Jeg skulle på date. Havde prøvet at holde humøret højt med Brormand inden. Vi drak en øl og gik en lille tur i København. Han havde en bagkant, som efterlod mig med 1 times tidsfordriv inden daten startede. Vandrede hvileløst rundt. Drak en kop 7/11 kaffe af et papkrus, med Ed Sheeran bræende i ørene. Stoppede foran den lille kirke på Sankt Peder Stræde. Huskede hvordan Vennen havde peget og fortalt. Om et klokketårn, en nøgle og en nytårs udsigt. Gik ind bag den lille mur og satte mig på rækværket. Der var helt stille. Trak vejret ned i maven. Den gjorde ondt. Gav kaffen skylden. Mærkede det knugende savn om halsen. Skyndte mig at rejse mig og forsætte ned mod Nyhavn, med et håb om at følelsen ville forsvinde så snart kirken var ude af syne.
Stod og tøvede bag et gadehjørne, mens jeg overvejede hvorvidt min date ville tro på, at jeg havde brækket benet og måtte aflyse med 10 minutters varsel. Trippende med panik skrev jeg til min veninde. “Tag dig sammen, spark røv og hyg dig!” opmuntrede hun, og så trådte jeg rundt om hjørnet.
Han var sød og betænksom. Betalte den første regning inden jeg overhovedet nåede at hive min pung frem, holdt døren og virkede som en rar gut.
Vi drak drinks og efterfølgende øl et sted med et irriterende live-band.
“Skal vi gå inden de spiller Wonder Wall igen?” spurgte han, og jeg nikkede ivrigt.
Vi gik mod Nørreport, da han spurgte “såeh, skal du med hjem?”. Trods min beduggede tilstand, var min mavefornemmelse insisterende. Jeg smilede til ham, og rystede på hovedet. Takkede for en hyggelig aften og gav ham et kram. Små luntede ned af trapperne, allerede med høretelefoner i ørerne.
Han skrev aldrig igen, og jeg er ligeglad.

Den efterfølgende uge havde Vennen fødselsdag. En dag, jeg normalt bruger på at finde på noget vittigt og spidsfindigt at skrive på hans væg.
Denne dag var jeg i tvivl om jeg overhovedet skulle skrive noget til ham. Jeg lod være. Af respekt for ham. Jeg vidste Øboeren var ude at rejse, og jeg ville ikke skabe mere ballade.
Så jeg lod være med at skrive. Jeg lod være med at opføre mig som hans ven, fordi jeg troede han sikkert helst ville være foruden.

De efterfølgende dage savnede jeg ham. Voldsomt og hjerteskærende. Intet hjalp. Hverken træning eller is. Alt virkede nytteløst og dumt.

Et par dage efter Vennens fødselsdag sås jeg med Brormand. Han spurgte ind til min date. Viftede hurtigt emnet væk og grinede af at han efterfølgende også havde slettet mig på Tinder. Meget voksent.
“Hold kæft en idiot!” udbrød Brormand, jeg trak på skulderen.
Skiftede emne ved at spørge hvordan han og Vennen havde haft det med en uge alene hjemme.
“han har været vildt ked af det,” indrømmede Brormand. Øjeblikligt klemmte det om mit hjerte.
Brormand forklarede, hvordan Vennens mor havde kørt Vendetta på ham overfor resten af familien. Hun virker som et hysterisk styk kvindfolk, men det er Øboeren jo også. (Hvem sagde mommy-issues?)
Det var endt med, at blot to fra hans familie havde ønsket ham tillykke, og hans mor ikke engang havde spurgt om de skulle ses. Brormand var trådt til og havde inviteret ham ud at spise og med i biografen.
Den dårlige samvittighed ramte hårdt. Tanken om ham, ulykkelig og frustreret på sin fødselsdag, uden at Øboeren endda var der, var næsten ulidelig. Var lige ved at gribe ud efter telefonen med det samme, og skrive en lang undskyldning, men dyede mig.
Vi gik endnu en tur og spiste kebab. Snakkede om alting. Men i mit hoved var kun Vennen.

Brormand krammede mig på Vesterport og hoppede ind i sit tog. Jeg tog et tog magen til, bare den anden vej og satte mig til rette ved et vindue. Scrollede langt ned af listen af kontakter indtil hans navn dukkede op.

“Forsinket tillykke med fødselsdagen Ven,” trykkede på send uden at tænke yderligere over det.

*læst klokken 00.05*
stod der dagen efter. Han havde ikke svaret, men det betød ikke noget.
Han skulle bare vide, at jeg stadig er her.

Jeg skal præstere. Jeg skal vise, at jeg er værdig til en plads på min drømmeuddannelse.
Problemet er, at jeg ikke selv tror på, at jeg kan klare det.
Jeg vil det så gerne. Men jeg tror altid at der er nogen der er bedre end mig.

Jeg føler jeg skal kaste op af nervøsitet. Mærker maven sno sig om aftensmaden. Mærker det varme spyt i mundhulen. Jeg er så forvirret og føler mig så utilstrækkelig.

“Du er et af de klogeste mennesker, jeg kender,” havde han sagt. Selvom jeg var virkelig fuld, husker jeg det stadig.
Jeg har aldrig set mig selv som et over-middel begavet menneske.
Men da han sad der og kiggede på mig, kunne jeg ikke andet end at tro ham.
Han sagde det uden tvivl. Nøgternt og åbenlyst. Tvivlen i min mave forsvandt for en stund. Fordi hans ord virkede så sande.

Nu ligger jeg her. Han er væk. Tæt på, men utilgængelige. Jeg har brug for ham. Min ven der tror på mine kompetencer, når jeg selv føler, jeg er dømt til at fejle.
Men han er væk, måske for evigt og det river i mit hjerte.
Nogle gange lidt. Andre gange meget.
Men det stopper aldrig med at rive.
Fordi han gav mig noget, ingen anden nogensinde har givet mig.
Troen på mig selv.

Det bliver langt, navlepillende og næsten ulækkert ærligt det næste stykke tid. So strap in, we’re going for a ride.

Ikke desto mindre;

Ohøj, ohøj. Pingvinen er tilbage. Tiltende, skvattende og ude af balance. Men tilbage, med et håb om at lidt skribleri kan få mig til at lande mere eller mindre elegant på fødderne igen.

Januar var ikke rar. Januar var ikke god. Januar var yderst nederdrægtig, og som så mange andre på sociale medier betragter jeg det som en prøve periode på 2017. Hvis det forsætter sådan, må jeg ringe til kundeservice. I sidste ende opsige mit abonnement på 2017 og sidde dette år over.

Faktisk startede januars nederdrægtighed allerede 30. december 2016.
Dagen hvor mit og Vennens venskab officielt sluttede. Dødt og begravet, havde jeg håbet jeg kunne efterlade det i 2016.
Jeg vidste, at vi ikke kom til at holde nytår sammen. Jeg vidste at vores venskab var på standby, indtil bølgerne med Øboeren havde lagt sig. Vi har været på standby før. “Det klarer vi i et snuptag,” tænkte jeg.
Selv efter al balladen med Øboeren, var jeg ved godt mod.
Faktisk håbede jeg hendes skaberi ville åbne hans øjne for, hvor modbydelig hun er. Men ak nej. Vennen blev ved med at se deres forhold som en slags Romeo og Julie historie. De to mod resten af verden. Deres kærlighed var unik og kompleks, sagde han.
Som om det var en god ting.
Efter nogle uger, med den spilleliste der er dedikeret ham på min Spotify, bakkede jeg af. Han fyldte for meget. Følelsen af ham var for meget. Alle følelserne gjorde mig tyndhudet, og efterlod mig hulkende og åndeløs i de sene natte timer.
Så jeg skrev et brev. I hånden. Krydse-duller og det hele. Blottede min sjæl på papiret. Alle de ting jeg aldrig har turde sige til ham.
At jeg elsker ham. At det gør mig ked af det, at han er sammen med hende. At jeg havde prøvet at splitte dem ad i starten af deres forhold.
Til sidst tiggede jeg om, ikke at være hans ven mere. At han ikke måtte bede mig om det. Fordi jeg ikke kan sige nej.
Brevet var færdigt med 6 siders prompt, pragt og ærlighed. Læste det om og om igen. Imponeret over min egen sjælekrængende fortælling på papir. “Aldrig igen,” lovede jeg mig selv, da jeg lod tårene trille og lande på brevets linjerede papir. Så papiret bule og krumme sig sammen mens det sugede det salte vand til sig.
Jeg lod ham kende mine følelser før, og han stak mig lige mellem ribbene bagefter. Lige ind der hvor hjertet sidder.
Jeg lukkede skuffen omkring brevet, og gemte mine følelser for Vennen tilbage i skuffen i mit hjerte. Ualmindeligt bevist om, at jeg aldrig vil åbne den igen. Fordi jeg ikke må. Fordi jeg ikke kan. Fordi jeg ikke vil.

Men alt gik jo ikke helt skidt.
Fordi jeg har veninder der kender mig godt, og ved at korkproppen der er mit humør, hurtig returnerer til overfladen ved hjælp af alkohol.
Så da 2 flasker vin, blev til 2 flasker shots og dernæst til bodytequila, var det som skrevet i stjerne at vi skulle i byen.
“Har du hørt, at Garderen er blevet single?” spurgte veninden fortroligt ind over bordet. Du godeste. Garderen. Områdets Good Boy. Et rigtigt catch. Flot, høj og sød. Virkelig, virkelig sød. Han har haft kæreste på siden 6. klasse, altså ikke den samme, men med meget korte single-perioder ind i mellem. Man skulle være hurtig på aftrækkeren med Garderen med andre ord.
“Du skal da score ham i aften!” hvinede en anden veninde. Jeg grinede påtaget. Klart… Jeg ville da bare lige score Garderen. Som om han ikke svømmer i tilbud. Og hvem havde overhovedet forsikret sig, at han var i byen den aften.
Vi drak de sidste shots og stavrede videre i byen med en kold dåse-øl i hånden hver.
Bemærkningen var hurtigt ude af hovedet, da man fik en billard-køl i hånden, indtil jeg mærkede en spids albue i siden. “Av!” udbrød jeg, og tog mig til siden, mens jeg skulede op fra bordet. Diskret (eller knap så meget) pegede min veninde mod baren. Og ganske rigtigt stod der en samling skikkelser jeg kunne genkende, samt en meget høj skikkelse, der ikke kunne tilhøre andre end Garderen.
Min gruppe af veninder smilede indforstået til hinanden, mens jeg igen bøjede mig ned for at lave mit skud mod den hvide kugle på det grønne filt.

Efter spillet gik vi i baren efter flere shots. Drengegruppen havde sat sig ved et bord. “Vi tager lige nogen med til dem!” grinede min veninde.
Klart, klart. Vi svansede ned mod deres bord med favnen fuld af alkoholiske små glas. “Hey!” udbrød de og rejste sig galant op.
“Må vi sidde?” spurgte min veninde og bankede shots, salt og citron på bordet.
Kortvarigt dansede vi fra favn til favn, mens “ej hvor er det længe siden!”, “har du det godt?” og “gud hvor ser du godt ud,” blev slynget ud i vildskab.
Jeg spekulerede kortvarigt om det var for meget, at kramme Garderen. Vi havde ikke snakket sammen siden 4. klasse. Fuldskaben tog over, og det ville have været mere mærkeligt hvis vi ikke krammede.

“Længe siden!” udbryd Garderen, da han krammede mig. Jeg blinkede lidt af ham og grinede. Ja, det var det godt nok. Undgik betænksomt at afsløre vores vilde stalking af ham på sociale medier. Spurgte hvad han havde lavet. Han havde gået vagt for selveste Dronningen. Årh, pudsigt! Jeg havde jo også lige været i militæret. Og dermed var samtaleemnet for resten af aftenen grundlagt. Vi var de eneste to i selskabet der havde været inde at springe, og sendte hinanden indforståede blikke, når vennerne sagde dumme civile ting. Ord som “tjekke”, “snakke” og “kigge”, fik et løftet øjenbryn med på vejen, og vi smilede til hinanden.
Bedst som jeg slog Meyer, blev en Nik & Jay-klassiker smidt på bodegaens anlæg hvilket resulterede i spontan hvinen fra samtlige kvindelige deltager i selskabet. Dansegulvet skulle slagtes, og slagtet det blev.

“Han kigger på dig,” halvråbte veninden henslængt på dansegulvet. Jeg nægtede at tro det. Mine veninder er ret smukke. Jeg var sikker på det var en af de andre han sendte lange blikke efter.
Midt i en vild dans til et Nelly-nummer, mærkede jeg en hånd på min skulder. “Jeg var på vej op for at købe noget mere at drikke. Skal du have noget med?” spurgte Garderen, med et perfekt hvidt Colgate-smil. Jeg ville gerne selv betale min drink, men jeg ville da gerne akkompagnere ham op i baren.
Én drink blev til mange, og jeg glemte lykkeligt det tæt forestående arbejde.
Vi spillede kort, og jeg mærkede hans arm hvile bag min ryg op af ryglænet.
Jeg følte mig set, hørt og flatteret. Der var ingen tvivl om han var interesseret. Jeg forstod bare ikke hvorfor?
Jeg er vant til det er besværligt. Jeg er vant til, ikke at få hvad jeg gerne vil have. Jeg er vant til at være en 2. prioritet. Den man vælger, når man ikke kan få baben med kæreste på.
Jeg har et lille selvværd, med et kæmpe ego til at skjule det.

Da baren lukkede var jeg dog pinligt bevidst om, at jeg ikke ville være i stand til at kunne i gå i seng og derfor måtte lave en døgner og dukke gerdint bagstiv op på arbejde.
Jeg gjorde mine til at traske tilbage mod min nye hybel, en kort gang fra baren. Garderen var imponeret over mit voksenliv. Om jeg boede der helt alene? Åh ja. Om det ikke var lidt tomt? Obligatorisk ja, i håb om han ville gøre tilværelsen mindre ensom.
Dermed var det besluttet, at han skulle følge mig hjem, og se mit voksen imperium. Som var rodet og beskidt, men helt mit eget.
Jeg kiggede i smug på ham, mens hans høje væsen bevægede sig rundt i mit nye hjem, som jeg endnu selv føler mig lidt fremmed i.
Han kiggede annerkendende rundt. “Du har god smag,” sagde han. Jeg smilede forlegent. Mit hjem var stadig under konstruktion, og min hjerne var på overarbejde.
Jeg glanede mod uret. Der var cirka 1,5 time til jeg skulle møde på arbejde. Garderen virkede overraskende frisk, da han stak hovedet ind i soveværelset, heldigvis pænt rydeligt og beboeligt.
Jeg fulgte lige i hælene på ham, og vidste ikke helt hvad jeg skulle stille op med mig selv.
Det vidste Garderen godt, for han smed mig på sengen i et hurtigt ryk, og kastede sig selv efter mig.
“Hvornår skal du på arbejde?” spurgte han, halvanden time cirka fik jeg fortumlet fremstammet. Og så kyssede han mig. Rart og varmt. Det var tydeligt at han havde den der “kæreste-erfaring”. Den hvor man har kunne lære hinanden ting, fordi man har været i et langvarigt forhold. Han var helt med på alle finesserne.
Det er første gang jeg følte jeg var sammen med en, som jeg ikke havde gjort nogen stor indsats for at score.
Tøjet røg hurtigt af, sådan som legen jo går. Men Garderens underliv ville ikke lege med. “Fuck, hvor er jeg fuld” hvæsede han. Jeg grinede lidt over den skøre situation, og sagde han måske ville have det bedre når han havde sovet lidt. Det mente han også.
Jeg skulle ikke sove, men Garderen trak mig faretruende tæt på, og trak vejret dybt i mit hår. Hans hånd strøg op og ned af min arm i varme, rolige bevægelser. Næsten lullet i søvn, kiggede jeg på uret, og måtte rejse mig for at tage på arbejde.
Forsikrede Garderen om at jeg ville finde ham og banke ham, hvis han stjal mine ting, mens jeg var væk.
Han grinede og faldt i søvn inden jeg var ude af døren.
Arbejdet var heldigvis bare 2 timers gulvvask, som kunne afsluttes med at købe morgenbrød. Mens jeg stod i køen, nåede jeg at blive nervøs. Hvad hvis han var gået mens jeg var væk.
Så ville jeg i hvert fald spise en hel bøtte Ben & Jerrys og have ondt af mig selv.

Låsen klikkede op, lejligheden var stadig mørk og lige der midt i gangen stod hans store sko. Jeg smilede lidt for mig selv og stak hovedet ind i soveværelset, hvor hans lange krop lå spredt ud over min seng. Jeg kastede posen med morgenbrød ud i køkkenet og lagde mig stille i sengen for ikke at vække ham.
Han så sød ud når han lå der. Så rykkede han lidt på sig og rakte ud efter mig. Han mumlede noget ned i mit hår, og så faldt han i søvn igen. Kort efter lukkede jeg også øjnene og nød at have nogen så tæt på.

Da jeg vågnede, med ugudelige tømmermænd og sammenknebne øjne var der stadig mørkt i værelset. Bag mig kørte en serie på meget lav volume. Jeg rullede og så Garderen, der var i gang med at se en film på netflix på sin telefon.
“Vil du ikke have min computer?” spurgte jeg. Det ville han mægtig gerne. Jeg ville mægtig gerne have et bad.
“Må jeg gå med?” spurgte han. Jeg tøvede et øjeblik i døren til badeværelset. Det måtte han vel. Jeg undrede mig over hans fuldstændige bramfrihed, og han lignede en der undrede sig over min tøven.
Eventuelle problemer med potens fra tidligere på morgenen var fuldstændig forsvundet under det varme rindende vand.
Jeg kunne nærmest mærke mine parader blive vasket væk. For Garderen var det intet problem at sætte mig på håndvasken og knalde løs, indtil et punkt hvor jeg troede den ville falde af væggen. Måske var min nervøsitet for netop dette scenarie relativt tydeligt, for inden længe var vi på vej tilbage i soveværelset, vådt hår und alles. Garderen vidste hvordan sådan en kage skulle skæres, vendte og drejede mig, men hele tiden med en omsorg og nærhed der var tydelig.
Orgasmerne rislede gennem rummet, og efter en del vandret-limbo drættede vi udmattede om på madrassen.
Nonchalant hev han computeren frem og smed en gammel disney klassiker på.

Det var først da han nævnte pizza, det gik op for mig hvad klokken var.
Hele dagen var gået med knalderri, film og lange put.
Hurtigt var Garderen i bukserne og på vej ud af døren efter mad, mens jeg fandt endnu en film og noget service.

Først ved 22 tiden, besluttede Garderen at tage hjem. Han kyssede mig farvel og var ude af døren, efter det længste one-night-stand i mands minde.

Allerede onsdag lå Garderen i min seng igen. Stadig uhøjtidelig og hyggelig.
Ganske hurtigt, fandt vi ud af, at vi sammen ikke var i stand til at putte eller ligge tæt, uden at det endte i sex.
Hvilket resulterede i, at jeg dukkede op på arbejde dagen efter, velbollet, i søvnmangel og lykkelig.
Da jeg kom hjem fra arbejde, var han der stadig. Smed nederdelen og trøjen og lagde mig til rette under dynen. Kiggede på hans sovende ansigt, og mærkede et lille klem om hjertet. I samme øjeblik strakte han armene ud og trak mig ind til sig. “Åh nej, ham her…” tænkte jeg, og lod mig endnu en gang overrumple af hans kærtegn og lidenskabelige kys.
Den eftermiddag fulgte han mig til toget. Han kyssede mig på perronen, og jeg beundrede sensationen af, næsten at skulle stå på tæer for at kunne ramme hans bløde læber.
Følte mig varm af sommerfugle og glæde, da jeg satte mig træt og øm i de hårde DSB-sæder.

Jeg tog til København, han tog til Århus, og så hørte jeg aldrig fra ham igen.

Alt virkede til at gå fint. Vores snak havde sat gang i noget, men samtidig beroliget mig i, at alt det med Vennen ikke var det pure opspind i min kaotiske hjerne.
Jeg havde vidst det var over grænsen at sove med ham, allerede inden jeg blev ædru. Jeg havde moralske tømmermænd før de fysiske. Jeg var flygtet, fordi det føltes forkert.
Dagen gik og jeg prøvede at glemme det lidt, så vi kunne få en normal nytårsaften.
“Lad dig selv føle lidt, skat”havde mama sagt. Jeg prøvede at føle, men det blev også besværligt at rende rundt med grus i øjnene i tide og utide, så det stoppede jeg med igen.

På min første kærkomne fridag i julen ringede Brormand. Jeg troede han havde glemt leverpostej til julefrokosten. Derfor føltes det som en lastbil af overraskelse der ramte mig, da han åbnede samtalen med: “Har du snakket med Øboeren?”
Næh, det havde jeg da ikke, men kunne straks mærke uroen. Brormand prøvede at trække i land. Jeg trak ham ud på sandhedens hav igen. Tvang ham til at skvulpe i indrømmelser. “Hun vil gerne snakke med dig om forleden aften,” sagde han.
Shit. Skulle jeg undskylde nu? Det burde jeg nok. Den dårlige samvittighed ramte ligeså hårdt som overraskelses-lastbilen. Jeg skulle nok undskylde, lovede jeg mig selv. Jeg havde egentligt bare regnet med en stille og rolig netflix-dag med mig selv, og nu dette?
“Hvor meget ved hun?” spurgte jeg Brormand. Ville nødig kvaje mig, og gøre alting endnu værre.
“Det må du spørge Vennen om,” sagde Brormand.
Som sagt, så gjort. Jeg sendte en hurtig besked af sted til Vennen. Hvor meget vidste hun, hvad var hun ked af?
Jeg ville vide det, så jeg kunne glatte så godt ud som muligt.
Hun vidste ikke vi havde sovet sammen, skrev han. Hun vidste vi havde snakket, men var faktisk mest sur over at vi havde været i deres seng da samtalen fandt sted.
Pudsigt.
I samme øjeblik fik jeg en besked fra et ukendt nummer. Den var ikke særlig venlig eller sorgfuld. Faktisk var den dikterende og bebrejdende.
Hvad jeg egentligt bildte mig ind. Om jeg ingen skam havde i livet, sådan at overskride imaginære grænser. At jeg skulle holde mig fra hendes kæreste, særligt når jeg var fuld.
Jo mere jeg læste, desto mere arrig blev jeg. For hvad bildte hun sig egentligt ind. Bevares, det var hendes kæreste. Vi har trods alt været venner i snart 15 år, mig og Vennen. Følelser eller ej, vi har altid være venner. Og hun vidste jo ikke vi havde sovet sammen på det tidspunkt. Hun ville bare diktere hvor vi førte samtaler henne. Fandeme nej, tænkte jeg.
Et venligt, men bestemt svar blev sendt i hendes retning.

Dét gjorde hende endnu mere hysterisk. Jeg blev ved med at svare kortfattet. Gad faktisk ikke diskussionen, og jeg ville faktisk gerne vise Vennen at jeg kunne bevare roen.
Pludselig syntes samtalen at slutte, og jeg havde fået det sidste ord.
Godt tilfreds satte jeg mig i bilen, og kørte gennem den mørke stormfulde nat. Så ringede telefonen igen, det var Brormand.
Øboeren var helt ude af den, sagde han. Hun havde læst Vennens beskeder på Facebook, og nu var hun sikker på vi havde knaldet. Jeg var lige ved at køre af vejen. Hun havde gjort hvad?! Jeg følte mig krænket og samtidig forstod jeg hende godt. Har selv været hende for 5 år siden. Jeg troede godt man vidste man ikke måtte den slags, ligeså snart man kom op i tyverne.
“Åh åh,” var min eneste kommentar. Jeg vidste godt hvor det her var på vej hen. Jeg valgte at trække stikket og se hvad der nu ville ske. Og så skete det. Det værst tænkelige. Det ledeste kort Øboeren kunne spille. Et kort det gav mig lyst til at drukne hende i hendes dumme ø-sø eller sparke hende ud fra en klippe på selvsamme dumme ø.
Hun gav Vennen et ultimatum. Hende eller mig. Jeg vidste godt hvordan valget ville falde, så hans besked overraskede mig ikke.
Alligevel frygtede jeg den, og skulede olmt til den, mens dens dumme 1 tal stod ud fra Vennens ikon på min Facebook. Reselut lukkede jeg internettet og glattede mit hår.
Tog mig god tid med både ansigtsrens og tandbørstning.
Jeg vidste det her ville ødelægge mig. Satte mig i sengen og rystede på fingrene, mens jeg satte høretelefonerne i ørene og fandt vores sang frem.
Læste beskeden igen og igen. Forstod det ikke sådan helt. Alligevel føltes det som knytnæveslag hver gang. Lige i maven. Gruset i øjnene vendte tilbage, men føltes mere som peberspray. Åbnede for alle sluser.
Han var ked af det, skrev han. Men han måtte cutte al kontakt til mig, fordi Øboeren havde fundet ud af vi havde sovet sammen. Fra nu af, understregede han. Men han var stadig ked af det.
“Vi ses nok ikke igen” afsluttede han. Den bed mest.
Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Klovnede han med mig? Inden i havde jeg nok håbet han havde droppet hendes crazy-ass. Det var ikke tilfældet.
Jeg svarede ham tilbage, med hulken og tårer hele vejen ned af brystet.
At jeg forstod. At jeg altid ville være der. At jeg var ked af alt.
Jeg er ikke ked af, at hun er ked af det. Jeg er ked af, at han lider. At han har skulle træffe det valg. Og at han har valgt forkert.
Jeg sendte beskeden og ventede på han læste den.
Så slukkede jeg min computer og skreg ned i min pude. Kastede puden ind i væggen. Slog ned i puden. Sparkede med benene og skabte mig som en vanvittig.
Over hende. Over ham.
Over at jeg er den, der ikke har noget at miste, men alligevel altid ender med at være den der taber.

Fyldt med Sergenten har mit hoved været, her i julemåneden.
Har gået og håbet en form for åbenbaring ville komme til ham, mens han er ude at rejse. Ønsket at han måske også tænkte lidt på mig i ny og næ.
Faktisk var min betagelse af ham så gennembribende, at jeg overhovedet ikke var nervøs over at skulle være sammen med Brormand og Vennen nogle dage før jul.
Var sikker på at Vennen og jeg var cool, og vi bare skulle være sådan som vi plejede.

Jeg væltede ind af døren med favnen fyldt med chips, sprut og julegaver. Brormand omfavnede mig. Jeg stak hovedet ind i stuen og stoppede akavet i dørkarmen da jeg så Brormands ven (som jeg kom til at knalde og stikke af fra for nogle måneder siden). Han virkede ikke synderligt mærket af vores sidste møde. Gudskelov.
Vi satte brætspil på bordet og hældte øl indenbords. Drengene grinede højt, og jeg følte mig rigtig i mit es.
Vennen lovede måske at komme og få en øl. Noget med han var træt efter døgnere på studiet. Jeg svarede noget med koffeinpiller var svaret på hans bønner.
Da han dukkede op, var jeg allerede fuld og fyldt med godt humør. Jeg kastede armene om ham og krammede ham. Jeg havde glædet mig til at se ham. Betragtede aftenen som opvarmning til vores nytårsfest. Alt har ligesom flasket sig ud af det blå, og nu skal vi holde nytår sammen. Brormand, Vennen, Veninden og jeg.
Jeg tænkte faktisk ikke så meget over det. Var lidt glad for Øboeren ikke skulle med dog. Det ville være hårdt at se dem lykkelige sammen. Min kærlighed til Vennen er uændret. Den er derinde i hjertet, uforløst og varm. Som et lille æg, der ikke er klar til at klække helt. Et lille kærligheds æg. Det skal passes på, fordi det er skrøbeligt, og let kan blive tabt på gulvet, og gå i stykker ud over det hele.
Så jeg passer på ægget, og holder det varmt indtil det er klar.

Vi drak mange sjusser, og spillede dumme spil, og lige pludselig var klokken 3. Vi nåede aldrig videre i byen. Jeg følte mig mægtig træt. Brormand var allerede gået under på sofaen og snorkede højt. Jeg tullede lidt rundt i min nattrøje og med dynen om skuldrene. Stod og fyldte i køkkenet mens Vennen stillede rodet i orden. Han havde ikke nået at indhente os andre, og var derfor nærmest pinligt ædru sammenlignet med mig.
Vi snakkede om alt og ingenting, ligesom vi plejer. Vi gik ind på hans værelse. Jeg sad og svajede på hans seng. Og nu begynder min hukommelse at svigte. Men jeg husker en diskussion om hvor jeg skulle sove. Han mente jeg skulle ind i Brormands seng, og jeg mente det var for krævende at skulle bevæge mig hele den lange vej.
Så havde vi et langt øjeblik, hvor vi bare kiggede på hinanden. Lige i øjnene.
“Vi må snakke om det her,” sagde han så og satte sig på sengekanten. Jeg var enig. Blinkede langsomt og kiggede på hans ansigt. Kunne mærke hvordan mit hjerte svulmede, når jeg så på ham.
Jeg startede, fordi jeg er den der ikke har noget at miste. Fortalte hvordan jeg havde prøvet at skubbe det væk. Om hvor meget jeg havde savnet ham, da han var ude at rejse. Om hvor meget det kom bag på mig, da han kom hjem med Øboeren i hånden.
Jeg følte mig ærlig og blottet. Sårbar overfor hvert et ord der kunne komme ud af hans mund.
Jeg kunne mærke klumpen i halsen, da jeg mærkede det kendte stik af fravælgelsen. Den der stikker hver gang jeg tænker på Øboeren.
Så var det hans tur. Han lagde ud med at komplimentere mit udseende. Hvilket var mærkeligt og føltes fuldstændig ligegyldigt, når han er den eneste hvor jeg faktisk ikke higer efter fysisk bekræftelse. Det er dybere end det. Jeg vil ses og høres af ham. Jeg vil være god og klog.
Han forsatte. Fortalte at han også mærkede det. Kemien og “mystikken” som han beskrev det. Men han sagde det aldrig kunne ske. Fordi han elskede Øboeren, fordi jeg var Brormands søster, fordi det ville have fatale konsekvenser hvis det gik galt, “tænk hvis vi blev gift og fik børn,” sagde han, “tænk hvis det gik galt efter det”. Jeg blinkede forbløffet af ham. Hvade han tænkt på det? Eller var det bare teoretisk?
“Vi er for forskellige,” sagde han “det ville aldrig gå. Det ville altid være hypotetisk,”
Jeg lyttede og mærkede tårerne prikke lidt i øjnene. Mest fordi hans argument lød indøvet. Som om han har sagt det igen og igen.
Han fortalte at han var bange for at jeg skulle møde Øboeren, fordi vi ikke kan skjule den kemi der er mellem os, og hun ville bemærke det.
Jeg var enig. Det var synd for Øboeren at skulle opleve det.
Jeg var enig og meget uenig i mange af de ting han sagde. Mine øjenbryn var sammentrukne det meste af tiden. Mine øjne hundehvalpeagtige. Jeg havde lyst til at gribe hans hånd. Brændte efter en smule bekræftelse af, at han stadig havde de følelser. Ønskede han skulle kysse mig. Ville at han glemte Øboeren for en stund og gjorde det han havde lyst til. Viste at han ville mig, bag hans politisk korrekte ord og handlinger.
Han afsluttede med at sige han elskede at snakke med mig og at have mig som ven.
Så krammede vi. Længe, fordi jeg ikke var klar til at give slip på ham. Jeg faldt i søvn på Øboerens plads ved siden af ham. Fordi jeg følte jeg fortjente at han også var min lidt, og hvad hun ikke ved kan ikke såre hende.

Jeg vågnede da det blev lyst. Tung i hovedet og flydt med uro i kroppen. Jeg rullede om på siden og så ham. Med de obligatoriske 30 cm mellem os. Jeg kunne ikke bære at se ham. Vidste jeg var gået over grænsen. Havde presset ham til at sove sammen, selvom man næppe kan sige noget skelsættende skete efter vores kram.
Jeg satte fødderne på plankegulvet, greb mit tøj og stak af.
Da jeg sad i s-toget var mit hoved fyldt med tanker. Mit bryst føltes tomt. Tårerne prikkede så irriterende i øjnene. Skrev til en veninde. Hun var klar med gode råd; “spis en masse wienerbrød!” og “græd i badet, og tag dig så sammen. Soldater græder ikke.”
Jeg skyndte mig i bad da jeg kom hjem. Håbede det skoldende vand ville skylle følelsen af afmagt og melankoli af min krop. Hullet i maven føles gabende da vandet løb gennem håret og tog tårerne på kinderne med sig ned ad kroppen. Jeg satte mig på hug og krammede mine knæ. Håbede hullet ville lukke og lade mig blive et rigtigt menneske igen.
Jeg troede jeg var færdig med at have ondt. Jeg troede jeg var afklaret med at det ikke blev os. Men hans ord var som at flå sårskorpen, der endelig var hærdet og helende, af og efterlade såret blottet og åbent for skidt og snavs.
Hans ord rungede i mit hoved. Mere og mere slørede for hver gang de genklang.
Hulkene stoppede omkring 3 sange inde i min tude spilleliste på Spotify.
Jeg kiggede på mit spejlbillede. Det der kiggede tilbage på mig så bitter og sammenbidt ud. Hun kneb øjnene sammen. De var røde. Fik det blå til at være mere tydeligt. Jeg trak tøjet på og tørrede øjnene inden jeg forlod badeværelset. Rigtige soldater græder ikke. De kæmper bare videre.
Alt er som det plejer, bortset fra elefanten i rummet nu er italesat.
Lorte elefant.

Slutty pingvin var været ude at lufte fjerene igen. I to byer, på under 72 timer. Jeg bliver bedre og bedre kan man sige.
Torsdag skulle vi smadre byen, bestemte min deling og jeg os for. Og smadret den blev. Vi havde ferie i udsyn, vi havde haft en nem uge, vi havde penge at brænde af.
Pigerne startede på vores værelse, med rødvin direkte af flaskerne, mens man boksede med den nedpressede korkprop, der flød rundt i den røde mirakeldrik på grund af manglende proptrækker. Nu manglede bare et halbal at crashe.
Alt klunset blev vist frem. Pigerne dånede ved synet af min nyindkøbte cold-shoulder kjole. Men jeg var imidlertidigt ikke i kjole humør, og hoppede i den sikre jeans og t-shirt kombi.
Da vi ankom på klubben til vores opvarminingsfest, var der drinks ad libitum. Noget pingvinen kan lide. Skumbananer, øl, cider, isbjørn – det hele røg lige ned i løgnhalsen. Modsat de andre piger, fandt jeg hurtigt sammen med drengene for at spille beerpong og bordfodbold. Et ubenægteligt talent af mine er, at jeg bliver bedre til drukspil i takt med jeg drikker mere, hvilket gjorde mig til en eftertragtet holdkammerat.

Nogle timer senere beundrede jeg duften af min nye lipgloss, mens diskotekets bass fik vægen med spejlet til at vibrere. Med sammenknebne øjne studerede jeg mig selv. Ud af øjenkrogen opfattede jeg en toiletbås gå op. Hendes ansigt var sløret, men hendes kavalergang var ikke til at tage fejl af. Smilede til hendes slørrede fjæs, og satte snuden mod baren. Fast besluttet på at få fat i BMA, en af mine nye venner.
“BMA!” sagde jeg ivrigt og lænede mig ind over hans skulder, “damen der kommer ud fra toilettet om 10 sekunder,” forsatte jeg og kiggede forventningsfuldt på døren. Mine matchmakingskills var i gang. Da hun trådte ud i rummet, kiggede jeg på BMA med et løftet øjenbryn. Han trak skævt på smilebåndet og rystede på hovedet. “Hun er ikke min type,” sagde han blot og rakte mig en øl mere. Pokkers.
Kort efter gjorde en gruppe sergenter entré på klubben. Nysgerrigt studerede vi hinanden i civilt tøj. Smilede høfligt til hinanden og udvekslede et par ord. Min specifikke Sergent var der desværre ikke. Dobbelt pokkers.

Fast forward nogle timer, hvor BMA trak mig ud på dansegulvet til Nik og Jay.
“Hvad sker der med jer?” spurgte veninderne ivrigt mellem sangene. Jeg vidste det ikke. Han var da måske meget sød. Efter 5-10-15 genstande var han i hvert fald.
Ind i mellem tog jeg mig selv i at sammenligne ham med Sergenten. Skubbede tanken fra mig, og gik med ham ud på gaden. “Fryser du ikke?” spurgte han. Jeg mumlede noget og blinkede op mod ham. Så kyssede han mig.
Og selvudnævnt never-quitter som jeg er, sad jeg jo i saksen. To drinks mere og en taxatur hjem til kasernen tog det at overbevise mig selvom, at det forstående ville være en pisse god idé.
Grinende spankulerede vi ned ad gangen. Da vi nåede til mit værelse kiggede han på mig, holdt mig om nakken og kyssede mig. Han er jo stadig sød nok, tænkte jeg og tillod mig selv faktisk bare at fokusere på det der skete lige der.
Længe kyssede vi, hans hænder fandt alle de søde små kildne steder. Om det var ham eller mig der tog initiativet til at gå ud på toilettet husker jeg ikke. Men der endte vi så.
Bagefter sad jeg med panden mod hans, fik vejret igen, kæmpede for at åbne øjnene. Heldigvis var lyssensoren gået ud, så det var knap så akavet at få tøjet på igen.
Han kyssede mig farvel foran mit værelse, og jeg faldt i søvn med det samme.

Dagen efter skrev jeg for, at rode bod på den regning, jeg nu havde liggende ved BMA. Både taxatur og drinks, skulle fordeles ligeligt. Det ville han dog ikke høre tale om. Gentleman som han nu er. Jeg måtte bare give næste gang, sagde han. I mit tømmermandsstadie syntes jeg da det var vældig charmerende.
Ligeledes synes mutti, der har en sjette sans for når jeg har været ude på ballade. Skyldigt måtte jeg fremlægge beviserne for denne nye gut. Mutti var imponeret. “Det ville være sundt for dig med noget ukompliceret, skat”. Det ved jeg jo godt. Men oppe i mit hoved var den eneste tanke “han er ikke Sergenten, han er ikke Vennen, han er ikke Sergenten” igen og igen.
Det blev også tydeligt for mig, at det bare ikke var meant to be, da han ALT for tideligt begyndte at kalde mig “søde” og “mus”. En sproglig trend jeg virkelig ikke er fan af.
Eller måske er han ikke sød nok, til at jeg bliver flatteret over det? Er sikker på jeg ville falde i svime, hvis Sergenten skrev det.

Det må derfor også have været en form for panik-kompensation, da jeg allerede mandag aften gik med Brormands kammerat hjem. Mens vi lå i hans seng fik jeg kolde fødder. Han kyssede mærkeligt, hans pik var pinligt lille sammenlignet med BMA, han duftede ikke så godt som Sergenten. Men alligevel var det “Han er ikke Vennen, han er ikke Vennen, han er ikke Vennen” der rungede i mit hoved.
Jeg kunne ikke forklare hvad der var galt. Tænk hvis han fortalte det videre. Så jeg mandede mig op. “Hvis du bare forestiller dig…” tænkte jeg. Det føltes som en uendelighed. Han blev ved og ved og ved. Hvilket jeg normalt er fan af. Men ikke efter 5 øl for meget. Bagefter ventede jeg til han sov, inden jeg hoppede i skoene, greb min jakke og sneg mig ud af døren.
Hvilket mareridt det er at finde tilbage til storbyen fra fucking Rødovre. Beslutsomt satte jeg podcast i ørerne og begyndte at gå.

Dagen efter glædede jeg mig mere end nogensinde før til at se Brormand og Vennen.
De skulle lave lejlighed, og jeg havde selvfølgelig tilbudt min hjælp.
Blev mødt med kram og varme hilsner i døren. Vennen og jeg slap hinanden for hurtigt, efter min mening.
Mens de hamrede og bankede, hyggede jeg mig med at organisere deres ungkarle køkken. Rigtig mor-agtigt, fra top til bund med kost og spand.
“Ej hvor er her lækkert!” udbrød Vennen da han kom derud igen. Stolt rankede jeg ryggen lidt mere. Det var blevet ret godt. “Sådan noget gør Øboeren slet ikke,” forsatte han, forlegent slog jeg øjnene ned. Kunne ikke mærke, om jeg kunne lide at blive sammenlignet med hende på den måde.
Sent på eftermiddagen meldte Brormand sin afgang. Han skulle på date.
Jeg blev for, at vente på mit tog. Vennen lavede kaffe. Vi snakkede, siddende på køkkenbordet overfor hinanden. Så ringede hans mobil. Det var Øboeren der ringede fra Sandkasselandet. Jeg skimtede ud af vinduet, det var blevet mørkt. Kiggede på uret, det var 3 timer siden mit tog gik.
“Nej, Brormand er taget på date!” fortalte Vennen i telefonen. “Hvem er det så du er sammen med?” spurgte Øboerne spidst.
Lidt tøvende vendte han telefonen “Det er Pingvinen, hun blev bare hængende efter Brormand smuttede , vi skulle lige til at bestille noget mad”. Lige så tøvende vinkede jeg til det lille pexilerede billede af Øboerne i de varme lande. Hun vinkede ikke igen.
“Vi sad lige og snakkede, kan jeg ikke ringe til dig senere?” spurgte han. Det faldt ikke i god jord. Helt stille blev der. Jeg skævede over mod Vennen. Han kiggede op på mig. “Jo, altså du kan prøve. Det kan godt være jeg er gået i seng,” hendes stemme var helt lille. På den måde den bliver hvis man bliver rigtig usikker. Og pludselig gik det op for mig, at Øboerne følte sig truet af mig.
Jeg skulle lige til at undskylde og sige at jeg bare ville gå ind og se netflix og lade dem snakke, men så havde hun lagt på.
“Øhm, jeg kan bare gå ind på Brormands værelse. Hvis i skal snakke altså,” fik jeg fremstammet, i den åbentlyst akavet situation. Jeg følte mig pludselig skyldig. Uden i realiteten at have gjort noget galt. Men jeg havde jo tænkt tanken. Jeg havde siddet og grinet højt med hendes kæreste. Siddet og ønsket han var min. Igen. Ønsket hans tryghed og varme var min.
Vennen smilede fortrøstningsfuldt “sådan er hun bare når hun er træt,” sagde han og trak på skulderen.
Jeg smilede også. Nok lidt mere vemodigt. Igen brugte han “sådan er det jo bare”, når det i realiteten overhovedet ikke behøves at være sådan…

Efter vores møde med den hjemløse, havde jeg brug for at sunde mig et øjeblik. Vi gik på en fransk bistro, de andre snakkede over hovedet på mig, mens jeg forsøgte at samle tankerne. Både over hvor latterligt små mine problemer er, men også for at overbevise mig selv om at det hele nok skal gå. Vennen satte sig overfor mig, inden længe var skyerne væk og vi diskuterede højlydt holdninger til terrorisme, indvandring, politik – alt det gode.

Vi fyrede smarte ord af i flæng, som kun vi kan gøre det. En konkurrence om intellekt. Skarpe og spidsfindige argumenter fløj gennem luften. Undrende uddybende spørgsmål blev stillet. En flaske vin blev til to. Det var vel onsdag.

“Hvorfor synes du det?” spurgte Vennen Brormand og satte fingrene i skægget som han har for vane. Hans stejlen på Brormands holdning, mistænker jeg nogle gange er påtaget. Bare for at holde diskussionen i gang, og udfordre til bedre argumenter som han kan gennempierce med sin visdom.

Brors kæreste og jeg fulgte så godt med som vi kunne. Indtil vi ramte ned i en af mine spidskompetencer.

Langsomt men sikkert pillede jeg Vennens argumenter fra hinanden. Brormand og hans kæreste kiggede spændt på, mens vores verbale kamp forsatte.

“Der fik hun dig, Ven!” proklamerede kæresten. Vennen kiggende annerkendende på mig, jeg strålede af stolthed.

Vi rejste os og begav os videre på vores eventyr i en søgen på øl og pool.

Han stak en finger i siden på mig mens vi gik. “Du behøves ikke se så triumferende ud, jeg banker dig bare i pool,” jeg skubbede ham på skulderen. Ønskede han lagde armen om min. Tog min hånd. Anything. Men vi overholdte grænserne.

Vi spillede pool og snakkede længe. Om Brormands herpes. Som ikke er i ansigtet. Alle skar vi grimasser mens Brormand fortalte. Vennen lænet op af poolbordet, jeg på en stol med fødderne hvilende på bordkanten ved siden af ham.  Han skiftede vægten på foden så han diskret kom til at læne sig op ad mine fødder. Ikke andet end det.

“Som to magneter” tænkte jeg.

Eventyret sluttede, vi måtte hver vores vej. Jeg krammede ham og traskede mod Metroen. Prøvede at holde tårerne tilbage, indtil jeg kom ud af den indesluttede luft i metaltuben under jorden.

Den varme aftenluft slog mig i ansigtet, og i mørket lod jeg tårrene trille stille, mens jeg tænkte på hvornår jeg ser ham, og hvorfor det skal være sådan her.

Fik mit fix. Mit 6 måneders fix af Vennen.

Jeg ved ikke engang hvor jeg skal starte. Fordi det hele bare er noget rod. En stinkende rodet omgang møg. Tror jeg.

Vi mødtes klokken 16, i mit yndlings men lidt overskyet København. Brormand, Vennen, undertegnet og Brormands nye kæreste. Skøn dame!

Vi spillede brætspil til vores øl. Snakkede og snakkede, så vi helt glemte spillet. Kunne mærke det fungerede fint, at han sad skråt overfor mig. Længst væk, ude fra rækkevidde.

Vi gik videre i søgen på mad. Vennen fortalte om de gamle københavner bygninger, som blev brugt til det ene og det andet studie. Pegede på tårnet over en kirke, “jeg kender én der har en nøgle derop til, det er den flotteste udsigt i byen nytårsaften,” fortalte han. Det måtte virke godt på damerne, svarede jeg. Det vidste han nu ikke helt.

Vi snakkede om Øboeren. Hendes paniske selv, når hun var under pres. “Det er den måde hun er på. Sådan er det jo bare,” jeg kiggede opmærksomt på ham. Sådan behøves det ikke være, tænkte jeg. Sagde det ikke højt. Vi traskede videre.

Længere fremme på gaden snublede en hjemløs kvinde rundt. Ved ikke om de andre lagde mærke til hende, inden hun faldt. Brormand satte i løb hen til hende. Satte sig på hug og snakkede til hende. Spurgte om hun havde slået sig meget. Hendes pupiller var store, øjnene sløve mens hun blinkkede Brormands ord ind og opfattede dem.

Vennen stod med telefonen og googlede løs. Hvem man ringede til om den slags. “Hvis vi ringer efter politiet ryger hun i detentionen,” hviskede han over skulderen til mig. Selv i hendes døs opfattede kvinden ordet “politi”. Hun viftede afværgende med hænderne. Brormand beroligede hende. Spurgte om der var nogen vi kunne ringe til.

Jeg træf en hurtig beslutning og smuttede ind i den Fakta der lå på hjørnet. Juice, sodavand og peanuts fandt vej ned i kurven. Svingede hurtigt Dankortet, med nærmest skyld over hvor privilegeret jeg pludselig følte mig.

Vennerne havde samlet sig foran butikken. Lidt rodløse. Jeg forsvandt rundt om hjørnet og satte mig ved den hjemløse. Kiggede i hendes kolde øjne.

“Vil du ikke love mig, du spiser noget af det her når du får lyst på et tidspunkt?” spurgte jeg. Hun rystede på hovedet.

Jeg kunne godt mærke paraderne. Hvem var jeg, at komme og belære hende om hvordan hun skulle styre sin rus. I mit dyre tøj, nyvasket og overklasse-agtig.

I virkeligheden identificerede jeg mig med hende, mere end hun anede. Hendes opførsel var en direkte afbilledning af hvordan jeg følte inden i. Høj på noget jeg ikke vidste hvad var, fortumlet, forvirret og trængte til nogen fortalte mig at det hele nok skulle gå.

Jeg kiggede stumt på hende, mens hun talte sort. Lagde mit ansigt i de rette folder og en hånd på hendes knæ.

Pludselig tog hun min hånd, kiggede mig direkte i øjnene, for første gang fokuseret, og sagde “smukke pige, du er skøn, dejlig og ung – det skal nok gå alt sammen.”

Jeg var lige ved at falde på røven. Følte et jag af dårlig samvittighed. Jeg var ikke sikker på om hun refererede til at hun nok  skulle klare sig, eller om hun kunne se fortvivlelsen i mit ansigt.

Jeg smilede forsikrende til hende. Sagde hun også var skøn, rejste mig og gik hen til mine venner.

“Hvad sagde hun?” spurgte Vennen. Jeg trak på skulderen. Han ville ikke forstå det…

Jeg skal se Ham. På onsdag. Indtil videre. Snakkede med en veninde om det. Fordi jeg er nervøs og bange.

Seks måneder er det siden vi sås sidst. Meget er sket.  Jeg har ændret mig. Synes jeg selv.

Men en ting har ikke ændret sig. Han efterlader mig med et tomrum. Som en narkoman der får et fix hver halve år. Så højt at flyve, for så bare at få hevet luften væk under vingerne og tumle panisk mod afgrunden.

Jeg ved jo godt jeg tager afsted på onsdag. Jeg kan ikke sige nej. Jeg glæder mig, selvfølgelig. Men jeg frygter også. Følelsen bagefter. At give slip på ham igen. Vide at der er længe til vi ses. Vide han skal hjem til Øboeren, som han elsker. Og som elsker ham.

Kan ikke rigtig sætte ord på den melankoli jeg føler inden i. Den sidder der bare. Den går jo væk igen, ved jeg.

Men det bliver frygteligt, når jeg ved hvor gennemgribende forfærdelige abstinenserne er.

Hvordan jeg kan sidde ved siden af ham, være lykkelig og fuldendt og stadig mangle noget. Mærke lysten til at have hans hånd omkring min, brænde i fingrespidserne. Mærke tøjlerne for alt hvad der føles naturligt slide i mig.

Blondie sagde noget klogt sidst vi var gode venner, “bollevenner er nogle du rører ved fordi du har lyst. Kærester er nogen du rører ved fordi du ikke kan lade vær.” Og mere præcist kan det faktisk ikke siges. Jeg skal tænke over ikke at rører ved Vennen. Fordi det føles naturligt, dragende og magnetisk når vi er sammen.

For helvede da også.. Jeg savner ham jo bare.

Han skrev.. At han ikke kunne komme til mit studentergilde. At han var optaget andetsteds. Et meget legitimt sted. Moderens fødselsdag. Det skidt skal også passes.

Han skrev knæk og bræk med eksaminerne. Fik mig til at grine. Så kom savnet. Som en knytnæve i maven.

Savnet, skuffelsen, frustrationen over at han ikke er min. Jeg flygter, glemmer, distraherer. Alligevel kommer han tilbage. Flyvende ind med et højre hook lige i smasken. Efterlader mig gispende efter vejret og med gråd halsen.

Jeg savner ham grusomt. Det gør lige ondt hver gang. For en stund. Ved det går over igen. Savnet bliver dulmet af nye oplevelser, nye perifere fyre jeg kan kaste min opmærksomhed over.

Men der er vel en grund til de altid er perifere.