Min holdning til selvmord har altid været meget klar.
Jeg forstår det. Jeg synes det er ærgerligt, at det er et tabu, ikke at ønske at leve mere.
Jeg synes det burde være en menneskeret, at gøre en ende på sit liv, såfremt man føler livet ikke har mere at byde én.
Her taler vi ikke 15-årige der er blevet slået op med af deres kærester, og føler verden falder fra hinanden.
Jeg mener folk der lider af kroniske og smertefulde sygdomme. Fysiske såvel som psykiske.
Jeg forstår, at hvis man lider af kronisk depression på 10., 15., eller endda 20. år, at man bare ikke magter mørket og de lange dage længere. Hvis hver dag er en kamp at komme igennem, og man på en eller anden måde, finder trøst i, at der findes noget bedre et sted.
Jeg synes det er helt legitimt, at sige, at man ikke gider det baks mere. Og jeg synes man burde kunne tale højt med sine omgivelser om den slags.
Få sagt farvel, og måske endda have en pårørende ved sin side når man tager billetten.

Der er bare lige én undtagelse for, hvem denne menneskerettighed gælder, og det er mine forældre.

Min mor og jeg sad i sofaen.
Jeg er hjemme på besøg, for jeg flyttede langt væk for næsten 1 år siden.
Min mor og jeg snakkede om verdens store og små ting. Vi komm ind på selvmord, efter en tydeligt fortvivlet person har kastet sig ud foran et tog på Valby station og muligvis taget en uvidende, livsglad kvinde med i faldet.
Selvvisk? Ja, det må man sige, selvom manden uden tvivl ikke havde planer om at skade kvinden også. Manden er blevet udskammet i medierne, for om end det er tragisk, at nogen ønsker at ende sit eget liv, så er det om muligt endnu mere tragisk, at en udefrakommende, uskyldig kvinde bliver påvirket i så voldsomt og uretfærdigt et omfang.
Er der virkelig ikke andre alternativer, tænker jeg. Ude af stand til at forestille mig, at man kan være så langt ude, at man ikke kalkulerer andre menneskers ve og vel med i sine planer.
Min mor, med uendelig viden og empiri, forklarer at folk på selvmordsstadiet ofte ikke ser langt ud over deres egen næsetip, fordi de er så opslugt at det følelseshelvede der rumsterer i deres indre.
Det forstår jeg, og alligevel ikke. Det ligger mig for fjernt.

Min mor er psykiatrisk sygeplejesker. Hun har arbejdet med alle slags suicidale. Både dem der gør det i et råb på hjælp, og formentligt i sidste ende ikke ønsker at dø. De ønsker at smerten inden i skal forsvinde, men deres værktøjskasse er tom.
Hun har også arbejdet med dem, hvor man med vold og magt holder dem i live, og ved de hænger sig i en lysekrone, så snar de træder ud af døren på psykiatrisk afdeling, fordi deres beslutning er truffet.
“Man kan ofte høre det på, hvor langt de er i deres planlægning” sagde min mor. Har de stedet og midlerne? De grundigste planlæggere er ofte de mest beslutsomme, mener hun.
Jeg har ingen teori til at bevise det modsatte, og det virker ganske logisk.
“Jeg var selv ved at tage billetten i december,” sagde min mor.
Jeg kiggede på hende. Fordøjede ordene, uden helt at forstå hvad der skete
Det føltes lidt, som at blive ramt af et godstog.
Min mor fortalte om, hvordan hun ville spise en masse piller, oppe i familiens sommerhus ved havet, som jeg elsker så højt. Billederne af en lufthavn, helt tom for mennesker, gled hen over skærmen, der kørte på pauseskærm foran mig. Jeg kunne kun kigge på billederne.
Jeg er ikke idiot, jeg ved godt min mor er syg. Hun har PTSD, og har vendt sit liv på hovedet hen over de sidste par år.
Nogle skelletter er kommet ud af skabet på det sidste, der giver mig indsigt i, hvor omfattende min mors sygdom er.

Men jeg lallede oprigtigt rundt i den tro, at min mor var velbehandlet og glad. For nogle år siden, ville denne information måske ikke have virket helt så overraskende.
Men jeg var af den klare overbevisning, at min mor var velbehandlet og lykkelig i sin tilværelse.

“Lagde du ikke mærke til, jeg havde det dårligt i december?” spurgte min mor.
“Tjooo,” tøvede jeg, med øjeblikkelig dårlig samvittighed. Jeg havde overhovedet ikke lagt mærke til, at min mor havde det dårligt, fordi jeg havde hovedet så langt oppe i røven på mig selv, at jeg kun ringede til min mor, når jeg havde brug for at lette hjertet.
“Men jeg er her jo stadig,” forsikrede min mor. Den køber jeg på stedet, for hun har jo ret, og det er lettest ikke at forholde sig til den slags.
Desuden er det jo mit princip, at alle mennesker har ret til selv, at bestemme hvornår de ikke gider være på denne jord mere. Og jeg er en principfast dame.

Jeg lallede videre i et døgns tid eller to. Jeg fortalte ikke nogen om vores samtale. Hvorfor skulle jeg? Hun er her jo stadig, som hun selv siger.
En aften tænkte jeg, at min mor faktisk nævnte for nogle år siden, at hun når hun havde det rigtig skidt, havde siddet i bilen, og tænkt hvad der ville ske, hvis hun bare kørte den af vejen.
Det tænkte jeg ikke så meget over, det har jeg sku også overvejet fra tid til anden, uden nogensinde at overvejet faktisk at gøre det. Men bare tænkt over hvad nu hvis.
Pludselig blev jeg rigtig vred på min mor. Hvad helvede tænkte hun på? Med min lillebror der stadig er så lille. Han kan da ingenlunde klare sig uden vores mor.
Jeg ville nok klare mig, det ville jeg blive nød til, jeg er trods alt voksen. Jeg ville også blive nød til at flytte hjem igen, og som minimum tilbyde, at min lillebror kunne bo hos mig hver anden uge.
Jeg planlagde min mors begravelse, mens jeg pressede panden mod den kolde mur i det mørke rum og knugede puden ind til mig.
Jeg ved min mor gerne ville have spillet “Vidunderlig” med Thomas Buttenschøn, og begraves i den billigste kiste der findes. Den skulle dekoreres med tegninger og blomster har hun sagt. Jeg ved min mor elsker vilde blomster. Det er noget rigtig lort, hvis man bliver begravet om vinteren, for så er de sku svære at finde. Sådan nogle vilde blomster.
Jeg ville være forfærdelig til at planlægge en begravelse, måtte jeg indse.
I realiteten var jeg vred på mig selv, over at min mor kunne være blevet revet ud af mit liv for 3 måneder siden, og det ville have føltes som et lyn fra en klar himmel. Jeg ville have været fuldstændig uforberedt, og jeg skammer mig over, at have så dårlig føling med det mennesker i verden der unægtelig står mig allernærmest.

Inderst inde føler jeg mig som et skræmt lille barn i en voksen krop. For sandt være sagt, så ved jeg ikke hvordan jeg skulle klare mig uden min mor. Helt selvvisk og barnligt.
Jeg skulle nok regne det ud. Med tiden. På sigt.
Men min mor er det klogeste, dejligste og mest elskværdige menneske jeg kender. En kvinde jeg beundrer og ser op til. En kvinde der har lært mig, at jeg aldrig skal nøjes. En kvinde der har lært mig, at pakke mine sydhavsfrugter og flytte mig, hvis jeg er utilfreds med mit ståsted.
Hun er min solstråle, min ledende stjerne, min mest fortrolige. Hun er min mor. For helvede.

Og derfor gælder menneskerettigheden, om selv at må bestemme enden på sit liv, ikke for hende.
Her forstår jeg dobbeltmoralen, for sådan har de fleste pårørende til folk der begår selvmord det vel.

Jeg forstod pludselig, hvorfor det er noget vi ikke snakker om. For fanden hvor bliver man bange. For helvede hvor gør det ondt.
Jeg kan sagtens rationelt i mit hoved, forstå hvor hårdt det må være at lide af en kronisk og altoverskyggende lidelse, der det tider må føles som en uendelig kamp. Jeg kan godt forstå, at man bare ikke gider mere.
Men barnet inden i mig tænker også helt følelsesmæssigt “hvorfor er dine børn ikke nok til, at du vil blive?”.
Det er to stemmer, begge skal høres og anerkendes. Begge skal føles og belyse situationen.

“Vil du hellere have været informationen foruden?” spurgte min mor, da vi et par dage senere tager en debreifing.
Det ved jeg faktisk ikke.
Helt oprigtig.
Instinktivt ville jeg have svaret ja. Fordi det gør ondt at vide
Nu er jeg blevet bange. Skrækken er sat i livet, og uanset hvor mange gange min mor forsikrer mig om, at hun aldrig kunne finde på det. At hun har fundet værktøjet i værktøjskassen. Så kan jeg aldrig slippe frygten for, at det ville gå min næse forbi, at min mor tumlede rundt på jorden, ude af stand til at nå værktøjet. At jeg bare ville træde henover hende, uden at sparke værktøjet, hun famlede efter, over til hende.

På den anden side, er dette den eneste måde at få selvmord aftabuiseret. Noget jeg føler man skal kæmpe for, og det er selvfølgelig ikke nemt at være en firstmover på sådan nogle ting.
Lettere sagt en gjort, som man siger. Og lige nu forstår jeg godt, hvor man ikke snakker om de her ting, for det gør dæleme ondt, når nogle man elsker, ikke ønsker at være her mere.

“Godt nytår,”
skrev jeg og sendte af sted.
Jeg ønskede han skulle tænke på mig denne aften. Jeg ville også være en del af hans liv I det nye år. Han skulle vide jeg tænkte på ham.
Jeg ville have han huskede mig. Om jeg så skulle vride armen om på ham. Om ikke andet skrev han vel bare et høfligt svar.

Det var formentligt rødvinen der gjorde mine øjne klare og mine kinder røde, som fik mig til at tænke det var en god ide.
Men jeg mærkede savnet og længslen nede I maven. Længslen efter den tryghed han bragte.
Jeg er ikke et længselsfuldt menneske. Men jeg synes åbenbart ikke at komme over Garderen 2.0.
Han er der bare hele tiden, og jeg ville ønske han forsvandt ud af mit hoved.

Han svarede. Godt nytår, og alt det der.
Jeg luftede i en, ikke særlig snildt forklædt bemærkning, at jeg skulle til hans hjemby, hvis han tilfældigvis var hjemme fra højskole, og havde lyst til at drikke en kom kaffe. Eller bolle. For eksempel.
Den sidste del tænkte jeg mest. Man er vel en dame.

“Hvis jeg er hjemme, er der ikke noget, jeg hellere vil,”
skrev han, både med hjerte og kysmund. Årh.

Min hjerne føles som en pladespiller der sidder fast i en rille. Rundt og rundt går det. Den samme skrattende lyd, der aldrig rigtig bliver til noget nyt.
Jeg har et eller andet sygt behov for at gøre krav på ham. Et behov for at vride armen om på ham. Vride følelserne ud af ham. Tvinge ham til at udtrykke, at han savner mig.

Min rationeller liste af argumenter træder tøvende frem, “undskyld, men du er klar over I ingen rigtig relation har? Ikke….?”
“Hold kæft,” vrisser jeg tilbage. “Han skal nok komme til at savne mig. Det skal han. Han kan ikke finde en anden,”
“Selvfølgelig finder han en anden,” argumentere den rationelle stemme, “du er godt klar over hvor sød og pæn han er? En skam du først opdager det nu.”
Jeg bliver stille. For jeg ved, jeg er kvælende. I min tvang af kærlighedserklæringer.
Jeg har jo lyst til at han skal have lyst til at tale med mig. Fortælle hvad der forgår i hans liv.

Men jeg ved han er fyldt med alt muligt andet. Nye mennesker, ny højskole, nye eventyr.
Jeg kigger forstenet på det lille billede af ham i facebooks tattle tale chatlinje
“5 nye venner” står der. Holder musen over den blå linje. Et kvinde navn dukker op. Og for første gang i mange år dukker jalousiens grumme, grimme, grønne fjæs frem i min bevidsthed.
Fuck hun er pæn. Naturlig og pæn. Lille og slank.
Mærker mit selvbillede få en mavepuster. Fuck.

Min lille bøn bliver afbrudt af mit rationale. Ville jeg selv have skrevet, hvis det var mit eventyr? Næppe. Hvorfor skulle han så gøre det.

Godt han ikke ved alle disse ting der forgår i mit hoved.
Hvor træt jeg er, når jeg endelig lukker øjnene, fordi jeg har prøvet at analysere situationen i atomer.
Håbe på det bedste og forberede mig på det værste.

Jeg frygter allermest, at han ikke kan ses overhovedet. Fordi mit behov for at se ham lige nu synes altoverskyggende. Fordi jeg om ikke andet, bare rigtig gerne vil være i hans liv. Oprigtigt.
Fra et sted i mit forkvaklede hjerte, tror jeg, at jeg bundærligt holder af ham.
Måske det ville gå væk, hvis jeg vidste vi ikke skulle ses. Om det er uvisheden der får min hjerne til at optanke på analytisk jetfuel, og aldrig steder sig til hvile?
Det jeg frygter næstmest er, at se ham og høre han har fundet en ny. En eller anden højskole type. Formentligt en sød og ligetil type som ham selv. Jeg frygter at skulle lægge ansigtet I de rette folder, og skynde mig at finde en undskyldning for at gå. For jeg skal nok blive glad på hans vegne, jeg skal bare lige derhen.
Jeg frygter det. At han bliver revet væk. Mit smukt opbyggede glansbillede af ham. At min helt uproportionelle forgabelse i ham, skal hives til jorden endnu en gang og pakkes væk.
Grumme assositioner til Vennen melder sig. At jeg ikke gjorde noget, fordi jeg ledte efter noget bedre, og pludselig forsvinder han for næsen af mig.

I et nyt år skal man have nogle ambitioner. Med sådan en helt ren tavle (som vi alle mener man får, når Jorden har været en tur rundt om Solen), skal man have nogle visioner for, hvad der skal på tavlen.
Jeg tror min ambition er at øve min behovsudsættelse. Lad det være mad, tøj eller fyre.
Med mad vil jeg øve mig, som baby-steps, i at udskyde mine cravings til dagen efter.
Med tiden skulle det gerne være sådan, at jeg kan udskyde det til weekenden. Så jeg kan være god ved min krop. Den og jeg skal trods alt være sammen rigtig længe.
Og så vil jeg bare gerne kunne tage én forbandet pull-up.

Når det kommer til fyre, så kaster jeg snart op. Alt jeg er selv træt af at høre på mig, snakke om Garderen 2.0. Som en hamster i en trædemølle, løber jeg bare hurtigere og hurtigere, men kommer ingen steder.
Spøg til side, så løber jeg ingen steder. Jeg hader at løbe. Det skal jeg lige have kigget på ved lejlighed.

Jeg er skide træt af at savne ham.
Jeg er pisse træt af at have sat ham på pedestal.
Mit gamle go-getter ego vil have ham, fordi jeg ikke kan få ham.
Jeg har sådan et sygeligt behov, for at tvinge ham til at tænke på mig. Eller et sygeligt behov for, at han udtrykker at han gør det.
Jeg har lagt bånd på mig selv. Har ikke kontaktet ham siden nytår. 20 dage and counting (men hvem tæller?). Lader bolden ligge hos ham.
Umiddelbart tror jeg han har en masse bolde at lege med lige pt., og min er ikke den mest interessante. Så jeg står bare på min bane halvdel, med en masse velkendte kedelige bolde, og venter på, at han sparker min bold tilbage, så vi kan spille sammen lidt.

Jeg stoppede med at skrive, samtidig med jeg stoppede på p-piller. Dårlig kombi. Ikke anbefalelsesværdigt.
Jeg følte min psyke stod vaklende ved en stejl skrant. Noget i stil med Gran Canyon. Hvis jeg væltede ned derfra, er jeg ret sikker på nogen ville skulle lægge mig i en form for spændetrøje, og låse mig i en gummicelle.

Mit…. Engagement, i hans liv, på afstand, nærmest bag en busk med en kikkert, tenderede til stalking. Jeg priser mig lykkelig for der er over 400 km mellem os i fugleflugt. Så gode kikkerter findes ikke.
Jeg er også rigtig glad for, at jeg alligevel har formået at holde tavsheden, og håber inderligt han ikke er tankelæser.
Han tænker forhåbentligt slet ikke over “os” lige pt., når jeg ikke møver mig med røv og albuer ind i hans liv.
Nu må vi se om han sparker nytårsbolden tilbage.

Min tredje mor, Hella Joof, sagde engang:
“Hvis det er din hest, så kommer den tilbage”
Det er godt nok klogt sagt, og jeg trøster mig ved tanken.
Men hvor længe skal man vente på den der hest?
Må man ride på andre heste (læs: pikke, jeg kinkede den op med Crossfitteren. Mere info følger), mens hesten er væk?
Hvad hvis jeg finder en anden hest, men den første, min yndlingshest, vender tilbage?
Hvad hvis min hest boller en anden højskole-hest, og han pludselig bliver hendes hest, så jeg sidder tilbage med alle de gulerødder jeg har, at give og et længselsfuldt hjerte? Fordi min hest har valgt at gå i stald med højskole-hesten?
Jovist, så giver Kloge Hellas ord jo mening. Så var han ikke min hest alligeveller. Men hvor længe skal jeg spejde ud i horisonten efter min langbenede hest, med de brune lokker og milde blå øjne?

Følgende indlæg er skrevet 2 dage før min date, eller hvad man kunne kalde det, med en ny fyr, som vi kalder Garderen 2.0.
Here goes;

Til alles store overraskelse løb det med BMA ud i sandet.
Ja, hvilket chok.
Efter han brændte mig af i Jylland, ville jeg ønske at min værdighed og integritet, havde stoppet mig i nogensinde, at tage kontakt til ham igen.
Åh ak o ve, om jeg ikke fik rodet mig ud i nogle fuldemandsbeskeder. Og ih hvor jeg græmmes. Over mig selv og mit behov for opmærksomhed.
I frustration swipede jeg igennem Tinder. Fik det ene match efter det andet. Skrev med den ene ligegyldige fyr efter den anden, om de samme ligegyldige ting. Min opmærksomhed og interesse er ganske flygtig, og jeg tog hurtigt mig selv i, at glemme at svare på beskeder eller ikke åbne appen.

En helt almindelig aften, med mine nylakerede tånegle hvilende op ad væggen kiggede jeg skeptisk på mine lægge. De er ikke så pæne, synes jeg. Rev telefonen ud af opladeren og trykkede på den lille flamme. Hvad skulle jeg ellers give mig til?

Strøg fingeren over skærmen, vrængede af snapchat-navne, instagramprofiler og klichéfyldte profiltekster.
Nogle fyre slap gennem nåleøjet, og den perifere bekræftelse skyllede gennem min hjerne, når der kom et match.

Fyre med sandfarvet eller grøn uniform slap særlig let gennem, og deres match tæller altid lidt mere.

Også denne aften fik jeg sådan et match. Han så sød ud. Høj, slank, pænt smil, milde øjne, god kæbe. Ikke noget så særligt, at jeg ville gøre mig ulejligheden, at finde på noget, at skrive først.

Ikke at det skulle blive nødvendigt. Der gik ikke mange minutter før han skrev.
”Har du været på [indsæt jysk kaserne]?” spurgte han. Det måtte jeg jo indrømme. Det fremgår også af mine billeder, og enhver soldat med respekt for sig selv, kender regimentsmærkerne på baretterne.

”Kender du så BMA?” var hans næste spørgsmål. Af samtlige 350 værnepligtige på mit hold, så spurgte han ind til den ene jeg havde knaldet. Hvad er oddsene?
Ligeledes måtte jeg komme til kort.

”Du er ikke den Pingvin, er du?” spurgte han. Nåh ja, så var katten ude af sækken. Jeg funderede lidt over, hvilke historier BMA mon havde fortalt. Og til hvor mange.
Det kom dog frem, at de var ganske nære venner. Ham og BMA. Han havde hørt historier om min… løssluppenhed, når jeg var i byen og begyndte at drikke tequila. Kunne mærke mine kinder blive røde ved påmindelsen, og at dette fremmede menneske vidste sådanne ting om mig. Min nysgerrighed var ved at eksplodere, over hvad BMA mon havde fortalt.

Garderen 2.0 virkede en smule imponeret, faktisk. Her tænkte jeg The Brocode ville bryde ind, og stoppe vores korrespondance. Men han lod sig ikke sådan lige bremse. Han ville gerne ses.
”Ja, det tror jeg da gerne, hvis det er det indtryk han har af mig” tænkte jeg for mig selv og undskyldte mig med, at min far ville være tilstede i lejligheden lige netop den dag, han inviterede sig selv.

”Hvad med næste weekend” blev han ved. En ihærdighed, jeg kunne genkende fra BMA de første par gange vi sås.
”Jeg synes du skal tale med BMA, om han har cool med det,” undveg jeg. Jeg ville faktisk gerne have en reaktion fra BMA. Et eller andet. Det var over en uge siden jeg sidst havde hørt fra ham, og det kunne være, det her gav ham et los i røven.
Der gik nogle dage, hvor jeg var lidt i syv sind. Hele tiden frem og tilbage. Skulle jeg mødes med ham? Havde jeg overhovedet lyst? Var det bare for at få en reaktion? Ville jeg være den pige, de kunne high five over, de begge havde knaldet?

Garderen 2.0 var i midlertidigt vedholdende og tålmodig i min evige limbo. Langsomt stoppede BMA med at være samtaleemnet. Jeg holdt igen, stadig mistænksom overfor hans intention. Han virkede sød og oprigtig. Men har ofte ladt mig forlede af opmærksomhedens lokkemad. Derfor analyserede og screenshottede jeg noget nær hele samtalen, for at videresende til veninderne.
De virkede optimistiske. ”Hvis BMA ikke vil noget, så kan du vel være helt ligeglad.” Det råd tog jeg for gode varer. Kun Brormand virkede skeptisk. ”Han virker som en douche-bro og ikke en gentleman-bro,” stadfæstede han.
Hele tiden frem og tilbage.

”Jeg skal på øvelse næste uge, og ses med BMA fredag,” informerede Garderen 2.0 mig.
Ih guder, så hører jeg nok aldrig fra ham igen, tænkte jeg.
”Skal vi ikke ses lørdag? Så kan du pusle om mig?” forsatte han i samme besked.
Fandenivoldskheden i mig tog over, hvis han ville ses, så skulle han dælme have lov. Han var jo sød.
”Det glæder jeg mig til!” var hans respons. Følte et vist behov for, at forventningsafstemme med det samme. Uanset hvilket indtryk han måtte have fået, havde jeg et behov for at sænke hans forventninger. Min tidligere tendens til at rive første og bedste hankøn til mig, er noget jeg prøver at ihukomme.
Næste gang, skal det betyde noget, har jeg lovet mig selv. Det har jeg gjort før og brudt det i en brandert, men lad nu det ligge.

Han virkede helt indforstået med, at vi blot skulle ses til pizza og film. En plan jeg har tænkt mig at overholde, uanset om han bliver og sover eller ej. Fordi jeg gerne vil bevise, at jeg kan mere end bare være en man knalder med. Det synes jeg faktisk jeg har fortjent.

Jeg har altid set mig selv som et menneske med en plan. Et kort. En udstukket rute. Et soleklart pejlemærke som mål.

Det seneste stykke tid har jeg mærket mange karaktertræk, som jeg påskønner ved mig selv, smuldre mellem mine fingre og blive erstattet af ting jeg foragter.
Brokkeri, selvhævdelse og selvmedlidenhed.
Opmærksomhedshungrende, krævende og ynkelig.
Rygradsløs, tudvåren og tilbageholdende.

Det hårdeste er at se tilbage på en person man faktisk var stolt af, blive erstattet af en flæbende dejklump, der render rundt med hovedet så langt oppe i røven på sig selv, at al erindring om solen er forsvundet.
Min “mer’ vil ha’ mer'”-mentalitet har efterhånden sendt mig så hovedkulds gennem livet, at jeg ikke kan finde fodfæstet igen.

Jeg prøver at minde mig selv om de gode ting. Det gør jeg virkelig. Min momentære glæde bliver som en mælkefarvet membran hen over alt det sorte i maven.
Tvivlen og utilstrækkeligheden fylder, alligevel tager jeg mig ikke sammen.
Jeg udskyder, undskylder og bebrejder. Altid, er der en vinderlig forklaring på hvorfor tingene ikke bliver gjort.
En regnorm, er hvad jeg er blevet til.
Mest fordi jeg er bange for, at gøre mit allerbedste, og stadig ikke være god nok.
Jeg roder rundt, men prøver at lade som om jeg har styr på det hele.
Jeg tror alle andre har gennemskuet mig, men jeg er den eneste der stadig tror på den store fede løgn, der er mit liv.

Og alt dette får mig til at vende tilbage til BMA.
En situation, hvor jeg fejlagtigt troede jeg var den, med den vindende hånd. Den overlegne. Den med bukserne på.
Der tog jeg fejl.
Tre knald inde, måtte jeg endnu en gang sande, hvor ypperligt jeg sukkede efter hans opmærksomhed.
Særligt nu, da han ikke vil give den til mig.
Rasende og frustreret har jeg været. Oftest på mig selv. Over mit alt for store engagement i dette hankønsvæsen, der tydeligvis blot er en 20-årig knægt med hovedet fuld af partroner og krudt.
Men ind i mellem, særligt efter 1-2 øl for mange, er det kommet til at gå ud over ham.
At jeg har kvajet mig, og givet mere ud af mig selv end jeg egentligt vil. At jeg dagen efter med skam, har svoret aldrig at kontakte ham igen.
Efter 3-4 dages stilhed knækker jeg for det meste, og skriver til ham alligevel.
Fordi det er sådan jeg er blevet. Til en regnorm.

Og er det ikke typisk sådan legen er. Først ville han, hvor jeg ikke interesserede mig synderligt.
Nu er det omvendt. Og det er mig der sidder med den lange næse.
Egentligt er jeg OK med omfanget af vores kontakt. Et par gange om ugen er helt finno.
Dette er så skammeligt, at jeg aldrig ville sige det højt, så lad det blive mellem os.
Men jeg ville gerne være “hans” eller nogens. Jeg er ikke afklaret med om det er ham som sådan, eller om det bare er ideen om, faktisk at have en sød dude der kan lide en.
Måske er det det sidste.
Efterhånden er jeg kommet frem til, at mit behov til at gøre “krav” på ham, er at jeg på den måde kan forvente noget af ham. At han på den måde også skylder mig engagement.
Det er ulogisk og usundt. Det ser også helt skørt ud, når jeg skriver det ned.
I virkeligheden vil jeg jo bare gerne bekræftes i, at jeg er ønsket og begæret.
At kvæle ham i opmærksomhed er ikke den rigtige strategi, det ved jeg. Men ligesom en junkie, er jeg nærmest dirrende efter hans opmærksomhed efter 3 dage. Så hungrende, at jeg er villig til at sætte min stolthed og integritet over styr.
Alle overspringsundskyldningerne træder straks til. “Alle kan jo lide, at være savnet”, “der er intet i vejen med at vise man er interesseret – LIGESTILLING!” og “han skal jo bare lige mindes om, at du er sød”.
Det er alt sammen bullshit. For i virkeligheden har han ikke udvist interesse i nogle måneder. Alligevel hænger jeg fast ved ham, som en tæge på et dødt dyr. Febrilsk suger jeg det sidste næring ud af noget, der har ligget i vejkanten i månedsvis.
Ynkelig og patetisk er det eneste der kan beskrive min situation lige nu.

Engang sagde en mand, jeg så meget op til “stram op!”.
Jeg havde helt glemt, hvor kloge to så små ord kan være. Hvor kort og præcist noget kan siges.
Men mere skal der ikke til.

Stram op!

BMA’s besøg er tiltrængte og velkomne når de finder sted. Behovet for at blive bekræftet og anerkendt, er ikke et jeg kimser med. Men det er der, og jeg mærker det når han ligger lige der.

Efter hans sidste besøg, flyttede jeg til København. En drøm jeg har haft siden 1.g, og endelig gjorde jeg det.
Tog springet, købte en lille andelslejlighed der trængte til mere end en kærlig hånd. Faktisk en mere Emma Gad-type hånd. Og det fik den. Jeg er stolt af den og den er helt min egen. Også lidt bankens. Men mest min.
Det føles voksent og vidunderligt.
Lovede mig selv at jeg ville stramme op og tage mig sammen. Lægge mine dårlige vaner fra mig og efterlade dem i Jylland, sammen med alt andet skidt og bras.

Det er ikke helt lykkedes, men jeg prøver.
Har brugt de fleste vågne timer på, at indrette mit liv og tjene til føden. Jeg er glad og fungerer bedst, når jeg ikke får meget tid til at tænke. Når jeg tænker kommer utilstrækkeligheden krybende.
Ulmende og kvælende lægger den sig som en klæbende boa om halsen.

Det var derfor også med en smule forventning, jeg drog afsted mod min gamle kaserne til besøgsdag. Vi skulle alle hygge og feste i det gode vejr. BMA havde sagt han ville være der. Havde beskrevet hvilke uartigheder, han ville udsætte mig for diverse steder i byen.
Klokken 15 stod det relativt klart, at han ikke ville dukke op. Hvilket var fint. Det var mere det principielle i at hænge, uden han havde meldt afbud. Respektløst synes jeg, og min bedsteveninde endnu mere.
Jeg nægtede at skrive først. Indtil tirsdag hvor jeg knækkede og skrev en besked med tyktflydende sarkasme. Om han mon var faldet i et hul?
Det var han ikke. Gode undskyldninger var der mange af, men ingen undskyldning for ikke at have skrevet.
Tog det med et gran salt. Måtte finde den rationelle hjernehalvdel frem. Fiske alle mine argumenter frem; vi skylder ikke hinanden noget og han har hovedet fyldt (med jord åbenbart).
Men følelsen af at blive overset er der stadig. Irritationen over min komplet manglende rygrad irriterer mig grænseløst.
“Lad ham savne opmærksomheden,” tænker jeg. Tre dage senere savner han den tydeligvis stadig ikke. Og så sidder man der med lang næse og en mave fyldt med bland-selv slik.
Men når jeg så finder på en ynkelig undskyldning for at skrive til ham, så svarer han med det samme.
Med søde ord og lige den mængde kink man har brug for, når man har arbejdet 8 timer.

Det har ingen fremtid, ingen forudsætninger for at ende godt, alligevel er der en tryghedsting i det, der gør jeg ikke helt kan slippe ham.

Men hvis han ikke lægger noget i det, så er det vel helt fair, at lede efter en der vil lægge noget i det? Samtidig med man høster overfladisk opmærksomhed?

Med BMA gjorde det ikke noget, at han var længe om at svare eller skrive. De er tit ude at lege i skoven, og når han skriver, er det med søde ord og hjerter.
I starten var jeg skeptisk. Men den næsten teenage agtige kommunikationsform var let at falde for.
“Skal vi ses næste fredag?” Spurgte han med en blinkende emoji med trutmund. Jeg skulle til koncert. Svede, danse og rocke til rytmen med nogle mennesker jeg elsker højt.
“Hvad med lørdag så?” Svært at sige nej til så meget velvilje.
Der var desuden 14 dage til, så det burde være til at planlægge sig rundt om.
En fredag for tidligt blev en besked sendt af sted “Hej pingvin, har du tid i dag måske? :* <3"

*klip til en kulsejlet pingvin på en sofa med tæpper, varmedunke, chokolade og Friends kørende på Netflix*

Måtte finde på en listig måde at afslå, uden at væmme ham med den linde strøm af kvindelighed der fossede ud af min livmoder og efterlod mig ynkelig og sukkerhungrende på min mors sofa.

Som ugen skred frem, så jeg mere og mere frem til weekenden. BMA var uden for rækkevide i et jysk øvelsesterræn et sted.
Om natten lå jeg og forstillede mig hvad vi skulle lave. Hvilke vertikale overflader i lejligheden der skulle besudles. En lasagne kunne stå i ovnen, mens vi knaldede på køkkenbordet. Vi kunne bade og knalde på vasken, ligesom med Garderen. Sofaen mens vi så en film. Mulighederne virkede endeløse og jeg ville være kreativ, besluttede jeg mig for. Vise ham, hvor godt et knald jeg kunne være.
Dagen kom. Mine ben var nybarberet, undertøjet var matchende, outfittet var let afriveligt.
Jeg havde tømmermænd efter en Suspekt koncert i Århus.
Netop som opvaskemaskinen var sat i gang og brummede i baggrunden tikkede der en besked ind.
“Er ikke sikker på jeg kan nå det søde, vildt mange lektier<3" surt stirrede jeg på beskeden. Svarede et overskudsagtigt svar tilbage. Smed min nederdel og strømpebukser og satte mig trodsigt på gulvet i stuen og tændte for min PlayStation.
Længe skød jeg på de animerede figurer. Fokuseret og muggen. Over min udsigt til sex forduftede.
Under et ophold i spillet, blev jeg ramt af tomheden. Hullet i maven. Utilstrækkeligheden. Nærmest kvalmende lagde den sig over mig, og jeg mærkede tårerne prikke i øjnene.
Vredt prøvede jeg at gnide dem ind i huden. Redde make-uppen og tvinge dem tilbage i kroppen.
Følelsen blev ved med at vokse. Min hjerne skreg, som en hysterisk nattergal, rationelle forklaringer på hvorfor han ikke kunne nå det.
Det sorte i maven knugede hårdere og spredte sig til mine lunger. “Du er ikke god nok, du er ikke god nok, du er ikke god nok,” dunkede i takt med min puls. Jeg følte, jeg faldt fra hinanden. At noget rev inden i mig. Jeg overgav mig trillede ned i fosterstilling på gulvet. Hulkende og med knæene trukket op under hagen i et forsøg på at fylde det tomme ud.
“Få det til at stoppe,” tiggede jeg i mit stille sind. Til Gud? Til mig selv? Jeg ved det ikke.
“Det går over om lidt,” rationaliserede jeg, mens mit hjerte flåede i brystet. En lille stemme bagerst i hovedet sneg sig frem “skær det væk, genvind kontrollen, få smerten ud”. Jeg løftede mig fra gulvet, gik ind i værelset og kiggede ind i skabet. Stirrede på den lille pakke lommetørklæder som gemmer barberbladet. Længe stod jeg og stirrede, inden jeg rakte ud og greb mit løbetøj. Skyndte mig ud på badeværelset og trak det elastiske tøj over kroppen, greb nøglen på vej ud af døren og løb ned af gaden. Væk fra lejligheden, væk fra gulvet, væk fra skabet. Løb så hurtigt mine ben kunne bære mig. Mine lunger peb og sled efter vejret da jeg nåede lyskurven. Stoppede op. Grønt. Løb videre. Løb og løb, indtil jeg var langt nok væk og endorfinerne var begyndt at flyde i blodet.
Stillede mig ved skovkanten og satte hænderne på knæene. Trak vejret ind og kiggede på den lyserøde himmel. Stolt af mig selv. Jokkede roligt hjem igen. Svedende og rolig.
Tog trappen to trin ad gangen og stillede løbeskoene i entréen. Gik ud på badeværelset og tændte for vandet, hentede min telefon og satte Ed Sheeran på. Der var en besked.
“Er lige blevet færdig. Må jeg stadig komme forbi?<3" Beskeden var 39 minutter gammel. Frygtede det var for sent.
“Ja da 🙂 “ svarede jeg hurtigt og trak det svedige tøj af kroppen. Hurtigt forkastet i hjørnet bag døren.
Vaskede hår og lemmer under koldt vand. Trak hånklædet over skulderen og vippede til guitarens toner.
“Godt, jeg er der nemlig om 5 minutter” stod der på skærmen.
Shit, mascaraen var løbet ned af mine kinder, øjnene var heldigvis ikke hævede længere. Tørrede hurtigt make-uppen af og flettede håret. Trak t-shirt og nederdel på igen, nåede lige lynlåsen inden dørtelefonen ringede. Og så stod han i døren. Med taske og støvler i den ene hånd, armen strakt ud til et kram på den anden side. Tog et skridt ind i hans favn og pressede panden mod hans skulder. Mærkede hans skæg kilde mit øre. Jeg knugede øjnene sammen, mens lettelsen overvældede mig, og skyndte mig at skrue mit bedste smil på, da han slap mig.
“Du ser træt ud,” konstaterede han kort.
“Tak, det gør du også,” gengældte jeg med et smil.
Pænt stillede han sine ting i gangen. Tog mine hænder og trak mig ind i soveværelset. Stoppede foran sengen, og kiggede ned af mig. Fingrene fandt sømmene på t-shirten og trak den over mit hoved.
Han lænede sig ind og kyssede mig. Længe og varmt. Pressede min krop mod sin egen. Lod hånden glide ned til nederdelens kant. “Vend dig om,” sagde han bestemt. Drejede rundt, lidt overrasket over selvsikkerheden i hans stemme. Han lynede ned og lod min nederdel falde til jorden. Kyssede mig på skulderen og skubbede mig på maven ned i sengen. Han forsatte i et spring umiddelbart efter mig, storsmilende. Tog min hånd og trak mig ind til sig.
Låst i hans armhule lå jeg med næsen mod hans bryst. Han duftede af varmt bomuld og skov med en smule pebermynte.
Lange strøg kørte op og ned af min ryg, inden hans hånd landede i mit hår. Mærkede mine øjne skælle mens jeg blev mere og mere døsig. Kiggede op på ham. Hans øjne var lukkede, og afslørede mig dermed ikke i mit smugkiggerri. “Mægtig pænt skæg,” erkendte jeg, inden jeg faldt i søvn. Varm og tryg.

Der gik en måneds tid, hvor jeg var forvirret over hvad jeg havde gjort forkert med Garderen. Længe stirrede jeg på den grønne plet ved hans profilbillede i min chatlinje på Facebook. Uden han svarede mig. 1, 2, 3, 7 dage gik der mellem at han svarede eller bare læste mine beskeder. Forstod det ikke helt, men fandt mit gamle værktøj, kynisme, frem og forkastede alt mit hoved nogensinde havde opspundet.
Jeg fokuserede på min træning, betalte for en coach, begyndte at afveje min mad, tælle kalorier og kulhydrater.
Det føltes som at sidde i et tog, med al for høj fart. Jeg vidste jeg ville kollidere på et tidspunkt, men havde ikke i sinde at stoppe udviklingen.
For 2 år siden tabte jeg mig rigtig meget, på en sund og fornuftig måde. Med viljestyrke og snusfornuft.
Denne gang kunne jeg ikke finde min fornuft eller viljestyrke.

Jeg troede, at jeg havde fået lov til at springe min vinterdepression over i år. Men i februar kom den for alvor og lossede mig gevaldigt i ansigtet.
Jeg gjorde mine ting. Alt det der bliver forventet at jeg gør. Men når jeg var alene, ville jeg bare ligge under min dyne og proppe sukker i hovedet.
Med mine nært forstående optagelsesprøver, vidste jeg godt at sukker ville sætte mig gevaldigt bagud.
Så jeg tog den lette, kujon-agtige udvej.
Jeg havde ikke viljestyrke til ikke at spise marabou og skumfiduser i rå mængder. Jeg havde for dårlig samvittighed over det bagefter.
Så løsningen måtte nødvendigvis være, bare at kaste det hele op igen, når jeg havde gjort det.
Som sagt, så gjort. Og nu kan jeg ikke stoppe med det igen. Har lovet mig selv, at det bare et redskab indtil jeg får fodfæste, og har nået mine mål.

Engang i min spæde ungdom brugte jeg cutting som en coping-metode når jeg blev stresset og ked af det. En sørgelig og ynkelig vane, jeg er faldet tilbage i.
Det er svært at forklare, men det føles, som om man nogle gange, er ved at kløjes i sine følelser.
Jeg ved ikke engang hvilke følelse der fylder så meget, men cutting fungerer som en form for terapi. En form for ritual. Den samme måde hver gang. Samme fremgangsmåde, samme musik, samme følelser.
Det værste er at skulle skjule det efterfølgende.
Men forløsningen der følger efter smerten er meget vanedannende. Det må være følesen af kontrol, er jeg kommet frem til.
Jeg har intet behov for, at fortælle det til nogen. Jeg vil ikke have det omdømme. Jeg ønsker ikke at folk bekymrer sig om mig.
Men når jeg føler mig utilstrækkelig, så kompenserer jeg ved at presse barberbladet hårdt ned i huden omkring anklerne. Som om at det er en straf, og det er min opgave at skulle bide smerten i mig.
Jo mere blod, desto stoltere er jeg over min egen formåen.
Det ser sært ud, når det er skrevet ned. Men oppe i mit hoved giver det mening i øjeblikket.

Og med det for en kort bemærkning, så skete der noget mærkeligt, mens jeg sad i mit lille hul og var en lille trist musse.
På en grå torsdag, fik jeg et snap fra BMA, og et vanligt stik af savn til Forsvaret gik gennem mig. Jeg svarede helt uvanligt på hans besked. Og før jeg vidste af det, havde vi en aftale dagen efter.
Han går på Sergentskolen (den heldige kartoffel), og kom med toget. Lige så snart jeg så ham kunne jeg mærke en glad boblen i maven. Om det var ham eller udsigten til sex vil for evigt forblive i det uvisse. Men glad blev jeg.
Jeg var meget overtræt da han var færdig med at udforske lejligheden. Vi så et afsnit Paradise Hotel, hvor jeg måtte holde mig for øjnene i ren og skær pinagtighed over disse børns udskejelser. Hold dog jeres sluttyness bag lukkede døre, som andre normale mennesker.
Den gang jeg var ung, og så den slags, var det ugens nyhed, når nogen i menneske-reservatet korpulerede for åben skærm.
Det afsnit vi så, og jeg har ganske vist ikke set Paradise Hotel i mange år, men der horede folk jo i flæng. Først i poolen, så på værelserne, så med den ene og derefter med en anden.
Jeg var helt hægtet af, en smule i foragt.
Jeg går massivt ind for seksuelt frisind. Men den promiskuøse ligegyldighed de udviste, fik noget til at vende sig i mig.
Efter en halv times rædderlighed, som føltes uendeligt, når man sad gemt bag sine egne hænder og fordomme, var det tid til film. Haha “film”, som det jo så fint bliver camoufleret som.
Introen var knap færdig da jeg mærkede en hånd på mit lår. Jeg lænede hovedet lidt tilbage mod hans skulder og sukkede stille. En ting fyre er suckers for.

Filmen blev hurtigt afskrevet, da jeg vendte mig for at returnere hans blide strøg.
Det var første her det gik op for mig, hvor ualmindeligt veldrejet hans overkrop var i den langærmede t-shirt der klæbede sig til hans overarme.
Han var tydeligt mere veltrænet end sidst vi havde set hinanden – en af Sergentskolens klare fordele.
I hurtige bevægelser fløj tøjet om ørene på os.

Forpustede og svedende krøllede han armen rundt om min nakke og trak mig tæt på. Duften af mand og sex hang i luften. Jeg snusede ind med næsen mod hans bryst. Han snakkede om nogle militære ting, jeg nød hvordan hans hud vibrerede af bassen i hans stemme. Mens han talte faldt jeg i søvn.

Jeg skal præstere. Jeg skal vise, at jeg er værdig til en plads på min drømmeuddannelse.
Problemet er, at jeg ikke selv tror på, at jeg kan klare det.
Jeg vil det så gerne. Men jeg tror altid at der er nogen der er bedre end mig.

Jeg føler jeg skal kaste op af nervøsitet. Mærker maven sno sig om aftensmaden. Mærker det varme spyt i mundhulen. Jeg er så forvirret og føler mig så utilstrækkelig.

“Du er et af de klogeste mennesker, jeg kender,” havde han sagt. Selvom jeg var virkelig fuld, husker jeg det stadig.
Jeg har aldrig set mig selv som et over-middel begavet menneske.
Men da han sad der og kiggede på mig, kunne jeg ikke andet end at tro ham.
Han sagde det uden tvivl. Nøgternt og åbenlyst. Tvivlen i min mave forsvandt for en stund. Fordi hans ord virkede så sande.

Nu ligger jeg her. Han er væk. Tæt på, men utilgængelige. Jeg har brug for ham. Min ven der tror på mine kompetencer, når jeg selv føler, jeg er dømt til at fejle.
Men han er væk, måske for evigt og det river i mit hjerte.
Nogle gange lidt. Andre gange meget.
Men det stopper aldrig med at rive.
Fordi han gav mig noget, ingen anden nogensinde har givet mig.
Troen på mig selv.

Det bliver langt, navlepillende og næsten ulækkert ærligt det næste stykke tid. So strap in, we’re going for a ride.

Ikke desto mindre;

Ohøj, ohøj. Pingvinen er tilbage. Tiltende, skvattende og ude af balance. Men tilbage, med et håb om at lidt skribleri kan få mig til at lande mere eller mindre elegant på fødderne igen.

Januar var ikke rar. Januar var ikke god. Januar var yderst nederdrægtig, og som så mange andre på sociale medier betragter jeg det som en prøve periode på 2017. Hvis det forsætter sådan, må jeg ringe til kundeservice. I sidste ende opsige mit abonnement på 2017 og sidde dette år over.

Faktisk startede januars nederdrægtighed allerede 30. december 2016.
Dagen hvor mit og Vennens venskab officielt sluttede. Dødt og begravet, havde jeg håbet jeg kunne efterlade det i 2016.
Jeg vidste, at vi ikke kom til at holde nytår sammen. Jeg vidste at vores venskab var på standby, indtil bølgerne med Øboeren havde lagt sig. Vi har været på standby før. “Det klarer vi i et snuptag,” tænkte jeg.
Selv efter al balladen med Øboeren, var jeg ved godt mod.
Faktisk håbede jeg hendes skaberi ville åbne hans øjne for, hvor modbydelig hun er. Men ak nej. Vennen blev ved med at se deres forhold som en slags Romeo og Julie historie. De to mod resten af verden. Deres kærlighed var unik og kompleks, sagde han.
Som om det var en god ting.
Efter nogle uger, med den spilleliste der er dedikeret ham på min Spotify, bakkede jeg af. Han fyldte for meget. Følelsen af ham var for meget. Alle følelserne gjorde mig tyndhudet, og efterlod mig hulkende og åndeløs i de sene natte timer.
Så jeg skrev et brev. I hånden. Krydse-duller og det hele. Blottede min sjæl på papiret. Alle de ting jeg aldrig har turde sige til ham.
At jeg elsker ham. At det gør mig ked af det, at han er sammen med hende. At jeg havde prøvet at splitte dem ad i starten af deres forhold.
Til sidst tiggede jeg om, ikke at være hans ven mere. At han ikke måtte bede mig om det. Fordi jeg ikke kan sige nej.
Brevet var færdigt med 6 siders prompt, pragt og ærlighed. Læste det om og om igen. Imponeret over min egen sjælekrængende fortælling på papir. “Aldrig igen,” lovede jeg mig selv, da jeg lod tårene trille og lande på brevets linjerede papir. Så papiret bule og krumme sig sammen mens det sugede det salte vand til sig.
Jeg lod ham kende mine følelser før, og han stak mig lige mellem ribbene bagefter. Lige ind der hvor hjertet sidder.
Jeg lukkede skuffen omkring brevet, og gemte mine følelser for Vennen tilbage i skuffen i mit hjerte. Ualmindeligt bevist om, at jeg aldrig vil åbne den igen. Fordi jeg ikke må. Fordi jeg ikke kan. Fordi jeg ikke vil.

Men alt gik jo ikke helt skidt.
Fordi jeg har veninder der kender mig godt, og ved at korkproppen der er mit humør, hurtig returnerer til overfladen ved hjælp af alkohol.
Så da 2 flasker vin, blev til 2 flasker shots og dernæst til bodytequila, var det som skrevet i stjerne at vi skulle i byen.
“Har du hørt, at Garderen er blevet single?” spurgte veninden fortroligt ind over bordet. Du godeste. Garderen. Områdets Good Boy. Et rigtigt catch. Flot, høj og sød. Virkelig, virkelig sød. Han har haft kæreste på siden 6. klasse, altså ikke den samme, men med meget korte single-perioder ind i mellem. Man skulle være hurtig på aftrækkeren med Garderen med andre ord.
“Du skal da score ham i aften!” hvinede en anden veninde. Jeg grinede påtaget. Klart… Jeg ville da bare lige score Garderen. Som om han ikke svømmer i tilbud. Og hvem havde overhovedet forsikret sig, at han var i byen den aften.
Vi drak de sidste shots og stavrede videre i byen med en kold dåse-øl i hånden hver.
Bemærkningen var hurtigt ude af hovedet, da man fik en billard-køl i hånden, indtil jeg mærkede en spids albue i siden. “Av!” udbrød jeg, og tog mig til siden, mens jeg skulede op fra bordet. Diskret (eller knap så meget) pegede min veninde mod baren. Og ganske rigtigt stod der en samling skikkelser jeg kunne genkende, samt en meget høj skikkelse, der ikke kunne tilhøre andre end Garderen.
Min gruppe af veninder smilede indforstået til hinanden, mens jeg igen bøjede mig ned for at lave mit skud mod den hvide kugle på det grønne filt.

Efter spillet gik vi i baren efter flere shots. Drengegruppen havde sat sig ved et bord. “Vi tager lige nogen med til dem!” grinede min veninde.
Klart, klart. Vi svansede ned mod deres bord med favnen fuld af alkoholiske små glas. “Hey!” udbrød de og rejste sig galant op.
“Må vi sidde?” spurgte min veninde og bankede shots, salt og citron på bordet.
Kortvarigt dansede vi fra favn til favn, mens “ej hvor er det længe siden!”, “har du det godt?” og “gud hvor ser du godt ud,” blev slynget ud i vildskab.
Jeg spekulerede kortvarigt om det var for meget, at kramme Garderen. Vi havde ikke snakket sammen siden 4. klasse. Fuldskaben tog over, og det ville have været mere mærkeligt hvis vi ikke krammede.

“Længe siden!” udbryd Garderen, da han krammede mig. Jeg blinkede lidt af ham og grinede. Ja, det var det godt nok. Undgik betænksomt at afsløre vores vilde stalking af ham på sociale medier. Spurgte hvad han havde lavet. Han havde gået vagt for selveste Dronningen. Årh, pudsigt! Jeg havde jo også lige været i militæret. Og dermed var samtaleemnet for resten af aftenen grundlagt. Vi var de eneste to i selskabet der havde været inde at springe, og sendte hinanden indforståede blikke, når vennerne sagde dumme civile ting. Ord som “tjekke”, “snakke” og “kigge”, fik et løftet øjenbryn med på vejen, og vi smilede til hinanden.
Bedst som jeg slog Meyer, blev en Nik & Jay-klassiker smidt på bodegaens anlæg hvilket resulterede i spontan hvinen fra samtlige kvindelige deltager i selskabet. Dansegulvet skulle slagtes, og slagtet det blev.

“Han kigger på dig,” halvråbte veninden henslængt på dansegulvet. Jeg nægtede at tro det. Mine veninder er ret smukke. Jeg var sikker på det var en af de andre han sendte lange blikke efter.
Midt i en vild dans til et Nelly-nummer, mærkede jeg en hånd på min skulder. “Jeg var på vej op for at købe noget mere at drikke. Skal du have noget med?” spurgte Garderen, med et perfekt hvidt Colgate-smil. Jeg ville gerne selv betale min drink, men jeg ville da gerne akkompagnere ham op i baren.
Én drink blev til mange, og jeg glemte lykkeligt det tæt forestående arbejde.
Vi spillede kort, og jeg mærkede hans arm hvile bag min ryg op af ryglænet.
Jeg følte mig set, hørt og flatteret. Der var ingen tvivl om han var interesseret. Jeg forstod bare ikke hvorfor?
Jeg er vant til det er besværligt. Jeg er vant til, ikke at få hvad jeg gerne vil have. Jeg er vant til at være en 2. prioritet. Den man vælger, når man ikke kan få baben med kæreste på.
Jeg har et lille selvværd, med et kæmpe ego til at skjule det.

Da baren lukkede var jeg dog pinligt bevidst om, at jeg ikke ville være i stand til at kunne i gå i seng og derfor måtte lave en døgner og dukke gerdint bagstiv op på arbejde.
Jeg gjorde mine til at traske tilbage mod min nye hybel, en kort gang fra baren. Garderen var imponeret over mit voksenliv. Om jeg boede der helt alene? Åh ja. Om det ikke var lidt tomt? Obligatorisk ja, i håb om han ville gøre tilværelsen mindre ensom.
Dermed var det besluttet, at han skulle følge mig hjem, og se mit voksen imperium. Som var rodet og beskidt, men helt mit eget.
Jeg kiggede i smug på ham, mens hans høje væsen bevægede sig rundt i mit nye hjem, som jeg endnu selv føler mig lidt fremmed i.
Han kiggede annerkendende rundt. “Du har god smag,” sagde han. Jeg smilede forlegent. Mit hjem var stadig under konstruktion, og min hjerne var på overarbejde.
Jeg glanede mod uret. Der var cirka 1,5 time til jeg skulle møde på arbejde. Garderen virkede overraskende frisk, da han stak hovedet ind i soveværelset, heldigvis pænt rydeligt og beboeligt.
Jeg fulgte lige i hælene på ham, og vidste ikke helt hvad jeg skulle stille op med mig selv.
Det vidste Garderen godt, for han smed mig på sengen i et hurtigt ryk, og kastede sig selv efter mig.
“Hvornår skal du på arbejde?” spurgte han, halvanden time cirka fik jeg fortumlet fremstammet. Og så kyssede han mig. Rart og varmt. Det var tydeligt at han havde den der “kæreste-erfaring”. Den hvor man har kunne lære hinanden ting, fordi man har været i et langvarigt forhold. Han var helt med på alle finesserne.
Det er første gang jeg følte jeg var sammen med en, som jeg ikke havde gjort nogen stor indsats for at score.
Tøjet røg hurtigt af, sådan som legen jo går. Men Garderens underliv ville ikke lege med. “Fuck, hvor er jeg fuld” hvæsede han. Jeg grinede lidt over den skøre situation, og sagde han måske ville have det bedre når han havde sovet lidt. Det mente han også.
Jeg skulle ikke sove, men Garderen trak mig faretruende tæt på, og trak vejret dybt i mit hår. Hans hånd strøg op og ned af min arm i varme, rolige bevægelser. Næsten lullet i søvn, kiggede jeg på uret, og måtte rejse mig for at tage på arbejde.
Forsikrede Garderen om at jeg ville finde ham og banke ham, hvis han stjal mine ting, mens jeg var væk.
Han grinede og faldt i søvn inden jeg var ude af døren.
Arbejdet var heldigvis bare 2 timers gulvvask, som kunne afsluttes med at købe morgenbrød. Mens jeg stod i køen, nåede jeg at blive nervøs. Hvad hvis han var gået mens jeg var væk.
Så ville jeg i hvert fald spise en hel bøtte Ben & Jerrys og have ondt af mig selv.

Låsen klikkede op, lejligheden var stadig mørk og lige der midt i gangen stod hans store sko. Jeg smilede lidt for mig selv og stak hovedet ind i soveværelset, hvor hans lange krop lå spredt ud over min seng. Jeg kastede posen med morgenbrød ud i køkkenet og lagde mig stille i sengen for ikke at vække ham.
Han så sød ud når han lå der. Så rykkede han lidt på sig og rakte ud efter mig. Han mumlede noget ned i mit hår, og så faldt han i søvn igen. Kort efter lukkede jeg også øjnene og nød at have nogen så tæt på.

Da jeg vågnede, med ugudelige tømmermænd og sammenknebne øjne var der stadig mørkt i værelset. Bag mig kørte en serie på meget lav volume. Jeg rullede og så Garderen, der var i gang med at se en film på netflix på sin telefon.
“Vil du ikke have min computer?” spurgte jeg. Det ville han mægtig gerne. Jeg ville mægtig gerne have et bad.
“Må jeg gå med?” spurgte han. Jeg tøvede et øjeblik i døren til badeværelset. Det måtte han vel. Jeg undrede mig over hans fuldstændige bramfrihed, og han lignede en der undrede sig over min tøven.
Eventuelle problemer med potens fra tidligere på morgenen var fuldstændig forsvundet under det varme rindende vand.
Jeg kunne nærmest mærke mine parader blive vasket væk. For Garderen var det intet problem at sætte mig på håndvasken og knalde løs, indtil et punkt hvor jeg troede den ville falde af væggen. Måske var min nervøsitet for netop dette scenarie relativt tydeligt, for inden længe var vi på vej tilbage i soveværelset, vådt hår und alles. Garderen vidste hvordan sådan en kage skulle skæres, vendte og drejede mig, men hele tiden med en omsorg og nærhed der var tydelig.
Orgasmerne rislede gennem rummet, og efter en del vandret-limbo drættede vi udmattede om på madrassen.
Nonchalant hev han computeren frem og smed en gammel disney klassiker på.

Det var først da han nævnte pizza, det gik op for mig hvad klokken var.
Hele dagen var gået med knalderri, film og lange put.
Hurtigt var Garderen i bukserne og på vej ud af døren efter mad, mens jeg fandt endnu en film og noget service.

Først ved 22 tiden, besluttede Garderen at tage hjem. Han kyssede mig farvel og var ude af døren, efter det længste one-night-stand i mands minde.

Allerede onsdag lå Garderen i min seng igen. Stadig uhøjtidelig og hyggelig.
Ganske hurtigt, fandt vi ud af, at vi sammen ikke var i stand til at putte eller ligge tæt, uden at det endte i sex.
Hvilket resulterede i, at jeg dukkede op på arbejde dagen efter, velbollet, i søvnmangel og lykkelig.
Da jeg kom hjem fra arbejde, var han der stadig. Smed nederdelen og trøjen og lagde mig til rette under dynen. Kiggede på hans sovende ansigt, og mærkede et lille klem om hjertet. I samme øjeblik strakte han armene ud og trak mig ind til sig. “Åh nej, ham her…” tænkte jeg, og lod mig endnu en gang overrumple af hans kærtegn og lidenskabelige kys.
Den eftermiddag fulgte han mig til toget. Han kyssede mig på perronen, og jeg beundrede sensationen af, næsten at skulle stå på tæer for at kunne ramme hans bløde læber.
Følte mig varm af sommerfugle og glæde, da jeg satte mig træt og øm i de hårde DSB-sæder.

Jeg tog til København, han tog til Århus, og så hørte jeg aldrig fra ham igen.

Alt virkede til at gå fint. Vores snak havde sat gang i noget, men samtidig beroliget mig i, at alt det med Vennen ikke var det pure opspind i min kaotiske hjerne.
Jeg havde vidst det var over grænsen at sove med ham, allerede inden jeg blev ædru. Jeg havde moralske tømmermænd før de fysiske. Jeg var flygtet, fordi det føltes forkert.
Dagen gik og jeg prøvede at glemme det lidt, så vi kunne få en normal nytårsaften.
“Lad dig selv føle lidt, skat”havde mama sagt. Jeg prøvede at føle, men det blev også besværligt at rende rundt med grus i øjnene i tide og utide, så det stoppede jeg med igen.

På min første kærkomne fridag i julen ringede Brormand. Jeg troede han havde glemt leverpostej til julefrokosten. Derfor føltes det som en lastbil af overraskelse der ramte mig, da han åbnede samtalen med: “Har du snakket med Øboeren?”
Næh, det havde jeg da ikke, men kunne straks mærke uroen. Brormand prøvede at trække i land. Jeg trak ham ud på sandhedens hav igen. Tvang ham til at skvulpe i indrømmelser. “Hun vil gerne snakke med dig om forleden aften,” sagde han.
Shit. Skulle jeg undskylde nu? Det burde jeg nok. Den dårlige samvittighed ramte ligeså hårdt som overraskelses-lastbilen. Jeg skulle nok undskylde, lovede jeg mig selv. Jeg havde egentligt bare regnet med en stille og rolig netflix-dag med mig selv, og nu dette?
“Hvor meget ved hun?” spurgte jeg Brormand. Ville nødig kvaje mig, og gøre alting endnu værre.
“Det må du spørge Vennen om,” sagde Brormand.
Som sagt, så gjort. Jeg sendte en hurtig besked af sted til Vennen. Hvor meget vidste hun, hvad var hun ked af?
Jeg ville vide det, så jeg kunne glatte så godt ud som muligt.
Hun vidste ikke vi havde sovet sammen, skrev han. Hun vidste vi havde snakket, men var faktisk mest sur over at vi havde været i deres seng da samtalen fandt sted.
Pudsigt.
I samme øjeblik fik jeg en besked fra et ukendt nummer. Den var ikke særlig venlig eller sorgfuld. Faktisk var den dikterende og bebrejdende.
Hvad jeg egentligt bildte mig ind. Om jeg ingen skam havde i livet, sådan at overskride imaginære grænser. At jeg skulle holde mig fra hendes kæreste, særligt når jeg var fuld.
Jo mere jeg læste, desto mere arrig blev jeg. For hvad bildte hun sig egentligt ind. Bevares, det var hendes kæreste. Vi har trods alt været venner i snart 15 år, mig og Vennen. Følelser eller ej, vi har altid være venner. Og hun vidste jo ikke vi havde sovet sammen på det tidspunkt. Hun ville bare diktere hvor vi førte samtaler henne. Fandeme nej, tænkte jeg.
Et venligt, men bestemt svar blev sendt i hendes retning.

Dét gjorde hende endnu mere hysterisk. Jeg blev ved med at svare kortfattet. Gad faktisk ikke diskussionen, og jeg ville faktisk gerne vise Vennen at jeg kunne bevare roen.
Pludselig syntes samtalen at slutte, og jeg havde fået det sidste ord.
Godt tilfreds satte jeg mig i bilen, og kørte gennem den mørke stormfulde nat. Så ringede telefonen igen, det var Brormand.
Øboeren var helt ude af den, sagde han. Hun havde læst Vennens beskeder på Facebook, og nu var hun sikker på vi havde knaldet. Jeg var lige ved at køre af vejen. Hun havde gjort hvad?! Jeg følte mig krænket og samtidig forstod jeg hende godt. Har selv været hende for 5 år siden. Jeg troede godt man vidste man ikke måtte den slags, ligeså snart man kom op i tyverne.
“Åh åh,” var min eneste kommentar. Jeg vidste godt hvor det her var på vej hen. Jeg valgte at trække stikket og se hvad der nu ville ske. Og så skete det. Det værst tænkelige. Det ledeste kort Øboeren kunne spille. Et kort det gav mig lyst til at drukne hende i hendes dumme ø-sø eller sparke hende ud fra en klippe på selvsamme dumme ø.
Hun gav Vennen et ultimatum. Hende eller mig. Jeg vidste godt hvordan valget ville falde, så hans besked overraskede mig ikke.
Alligevel frygtede jeg den, og skulede olmt til den, mens dens dumme 1 tal stod ud fra Vennens ikon på min Facebook. Reselut lukkede jeg internettet og glattede mit hår.
Tog mig god tid med både ansigtsrens og tandbørstning.
Jeg vidste det her ville ødelægge mig. Satte mig i sengen og rystede på fingrene, mens jeg satte høretelefonerne i ørene og fandt vores sang frem.
Læste beskeden igen og igen. Forstod det ikke sådan helt. Alligevel føltes det som knytnæveslag hver gang. Lige i maven. Gruset i øjnene vendte tilbage, men føltes mere som peberspray. Åbnede for alle sluser.
Han var ked af det, skrev han. Men han måtte cutte al kontakt til mig, fordi Øboeren havde fundet ud af vi havde sovet sammen. Fra nu af, understregede han. Men han var stadig ked af det.
“Vi ses nok ikke igen” afsluttede han. Den bed mest.
Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Klovnede han med mig? Inden i havde jeg nok håbet han havde droppet hendes crazy-ass. Det var ikke tilfældet.
Jeg svarede ham tilbage, med hulken og tårer hele vejen ned af brystet.
At jeg forstod. At jeg altid ville være der. At jeg var ked af alt.
Jeg er ikke ked af, at hun er ked af det. Jeg er ked af, at han lider. At han har skulle træffe det valg. Og at han har valgt forkert.
Jeg sendte beskeden og ventede på han læste den.
Så slukkede jeg min computer og skreg ned i min pude. Kastede puden ind i væggen. Slog ned i puden. Sparkede med benene og skabte mig som en vanvittig.
Over hende. Over ham.
Over at jeg er den, der ikke har noget at miste, men alligevel altid ender med at være den der taber.