Det gode liv

Min far er mit idol, min helt, mit forbillede. Han lever det liv, jeg gerne vil have.

Intet rod og rene linjer.

En kone der elsker ham, fælles drømme og ambitioner. De er et power-couple.

De har ingen børn, bare mig. Der er altid plads til mig, men jeg er her selvsagt ikke meget.

Lige nu ligger jeg, med udsigt over Øresunds blinkende lys, og et funklende Malmö på den anden side af vandet, i deres super lækre, sprit-nye Amager lejlighed. Og jeg føler mig rolig. Føler jeg hører hjemme. Oppe i skyerne, med langt ned til gadens sus. Jeg kan se suset oppefra. Se solnedgangen over København, og føle lykken helt nede i maven. Jeg hører til her. Midt i hasten og larmen.

Jeg hører ikke hjemme i Jylland. Min by er ikke stor nok længere. Min fortid fylder for meget. Det er omklamrende og klaustrofobisk. Som om folk kender mig og hvilke dumme teenage ting jeg har gjort, men ikke ved hvem jeg er.

Jeg vil gerne væk, springe ud fra den afsats jeg kender og afskyer, og vide at jeg lander på mine egne fødder på den næste steppesten. Jeg ved at jeg godt kan. Kan klare storbylivet. Jeg er klar til det. Fordi jeg føler København er mit hjem i hjertet.