Med BMA gjorde det ikke noget, at han var længe om at svare eller skrive. De er tit ude at lege i skoven, og når han skriver, er det med søde ord og hjerter.
I starten var jeg skeptisk. Men den næsten teenage agtige kommunikationsform var let at falde for.
“Skal vi ses næste fredag?” Spurgte han med en blinkende emoji med trutmund. Jeg skulle til koncert. Svede, danse og rocke til rytmen med nogle mennesker jeg elsker højt.
“Hvad med lørdag så?” Svært at sige nej til så meget velvilje.
Der var desuden 14 dage til, så det burde være til at planlægge sig rundt om.
En fredag for tidligt blev en besked sendt af sted “Hej pingvin, har du tid i dag måske? :* <3"

*klip til en kulsejlet pingvin på en sofa med tæpper, varmedunke, chokolade og Friends kørende på Netflix*

Måtte finde på en listig måde at afslå, uden at væmme ham med den linde strøm af kvindelighed der fossede ud af min livmoder og efterlod mig ynkelig og sukkerhungrende på min mors sofa.

Som ugen skred frem, så jeg mere og mere frem til weekenden. BMA var uden for rækkevide i et jysk øvelsesterræn et sted.
Om natten lå jeg og forstillede mig hvad vi skulle lave. Hvilke vertikale overflader i lejligheden der skulle besudles. En lasagne kunne stå i ovnen, mens vi knaldede på køkkenbordet. Vi kunne bade og knalde på vasken, ligesom med Garderen. Sofaen mens vi så en film. Mulighederne virkede endeløse og jeg ville være kreativ, besluttede jeg mig for. Vise ham, hvor godt et knald jeg kunne være.
Dagen kom. Mine ben var nybarberet, undertøjet var matchende, outfittet var let afriveligt.
Jeg havde tømmermænd efter en Suspekt koncert i Århus.
Netop som opvaskemaskinen var sat i gang og brummede i baggrunden tikkede der en besked ind.
“Er ikke sikker på jeg kan nå det søde, vildt mange lektier<3" surt stirrede jeg på beskeden. Svarede et overskudsagtigt svar tilbage. Smed min nederdel og strømpebukser og satte mig trodsigt på gulvet i stuen og tændte for min PlayStation.
Længe skød jeg på de animerede figurer. Fokuseret og muggen. Over min udsigt til sex forduftede.
Under et ophold i spillet, blev jeg ramt af tomheden. Hullet i maven. Utilstrækkeligheden. Nærmest kvalmende lagde den sig over mig, og jeg mærkede tårerne prikke i øjnene.
Vredt prøvede jeg at gnide dem ind i huden. Redde make-uppen og tvinge dem tilbage i kroppen.
Følelsen blev ved med at vokse. Min hjerne skreg, som en hysterisk nattergal, rationelle forklaringer på hvorfor han ikke kunne nå det.
Det sorte i maven knugede hårdere og spredte sig til mine lunger. “Du er ikke god nok, du er ikke god nok, du er ikke god nok,” dunkede i takt med min puls. Jeg følte, jeg faldt fra hinanden. At noget rev inden i mig. Jeg overgav mig trillede ned i fosterstilling på gulvet. Hulkende og med knæene trukket op under hagen i et forsøg på at fylde det tomme ud.
“Få det til at stoppe,” tiggede jeg i mit stille sind. Til Gud? Til mig selv? Jeg ved det ikke.
“Det går over om lidt,” rationaliserede jeg, mens mit hjerte flåede i brystet. En lille stemme bagerst i hovedet sneg sig frem “skær det væk, genvind kontrollen, få smerten ud”. Jeg løftede mig fra gulvet, gik ind i værelset og kiggede ind i skabet. Stirrede på den lille pakke lommetørklæder som gemmer barberbladet. Længe stod jeg og stirrede, inden jeg rakte ud og greb mit løbetøj. Skyndte mig ud på badeværelset og trak det elastiske tøj over kroppen, greb nøglen på vej ud af døren og løb ned af gaden. Væk fra lejligheden, væk fra gulvet, væk fra skabet. Løb så hurtigt mine ben kunne bære mig. Mine lunger peb og sled efter vejret da jeg nåede lyskurven. Stoppede op. Grønt. Løb videre. Løb og løb, indtil jeg var langt nok væk og endorfinerne var begyndt at flyde i blodet.
Stillede mig ved skovkanten og satte hænderne på knæene. Trak vejret ind og kiggede på den lyserøde himmel. Stolt af mig selv. Jokkede roligt hjem igen. Svedende og rolig.
Tog trappen to trin ad gangen og stillede løbeskoene i entréen. Gik ud på badeværelset og tændte for vandet, hentede min telefon og satte Ed Sheeran på. Der var en besked.
“Er lige blevet færdig. Må jeg stadig komme forbi?<3" Beskeden var 39 minutter gammel. Frygtede det var for sent.
“Ja da 🙂 “ svarede jeg hurtigt og trak det svedige tøj af kroppen. Hurtigt forkastet i hjørnet bag døren.
Vaskede hår og lemmer under koldt vand. Trak hånklædet over skulderen og vippede til guitarens toner.
“Godt, jeg er der nemlig om 5 minutter” stod der på skærmen.
Shit, mascaraen var løbet ned af mine kinder, øjnene var heldigvis ikke hævede længere. Tørrede hurtigt make-uppen af og flettede håret. Trak t-shirt og nederdel på igen, nåede lige lynlåsen inden dørtelefonen ringede. Og så stod han i døren. Med taske og støvler i den ene hånd, armen strakt ud til et kram på den anden side. Tog et skridt ind i hans favn og pressede panden mod hans skulder. Mærkede hans skæg kilde mit øre. Jeg knugede øjnene sammen, mens lettelsen overvældede mig, og skyndte mig at skrue mit bedste smil på, da han slap mig.
“Du ser træt ud,” konstaterede han kort.
“Tak, det gør du også,” gengældte jeg med et smil.
Pænt stillede han sine ting i gangen. Tog mine hænder og trak mig ind i soveværelset. Stoppede foran sengen, og kiggede ned af mig. Fingrene fandt sømmene på t-shirten og trak den over mit hoved.
Han lænede sig ind og kyssede mig. Længe og varmt. Pressede min krop mod sin egen. Lod hånden glide ned til nederdelens kant. “Vend dig om,” sagde han bestemt. Drejede rundt, lidt overrasket over selvsikkerheden i hans stemme. Han lynede ned og lod min nederdel falde til jorden. Kyssede mig på skulderen og skubbede mig på maven ned i sengen. Han forsatte i et spring umiddelbart efter mig, storsmilende. Tog min hånd og trak mig ind til sig.
Låst i hans armhule lå jeg med næsen mod hans bryst. Han duftede af varmt bomuld og skov med en smule pebermynte.
Lange strøg kørte op og ned af min ryg, inden hans hånd landede i mit hår. Mærkede mine øjne skælle mens jeg blev mere og mere døsig. Kiggede op på ham. Hans øjne var lukkede, og afslørede mig dermed ikke i mit smugkiggerri. “Mægtig pænt skæg,” erkendte jeg, inden jeg faldt i søvn. Varm og tryg.