En gang tæller ikke, to gange er en fejl, tre gange er en dårlig vane.

Klokken 4 lyste skærmen op i mit ansigt, vibrationerne snoede sig igennem madrassen. Jeg sprang op som en fjeder. Og først her gik det op for mig at jeg ikke befandt mig på kasernen, og at det ej heller var min alarm der ringede.
1 ubesvaret opkald fra Løven
“Du klovner med mig,” tænkte jeg udmattet men strøg alligevel til højre på skærmen og hørte kun et enkelt ring inden det blev besvaret.
“Pingvin, er du vågen?” lød det forventningsfuldt. Jeg mumlede et svar ned i puden.
Han forklarede og forklarede med høj baggrundsstøj. Noget med nogle nøgler. Noget med en låst dør. Noget med at mangle et sted at sove. Noget med en taxa.
Jeg lovede at åbne terrasse døren og redde op til ham. Faldt i søvn igen inden han kom frem.
To sagte bank lød på dørens glasrude. “Er du vågen?” spurgte han igen. Mumlede stadig ned i puden. Han smed sko og bukser kunne jeg høre. Åbnede ikke øjnene, men lugtede før han lagde sig, at både sprut og røg hang i hans tøj.
“Jeg har savnet dig. Hvor er du varm,” åndede han mod min nakke, mens han vrikkede sig ind til mig. Hans gensynsglæde var ikke til at tage fejl af, lige der under ballen hvor hans lår (med tilbehør) pressede sig mod mit.
Jeg overgav mig hurtigt, lænede baghovedet mod hans bryst og nød hans hænder under min t-shirt. Prøvede ihærdigt at blokere værtshuslugten, og bare føle.
Og midt i at jeg lå der og følte, så dukkede Sergenten op i mit hoved. Så mens Løven kæmpede med både sin fuldskab og sin potens, så måtte jeg bide mig i læben for ikke at lade Sergentens navn løbe over mine læber.
En hårdt fremprovokerede orgasme kom jeg frem til, og Løven kunne afslutte tilfredst, efter noget der føltes som en krig af humpen.
“Jeg skal tideligt op på arbejde i morgen,” proklamerede Løven inden hans snorken startede. Perfekt, så kunne jeg få puffet ham ud inden resten af huset vågnede og skulle spise brunch. Og først her gik det op for mig, at jeg havde brudt den gyldne regel. Her lå Løven jo, og skulle til at tilbringe natten (hvor kort den end måtte være) i min seng. “Pokkers også, du er da en fandens kal, hva’ Pingvin?” vrissede jeg indvendigt, inden jeg med megen besvær faldt i søvn med Løven brummende ved siden af mig.

Klokken 10 bankede det på døren. “Der er mad nu,” kaldte mama. Groggy skimtede jeg rundt i værelset. Tøjet på gulvet, Løven på siden med savl ned af kinden. Oh so pretty.
Og nu var det jo så, at man vidste pinligheden var uundgåelig. For i stuen sad familien bænket om et veldækket bord, og Løven havde sovet over sig. Sjovt som der altid skal opstå en pinlig situation, når vi ses.
Jeg tog mit tøj på, og forklarede mama, at der altså befandt sig mandligt bekendtskab på mit værelse, og han ikke var i topform.
Hele familien Pingvin kiggede derfor forventningsfuldt, da fabeldyret vågnede og spankulerede igennem stuen. Med et imponerende løftet hoved, hilste han pænt, ønskede velbekomme, gav et kram og forsvandt med et minimum af akavethed.
Hold kæft hvor jeg i det sekund glædede mig til at komme tilbage til kasernen. Og til at se Sergenten, mere end nogensinde før (1 måned down, 3 to go til han er scorbar).

u dont see nuthin

In the army now – uge to

Det gode ved det der militær er, at de er gode til at give forlængede weekender. Hvilket har resulterede i, at jeg i skrivende stund har haft weekend i 24 timer, sådan cirkus. En velfortjent weekend, that is.

1 dag med undervisning fra 8 til 22, og to dage med march i fuld udrustning.
De to første dage gik godt. Rigtig godt faktisk.
Jeg trippede som et lille barn for at få et glimt af Sergenten, på det ugudelige tidspunkt de kalder “rengørings timen”, aka. klokken 5 om morgen. På en mandag. Det burde nærmest være ulovligt.

“Giv agt” rungede det igennem stuen klokken 6.30, og der stod han så. Valsede igennem stuen i hans nystrøgne skjorte jeg havde lyst til at krølle på forskellig vis, mens han kæbe var spændt på sådan en sexet mande-mands måde.
“Forsæt” sagde han afværgende, for at slippe for opmærksomheden. Vi forsatte med vores gøremål, mens jeg smugkiggede stjålent på ham.
“Pingvin,” sagde han lidt lavt. Rettede mig op, og kiggede på ham. Han trådte et skridt tættere på og rakte hånden ud efter noget lige over mit venstre bryst. Mine øjne flakkede mellem hans øjne og hans hånd, forvirret over hans intention. Hans fingre samlede sig omkring knappen på min brystlomme. “Din lomme er åben,” sagde han, endnu lavere. Stadig med forvirring malet i hele ansigtet, vendte han om på hælene, med noget der mindede om et smil om læberne.

Den sidste dag havde jeg ikke meget overskud, og håber ikke han har kigget for meget på mig.
Skoene lavede vabler på størrelser med 5 kroner, vi skulle gå mindst 15 kilometer med 20 kilos oppakning, jeg fik for lidt at spise og selvfølgelig skulle det hele toppes som tivolikrymmel i en skøn blandning af insektbid der fik min hånd og mit øre til at ligne ballondyr formet af klovnen Bobo og lidt PMS, bare for at give turen et ekstra kick!
Da vi traskede tilbage til kasernen repeterede jeg Roben og Knud tekster i mit hovede igen og igen, i håb om at kilometerne ville blive mindre.

Vi kom tilbage – lys for enden af tunnelen – troede jeg.
Lige som kasserne med dampende varm mad blev åbnet og serveret; “Pingvin!” råbte min gruppefører. Lydigt trådte jeg ud af madkøen. “De her ammunitionskasser er talt forkert op, det skal gøres om igen. Jeg har sagt du gerne vil,” sagde han bestemt. Der var da intet jeg hellere kunne tænke mig. Jeg satte i værk. Over 1100 patroner i hver af kasserne, kunne jeg konkludere.
Da jeg var færdig rejste jeg mig, og gik hen for at hente min mad. Det eneste lyspunkt inden rengøring. Og væk var den. Der var ikke mere mad tilbage. Jeg regnede hurtigt sammen i hovedet; det var i hvert fald 5 timer siden jeg sidst havde spist og drukket noget. Min sergent kiggede næsten beklagende på mig. Lovede han ville gå op og hente noget mere.
Jeg takkede nej med et smil, for det var det eneste der ville gøre han ikke insisterede. Lovede at jeg ville spise den proteinbar jeg havde i skabet. Jeg ville bare have han gik væk, så jeg kunne tumle ud på badeværelset.
Min verden var begyndt at styrte sammen. Kroppen arbejde på det sidste energi og jeg kunne mærke frustrationstårerne i øjenkrogene. Jeg skyndte mig ud på toilettet inden nogen så mig. Satte hænderne på siden af vasken og mærkede armene dirre af udmattelse under mig mens tårerne trillede.
30 sekunder gav jeg mig selv til at få styr på det hele. Så spiste jeg min proteinbar og gik igang med min rengøring.

Måtte takke nej til de andres bytur, men var stolt af mig selv for at have klaret det med oprejst pande, i hvert fald ud af til.

Og se nu bare; det overlevede man også. Når man ligger hjemme i sin egen seng og tænker på det, så er det jo ikke så slemt alligevel.

sleepy

Introducing Sergenten

Jeg fandt ud af, at min panik over Løven bare var en hjernesammensmeltning, lige inden en stor begivenhed i mit liv. Han repræsenterer noget hjemmeligt og trygt, som en del af mig ønskede at holde fast i.

Men hans midlertidige overtagelse af min hjerne røg på røv og albuer, da jeg stod på kasernen mandag formiddag. Alle indtrykkene, menneskerne, reglerne… Det var mere end rigeligt til at holde hjernen beskæftiget, og der var faktisk slet ikke tid til hverken Løven eller Vikingen (som forresten har gjort alvor af sin bemærkning, og har inviteret min veninde på date? Whoa?!)

Men anyways så har jeg lært utrolig meget de sidste 5 døgn, så her er en kort liste:

– At man godt kan fungere på 4,5 times søvn 4 døgn i streg
– At core-træning er det vigtigste i verden
– At stå ret sammen med en hel deling, mens et menneske står og råber umiddelbart foran én
– At den rigtige påklædning er vigtig
– At sige “javel”, og titulere korrekt
– At samle et gevær fra bunden
– At der findes noget der hedder en “skæg-ansøgning”
– At semi-korte negle er umulige at holde rene
– At jeg er en slapssvans
– At indtage et komplet måltid på under 10 minutter

Jeg har sikkert lært meget mere, men det er fuldstændig umuligt at holde styr på lige nu. Der er så mange gode historier og vilde ting man allerede har prøvet, og selvom de tester en på udholdenhed, så elsker jeg det virkelig.

Men ingen Klodset Pigvin, uden at der er en fyr indblandet, selvom jeg havde svoret, at dette var mit arbejde og jeg skulle være professionel.
Derfor er det også øverst på listen over ting, jeg stadig skal lære:

Stop med at kigge på Sergenten

Se, problemet i militæret er at der er en fast rangorden, som skaber meget stor distance mellem for eksempel værnepligtige og sergenter (det er et totalt no-no). Men ham her… Åh, altså. Han er sådan en man kunne falde for. Sådan rigtig. Lidt genert, holder sig mest i baggrunden, helt blå øjne og skønne fodboldben.
Heldigvis er hans udseende lidt specielt, så de fleste finder ham faktisk ikke attraktiv, og underligt nok gør det mig super glad, fordi så har jeg ham lidt for mig selv.
Ikke at jeg kan få ham, men i min lille fantasi-verden, som jeg bruger meget tid på for at holde mig vågen, er jeg ikke glad for konkurrence.
Og jeg kan jo altid score ham efter værnepligten. Jeg har i hvert fald både tænkt på ham, og stalket ham fuldstændig ukontrolleret (Ja, jeg fandt ham udelukkende på baggrund af hans meget almindelige efternavn. Nogen burde ansætte mig i efterretsnings tjenesten). Det er utroligt hvad internettet giver mulighed for. Sådan lige at få hans søde ansigt til at dukke op på min skærm, når jeg ønsker det.
Min eneste mulighed, er at få ham til at forstå, at jeg synes han er sød… uden at snakke med ham?
Øjenflirting-skills in progress.
Alt er ved det gamle. Pingvinen roder sig ud på dybt vand, bare med mere oppakning og tungere våben.

army fail