den åbenbart, så god at han spurgte om jeg ikke lige kom hjem til ham og puttede lidt.
Desværre var nattøjet allerede kommet på, og som alle ved så er der no going back, når først man har smidt bh’en.
Der kom endda små komplimenter, såsom at det havde været godt på bagsædet af bilen .

Men nu ved jeg altså, at Løvens “aldrig” altså kun holder cirka 1 måned ad gangen.
Hvilket er meget fordelagtigt når nu jeg skal passe hus, næsten ved siden af ham weekenden over, og godt kunne komme til at mangle selskab.

Ingen kan modstå min charme…

Hot damn, sad overfor en random fyr til terminsprøve i dag, og jamen halløjsa til ham! Hvem er han? Og hvorfor har jeg ikke lagt mærke til ham før? Sweet baby jesus, den kæbelinje og det hår… wow, lidt svært at koncenterere sig om opgaven og ikke savle ned i tastaturet når han sidder lige dér! Kig herhen basse mand, give mama some sugar..

Har ingen idé om hvem han er, eller hvad han hedder, så det må blive Flotte-Lotte indtil videre.

Mødte Vikingen idag… Han var noget mindre cool end jeg var. Jeg synes jeg var sød og sjov. Blondie syntes også, jeg vandt lidt. Vikingen så både forbløffet og betuttet ud, da jeg pludselig stod der.

Ved ikke hvorfor det gør mig glad at gøre ham nervøs (eller måske lidt pinligt), jeg synes i hvert fald det var sjovt!

Du godeste…. Tømmermændene er ankommet. De pynter ikke på min skrantende moral fra nattens udskejelser. Mit underliv og mit hovede tager straffen idag. Så voldsomt at jeg ikke kan andet end, at gribe min dyne, computer, vandflaske og marabou med Oreos og nyde turen.

Vi havde arrangeret en lille bytur, nogle veninder og jeg. Vores lille opvarmnings festivitas blev dog ganske omfattende, da mine brødre og deres kammerater begyndte at dukke op. Ja, også Byggemand Bob såmænd.

Se papbror havde jo nedlagt veto mod søster-bedsteven idéen. Lige pludselig forstår jeg hvorfor. Men igår virkede det træls. Så jeg tænkte det ville blive et noget større udstyrsstykke end det egentligt blev. Men mere om det senere, jeg er slet ikke færdig med at være slem.

Vi hoppede videre i byen. Festede, hyggede, hilste på mennesker og raflede. Skide fedt arrangement, og den sjoveste gruppe mennesker jeg længe har været sammen med.

Vi daffede lidt rundt på gaden, nok på udkig efter eventyr eller pizza.

“Der er Vikigen!” nærmest skriger min veninde.

Og ganske rigtigt, der stod han. I en restaurant med to piger, skjorte og pæne bukser. Haps.

Vi fløj ind, og jeg kan ikke huske hvem han virkede mest glad for at se.

Vi gik ud og satte os, han foreslog en trekant og jeg grinede lidt hånligt. Kom igen Viking, så heldig er du ikke. Men sku ikke om den lille væsel af en veninde jeg har, så det som sit snit til at føre mig og Vikingen sammen. Hun kyssede ham, lige foran øjnene på mig, jeg nåede ikke engang at blive rasende, før hun kiggede på mig med et udfordrende blik.

“Game on,” tænkte jeg, og snavede Vikingen ind i det næste århunderede.

Fast forward omkring 15 minutter, til en mørk parkeringskælder (spørg mig ikke hvordan vi endte der). Vikingen og jeg er alene, jeg griner og skubber ham drilsk væk. Legen er sjov, han er mig fysisk overlegen gange 1000. Han synes vi skal hjem sammen, jeg siger vi skal lade vær, men holder fast i hans skjorte og kigger ham i øjnene. Vi står helt tæt, kun Vikingens skæg i mellem os.

Han begynder at gå frem ad og skubber mig op mod muren, hans hænder på mine hofter, mine arme om hans nakke. Han løfter mig op ad muren, så jeg sidder med benene rundt om ham, og håber voldsomt på at han evner at holde balancen med mine ekstra kilo lagt til hans egen kropsvægt, der i forvejen ikke samarbejder med hans balanceevne.

Han klarede det. Vi kysser. Længe. Intenst. Han laver movet og får sin hånd under min bluse, videre ned i mine bukser (totalt 7. klasse, jeg ved det.)

“Skal vi ikke gå hjem til mig?” ånder han.

Jeg kigger på ham, mens jeg hopper ned. Blinker med et blik der ville være et dådyr værdigt.

“Nej det går ikke, jeg tror du skylder pandekager og øl først,” svarer jeg og føler mig i kontrol.

“Hvis vi kysser mere nu, så bliver vi nød til at være sammen i nat,” forsætter han.

Jeg smiler, det var jo bare ærgerligt vi måtte stoppe med at kysse så. Hans håndbold kammerater fandt os, stod og hujede nogle meter væk. Jeg læner mig ind mod ham, hans hænder stadig fast om min talje. Slikker ham på halsen og bider ham i øret. Overvældende tilråb fra vores tilskuere. Godt de fik sig et show med den klodsede pingvin.

Trækker mig væk fra Vikingen, hans blik er sløret, kysser ham på kinden, vender om på hælene og går ud af parkeringskælderen for at finde min veninde, der heldigvis ikke er langt væk og gemmer sig bag en betonpæl. Vi fniser mens vi forsætter vores jagt på pizza.

Nogle gange føles det fedt at være en narrefisse.

Bedst som jeg havde svoret mænd af bordet – så måtte Gud jo straffe mig med fristelser.

Jeg vågnede op, helt smadret efter gårsdagens træning, helt desorienterede, anede ikke hvad klokken var eller hvorfor jeg var vågnet. Listede ud i køkkenet, drak et glas vand og listede tilbage i seng, så jeg kunne stå op på et mere gudeligt tidspunkt.

Vågner nogle timer senere, midt i en drøm om alle menneskerne fra mit arbejde, endnu mere forvirret, armene over hovedet, savl på kinden, en manke af hår på hovedet der var temmelig utæmmelig.

“Kom dog indenfor! Hvad laver du her?”

Hørte jeg nogen brumme i gangen. Går ikke rigtigt op i det, er ligeglad med hvem det er, vil bare gerne vågne lidt for mig selv.

“Hej! Ej hvor hyggeligt du kom forbi”

Shit, bonusfars skæppe skønne nevø står ude i stuen. En panik spreder sig. Kan jeg lade som om jeg ikke er her?

Mit værelse ser bombet ud, jeg ser endnu mere bombet ud. Han kan ikke se mig sådan. Damn, håber han går igen uden at opdage mig.

Det var først meningen vi skulle ses til en konfirmation om to måneder, hvor jeg i hvert fald ikke så sådan her ud…

“Kommer du ikke ud og siger hej?” råber mama gennem stuen

Fuck – afsløret. Kommer panisk i tanke om jeg ikke tog et bad efter førnævnte træning, skulle alligevel op at træne igen idag, so why bother? Well – dette er straffen for dovenskab.

Skynder mig i et par træningsbukser, bilder mig selv ind at så tror han vel jeg er på vej op at træne, og ikke stadig sover kl 10 på en tirsdag. Giver op på håret, det må briste eller bære.

Stikker hovedet ud, kigger på menneske samlingen i køkkenet, hjertet smelter lidt når han sidder der og klapper hunde-dyret.

“Hej!” siger han og viser tandpasta smilet

Går hen og krammer ham, meget bevidst om at jeg ikke har været i bad. Men han er så flot at det ville være en skam ikke at gøre det, på trods af mangel på personlig hygiejne.

Jeg er ikke særlig begejstret for fysisk berøring eller kram fra folk jeg ikke kender særlig godt. Men min mors kærestes familie kan sku noget med de kram der. Når man lige overgiver sig til det. De krammer så rart – har aldrig oplevet noget lignende. Det er ikke akavet eller angstprovokerende længe, men det er tæt og varmt, med sådan en gnubbetur på ryggen. Man skal nok prøve det, men det er den slags kram man ser frem til. Specielt fra ham fætter-guf der.

Sidst vi sås, mig og fætter-guf, var til en konfirmation, hvor han havde sin flotte kæreste med. Men hun er ikke aktuel længere, fordi hun var en skruk rede-bygger, har jeg hørt. Så der er vist fri leg på det område nu. Og han er jo ikke min fætter som sådan.

Må lige oppe mit udseende til næste gang vi ses, men nu er standarten sat lavt, så kan han jo kun blive positivt overrasket!

Selvudråbt kyniker/realist, som jeg nu er, har den sidste uges tid, været en smule tumult for mig.

Sådan nogle følelser, som sommerfugle i maven, er ikke nogle jeg byder velkommen med åbne arme. Jeg brydes mig ikke om det, jeg synes det er drænende og udmattende, så jeg prøver at skubbe sådanne følelser væk, så godt som muligt.

Men så kommer Blondie, med sit flotte blonde hår, helt lige smil, lækre overarme og fejer benene fuldstændig væk under mig. Det er sku ikke fedt, og så alligevel.

Det hele startede for alvor sidste fredag, til årets sidste eller første julefrokost (alt efter hvordan man ser på det). Søde Blondie, arbejdsom og hjælpsom som han er, havde arrangeret det hele, og sørget for at nogle andre lukkede butikken. Men til min store ærgrelse, så havde han også påtaget sig ansvaret for at åbne butikken næste morgen, og ville derfor holde sig ædru. Det var derimod overhovedet ikke hans plan, at jeg skulle være det. Det var faktisk ingen af gutternes plan. Som ene pige på mit team, måtte jeg mande mig op og følge med. Og det gjorde jeg. I en sådan grad at jeg selv blev helt stolt (i øjeblikket – bestemt ikke dagen efter). Blondie stod tæt på, helt lækker i en skjorte lige så lyseblå som hans øjne. Hans hånd lå på min skulder, mens han stod bag mig.

Da festlighederne sluttede, ville Blondie køre mig hjem. Det havde jeg ingen indvendinger imod. Vi krammede farvel, jeg sagde tak for turen og opdagede pludselig hvor fuld jeg lød. Han syntes det var sødt, og pludselig kyssede vi. Som jeg husker det kyssede han ualmindeligt godt. Men så igen – det har vodka før bildt mig ind. I min fuldskab begik jeg dog fejlen…

“Vil du ikke med ind?” spurgte jeg ham.

I min alkohol-osende tilstand virkede det ganske logisk. Han undskyldte med at han skulle tidligt op på arbejde næste morgen, og han nok ikke ville få sovet meget, hvis han kom med ind. Straks skammede jeg mig – en hel ny side af min persona var kommet frem:

slutty pengiun

Ikke en jeg er stødt på før, men i særdeleshed har stiftet bekendtskab med den følgende uge.

Da jeg kom ind i seng, må jeg være faldet i søvn umiddelbart efter jeg havde skrevet en kvajet fuldebesked (inklusiv stavefejl) til samtlige veninder om mine udskejelser. Da jeg vågnede næste morgen til alt for kraftigt sollys og mangel på Blondie, havde han dog efterladt en besked på min telefon…

Vi skrev hele dagen mens han arbejde, og jeg plejede mit skrøbelige korpus. Og sådan har det faktisk forsat lige siden. Der går ikke mere end 24 timer mellem at vi skriver, og hver gang hans navn dukker op på min skærm, bliver jeg glad inden i. Jeg elsker at få hans opmærksomhed, og jeg smiler som et fjols ad min telefon, når vi skriver sammen inden sengetid.

Vi har set hinanden flere gange i løbet af ugen, dog altid med selskab fra kollegaer, men flirtet er der blevet. Han har dog meget travlt med at lege alpha-macho når de andre gutter er der, og fortælle om scoringer, damer ect. ect. Mens jeg sidder ved siden af. Jeg ruller lidt med øjnene og smiler til ham.

Jeg er ikke forelsket, han vil ikke noget seriøst lige nu – det vil jeg heller ikke. Jeg er ikke klar til bånd og forpligtigelser. Jeg er ikke klar til at møde forældre og familier. Jeg er ikke klar til at glemme Vennen.

Men jeg glæder mig til at prøve at kysse Blondie i ædru tilstand.

Yup – endnu en gang har min komplette mangel på sociale-kompetancer skubbet mig ud på pinligt farvand.

Lad os sige, at kunsten i at flirte ikke er noget der er tilfaldet mig. Jeg har til en hver tid været det type menneske, hvor hvis jeg endelig fik øjenkontakt med ham den flotte, ville mit umiddelbare instinkt være at rødme og kigge ned i bordet, i ren og skær pinlighed over at være blevet taget i at kigge på dette fysiologiske vidunder.

Jeg har fået at vide, at det får mig til at virke indelukkede, tilbageholdende og en smule mærkelig… Derfor kommer personligheden der gemmer sig under den generte skal, som lidt af et chok for nogle.

Jeg besluttede mig for at lade Kuvøse-Krisser være min forsøgs-kanin i det der øjenkontakts-flirten. Han var den perfekte kandidat. Så pæn, at jeg bliver tilpas nervøs til at det udløser alle min symptomer på mit forhenværende lave selvværd. Han er ikke en jeg indgår i personlige relationer med til hverdag (eller nogen som helst dag, for at være ærlig), så jeg behøves ikke bekymre mig om pinlighedsfaktoren. Han har umiddelbart vist en smule interesse, så det burde ikke være en komplet umulighed. En tre-enighed der gjorde ham til manden for sådan en slags opgave.

I midlertidigt har jeg naturligvis stalket ham på diverse sociale medier, hvoraf Instagram er blevet mit yndlings. Han er godt nok ualmindeligt flot med sådan nogle filtre på, altså.

I hvert fald, kom KK og jeg på et “hej og nik”-stadie i vores forhold – jeg var totalt klar til det umiddelbare næste skridt – Netflix n’ Chill – men den invitation må være gået tabt i posten.

Til en familie fødselsdag, fik jeg i min kådhed over mit nye bekendtskab, og venskab på Facebook (wuuuup), snakket en smule over mig!

“Må vi se drengebarnet?!” –spurgte min onkel.

Det måtte de naturligvis, han er flot, og jeg er ikke nærig med at dele ud af hans skønhed. Hurtigt scrollede jeg ned i gennem hans instagram-billeder for at finde det aller-flotteste, så de rigtig kunne blive imponerede om mit kommende trofæ. Jeg sendte stolt telefonen rundt omkring bordet. Min onkel kiggede længe på billedet, og som i slowmotion skete det, han doble-tappede for at zoome ind på KK!

BUM!

Min stalking var afslørede. Min onkel likede ikke bare et billede. Han likede et 127 uger gammelt billede af KK sammen med hans søster. Hvad sker der. Min hjerne eksploderede. Hvordan forklarer man det? Hvordan viser man sig på skolen igen? Rygterne ville gå – “se der går hende den mærkelige, der liker  gamle billeder af flotte typer”. Damn.

Jeg måtte sluge min stolthed og dukke op i skole om mandagen. Krybe langs panelerne og klæde mig i neutrale farver, i håb om at camouflere mig i mængden. Ingen Kuvøse-Guf i sigte, alt gik som smurt. Da vi daffede til sidste modul, åndede jeg lettet op. Jeg havde overlevet. Og som jeg åbnede døren til vores klasselokale, kunne jeg mærke døren blev åbnet indefra samtidig. Jeg blev hevet ind i lokalet, direkte ind i én der var på vej ud af døren. I min flyvende bevægelse tumlede jeg hovedkuls ind i brystet på personen, og måtte lige sunde mig et øjeblik, inden jeg kigge op for at undskylde over for personen. Hvem stod der? Ja, historien ville nok ikke være nær så sjov, hvis det var nogen anden end Kuvøse-Krisser.

“Jamen halløjsa! Der var du!” fik jeg sagt lidt for entusiastisk, inden det gik op for mig hvem jeg snakkede til, og skiftede fra efterårs-kødpølse-farvede til høj-rød-med-et-strejf-af-violet i hovedet, dukkede hovedet og forsatte ind i lokalet. Bag mig var mine veninder (som jeg frikvarteret forinden han fortalt om hele gå-under-jorden-af-pinligheds-fadæsen) ved at dø af grin. Det samme var KK, om det var over mig, fordi det var pinligt eller samsuriummet vides ikke. Men grinte gjorde han, selvom jeg følte mig som Jordens største klovn.

Jeg holdt mig virkelig lavt på radaren efter det, i mens jeg slikkede mine sår over min pinagtige adfærd.

Ugen efter likede han mit profil-billede.