Alt virkede til at gå fint. Vores snak havde sat gang i noget, men samtidig beroliget mig i, at alt det med Vennen ikke var det pure opspind i min kaotiske hjerne.
Jeg havde vidst det var over grænsen at sove med ham, allerede inden jeg blev ædru. Jeg havde moralske tømmermænd før de fysiske. Jeg var flygtet, fordi det føltes forkert.
Dagen gik og jeg prøvede at glemme det lidt, så vi kunne få en normal nytårsaften.
“Lad dig selv føle lidt, skat”havde mama sagt. Jeg prøvede at føle, men det blev også besværligt at rende rundt med grus i øjnene i tide og utide, så det stoppede jeg med igen.

På min første kærkomne fridag i julen ringede Brormand. Jeg troede han havde glemt leverpostej til julefrokosten. Derfor føltes det som en lastbil af overraskelse der ramte mig, da han åbnede samtalen med: “Har du snakket med Øboeren?”
Næh, det havde jeg da ikke, men kunne straks mærke uroen. Brormand prøvede at trække i land. Jeg trak ham ud på sandhedens hav igen. Tvang ham til at skvulpe i indrømmelser. “Hun vil gerne snakke med dig om forleden aften,” sagde han.
Shit. Skulle jeg undskylde nu? Det burde jeg nok. Den dårlige samvittighed ramte ligeså hårdt som overraskelses-lastbilen. Jeg skulle nok undskylde, lovede jeg mig selv. Jeg havde egentligt bare regnet med en stille og rolig netflix-dag med mig selv, og nu dette?
“Hvor meget ved hun?” spurgte jeg Brormand. Ville nødig kvaje mig, og gøre alting endnu værre.
“Det må du spørge Vennen om,” sagde Brormand.
Som sagt, så gjort. Jeg sendte en hurtig besked af sted til Vennen. Hvor meget vidste hun, hvad var hun ked af?
Jeg ville vide det, så jeg kunne glatte så godt ud som muligt.
Hun vidste ikke vi havde sovet sammen, skrev han. Hun vidste vi havde snakket, men var faktisk mest sur over at vi havde været i deres seng da samtalen fandt sted.
Pudsigt.
I samme øjeblik fik jeg en besked fra et ukendt nummer. Den var ikke særlig venlig eller sorgfuld. Faktisk var den dikterende og bebrejdende.
Hvad jeg egentligt bildte mig ind. Om jeg ingen skam havde i livet, sådan at overskride imaginære grænser. At jeg skulle holde mig fra hendes kæreste, særligt når jeg var fuld.
Jo mere jeg læste, desto mere arrig blev jeg. For hvad bildte hun sig egentligt ind. Bevares, det var hendes kæreste. Vi har trods alt været venner i snart 15 år, mig og Vennen. Følelser eller ej, vi har altid være venner. Og hun vidste jo ikke vi havde sovet sammen på det tidspunkt. Hun ville bare diktere hvor vi førte samtaler henne. Fandeme nej, tænkte jeg.
Et venligt, men bestemt svar blev sendt i hendes retning.

Dét gjorde hende endnu mere hysterisk. Jeg blev ved med at svare kortfattet. Gad faktisk ikke diskussionen, og jeg ville faktisk gerne vise Vennen at jeg kunne bevare roen.
Pludselig syntes samtalen at slutte, og jeg havde fået det sidste ord.
Godt tilfreds satte jeg mig i bilen, og kørte gennem den mørke stormfulde nat. Så ringede telefonen igen, det var Brormand.
Øboeren var helt ude af den, sagde han. Hun havde læst Vennens beskeder på Facebook, og nu var hun sikker på vi havde knaldet. Jeg var lige ved at køre af vejen. Hun havde gjort hvad?! Jeg følte mig krænket og samtidig forstod jeg hende godt. Har selv været hende for 5 år siden. Jeg troede godt man vidste man ikke måtte den slags, ligeså snart man kom op i tyverne.
“Åh åh,” var min eneste kommentar. Jeg vidste godt hvor det her var på vej hen. Jeg valgte at trække stikket og se hvad der nu ville ske. Og så skete det. Det værst tænkelige. Det ledeste kort Øboeren kunne spille. Et kort det gav mig lyst til at drukne hende i hendes dumme ø-sø eller sparke hende ud fra en klippe på selvsamme dumme ø.
Hun gav Vennen et ultimatum. Hende eller mig. Jeg vidste godt hvordan valget ville falde, så hans besked overraskede mig ikke.
Alligevel frygtede jeg den, og skulede olmt til den, mens dens dumme 1 tal stod ud fra Vennens ikon på min Facebook. Reselut lukkede jeg internettet og glattede mit hår.
Tog mig god tid med både ansigtsrens og tandbørstning.
Jeg vidste det her ville ødelægge mig. Satte mig i sengen og rystede på fingrene, mens jeg satte høretelefonerne i ørene og fandt vores sang frem.
Læste beskeden igen og igen. Forstod det ikke sådan helt. Alligevel føltes det som knytnæveslag hver gang. Lige i maven. Gruset i øjnene vendte tilbage, men føltes mere som peberspray. Åbnede for alle sluser.
Han var ked af det, skrev han. Men han måtte cutte al kontakt til mig, fordi Øboeren havde fundet ud af vi havde sovet sammen. Fra nu af, understregede han. Men han var stadig ked af det.
“Vi ses nok ikke igen” afsluttede han. Den bed mest.
Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Klovnede han med mig? Inden i havde jeg nok håbet han havde droppet hendes crazy-ass. Det var ikke tilfældet.
Jeg svarede ham tilbage, med hulken og tårer hele vejen ned af brystet.
At jeg forstod. At jeg altid ville være der. At jeg var ked af alt.
Jeg er ikke ked af, at hun er ked af det. Jeg er ked af, at han lider. At han har skulle træffe det valg. Og at han har valgt forkert.
Jeg sendte beskeden og ventede på han læste den.
Så slukkede jeg min computer og skreg ned i min pude. Kastede puden ind i væggen. Slog ned i puden. Sparkede med benene og skabte mig som en vanvittig.
Over hende. Over ham.
Over at jeg er den, der ikke har noget at miste, men alligevel altid ender med at være den der taber.

Fyldt med Sergenten har mit hoved været, her i julemåneden.
Har gået og håbet en form for åbenbaring ville komme til ham, mens han er ude at rejse. Ønsket at han måske også tænkte lidt på mig i ny og næ.
Faktisk var min betagelse af ham så gennembribende, at jeg overhovedet ikke var nervøs over at skulle være sammen med Brormand og Vennen nogle dage før jul.
Var sikker på at Vennen og jeg var cool, og vi bare skulle være sådan som vi plejede.

Jeg væltede ind af døren med favnen fyldt med chips, sprut og julegaver. Brormand omfavnede mig. Jeg stak hovedet ind i stuen og stoppede akavet i dørkarmen da jeg så Brormands ven (som jeg kom til at knalde og stikke af fra for nogle måneder siden). Han virkede ikke synderligt mærket af vores sidste møde. Gudskelov.
Vi satte brætspil på bordet og hældte øl indenbords. Drengene grinede højt, og jeg følte mig rigtig i mit es.
Vennen lovede måske at komme og få en øl. Noget med han var træt efter døgnere på studiet. Jeg svarede noget med koffeinpiller var svaret på hans bønner.
Da han dukkede op, var jeg allerede fuld og fyldt med godt humør. Jeg kastede armene om ham og krammede ham. Jeg havde glædet mig til at se ham. Betragtede aftenen som opvarmning til vores nytårsfest. Alt har ligesom flasket sig ud af det blå, og nu skal vi holde nytår sammen. Brormand, Vennen, Veninden og jeg.
Jeg tænkte faktisk ikke så meget over det. Var lidt glad for Øboeren ikke skulle med dog. Det ville være hårdt at se dem lykkelige sammen. Min kærlighed til Vennen er uændret. Den er derinde i hjertet, uforløst og varm. Som et lille æg, der ikke er klar til at klække helt. Et lille kærligheds æg. Det skal passes på, fordi det er skrøbeligt, og let kan blive tabt på gulvet, og gå i stykker ud over det hele.
Så jeg passer på ægget, og holder det varmt indtil det er klar.

Vi drak mange sjusser, og spillede dumme spil, og lige pludselig var klokken 3. Vi nåede aldrig videre i byen. Jeg følte mig mægtig træt. Brormand var allerede gået under på sofaen og snorkede højt. Jeg tullede lidt rundt i min nattrøje og med dynen om skuldrene. Stod og fyldte i køkkenet mens Vennen stillede rodet i orden. Han havde ikke nået at indhente os andre, og var derfor nærmest pinligt ædru sammenlignet med mig.
Vi snakkede om alt og ingenting, ligesom vi plejer. Vi gik ind på hans værelse. Jeg sad og svajede på hans seng. Og nu begynder min hukommelse at svigte. Men jeg husker en diskussion om hvor jeg skulle sove. Han mente jeg skulle ind i Brormands seng, og jeg mente det var for krævende at skulle bevæge mig hele den lange vej.
Så havde vi et langt øjeblik, hvor vi bare kiggede på hinanden. Lige i øjnene.
“Vi må snakke om det her,” sagde han så og satte sig på sengekanten. Jeg var enig. Blinkede langsomt og kiggede på hans ansigt. Kunne mærke hvordan mit hjerte svulmede, når jeg så på ham.
Jeg startede, fordi jeg er den der ikke har noget at miste. Fortalte hvordan jeg havde prøvet at skubbe det væk. Om hvor meget jeg havde savnet ham, da han var ude at rejse. Om hvor meget det kom bag på mig, da han kom hjem med Øboeren i hånden.
Jeg følte mig ærlig og blottet. Sårbar overfor hvert et ord der kunne komme ud af hans mund.
Jeg kunne mærke klumpen i halsen, da jeg mærkede det kendte stik af fravælgelsen. Den der stikker hver gang jeg tænker på Øboeren.
Så var det hans tur. Han lagde ud med at komplimentere mit udseende. Hvilket var mærkeligt og føltes fuldstændig ligegyldigt, når han er den eneste hvor jeg faktisk ikke higer efter fysisk bekræftelse. Det er dybere end det. Jeg vil ses og høres af ham. Jeg vil være god og klog.
Han forsatte. Fortalte at han også mærkede det. Kemien og “mystikken” som han beskrev det. Men han sagde det aldrig kunne ske. Fordi han elskede Øboeren, fordi jeg var Brormands søster, fordi det ville have fatale konsekvenser hvis det gik galt, “tænk hvis vi blev gift og fik børn,” sagde han, “tænk hvis det gik galt efter det”. Jeg blinkede forbløffet af ham. Hvade han tænkt på det? Eller var det bare teoretisk?
“Vi er for forskellige,” sagde han “det ville aldrig gå. Det ville altid være hypotetisk,”
Jeg lyttede og mærkede tårerne prikke lidt i øjnene. Mest fordi hans argument lød indøvet. Som om han har sagt det igen og igen.
Han fortalte at han var bange for at jeg skulle møde Øboeren, fordi vi ikke kan skjule den kemi der er mellem os, og hun ville bemærke det.
Jeg var enig. Det var synd for Øboeren at skulle opleve det.
Jeg var enig og meget uenig i mange af de ting han sagde. Mine øjenbryn var sammentrukne det meste af tiden. Mine øjne hundehvalpeagtige. Jeg havde lyst til at gribe hans hånd. Brændte efter en smule bekræftelse af, at han stadig havde de følelser. Ønskede han skulle kysse mig. Ville at han glemte Øboeren for en stund og gjorde det han havde lyst til. Viste at han ville mig, bag hans politisk korrekte ord og handlinger.
Han afsluttede med at sige han elskede at snakke med mig og at have mig som ven.
Så krammede vi. Længe, fordi jeg ikke var klar til at give slip på ham. Jeg faldt i søvn på Øboerens plads ved siden af ham. Fordi jeg følte jeg fortjente at han også var min lidt, og hvad hun ikke ved kan ikke såre hende.

Jeg vågnede da det blev lyst. Tung i hovedet og flydt med uro i kroppen. Jeg rullede om på siden og så ham. Med de obligatoriske 30 cm mellem os. Jeg kunne ikke bære at se ham. Vidste jeg var gået over grænsen. Havde presset ham til at sove sammen, selvom man næppe kan sige noget skelsættende skete efter vores kram.
Jeg satte fødderne på plankegulvet, greb mit tøj og stak af.
Da jeg sad i s-toget var mit hoved fyldt med tanker. Mit bryst føltes tomt. Tårerne prikkede så irriterende i øjnene. Skrev til en veninde. Hun var klar med gode råd; “spis en masse wienerbrød!” og “græd i badet, og tag dig så sammen. Soldater græder ikke.”
Jeg skyndte mig i bad da jeg kom hjem. Håbede det skoldende vand ville skylle følelsen af afmagt og melankoli af min krop. Hullet i maven føles gabende da vandet løb gennem håret og tog tårerne på kinderne med sig ned ad kroppen. Jeg satte mig på hug og krammede mine knæ. Håbede hullet ville lukke og lade mig blive et rigtigt menneske igen.
Jeg troede jeg var færdig med at have ondt. Jeg troede jeg var afklaret med at det ikke blev os. Men hans ord var som at flå sårskorpen, der endelig var hærdet og helende, af og efterlade såret blottet og åbent for skidt og snavs.
Hans ord rungede i mit hoved. Mere og mere slørede for hver gang de genklang.
Hulkene stoppede omkring 3 sange inde i min tude spilleliste på Spotify.
Jeg kiggede på mit spejlbillede. Det der kiggede tilbage på mig så bitter og sammenbidt ud. Hun kneb øjnene sammen. De var røde. Fik det blå til at være mere tydeligt. Jeg trak tøjet på og tørrede øjnene inden jeg forlod badeværelset. Rigtige soldater græder ikke. De kæmper bare videre.
Alt er som det plejer, bortset fra elefanten i rummet nu er italesat.
Lorte elefant.

Mine veninder dukkede op med vin, kage og godt humør på mit dørtrin. De ved hvor nedtrykt, jeg har været efter jeg kom hjem. En aften med mad og modigvand virkede som den rette løsning.
Vi snakkede og grinede højt.

Modigvand blev skiftet ud med modigsjusser og endte i modigshots.

Vi snakkede om venindernes kærester. Problematikker jeg kunne forholde mig til, men stadig følte var lidt fjollede. Det mindede mig om hvor længe jeg har været single. Det der med at skulle tage hensyn til et andet menneske på den måde.
Vi blev enige om, at vi nok var lidt en særlig type piger. Nogle seje, frigjorte nogle. Sådan nogle der ville dø før de fik en dørmåtte-kæreste. Sådan nogle der blev forfærdet, hvis kæresten spurgte om lov til noget.

De spurgte ind til Sergenten, som stadig ikke havde skrevet eller accepteret min venneanmodning på Facebook. De spurgte ind til Charmetrolden, som stadig tog længere og længere tid om at svare.

Stille indrømmede jeg at kende Sergentens snapchatnavn. En kombination af en lamineringsopgave placeret foran en opslagstavle, hvor hans telefonnummer stod på en seddel, min autistiske tendens til at kunne memorere talrækker, mit barnlige håb da jeg tastede det ind i min telefon, inden jeg glemte det. Et håb om det en dag dukkede op på min skærm, når jeg mindst ventede det. Snapchats evne til at forslå kontakter, der er tilkoblet deres telefonnummer, og så min trodsige beslutning om at slette ham som kontakt, da han aldrig skrev. Så kunne han lære det, kunne han.
Ikke desto mindre huskede jeg hans navn på snappen. Og det var pludselig en stor fristelse ikke lige at tilføje ham.
Så det gjorde jeg. Og sendte en venneanmodning til Charmetrolden.
Psykopat-stalker-mode slås åbenbart til i min hjerne, når jeg drikker rom og cola. Note to self. (læs: det er jo ikke særlig svært at finde en person, hvis efternavn står på deres uniform, og fornavn på deres tinder. Slap dog af)

Da Sergenten tilføjede mig som ven også, undslap et lille hvin mine læber. Sødt stod hans fornavn på min skærm. Det kunne jeg godt lide. Hans rigtige navn. Det passer så fint til ham, og får en til at glemme, at han snart skal sendes ned et sted, hvor det handler om at dræbe eller blive dræbt.

Da jeg vågnede dagen derpå, havde jeg lykkeligt glemt alt det dumme jeg havde gjort aftenen forinden.
Så åbnede jeg rutinemæssigt Facebook, fandt Charmetroldens accept af vores venskab. 6 timer senere fjernede han mig som ven og slettede vores match på Tinder. Of well, can you blame him?
Sergenten derimod, han kiggede min MyStory, og pludselig var jeg vældig motiveret for at løbe en tur trods tømmermændene. Bare for at virke imponerende og overskudsagtig. Og lige snige et tilfældigt billede af det på MyStory.

Jeg ved ikke hvorfor han accepterede min snapchat. Jeg ved ikke om han nogensinde skriver.
Men stædighed/ihærdighed er mit mellemnavn, fordi det har givet pote før i tiden.
Mit ego er, som en af de der tumlinger man kan give sin undulat, hvis man er så led at holde den alene. Sådan en der kan tæskes i jorden, og så rejser den sig op igen, og beder om mere. Øretæveindbydende.

Igår aftes kunne det være nok. Tænkte jeg ville sende noget stille og roligt, direkte til ham.
Med tommelfingren hængende over hans navn, lige indtil jeg trykkede på send, i et modigt splitsekund. Adrenalinen pumpede i årerne. Skyndte mig at slukke telefonen og lægge mig til at sove.

Her til morgen tog det tid at vågne. Frygtede at kigge på telefonen. Håbede hans søde navn ville stå der, men diskuterede med mig selv, om hvor stor sandsynligheden i realiteten var for det. Meget lille kom jeg frem til.
Alligevel bankede hjertet lidt hurtigere end det burde klokken 7.30 en søndag morgen.
Han havde ikke skrevet. Naturligvis.
Det var ikke et voldsomt slag, jeg kommer til at bounce tilbage med lynets hast, og han kan ligeså godt glæde sig.

Jeg har altid været heldig.
Men det seneste stykke tid, har jeg gjort mig den erfaring, at jo mere prøver, desto mindre opnår jeg.
Når jeg virkelig gør mig umage og prøver hårdt, så fejler jeg. Når jeg ikke lader mine naturlige reaktioner og talenter skinne igennem, men dækker dem til med “korrekthed”, så opnår jeg ikke mine mål og drømme.
Tager jeg i stedet let på tingene, smiler og griner mig igennem det, så kommer tingene lettere til mig.

Sergenten er det bedste eksempel. Jeg tænkte det igennem igen og igen. Iscenesatte mig selv. Spillede en rolle, som jeg slet ikke er, når han var i nærheden. Mere dæmpet, mindre flagrende. Mindre mig.
Han faldt ikke for det. Fair nok.

Så kom den her anden tinder-fyr væltende fra højre. En fyr jeg ikke har kunne finde på andet navn til end Charmetrolden. Ham der stoppede mit hjerte, med hans øjne og hans smil.
Han er selvfølgelig bare en tinderfyr, jeg nu har idoliseret i lidt over en uge. Han er klog, velovervejet, nordjyde og vidunderligt velskrivende, uden at være hoven.
Der er ligesom tre slags tinder-fyre:
1. Dem der staver som en brækket arm, og giver pokker i vold omkring det faktum
2. Dem der fik et højt snit i gymnasiet, nu læser en form for humanistisk fag og bestræber sig på at være så Peter Falktoft-agtige i deres vendinger som overhovedet muligt. En type der føler sig hævet over alment stavende mennesker, med hang til sjove ord. Hovne mennesker.
3. Et fabeldyr. Den intelligente, velformulerede og sjove fyr. En sjælden type, der dukker op fra tid til anden.

Charmetrolden er sådan én. En fyr, der som jeg, virker til at være fascineret af et udfordrende sprogbrug, men uden at det er essensen af samtalen. Blot en overvejelse, der gør samtalen mere flydende og rytmisk.
Charmetrolden er sådan én, en sjældenhed, der også skriver så lange beskeder, at de ikke han være på ét screenshot. Halleluja.
Han skriver om hans planer i uniformen, ambitiøst og engageret. Men mest af alt, så forstår han min drøm om at være i Forsvaret, og motiverer mig. Mere end mine egne sergenter gjorde.
Men… Der er jo altid et men, ikke sandt? Han svarer kun hver 3. dag cirka. Stemmen i hovedet bryggede allerede på hvorfor han ikke skulle kunne lide mig. Selvom han ikke kender mig, og min mave ikke er tyk på nogle af mine tinder-billeder.
Så gik det op for mig, at han jo selvfølgelig ikke er lige så engageret. Fordi han har er 05-22 job, som jeg havde for så få dage siden. Og hvis nogen havde påtvunget mig, at kommunikere med dem, når jeg først havde fri. Så havde jeg formentligt slået dem i hovedet med en uhyggeligt nænsomt vedligeholdt støvle.
Min veninde analyserede selvfølgelig beskederne. “Han virker vildt engageret!” var hendes dom. Det gjorde godt, efter Blondies lidt salte ord i det åbne sår på mit ego.

Uanset hvad føler jeg ikke, at jeg behøver spille spillet. Jeg føler ikke jeg skal udstille mig bedre end jeg er.
Om det er ham, eller om det er mig, der er kommet frem til at det er på tide, at jeg er god nok, ved jeg ikke.
Om det bliver til mere med ham, eller en anden er fuldstændig ligegyldigt. Sergenten var et skridt i den rigtige retning, Charmetrolden er endnu et.