På sådan en stormfuld søndag, er der intet bedre end hygge i gode venners nærvær. Sådan en søndag var da også det der stod i min kalender.

Mig og brormand har ikke set hinanden i hvad der føles som en evighed. Jeg har virkelig savnet ham – og siden jeg nu igen var i hovedstaden, tænkte jeg den nykommende løn skulle fejres med julegave-ræs og cafe latte med min kære bror. Det var sådan set også aftalen havde han sagt sidste uge, da vi sås flygtigt til en familie fødselsdag.

Jeg skrev derfor til ham her til morgen, om vi skulle daffe ind på Rådhuspladsen og se juletræet blive tændt?

“Har vi en aftale idag?” spurgte brormand…

Typisk ham at glemme det altså.. Men ingen katastrofe, jeg har massere af lektier for jeg kan lave i stedet, tænkte jeg.

“Altså jeg havde aftalt med Vennen og Øboeren vi skulle julehygge og se træet blive tændt idag” skrev han efterfølgende. Det var da også meget fint  – men at det var forhindringen for at vi skulle ses, og at informationen ikke blev efterfulgt af en invitation til at joine dem, stak mig i hjertet. Stoler brormand virkelig så lidt på min evne til at kontrollere mig, og opføre mig pænt overfor Øboeren?

Som dagen er skredet frem, ville jeg tro jeg har tjekket min mobil en million gange, for at se om brormand skulle have glemt at trykke på send, og der derfor lå en invitation til at være sammen med dem alle, og ventede på mig i den lille flimmer-anordning. Men intet er der kommet. Lejligheden føles pludselig meget tom, som man sidder helt alene og ser en sæson af Gossip Girl for 127. gang alene, uden de gamles tilstedeværelse, og ligeså føler jeg mig utroligt tom inden i.

At Vennen fravælger mit nærvær over hans nye kærestes, er én ting. At hun nu også stjæler min storebror og bedsteven, i de stunder jeg troede jeg skulle være sammen med ham, gør mere ondt end at få revet fingernegle af – forestiller jeg mig.

Jeg hader hende… Og jeg kender hende ikke engang. Hun er sten-sikkert et helt igennem fantastisk og vidunderligt menneske, men lige for tiden er hun ene og alene grunden til, at jeg ikke får samvær med de personer jeg ønsker. Og det hader jeg hende for. Hun aner det nok ikke, hun gør det jo heller ikke med vilje. Og derfor aner hun heller ikke hvor heldig hun er.

Yup – endnu en gang har min komplette mangel på sociale-kompetancer skubbet mig ud på pinligt farvand.

Lad os sige, at kunsten i at flirte ikke er noget der er tilfaldet mig. Jeg har til en hver tid været det type menneske, hvor hvis jeg endelig fik øjenkontakt med ham den flotte, ville mit umiddelbare instinkt være at rødme og kigge ned i bordet, i ren og skær pinlighed over at være blevet taget i at kigge på dette fysiologiske vidunder.

Jeg har fået at vide, at det får mig til at virke indelukkede, tilbageholdende og en smule mærkelig… Derfor kommer personligheden der gemmer sig under den generte skal, som lidt af et chok for nogle.

Jeg besluttede mig for at lade Kuvøse-Krisser være min forsøgs-kanin i det der øjenkontakts-flirten. Han var den perfekte kandidat. Så pæn, at jeg bliver tilpas nervøs til at det udløser alle min symptomer på mit forhenværende lave selvværd. Han er ikke en jeg indgår i personlige relationer med til hverdag (eller nogen som helst dag, for at være ærlig), så jeg behøves ikke bekymre mig om pinlighedsfaktoren. Han har umiddelbart vist en smule interesse, så det burde ikke være en komplet umulighed. En tre-enighed der gjorde ham til manden for sådan en slags opgave.

I midlertidigt har jeg naturligvis stalket ham på diverse sociale medier, hvoraf Instagram er blevet mit yndlings. Han er godt nok ualmindeligt flot med sådan nogle filtre på, altså.

I hvert fald, kom KK og jeg på et “hej og nik”-stadie i vores forhold – jeg var totalt klar til det umiddelbare næste skridt – Netflix n’ Chill – men den invitation må være gået tabt i posten.

Til en familie fødselsdag, fik jeg i min kådhed over mit nye bekendtskab, og venskab på Facebook (wuuuup), snakket en smule over mig!

“Må vi se drengebarnet?!” –spurgte min onkel.

Det måtte de naturligvis, han er flot, og jeg er ikke nærig med at dele ud af hans skønhed. Hurtigt scrollede jeg ned i gennem hans instagram-billeder for at finde det aller-flotteste, så de rigtig kunne blive imponerede om mit kommende trofæ. Jeg sendte stolt telefonen rundt omkring bordet. Min onkel kiggede længe på billedet, og som i slowmotion skete det, han doble-tappede for at zoome ind på KK!

BUM!

Min stalking var afslørede. Min onkel likede ikke bare et billede. Han likede et 127 uger gammelt billede af KK sammen med hans søster. Hvad sker der. Min hjerne eksploderede. Hvordan forklarer man det? Hvordan viser man sig på skolen igen? Rygterne ville gå – “se der går hende den mærkelige, der liker  gamle billeder af flotte typer”. Damn.

Jeg måtte sluge min stolthed og dukke op i skole om mandagen. Krybe langs panelerne og klæde mig i neutrale farver, i håb om at camouflere mig i mængden. Ingen Kuvøse-Guf i sigte, alt gik som smurt. Da vi daffede til sidste modul, åndede jeg lettet op. Jeg havde overlevet. Og som jeg åbnede døren til vores klasselokale, kunne jeg mærke døren blev åbnet indefra samtidig. Jeg blev hevet ind i lokalet, direkte ind i én der var på vej ud af døren. I min flyvende bevægelse tumlede jeg hovedkuls ind i brystet på personen, og måtte lige sunde mig et øjeblik, inden jeg kigge op for at undskylde over for personen. Hvem stod der? Ja, historien ville nok ikke være nær så sjov, hvis det var nogen anden end Kuvøse-Krisser.

“Jamen halløjsa! Der var du!” fik jeg sagt lidt for entusiastisk, inden det gik op for mig hvem jeg snakkede til, og skiftede fra efterårs-kødpølse-farvede til høj-rød-med-et-strejf-af-violet i hovedet, dukkede hovedet og forsatte ind i lokalet. Bag mig var mine veninder (som jeg frikvarteret forinden han fortalt om hele gå-under-jorden-af-pinligheds-fadæsen) ved at dø af grin. Det samme var KK, om det var over mig, fordi det var pinligt eller samsuriummet vides ikke. Men grinte gjorde han, selvom jeg følte mig som Jordens største klovn.

Jeg holdt mig virkelig lavt på radaren efter det, i mens jeg slikkede mine sår over min pinagtige adfærd.

Ugen efter likede han mit profil-billede.

Kender i den der følelse, når en sanse-stimulans sparker benene fuldstændig væk under en.

En duft, en ting, en lyd..

Noget der losser dig lige tilbage til en oplevelse eller en følelse du havde en gang for længe siden? Sådan nogle ting sker ind i mellem i mit hoved. For det meste er det blot en strøtanke om et gammelt minde. Men der findes også ting, for det meste sange, der kan stoppe mig midt i en bevægelse. Tekster der vækker så meget inde i mig, at jeg enten kan have lyst til at bede folk om at skrue op eller slukke for det.

Lige som mit liv er ved at falde på plads igen, efter hele Venne fadæsen, så havde jeg lige brug for lidt mig-tid, her til aften. De seneste par uger har jeg 6 gange været i skole fra 8-15 og derefter på arbejde fra 16-22. Derefter er der selvfølgelig lektier, og et vækkeur der ringer kl 5.30 næste morgen. Jeg har ikke ondt af mig selv, men jeg er træt.. Virkelig, virkelig træt. Helt ind i hjernestammen.

Så da jeg i dag havde min første frie aften i jeg ved ikke hvor lang tid, kiggede mama på mig og sagde: “du ser træt ud skat – skulle du måske ikke bare tage aftnen fri? Ingen lektier, ingen rengøring… Bare sluk din hjerne lidt?”

Så det gjorde jeg. Jeg forsømte mine pligter og mine lektier. For bare at se DMA15 med en kop te, kaffekiks og min hund. Intet virvar, bare støj og kedsomhed. Det trængte jeg virkelig til.

Men bedst som min familie og jeg pakkede brætspil ud, så skrev Vennen til mig. Vi skriver om løst og fast i løbet af ugen, intet forpligtende, bare lidt om hverdagens tunge og lette emner. Så Venne-manden skrev, og vi fik lige vendt et interview jeg havde lavet i forbindelse med en opgave. Det var hyggeligt som sædvanligt – ikke det store, bare hygge.

Og så sad jeg der – i mit nattøj, under dynen, macbook-og-hunde-belagt – og så min DMA genudsendelse. Og som skønne Tim Christensen, faderen til alt godt dansk musik, vandt æres prisen, blev “right next to the right one” spillede.

SLASK!

straks blev jeg trukket tilbage.. cirka et år. Til McDonalds i Brøndby. Der hvor alle romantiske scener har rødder.

Min brormand har været en McD-bums (hey – intet ondt om dem, de redder mig i mine værste tider (læs: kærestesorger og tømmermænd)) og han var tilfældigvis på arbejde. Så vi besluttede os for at mødes og få nasse-junk inden biffen. Med en bakke af mixet-friture-fråd sad vi og diskuterede Brormands kuldsejlede forhold til min bedsteveninde. Vennen synes det var (lad os kalde hende) Majses skyld – jeg synes derimod at hans og Brormands  forhåndsindtaget samfundsnormer var grunden til det var gået galt. Derefter diskuterede vi hvorvidt det blev akavet når Brormand og Majse skulle se hinanden til vores bif-tur? “Det kan være de finder sammen igen, når de sidder ved siden af hinanden,” sagde Vennen.

Jeg måtte grine, og brød spontant ud i sang, midt i en bås på McDonalds i Brøndby.

“what if we were meant to be together, what if were meant to be the one…” sang jeg glad.

Vennen sprang straks til min spontane McD-musical, og vi sang sangen til ende i en mærkelig form for ping-pong duet. Ingenting der – det flød sku. Indtil Brormand kom og kiggede lidt forundrede på os, og vi måtte grine af den lidt fjollede situation. Brormand var klar til at gå, og da vi møffede os ud af båsen rakte Vennen mig hånden, så jeg kunne komme ud og stå på mine ustabile stænger. Og lige der mens han stod med mig i hånden, kiggede han på mig, og nynnede “right next to the right one” til ende, inden han slap min hånd, og vi gik mod toget.

Den gang tænkte jeg ikke meget af det. Det var bare sådan det var. Vi var på vej et sted hen, og jeg glædet mig.. Men jeg ville ikke forcere det.

Den dag i dag kan jeg ikke høre “right next to the right one” uden at få følelsen af et hårdt nyreslag eller spark lige i solar plexus – måske endda begge dele. Jeg bliver kastet direkte tilbage til den følelse af ham og mig – os. Det eneste os, jeg har lyst til at være en del af. Og nu er han væk. Eller han er jo aldrig væk. Han er min ven. Men jeg ville så gerne have han er mere.

Så jeg vil bare sidde ved siden af ham, indtil han opdager det er sådan det skal være forevigt.

Jeg kender en gut… Faktisk går jeg i klasse med en gut. Vi har gået i klasse sammen længe – synes jeg.

Han er rigtig flot. Og høj. Åh så utroligt høj. Hans øjne er meget blå og det kilder i maven når man kigger i dem og de kigger igen. Hans stemme er sjov når den griner, og får mig til at smile. Gutten her kan godt lide at være sjov. Sjov på en virkelig barnlig måde, men stadig sjov. Han får mig ofte til at grine.

Nogle gange har han svært ved det vi skal lære, men bliver mægtig glad når man giver ham ret, eller spørger ham til råds og han har svaret. Det er lidt sødt.

Han er til gengæld god til sport, ham her gutten. Han er skide dygtig til at placere bolde i net. Alle slags bolde. Det er meget imponerende alt sammen. Han er både vidunderlig og dybt frustrerende at have idræt med. Kast den her bold ned i den anden ende af banen – “okay,” siger Sportsgutten bare, og gør det så. Spark lige den bold ind i det net med den store målmand – “okay,” siger Sportsgutten, og gør det. Lav lige en flik-flak – “okay,” siger Sportsgutten, og fejler miserabelt- men han giver det et drøjt forsøg. Gymnastik er ikke hans stærkeste side, og han underholder tit med sin komplette mangel på smidighed. Men han er rigtig dygtig til at få bolde til at bevæge sig derhen hvor han gerne vil. Sådan noget er meget misundelsesværdigt, for en boldspasser som mig.

En gang i 10. klasse brækkede han sin hånd, og der skulle en masse metal i den for at få den i orden igen. Nu skriver han sjovt med kuglepen fordi hans langemand ikke vil bøje. Når han skriver noter koncentrerer han sig meget. Han trutter med munden og kigger skiftevis fokuseret på papiret og opgivende på sin hånd, som ikke vil det han vil. Men han har alligevel flotte hænder. Med lange lige fingre. Jeg kunne kigge længe på hans hænder, og de giver mig lyst til at gøre ting… Eller få dem til at gøre ting ved mig. Han har dygtige hænder og stærke arme, så han må da kunne et eller andet – andet end at kaste bolde naturligvis.

Engang troede jeg fejlagtigt at jeg var forelsket i Sportsgutten, det var jeg ikke. Jeg vil bare rigtig gerne have en tur i høet med ham. Jeg vil gerne se hvad hans atletiske krop kan, andet end at løbe langt og tyre bolde hårdt ind i net.

Det gik op for mig at det blot er fysisk, første gang jeg blev rigtigt irriteret bare han åbnede munden. Jeg ville stadig gerne bolle ham – han skulle bare være stille.

Men vores forhold er lidt mærkeligt. For vi har kendt hinanden længe nu. Vi snakker godt sammen.  Og vi er stadig ikke blevet venner på Facebook. Jeg har ansøgt (3 gange – med et års mellemrum), og han har ikke svaret. Det er meget spøjst det hele. Jeg har undskyldt det lidt med, at han havde en kæreste der ikke just brød sig om mig. Men vi går vel i klasse sammen, og det virker bare sært, at vi ikke er venner. Som de eneste formentligt.

Om den kemi jeg føler der er mellem os, er noget jeg har fundet på i mit hoved, og han ikke vil opildne mine observerende øjne på hans gøren og laden i løbet af dagen, eller om der er en anden forklaring, er svært at sige.

Men vi skal til fest sammen imorgen, og hvis øllerne er flødet og stemningen er høj så kunne jeg da snildt finde på at spørge ham, hvad der foregår… Nu må vi se.

Det her er mit største problem. Det er et jeg ikke kan løbe fra. Det er et der altid vil være der.

Jeg er hundeangst for at blive valgt fra. Og jeg tackler det ærlig talt ikke særlig flot, når situationen opstår.

Ærligt, så vil jeg i 90% af alle tilfælde skubbe potentielle følelser fra mig, i et forsøg på at beskytte mig selv for at blive valgt fra. Det gælder alt.

Venner, gutter, arbejde. You name it – jeg er altid bange for ikke at slå til.

Det hele bunder nok i min ungdomskæreste (story-time – wuhuuuu!).

Min ekskæreste var ikke en særlig sympatisk fætter. Han havde faktisk så travlt med at være usikker selv, at han havde brug for at nedgøre andre, så han følte sig bedre til alt. Det var virkelig synd for ham. Det var nok mest pga. hans forældre, der ikke var særlig opmærksomme eller rosende. But don’t even get me started.

Eksen og jeg var sammen ganske længe. 2,5 år faktisk, hvilket er ret længe når man er 13-15 år. Et problem vi løb ind i gang på gang, var at Eksen havde et ret voldsomt behov for bekræftigelse. Og eftersom jeg var “nedlagt” (misforstå mig ikke, han elskede mig i den grad han kunne, men jeg var ikke “the new shiny thing” efter et stykke tid), havde han hele tiden brug for at opnå den bekræftigelse blandt hans veninder, veninders veninder, kusinens veninder. Ja, de fleste hunkøns væsner på vores alder faktisk. Det gør lidt ondt som 14-årig ikke at føle man er nok for sin store kærlighed. Jeg ville så gerne være alt han havde brug for. Jeg ville så gerne at min anerkendelse og kærlighed var nok for ham.

Det var det ikke.

Vi havde måske lidt forskellige opfattelser omkring hvad der var passende mellem venner. Og Eksen brød sig i særlig grad om at sove sammen med sine veninder. Også veninder der havde et lille folkeskole crush på ham. Kald mig smålig – men min kæreste sover i seng med mig, og ingen andre. Medmindre der opstår en senge-krise og alternativet er en sømmåtte. Men i min optik måtte man gerne sove med venner og veninder, men det foregik altså på hver sin madras, med hver sin dyne. I nattøj. Mange tak. Der måtte vi så være enige om at være uenige. For det mente Eksen bestemt ikke. Hvorfor forklarede han aldrig. Hvilket gjorde det dobbelt så frustrerende. Det var imidlertidigt først noget vi snakkede om, da jeg “ved et uheld” læste nogle beskeder mellem ham og en veninde (der bestemt ikke brød sig om vores forhold) der havde sovet sammen. Med en af hendes veninder. I mens jeg var i Tyrkiet i 14 dage.

Så snakkede vi om det. Eller jeg skreg, stampede i gulvet og græd. I mens han nikkede, trøstede og forstod.

Eller han forstod i hvert fald at han måtte skjule det en del bedre næste gang. Om det var der vores forhold skulle være sluttet? – uden tvivl. Men det gjorde det altså ikke. Vi forsatte. Gang på gang tog jeg Eksen i at lyve, og gang på gang strammede jeg paniske greb om dette drengebarn jeg elskede så umådeligt højt. Han blev kvalt, og jeg fik knust mit selvværd.

1 år varede det. 1 år med skænderrier, jalousi og løgne. Det hobede sig bare op. Indtil en aften hvor han kyssede med sin ekskæreste (min veninde), i hans eget hus. Hvor jeg skulle sove.. Dumt, bestemt. Og vores forhold sluttede i hvert fald med et brag. Han fik én på kassen inden min veninde fik skilt os ad, og jeg havde virkelig ondt i hånden dagen efter. Men for helvede det føltes godt. Not my proudest moment – sorry.

Alt dette har bygget en fundamental opfattelse af jeg ikke er god nok. Jeg vil altid bare være et valg i mangel af bedre. Et pitstop på vej mod the real deal. Jeg vil altid blive fravalgt, hvis et bedre tilbud dukker op. Det gør ondt i sådan en lille teenage-krop at føle. Den følelse har ødelagt så mange byture for mig, har kostet mig så mange tåre og losset mig så gevaldigt i solar plexus flere gange.

Så snart noget der minder om en afvisning eller fravalg er under opsejling, så bakker jeg selv ud. Som brændt barn skyr ilden. Jeg kan ikke bære det. Jeg får ondt på forhånd. Selv i situationer, hvor det bestemt ikke har været i ond mening, så føler jeg mig glemt, frasorteret, dårlig, kedelig, irriterende og mange meget værre ting.

Jeg ønsker så inderligt at jeg kommer over det. At jeg vil kunne elske på et tidspunkt uden forbehold. At jeg ikke vil være mærket af det forevigt, og at jeg ikke lader min usikkerhed ødelægge endnu et forhold. Fordi jeg i misforstået kærlighed prøver at holde nogen i alt for kort snor.

Jeg vil gerne give hele skylden for bruddet til Eksen, men sandheden er, at jeg nok drev ham væk, og han flygtede fra at sætte ord på sine følelser.

Det gavner ingen at være jaloux. Jeg har været der, og tror virkelig at det er noget man selv må tackle. Man skal selvfølgelig nævne det overfor sin partner, så der kan blive taget hensyn. Men det gør intet godt at man nævner det hver eneste gang, man får et stik i maven af jalousi. Nogle gange må man lige sætte et plaster på, og se om det ikke går væk af sig selv.

For mig hænger jalousi, misundelse og frygten for at blive valgt fra meget tæt sammen. Den ene opstår for det meste ikke uden den anden i større eller mindre grad. Jeg ville selv hade at være sammen med en der var jaloux eller besidderisk. Jeg er en fri fugl, og jeg brydes mig om at flyve. Derfor vil det selvfølgelig være meget egoistisk at holde sin kæreste helt ind til kroppen, fordi man er bange for at miste. Derfor håber jeg virkelig at min rationalitet holder stik hvis jeg får en kæreste. Og det der følelses-pjat ikke løber af med mig.

Men hey – hvem sagde det der med kæreste skulle ske lige nu…..