Der står en Spangsberg-flødebolle foran næsen på dig. Du får at vide, at du må spise den, hvis den beslutter sig for at hoppe ind i munden på dig. Med al din vilje og magt prøver du med en gennemborende tankekraft at styre flødebollen ind i din mund. Den rykker sig ikke ud af flækken. Det er som om den ikke ønsker dette, lige så meget som du gør.
Sådan har jeg det med Vennen. Han er bare en uopnåelig, komplet apatisk, umulig størrelse.
Brormand er manden der stiller flødebollen foran mig. Eller skubber den tættere på, og så rykker den væk igen.
Det er som om, at hver gang jeg har besluttet mig for, at flødebollen alligevel ikke gør noget godt for mine lår eller min røv, så bliver flødebollen lige skubben tæt nok på til at jeg kan dufte chokoladen, og måske marcipanbunden.
Det sidste stykke tid har jeg inderligt prøvet at indstille min hjerne på, at Vennen ikke kommer til at ske. Og i hvert fald ikke lige nu. At det hele var det pure opspind fra min side. At jeg skal komme videre. At der ikke er mere at komme efter. Han vil ikke. Hvis han ville, havde jeg kunne mærke det på ham.
Det kan jeg ikke. Det føles som om han skubber mig væk. Gang på gang. Og så må jeg jo affinde mig med situationen.
Det går også alt sammen meget fint, indtil Brormand og jeg har planer og sætningen “Det kan være Vennen vil med?” vælter ud af hans mund.
BOM! Flødebolle et mulehår fra min næse.
Det lille håb om at se ham bliver plantet. Den lille varme i maven. De små sommerfugle i brystet. Jeg prøver at knuse frøet, kvæle varmen og lukke sommerfuglene ud. Forkaste dem i eksil, med rationalitet. Men det ændrer ikke skuffelsen, der for alvor gør det af med alle varme og boblende følelser, når Vennen ikke kommer alligevel… Altid med en dårlig undskyldning. Jeg siger ikke noget. Brormand siger ikke noget. Vennen siger ikke noget. Men alle ved at det er mærkeligt. Det er unaturligt. Det er akavet. Hvorfor ses vi ikke?
Som en mavepuster kommer skuffelsen.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal garderer mig mod følelsen. Jeg prøver at forberede mig. Jeg ønsker bare alt skal være normalt. Men alt er forkert. Forkert fordi vi ikke ses.. Fordi vi ikke er sammen.
1. juledag startede ud på den bedste måde. Med arbejde. Sådan et skønt princip discount-butikker kører med. Jeg havde forberedt mig på en hyggedag med masser af godt humør. Men om det ikke blev bedre da jeg dukkede op på job, for at åbne butikken. Lige der holdt Blondies bil jo. Jeg var først lidt forvirret, og tænkte om jeg var kommet den forkerte dag. Det ville virkelig være op ad bakke. Det skulle ikke slå mig ud, syntes jeg nok.
“Jeg skal møde nu ikke?” spurgte jeg, da jeg stak hovedet ind på kontoret.
“Jo da!” svarede en smilende Blondie.
Og så gik vi ellers igang med de mange travle mennesker, der havde glemt sild til julefrokosten.
Alt var skønt og hyggeligt, og vi gik mest af alt bare og tullede med kunderne og hinanden, og vores ungarbejdere naturligvis.
“Skal vi ikke holde pause sammen? spurgte Blondie. Det ville være mægtigt, tænkte jeg.
Han er sådan en type der bare er godt selskab, og utroligt nem at snakke med. Jeg kom i tanke om hvorvidt hende hans kæreste stadig var en aktualitet? Det var godt nok længe siden har havde nævnt hende sidst. Og mine fine facebook-stalking evner havde ikke kunne finde noget forhold. Til trods for jeg synes at kunne erindre, at den information stod der førhen.
Og ville han virkelig stå så tæt på ved kaffemaskinen, hvis han havde en kæreste? Eller også er han bare venlig? Godt spørgsmål.
Telefonen ringede ved siden af os, og Blondie tog den.. Det var chef-manden. Om Blondie kunne forsætte sin vagt indtil luk, på trods af han havde været med fra åbning.
“Tjo… altså øøøhm…”
Det gør han bare ikke, tænkte jeg. Jeg stirrede på ham i en blanding af beundring og forfærdelse. Hvordan overvejede han det overhovedet? 1. juledag er virkelig en dag der trækker tænder ud. Ja, forundret, over at han ikke med det samme afslog, må man sige jeg var.
“Det ville min farmor nok være forfærdeligt ked af – jeg kommer i forvejen 4 timer for sent til hendes julefrokost,” sagde Blondie med det smil og en latter… Og så kiggede han på mig og blinkede til mig. Nok mest fordi han fandt mit forbavset ansigtsudtryk en smule finurligt.
Min vagt sluttede, og jeg tog hjem for at motionere hunde-monsteret. Jeg gik rundt i min egen verden og hørte Mads og Monopolet, indtil jeg blev afbrudt af et opkald.
Normalt er det kun papa og mama der ringer mig op, så jeg svarede meget nonchalant.
“Hallo?” sagde jeg bare, og kom til at tænke på jeg måske burde sige mit navn, når jeg ikke havde kigget på displayet.
“Halløøøøøj!” lød svaret i den anden ende, og det var i hvert fald hverken mama eller papa. Det var Blondies venlige stemme.
“Hvad laver du imorgen tidligt?” spurgte han.
“Der er jeg vel på arbejde, kan jeg fornemme på dig?” svarede jeg grinende, medmindre dette var hans meget mærkelige måde, at bede mig tilbringe natten med ham… Det var ikke tilfældet (desværre kan man måske sige).
“Det ville være vildt fedt! Vi har en sygemeldning, og hvis du ville tage den, så jeg kan sove tømmermændene ud, så er du simpelthen den bedste!”
Oh stop it you! Når du siger det på den måde er der intet jeg hellere vil.
“Vi ses imorgen! Hyggehejsa!” sagde han til sidst, og så var han væk.
Men det var mit smil ikke. Jeg husker ikke hvornår jeg sidst snakkede i telefon med nogen som ikke var en heart-broken veninde eller mine forældre. Måske min lillebror.
Og jeg husker slet ikke hvornår jeg sidst har stået og kigget på min mobil med et fjoget smil på læben…
Den der eks jeg har, han er ikke et særlig rart menneske. Det har jeg følt på egen krop et par gange.
Over de sidste par år, er hans personlighed og mangel på sympati for andre mennesker blevet mere og mere tydelig. Mine følelser er helt væk. Jeg elsker ham ikke mere, jeg føler intet for ham.
Han føler dog ikke helt det samme. Han vil gerne “være venner”, læs: knalde og høre sig selv snakke i mit nærvær. Vi har prøvet det et par gange… Det dur ikke for mig. For det første er han komplet selvisk og kedelig i sengen, og hans narcissistiske personlighed er virkelig ikke noget der spiker min interesse.
Mit problem er, at han har en kæreste. Jeg har ondt af hende. Jeg vil gerne fortælle hende det hele. Men det kommer ikke til at ske, og derfor vil jeg bare gerne have dem begge ud af mit liv.
Men det lader sig åbenbart heller ikke sådan lige gøre. I raseri har jeg flere gange blokerede ham på sociale medier. Men alligevel finder han nye måder at kontakte mig på.
“Hey du!” skriver han som om intet er sket. Jeg ignorer og sletter ham, blokere… Det hele. Men nej… Sidst havde han fundet et nyt nummer at skrive til mig fra. “Hvorfor er du sur?”, jeg kunne ikke dy mig. Han skulle nok få rent besked. Jeg skrev direkte til ham, at jeg var pisse ligeglad med ham, og at han kedet mig. “Nåh, men jeg savner dig altså,” too little, too fucking late må man sige. Efter 1 times pap udskæring af min mening, måtte jeg erkende at fyren simpelthen ikke noget som helst.
“Hvis du ikke stopper med at skrive nu, så må jeg jo bare sende den her samtale til din kæreste?” skrev jeg. Det tog han ikke så pænt.
Jeg blokerede nummert – igen.
Der har været stille. Helt stille. Han kan ikke få fat i mig, og det skaber bare en indre ro.
Bling! sagde min telefon igår aftes “Eksen har tilføjet dig som ven på Snapchat!”
“Nu må galskaben stoppe!” tænkte jeg.
“Jeg vil gerne lige snakke med dig!” stod der på et billede af hans ben. Jeg var træt allerede på forhånd, og billedet blev ikke besvaret. Jeg gik en tur med mama i stedet.
Da jeg kom hjem var der 4(!!!) nye snaps fra ham. Tulle, stop dig selv.
Jeg ved ikke hvordan jeg stoppe ham, hvordan jeg skal forhindre ham i at kontakte mig i tide og utide? Hvilken del af “fuck af, og bliv væk,” kan være svær at forstå? Er mine beskeder tvetydige? Er der nogle bedre måder at sige det direkte på?
Jeg er sådan et menneske der får crushs lige så hurtigt som vinden skifter. Så forsvinder de lidt, og så kommer de lidt igen. Mine veninder synes det er meget forvirrende. Det synes jeg også – but I go with the flow.
Jeg har min grundlæggende forelskelse i Vennen. Den løber ingen steder. Men sådan til hverdag, synes jeg det er fedt med øjenguf der kan få hjertet til at banke lidt hurtigere, gøre kinderne lidt rødere og knæene lidt blødere. For det meste sker der ikke noget ved disse crush. Fordi jeg er sådan en type, der godt kan være lidt genert. Så jeg kigger på dem i smug, og hvis de kigger igen, så kræver det vitterligt alt mit mod at smile til dem.
Så vi har Sportsgutten, Kuvøse-guffen og Vennen der står på stand-by, og Bartenderen som ligesom er fixet, done, finito.
Men så skete det idag. Den kommer ligesom snigende, den der crush-følelse.
Jeg er startede på nyt job i den lokale dagligvare forretning. Og ham jeg udefra havde vurderet til at være den flotteste, trådte hurtigt i baggrunden, som jeg lærte de andre at kende. Der er hovedsageligt drenge på min alder. Faktisk så er jeg den eneste relativt attraktive kvinde mellem 18 og 30 i mit team, og det er ikke for at sætte mig selv på pedestal, men det er sandt. Og på den måde er man ligesom et friskt pust til arbejdspladsen, kan man mærke.
I en længere periode, faktisk siden jeg startede, har der været en ældre alkoholisk mand, der har balancerede lige på grænsen til seksuel-chikane med hensyn til mig. Jeg har haft lidt svært ved at sige fra, og min medlidenhed overfor denne triste skæbne, har tit undskyldt ham, at han faktisk gik over min grænse. Men en dag trådte han simpelthen milevidt hen over den, da han i bevidst eller ubevidst rørte ved mine bryster. Han sagde at den slags skete jo, og det måtte jeg meget undskylde. Jeg var helt forbløffet.
I fortvivlelse fortalte jeg det til den kollega der skulle afløse mig. Han var sød og forstående, og sagde at den slags skulle jeg i hvert fald ikke finde mig i. Vi kan kalde denne kollega Blondie.
“Hold da kæft, smækkede du ham ikke en?” sagde Blondie med et smil. Jeg grinede med. Situationen var jo absurd. Det hjalp at snakke med ham. Han trøstede, og sagde at jeg hellere måtte komme hjem og se noget TV oven på Fulderiks tilnærmelser.
Dagen efter blev jeg ringet op af min chef. Blondie havde ringede straks efter jeg var gået. Det kunne da ikke passe, at den slags skulle ske. Og det mente Chef-manden bestemt heller ikke. Han ville bare ringe for at sikre sig, at jeg var a-ok, og sige at sådan nogle mennesker skulle jeg selvfølgelig smide ud. Den slags kunne vi ikke have.
Det var sindsygt rart at vide, at Blondie havde min ryg, og bekymrede sig nok, til faktisk at gå til ledelsen. Siden da har vi snakket virkelig godt sammen. På nogle af hans fridage, når han kommer og handler, så kommer han ud bagved og hænger ud, en halv times tid gerne. Vi snakker bare om løst og fast. Virkelig en guttermand. En man stoler på.
Og så idag, da jeg havde tvunget min veninde op at træne, så rendte vi ind i ham. Og som min veninde stod og lavede gentagelser på gentagelser, mens jeg rettede hende lidt her og der. Ekspert som jeg nu er, efter 3 gange med personlig træner. Ja, så stod jeg og små-lurede på Blondie i spejlene. Han var godt nok dygtig til det der pull-up. Og hans arme var godt nok flotte når han trænede biceps. “Ej nu stopper du fjolle,” tænkte jeg. Men vi var til personalemøde her til aften. Og under hele mødet kunne jeg mærke en god ping-pong mellem os. Vi havde virkelig mange interne jokes. Jokes vi sagde højt til alle, men hvor vi lige kiggede på hinanden, for at bekræfte at det var vores joke først, og den anden grinede.
Og pludselig kunne jeg mærke den der lille “men ham kunne jeg da godt lige score til julefrokosten”-følelse i min krop. De der arme ville jeg da gerne lige have omkring mig, ham der ville jeg da gerne lige have for mig selv et øjeblik. Bare et øjeblik.
Og bum – et helt nyt crush blev født. Så nu er Blondie i spil – og måske inde for rækkevidde. Og som noget helt nyt, så er det ikke en jeg føler mig akavet omkring. Jeg føler mig faktisk rigtig godt tilpas i hans nærvær.
Det kan godt være træls, at være mig nogle gange – bevares mange har det værre end jeg, men jeg synes det hele er lidt stramt for tiden. Så bær over med mig.
Jeg arbejder meget, går meget i skole, vil gerne nå at træne og passe hunde-monsteret også. Det gør at søvn simpelthen bare ikke er en prioritet tit.
Men i dag flød bægret over. Så meget at jeg i frustration måtte slå en knytnæve i bordet.
Vi har den hersens blå bog, der skal udfyldes i min klasse, nu vi snart får den der famøse hue på.
Men det er åbenbart en uhåndterlig opgave; at bede 25 voksne (eller myndige nok nærmere) mennesker, om at beskrive hinanden uden at mobbe. Det er i hvert fald ubegribeligt svært for en dreng i klassen, vi kan kalde ham Diktatoren. Han mener nemlig at de billigste grin er de bedste, og elsker at lave sjov på andres bekostning. Det gik i dette tilfælde ud over en af mine rigtig gode veninder fra klassen. En rigtig modbydelig, ikke engang sarkastisk, men direkte ondskabsfuld kommentar skrev han i hendes dokument. Det synes jeg nu ikke var helt fair, og tænkte at hvis man nu bare slettede det, og skrev det om, så det var sagt med humor og kærlighed, så ville det nok komme ud på ét. Men ak nej – her til morgen havde Diktatoren fjernede min kommentar, og indsat en endnu længere, endnu mere modbydelig uddybning af hans tideligere kommentar.
Jeg var fuldstændig paf. Jeg forstod simpelthen ikke, at han ikke selv kunne se hvor afstumpet og respektløs hans tilføjelse virkede? Så jeg skrev en besked til Diktatoren, fast besluttet på at smaske min holdning lige op i hans fjæs. Jeg skrev det til ham; at jeg synes det var usympatisk og ukammeratligt, på den måde at udstille sine grumme holdninger.
Det var Diktatoren ligeglad med, han synes det var sjovt, og jeg kunne faktisk tage “mit pædagogiske pis” og stikke det op et hvis sted. Han gad i hvert fald ikke censureres (mange flotte ord kan han, når han føler for det. At sætte det i sammenhæng er dog en anden sag).
Efter en time-lang diskussion, ringede jeg til Brormand. Udmattede, uforstående og på randen til gråd i raseri over at skulle håndtere så umodent, usolidarisk og på alle måder ikke behovs-tilsidesættende et individ. Brormand var meget forstående. Han synes jeg havde ret – ham Diktatoren var da også en idiot! Ja – en klaphat ligefrem. Hvordan kunne mine brillante argumenter og vidunderlige verdenssyn bare prelle af på ham? Hvorfor kunne han ikke se, at det var ham der var galt på den. Brormand kunne ej heller forstå det.
“Kommer du snart til København, så giver jeg sku en øl,” sagde Brormand.
Tjo, jo… Ikke snart nok virkede det som om. Men på lørdag fik jeg svarede.
“Det er løgn!!!” udbrød Brormand. Han lød så oprigtigt glad, sådan en glæde man ikke kan forfalske. Sådan en der varmer helt inden i.
Men nej, den var skam god nok. Jeg kommer til det der København på lørdag.
“Så skal du da med i byen! Slænget fra job kommer, det bliver så fedt!” forklarede Brormand.
Jeg blev helt glad ved tanken, bare øl og snak og hygge. Langt væk fra Diktatoren og hans undersåtter.
“Vennen kommer også,” sagde Brormand, lidt tøvende.
Min mave lavede et lille hop inden i mig. “Åh for Guds skyld lad det ske, bare denne gang!”, jeg kunne ikke tænke mig noget mere, end at hælde øl i svælget med de to lige nu.
“nåh, ej hvor hyggeligt,” fik jeg svarede, helt cool “hvad med Øboeren?” spurgte jeg, ikke helt så cool. Selvom jeg oprigtigt gerne ville møde hende. Virkelig.
Flashback til forrige weekend: Da jeg var blevet efterladt alene derhjemme, uden at blive inviterede til hæng-ud-jule-kom-sammen, ja – så var det faktisk Brormands skyld. Brormand vurderede at jeg ikke var klar til at overvære Vennen og Øboeren i “lad-os-se-juletræet-på-Rådhuspladsen-blive-tændt-og-danse-rundt-i-skæret-fra-en-millionmilliard-julelys-og-vores-uendelige-kærlighed-til-hinanden”-mode. Så han havde sagt jeg ikke kunne komme, da Øboeren havde sagt: “ej, hun vil da føle sig udenfor hvis hun ikke er inviteret,” pisse sødt – I know. Anyways, det var sådan jeg begyndte at kunne lide Øboeren.
Nåh tilbage til i dag, Øboeren skulle altså ikke med, hun skulle være på sin Ø, og Vennen skulle ikke til den ø, lige den dag. Jeg var både lykkelig og lidt skuffet.
Men denne situation er ikke uvant – Vennens kat kan blive akut syg, eller han falder på vej ud af døren.. Jeg tør ikke få mine forventninger for højt op.
Men bare tanken om en bytur med de to, var nok til at hjælpe min dag lidt på vej.
Det, og så denne GIF jeg fandt… Som jo ikke var til at stå for, og generelt symboliserer mig meget godt, i alle relationer med attraktivt hankøn. Bortset fra jeg ikke har Aaron Pauls roof-breaking sexappeal
Som teenager i skrivende stund, er der en Facebook-trend der ikke gået min, til tider distræte, næse forbi.
En deling af billeder, med budskaber der hylder jalousien i forhold.
Udsagn der negligerer det katastrofale tilfælde jalousi faktisk er.
I disse udsagn bliver jalousi opstillede som, lidt sødt, lidt sjovt og fuldstændig socialt acceptabelt.
Som om det er helt oki-doki at hun lige kigger kæresten over skulderen når han skriver sms’er, som om det er lidt nuttede at hun tjekker hans mobil i smug, som om det er helt finno at hun går op i en spids over at en “random hoe” liker hans billede. Jojo – alle disse tilfælde er jo blæst ud af proportioner, fordi overdrivelse fremmer forståelse. Bortset fra at disse kvinder findes, og vores massive deling og like-ning af disse opslag på Facebook, blot skaber en form for social accept af noget, der faktisk er et kæmpe problem.
Jeg skal ikke se mig selv for god til, at have smagt jalousiens bitre smag i munden, at have snaget i min eks telefon, at være blevet sårede over en kommentar fra en af hans veninder. Men jeg følte mig bestemt ikke hverken, sød, nuttede eller oven på. Og sådan skal det heller ikke være. Hvis man spørger mig.
For såvel som den forsmåede part i et jalousi-drama, så lider den stakkels gut altså også. Mon det er fedt at blive beskyldt for alt muligt man ikke har gjort, og ej heller havde intentioner om? Er det specielt fedt at skulle aflægge rapport hver gang man går ud med vennerne? Nej ikke rigtig. Den anden part bliver straffet for en forbrydelse de ikke engang har begået.
Jeg er et af de slags mennesker, der har et par rigtig gode hankøns venner. Venner jeg sætter ubeskriveligt meget pris på. Og hvis en kæreste ubegrundede begyndte at begrænse min tid med dem, eller – gud forbyde det – snagede i mine ting for at finde et grundlag for jalousi, ville jeg føle mig krænkede helt ned på celleplan.
Jeg har absolut intet at skjule med mine venner, hvis han spurgte, måtte han hjertens gerne læse vores korrespondance, dog ville jeg finde behovet en smule besynderligt. Men at gå bagom ryggen på mig, for at bekræfte hans egen usikkerhed ville være nok til at jeg smækkede døren i – for good.
Jeg stoler på at min “special someone” er sammen med mig, frem for alle mulige andre, af en grund. Og jeg vil da virkelig ønske, at han har det på samme måde.
Som sagt har jeg dealede med jalousi. Noget begrundet, rigtig meget ubegrundet. Det er ikke en nem følelse. Men jeg synes man skal huske på, at det er et problem der ( i de fleste tilfælde) ligger i én selv. En usikkerhed man selv puster liv i, hver gang man laver en scene ud af det. Det er ikke nemt, men jeg tror oprigtigt at det er en følelse man nogle gange må bide i sig, sluge, skrige ned i en pude – for det er vitterligt ikke den andens skyld (for det meste). En følelse der, hvis italesat for ofte, kan rive et forhold fra hinanden.
Jeg har nogle veninder der bruger udsagnet “jeg stoler jo på ham – det er bare alle de andre piger jeg ikke stoler på”. Jeg bliver så trip-trap-træt hver gang, jeg skal høre på det. Er deres rationalitet kortsluttede fuldstændigt? Der skal to til tango, og en eller anden trunte kan ikke bare stikke tungen i halsen på manden, uden han ligesom er med på den. Eller det kan hun godt, men så hedder det nærmere seksuel chikane, og den slags kan man sku få ballade for (har jeg hørt). Hvis din mand bliver overfaldet af en voldsomt-twerkende man-eater på toilettet, der grinder op ad ham og laver vaskemaskinen på hans tænder, alt i mens han græder og kalder på sin mor, fordi han på det vitterligt ikke har lyst – så ville man vel ikke bebrejde ham dette voldsomme overfald. Et andet scenarie er at man er kæreste med en rygradsløs regnorm, der hælder for mange Mokaï indenbors på en lørdag, og slutter af med at snave med adidas-trunten i hjørnet. Den type er værdiløse og skal forlades så hurtigt, at de kun når at se din awesome røv og en fuck-finger.
Dette er de to eneste scenarier. Og ingen af dem retfærdiggøre at udsætte mande-mennesket for jalousi. Den sidste kan få en kuffert med tøj lige i fjæset – i bedste Hollywood-stil, men intet andet.
Vi er igang med at avle en generation af selvhævdende, kontrollerende, opmærksomheds-hungrende, telefon-kiggende, facebook-snagende redebyggere, ved kollektivt at acceptere sådan en form for opførsel. Der higes så meget efter “boyfriend goals” og andre Tumblr-klicheér med filtre og life-quotes plastrede hen over dem, at lige så snart der indfanges en uvidende stakkel, så kvæles han i tosomhed, Netflix-snuggles og værst af alt “nuttede”-jalousi.
Stop det.
Skulle vi ikke i stedet hylde troskab, tillid og frihed til at være individer, i stedet for at leve i påtvungen symbiose, fordi det er så meget på mode lige nu.
For tiden virker det som om, at det mere er idéen om at have en kæreste, man kan lave “perfect-couple”-ting med, vi dyrker. I stedet for det smukke i, at finde et individ vi finder så skønt, dejligt, sjovt og vidunderligt, at vi har lyst til at bruge tid med dem. Men de er stadig et individ, og det er det man forelsker sig i. Derfor er det også vigtigt de får lov til at blive ved med at være det, så de ikke ender som en beige-klædt forstadsmand der kører i Citroën Berlingo – fordi “den er så pratisk”.
Jeg skrev på et tidspunkt om en Tinder-gut jeg døbte Bartenderen. Vores relation var lidt… mærkværdig…
Altså i lang tid var alle mine forslag om at mødes blevet manet i jorden, af denne Bartender. Det var altsammen meget underligt, og jeg forstod ikke helt dette besynderlige væsen.
Den eneste måde at komme ud med det på, var at blogge om det, som endda også blev udgivet på Tinderslut!
Men sidste søndag, da jeg følte mig utroligt nede over min manglende invitation til julehygge med Brormand, Vennen og Øboerne, tænkte jeg at det skulle blive løgn.. Og spurgte Bartenderen om han havde planer mandag, nu når jeg var i det store Købehavn. Til alles forbavselse, så var Bartenderen fri som en fugl. Til at starte med troede jeg det var en joke. Eller at han ville brænde mig af. Og at han og alle hans venner ville sidde på en café og grine, mens de væddede om hvornår jeg gav op og tog hjem.
Men det gjorde han altså ikke. Jeg mødte ham – sådan i levende live. Det var lidt mærkeligt, eftersom vi kun har set hinanden i 2D i over 8 måneder nu. Det var altsammen noget spøjst. Vi skulle handle først, og jeg kunne ikke lade være med at gå og iagttage manden, som var han et sjældent dyr. Hele hans ageren var pudseløjerlig. Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal beskrive det. Men stemning var god – venskabelig og hyggelig. Mens vi vadede rundt mellem discount-vare og sure med-shoppere.
Derefter traskede vi hjem til ham – vi skulle spille Playstation, og jeg troede fejlagtigt at jeg kunne banke ham i skydespil. Det viser sig, at mine finmotoriske evner skal pudses lidt af – for jeg stank virkelig til pløkke folk ned virtuelt.
Eftersom at jeg allerede fra morgenstuden havde besluttede at jeg skulle fornekere med mysterie-manden ved lejlighed, og derfor havde taget det flotte undertøj på, måtte der ligesom ske noget.
Så som vi bevægede os ind i 3. afsnit af The Walking Dead begyndte jeg at blive utålmodig… Der måtte godt snart ske noget, så med kvindelist og diskrete hints (hahah – okay ikke særligt diskrete hints) fik jeg ledt Bartenderen på rette spor.
Bartenderen har dog læst Tinderslut, og mente at vores forstående aktivitet helst skulle holdes fra The Interwebs. Så jeg vil blot sige undskyld til Bartenderen for hele dette indlæg, og opveje ved at skrive;
Han var meget, meget, meget dygtig! Faktisk den dygtigste jeg har været sammen med (tillykke med det flødefyr!). Det var alt i alt en rigtig god oplevelse, og jeg vil klart anbefale ham til andre!
Men som jeg forlod hans lejlighed, umiddelbart efter, fordi han havde været så djævelsk langsom og jeg nu var forsinkede til mit tog, kunne jeg ikke ryste følelsen af totalt apati af mig. Selvom jeg følte mig utroligt afslappede, en smule døsig og ovenud glad, blev jeg en smule rystede over min komplette mangel på romantisk involvering. Trods Bartenderens rare, rolige og meget venlige gemyt, følte og føler jeg stadig ingen romantiske følelser for ham – what so ever. Intet, nada, nul. Der er intet at komme efter – udover mindblowing sex naturligvis.
Men jeg har så længe overvejet om min hjerne ville eksplodere i følelser, ligeså snart jeg havde sex med ham – som det er sket så ofte før. Men nej – min træning i total afstumpethed er lykkedes. Om det er en god eller en dårlig ting må tiden vise. Eller også er jeg bare en fyr oppe i hovedet? En meget feminin og bitchende fyr – men stadig en fyr?
Oh well – one down, two to go. Det tog kun 8 måneder med Bartenderen, så mon ikke vi kan sætte tempoet lidt op med Kuvøse-guffen og Sportsgutten?
