Min holdning til selvmord har altid været meget klar.
Jeg forstår det. Jeg synes det er ærgerligt, at det er et tabu, ikke at ønske at leve mere.
Jeg synes det burde være en menneskeret, at gøre en ende på sit liv, såfremt man føler livet ikke har mere at byde én.
Her taler vi ikke 15-årige der er blevet slået op med af deres kærester, og føler verden falder fra hinanden.
Jeg mener folk der lider af kroniske og smertefulde sygdomme. Fysiske såvel som psykiske.
Jeg forstår, at hvis man lider af kronisk depression på 10., 15., eller endda 20. år, at man bare ikke magter mørket og de lange dage længere. Hvis hver dag er en kamp at komme igennem, og man på en eller anden måde, finder trøst i, at der findes noget bedre et sted.
Jeg synes det er helt legitimt, at sige, at man ikke gider det baks mere. Og jeg synes man burde kunne tale højt med sine omgivelser om den slags.
Få sagt farvel, og måske endda have en pårørende ved sin side når man tager billetten.

Der er bare lige én undtagelse for, hvem denne menneskerettighed gælder, og det er mine forældre.

Min mor og jeg sad i sofaen.
Jeg er hjemme på besøg, for jeg flyttede langt væk for næsten 1 år siden.
Min mor og jeg snakkede om verdens store og små ting. Vi komm ind på selvmord, efter en tydeligt fortvivlet person har kastet sig ud foran et tog på Valby station og muligvis taget en uvidende, livsglad kvinde med i faldet.
Selvvisk? Ja, det må man sige, selvom manden uden tvivl ikke havde planer om at skade kvinden også. Manden er blevet udskammet i medierne, for om end det er tragisk, at nogen ønsker at ende sit eget liv, så er det om muligt endnu mere tragisk, at en udefrakommende, uskyldig kvinde bliver påvirket i så voldsomt og uretfærdigt et omfang.
Er der virkelig ikke andre alternativer, tænker jeg. Ude af stand til at forestille mig, at man kan være så langt ude, at man ikke kalkulerer andre menneskers ve og vel med i sine planer.
Min mor, med uendelig viden og empiri, forklarer at folk på selvmordsstadiet ofte ikke ser langt ud over deres egen næsetip, fordi de er så opslugt at det følelseshelvede der rumsterer i deres indre.
Det forstår jeg, og alligevel ikke. Det ligger mig for fjernt.

Min mor er psykiatrisk sygeplejesker. Hun har arbejdet med alle slags suicidale. Både dem der gør det i et råb på hjælp, og formentligt i sidste ende ikke ønsker at dø. De ønsker at smerten inden i skal forsvinde, men deres værktøjskasse er tom.
Hun har også arbejdet med dem, hvor man med vold og magt holder dem i live, og ved de hænger sig i en lysekrone, så snar de træder ud af døren på psykiatrisk afdeling, fordi deres beslutning er truffet.
“Man kan ofte høre det på, hvor langt de er i deres planlægning” sagde min mor. Har de stedet og midlerne? De grundigste planlæggere er ofte de mest beslutsomme, mener hun.
Jeg har ingen teori til at bevise det modsatte, og det virker ganske logisk.
“Jeg var selv ved at tage billetten i december,” sagde min mor.
Jeg kiggede på hende. Fordøjede ordene, uden helt at forstå hvad der skete
Det føltes lidt, som at blive ramt af et godstog.
Min mor fortalte om, hvordan hun ville spise en masse piller, oppe i familiens sommerhus ved havet, som jeg elsker så højt. Billederne af en lufthavn, helt tom for mennesker, gled hen over skærmen, der kørte på pauseskærm foran mig. Jeg kunne kun kigge på billederne.
Jeg er ikke idiot, jeg ved godt min mor er syg. Hun har PTSD, og har vendt sit liv på hovedet hen over de sidste par år.
Nogle skelletter er kommet ud af skabet på det sidste, der giver mig indsigt i, hvor omfattende min mors sygdom er.

Men jeg lallede oprigtigt rundt i den tro, at min mor var velbehandlet og glad. For nogle år siden, ville denne information måske ikke have virket helt så overraskende.
Men jeg var af den klare overbevisning, at min mor var velbehandlet og lykkelig i sin tilværelse.

“Lagde du ikke mærke til, jeg havde det dårligt i december?” spurgte min mor.
“Tjooo,” tøvede jeg, med øjeblikkelig dårlig samvittighed. Jeg havde overhovedet ikke lagt mærke til, at min mor havde det dårligt, fordi jeg havde hovedet så langt oppe i røven på mig selv, at jeg kun ringede til min mor, når jeg havde brug for at lette hjertet.
“Men jeg er her jo stadig,” forsikrede min mor. Den køber jeg på stedet, for hun har jo ret, og det er lettest ikke at forholde sig til den slags.
Desuden er det jo mit princip, at alle mennesker har ret til selv, at bestemme hvornår de ikke gider være på denne jord mere. Og jeg er en principfast dame.

Jeg lallede videre i et døgns tid eller to. Jeg fortalte ikke nogen om vores samtale. Hvorfor skulle jeg? Hun er her jo stadig, som hun selv siger.
En aften tænkte jeg, at min mor faktisk nævnte for nogle år siden, at hun når hun havde det rigtig skidt, havde siddet i bilen, og tænkt hvad der ville ske, hvis hun bare kørte den af vejen.
Det tænkte jeg ikke så meget over, det har jeg sku også overvejet fra tid til anden, uden nogensinde at overvejet faktisk at gøre det. Men bare tænkt over hvad nu hvis.
Pludselig blev jeg rigtig vred på min mor. Hvad helvede tænkte hun på? Med min lillebror der stadig er så lille. Han kan da ingenlunde klare sig uden vores mor.
Jeg ville nok klare mig, det ville jeg blive nød til, jeg er trods alt voksen. Jeg ville også blive nød til at flytte hjem igen, og som minimum tilbyde, at min lillebror kunne bo hos mig hver anden uge.
Jeg planlagde min mors begravelse, mens jeg pressede panden mod den kolde mur i det mørke rum og knugede puden ind til mig.
Jeg ved min mor gerne ville have spillet “Vidunderlig” med Thomas Buttenschøn, og begraves i den billigste kiste der findes. Den skulle dekoreres med tegninger og blomster har hun sagt. Jeg ved min mor elsker vilde blomster. Det er noget rigtig lort, hvis man bliver begravet om vinteren, for så er de sku svære at finde. Sådan nogle vilde blomster.
Jeg ville være forfærdelig til at planlægge en begravelse, måtte jeg indse.
I realiteten var jeg vred på mig selv, over at min mor kunne være blevet revet ud af mit liv for 3 måneder siden, og det ville have føltes som et lyn fra en klar himmel. Jeg ville have været fuldstændig uforberedt, og jeg skammer mig over, at have så dårlig føling med det mennesker i verden der unægtelig står mig allernærmest.

Inderst inde føler jeg mig som et skræmt lille barn i en voksen krop. For sandt være sagt, så ved jeg ikke hvordan jeg skulle klare mig uden min mor. Helt selvvisk og barnligt.
Jeg skulle nok regne det ud. Med tiden. På sigt.
Men min mor er det klogeste, dejligste og mest elskværdige menneske jeg kender. En kvinde jeg beundrer og ser op til. En kvinde der har lært mig, at jeg aldrig skal nøjes. En kvinde der har lært mig, at pakke mine sydhavsfrugter og flytte mig, hvis jeg er utilfreds med mit ståsted.
Hun er min solstråle, min ledende stjerne, min mest fortrolige. Hun er min mor. For helvede.

Og derfor gælder menneskerettigheden, om selv at må bestemme enden på sit liv, ikke for hende.
Her forstår jeg dobbeltmoralen, for sådan har de fleste pårørende til folk der begår selvmord det vel.

Jeg forstod pludselig, hvorfor det er noget vi ikke snakker om. For fanden hvor bliver man bange. For helvede hvor gør det ondt.
Jeg kan sagtens rationelt i mit hoved, forstå hvor hårdt det må være at lide af en kronisk og altoverskyggende lidelse, der det tider må føles som en uendelig kamp. Jeg kan godt forstå, at man bare ikke gider mere.
Men barnet inden i mig tænker også helt følelsesmæssigt “hvorfor er dine børn ikke nok til, at du vil blive?”.
Det er to stemmer, begge skal høres og anerkendes. Begge skal føles og belyse situationen.

“Vil du hellere have været informationen foruden?” spurgte min mor, da vi et par dage senere tager en debreifing.
Det ved jeg faktisk ikke.
Helt oprigtig.
Instinktivt ville jeg have svaret ja. Fordi det gør ondt at vide
Nu er jeg blevet bange. Skrækken er sat i livet, og uanset hvor mange gange min mor forsikrer mig om, at hun aldrig kunne finde på det. At hun har fundet værktøjet i værktøjskassen. Så kan jeg aldrig slippe frygten for, at det ville gå min næse forbi, at min mor tumlede rundt på jorden, ude af stand til at nå værktøjet. At jeg bare ville træde henover hende, uden at sparke værktøjet, hun famlede efter, over til hende.

På den anden side, er dette den eneste måde at få selvmord aftabuiseret. Noget jeg føler man skal kæmpe for, og det er selvfølgelig ikke nemt at være en firstmover på sådan nogle ting.
Lettere sagt en gjort, som man siger. Og lige nu forstår jeg godt, hvor man ikke snakker om de her ting, for det gør dæleme ondt, når nogle man elsker, ikke ønsker at være her mere.

“Godt nytår,”
skrev jeg og sendte af sted.
Jeg ønskede han skulle tænke på mig denne aften. Jeg ville også være en del af hans liv I det nye år. Han skulle vide jeg tænkte på ham.
Jeg ville have han huskede mig. Om jeg så skulle vride armen om på ham. Om ikke andet skrev han vel bare et høfligt svar.

Det var formentligt rødvinen der gjorde mine øjne klare og mine kinder røde, som fik mig til at tænke det var en god ide.
Men jeg mærkede savnet og længslen nede I maven. Længslen efter den tryghed han bragte.
Jeg er ikke et længselsfuldt menneske. Men jeg synes åbenbart ikke at komme over Garderen 2.0.
Han er der bare hele tiden, og jeg ville ønske han forsvandt ud af mit hoved.

Han svarede. Godt nytår, og alt det der.
Jeg luftede i en, ikke særlig snildt forklædt bemærkning, at jeg skulle til hans hjemby, hvis han tilfældigvis var hjemme fra højskole, og havde lyst til at drikke en kom kaffe. Eller bolle. For eksempel.
Den sidste del tænkte jeg mest. Man er vel en dame.

“Hvis jeg er hjemme, er der ikke noget, jeg hellere vil,”
skrev han, både med hjerte og kysmund. Årh.

Min hjerne føles som en pladespiller der sidder fast i en rille. Rundt og rundt går det. Den samme skrattende lyd, der aldrig rigtig bliver til noget nyt.
Jeg har et eller andet sygt behov for at gøre krav på ham. Et behov for at vride armen om på ham. Vride følelserne ud af ham. Tvinge ham til at udtrykke, at han savner mig.

Min rationeller liste af argumenter træder tøvende frem, “undskyld, men du er klar over I ingen rigtig relation har? Ikke….?”
“Hold kæft,” vrisser jeg tilbage. “Han skal nok komme til at savne mig. Det skal han. Han kan ikke finde en anden,”
“Selvfølgelig finder han en anden,” argumentere den rationelle stemme, “du er godt klar over hvor sød og pæn han er? En skam du først opdager det nu.”
Jeg bliver stille. For jeg ved, jeg er kvælende. I min tvang af kærlighedserklæringer.
Jeg har jo lyst til at han skal have lyst til at tale med mig. Fortælle hvad der forgår i hans liv.

Men jeg ved han er fyldt med alt muligt andet. Nye mennesker, ny højskole, nye eventyr.
Jeg kigger forstenet på det lille billede af ham i facebooks tattle tale chatlinje
“5 nye venner” står der. Holder musen over den blå linje. Et kvinde navn dukker op. Og for første gang i mange år dukker jalousiens grumme, grimme, grønne fjæs frem i min bevidsthed.
Fuck hun er pæn. Naturlig og pæn. Lille og slank.
Mærker mit selvbillede få en mavepuster. Fuck.

Min lille bøn bliver afbrudt af mit rationale. Ville jeg selv have skrevet, hvis det var mit eventyr? Næppe. Hvorfor skulle han så gøre det.

Godt han ikke ved alle disse ting der forgår i mit hoved.
Hvor træt jeg er, når jeg endelig lukker øjnene, fordi jeg har prøvet at analysere situationen i atomer.
Håbe på det bedste og forberede mig på det værste.

Jeg frygter allermest, at han ikke kan ses overhovedet. Fordi mit behov for at se ham lige nu synes altoverskyggende. Fordi jeg om ikke andet, bare rigtig gerne vil være i hans liv. Oprigtigt.
Fra et sted i mit forkvaklede hjerte, tror jeg, at jeg bundærligt holder af ham.
Måske det ville gå væk, hvis jeg vidste vi ikke skulle ses. Om det er uvisheden der får min hjerne til at optanke på analytisk jetfuel, og aldrig steder sig til hvile?
Det jeg frygter næstmest er, at se ham og høre han har fundet en ny. En eller anden højskole type. Formentligt en sød og ligetil type som ham selv. Jeg frygter at skulle lægge ansigtet I de rette folder, og skynde mig at finde en undskyldning for at gå. For jeg skal nok blive glad på hans vegne, jeg skal bare lige derhen.
Jeg frygter det. At han bliver revet væk. Mit smukt opbyggede glansbillede af ham. At min helt uproportionelle forgabelse i ham, skal hives til jorden endnu en gang og pakkes væk.
Grumme assositioner til Vennen melder sig. At jeg ikke gjorde noget, fordi jeg ledte efter noget bedre, og pludselig forsvinder han for næsen af mig.

I et nyt år skal man have nogle ambitioner. Med sådan en helt ren tavle (som vi alle mener man får, når Jorden har været en tur rundt om Solen), skal man have nogle visioner for, hvad der skal på tavlen.
Jeg tror min ambition er at øve min behovsudsættelse. Lad det være mad, tøj eller fyre.
Med mad vil jeg øve mig, som baby-steps, i at udskyde mine cravings til dagen efter.
Med tiden skulle det gerne være sådan, at jeg kan udskyde det til weekenden. Så jeg kan være god ved min krop. Den og jeg skal trods alt være sammen rigtig længe.
Og så vil jeg bare gerne kunne tage én forbandet pull-up.

Når det kommer til fyre, så kaster jeg snart op. Alt jeg er selv træt af at høre på mig, snakke om Garderen 2.0. Som en hamster i en trædemølle, løber jeg bare hurtigere og hurtigere, men kommer ingen steder.
Spøg til side, så løber jeg ingen steder. Jeg hader at løbe. Det skal jeg lige have kigget på ved lejlighed.

Jeg er skide træt af at savne ham.
Jeg er pisse træt af at have sat ham på pedestal.
Mit gamle go-getter ego vil have ham, fordi jeg ikke kan få ham.
Jeg har sådan et sygeligt behov, for at tvinge ham til at tænke på mig. Eller et sygeligt behov for, at han udtrykker at han gør det.
Jeg har lagt bånd på mig selv. Har ikke kontaktet ham siden nytår. 20 dage and counting (men hvem tæller?). Lader bolden ligge hos ham.
Umiddelbart tror jeg han har en masse bolde at lege med lige pt., og min er ikke den mest interessante. Så jeg står bare på min bane halvdel, med en masse velkendte kedelige bolde, og venter på, at han sparker min bold tilbage, så vi kan spille sammen lidt.

Jeg stoppede med at skrive, samtidig med jeg stoppede på p-piller. Dårlig kombi. Ikke anbefalelsesværdigt.
Jeg følte min psyke stod vaklende ved en stejl skrant. Noget i stil med Gran Canyon. Hvis jeg væltede ned derfra, er jeg ret sikker på nogen ville skulle lægge mig i en form for spændetrøje, og låse mig i en gummicelle.

Mit…. Engagement, i hans liv, på afstand, nærmest bag en busk med en kikkert, tenderede til stalking. Jeg priser mig lykkelig for der er over 400 km mellem os i fugleflugt. Så gode kikkerter findes ikke.
Jeg er også rigtig glad for, at jeg alligevel har formået at holde tavsheden, og håber inderligt han ikke er tankelæser.
Han tænker forhåbentligt slet ikke over “os” lige pt., når jeg ikke møver mig med røv og albuer ind i hans liv.
Nu må vi se om han sparker nytårsbolden tilbage.

Min tredje mor, Hella Joof, sagde engang:
“Hvis det er din hest, så kommer den tilbage”
Det er godt nok klogt sagt, og jeg trøster mig ved tanken.
Men hvor længe skal man vente på den der hest?
Må man ride på andre heste (læs: pikke, jeg kinkede den op med Crossfitteren. Mere info følger), mens hesten er væk?
Hvad hvis jeg finder en anden hest, men den første, min yndlingshest, vender tilbage?
Hvad hvis min hest boller en anden højskole-hest, og han pludselig bliver hendes hest, så jeg sidder tilbage med alle de gulerødder jeg har, at give og et længselsfuldt hjerte? Fordi min hest har valgt at gå i stald med højskole-hesten?
Jovist, så giver Kloge Hellas ord jo mening. Så var han ikke min hest alligeveller. Men hvor længe skal jeg spejde ud i horisonten efter min langbenede hest, med de brune lokker og milde blå øjne?

Jeg skal præstere. Jeg skal vise, at jeg er værdig til en plads på min drømmeuddannelse.
Problemet er, at jeg ikke selv tror på, at jeg kan klare det.
Jeg vil det så gerne. Men jeg tror altid at der er nogen der er bedre end mig.

Jeg føler jeg skal kaste op af nervøsitet. Mærker maven sno sig om aftensmaden. Mærker det varme spyt i mundhulen. Jeg er så forvirret og føler mig så utilstrækkelig.

“Du er et af de klogeste mennesker, jeg kender,” havde han sagt. Selvom jeg var virkelig fuld, husker jeg det stadig.
Jeg har aldrig set mig selv som et over-middel begavet menneske.
Men da han sad der og kiggede på mig, kunne jeg ikke andet end at tro ham.
Han sagde det uden tvivl. Nøgternt og åbenlyst. Tvivlen i min mave forsvandt for en stund. Fordi hans ord virkede så sande.

Nu ligger jeg her. Han er væk. Tæt på, men utilgængelige. Jeg har brug for ham. Min ven der tror på mine kompetencer, når jeg selv føler, jeg er dømt til at fejle.
Men han er væk, måske for evigt og det river i mit hjerte.
Nogle gange lidt. Andre gange meget.
Men det stopper aldrig med at rive.
Fordi han gav mig noget, ingen anden nogensinde har givet mig.
Troen på mig selv.

Jeg har altid været heldig.
Men det seneste stykke tid, har jeg gjort mig den erfaring, at jo mere prøver, desto mindre opnår jeg.
Når jeg virkelig gør mig umage og prøver hårdt, så fejler jeg. Når jeg ikke lader mine naturlige reaktioner og talenter skinne igennem, men dækker dem til med “korrekthed”, så opnår jeg ikke mine mål og drømme.
Tager jeg i stedet let på tingene, smiler og griner mig igennem det, så kommer tingene lettere til mig.

Sergenten er det bedste eksempel. Jeg tænkte det igennem igen og igen. Iscenesatte mig selv. Spillede en rolle, som jeg slet ikke er, når han var i nærheden. Mere dæmpet, mindre flagrende. Mindre mig.
Han faldt ikke for det. Fair nok.

Så kom den her anden tinder-fyr væltende fra højre. En fyr jeg ikke har kunne finde på andet navn til end Charmetrolden. Ham der stoppede mit hjerte, med hans øjne og hans smil.
Han er selvfølgelig bare en tinderfyr, jeg nu har idoliseret i lidt over en uge. Han er klog, velovervejet, nordjyde og vidunderligt velskrivende, uden at være hoven.
Der er ligesom tre slags tinder-fyre:
1. Dem der staver som en brækket arm, og giver pokker i vold omkring det faktum
2. Dem der fik et højt snit i gymnasiet, nu læser en form for humanistisk fag og bestræber sig på at være så Peter Falktoft-agtige i deres vendinger som overhovedet muligt. En type der føler sig hævet over alment stavende mennesker, med hang til sjove ord. Hovne mennesker.
3. Et fabeldyr. Den intelligente, velformulerede og sjove fyr. En sjælden type, der dukker op fra tid til anden.

Charmetrolden er sådan én. En fyr, der som jeg, virker til at være fascineret af et udfordrende sprogbrug, men uden at det er essensen af samtalen. Blot en overvejelse, der gør samtalen mere flydende og rytmisk.
Charmetrolden er sådan én, en sjældenhed, der også skriver så lange beskeder, at de ikke han være på ét screenshot. Halleluja.
Han skriver om hans planer i uniformen, ambitiøst og engageret. Men mest af alt, så forstår han min drøm om at være i Forsvaret, og motiverer mig. Mere end mine egne sergenter gjorde.
Men… Der er jo altid et men, ikke sandt? Han svarer kun hver 3. dag cirka. Stemmen i hovedet bryggede allerede på hvorfor han ikke skulle kunne lide mig. Selvom han ikke kender mig, og min mave ikke er tyk på nogle af mine tinder-billeder.
Så gik det op for mig, at han jo selvfølgelig ikke er lige så engageret. Fordi han har er 05-22 job, som jeg havde for så få dage siden. Og hvis nogen havde påtvunget mig, at kommunikere med dem, når jeg først havde fri. Så havde jeg formentligt slået dem i hovedet med en uhyggeligt nænsomt vedligeholdt støvle.
Min veninde analyserede selvfølgelig beskederne. “Han virker vildt engageret!” var hendes dom. Det gjorde godt, efter Blondies lidt salte ord i det åbne sår på mit ego.

Uanset hvad føler jeg ikke, at jeg behøver spille spillet. Jeg føler ikke jeg skal udstille mig bedre end jeg er.
Om det er ham, eller om det er mig, der er kommet frem til at det er på tide, at jeg er god nok, ved jeg ikke.
Om det bliver til mere med ham, eller en anden er fuldstændig ligegyldigt. Sergenten var et skridt i den rigtige retning, Charmetrolden er endnu et.

Den vigtigste uge i mit liv, ligger lige forude, og jeg har prøvet at samle mine tanker omkring hvorfor nedenfor.
Tilgiv mig, mit tenderende til paniske oplæg.
For to uger siden søgte jeg et drømmejob. Et job jeg ikke anede jeg ønskede, før jeg så jobopslaget sort på hvidt.
Et job jeg ikke anede jeg kunne ønske mig, men som pludselig blev det eneste, jeg nogensinde har villet så meget.
Med nervøse fingre har jeg opdateret min indbakke cirka hvert 10. sekund, indtil jeg fik svar på, at jeg skulle til samtale på onsdag.
I vildskab har jeg skriblet noter, forberedt mig helt ned på celleplan, lagt kreative planer… Min hjerne har ikke stået stille ét eneste sekund.
Nervøsiteten gør mig fuldstændig rastløs, og jeg kan ikke komme i tanke om hvornår et projekt sidst har fået så meget af min opmærksomhed. Selv min studentereksamen virker som peanuts, ved siden af hvor meget jeg ønsker mig det her.
I disse dage ligger min hvilepuls på cirka 120, og jeg kan vågne om natten med hjertebanken.
Ikke blot skal jeg til den vigtigste jobsamtale i mit relativt korte liv, men samtidig er det ugen for den sidste fest med min deling i Forsvaret. Festen hvor alle de vigtige mennesker også kommer. Fester og spiser mad sammen med os.
Sergenten kommer selvfølgelig også, som giver mig yderligere nykker. Ikke nok med, at jeg skal præstere til et forestående job, men jeg kan heller ikke stressspise, fordi jeg skal have en ualmindeligt omklamrende velourkjole på, som kræver minimale portioner bønner og andet ukrudt for at jeg med god samvittighed kan trække den over hovedet, uden at føle mig som klovnen Bobo.
Min sidste chance for at vise ham, at jeg faktisk kan se ganske fornuftig ud i civilt tøj, og mine greens aldrig har gjort noget godt for min krop.
Umiddelbart virker han måske lidt interesseret – selvfølgelig sagt uden at jinxe det. Men trods restriktioner, i forhold til menig/befalingsmands-forholdet, sender han nogle mulige interesse-signaler.
Mit crush på denne mand er ved at nærme sig et omfang, der ville kunne betegnes som forelskelse (eller besættelse). Et ord jeg sjældent ytrer om mine fascinationsmomenter. Men i mangel på bedre ord, for hvad han sætter i gang i mig, må det imidlertidig være det ord vi bruger.

Og så bliver jeg jo nervøs, for tænk hvis alle appelsinerne skulle falde ned i min turban, inde for samme uge. Hvornår er det nogensinde sket for en klodset pingvin som mig før? Hvis det lyder for godt til at være sandt, så er det som regel også.
Panikangsten for at blive slet skuffet, ligger i min mave konstant.
Tænk at gå her, og forstille sig alt det gode lige rundt om hjørnet, og når ugen så er omme, så er både jobbet og Sergenten væk? Hvilken hjerteknusende oplevelse på alle måder.
Jeg frygter at håbe det. Jeg frygter at tænke på det. Men jeg gør det alligevel, og hvorfor så ikke gøre det helhjertet. Lade være med at sætte mit lys under en skæppe, og faktisk turde håbe på, at alt godt ville kunne ske for mig med et fingreknips. Ligeså let som det ville kunne knipses væk.

Wish me luck….

Nogle gange skræmmer det mig hvor godt min mama kender mig.
I går aftes på de sene timer, havde vi noget der ikke kunne beskrives som andet end en heart to heart. Begge med tårer i øjnene og grødet stemme.
Jeg har det ikke godt. Jeg har ikke vidst hvorfor. Men det er gået ud over mange af mine kammerater omkring mig.
Jeg har været urimelig, jeg har været hård, jeg har været mut og har faktisk ikke været et særlig rart menneske.
Generelt har jeg været af den opfattelse, at det var alle de andre der var mindre begavede og organiserede (ja, til tider fejler mit ego intet), og at disse mennesker, derfor havde fortjent min vrede.
Det er selvfølgelig ikke tilfældet, og på ingen måde fair.
Mor så lige igennem det. Spurgte hvorfor mit overskud var så lavt.
“Føler du dig utilstrækkelig skat?”
Spørgsmålet gik rent ind. For det er præcis sådan jeg har det. Jeg skjuler mine egne svagheder ved at udpege andres. Et usympatisk karaktertræk, jeg ved det. Og pludselig følte jeg mig som en kæmpe skiderrik. Jeg var nu den mindre begavede og organiserede. Godt nok er mine ting i orden, og jeg er muligvis hurtigere til ting end de andre. Men hvad pokker er det værd, hvis ingen gider at lege med mig fordi jeg er et røvhul overfor dem?
Mor kaldte mig på det bullshit. Så lige ind i sagens kerne. Hun forstod. At jeg er introvert og at bo sammen med 8 andre virkelig er en udfordring for mig. Hun forstod mine frustrationer. Hun forstod min grundlæggende tvivl på mig selv.
“Hvem er det du prøver at bevise noget over for? Det var meningen det her skulle være et fristed efter gymnasiet,”
Nogle gange forstår den dame at dumme tingene ned på et niveau, så selv jeg forstår det. Stille spørgsmålene, der egentligt er relevante. For hvorfor var det pludselig så vigtigt for mig, at videreuddanne mig i Forsvaret. Hvem beviser jeg noget overfor? Mig selv? Min familie? Alle andre?
Jeg ved det ikke engang selv. For jeg skal jo være politibetjente, jage pædofile og andre skurke. Jeg skal ud i verden og redde mennesker – ikke skyde dem.
Jeg elsker Forsvaret, jeg elsker mit job og jeg elsker den faglige udfordring. Men jeg kan oprigtigt ikke lide den person jeg bliver, når jeg er under pres. Og det presser mig for alvor til grænsen, at bo så tæt med andre.
Jeg ved at jeg er arrogant og bedrevidende, eller i hvert fald fremstår sådan. Intet under når mine forældre er på samme måde.
Men det ulækreste er, at jeg ved hvor meget jeg til tider betvivler og hader mig selv, og alligevel får folk til at føle sig som lort, ved at hakke ned på dem.
Det er usselt. Virkelig.

Derfor besluttede jeg mig for at lave en list over ting, som skal gøre mig til et bedre menneske

• Jeg skal stoppe med at hakke ned på folk, og i stedet komme med løsningsforslag – Uden at pege fingre.
• Jeg skal holde på med at føle mig bedre end andre mennesker. Det er jeg ikke.
• Jeg skal ikke sammenligne mine resultater med alle andres.
• Jeg skal have det sjovt. Og få andre til også at have det.
• Jeg skal trække mig når jeg er træt.
• Jeg skal stoppe med at præstere og i stedet fokusere på at udvikle mig.

Et klogt menneske (spørg mig ikke hvem) har engang spurgt: “hvis ikke du elsker dig selv, hvordan skal andre så kunne?” Og det er jo egentligt et ganske validt spørgsmål.
Den første måned af min værnepligt har været altoverskygget af nye indtryk, ny læren og mange nye mennesker (specielt hankønsvæsner der er umådeligt flotte derinde).
Men endnu en gang må jeg være kommet frem til den konklusion at alt det mande-halløj må sættes på pause, indtil jeg har fået styr på mit eget lort. Sådan 100%. For det går sku ikke.
“En dag, skat, så finder du en fyr, som får dig til at glemme alle de usikkerheder du har omkring dig selv. En der vil dig så meget, at du stopper med at være i tvivl om du er god nok,”
Jeg grinede. “Sådan et menneske har jeg ikke mødt endnu,” svarede jeg.
“Åh jo, du har jo mig!” svarede mama og kiggede på mig, med så meget kærlighed, som kun en mor kan rumme.
Jeg har måske ikke prøvet at blive forgudet af en fyr. Men jeg har forældre der elsker mig højere end noget andet.

Det kan godt være jeg voksede min mor over hovedet for 8 år siden, at jeg råber ad hende, smækker med døren og siger urimelige ting. Men grundlinjen er simpel.

Nogle gange ved mama bare bedst.

Det går altid, indtil den ikke går længere.

Alle brikkerne syntes at falde på plads, også selvom hunde-hunden ikke er her mere, og det er lidt af en omvæltning.

Jeg havde scoret Løven, var godt tilfreds, 3.g synger på sidste vers, hvilket jeg også er svært tilfreds med.

Det kom derfor lidt bag på mig da farmand ringede lørdag morgen, inden Pingvinen havde fået øjne efter 14 timers kampdruk med klassen dagen forinden. Bedstefar var kommet på sygehuset. Verdens bedste bedstefar.

Det tog ikke mange minutter at glemme eventuelle tømmermænd. Sprang ud af sengen, i tøjet, ud på cyklen, ud på hospitalet.

Der sad han. Verdens bedste bedstefar. Bleg, lille, med nåle over det hele. Kunne mærke klumpen i halsen. Bedstefar, der altid var så frisk og stærk. Fællede træer, byggede ting og lavede nye stier i deres idylliske skovhus. Nu gjorde han ingen af delene. Han kæmpede med at mande sig op, jeg gjorde det samme. Satte mig ned og lyttede til hvad vi allerede vidste.

Både bedstemor og bedstefar prøvede at glatte ud, fortælle om de gode udsigter. At de snart var hjemme igen, og bedstefar snart var klar til at se mig få en flot hvid hue på hovedet.

“De fandt ingen tegn på kræft i blodprøverne, så det er nok bare infektioner,” glattede bedstemor.

Det skulle nok gå alt sammen. De var jo bedstefar. Han klarer skærene, for den slags gør han.

Jeg forsatte ufortrødent med ro i maven. Forsatte mit travle liv med arbejde og eksamensforberedelser.

Slukkede alt elektronik da jeg satte mig til dansk studentereksamen i morges. Skrev og skrev om kønsrolle fordelingen i vores samfund. Rettede opgaven igennem. Spiste slik. Skrev lidt mere.

*Pling* bippede det i høretelefonerne. Hovsa, oppe i hjørnet stod en iMessage fra far.

“Det går ikke godt med bedstefar. De har fundet cancer i prostata, og det har sandsynligvis spredt sig til…”

Mit hjerte gik i stå. Hele gymnastiksalen med svedende 3.g’ere forsvandt. Følte jeg skulle kaste op i min mund. Kiggede stumt på den dumme besked i højre hjørne. Bed tænderne sammen, og løb ud på toilettet. Tårerne rendte ned af kinderne.

Jeg har aldrig mistet nogen før. Ikke uden det har været et bevidst fravalg. Altså hvor de stadig levede bagefter. Stadig til at hente tilbage hvis man virkelig fortrød.

Men bedstefar. Ih guder, verdens bedste bedstefar. Hvor skulle han dog tage hen nu? Hvad ville der blive af ham? Hvem skulle holde skovhuset idyllisk? Hvem?

Tørrede mine øjne, fæstnede blikket til jorden, afleverede min opgave og fór ud af lokalet.

Kæreste bedstefar, jeg har aldrig prøvet at miste før. Du må ikke være den første.

Min far er mit idol, min helt, mit forbillede. Han lever det liv, jeg gerne vil have.

Intet rod og rene linjer.

En kone der elsker ham, fælles drømme og ambitioner. De er et power-couple.

De har ingen børn, bare mig. Der er altid plads til mig, men jeg er her selvsagt ikke meget.

Lige nu ligger jeg, med udsigt over Øresunds blinkende lys, og et funklende Malmö på den anden side af vandet, i deres super lækre, sprit-nye Amager lejlighed. Og jeg føler mig rolig. Føler jeg hører hjemme. Oppe i skyerne, med langt ned til gadens sus. Jeg kan se suset oppefra. Se solnedgangen over København, og føle lykken helt nede i maven. Jeg hører til her. Midt i hasten og larmen.

Jeg hører ikke hjemme i Jylland. Min by er ikke stor nok længere. Min fortid fylder for meget. Det er omklamrende og klaustrofobisk. Som om folk kender mig og hvilke dumme teenage ting jeg har gjort, men ikke ved hvem jeg er.

Jeg vil gerne væk, springe ud fra den afsats jeg kender og afskyer, og vide at jeg lander på mine egne fødder på den næste steppesten. Jeg ved at jeg godt kan. Kan klare storbylivet. Jeg er klar til det. Fordi jeg føler København er mit hjem i hjertet.

Jeg er et individ uden rygrad. “Jeg skal aldrig drikke igen,” svor jeg sidste weekend. Jeg følte jeg havde fucket op. Det havde jeg nok også.

Dog gik det hurtigt over, og Blondie og jeg gik tilbage til vores venskabelige flirten. Men som sædvanligt nød han, at trække pinen ud. Sno mig om sin lillefinger. I desperation for at finde ud af, hvor jeg havde ham, så snavede jeg ham. På kontoret. På en kontorstol. Det var intenst. Frækt.

Han brød hurtigt, smuttede. Efterlod mig fortumlet og forvirret. Han kom tilbage senere, hvor vi dog havde selskab.

Jeg fornemmede noget var galt, men var glad når jeg fik hans opmærksomhed. Bildte mig selv ind, at der nok ville ske noget mere snart.

Det gjorde der på sin vis også. 10-øren faldt for mig.

Fredag aften skrev han. Jeg drak vin alene mens jeg mine yndlings actionfilm (vild fredag, I know). Han startede med en joke, spurgte om han skulle komme over. Jeg var halvvejs i gennem vinflasken, og tænkte det kunne han snildt. Men han dukkede ikke op. Skrev han var taget op for at hjælpe på jobbet. Sådan kan det jo gå.

Jeg drak resten af min vin og gik i seng.

Idag vågnede jeg med ondt i håret og en direkte ulyst til at tage på arbejde. Min veninde havde skrevet. Hun er også venner med Blondie og havde været sammen med ham aftnen før.

“Ved du hvem Lærke er?” spurgte hun. Jeg aner ikke hvem Lærke er.

Åbenbart havde planen været at tage hjem til mig, indtil denne Lærke havde skrevet, at han bare kunne komme hjem til hende. Det havde han gjort. Fair nok, min selvtillid tog et slag. Hvorfor valgte han hende frem for mig? Ingen ved det, og efterhånden er jeg også ligeglad. Jeg skal ikke være nogens valg i mangel af bedre. Ikke igen.

Jeg grublede lidt, inden jeg tog på arbejde. Håbede han ikke var der.

Jeg er som sagt enormt glad for mine arbejds-gutter. De er virkelig vidunderlige alle sammen. Mange af dem er ret flotte, på hver deres måde. En af disse gutter er en 2 meter høj, håndboldspillende, rødhåret, fuldskægget gut. En ægte Viking. I følge Facebook enhver svigermors drøm.

“Hej musse!” udbrød han da jeg stak hovedet ind på kontoret. Han skulle lige lære mig noget – jeg er jo den nye. Vi tullede rundt. Da han på et tidspunkt kom frem til, at han måske skulle hjemad, lagde han armen om min skulder på vej ud på lageret. Det føltes rart og trygt. Der under Vikingens vinge. En hel uge med bekymringer af den ene og den anden slags, forsvandt for en stund.

Det der skulle have været let og sjovt med Blondie, var blevet besværligt og et irritationsmoment i min hverdag. Men det gjorde det også klart, at jeg er klar til mere, end hvad han kan tilbyde.

Så da Vikingen skrev her til aften, var jeg uforbeholdent glad. Han var sød og spurgte hvordan min vagt var gået. Jeg spurgte hvordan hans lur var gået.

Ti-øren er faldet. Jeg forstår. Jeg er klar til mere nu. Det kan Blondie ikke give mig, og det er fint nok.

Måske kan Vikingen?

Har vi dem ikke alle? Vores kendis-crush…. Mennesker så genetisk begunstiget at det nærmest virker absurd. Personer hvis arvemateriale er så attraktivt, at man straks får lyst til at reproducere med dem… I en elevator, på et køkkenbord, i en park… Alt efter hvor man fik muligheden for det.

Mit ultimative crush lige pt. er Jonathan Harboe. Google ham, han er det værd.

Efter en sygdoms serie-marathon hvor valget faldt på “Sjit Happens”, så er det gået op for mig, hvor utroligt flot et menneske Mr. Harboe er. Altså, det burde jo nærmest ikke være lovligt at være så latterligt lækker.

Og problemet med disse flotte mennesker, er tit at de er meget bevidste om at de faktisk har frit valg på alle hylder.

Finder du én, der ikke er klar over det; så hold for guds skyld fast i mennesket!

På den måde vil folk af mere ordinært udseende, som jeg selv, nok blive fravalgt af den gode Jonathan (ikke at han er overfladisk – hvad ved jeg, jeg kender ikke manden – men lad os være realistiske).

Så Jonathan er et af disse panty-dropping type mennesker, jeg forstiller mig fyre har den samme tilgang til kvinder som Blake Lively, Selena Gomez, Megan Fox ect. ect. Piger der bare giver en instant-boner.

Men… Der findes jo tusindvis af fyre i vores hverdag som har nogenlunde den samme effekt. Særligt hvis man finder ud af, at de er ret nice, at være sammen med. På trods af fejl og mangler, kan en “ordinær-hverdags”-fyr jo sagtens skabe hovedekuller, hjertebanken, røde kinder og Lalandia i trussen.

Lad os bruge Blondie som eksempel. Til at starte med, havde jeg overhovedet ikke kategoriseret ham som lækker. Men som man lærer ham at kende, så blev han bare sødere og sødere – pænere og pænere. Til sidst én jeg havde hede drømme om.

Som man lytter til hovedefokuset for mange piger på min alder, så er det at ligne disse modeller man ser på alle mulige medier. Et absurd og sygeligt behov for at opnå “ideal-kroppen”. En krop man skal huske på, at disse mennesker lever af, og dermed bruger op til 8 timer i døgnet på at træne og passe, de lever på bestemte diæter og efter en meget omfattende livsstiv, for at opnå netop “idealet”. Og hvordan skulle en normal studerende kunne nå det?

Men for at være helt ærlig, så tror jeg drenge har det på præcis samme måde som piger. De har ikke brug for en model for at tænde på en pige, eller forelske sig i hende.

Det tror jeg nogle gange piger bliver forblændet af Hollywood-glans og god belysning. Verden er baseret på kemi, og ikke lange øjenvipper og høje kindben.

Bilder jeg mig da ind.