Fyldt med Sergenten har mit hoved været, her i julemåneden.
Har gået og håbet en form for åbenbaring ville komme til ham, mens han er ude at rejse. Ønsket at han måske også tænkte lidt på mig i ny og næ.
Faktisk var min betagelse af ham så gennembribende, at jeg overhovedet ikke var nervøs over at skulle være sammen med Brormand og Vennen nogle dage før jul.
Var sikker på at Vennen og jeg var cool, og vi bare skulle være sådan som vi plejede.

Jeg væltede ind af døren med favnen fyldt med chips, sprut og julegaver. Brormand omfavnede mig. Jeg stak hovedet ind i stuen og stoppede akavet i dørkarmen da jeg så Brormands ven (som jeg kom til at knalde og stikke af fra for nogle måneder siden). Han virkede ikke synderligt mærket af vores sidste møde. Gudskelov.
Vi satte brætspil på bordet og hældte øl indenbords. Drengene grinede højt, og jeg følte mig rigtig i mit es.
Vennen lovede måske at komme og få en øl. Noget med han var træt efter døgnere på studiet. Jeg svarede noget med koffeinpiller var svaret på hans bønner.
Da han dukkede op, var jeg allerede fuld og fyldt med godt humør. Jeg kastede armene om ham og krammede ham. Jeg havde glædet mig til at se ham. Betragtede aftenen som opvarmning til vores nytårsfest. Alt har ligesom flasket sig ud af det blå, og nu skal vi holde nytår sammen. Brormand, Vennen, Veninden og jeg.
Jeg tænkte faktisk ikke så meget over det. Var lidt glad for Øboeren ikke skulle med dog. Det ville være hårdt at se dem lykkelige sammen. Min kærlighed til Vennen er uændret. Den er derinde i hjertet, uforløst og varm. Som et lille æg, der ikke er klar til at klække helt. Et lille kærligheds æg. Det skal passes på, fordi det er skrøbeligt, og let kan blive tabt på gulvet, og gå i stykker ud over det hele.
Så jeg passer på ægget, og holder det varmt indtil det er klar.

Vi drak mange sjusser, og spillede dumme spil, og lige pludselig var klokken 3. Vi nåede aldrig videre i byen. Jeg følte mig mægtig træt. Brormand var allerede gået under på sofaen og snorkede højt. Jeg tullede lidt rundt i min nattrøje og med dynen om skuldrene. Stod og fyldte i køkkenet mens Vennen stillede rodet i orden. Han havde ikke nået at indhente os andre, og var derfor nærmest pinligt ædru sammenlignet med mig.
Vi snakkede om alt og ingenting, ligesom vi plejer. Vi gik ind på hans værelse. Jeg sad og svajede på hans seng. Og nu begynder min hukommelse at svigte. Men jeg husker en diskussion om hvor jeg skulle sove. Han mente jeg skulle ind i Brormands seng, og jeg mente det var for krævende at skulle bevæge mig hele den lange vej.
Så havde vi et langt øjeblik, hvor vi bare kiggede på hinanden. Lige i øjnene.
“Vi må snakke om det her,” sagde han så og satte sig på sengekanten. Jeg var enig. Blinkede langsomt og kiggede på hans ansigt. Kunne mærke hvordan mit hjerte svulmede, når jeg så på ham.
Jeg startede, fordi jeg er den der ikke har noget at miste. Fortalte hvordan jeg havde prøvet at skubbe det væk. Om hvor meget jeg havde savnet ham, da han var ude at rejse. Om hvor meget det kom bag på mig, da han kom hjem med Øboeren i hånden.
Jeg følte mig ærlig og blottet. Sårbar overfor hvert et ord der kunne komme ud af hans mund.
Jeg kunne mærke klumpen i halsen, da jeg mærkede det kendte stik af fravælgelsen. Den der stikker hver gang jeg tænker på Øboeren.
Så var det hans tur. Han lagde ud med at komplimentere mit udseende. Hvilket var mærkeligt og føltes fuldstændig ligegyldigt, når han er den eneste hvor jeg faktisk ikke higer efter fysisk bekræftelse. Det er dybere end det. Jeg vil ses og høres af ham. Jeg vil være god og klog.
Han forsatte. Fortalte at han også mærkede det. Kemien og “mystikken” som han beskrev det. Men han sagde det aldrig kunne ske. Fordi han elskede Øboeren, fordi jeg var Brormands søster, fordi det ville have fatale konsekvenser hvis det gik galt, “tænk hvis vi blev gift og fik børn,” sagde han, “tænk hvis det gik galt efter det”. Jeg blinkede forbløffet af ham. Hvade han tænkt på det? Eller var det bare teoretisk?
“Vi er for forskellige,” sagde han “det ville aldrig gå. Det ville altid være hypotetisk,”
Jeg lyttede og mærkede tårerne prikke lidt i øjnene. Mest fordi hans argument lød indøvet. Som om han har sagt det igen og igen.
Han fortalte at han var bange for at jeg skulle møde Øboeren, fordi vi ikke kan skjule den kemi der er mellem os, og hun ville bemærke det.
Jeg var enig. Det var synd for Øboeren at skulle opleve det.
Jeg var enig og meget uenig i mange af de ting han sagde. Mine øjenbryn var sammentrukne det meste af tiden. Mine øjne hundehvalpeagtige. Jeg havde lyst til at gribe hans hånd. Brændte efter en smule bekræftelse af, at han stadig havde de følelser. Ønskede han skulle kysse mig. Ville at han glemte Øboeren for en stund og gjorde det han havde lyst til. Viste at han ville mig, bag hans politisk korrekte ord og handlinger.
Han afsluttede med at sige han elskede at snakke med mig og at have mig som ven.
Så krammede vi. Længe, fordi jeg ikke var klar til at give slip på ham. Jeg faldt i søvn på Øboerens plads ved siden af ham. Fordi jeg følte jeg fortjente at han også var min lidt, og hvad hun ikke ved kan ikke såre hende.

Jeg vågnede da det blev lyst. Tung i hovedet og flydt med uro i kroppen. Jeg rullede om på siden og så ham. Med de obligatoriske 30 cm mellem os. Jeg kunne ikke bære at se ham. Vidste jeg var gået over grænsen. Havde presset ham til at sove sammen, selvom man næppe kan sige noget skelsættende skete efter vores kram.
Jeg satte fødderne på plankegulvet, greb mit tøj og stak af.
Da jeg sad i s-toget var mit hoved fyldt med tanker. Mit bryst føltes tomt. Tårerne prikkede så irriterende i øjnene. Skrev til en veninde. Hun var klar med gode råd; “spis en masse wienerbrød!” og “græd i badet, og tag dig så sammen. Soldater græder ikke.”
Jeg skyndte mig i bad da jeg kom hjem. Håbede det skoldende vand ville skylle følelsen af afmagt og melankoli af min krop. Hullet i maven føles gabende da vandet løb gennem håret og tog tårerne på kinderne med sig ned ad kroppen. Jeg satte mig på hug og krammede mine knæ. Håbede hullet ville lukke og lade mig blive et rigtigt menneske igen.
Jeg troede jeg var færdig med at have ondt. Jeg troede jeg var afklaret med at det ikke blev os. Men hans ord var som at flå sårskorpen, der endelig var hærdet og helende, af og efterlade såret blottet og åbent for skidt og snavs.
Hans ord rungede i mit hoved. Mere og mere slørede for hver gang de genklang.
Hulkene stoppede omkring 3 sange inde i min tude spilleliste på Spotify.
Jeg kiggede på mit spejlbillede. Det der kiggede tilbage på mig så bitter og sammenbidt ud. Hun kneb øjnene sammen. De var røde. Fik det blå til at være mere tydeligt. Jeg trak tøjet på og tørrede øjnene inden jeg forlod badeværelset. Rigtige soldater græder ikke. De kæmper bare videre.
Alt er som det plejer, bortset fra elefanten i rummet nu er italesat.
Lorte elefant.

Mine veninder dukkede op med vin, kage og godt humør på mit dørtrin. De ved hvor nedtrykt, jeg har været efter jeg kom hjem. En aften med mad og modigvand virkede som den rette løsning.
Vi snakkede og grinede højt.

Modigvand blev skiftet ud med modigsjusser og endte i modigshots.

Vi snakkede om venindernes kærester. Problematikker jeg kunne forholde mig til, men stadig følte var lidt fjollede. Det mindede mig om hvor længe jeg har været single. Det der med at skulle tage hensyn til et andet menneske på den måde.
Vi blev enige om, at vi nok var lidt en særlig type piger. Nogle seje, frigjorte nogle. Sådan nogle der ville dø før de fik en dørmåtte-kæreste. Sådan nogle der blev forfærdet, hvis kæresten spurgte om lov til noget.

De spurgte ind til Sergenten, som stadig ikke havde skrevet eller accepteret min venneanmodning på Facebook. De spurgte ind til Charmetrolden, som stadig tog længere og længere tid om at svare.

Stille indrømmede jeg at kende Sergentens snapchatnavn. En kombination af en lamineringsopgave placeret foran en opslagstavle, hvor hans telefonnummer stod på en seddel, min autistiske tendens til at kunne memorere talrækker, mit barnlige håb da jeg tastede det ind i min telefon, inden jeg glemte det. Et håb om det en dag dukkede op på min skærm, når jeg mindst ventede det. Snapchats evne til at forslå kontakter, der er tilkoblet deres telefonnummer, og så min trodsige beslutning om at slette ham som kontakt, da han aldrig skrev. Så kunne han lære det, kunne han.
Ikke desto mindre huskede jeg hans navn på snappen. Og det var pludselig en stor fristelse ikke lige at tilføje ham.
Så det gjorde jeg. Og sendte en venneanmodning til Charmetrolden.
Psykopat-stalker-mode slås åbenbart til i min hjerne, når jeg drikker rom og cola. Note to self. (læs: det er jo ikke særlig svært at finde en person, hvis efternavn står på deres uniform, og fornavn på deres tinder. Slap dog af)

Da Sergenten tilføjede mig som ven også, undslap et lille hvin mine læber. Sødt stod hans fornavn på min skærm. Det kunne jeg godt lide. Hans rigtige navn. Det passer så fint til ham, og får en til at glemme, at han snart skal sendes ned et sted, hvor det handler om at dræbe eller blive dræbt.

Da jeg vågnede dagen derpå, havde jeg lykkeligt glemt alt det dumme jeg havde gjort aftenen forinden.
Så åbnede jeg rutinemæssigt Facebook, fandt Charmetroldens accept af vores venskab. 6 timer senere fjernede han mig som ven og slettede vores match på Tinder. Of well, can you blame him?
Sergenten derimod, han kiggede min MyStory, og pludselig var jeg vældig motiveret for at løbe en tur trods tømmermændene. Bare for at virke imponerende og overskudsagtig. Og lige snige et tilfældigt billede af det på MyStory.

Jeg ved ikke hvorfor han accepterede min snapchat. Jeg ved ikke om han nogensinde skriver.
Men stædighed/ihærdighed er mit mellemnavn, fordi det har givet pote før i tiden.
Mit ego er, som en af de der tumlinger man kan give sin undulat, hvis man er så led at holde den alene. Sådan en der kan tæskes i jorden, og så rejser den sig op igen, og beder om mere. Øretæveindbydende.

Igår aftes kunne det være nok. Tænkte jeg ville sende noget stille og roligt, direkte til ham.
Med tommelfingren hængende over hans navn, lige indtil jeg trykkede på send, i et modigt splitsekund. Adrenalinen pumpede i årerne. Skyndte mig at slukke telefonen og lægge mig til at sove.

Her til morgen tog det tid at vågne. Frygtede at kigge på telefonen. Håbede hans søde navn ville stå der, men diskuterede med mig selv, om hvor stor sandsynligheden i realiteten var for det. Meget lille kom jeg frem til.
Alligevel bankede hjertet lidt hurtigere end det burde klokken 7.30 en søndag morgen.
Han havde ikke skrevet. Naturligvis.
Det var ikke et voldsomt slag, jeg kommer til at bounce tilbage med lynets hast, og han kan ligeså godt glæde sig.

Der er ikke rigtig noget at sige. Alt blev knipset væk. Alt gik galt. Jobbet blev ikke mit, Sergenten skrev aldrig, og nu er jeg hjemme i Jyllands-flækken, jeg hader så inderligt.

Første nat sov jeg 16 timer, vågnede til den grusomme indsigt i at det ikke var et mareridt, men en realitet. Tårerne trillede inden jeg overhovedet fik svinget benene ud af sengen.
Børnefødselsdagen skulle overstås. Make-uppen forsøgte at skjule de sørgmodige øjne. Med mit bedste braveface, klarede jeg hele 4 timer, omgivet af balloner, glasur og kyskager, med det konstante “er det så slut nu?” spørgsmål, der hukkede et lille stykke af mit hjerte, hver gang jeg måtte svare “desværre,” med et lille smil.
Da jeg kom hjem, stirrede jeg ind i væggen i 3 kvarter. Klumpen pressede i halsen, og tårerne fik endnu en gang frit løb. Stille sad jeg, med puden presset mod maven, i et forsøg på at udfylde det kolde sorte rum, der nu var.

“Skal du ikke have noget mad?” spurgte mor, med let sammentrukne øjenbryn. Havde ingen appetit. Og først der gik der op for mig, at jeg ikke havde spist siden torsdag aften, hvis man ser bort fra den kop nudler jeg stak til i toget, indtil det var most til ukendelighed.
Hver gang jeg nærmer mig noget spiseligt, gør min mave oprør. Rumler og klager sig, indtil det hele kommer op igen.

Nu er der gået fire dage. Der er ikke flere tårer tilbage, smilet kommer lidt lettere frem, enegien er på come-back.
Mit hoved brygger på en ny slagplan. En plan til at komme tilbage i Forsvaret, for som selv min hippie-agtige mor kunne se, så er det der jeg hører til. I hvert fald lige nu.
Sergenten er der ikke noget at gøre ved. Jeg tænker stadig meget på ham. Når jeg lukker øjnene er det stadig hans blå hundehvalpeøjne, buttede underlæbe og søde stritører der vinder frem på nethinden. En bittersød erindring. Om natten er det ham der rumsterer. Et frygteligt mareridt hvor jeg konstant skuffer ham, skuffer mine overordnede, mine forældre og mig selv. Mit hoved er pt. enhver hjernevriders våde drøm.

I går bippede en sms ind, bedst som jeg slukkede lyset. Mit hjerte gik i stå, tror jeg. Håbefuldt kiggede jeg på skærmen. Det var bare far.
Gad vide hvornår den følelse går væk igen? Gad vide hvornår jeg ikke har brug for et dagligt fix af hans Facebook, som er blevet meget mere åben efter vi har fået fælles venner. (#nostalker) Han accepterede ikke den venneanmodning jeg sendte, og 4 timer efter den var sendt, annullerede jeg den igen. Ved ikke hvorfor. Kolde fødder, et forsøg på at redde mit ego. Han må absolut have set den. Det var søndag, og der er ingen normale 21-årige, der ikke kigger på deres facebook, i 4 timer på en søndag. Det fortæller jeg i hvert fald mig selv.
Min mor, det kloge væsen, var selvfølgelig klar med gode råd. “Jeg synes bare han var rigtig sød,” havde jeg hulket ned i puden. Hun strøg mig over håret, og kiggede på billedet af ham, der lå på bordet (ligesom et klassebillede, bare for soldater. Jeg er ikke psyko-stalker og laver collager af ham i min fritid. Så tit.)
“Jamen søde skat dog, han er da svigermorsdrøm, ham der. Han kan da slet ikke håndtere så vild en personlighed som din.” Det var nok ment som et kompliment, ikke desto mindre gjorde det ondt.

Min hjerne knagede og bragede, når den ikke var i komplet følelsesmæssig tomgang. En to-do liste måtte der til. Skriblede med panden tungt hvilende i håndfladen. Dybe suk understregede min store koncentration.

– Rydde op på værelset
– Pudse støvler
– Jobansøgninger
– Kasser på loftet
– Genoptræning
– GLEM HAM!

Understregede den sidste opgave to gange og kylede håbløst kuglepennen i bordet, hurtigt efterfulgt af min pande.
Hvad gør en håb- og modløs pingvin i modvind? Den geninstallerer Tinder. Fordi timerne er mange, hvor de før var få. Og den barske realitet er, at Sergenten af den ene årsag eller den anden, ikke har planer om at skrive til mig.
Helt ærligt, så kender jeg jo heller ikke manden. Umiddelbart syntes jeg bare han var rigtig sød, hvor alle jeg før har fundet attraktive har været nogle højrøvede douchbags grundlæggende.
På den måde har Sergenten faktisk lært mig noget, som jeg altid vil være taknemlig for. Og det er, at jeg er klar til en jeg er tryg ved, og ikke en jeg skal imponere.

Sent søndag aften sad den lille pingvin derfor og strøg til højre og venstre. Mest til venstre. For dem på skærmen var ikke Sergenten, og jeg slikkede stadig mine sår i mit lille mørke mentale hul.
Et par enkelte røg til højre. Mest for fornøjelsen ved “It’s a match” beskeden, og bekræftelsen i at de havde liket mig tilbage.
Men pludselig gik min tommelfinger i stå, ligeså mit hjerte – et øjeblik. En gut, der ikke var Sergenten, men stadig i uniform. Med lattermilde øjne og et kønt skæg, kiggede tilbage på mig. Allerede inden jeg likede ham, screenshottede jeg hans billede. Kunne ikke bære tanken om, hvis han lynhurtigt skulle forsvinde ud af mit liv igen. Så sød så han ud. Håbefuldt trykkede jeg på det lille grønne hjerte. Holdt vejret indtil skærmen blev grå og vores billeder stod ved siden af hinanden. Et altoverskyggende smil spredte sig på mit ansigt. Glemte et øjeblik min elendighed, mens jeg ventede på han skrev.
Da det ikke var sket dagen efter, fattede jeg min vidunderlige humor, mit forslåede ego og pennen for at skrive en vittig besked til ham.
Da han svarede, hoppede jeg næsten i luften af glæde. Vi skrev sammen et par timer. Jeg begyndte at håbe han ville invitere mig ud. Det har jeg aldrig prøvet før. Normalt frygter jeg det.
Men så gik jeg i seng, og så har jeg ikke hørt fra ham siden. Eller, det er så 1,5 døgn siden, og det kan jo være han laver noget vigtigt.
Alligevel har jeg en lille stemme, et lille ego med et blåt øje og andre knubs, der hvisker “du er ikke god nok, han er allerede træt af dig, hvad skulle du dog have at byde på? Se dog på ham?!”

Hvad kan jeg sige, måske er jeg bare lille og forslået og har brug for en masse kram og opmærksomhed.
Who doesn’t?

Mit indlæg #100, og alt er præcis lige så kaotisk som det plejer. Så meget er sket og alligevel er alt ved det samme.

Vi skulle til eskadronsfest. Afslutningen på værnepligten. Berygtet og eftertragtet, har det været noget vi har talt ned til, nærmest siden vi startede.
Den aften skulle være aftenen Sergenten fik at vide, hvor sød jeg syntes han var. Eller, jeg ville i hvert fald forsikre mig selv om, at han vidste det. Mit nummer lå sirligt krænget ned på en lap papir i min pung. Klar til at blive overleveret.
Sprutten flød, shots blev bundet i flæng, skåle blev uddelt.
Allerede ved 11-tiden så Sergenten en smule skæløjet ud. Hentede et glas vand til ham og afleverede det med en hånd på hans underarm. Damn den blazer sad godt på ham…

Gik min vej igen. Baren kaldte.
Pludselig følte jeg en hånd på min hofte. BMA stod lige bag mig. “Kan vi snakke?” spurgte han. Relativt koldt kiggede jeg på ham. Træt af hans evige ignorering af min eksistens på kasernen.
Gik modvilligt med ham. Længe snakkede vi. Så kyssede han mig. Jeg stoppede ham ikke. Ved ikke hvorfor. “Er det ikke på tide vi tager en taxa hjem?” spurgte han så. Jeg nikkede, men skulle lige finde en veninde. Troede han. Jeg kom aldrig tilbage.
Tequila skulle der til. Veninden og jeg listede op i baren, for at skjule os for BMA.
Vi tog nogle restitutionsdrinks med ned til et bord i hjørnet. Ventede på tequilaen slog til.
“Hej Menig Pingvin,” sagde sergenten fra første deling, som endda havde fødselsdag.
“Hej Kebab,” svarede jeg drillende, henførende til en joke, han havde lavet med mig tideligere på toilettet.
“Giver du fødselsdagsbarnet en øl?” spurgte han direkte. Det kunne jeg da godt, der var trods alt fri bar. Veninden løftede øjenbrynet da jeg forsvandt med ham, op i baren endnu en gang. Vi drak vores øl om kap, så jeg kunne vise jeg var en rigtig mand.
“Giver du så også en dans?” spurgte han, med blå glimtende øjne. Jeg grinede. Hvem nægter sin befalingsmand en dans?
På gulvet hvirvlede han mig rundt. Trak mig til sig med armen om min talje. Lagde armen på hans skulder og lod mig rive rundt.
Åh åh, han var godt nok velspændt under jakkesættet. Kiggede hurtigt rundt efter Sergenten. Han stod i baren og snakkede, hurtigt mødtes vores blikke. Jeg hvirvlede videre med Kebab (jeg finder på et bedre navn til ham).
Efter mange minutters intens danse-workout måtte Kebab give op og bestille flere drinks.
“Nu passer du på, Pingvin. Sergenten kigger med” sagde veninden over min skulder. Mængden af alkohol påvirkede helt sikkert min dømmekraft, og som tideligere kæmpe-slut besluttede jeg, at en exit fra festen var den eneste løsning, på at slutte aftenen uden ulykker. Men jeg havde stadig én mission.
“Vi går nu, vi skal bare lige forbi baren først,” sagde jeg beslutsomt.
Vi passerede baren kortvarigt på vej mod garderoben. “Øhm Sergent?” spurgte jeg og kiggede på hans åh så søde hundehvalpe øjne. Så rakte jeg ham sedlen med mit nummer og gik hurtigt mod udgangen.

Lørdag morgen havde BMA skrevet intet mindre end 7 beskeder. Fair, jeg lod ham godt nok hænge lidt. Har ikke svaret på dem. Kælling som jeg er.

Nu er det søndag. Sergenten har ikke skrevet, det havde jeg måske heller ikke forventet. Måske håber jeg lidt, han har smidt sedlen væk og glemt alt om det.
Til gengæld har Kebab ikke holdt sig tilbage fra at finde min Facebook og skrive. Det er engagement, og det er sku noget der kan swaye en pingvin som mig.

Den vigtigste uge i mit liv, ligger lige forude, og jeg har prøvet at samle mine tanker omkring hvorfor nedenfor.
Tilgiv mig, mit tenderende til paniske oplæg.
For to uger siden søgte jeg et drømmejob. Et job jeg ikke anede jeg ønskede, før jeg så jobopslaget sort på hvidt.
Et job jeg ikke anede jeg kunne ønske mig, men som pludselig blev det eneste, jeg nogensinde har villet så meget.
Med nervøse fingre har jeg opdateret min indbakke cirka hvert 10. sekund, indtil jeg fik svar på, at jeg skulle til samtale på onsdag.
I vildskab har jeg skriblet noter, forberedt mig helt ned på celleplan, lagt kreative planer… Min hjerne har ikke stået stille ét eneste sekund.
Nervøsiteten gør mig fuldstændig rastløs, og jeg kan ikke komme i tanke om hvornår et projekt sidst har fået så meget af min opmærksomhed. Selv min studentereksamen virker som peanuts, ved siden af hvor meget jeg ønsker mig det her.
I disse dage ligger min hvilepuls på cirka 120, og jeg kan vågne om natten med hjertebanken.
Ikke blot skal jeg til den vigtigste jobsamtale i mit relativt korte liv, men samtidig er det ugen for den sidste fest med min deling i Forsvaret. Festen hvor alle de vigtige mennesker også kommer. Fester og spiser mad sammen med os.
Sergenten kommer selvfølgelig også, som giver mig yderligere nykker. Ikke nok med, at jeg skal præstere til et forestående job, men jeg kan heller ikke stressspise, fordi jeg skal have en ualmindeligt omklamrende velourkjole på, som kræver minimale portioner bønner og andet ukrudt for at jeg med god samvittighed kan trække den over hovedet, uden at føle mig som klovnen Bobo.
Min sidste chance for at vise ham, at jeg faktisk kan se ganske fornuftig ud i civilt tøj, og mine greens aldrig har gjort noget godt for min krop.
Umiddelbart virker han måske lidt interesseret – selvfølgelig sagt uden at jinxe det. Men trods restriktioner, i forhold til menig/befalingsmands-forholdet, sender han nogle mulige interesse-signaler.
Mit crush på denne mand er ved at nærme sig et omfang, der ville kunne betegnes som forelskelse (eller besættelse). Et ord jeg sjældent ytrer om mine fascinationsmomenter. Men i mangel på bedre ord, for hvad han sætter i gang i mig, må det imidlertidig være det ord vi bruger.

Og så bliver jeg jo nervøs, for tænk hvis alle appelsinerne skulle falde ned i min turban, inde for samme uge. Hvornår er det nogensinde sket for en klodset pingvin som mig før? Hvis det lyder for godt til at være sandt, så er det som regel også.
Panikangsten for at blive slet skuffet, ligger i min mave konstant.
Tænk at gå her, og forstille sig alt det gode lige rundt om hjørnet, og når ugen så er omme, så er både jobbet og Sergenten væk? Hvilken hjerteknusende oplevelse på alle måder.
Jeg frygter at håbe det. Jeg frygter at tænke på det. Men jeg gør det alligevel, og hvorfor så ikke gøre det helhjertet. Lade være med at sætte mit lys under en skæppe, og faktisk turde håbe på, at alt godt ville kunne ske for mig med et fingreknips. Ligeså let som det ville kunne knipses væk.

Wish me luck….

Slutty pingvin var været ude at lufte fjerene igen. I to byer, på under 72 timer. Jeg bliver bedre og bedre kan man sige.
Torsdag skulle vi smadre byen, bestemte min deling og jeg os for. Og smadret den blev. Vi havde ferie i udsyn, vi havde haft en nem uge, vi havde penge at brænde af.
Pigerne startede på vores værelse, med rødvin direkte af flaskerne, mens man boksede med den nedpressede korkprop, der flød rundt i den røde mirakeldrik på grund af manglende proptrækker. Nu manglede bare et halbal at crashe.
Alt klunset blev vist frem. Pigerne dånede ved synet af min nyindkøbte cold-shoulder kjole. Men jeg var imidlertidigt ikke i kjole humør, og hoppede i den sikre jeans og t-shirt kombi.
Da vi ankom på klubben til vores opvarminingsfest, var der drinks ad libitum. Noget pingvinen kan lide. Skumbananer, øl, cider, isbjørn – det hele røg lige ned i løgnhalsen. Modsat de andre piger, fandt jeg hurtigt sammen med drengene for at spille beerpong og bordfodbold. Et ubenægteligt talent af mine er, at jeg bliver bedre til drukspil i takt med jeg drikker mere, hvilket gjorde mig til en eftertragtet holdkammerat.

Nogle timer senere beundrede jeg duften af min nye lipgloss, mens diskotekets bass fik vægen med spejlet til at vibrere. Med sammenknebne øjne studerede jeg mig selv. Ud af øjenkrogen opfattede jeg en toiletbås gå op. Hendes ansigt var sløret, men hendes kavalergang var ikke til at tage fejl af. Smilede til hendes slørrede fjæs, og satte snuden mod baren. Fast besluttet på at få fat i BMA, en af mine nye venner.
“BMA!” sagde jeg ivrigt og lænede mig ind over hans skulder, “damen der kommer ud fra toilettet om 10 sekunder,” forsatte jeg og kiggede forventningsfuldt på døren. Mine matchmakingskills var i gang. Da hun trådte ud i rummet, kiggede jeg på BMA med et løftet øjenbryn. Han trak skævt på smilebåndet og rystede på hovedet. “Hun er ikke min type,” sagde han blot og rakte mig en øl mere. Pokkers.
Kort efter gjorde en gruppe sergenter entré på klubben. Nysgerrigt studerede vi hinanden i civilt tøj. Smilede høfligt til hinanden og udvekslede et par ord. Min specifikke Sergent var der desværre ikke. Dobbelt pokkers.

Fast forward nogle timer, hvor BMA trak mig ud på dansegulvet til Nik og Jay.
“Hvad sker der med jer?” spurgte veninderne ivrigt mellem sangene. Jeg vidste det ikke. Han var da måske meget sød. Efter 5-10-15 genstande var han i hvert fald.
Ind i mellem tog jeg mig selv i at sammenligne ham med Sergenten. Skubbede tanken fra mig, og gik med ham ud på gaden. “Fryser du ikke?” spurgte han. Jeg mumlede noget og blinkede op mod ham. Så kyssede han mig.
Og selvudnævnt never-quitter som jeg er, sad jeg jo i saksen. To drinks mere og en taxatur hjem til kasernen tog det at overbevise mig selvom, at det forstående ville være en pisse god idé.
Grinende spankulerede vi ned ad gangen. Da vi nåede til mit værelse kiggede han på mig, holdt mig om nakken og kyssede mig. Han er jo stadig sød nok, tænkte jeg og tillod mig selv faktisk bare at fokusere på det der skete lige der.
Længe kyssede vi, hans hænder fandt alle de søde små kildne steder. Om det var ham eller mig der tog initiativet til at gå ud på toilettet husker jeg ikke. Men der endte vi så.
Bagefter sad jeg med panden mod hans, fik vejret igen, kæmpede for at åbne øjnene. Heldigvis var lyssensoren gået ud, så det var knap så akavet at få tøjet på igen.
Han kyssede mig farvel foran mit værelse, og jeg faldt i søvn med det samme.

Dagen efter skrev jeg for, at rode bod på den regning, jeg nu havde liggende ved BMA. Både taxatur og drinks, skulle fordeles ligeligt. Det ville han dog ikke høre tale om. Gentleman som han nu er. Jeg måtte bare give næste gang, sagde han. I mit tømmermandsstadie syntes jeg da det var vældig charmerende.
Ligeledes synes mutti, der har en sjette sans for når jeg har været ude på ballade. Skyldigt måtte jeg fremlægge beviserne for denne nye gut. Mutti var imponeret. “Det ville være sundt for dig med noget ukompliceret, skat”. Det ved jeg jo godt. Men oppe i mit hoved var den eneste tanke “han er ikke Sergenten, han er ikke Vennen, han er ikke Sergenten” igen og igen.
Det blev også tydeligt for mig, at det bare ikke var meant to be, da han ALT for tideligt begyndte at kalde mig “søde” og “mus”. En sproglig trend jeg virkelig ikke er fan af.
Eller måske er han ikke sød nok, til at jeg bliver flatteret over det? Er sikker på jeg ville falde i svime, hvis Sergenten skrev det.

Det må derfor også have været en form for panik-kompensation, da jeg allerede mandag aften gik med Brormands kammerat hjem. Mens vi lå i hans seng fik jeg kolde fødder. Han kyssede mærkeligt, hans pik var pinligt lille sammenlignet med BMA, han duftede ikke så godt som Sergenten. Men alligevel var det “Han er ikke Vennen, han er ikke Vennen, han er ikke Vennen” der rungede i mit hoved.
Jeg kunne ikke forklare hvad der var galt. Tænk hvis han fortalte det videre. Så jeg mandede mig op. “Hvis du bare forestiller dig…” tænkte jeg. Det føltes som en uendelighed. Han blev ved og ved og ved. Hvilket jeg normalt er fan af. Men ikke efter 5 øl for meget. Bagefter ventede jeg til han sov, inden jeg hoppede i skoene, greb min jakke og sneg mig ud af døren.
Hvilket mareridt det er at finde tilbage til storbyen fra fucking Rødovre. Beslutsomt satte jeg podcast i ørerne og begyndte at gå.

Dagen efter glædede jeg mig mere end nogensinde før til at se Brormand og Vennen.
De skulle lave lejlighed, og jeg havde selvfølgelig tilbudt min hjælp.
Blev mødt med kram og varme hilsner i døren. Vennen og jeg slap hinanden for hurtigt, efter min mening.
Mens de hamrede og bankede, hyggede jeg mig med at organisere deres ungkarle køkken. Rigtig mor-agtigt, fra top til bund med kost og spand.
“Ej hvor er her lækkert!” udbrød Vennen da han kom derud igen. Stolt rankede jeg ryggen lidt mere. Det var blevet ret godt. “Sådan noget gør Øboeren slet ikke,” forsatte han, forlegent slog jeg øjnene ned. Kunne ikke mærke, om jeg kunne lide at blive sammenlignet med hende på den måde.
Sent på eftermiddagen meldte Brormand sin afgang. Han skulle på date.
Jeg blev for, at vente på mit tog. Vennen lavede kaffe. Vi snakkede, siddende på køkkenbordet overfor hinanden. Så ringede hans mobil. Det var Øboeren der ringede fra Sandkasselandet. Jeg skimtede ud af vinduet, det var blevet mørkt. Kiggede på uret, det var 3 timer siden mit tog gik.
“Nej, Brormand er taget på date!” fortalte Vennen i telefonen. “Hvem er det så du er sammen med?” spurgte Øboerne spidst.
Lidt tøvende vendte han telefonen “Det er Pingvinen, hun blev bare hængende efter Brormand smuttede , vi skulle lige til at bestille noget mad”. Lige så tøvende vinkede jeg til det lille pexilerede billede af Øboerne i de varme lande. Hun vinkede ikke igen.
“Vi sad lige og snakkede, kan jeg ikke ringe til dig senere?” spurgte han. Det faldt ikke i god jord. Helt stille blev der. Jeg skævede over mod Vennen. Han kiggede op på mig. “Jo, altså du kan prøve. Det kan godt være jeg er gået i seng,” hendes stemme var helt lille. På den måde den bliver hvis man bliver rigtig usikker. Og pludselig gik det op for mig, at Øboerne følte sig truet af mig.
Jeg skulle lige til at undskylde og sige at jeg bare ville gå ind og se netflix og lade dem snakke, men så havde hun lagt på.
“Øhm, jeg kan bare gå ind på Brormands værelse. Hvis i skal snakke altså,” fik jeg fremstammet, i den åbentlyst akavet situation. Jeg følte mig pludselig skyldig. Uden i realiteten at have gjort noget galt. Men jeg havde jo tænkt tanken. Jeg havde siddet og grinet højt med hendes kæreste. Siddet og ønsket han var min. Igen. Ønsket hans tryghed og varme var min.
Vennen smilede fortrøstningsfuldt “sådan er hun bare når hun er træt,” sagde han og trak på skulderen.
Jeg smilede også. Nok lidt mere vemodigt. Igen brugte han “sådan er det jo bare”, når det i realiteten overhovedet ikke behøves at være sådan…

Klokken 4 lyste skærmen op i mit ansigt, vibrationerne snoede sig igennem madrassen. Jeg sprang op som en fjeder. Og først her gik det op for mig at jeg ikke befandt mig på kasernen, og at det ej heller var min alarm der ringede.
1 ubesvaret opkald fra Løven
“Du klovner med mig,” tænkte jeg udmattet men strøg alligevel til højre på skærmen og hørte kun et enkelt ring inden det blev besvaret.
“Pingvin, er du vågen?” lød det forventningsfuldt. Jeg mumlede et svar ned i puden.
Han forklarede og forklarede med høj baggrundsstøj. Noget med nogle nøgler. Noget med en låst dør. Noget med at mangle et sted at sove. Noget med en taxa.
Jeg lovede at åbne terrasse døren og redde op til ham. Faldt i søvn igen inden han kom frem.
To sagte bank lød på dørens glasrude. “Er du vågen?” spurgte han igen. Mumlede stadig ned i puden. Han smed sko og bukser kunne jeg høre. Åbnede ikke øjnene, men lugtede før han lagde sig, at både sprut og røg hang i hans tøj.
“Jeg har savnet dig. Hvor er du varm,” åndede han mod min nakke, mens han vrikkede sig ind til mig. Hans gensynsglæde var ikke til at tage fejl af, lige der under ballen hvor hans lår (med tilbehør) pressede sig mod mit.
Jeg overgav mig hurtigt, lænede baghovedet mod hans bryst og nød hans hænder under min t-shirt. Prøvede ihærdigt at blokere værtshuslugten, og bare føle.
Og midt i at jeg lå der og følte, så dukkede Sergenten op i mit hoved. Så mens Løven kæmpede med både sin fuldskab og sin potens, så måtte jeg bide mig i læben for ikke at lade Sergentens navn løbe over mine læber.
En hårdt fremprovokerede orgasme kom jeg frem til, og Løven kunne afslutte tilfredst, efter noget der føltes som en krig af humpen.
“Jeg skal tideligt op på arbejde i morgen,” proklamerede Løven inden hans snorken startede. Perfekt, så kunne jeg få puffet ham ud inden resten af huset vågnede og skulle spise brunch. Og først her gik det op for mig, at jeg havde brudt den gyldne regel. Her lå Løven jo, og skulle til at tilbringe natten (hvor kort den end måtte være) i min seng. “Pokkers også, du er da en fandens kal, hva’ Pingvin?” vrissede jeg indvendigt, inden jeg med megen besvær faldt i søvn med Løven brummende ved siden af mig.

Klokken 10 bankede det på døren. “Der er mad nu,” kaldte mama. Groggy skimtede jeg rundt i værelset. Tøjet på gulvet, Løven på siden med savl ned af kinden. Oh so pretty.
Og nu var det jo så, at man vidste pinligheden var uundgåelig. For i stuen sad familien bænket om et veldækket bord, og Løven havde sovet over sig. Sjovt som der altid skal opstå en pinlig situation, når vi ses.
Jeg tog mit tøj på, og forklarede mama, at der altså befandt sig mandligt bekendtskab på mit værelse, og han ikke var i topform.
Hele familien Pingvin kiggede derfor forventningsfuldt, da fabeldyret vågnede og spankulerede igennem stuen. Med et imponerende løftet hoved, hilste han pænt, ønskede velbekomme, gav et kram og forsvandt med et minimum af akavethed.
Hold kæft hvor jeg i det sekund glædede mig til at komme tilbage til kasernen. Og til at se Sergenten, mere end nogensinde før (1 måned down, 3 to go til han er scorbar).

Det gode ved det der militær er, at de er gode til at give forlængede weekender. Hvilket har resulterede i, at jeg i skrivende stund har haft weekend i 24 timer, sådan cirkus. En velfortjent weekend, that is.

1 dag med undervisning fra 8 til 22, og to dage med march i fuld udrustning.
De to første dage gik godt. Rigtig godt faktisk.
Jeg trippede som et lille barn for at få et glimt af Sergenten, på det ugudelige tidspunkt de kalder “rengørings timen”, aka. klokken 5 om morgen. På en mandag. Det burde nærmest være ulovligt.

“Giv agt” rungede det igennem stuen klokken 6.30, og der stod han så. Valsede igennem stuen i hans nystrøgne skjorte jeg havde lyst til at krølle på forskellig vis, mens han kæbe var spændt på sådan en sexet mande-mands måde.
“Forsæt” sagde han afværgende, for at slippe for opmærksomheden. Vi forsatte med vores gøremål, mens jeg smugkiggede stjålent på ham.
“Pingvin,” sagde han lidt lavt. Rettede mig op, og kiggede på ham. Han trådte et skridt tættere på og rakte hånden ud efter noget lige over mit venstre bryst. Mine øjne flakkede mellem hans øjne og hans hånd, forvirret over hans intention. Hans fingre samlede sig omkring knappen på min brystlomme. “Din lomme er åben,” sagde han, endnu lavere. Stadig med forvirring malet i hele ansigtet, vendte han om på hælene, med noget der mindede om et smil om læberne.

Den sidste dag havde jeg ikke meget overskud, og håber ikke han har kigget for meget på mig.
Skoene lavede vabler på størrelser med 5 kroner, vi skulle gå mindst 15 kilometer med 20 kilos oppakning, jeg fik for lidt at spise og selvfølgelig skulle det hele toppes som tivolikrymmel i en skøn blandning af insektbid der fik min hånd og mit øre til at ligne ballondyr formet af klovnen Bobo og lidt PMS, bare for at give turen et ekstra kick!
Da vi traskede tilbage til kasernen repeterede jeg Roben og Knud tekster i mit hovede igen og igen, i håb om at kilometerne ville blive mindre.

Vi kom tilbage – lys for enden af tunnelen – troede jeg.
Lige som kasserne med dampende varm mad blev åbnet og serveret; “Pingvin!” råbte min gruppefører. Lydigt trådte jeg ud af madkøen. “De her ammunitionskasser er talt forkert op, det skal gøres om igen. Jeg har sagt du gerne vil,” sagde han bestemt. Der var da intet jeg hellere kunne tænke mig. Jeg satte i værk. Over 1100 patroner i hver af kasserne, kunne jeg konkludere.
Da jeg var færdig rejste jeg mig, og gik hen for at hente min mad. Det eneste lyspunkt inden rengøring. Og væk var den. Der var ikke mere mad tilbage. Jeg regnede hurtigt sammen i hovedet; det var i hvert fald 5 timer siden jeg sidst havde spist og drukket noget. Min sergent kiggede næsten beklagende på mig. Lovede han ville gå op og hente noget mere.
Jeg takkede nej med et smil, for det var det eneste der ville gøre han ikke insisterede. Lovede at jeg ville spise den proteinbar jeg havde i skabet. Jeg ville bare have han gik væk, så jeg kunne tumle ud på badeværelset.
Min verden var begyndt at styrte sammen. Kroppen arbejde på det sidste energi og jeg kunne mærke frustrationstårerne i øjenkrogene. Jeg skyndte mig ud på toilettet inden nogen så mig. Satte hænderne på siden af vasken og mærkede armene dirre af udmattelse under mig mens tårerne trillede.
30 sekunder gav jeg mig selv til at få styr på det hele. Så spiste jeg min proteinbar og gik igang med min rengøring.

Måtte takke nej til de andres bytur, men var stolt af mig selv for at have klaret det med oprejst pande, i hvert fald ud af til.

Og se nu bare; det overlevede man også. Når man ligger hjemme i sin egen seng og tænker på det, så er det jo ikke så slemt alligevel.

Jeg fandt ud af, at min panik over Løven bare var en hjernesammensmeltning, lige inden en stor begivenhed i mit liv. Han repræsenterer noget hjemmeligt og trygt, som en del af mig ønskede at holde fast i.

Men hans midlertidige overtagelse af min hjerne røg på røv og albuer, da jeg stod på kasernen mandag formiddag. Alle indtrykkene, menneskerne, reglerne… Det var mere end rigeligt til at holde hjernen beskæftiget, og der var faktisk slet ikke tid til hverken Løven eller Vikingen (som forresten har gjort alvor af sin bemærkning, og har inviteret min veninde på date? Whoa?!)

Men anyways så har jeg lært utrolig meget de sidste 5 døgn, så her er en kort liste:

– At man godt kan fungere på 4,5 times søvn 4 døgn i streg
– At core-træning er det vigtigste i verden
– At stå ret sammen med en hel deling, mens et menneske står og råber umiddelbart foran én
– At den rigtige påklædning er vigtig
– At sige “javel”, og titulere korrekt
– At samle et gevær fra bunden
– At der findes noget der hedder en “skæg-ansøgning”
– At semi-korte negle er umulige at holde rene
– At jeg er en slapssvans
– At indtage et komplet måltid på under 10 minutter

Jeg har sikkert lært meget mere, men det er fuldstændig umuligt at holde styr på lige nu. Der er så mange gode historier og vilde ting man allerede har prøvet, og selvom de tester en på udholdenhed, så elsker jeg det virkelig.

Men ingen Klodset Pigvin, uden at der er en fyr indblandet, selvom jeg havde svoret, at dette var mit arbejde og jeg skulle være professionel.
Derfor er det også øverst på listen over ting, jeg stadig skal lære:

– Stop med at kigge på Sergenten

Se, problemet i militæret er at der er en fast rangorden, som skaber meget stor distance mellem for eksempel værnepligtige og sergenter (det er et totalt no-no). Men ham her… Åh, altså. Han er sådan en man kunne falde for. Sådan rigtig. Lidt genert, holder sig mest i baggrunden, helt blå øjne og skønne fodboldben.
Heldigvis er hans udseende lidt specielt, så de fleste finder ham faktisk ikke attraktiv, og underligt nok gør det mig super glad, fordi så har jeg ham lidt for mig selv.
Ikke at jeg kan få ham, men i min lille fantasi-verden, som jeg bruger meget tid på for at holde mig vågen, er jeg ikke glad for konkurrence.
Og jeg kan jo altid score ham efter værnepligten. Jeg har i hvert fald både tænkt på ham, og stalket ham fuldstændig ukontrolleret (Ja, jeg fandt ham udelukkende på baggrund af hans meget almindelige efternavn. Nogen burde ansætte mig i efterretsnings tjenesten). Det er utroligt hvad internettet giver mulighed for. Sådan lige at få hans søde ansigt til at dukke op på min skærm, når jeg ønsker det.
Min eneste mulighed, er at få ham til at forstå, at jeg synes han er sød… uden at snakke med ham?
Øjenflirting-skills in progress.
Alt er ved det gamle. Pingvinen roder sig ud på dybt vand, bare med mere oppakning og tungere våben.