Lykke og knipseri

1, 2, 3 for mange

Mit indlæg #100, og alt er præcis lige så kaotisk som det plejer. Så meget er sket og alligevel er alt ved det samme.

Vi skulle til eskadronsfest. Afslutningen på værnepligten. Berygtet og eftertragtet, har det været noget vi har talt ned til, nærmest siden vi startede.
Den aften skulle være aftenen Sergenten fik at vide, hvor sød jeg syntes han var. Eller, jeg ville i hvert fald forsikre mig selv om, at han vidste det. Mit nummer lå sirligt krænget ned på en lap papir i min pung. Klar til at blive overleveret.
Sprutten flød, shots blev bundet i flæng, skåle blev uddelt.
Allerede ved 11-tiden så Sergenten en smule skæløjet ud. Hentede et glas vand til ham og afleverede det med en hånd på hans underarm. Damn den blazer sad godt på ham…

Gik min vej igen. Baren kaldte.
Pludselig følte jeg en hånd på min hofte. BMA stod lige bag mig. “Kan vi snakke?” spurgte han. Relativt koldt kiggede jeg på ham. Træt af hans evige ignorering af min eksistens på kasernen.
Gik modvilligt med ham. Længe snakkede vi. Så kyssede han mig. Jeg stoppede ham ikke. Ved ikke hvorfor. “Er det ikke på tide vi tager en taxa hjem?” spurgte han så. Jeg nikkede, men skulle lige finde en veninde. Troede han. Jeg kom aldrig tilbage.
Tequila skulle der til. Veninden og jeg listede op i baren, for at skjule os for BMA.
Vi tog nogle restitutionsdrinks med ned til et bord i hjørnet. Ventede på tequilaen slog til.
“Hej Menig Pingvin,” sagde sergenten fra første deling, som endda havde fødselsdag.
“Hej Kebab,” svarede jeg drillende, henførende til en joke, han havde lavet med mig tideligere på toilettet.
“Giver du fødselsdagsbarnet en øl?” spurgte han direkte. Det kunne jeg da godt, der var trods alt fri bar. Veninden løftede øjenbrynet da jeg forsvandt med ham, op i baren endnu en gang. Vi drak vores øl om kap, så jeg kunne vise jeg var en rigtig mand.
“Giver du så også en dans?” spurgte han, med blå glimtende øjne. Jeg grinede. Hvem nægter sin befalingsmand en dans?
På gulvet hvirvlede han mig rundt. Trak mig til sig med armen om min talje. Lagde armen på hans skulder og lod mig rive rundt.
Åh åh, han var godt nok velspændt under jakkesættet. Kiggede hurtigt rundt efter Sergenten. Han stod i baren og snakkede, hurtigt mødtes vores blikke. Jeg hvirvlede videre med Kebab (jeg finder på et bedre navn til ham).
Efter mange minutters intens danse-workout måtte Kebab give op og bestille flere drinks.
“Nu passer du på, Pingvin. Sergenten kigger med” sagde veninden over min skulder. Mængden af alkohol påvirkede helt sikkert min dømmekraft, og som tideligere kæmpe-slut besluttede jeg, at en exit fra festen var den eneste løsning, på at slutte aftenen uden ulykker. Men jeg havde stadig én mission.
“Vi går nu, vi skal bare lige forbi baren først,” sagde jeg beslutsomt.
Vi passerede baren kortvarigt på vej mod garderoben. “Øhm Sergent?” spurgte jeg og kiggede på hans åh så søde hundehvalpe øjne. Så rakte jeg ham sedlen med mit nummer og gik hurtigt mod udgangen.

Lørdag morgen havde BMA skrevet intet mindre end 7 beskeder. Fair, jeg lod ham godt nok hænge lidt. Har ikke svaret på dem. Kælling som jeg er.

Nu er det søndag. Sergenten har ikke skrevet, det havde jeg måske heller ikke forventet. Måske håber jeg lidt, han har smidt sedlen væk og glemt alt om det.
Til gengæld har Kebab ikke holdt sig tilbage fra at finde min Facebook og skrive. Det er engagement, og det er sku noget der kan swaye en pingvin som mig.

flatteret

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Lykke og knipseri