“Godt nytår,”
skrev jeg og sendte af sted.
Jeg ønskede han skulle tænke på mig denne aften. Jeg ville også være en del af hans liv I det nye år. Han skulle vide jeg tænkte på ham.
Jeg ville have han huskede mig. Om jeg så skulle vride armen om på ham. Om ikke andet skrev han vel bare et høfligt svar.

Det var formentligt rødvinen der gjorde mine øjne klare og mine kinder røde, som fik mig til at tænke det var en god ide.
Men jeg mærkede savnet og længslen nede I maven. Længslen efter den tryghed han bragte.
Jeg er ikke et længselsfuldt menneske. Men jeg synes åbenbart ikke at komme over Garderen 2.0.
Han er der bare hele tiden, og jeg ville ønske han forsvandt ud af mit hoved.

Han svarede. Godt nytår, og alt det der.
Jeg luftede i en, ikke særlig snildt forklædt bemærkning, at jeg skulle til hans hjemby, hvis han tilfældigvis var hjemme fra højskole, og havde lyst til at drikke en kom kaffe. Eller bolle. For eksempel.
Den sidste del tænkte jeg mest. Man er vel en dame.

“Hvis jeg er hjemme, er der ikke noget, jeg hellere vil,”
skrev han, både med hjerte og kysmund. Årh.

Min hjerne føles som en pladespiller der sidder fast i en rille. Rundt og rundt går det. Den samme skrattende lyd, der aldrig rigtig bliver til noget nyt.
Jeg har et eller andet sygt behov for at gøre krav på ham. Et behov for at vride armen om på ham. Vride følelserne ud af ham. Tvinge ham til at udtrykke, at han savner mig.

Min rationeller liste af argumenter træder tøvende frem, “undskyld, men du er klar over I ingen rigtig relation har? Ikke….?”
“Hold kæft,” vrisser jeg tilbage. “Han skal nok komme til at savne mig. Det skal han. Han kan ikke finde en anden,”
“Selvfølgelig finder han en anden,” argumentere den rationelle stemme, “du er godt klar over hvor sød og pæn han er? En skam du først opdager det nu.”
Jeg bliver stille. For jeg ved, jeg er kvælende. I min tvang af kærlighedserklæringer.
Jeg har jo lyst til at han skal have lyst til at tale med mig. Fortælle hvad der forgår i hans liv.

Men jeg ved han er fyldt med alt muligt andet. Nye mennesker, ny højskole, nye eventyr.
Jeg kigger forstenet på det lille billede af ham i facebooks tattle tale chatlinje
“5 nye venner” står der. Holder musen over den blå linje. Et kvinde navn dukker op. Og for første gang i mange år dukker jalousiens grumme, grimme, grønne fjæs frem i min bevidsthed.
Fuck hun er pæn. Naturlig og pæn. Lille og slank.
Mærker mit selvbillede få en mavepuster. Fuck.

Min lille bøn bliver afbrudt af mit rationale. Ville jeg selv have skrevet, hvis det var mit eventyr? Næppe. Hvorfor skulle han så gøre det.

Godt han ikke ved alle disse ting der forgår i mit hoved.
Hvor træt jeg er, når jeg endelig lukker øjnene, fordi jeg har prøvet at analysere situationen i atomer.
Håbe på det bedste og forberede mig på det værste.

Jeg frygter allermest, at han ikke kan ses overhovedet. Fordi mit behov for at se ham lige nu synes altoverskyggende. Fordi jeg om ikke andet, bare rigtig gerne vil være i hans liv. Oprigtigt.
Fra et sted i mit forkvaklede hjerte, tror jeg, at jeg bundærligt holder af ham.
Måske det ville gå væk, hvis jeg vidste vi ikke skulle ses. Om det er uvisheden der får min hjerne til at optanke på analytisk jetfuel, og aldrig steder sig til hvile?
Det jeg frygter næstmest er, at se ham og høre han har fundet en ny. En eller anden højskole type. Formentligt en sød og ligetil type som ham selv. Jeg frygter at skulle lægge ansigtet I de rette folder, og skynde mig at finde en undskyldning for at gå. For jeg skal nok blive glad på hans vegne, jeg skal bare lige derhen.
Jeg frygter det. At han bliver revet væk. Mit smukt opbyggede glansbillede af ham. At min helt uproportionelle forgabelse i ham, skal hives til jorden endnu en gang og pakkes væk.
Grumme assositioner til Vennen melder sig. At jeg ikke gjorde noget, fordi jeg ledte efter noget bedre, og pludselig forsvinder han for næsen af mig.

I et nyt år skal man have nogle ambitioner. Med sådan en helt ren tavle (som vi alle mener man får, når Jorden har været en tur rundt om Solen), skal man have nogle visioner for, hvad der skal på tavlen.
Jeg tror min ambition er at øve min behovsudsættelse. Lad det være mad, tøj eller fyre.
Med mad vil jeg øve mig, som baby-steps, i at udskyde mine cravings til dagen efter.
Med tiden skulle det gerne være sådan, at jeg kan udskyde det til weekenden. Så jeg kan være god ved min krop. Den og jeg skal trods alt være sammen rigtig længe.
Og så vil jeg bare gerne kunne tage én forbandet pull-up.

Når det kommer til fyre, så kaster jeg snart op. Alt jeg er selv træt af at høre på mig, snakke om Garderen 2.0. Som en hamster i en trædemølle, løber jeg bare hurtigere og hurtigere, men kommer ingen steder.
Spøg til side, så løber jeg ingen steder. Jeg hader at løbe. Det skal jeg lige have kigget på ved lejlighed.

Jeg er skide træt af at savne ham.
Jeg er pisse træt af at have sat ham på pedestal.
Mit gamle go-getter ego vil have ham, fordi jeg ikke kan få ham.
Jeg har sådan et sygeligt behov, for at tvinge ham til at tænke på mig. Eller et sygeligt behov for, at han udtrykker at han gør det.
Jeg har lagt bånd på mig selv. Har ikke kontaktet ham siden nytår. 20 dage and counting (men hvem tæller?). Lader bolden ligge hos ham.
Umiddelbart tror jeg han har en masse bolde at lege med lige pt., og min er ikke den mest interessante. Så jeg står bare på min bane halvdel, med en masse velkendte kedelige bolde, og venter på, at han sparker min bold tilbage, så vi kan spille sammen lidt.

Jeg stoppede med at skrive, samtidig med jeg stoppede på p-piller. Dårlig kombi. Ikke anbefalelsesværdigt.
Jeg følte min psyke stod vaklende ved en stejl skrant. Noget i stil med Gran Canyon. Hvis jeg væltede ned derfra, er jeg ret sikker på nogen ville skulle lægge mig i en form for spændetrøje, og låse mig i en gummicelle.

Mit…. Engagement, i hans liv, på afstand, nærmest bag en busk med en kikkert, tenderede til stalking. Jeg priser mig lykkelig for der er over 400 km mellem os i fugleflugt. Så gode kikkerter findes ikke.
Jeg er også rigtig glad for, at jeg alligevel har formået at holde tavsheden, og håber inderligt han ikke er tankelæser.
Han tænker forhåbentligt slet ikke over “os” lige pt., når jeg ikke møver mig med røv og albuer ind i hans liv.
Nu må vi se om han sparker nytårsbolden tilbage.

Min tredje mor, Hella Joof, sagde engang:
“Hvis det er din hest, så kommer den tilbage”
Det er godt nok klogt sagt, og jeg trøster mig ved tanken.
Men hvor længe skal man vente på den der hest?
Må man ride på andre heste (læs: pikke, jeg kinkede den op med Crossfitteren. Mere info følger), mens hesten er væk?
Hvad hvis jeg finder en anden hest, men den første, min yndlingshest, vender tilbage?
Hvad hvis min hest boller en anden højskole-hest, og han pludselig bliver hendes hest, så jeg sidder tilbage med alle de gulerødder jeg har, at give og et længselsfuldt hjerte? Fordi min hest har valgt at gå i stald med højskole-hesten?
Jovist, så giver Kloge Hellas ord jo mening. Så var han ikke min hest alligeveller. Men hvor længe skal jeg spejde ud i horisonten efter min langbenede hest, med de brune lokker og milde blå øjne?

Busruden banker mod min tænding, nærmest i takt med Panamahs søde toner dundrer gennem mine ører. Næsten velkomment fylder sorgen min mave og bryst. Velkomment, fordi jeg så længe har været vred. Vred og uforstående. Vred ud i tåspidserne. Vred, så jeg ikke kan garantere, at jeg ikke ville have skubbet Garderen 2.0 ud foran et tog, hvis jeg mødte ham på Nørreport, hvor jeg ofte gik med nakken dukket, i frygt for at rende ind i ham. Frygten for, at skulle falde fra hinanden lige der midt i menneskemængden. I det mindste ville han også falde fra hinanden. På togskinnerne.
Eller, jeg ville i hvert fald give ham et mærkbart skinnebensspark.

Jeg prøvede som jeg plejer, at slippe uden om at føle. Arbejde, træning, venner, familie, aktivitet, aktivitet, aktivitet. Og i lang tid lykkedes det mig.
I få tilfælde ventilerede jeg min frustration. ”Er han virkelig SÅ ligeglad med mig?!” spurgte jeg indigneret. ”Har han bare været en endnu større narrøv, end alle de tidligere narrøve, siden han faktisk udgav sig for at være en god fyr?” forsatte jeg. Mine veninder nikkede. Han var absolut den mest narrøvede af alle narrøve på denne planet.
Men alligevel gik jeg med en lille fornemmelse, et lille håb måske, om at det ikke var forklaringen. Så meget kunne min intuition alligevel ikke tage fejl. Så ville han have løjet om alt, han nogensinde havde fortalt mig. Men hvorfor dog.

Alle disse spørgsmål. Så få svar.

Jeg glemte ham. Tvang mig selv til at glemme.
Glemme ved at bolle andre.
”Denne gang bliver anderledes,” lovede jeg mig selv, inden jeg skulle på kaffedate med en fra mit træningscenter. Kasket, store overarme, drengerøv – perfekt!
Kaffedate betyder ingen ulykker, det mente jeg helt bestemt.
Skip frem til 3 timer og 2 kopper kaffe og en bagel senere, hvor jeg skyder fanden i dating regler, og knalder det dumme mandemenneske, som om det var sidste dag på Jorden.
Faktisk er han slet ikke dum, Ham Den Nye. Han er bare ligegyldig.

Han mener det godt, men alt hvad der kommer ud af munden på ham giver mig tungt hoved, mens jeg ville ønske han ville stoppe med at snakke.
Til at starte med, troede jeg at jeg kunne blive glad for ham. Hvis jeg virkelig ville. Jeg prøvede at engagere mig. Men efterhånden blev han mere og mere et redskab. Som en livagtig dildo. Et redskab til en orgasme.
Jeg undgik fysisk kontakt ellers. Jeg fik nærmest kvalme når han ville kysse mig, og manøvrerede mig rundt, så jeg kunne slippe. Når vi var færdige, rullede jeg dynen om mig, lagde mig med ansigtet mod væggen. Forklarede at jeg ikke var særligt fan af at putte. Hvilket er sandt. Undtagen Garderen 2.0. Og andre fyre hvis armkrog, jeg passede perfekt ind i.
En aften skræmte distanceringen til Ham Den Nye mig. Under agten. Det gik pludselig op for mig, hvor ligeglad jeg var med ham. Fuldstændig, komplet ligeglad. Jeg gjorde ham og mig selv færdig, velvidende at dette ville være sidste gang, og rullede derefter om på siden, så langt fra ham som det var mig fysisk muligt.
Den nat drømte jeg om Garderen 2.0. Jeg så ham for mig, klart og tydeligt. ”Undskyld,” sagde han ”undskyld jeg aldrig svarede, jeg var ked af det og bange”. Hans ansigt er oplyst af tusind farver, håret er blæst tilbage af en vindmaskine jeg ikke kunne lokalisere.
Jeg vågnede, kiggede ind i Ham Den Nyes ansigt. Vrængede på næsen da han snorkede og prustede mig ind i ansigtet. Han krængede armen om mig, trak mig ind under sin dyne. Jeg vred mig. ”Du er ikke Garderen 2.0,” tænkte jeg ulykkeligt og rullede op mod væggen, mens jeg lod som om jeg sov. Jeg følte mig som et vederstyggeligt menneske. Hullet i maven fyldte.
Flere dage gik jeg med hullet i maven. Ham Den Nye skrev. Jeg ønskede ikke at svare, gjorde det mere af pligt og høflighed end af lyst. Håbede han opfangede mine korte svar og lod mig være. Om end hans overarme var perfekt muskuløse, var de ikke Garderen 2.0’s. Jeg passede slet ikke i dem. Eller også ville jeg ikke.

Jeg prøvede at lægge det hele væk. Fokusere på noget andet. Men der var Garderen 2.0 eller hans dumme almindelige navn, uanset hvor jeg kiggede hen.
Jeg klagede min nød til min mor. Min mor er dejlig direkte. Hun gider ikke så meget dansen om den varme grød.
”Så skriv dog til ham, skat!” opmuntrede hun, mens jeg muggede ned i mit halstørklæde. Jeg trak på skulderen. Som om jeg ikke havde gjort nok. ”Han vidste sikkert ikke hvad han skulle sige, og pludselig var der gået for lang tid.” Det virkede som ønsketænkning. Hvis han ville skrive til mig, havde han gjort det.
Jeg lod mig overtale. Det var simpelthen for fristende. Udsigten til hans opmærksomhed, var som lun kage lige under min næse. Uimodståeligt.
Jeg skrev en høflig og smule distanceret besked. Kiggede længe på den lille ”leveret”-kvittering nederst på skærmen, inden jeg tog mig sammen, og forsatte mit liv. Jeg kunne ikke vente for evigt på ham. Ikke igen.
Han svarede. Mit hjerte stoppede næsten. Lige bag min skærm, på tværs af internettet, bag en anden skærm sad han, og skrev til mig. Jeg læste beskeden nøjsomt. Han var ked af det. Over hvordan han havde opført sig. Uordentligt og uacceptabelt. Men dagene var gået, hvor han ikke ville skrive noget, fordi han var såret over jeg havde sluttet det.
Han skrev alt det jeg ønskede at høre. Som om han havde hørt mig sige det.
Længe undskyldte vi frem og tilbage, med en påtaget høflighed i mellem os.
Da det føltes som om, der ikke var mere at skrive, skrev jeg det eneste der rungede højt og klart mellem et virvar af følelser.
”jeg savner dig,” skrev jeg og holdt vejret.
”jeg savner også dig.” svarede han.

Vi skrev ikke mere, for der var ikke mere at sige efter det. Vi savnede hinanden. Han savner mig, måske som jeg savner ham.
Da jeg satte mig i bussen, og fandt min kærligheds-spilleliste frem, føltes smerten velkommen, for jeg er ikke længere vred, og det er helt okay.

Nu har jeg i ugevis prøvet at stykke et indlæg om Garderen 2.0 sammen. Problemet er, at min hjerne knap kan sætte to sammenhængende tanker sammen.
Alligevel har jeg skrevet side op og side ned om ham. Komplet uforståeligt og vrøvlende.
Så nu prøver jeg igen.

2,5 samleje tager det i gennemsnit at blive forelsket. Jeg tog derfor lidt af en chance da jeg sås med Garderen 2.0 for tredje gang.
Med ham føles det ikke som et brud på reglerne at han overnatter. Det føles naturligt og hjemmeligt.
Uanset hvor rart det var, lagde jeg mig til at sove under min egen dyne med ansigtet vendt mod ham. Jeg er ikke den store cudler når jeg først skal sove. Han strøg forsigtigt mine knoer indtil vi faldt i søvn.
I takt med solen stod op, vågnede jeg. Garderen 2.0 sov tungt ved siden af mig.
Ligesom med Garderen 1.0 kunne jeg mærke et lille klem om hjertet. Ikke velkendt eller velkomment, men alligevel var det der.

Selv efter han var gået. Selv efter han havde skrevet. Selv efter han ikke havde skrevet i nogle dage, og jeg var for forvirret til selv at tage kontakt. Så forsvandt klemmet ikke.
Når jeg gik i seng manglede han. Min pude duftede stadig af ham, så jeg hvilede næsen mod den og faldt i søvn med en forventning om han havde skrevet næste morgen.
Nogle gange havde han, andre gange havde han ikke og det efterlod mig med både et klem om hjertet og en bitter smag i munden.

Der gik uger hvor jeg følte jeg bare tumlede frem og tilbage, faktisk tumlede jeg hele vejen til Jylland, hjem på mamas sofa, for at få nogle flere kilometer mellem os.
Til sidst besluttede jeg mig for, at få noget afklaring. Min manglende søvn og appetit måtte være det, som man kalder forelskelse.
“Is i maven og hovedet højt,” tænkte jeg.
Hvis han ikke havde følelser i det, så skulle jeg alligevel bare ud af det.
Hvis han havde, så måtte det vel være en god ting?

Jeg skrev en besked. Undskyldte nærmest for ulejligheden af mine følelser, da han hele tiden har været meget klar i spyttet om, hvorledes han forstillede sig denne situation skulle være.
Men halløjsa, nu var de der altså. Hvad gør vi så?

Der gik en time. Der gik to. Til sidst stoppede jeg med at tælle. Kiggede konstant om han havde været online. Det havde han ikke.
1 døgn og 4 timer senere svarede han. Jeg kunne næsten ikke kigge på den.
Den var lang beskeden, men opsummeret stod der:
“Hvor er jeg glad for du er ærlig overfor mig, Pingvin! Jo længere tid vi ikke ser hinanden, jo mere synes jeg faktisk mine følelser udvikler sig overfor dig!
Jeg vil rigtig gerne forsætte med at ses, hvis du altså har lyst. Hvad med på lørdag?”

Nogle gange bryder dæmningen for mine følelser. Den smuldrer og så kommer det hele væltende ud inden jeg stopper det.
Når følelserne er fosset ud, og vandet er helt blankt kan jeg se hvad jeg har gjort og tænker “nu smutter han, det der var dråben. For meget, alt for hurtigt”
Og lige efter jeg har afskrevet ham mentalt, så kaster han rummelighed og omsorg efter mig. Som om det ikke er spor mærkeligt, at jeg er sådan her.

Lørdag kom, han kom for sent. Jeg hørte ikke et ord fra ham.
Hver halve time tog jeg lige et lille (host host) glas hvidvin mere. Og som sådanne ting går, så var flasken pludselig tom.
Jeg prøvede at dulme nervøsiteten. Trippede rundt om mig selv. Satte en serie på, så den kun halvt.
“Jeg kan vel godt lige nå en hurtig opfriskning af intimbarberingen” tænkte jeg og fedtede barberskum og skraber frem.
Med foden på håndvasken og syntetisk lavenelskum op af armen, balancerede jeg på det gyldne terrazzo gulv.
Så ringede telefonen. Han har aldrig ringet til mig før. “Jeg er nede ved kirken, jeg er der om 2 minutter” sagde han.
“Satans,” brummede jeg, da jeg havde lagt på og skyndte mig at skrabe færdig.
Nærmest i samme sekund jeg krængede bukserne op om hofterne, annoncerede dørtelefonen Garderen 2.0s ankomst.

Lige så snart han stod der, var det svært at være sur. Som en hvirvelvind greb han mig og holdt mig tæt ind til sig. Trak mig så kort væk og kyssede mig.
Helt forfjamsket og rødkindet fik jeg tilbudt et glas vin.
Længe sad vi i sofaen med hvert vores glas, mens jeg prøvede at skjule hvor meget jeg havde drukket på forhånd.
Han fortalte om alle de ting der var sket, jeg tilføjede her og der men sad bare og kiggede på hans tommelfinger der strøg over min læg der lå på hans lår.
Da han havde drukket ud, stillede han glasset fra sig og kiggede direkte på mig.
“Vi to har vidst lidt vi skal indhente, og jeg tror jeg har en idé om hvad vi skal lave,” smilede han, med en tydelig henvisning til en lidt lummer samtale vi havde haft en sen onsdag aften, hvor jeg panisk var løbet BH-løs hele vejen hjem fra S-toget, da min telefon gik ud, netop som samtalen blev saftig.

Min første antagelse havde været at Garderen 2.0 var en vanilje-mand. Sød med masser af øjenkontakt og nærhed. Hvilket er helt skønt. De første 2 gange. Så skal de ske noget nyt, og jeg forstillede mig at det var noget jeg måtte bringe til bordet.
Men jeg behøvede ej at frygte, for Garderen havde masser af forslag.
Og det rare ved at være anonym, er at tabuer er helt ligegyldige. Så derfor kan jeg også frit fortælle, at hans yndlings forslag var analsex.
Og det er også helt frit at sige, at jeg slet ikke finder det obskurt. Jeg har prøvet det før både planlagt og som et “uheld”. Jeg husker ikke nogen af oplevelserne som særlig vellykket.
Men det er meget længe siden, og tanken var ikke direkte frastødende, så hvorfor ikke?

For mig handlede det mest om, at det ville være nød til at være ham der tog styringen, og jeg spillede muligvis også lidt mere uskyldig og uvidende og denne form for akt, end jeg egentligt er.
Min primære bekymring var dog, at han er en relativt velhængt fyr, men jeg stolede på ham, da han sagde det ville være stille og roligt.

Bladet fra munden, så havde jeg snydt lidt hjemmefra og øvet mig med sengebordsskuffens indhold.
Men det var svært at forberede sig på det som Garderen 2.0 havde i tankerne.
Han kiggede sultent på mig, og nærmede sig mit ansigt med en nærmest dyriske øjne. Stemningen var elektrisk, mens jeg stille ventede på hans næste træk. Få centimeter fra mit ansigt stoppede han, greb mit glas, placerede det ved siden af sit eget, fejede mig op i armene og kastede mig ned på sengen den korte gang fra sofaen.
Hurtigt greb han min t-shirt og trak den over mit hoved. Ubarmhjertigt flåede han mine jeans af.
Blottet og sårbar kiggede jeg op på ham i frøperspektiv. Han kiggede på mig, med noget der mindede om triumf. Det fik det til at boble i maven.
Han snoede min t-shirt om sig selv og bandt den om mine øjne. Jeg kunne høre ham skramle rundt. Hørte skuffen blive åbnet og metal klire.
“De er ganske handy,” konstaterede han med et grin, og jeg vidste han havde fundet den umanerligt skægge gave mine veninder havde givet mig til min fødselsdag – et sæt plys håndjern og tilhørende spanking udstyr. Utroligt sjovt, og upassende når mormor spiser lagkage 3 pladser længere henne.
Plysset strammede om mit venstre håndled mens mine hænder blev ført op over mit hoved til sengegærdet, hvor jeg blev sirligt fastgjort.
Han gjorde sig ekstra umage og trak seancen ud i langdrag, mens jeg måtte afhænge af min hørelse, for at finde ud af hvad han pønsede på.

Den genkendelige lyd af en tube glidecreme der åbner afslørede ham, mens jeg hørte hans bukser falde til jorden.
Med hjertet i halsen ventede jeg. Selvom jeg stoler på ham, følte jeg mig sårbar, hvilket selvfølgelig var pointen.
Længe skete der intet skelsættende og jeg slappede af, mens han gjorde alt for at fokusere på min fisse. Med knæene rundt om hans nakke, mærkede jeg orgasmen komme snigende.
Han pressede mig, indtil lige før jeg kom, hvor han forsigtigt stak en finger op, der hvor solen ikke skinner.
Det føltes underligt, men ikke ubehageligt, og det var tydeligt han vidste hvad han lavede.
Han forsatte skånselsløst, og selvom jeg ikke kunne se noget, kunne jeg fornemme han smilede.
Det er svært at sige hvor længe der gik, men pludselig vendte han mig på maven og gav mig et ordenligt klask over ballen. Jeg gippede af forskrækkelse og kunne høre ham le stille.
Han lænede sig ned over mig ryg og mumlede i mit øre: “Er du klar? Vi kan godt stoppe nu,”
Jeg nikkede ned i puden, hvorefter han forsvandt og lyden af tuben lød igen.

Jeg jamrede da han gik i gang. Ikke af smerte, for det gjorde faktisk ikke ondt. Det var bare en underlig følelse. Ligesom da man mistede sin mødom og godt kunne mærke nydelsen i det et eller andet sted, men skulle bare lige vænne sig til det.
Han pressede en hånd hårdt mod min ryg og ned i madrassen. Den anden havde fat om min ene balle.
“Av!” udbrød jeg, da han gik i bund, ikke fordi han skulle stoppe, bare som en refleks. Som kvittering fik jeg endnu et klask over ballen, og den anden rykkede min albue til siden, så mit bryst lå fladt mod madrassen og kun min røv var i vejret.
Der gik ikke længe før han var færdig, og han kærligt lod hænderne løbe over mine arme og løsnede håndjernene og fjernede t-shirten.

Efter at have fået pusten, snakkede vi længe.
Og lige der i elskovens (eller røvpulerriets) glans følte jeg, at det var muligt at åbne lidt for fortids-posen.
Jeg fortalte om Eksen. Fortalte hvordan usikkerhedsfrøet var blevet sået og havde groet siden da. Han lyttede i mørket. Mens jeg lå i hans arm, følte jeg det var sikkert at fortælle.
Forsigtigt og uden megen ynde forklarede jeg, at jeg ikke havde lyst til at se andre end ham. Ikke som om jeg forventede det af ham, men bare mere faktuelt.
Han rykkede lidt væk, så han kunne se mit ansigt.
“Fuck, det var for hurtigt, dummie!” hvæsede jeg af mig selv.
“Når jeg ses med nogen, er jeg dem 100 procent tro,” sagde han alvorligt. “Hvis jeg ville andre, var jeg sammen med dem, men jeg vil dig. Jeg ved jeg er dårlig til at svare dig, men jeg tænker på dig hele tiden. Det gør jeg altså,” sagde han.
Han smilede ned til mig, og trak mig ind til sig.
“Vi skal nok finde ud af det,” mumlede han ned i mit hår, og slap mig ikke igen før næste morgen.

Jeg skulle på date. Havde prøvet at holde humøret højt med Brormand inden. Vi drak en øl og gik en lille tur i København. Han havde en bagkant, som efterlod mig med 1 times tidsfordriv inden daten startede. Vandrede hvileløst rundt. Drak en kop 7/11 kaffe af et papkrus, med Ed Sheeran bræende i ørene. Stoppede foran den lille kirke på Sankt Peder Stræde. Huskede hvordan Vennen havde peget og fortalt. Om et klokketårn, en nøgle og en nytårs udsigt. Gik ind bag den lille mur og satte mig på rækværket. Der var helt stille. Trak vejret ned i maven. Den gjorde ondt. Gav kaffen skylden. Mærkede det knugende savn om halsen. Skyndte mig at rejse mig og forsætte ned mod Nyhavn, med et håb om at følelsen ville forsvinde så snart kirken var ude af syne.
Stod og tøvede bag et gadehjørne, mens jeg overvejede hvorvidt min date ville tro på, at jeg havde brækket benet og måtte aflyse med 10 minutters varsel. Trippende med panik skrev jeg til min veninde. “Tag dig sammen, spark røv og hyg dig!” opmuntrede hun, og så trådte jeg rundt om hjørnet.
Han var sød og betænksom. Betalte den første regning inden jeg overhovedet nåede at hive min pung frem, holdt døren og virkede som en rar gut.
Vi drak drinks og efterfølgende øl et sted med et irriterende live-band.
“Skal vi gå inden de spiller Wonder Wall igen?” spurgte han, og jeg nikkede ivrigt.
Vi gik mod Nørreport, da han spurgte “såeh, skal du med hjem?”. Trods min beduggede tilstand, var min mavefornemmelse insisterende. Jeg smilede til ham, og rystede på hovedet. Takkede for en hyggelig aften og gav ham et kram. Små luntede ned af trapperne, allerede med høretelefoner i ørerne.
Han skrev aldrig igen, og jeg er ligeglad.

Den efterfølgende uge havde Vennen fødselsdag. En dag, jeg normalt bruger på at finde på noget vittigt og spidsfindigt at skrive på hans væg.
Denne dag var jeg i tvivl om jeg overhovedet skulle skrive noget til ham. Jeg lod være. Af respekt for ham. Jeg vidste Øboeren var ude at rejse, og jeg ville ikke skabe mere ballade.
Så jeg lod være med at skrive. Jeg lod være med at opføre mig som hans ven, fordi jeg troede han sikkert helst ville være foruden.

De efterfølgende dage savnede jeg ham. Voldsomt og hjerteskærende. Intet hjalp. Hverken træning eller is. Alt virkede nytteløst og dumt.

Et par dage efter Vennens fødselsdag sås jeg med Brormand. Han spurgte ind til min date. Viftede hurtigt emnet væk og grinede af at han efterfølgende også havde slettet mig på Tinder. Meget voksent.
“Hold kæft en idiot!” udbrød Brormand, jeg trak på skulderen.
Skiftede emne ved at spørge hvordan han og Vennen havde haft det med en uge alene hjemme.
“han har været vildt ked af det,” indrømmede Brormand. Øjeblikligt klemmte det om mit hjerte.
Brormand forklarede, hvordan Vennens mor havde kørt Vendetta på ham overfor resten af familien. Hun virker som et hysterisk styk kvindfolk, men det er Øboeren jo også. (Hvem sagde mommy-issues?)
Det var endt med, at blot to fra hans familie havde ønsket ham tillykke, og hans mor ikke engang havde spurgt om de skulle ses. Brormand var trådt til og havde inviteret ham ud at spise og med i biografen.
Den dårlige samvittighed ramte hårdt. Tanken om ham, ulykkelig og frustreret på sin fødselsdag, uden at Øboeren endda var der, var næsten ulidelig. Var lige ved at gribe ud efter telefonen med det samme, og skrive en lang undskyldning, men dyede mig.
Vi gik endnu en tur og spiste kebab. Snakkede om alting. Men i mit hoved var kun Vennen.

Brormand krammede mig på Vesterport og hoppede ind i sit tog. Jeg tog et tog magen til, bare den anden vej og satte mig til rette ved et vindue. Scrollede langt ned af listen af kontakter indtil hans navn dukkede op.

“Forsinket tillykke med fødselsdagen Ven,” trykkede på send uden at tænke yderligere over det.

*læst klokken 00.05*
stod der dagen efter. Han havde ikke svaret, men det betød ikke noget.
Han skulle bare vide, at jeg stadig er her.

Alt virkede til at gå fint. Vores snak havde sat gang i noget, men samtidig beroliget mig i, at alt det med Vennen ikke var det pure opspind i min kaotiske hjerne.
Jeg havde vidst det var over grænsen at sove med ham, allerede inden jeg blev ædru. Jeg havde moralske tømmermænd før de fysiske. Jeg var flygtet, fordi det føltes forkert.
Dagen gik og jeg prøvede at glemme det lidt, så vi kunne få en normal nytårsaften.
“Lad dig selv føle lidt, skat”havde mama sagt. Jeg prøvede at føle, men det blev også besværligt at rende rundt med grus i øjnene i tide og utide, så det stoppede jeg med igen.

På min første kærkomne fridag i julen ringede Brormand. Jeg troede han havde glemt leverpostej til julefrokosten. Derfor føltes det som en lastbil af overraskelse der ramte mig, da han åbnede samtalen med: “Har du snakket med Øboeren?”
Næh, det havde jeg da ikke, men kunne straks mærke uroen. Brormand prøvede at trække i land. Jeg trak ham ud på sandhedens hav igen. Tvang ham til at skvulpe i indrømmelser. “Hun vil gerne snakke med dig om forleden aften,” sagde han.
Shit. Skulle jeg undskylde nu? Det burde jeg nok. Den dårlige samvittighed ramte ligeså hårdt som overraskelses-lastbilen. Jeg skulle nok undskylde, lovede jeg mig selv. Jeg havde egentligt bare regnet med en stille og rolig netflix-dag med mig selv, og nu dette?
“Hvor meget ved hun?” spurgte jeg Brormand. Ville nødig kvaje mig, og gøre alting endnu værre.
“Det må du spørge Vennen om,” sagde Brormand.
Som sagt, så gjort. Jeg sendte en hurtig besked af sted til Vennen. Hvor meget vidste hun, hvad var hun ked af?
Jeg ville vide det, så jeg kunne glatte så godt ud som muligt.
Hun vidste ikke vi havde sovet sammen, skrev han. Hun vidste vi havde snakket, men var faktisk mest sur over at vi havde været i deres seng da samtalen fandt sted.
Pudsigt.
I samme øjeblik fik jeg en besked fra et ukendt nummer. Den var ikke særlig venlig eller sorgfuld. Faktisk var den dikterende og bebrejdende.
Hvad jeg egentligt bildte mig ind. Om jeg ingen skam havde i livet, sådan at overskride imaginære grænser. At jeg skulle holde mig fra hendes kæreste, særligt når jeg var fuld.
Jo mere jeg læste, desto mere arrig blev jeg. For hvad bildte hun sig egentligt ind. Bevares, det var hendes kæreste. Vi har trods alt været venner i snart 15 år, mig og Vennen. Følelser eller ej, vi har altid være venner. Og hun vidste jo ikke vi havde sovet sammen på det tidspunkt. Hun ville bare diktere hvor vi førte samtaler henne. Fandeme nej, tænkte jeg.
Et venligt, men bestemt svar blev sendt i hendes retning.

Dét gjorde hende endnu mere hysterisk. Jeg blev ved med at svare kortfattet. Gad faktisk ikke diskussionen, og jeg ville faktisk gerne vise Vennen at jeg kunne bevare roen.
Pludselig syntes samtalen at slutte, og jeg havde fået det sidste ord.
Godt tilfreds satte jeg mig i bilen, og kørte gennem den mørke stormfulde nat. Så ringede telefonen igen, det var Brormand.
Øboeren var helt ude af den, sagde han. Hun havde læst Vennens beskeder på Facebook, og nu var hun sikker på vi havde knaldet. Jeg var lige ved at køre af vejen. Hun havde gjort hvad?! Jeg følte mig krænket og samtidig forstod jeg hende godt. Har selv været hende for 5 år siden. Jeg troede godt man vidste man ikke måtte den slags, ligeså snart man kom op i tyverne.
“Åh åh,” var min eneste kommentar. Jeg vidste godt hvor det her var på vej hen. Jeg valgte at trække stikket og se hvad der nu ville ske. Og så skete det. Det værst tænkelige. Det ledeste kort Øboeren kunne spille. Et kort det gav mig lyst til at drukne hende i hendes dumme ø-sø eller sparke hende ud fra en klippe på selvsamme dumme ø.
Hun gav Vennen et ultimatum. Hende eller mig. Jeg vidste godt hvordan valget ville falde, så hans besked overraskede mig ikke.
Alligevel frygtede jeg den, og skulede olmt til den, mens dens dumme 1 tal stod ud fra Vennens ikon på min Facebook. Reselut lukkede jeg internettet og glattede mit hår.
Tog mig god tid med både ansigtsrens og tandbørstning.
Jeg vidste det her ville ødelægge mig. Satte mig i sengen og rystede på fingrene, mens jeg satte høretelefonerne i ørene og fandt vores sang frem.
Læste beskeden igen og igen. Forstod det ikke sådan helt. Alligevel føltes det som knytnæveslag hver gang. Lige i maven. Gruset i øjnene vendte tilbage, men føltes mere som peberspray. Åbnede for alle sluser.
Han var ked af det, skrev han. Men han måtte cutte al kontakt til mig, fordi Øboeren havde fundet ud af vi havde sovet sammen. Fra nu af, understregede han. Men han var stadig ked af det.
“Vi ses nok ikke igen” afsluttede han. Den bed mest.
Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Klovnede han med mig? Inden i havde jeg nok håbet han havde droppet hendes crazy-ass. Det var ikke tilfældet.
Jeg svarede ham tilbage, med hulken og tårer hele vejen ned af brystet.
At jeg forstod. At jeg altid ville være der. At jeg var ked af alt.
Jeg er ikke ked af, at hun er ked af det. Jeg er ked af, at han lider. At han har skulle træffe det valg. Og at han har valgt forkert.
Jeg sendte beskeden og ventede på han læste den.
Så slukkede jeg min computer og skreg ned i min pude. Kastede puden ind i væggen. Slog ned i puden. Sparkede med benene og skabte mig som en vanvittig.
Over hende. Over ham.
Over at jeg er den, der ikke har noget at miste, men alligevel altid ender med at være den der taber.

Fyldt med Sergenten har mit hoved været, her i julemåneden.
Har gået og håbet en form for åbenbaring ville komme til ham, mens han er ude at rejse. Ønsket at han måske også tænkte lidt på mig i ny og næ.
Faktisk var min betagelse af ham så gennembribende, at jeg overhovedet ikke var nervøs over at skulle være sammen med Brormand og Vennen nogle dage før jul.
Var sikker på at Vennen og jeg var cool, og vi bare skulle være sådan som vi plejede.

Jeg væltede ind af døren med favnen fyldt med chips, sprut og julegaver. Brormand omfavnede mig. Jeg stak hovedet ind i stuen og stoppede akavet i dørkarmen da jeg så Brormands ven (som jeg kom til at knalde og stikke af fra for nogle måneder siden). Han virkede ikke synderligt mærket af vores sidste møde. Gudskelov.
Vi satte brætspil på bordet og hældte øl indenbords. Drengene grinede højt, og jeg følte mig rigtig i mit es.
Vennen lovede måske at komme og få en øl. Noget med han var træt efter døgnere på studiet. Jeg svarede noget med koffeinpiller var svaret på hans bønner.
Da han dukkede op, var jeg allerede fuld og fyldt med godt humør. Jeg kastede armene om ham og krammede ham. Jeg havde glædet mig til at se ham. Betragtede aftenen som opvarmning til vores nytårsfest. Alt har ligesom flasket sig ud af det blå, og nu skal vi holde nytår sammen. Brormand, Vennen, Veninden og jeg.
Jeg tænkte faktisk ikke så meget over det. Var lidt glad for Øboeren ikke skulle med dog. Det ville være hårdt at se dem lykkelige sammen. Min kærlighed til Vennen er uændret. Den er derinde i hjertet, uforløst og varm. Som et lille æg, der ikke er klar til at klække helt. Et lille kærligheds æg. Det skal passes på, fordi det er skrøbeligt, og let kan blive tabt på gulvet, og gå i stykker ud over det hele.
Så jeg passer på ægget, og holder det varmt indtil det er klar.

Vi drak mange sjusser, og spillede dumme spil, og lige pludselig var klokken 3. Vi nåede aldrig videre i byen. Jeg følte mig mægtig træt. Brormand var allerede gået under på sofaen og snorkede højt. Jeg tullede lidt rundt i min nattrøje og med dynen om skuldrene. Stod og fyldte i køkkenet mens Vennen stillede rodet i orden. Han havde ikke nået at indhente os andre, og var derfor nærmest pinligt ædru sammenlignet med mig.
Vi snakkede om alt og ingenting, ligesom vi plejer. Vi gik ind på hans værelse. Jeg sad og svajede på hans seng. Og nu begynder min hukommelse at svigte. Men jeg husker en diskussion om hvor jeg skulle sove. Han mente jeg skulle ind i Brormands seng, og jeg mente det var for krævende at skulle bevæge mig hele den lange vej.
Så havde vi et langt øjeblik, hvor vi bare kiggede på hinanden. Lige i øjnene.
“Vi må snakke om det her,” sagde han så og satte sig på sengekanten. Jeg var enig. Blinkede langsomt og kiggede på hans ansigt. Kunne mærke hvordan mit hjerte svulmede, når jeg så på ham.
Jeg startede, fordi jeg er den der ikke har noget at miste. Fortalte hvordan jeg havde prøvet at skubbe det væk. Om hvor meget jeg havde savnet ham, da han var ude at rejse. Om hvor meget det kom bag på mig, da han kom hjem med Øboeren i hånden.
Jeg følte mig ærlig og blottet. Sårbar overfor hvert et ord der kunne komme ud af hans mund.
Jeg kunne mærke klumpen i halsen, da jeg mærkede det kendte stik af fravælgelsen. Den der stikker hver gang jeg tænker på Øboeren.
Så var det hans tur. Han lagde ud med at komplimentere mit udseende. Hvilket var mærkeligt og føltes fuldstændig ligegyldigt, når han er den eneste hvor jeg faktisk ikke higer efter fysisk bekræftelse. Det er dybere end det. Jeg vil ses og høres af ham. Jeg vil være god og klog.
Han forsatte. Fortalte at han også mærkede det. Kemien og “mystikken” som han beskrev det. Men han sagde det aldrig kunne ske. Fordi han elskede Øboeren, fordi jeg var Brormands søster, fordi det ville have fatale konsekvenser hvis det gik galt, “tænk hvis vi blev gift og fik børn,” sagde han, “tænk hvis det gik galt efter det”. Jeg blinkede forbløffet af ham. Hvade han tænkt på det? Eller var det bare teoretisk?
“Vi er for forskellige,” sagde han “det ville aldrig gå. Det ville altid være hypotetisk,”
Jeg lyttede og mærkede tårerne prikke lidt i øjnene. Mest fordi hans argument lød indøvet. Som om han har sagt det igen og igen.
Han fortalte at han var bange for at jeg skulle møde Øboeren, fordi vi ikke kan skjule den kemi der er mellem os, og hun ville bemærke det.
Jeg var enig. Det var synd for Øboeren at skulle opleve det.
Jeg var enig og meget uenig i mange af de ting han sagde. Mine øjenbryn var sammentrukne det meste af tiden. Mine øjne hundehvalpeagtige. Jeg havde lyst til at gribe hans hånd. Brændte efter en smule bekræftelse af, at han stadig havde de følelser. Ønskede han skulle kysse mig. Ville at han glemte Øboeren for en stund og gjorde det han havde lyst til. Viste at han ville mig, bag hans politisk korrekte ord og handlinger.
Han afsluttede med at sige han elskede at snakke med mig og at have mig som ven.
Så krammede vi. Længe, fordi jeg ikke var klar til at give slip på ham. Jeg faldt i søvn på Øboerens plads ved siden af ham. Fordi jeg følte jeg fortjente at han også var min lidt, og hvad hun ikke ved kan ikke såre hende.

Jeg vågnede da det blev lyst. Tung i hovedet og flydt med uro i kroppen. Jeg rullede om på siden og så ham. Med de obligatoriske 30 cm mellem os. Jeg kunne ikke bære at se ham. Vidste jeg var gået over grænsen. Havde presset ham til at sove sammen, selvom man næppe kan sige noget skelsættende skete efter vores kram.
Jeg satte fødderne på plankegulvet, greb mit tøj og stak af.
Da jeg sad i s-toget var mit hoved fyldt med tanker. Mit bryst føltes tomt. Tårerne prikkede så irriterende i øjnene. Skrev til en veninde. Hun var klar med gode råd; “spis en masse wienerbrød!” og “græd i badet, og tag dig så sammen. Soldater græder ikke.”
Jeg skyndte mig i bad da jeg kom hjem. Håbede det skoldende vand ville skylle følelsen af afmagt og melankoli af min krop. Hullet i maven føles gabende da vandet løb gennem håret og tog tårerne på kinderne med sig ned ad kroppen. Jeg satte mig på hug og krammede mine knæ. Håbede hullet ville lukke og lade mig blive et rigtigt menneske igen.
Jeg troede jeg var færdig med at have ondt. Jeg troede jeg var afklaret med at det ikke blev os. Men hans ord var som at flå sårskorpen, der endelig var hærdet og helende, af og efterlade såret blottet og åbent for skidt og snavs.
Hans ord rungede i mit hoved. Mere og mere slørede for hver gang de genklang.
Hulkene stoppede omkring 3 sange inde i min tude spilleliste på Spotify.
Jeg kiggede på mit spejlbillede. Det der kiggede tilbage på mig så bitter og sammenbidt ud. Hun kneb øjnene sammen. De var røde. Fik det blå til at være mere tydeligt. Jeg trak tøjet på og tørrede øjnene inden jeg forlod badeværelset. Rigtige soldater græder ikke. De kæmper bare videre.
Alt er som det plejer, bortset fra elefanten i rummet nu er italesat.
Lorte elefant.

Der er ikke rigtig noget at sige. Alt blev knipset væk. Alt gik galt. Jobbet blev ikke mit, Sergenten skrev aldrig, og nu er jeg hjemme i Jyllands-flækken, jeg hader så inderligt.

Første nat sov jeg 16 timer, vågnede til den grusomme indsigt i at det ikke var et mareridt, men en realitet. Tårerne trillede inden jeg overhovedet fik svinget benene ud af sengen.
Børnefødselsdagen skulle overstås. Make-uppen forsøgte at skjule de sørgmodige øjne. Med mit bedste braveface, klarede jeg hele 4 timer, omgivet af balloner, glasur og kyskager, med det konstante “er det så slut nu?” spørgsmål, der hukkede et lille stykke af mit hjerte, hver gang jeg måtte svare “desværre,” med et lille smil.
Da jeg kom hjem, stirrede jeg ind i væggen i 3 kvarter. Klumpen pressede i halsen, og tårerne fik endnu en gang frit løb. Stille sad jeg, med puden presset mod maven, i et forsøg på at udfylde det kolde sorte rum, der nu var.

“Skal du ikke have noget mad?” spurgte mor, med let sammentrukne øjenbryn. Havde ingen appetit. Og først der gik der op for mig, at jeg ikke havde spist siden torsdag aften, hvis man ser bort fra den kop nudler jeg stak til i toget, indtil det var most til ukendelighed.
Hver gang jeg nærmer mig noget spiseligt, gør min mave oprør. Rumler og klager sig, indtil det hele kommer op igen.

Nu er der gået fire dage. Der er ikke flere tårer tilbage, smilet kommer lidt lettere frem, enegien er på come-back.
Mit hoved brygger på en ny slagplan. En plan til at komme tilbage i Forsvaret, for som selv min hippie-agtige mor kunne se, så er det der jeg hører til. I hvert fald lige nu.
Sergenten er der ikke noget at gøre ved. Jeg tænker stadig meget på ham. Når jeg lukker øjnene er det stadig hans blå hundehvalpeøjne, buttede underlæbe og søde stritører der vinder frem på nethinden. En bittersød erindring. Om natten er det ham der rumsterer. Et frygteligt mareridt hvor jeg konstant skuffer ham, skuffer mine overordnede, mine forældre og mig selv. Mit hoved er pt. enhver hjernevriders våde drøm.

I går bippede en sms ind, bedst som jeg slukkede lyset. Mit hjerte gik i stå, tror jeg. Håbefuldt kiggede jeg på skærmen. Det var bare far.
Gad vide hvornår den følelse går væk igen? Gad vide hvornår jeg ikke har brug for et dagligt fix af hans Facebook, som er blevet meget mere åben efter vi har fået fælles venner. (#nostalker) Han accepterede ikke den venneanmodning jeg sendte, og 4 timer efter den var sendt, annullerede jeg den igen. Ved ikke hvorfor. Kolde fødder, et forsøg på at redde mit ego. Han må absolut have set den. Det var søndag, og der er ingen normale 21-årige, der ikke kigger på deres facebook, i 4 timer på en søndag. Det fortæller jeg i hvert fald mig selv.
Min mor, det kloge væsen, var selvfølgelig klar med gode råd. “Jeg synes bare han var rigtig sød,” havde jeg hulket ned i puden. Hun strøg mig over håret, og kiggede på billedet af ham, der lå på bordet (ligesom et klassebillede, bare for soldater. Jeg er ikke psyko-stalker og laver collager af ham i min fritid. Så tit.)
“Jamen søde skat dog, han er da svigermorsdrøm, ham der. Han kan da slet ikke håndtere så vild en personlighed som din.” Det var nok ment som et kompliment, ikke desto mindre gjorde det ondt.

Min hjerne knagede og bragede, når den ikke var i komplet følelsesmæssig tomgang. En to-do liste måtte der til. Skriblede med panden tungt hvilende i håndfladen. Dybe suk understregede min store koncentration.

– Rydde op på værelset
– Pudse støvler
– Jobansøgninger
– Kasser på loftet
– Genoptræning
– GLEM HAM!

Understregede den sidste opgave to gange og kylede håbløst kuglepennen i bordet, hurtigt efterfulgt af min pande.
Hvad gør en håb- og modløs pingvin i modvind? Den geninstallerer Tinder. Fordi timerne er mange, hvor de før var få. Og den barske realitet er, at Sergenten af den ene årsag eller den anden, ikke har planer om at skrive til mig.
Helt ærligt, så kender jeg jo heller ikke manden. Umiddelbart syntes jeg bare han var rigtig sød, hvor alle jeg før har fundet attraktive har været nogle højrøvede douchbags grundlæggende.
På den måde har Sergenten faktisk lært mig noget, som jeg altid vil være taknemlig for. Og det er, at jeg er klar til en jeg er tryg ved, og ikke en jeg skal imponere.

Sent søndag aften sad den lille pingvin derfor og strøg til højre og venstre. Mest til venstre. For dem på skærmen var ikke Sergenten, og jeg slikkede stadig mine sår i mit lille mørke mentale hul.
Et par enkelte røg til højre. Mest for fornøjelsen ved “It’s a match” beskeden, og bekræftelsen i at de havde liket mig tilbage.
Men pludselig gik min tommelfinger i stå, ligeså mit hjerte – et øjeblik. En gut, der ikke var Sergenten, men stadig i uniform. Med lattermilde øjne og et kønt skæg, kiggede tilbage på mig. Allerede inden jeg likede ham, screenshottede jeg hans billede. Kunne ikke bære tanken om, hvis han lynhurtigt skulle forsvinde ud af mit liv igen. Så sød så han ud. Håbefuldt trykkede jeg på det lille grønne hjerte. Holdt vejret indtil skærmen blev grå og vores billeder stod ved siden af hinanden. Et altoverskyggende smil spredte sig på mit ansigt. Glemte et øjeblik min elendighed, mens jeg ventede på han skrev.
Da det ikke var sket dagen efter, fattede jeg min vidunderlige humor, mit forslåede ego og pennen for at skrive en vittig besked til ham.
Da han svarede, hoppede jeg næsten i luften af glæde. Vi skrev sammen et par timer. Jeg begyndte at håbe han ville invitere mig ud. Det har jeg aldrig prøvet før. Normalt frygter jeg det.
Men så gik jeg i seng, og så har jeg ikke hørt fra ham siden. Eller, det er så 1,5 døgn siden, og det kan jo være han laver noget vigtigt.
Alligevel har jeg en lille stemme, et lille ego med et blåt øje og andre knubs, der hvisker “du er ikke god nok, han er allerede træt af dig, hvad skulle du dog have at byde på? Se dog på ham?!”

Hvad kan jeg sige, måske er jeg bare lille og forslået og har brug for en masse kram og opmærksomhed.
Who doesn’t?

Mit indlæg #100, og alt er præcis lige så kaotisk som det plejer. Så meget er sket og alligevel er alt ved det samme.

Vi skulle til eskadronsfest. Afslutningen på værnepligten. Berygtet og eftertragtet, har det været noget vi har talt ned til, nærmest siden vi startede.
Den aften skulle være aftenen Sergenten fik at vide, hvor sød jeg syntes han var. Eller, jeg ville i hvert fald forsikre mig selv om, at han vidste det. Mit nummer lå sirligt krænget ned på en lap papir i min pung. Klar til at blive overleveret.
Sprutten flød, shots blev bundet i flæng, skåle blev uddelt.
Allerede ved 11-tiden så Sergenten en smule skæløjet ud. Hentede et glas vand til ham og afleverede det med en hånd på hans underarm. Damn den blazer sad godt på ham…

Gik min vej igen. Baren kaldte.
Pludselig følte jeg en hånd på min hofte. BMA stod lige bag mig. “Kan vi snakke?” spurgte han. Relativt koldt kiggede jeg på ham. Træt af hans evige ignorering af min eksistens på kasernen.
Gik modvilligt med ham. Længe snakkede vi. Så kyssede han mig. Jeg stoppede ham ikke. Ved ikke hvorfor. “Er det ikke på tide vi tager en taxa hjem?” spurgte han så. Jeg nikkede, men skulle lige finde en veninde. Troede han. Jeg kom aldrig tilbage.
Tequila skulle der til. Veninden og jeg listede op i baren, for at skjule os for BMA.
Vi tog nogle restitutionsdrinks med ned til et bord i hjørnet. Ventede på tequilaen slog til.
“Hej Menig Pingvin,” sagde sergenten fra første deling, som endda havde fødselsdag.
“Hej Kebab,” svarede jeg drillende, henførende til en joke, han havde lavet med mig tideligere på toilettet.
“Giver du fødselsdagsbarnet en øl?” spurgte han direkte. Det kunne jeg da godt, der var trods alt fri bar. Veninden løftede øjenbrynet da jeg forsvandt med ham, op i baren endnu en gang. Vi drak vores øl om kap, så jeg kunne vise jeg var en rigtig mand.
“Giver du så også en dans?” spurgte han, med blå glimtende øjne. Jeg grinede. Hvem nægter sin befalingsmand en dans?
På gulvet hvirvlede han mig rundt. Trak mig til sig med armen om min talje. Lagde armen på hans skulder og lod mig rive rundt.
Åh åh, han var godt nok velspændt under jakkesættet. Kiggede hurtigt rundt efter Sergenten. Han stod i baren og snakkede, hurtigt mødtes vores blikke. Jeg hvirvlede videre med Kebab (jeg finder på et bedre navn til ham).
Efter mange minutters intens danse-workout måtte Kebab give op og bestille flere drinks.
“Nu passer du på, Pingvin. Sergenten kigger med” sagde veninden over min skulder. Mængden af alkohol påvirkede helt sikkert min dømmekraft, og som tideligere kæmpe-slut besluttede jeg, at en exit fra festen var den eneste løsning, på at slutte aftenen uden ulykker. Men jeg havde stadig én mission.
“Vi går nu, vi skal bare lige forbi baren først,” sagde jeg beslutsomt.
Vi passerede baren kortvarigt på vej mod garderoben. “Øhm Sergent?” spurgte jeg og kiggede på hans åh så søde hundehvalpe øjne. Så rakte jeg ham sedlen med mit nummer og gik hurtigt mod udgangen.

Lørdag morgen havde BMA skrevet intet mindre end 7 beskeder. Fair, jeg lod ham godt nok hænge lidt. Har ikke svaret på dem. Kælling som jeg er.

Nu er det søndag. Sergenten har ikke skrevet, det havde jeg måske heller ikke forventet. Måske håber jeg lidt, han har smidt sedlen væk og glemt alt om det.
Til gengæld har Kebab ikke holdt sig tilbage fra at finde min Facebook og skrive. Det er engagement, og det er sku noget der kan swaye en pingvin som mig.

Den vigtigste uge i mit liv, ligger lige forude, og jeg har prøvet at samle mine tanker omkring hvorfor nedenfor.
Tilgiv mig, mit tenderende til paniske oplæg.
For to uger siden søgte jeg et drømmejob. Et job jeg ikke anede jeg ønskede, før jeg så jobopslaget sort på hvidt.
Et job jeg ikke anede jeg kunne ønske mig, men som pludselig blev det eneste, jeg nogensinde har villet så meget.
Med nervøse fingre har jeg opdateret min indbakke cirka hvert 10. sekund, indtil jeg fik svar på, at jeg skulle til samtale på onsdag.
I vildskab har jeg skriblet noter, forberedt mig helt ned på celleplan, lagt kreative planer… Min hjerne har ikke stået stille ét eneste sekund.
Nervøsiteten gør mig fuldstændig rastløs, og jeg kan ikke komme i tanke om hvornår et projekt sidst har fået så meget af min opmærksomhed. Selv min studentereksamen virker som peanuts, ved siden af hvor meget jeg ønsker mig det her.
I disse dage ligger min hvilepuls på cirka 120, og jeg kan vågne om natten med hjertebanken.
Ikke blot skal jeg til den vigtigste jobsamtale i mit relativt korte liv, men samtidig er det ugen for den sidste fest med min deling i Forsvaret. Festen hvor alle de vigtige mennesker også kommer. Fester og spiser mad sammen med os.
Sergenten kommer selvfølgelig også, som giver mig yderligere nykker. Ikke nok med, at jeg skal præstere til et forestående job, men jeg kan heller ikke stressspise, fordi jeg skal have en ualmindeligt omklamrende velourkjole på, som kræver minimale portioner bønner og andet ukrudt for at jeg med god samvittighed kan trække den over hovedet, uden at føle mig som klovnen Bobo.
Min sidste chance for at vise ham, at jeg faktisk kan se ganske fornuftig ud i civilt tøj, og mine greens aldrig har gjort noget godt for min krop.
Umiddelbart virker han måske lidt interesseret – selvfølgelig sagt uden at jinxe det. Men trods restriktioner, i forhold til menig/befalingsmands-forholdet, sender han nogle mulige interesse-signaler.
Mit crush på denne mand er ved at nærme sig et omfang, der ville kunne betegnes som forelskelse (eller besættelse). Et ord jeg sjældent ytrer om mine fascinationsmomenter. Men i mangel på bedre ord, for hvad han sætter i gang i mig, må det imidlertidig være det ord vi bruger.

Og så bliver jeg jo nervøs, for tænk hvis alle appelsinerne skulle falde ned i min turban, inde for samme uge. Hvornår er det nogensinde sket for en klodset pingvin som mig før? Hvis det lyder for godt til at være sandt, så er det som regel også.
Panikangsten for at blive slet skuffet, ligger i min mave konstant.
Tænk at gå her, og forstille sig alt det gode lige rundt om hjørnet, og når ugen så er omme, så er både jobbet og Sergenten væk? Hvilken hjerteknusende oplevelse på alle måder.
Jeg frygter at håbe det. Jeg frygter at tænke på det. Men jeg gør det alligevel, og hvorfor så ikke gøre det helhjertet. Lade være med at sætte mit lys under en skæppe, og faktisk turde håbe på, at alt godt ville kunne ske for mig med et fingreknips. Ligeså let som det ville kunne knipses væk.

Wish me luck….

Slutty pingvin var været ude at lufte fjerene igen. I to byer, på under 72 timer. Jeg bliver bedre og bedre kan man sige.
Torsdag skulle vi smadre byen, bestemte min deling og jeg os for. Og smadret den blev. Vi havde ferie i udsyn, vi havde haft en nem uge, vi havde penge at brænde af.
Pigerne startede på vores værelse, med rødvin direkte af flaskerne, mens man boksede med den nedpressede korkprop, der flød rundt i den røde mirakeldrik på grund af manglende proptrækker. Nu manglede bare et halbal at crashe.
Alt klunset blev vist frem. Pigerne dånede ved synet af min nyindkøbte cold-shoulder kjole. Men jeg var imidlertidigt ikke i kjole humør, og hoppede i den sikre jeans og t-shirt kombi.
Da vi ankom på klubben til vores opvarminingsfest, var der drinks ad libitum. Noget pingvinen kan lide. Skumbananer, øl, cider, isbjørn – det hele røg lige ned i løgnhalsen. Modsat de andre piger, fandt jeg hurtigt sammen med drengene for at spille beerpong og bordfodbold. Et ubenægteligt talent af mine er, at jeg bliver bedre til drukspil i takt med jeg drikker mere, hvilket gjorde mig til en eftertragtet holdkammerat.

Nogle timer senere beundrede jeg duften af min nye lipgloss, mens diskotekets bass fik vægen med spejlet til at vibrere. Med sammenknebne øjne studerede jeg mig selv. Ud af øjenkrogen opfattede jeg en toiletbås gå op. Hendes ansigt var sløret, men hendes kavalergang var ikke til at tage fejl af. Smilede til hendes slørrede fjæs, og satte snuden mod baren. Fast besluttet på at få fat i BMA, en af mine nye venner.
“BMA!” sagde jeg ivrigt og lænede mig ind over hans skulder, “damen der kommer ud fra toilettet om 10 sekunder,” forsatte jeg og kiggede forventningsfuldt på døren. Mine matchmakingskills var i gang. Da hun trådte ud i rummet, kiggede jeg på BMA med et løftet øjenbryn. Han trak skævt på smilebåndet og rystede på hovedet. “Hun er ikke min type,” sagde han blot og rakte mig en øl mere. Pokkers.
Kort efter gjorde en gruppe sergenter entré på klubben. Nysgerrigt studerede vi hinanden i civilt tøj. Smilede høfligt til hinanden og udvekslede et par ord. Min specifikke Sergent var der desværre ikke. Dobbelt pokkers.

Fast forward nogle timer, hvor BMA trak mig ud på dansegulvet til Nik og Jay.
“Hvad sker der med jer?” spurgte veninderne ivrigt mellem sangene. Jeg vidste det ikke. Han var da måske meget sød. Efter 5-10-15 genstande var han i hvert fald.
Ind i mellem tog jeg mig selv i at sammenligne ham med Sergenten. Skubbede tanken fra mig, og gik med ham ud på gaden. “Fryser du ikke?” spurgte han. Jeg mumlede noget og blinkede op mod ham. Så kyssede han mig.
Og selvudnævnt never-quitter som jeg er, sad jeg jo i saksen. To drinks mere og en taxatur hjem til kasernen tog det at overbevise mig selvom, at det forstående ville være en pisse god idé.
Grinende spankulerede vi ned ad gangen. Da vi nåede til mit værelse kiggede han på mig, holdt mig om nakken og kyssede mig. Han er jo stadig sød nok, tænkte jeg og tillod mig selv faktisk bare at fokusere på det der skete lige der.
Længe kyssede vi, hans hænder fandt alle de søde små kildne steder. Om det var ham eller mig der tog initiativet til at gå ud på toilettet husker jeg ikke. Men der endte vi så.
Bagefter sad jeg med panden mod hans, fik vejret igen, kæmpede for at åbne øjnene. Heldigvis var lyssensoren gået ud, så det var knap så akavet at få tøjet på igen.
Han kyssede mig farvel foran mit værelse, og jeg faldt i søvn med det samme.

Dagen efter skrev jeg for, at rode bod på den regning, jeg nu havde liggende ved BMA. Både taxatur og drinks, skulle fordeles ligeligt. Det ville han dog ikke høre tale om. Gentleman som han nu er. Jeg måtte bare give næste gang, sagde han. I mit tømmermandsstadie syntes jeg da det var vældig charmerende.
Ligeledes synes mutti, der har en sjette sans for når jeg har været ude på ballade. Skyldigt måtte jeg fremlægge beviserne for denne nye gut. Mutti var imponeret. “Det ville være sundt for dig med noget ukompliceret, skat”. Det ved jeg jo godt. Men oppe i mit hoved var den eneste tanke “han er ikke Sergenten, han er ikke Vennen, han er ikke Sergenten” igen og igen.
Det blev også tydeligt for mig, at det bare ikke var meant to be, da han ALT for tideligt begyndte at kalde mig “søde” og “mus”. En sproglig trend jeg virkelig ikke er fan af.
Eller måske er han ikke sød nok, til at jeg bliver flatteret over det? Er sikker på jeg ville falde i svime, hvis Sergenten skrev det.

Det må derfor også have været en form for panik-kompensation, da jeg allerede mandag aften gik med Brormands kammerat hjem. Mens vi lå i hans seng fik jeg kolde fødder. Han kyssede mærkeligt, hans pik var pinligt lille sammenlignet med BMA, han duftede ikke så godt som Sergenten. Men alligevel var det “Han er ikke Vennen, han er ikke Vennen, han er ikke Vennen” der rungede i mit hoved.
Jeg kunne ikke forklare hvad der var galt. Tænk hvis han fortalte det videre. Så jeg mandede mig op. “Hvis du bare forestiller dig…” tænkte jeg. Det føltes som en uendelighed. Han blev ved og ved og ved. Hvilket jeg normalt er fan af. Men ikke efter 5 øl for meget. Bagefter ventede jeg til han sov, inden jeg hoppede i skoene, greb min jakke og sneg mig ud af døren.
Hvilket mareridt det er at finde tilbage til storbyen fra fucking Rødovre. Beslutsomt satte jeg podcast i ørerne og begyndte at gå.

Dagen efter glædede jeg mig mere end nogensinde før til at se Brormand og Vennen.
De skulle lave lejlighed, og jeg havde selvfølgelig tilbudt min hjælp.
Blev mødt med kram og varme hilsner i døren. Vennen og jeg slap hinanden for hurtigt, efter min mening.
Mens de hamrede og bankede, hyggede jeg mig med at organisere deres ungkarle køkken. Rigtig mor-agtigt, fra top til bund med kost og spand.
“Ej hvor er her lækkert!” udbrød Vennen da han kom derud igen. Stolt rankede jeg ryggen lidt mere. Det var blevet ret godt. “Sådan noget gør Øboeren slet ikke,” forsatte han, forlegent slog jeg øjnene ned. Kunne ikke mærke, om jeg kunne lide at blive sammenlignet med hende på den måde.
Sent på eftermiddagen meldte Brormand sin afgang. Han skulle på date.
Jeg blev for, at vente på mit tog. Vennen lavede kaffe. Vi snakkede, siddende på køkkenbordet overfor hinanden. Så ringede hans mobil. Det var Øboeren der ringede fra Sandkasselandet. Jeg skimtede ud af vinduet, det var blevet mørkt. Kiggede på uret, det var 3 timer siden mit tog gik.
“Nej, Brormand er taget på date!” fortalte Vennen i telefonen. “Hvem er det så du er sammen med?” spurgte Øboerne spidst.
Lidt tøvende vendte han telefonen “Det er Pingvinen, hun blev bare hængende efter Brormand smuttede , vi skulle lige til at bestille noget mad”. Lige så tøvende vinkede jeg til det lille pexilerede billede af Øboerne i de varme lande. Hun vinkede ikke igen.
“Vi sad lige og snakkede, kan jeg ikke ringe til dig senere?” spurgte han. Det faldt ikke i god jord. Helt stille blev der. Jeg skævede over mod Vennen. Han kiggede op på mig. “Jo, altså du kan prøve. Det kan godt være jeg er gået i seng,” hendes stemme var helt lille. På den måde den bliver hvis man bliver rigtig usikker. Og pludselig gik det op for mig, at Øboerne følte sig truet af mig.
Jeg skulle lige til at undskylde og sige at jeg bare ville gå ind og se netflix og lade dem snakke, men så havde hun lagt på.
“Øhm, jeg kan bare gå ind på Brormands værelse. Hvis i skal snakke altså,” fik jeg fremstammet, i den åbentlyst akavet situation. Jeg følte mig pludselig skyldig. Uden i realiteten at have gjort noget galt. Men jeg havde jo tænkt tanken. Jeg havde siddet og grinet højt med hendes kæreste. Siddet og ønsket han var min. Igen. Ønsket hans tryghed og varme var min.
Vennen smilede fortrøstningsfuldt “sådan er hun bare når hun er træt,” sagde han og trak på skulderen.
Jeg smilede også. Nok lidt mere vemodigt. Igen brugte han “sådan er det jo bare”, når det i realiteten overhovedet ikke behøves at være sådan…