Guddommeligt vs. opnåeligt

giphy-17

Har vi dem ikke alle? Vores kendis-crush…. Mennesker så genetisk begunstiget at det nærmest virker absurd. Personer hvis arvemateriale er så attraktivt, at man straks får lyst til at reproducere med dem… I en elevator, på et køkkenbord, i en park… Alt efter hvor man fik muligheden for det.

Mit ultimative crush lige pt. er Jonathan Harboe. Google ham, han er det værd.

Efter en sygdoms serie-marathon hvor valget faldt på “Sjit Happens”, så er det gået op for mig, hvor utroligt flot et menneske Mr. Harboe er. Altså, det burde jo nærmest ikke være lovligt at være så latterligt lækker.

Og problemet med disse flotte mennesker, er tit at de er meget bevidste om at de faktisk har frit valg på alle hylder.

Finder du én, der ikke er klar over det; så hold for guds skyld fast i mennesket!

På den måde vil folk af mere ordinært udseende, som jeg selv, nok blive fravalgt af den gode Jonathan (ikke at han er overfladisk – hvad ved jeg, jeg kender ikke manden – men lad os være realistiske).

Så Jonathan er et af disse panty-dropping type mennesker, jeg forstiller mig fyre har den samme tilgang til kvinder som Blake Lively, Selena Gomez, Megan Fox ect. ect. Piger der bare giver en instant-boner.

Men… Der findes jo tusindvis af fyre i vores hverdag som har nogenlunde den samme effekt. Særligt hvis man finder ud af, at de er ret nice, at være sammen med. På trods af fejl og mangler, kan en “ordinær-hverdags”-fyr jo sagtens skabe hovedekuller, hjertebanken, røde kinder og Lalandia i trussen.

Lad os bruge Blondie som eksempel. Til at starte med, havde jeg overhovedet ikke kategoriseret ham som lækker. Men som man lærer ham at kende, så blev han bare sødere og sødere – pænere og pænere. Til sidst én jeg havde hede drømme om.

Som man lytter til hovedefokuset for mange piger på min alder, så er det at ligne disse modeller man ser på alle mulige medier. Et absurd og sygeligt behov for at opnå “ideal-kroppen”. En krop man skal huske på, at disse mennesker lever af, og dermed bruger op til 8 timer i døgnet på at træne og passe, de lever på bestemte diæter og efter en meget omfattende livsstiv, for at opnå netop “idealet”. Og hvordan skulle en normal studerende kunne nå det?

Men for at være helt ærlig, så tror jeg drenge har det på præcis samme måde som piger. De har ikke brug for en model for at tænde på en pige, eller forelske sig i hende.

Det tror jeg nogle gange piger bliver forblændet af Hollywood-glans og god belysning. Verden er baseret på kemi, og ikke lange øjenvipper og høje kindben.

Bilder jeg mig da ind.

Hey flotte! Mere tak!

Selvudråbt kyniker/realist, som jeg nu er, har den sidste uges tid, været en smule tumult for mig.

Sådan nogle følelser, som sommerfugle i maven, er ikke nogle jeg byder velkommen med åbne arme. Jeg brydes mig ikke om det, jeg synes det er drænende og udmattende, så jeg prøver at skubbe sådanne følelser væk, så godt som muligt.

Men så kommer Blondie, med sit flotte blonde hår, helt lige smil, lækre overarme og fejer benene fuldstændig væk under mig. Det er sku ikke fedt, og så alligevel.

Det hele startede for alvor sidste fredag, til årets sidste eller første julefrokost (alt efter hvordan man ser på det). Søde Blondie, arbejdsom og hjælpsom som han er, havde arrangeret det hele, og sørget for at nogle andre lukkede butikken. Men til min store ærgrelse, så havde han også påtaget sig ansvaret for at åbne butikken næste morgen, og ville derfor holde sig ædru. Det var derimod overhovedet ikke hans plan, at jeg skulle være det. Det var faktisk ingen af gutternes plan. Som ene pige på mit team, måtte jeg mande mig op og følge med. Og det gjorde jeg. I en sådan grad at jeg selv blev helt stolt (i øjeblikket – bestemt ikke dagen efter). Blondie stod tæt på, helt lækker i en skjorte lige så lyseblå som hans øjne. Hans hånd lå på min skulder, mens han stod bag mig.

Da festlighederne sluttede, ville Blondie køre mig hjem. Det havde jeg ingen indvendinger imod. Vi krammede farvel, jeg sagde tak for turen og opdagede pludselig hvor fuld jeg lød. Han syntes det var sødt, og pludselig kyssede vi. Som jeg husker det kyssede han ualmindeligt godt. Men så igen – det har vodka før bildt mig ind. I min fuldskab begik jeg dog fejlen…

“Vil du ikke med ind?” spurgte jeg ham.

I min alkohol-osende tilstand virkede det ganske logisk. Han undskyldte med at han skulle tidligt op på arbejde næste morgen, og han nok ikke ville få sovet meget, hvis han kom med ind. Straks skammede jeg mig – en hel ny side af min persona var kommet frem:

slutty pengiun

Ikke en jeg er stødt på før, men i særdeleshed har stiftet bekendtskab med den følgende uge.

Da jeg kom ind i seng, må jeg være faldet i søvn umiddelbart efter jeg havde skrevet en kvajet fuldebesked (inklusiv stavefejl) til samtlige veninder om mine udskejelser. Da jeg vågnede næste morgen til alt for kraftigt sollys og mangel på Blondie, havde han dog efterladt en besked på min telefon…

Vi skrev hele dagen mens han arbejde, og jeg plejede mit skrøbelige korpus. Og sådan har det faktisk forsat lige siden. Der går ikke mere end 24 timer mellem at vi skriver, og hver gang hans navn dukker op på min skærm, bliver jeg glad inden i. Jeg elsker at få hans opmærksomhed, og jeg smiler som et fjols ad min telefon, når vi skriver sammen inden sengetid.

Vi har set hinanden flere gange i løbet af ugen, dog altid med selskab fra kollegaer, men flirtet er der blevet. Han har dog meget travlt med at lege alpha-macho når de andre gutter er der, og fortælle om scoringer, damer ect. ect. Mens jeg sidder ved siden af. Jeg ruller lidt med øjnene og smiler til ham.

Jeg er ikke forelsket, han vil ikke noget seriøst lige nu – det vil jeg heller ikke. Jeg er ikke klar til bånd og forpligtigelser. Jeg er ikke klar til at møde forældre og familier. Jeg er ikke klar til at glemme Vennen.

Men jeg glæder mig til at prøve at kysse Blondie i ædru tilstand.

 

giphy-15

 

“Nyt år – ny mig” – GTFO

Når man sådan sidder alene (fordi man i mit tilfælde skulle møg tidligt op på job næste morgen) nytårsaften med tømmermænd, og filosoferer over livet, hvad man har nået mens vor lille planet tog en runde mere om solen. Ja der har i sandhed været op- og nedture på de 365 dage. Mest er gået godt. Jeg synes, jeg har nået meget af det, jeg gerne ville.

Faktisk har jeg udviklet mig meget. Jeg hviler mere i mig selv. Jeg har en større kærlighed til mig selv. Jeg har flere gange bevist, at jeg kan hvad jeg vil.

Hen over julen og med skriveferie fra studiet, er det hele dog gået lidt op i hat og briller. Men fordi jeg før har bevist overfor mig selv, ikke mindst, så tror jeg på at jeg nok skal komme tilbage på sporet.

For at vende tilbage til mit tidligere dilemma med flødeboller, så havde Brormand viftet med Vennens mulige tilslutning til vores store “lad os brænde hele vores løn af inden d. 1.”-shoppingsprea d. 30. januar.

I mit hovede kørte jeg mantraen “han kommer ikke, han kommer ikke, han kommer ikke…” på repeat, bare for ikke at blive skuffet. Og ganske rigtigt, han kom ikke. Han skulle se på kunst med sin mor. Levemand som han er.

Men! “Vi snupper da en øl i aften” skrev han. Jeg havde ikke haft nogle som helst planer om at jeg skulle drikke øl, men det blev hurtigt ændret. Mit hjerte sad i halsen – igen.

Hele dagen blev jeg dog ved med, at forberede mig på, at han bailede i sidste øjeblik. Men det gjorde han ikke.

Som jeg gik hen mod to skikkelser jeg kendte i mørket på Nørrebro Station, kunne jeg mærke jeg blev nervøs. Jeg så naturligvis godt ud, uden at være overdreven.

Der stod han, fyren jeg ikke har set i 5 måneder, men som det langsomt er gået op for mig, at jeg knuselsker. Pludselig blev jeg bange for at komme til at sige noget dumt eller ondskabsfuldt i løbet af aftnen.

Det skete ikke. Én øl blev til 5, 5 blev til 10, som sædvanligt. Klokken blev 1, 2, 3… Jeg havde ikke lyst til at tage hjem. Det havde de andre heller ikke. Det føltes som en evighed siden jeg sidst har følt mig så afslappet, glad og varm inden i. Mens jeg sad mellem mine to  yndlings mennesker. Flere gange tog jeg mig selv i at kigge beundrende på Vennen, i mens han klogede sig på verden. “Kan man andet end at elske ham?” tænkte jeg. Nej, nej det kan man ikke. Men jeg forskød hurtigt tanken. Det stak i hjertet at han var så tæt på, at alt var så rigtigt, alting faldt på plads, men alligevel skulle jeg passe på, at jeg ikke trådte over en imaginær venne-grænse. Jeg måtte være sød, venlig og subtilt flirtende. Men aldrig mere end det. For frem for alt er jeg hans ven, og venner repekterer venners kærester, uanset hvordan de føler.

Så det gjorde jeg. Jeg bed det i mig, og nød hans selskab som jeg har savnet så inderligt.

Jeg prøvede virkelig af det bedste jeg har lært, og det samme gjorde han. Jeg kunne mærke vi begge ønskede at få det her venne-forhold til at fungere nu. Alligevel bankede mit hjerte hurtigere når vores ben rørte hinanden under bordet, når han vendte sig og kiggede mig direkte i øjnene. Det glædet mig at Brormand skulle med toget hjem, så Vennen og jeg kunne cykle hjem sammen. Han betroede mig om nogle problemer med Øboeren. Jeg vidste jeg måtte spille mine kort rigtigt. Jeg vidste jeg måtte være tålmodig og diplomatisk. Det er trods alt de mest elskværdige værdier, sammelignet med kynisk manipulator. Jeg tror jeg klarede det fint, trods mit voldsomme indtag af alkoholiske drikke. Vi krammede farvel i et kryds, da jeg ikke kunne komme i tanke om flere undskyldninger for, at forsætte den helt modsatte vej af hvor jeg skulle hen, bare for at være sammen med ham. Jeg krammede ham, håbede han ville kysse mig. Det gjorde han ikke. Selvfølgelig ikke. Han er en god fyr ham Vennen, loyal og trofast overfor Øboeren. Inderst inde ønskede jeg det heller ikke. Ikke mens han er sammen med hende. Det er ikke en god start på noget smukt.

Vi sagde farvel, og allerede da han var ude af syne mærkede jeg savnet. Eller frygten for savnet. Hvor længe vil der gå inden vi ses igen? Lige så længe som sidst? Jeg håber det ikke. Jeg håber jeg beviste overfor ham, at jeg godt kan være en god ven. Han bedsteven. Men at han også ved at jeg er klar når han er. At jeg altid vil være ved hans side.

Jeg væbner mig med tålmodighed, og bruger min tid på andre ting. Som Blondie…

Åh den gode Blondie, så nem og rar. Jeg kan mærke, jeg virkelig godt lide at bruge tid med ham. Det er så ukompliceret og hyggeligt. Han får mig til at grine. Jeg føler mig ikke som mit akavet selv.

Sidste uge skulle jeg åbne butikken, og Blondie skulle overtage efter mig. Han spurgte om jeg ikke ville blive hængende lidt længere og hjælpe ham med hans umulige ungarbejder. Det ville jeg mægtig gerne. Og inden jeg vidste af det, var der gået 4 timer.

4 timer hvor vi bare snakkede, sad tæt, vekslede holdninger og synspunkter. Når han sad helt tæt på kunne man mærke han var varm, og han duftede godt. “Du kunne godt lige vende dig om, så vi kunne kysse lidt” tænkte jeg, mens jeg havde hovedet over hans skulder og inspicerede et snapchatbillede. Samtidig prøvede jeg at vurdere hvorvidt skrivebordets tyngdepunkt ville være egnet til, at man knaldede på det (jeg testede det senere, da jeg sad på det. Man ville godt kunne knalde på det, er min objektive vurdering).

Vi er kommet til det punkt hvor vi skriver sammen. Sådan om random ting, har interne jokes, får hinanden til at grine. Men jeg bliver simpelthen i tvivl om jeg bare er “en af gutterne”, at jeg ikke er hans type, at jeg bilder mig det hele ind, you know?

Om det hele bare er spil fra galleriet. Og han måske ikke vurderer mig til at være en potentiel fuckbuddy. Det ville være en skam. Han er den oplagte fuckboy. Ingen binding, ingen forventninger, bare hygge.

Han er varm, lækker og dufter godt. Hvad mere kan man bede om?

Som opsumering på min forventning til 2016, så synes jeg det ligger ret godt ud. Jeg hviler i mig selv. Jeg synes faktisk jeg er helt OK som jeg er. Der er forbedringer i vente, men ingen nytårsforudsæt.
Hvorfor ændre på sig selv, når vi alle sammen faktisk er helt i orden som vi er? Er det ikke lidt mærkeligt at astrologisk begivenhed, skal være startskud til at vi alle vil være den bedste version af os selv. Overfylde fitnesscentrene og rømme grønt-afdelingen. I hvert flad i Januar. Efter det er vi alle tilbage på pubben lørdag aften, i stedet for i Fitness World.

giphy-14