Så rundede jeg endnu et år. Det 21. for at være eksakt.
Normalt fejres min fødselsdag i forældrenes trygge rammer med morgenmad, fællessang og solskin.
Min 21 års fødselsdag har været en del anderledes. Sidste år, var min fødselsdag ikke særlig spektakulær. Bare en dejlig dag med sushi på altanen og museumskiggeri.

I år skulle jeg selv stable en form for festivitas på benene. Dog med mine forældres købestærke økonomi.
Jeg er flyttet ganske langt fra min vante bopæl og leguster indhegnet have. Dog satsede jeg på, at vejret ville være med mig, så et hyggeligt eftermiddagstraktement kunne forgå i min andelsforenings grønne område.

I fredags bespiste min far mig med burger, mens vi planlage weekendens udspillelse. Desværre vejrudsigten lumsk.
Det måtte vise sig, blev vi enige om.
I vildskab havde jeg strøet om mig med invitationer til festen. Fordi en stor del af familien er fra Jylland og jeg dermed konkluderede, at de ville møde begrænset op.
Ih guder hvor tog jeg fejl.
Ikke blot dukkede min mor og lillebror op dagen før, for at spise middag med min far, hans kone og jeg på en artsy-fartsy restaurant i København. Derudover trillede deltagere også ind på facebook-begivenheden.
23 talte den til sidst.
En smule presset begyndte jeg at tælle mulige siddeplaser i min 40 kvm store hybel.
Hvis man pakkede nogen ud på altanen, så kunne vi måske være der.
Ikke kun min familie kom, en samling af mine 3 bedsteveninder fra jylland besluttede sig for at krydse begge bælter, for at fejre lille mig i nogle timer.

Hele ugen gik jeg og var høj på en følelse af hvor privilegeret og elsket jeg følte mig.

Festen udspillede sig ganske glimrende, taget skybruddet i betragtning. Hvor vi alligevel grillede pølser på altanen og serverede lagkage på paptallerkner.
Folk grinede, hyggede og roste mit lille hjem i timevis.

Til sidst var jeg fuldstændig udmattet og lykkelig.
Mine veninder var de sidste der tog hjem. Inden de kørte stak min soldater veninde et brev i hånden på mig.
Jeg lagde det fra mig og glemte det for en stund mens jeg ryddet glas, stole og mad væk.

Så spiste jeg middag alene for første gang på min fødselsdag. Trippede lidt ved tanken, indtil jeg kiggede i køleskabet og så en doggybag af min livret. Min morfars frikadeller med hjemmedyrket kartoffelsalat, med en lille seddel fra Morfar.
Med helt ørt hoved satte jeg med min mad og et stykke kage. Satte en ligegyldig serie på, på netflix og spiste i stilhed.
Bagefter rejste jeg mig og fangede mit spejlbillede i gangen. Jeg følte den genkendte væmmelse ved synet af mig selv.

“Ikke underligt Garderen 2.0 er så tilbageholdende med dig – se dig lige… Han kan få meget bedre” tænkte jeg.
Tanken om at gå ud og kaste alt maden op igen, ramte mig øjeblikkeligt.
Pludselig følte jeg mig ikke fortjent til al den fejring jeg havde været udsat for. Følte at jeg skyldte mine forældre for alt det de havde gjort og betalt.

Alt hadet fyldte så meget i mig. Alt afskyen til mig selv. Uforståenheden for hvorfor nogen skulle synes jeg skulle være værdig til alt det her, som gjorde mig så glad, men virkede så besværligt for alle andre.
Og så så jeg brevet fra min veninde. En veninde der har set mig, når jeg var allermest modbydelig og uelskelig.

Side op og side ned havde hun skrevet. Hvor meget hun beundrede mig. Hvor flot hun synes jeg gør det.
Hvor glad hun kunne mærke jeg er blevet for Garderen 2.0, og han virker som en god fyr.

“Du er fantastisk,
Du er min bedste veninde
Du er mit mirakel og du er grunden til at jeg tror på eventyr
Tak fordi du er dig”

Flæbende kiggede jeg på papiret. Af flere grunde.
Fordi det er rart at nogen har taget sig tid til at skrive søde ord om én.
Men gråden var også sorgmodig, fordi jeg oprigtigt ikke har den følelse omkring mig selv.
Overhovedet.
Ikke et gran inden i mig, hvor jeg føler jeg fortjener så søde og rare ord.
Og det gør mig ked af det.
Fordi jeg ved hvor ked af det, det jeg ville blive, hvis én af mine veninder fortalte mig, at de havde det sådan med dem selv. Fordi jeg føler de fortjener hele verden og mere til.
Men alligevel kan jeg ikke finde den lille my inden i mig selv, der faktisk føler jeg har fortjent noget som helst af det her.

Så jeg rev den sidste side af brevet ud, og satte det fast på det forbandede spejl.
Forhåbentligt en dag, begynder jeg selv at tro på det.

Jeg har altid set mig selv som et menneske med en plan. Et kort. En udstukket rute. Et soleklart pejlemærke som mål.

Det seneste stykke tid har jeg mærket mange karaktertræk, som jeg påskønner ved mig selv, smuldre mellem mine fingre og blive erstattet af ting jeg foragter.
Brokkeri, selvhævdelse og selvmedlidenhed.
Opmærksomhedshungrende, krævende og ynkelig.
Rygradsløs, tudvåren og tilbageholdende.

Det hårdeste er at se tilbage på en person man faktisk var stolt af, blive erstattet af en flæbende dejklump, der render rundt med hovedet så langt oppe i røven på sig selv, at al erindring om solen er forsvundet.
Min “mer’ vil ha’ mer'”-mentalitet har efterhånden sendt mig så hovedkulds gennem livet, at jeg ikke kan finde fodfæstet igen.

Jeg prøver at minde mig selv om de gode ting. Det gør jeg virkelig. Min momentære glæde bliver som en mælkefarvet membran hen over alt det sorte i maven.
Tvivlen og utilstrækkeligheden fylder, alligevel tager jeg mig ikke sammen.
Jeg udskyder, undskylder og bebrejder. Altid, er der en vinderlig forklaring på hvorfor tingene ikke bliver gjort.
En regnorm, er hvad jeg er blevet til.
Mest fordi jeg er bange for, at gøre mit allerbedste, og stadig ikke være god nok.
Jeg roder rundt, men prøver at lade som om jeg har styr på det hele.
Jeg tror alle andre har gennemskuet mig, men jeg er den eneste der stadig tror på den store fede løgn, der er mit liv.

Og alt dette får mig til at vende tilbage til BMA.
En situation, hvor jeg fejlagtigt troede jeg var den, med den vindende hånd. Den overlegne. Den med bukserne på.
Der tog jeg fejl.
Tre knald inde, måtte jeg endnu en gang sande, hvor ypperligt jeg sukkede efter hans opmærksomhed.
Særligt nu, da han ikke vil give den til mig.
Rasende og frustreret har jeg været. Oftest på mig selv. Over mit alt for store engagement i dette hankønsvæsen, der tydeligvis blot er en 20-årig knægt med hovedet fuld af partroner og krudt.
Men ind i mellem, særligt efter 1-2 øl for mange, er det kommet til at gå ud over ham.
At jeg har kvajet mig, og givet mere ud af mig selv end jeg egentligt vil. At jeg dagen efter med skam, har svoret aldrig at kontakte ham igen.
Efter 3-4 dages stilhed knækker jeg for det meste, og skriver til ham alligevel.
Fordi det er sådan jeg er blevet. Til en regnorm.

Og er det ikke typisk sådan legen er. Først ville han, hvor jeg ikke interesserede mig synderligt.
Nu er det omvendt. Og det er mig der sidder med den lange næse.
Egentligt er jeg OK med omfanget af vores kontakt. Et par gange om ugen er helt finno.
Dette er så skammeligt, at jeg aldrig ville sige det højt, så lad det blive mellem os.
Men jeg ville gerne være “hans” eller nogens. Jeg er ikke afklaret med om det er ham som sådan, eller om det bare er ideen om, faktisk at have en sød dude der kan lide en.
Måske er det det sidste.
Efterhånden er jeg kommet frem til, at mit behov til at gøre “krav” på ham, er at jeg på den måde kan forvente noget af ham. At han på den måde også skylder mig engagement.
Det er ulogisk og usundt. Det ser også helt skørt ud, når jeg skriver det ned.
I virkeligheden vil jeg jo bare gerne bekræftes i, at jeg er ønsket og begæret.
At kvæle ham i opmærksomhed er ikke den rigtige strategi, det ved jeg. Men ligesom en junkie, er jeg nærmest dirrende efter hans opmærksomhed efter 3 dage. Så hungrende, at jeg er villig til at sætte min stolthed og integritet over styr.
Alle overspringsundskyldningerne træder straks til. “Alle kan jo lide, at være savnet”, “der er intet i vejen med at vise man er interesseret – LIGESTILLING!” og “han skal jo bare lige mindes om, at du er sød”.
Det er alt sammen bullshit. For i virkeligheden har han ikke udvist interesse i nogle måneder. Alligevel hænger jeg fast ved ham, som en tæge på et dødt dyr. Febrilsk suger jeg det sidste næring ud af noget, der har ligget i vejkanten i månedsvis.
Ynkelig og patetisk er det eneste der kan beskrive min situation lige nu.

Engang sagde en mand, jeg så meget op til “stram op!”.
Jeg havde helt glemt, hvor kloge to så små ord kan være. Hvor kort og præcist noget kan siges.
Men mere skal der ikke til.

Stram op!

Jeg har været væk, hvis nogen skulle have taget notits. Formentligt ikke.
Januar og februar har været alt andet end milde, så mine tanker har myldret så meget, at jeg ikke føler jeg har kunne stykke to sammenhængende sætninger sammen.
Nu prøver jeg med en status-liste, som en lille appetizer på hvad end min hjerne kaster op ud på papiret i løbet af de næste par dage.

– Jeg er blevet tyk
– Jeg er blevet doven
– Jeg har et job, som jeg hader
– Vennen og jeg er mere uvenner end nogensinde før
– Jeg dumpede optagelsesprøven på Sergent-skolen
– Jeg skal betale over 2000 tilbage i Skat
– Alle mine veninder rejser væk i lang tid
– Der har været nogle store sorte huller, som har vist min selvdestruktivitet i værste omfang
Men!
– Jeg har købt lejlighed i mit elskede København
– Jeg skal til to optagelsesprøver på ting jeg virkelig gerne vil uddanne mig som
– Jeg får 7800 i feriepenge
– Jeg har måske fået et studierelevant sommerjob
– Jeg har en sød fyr, der skriver godnat, inden han lægger sig til at sove
– Solen er begyndt at skinne

Jeg prøver at stykke et langt resume sammen. En status på Vennen, en uddybning af en ny fyr der betød meget i kort tid, noget om selvskade og -destruktion, og en gammel kendings tilbagevenden.
Uuuh cliffhanger…

Nogle gange skræmmer det mig hvor godt min mama kender mig.
I går aftes på de sene timer, havde vi noget der ikke kunne beskrives som andet end en heart to heart. Begge med tårer i øjnene og grødet stemme.
Jeg har det ikke godt. Jeg har ikke vidst hvorfor. Men det er gået ud over mange af mine kammerater omkring mig.
Jeg har været urimelig, jeg har været hård, jeg har været mut og har faktisk ikke været et særlig rart menneske.
Generelt har jeg været af den opfattelse, at det var alle de andre der var mindre begavede og organiserede (ja, til tider fejler mit ego intet), og at disse mennesker, derfor havde fortjent min vrede.
Det er selvfølgelig ikke tilfældet, og på ingen måde fair.
Mor så lige igennem det. Spurgte hvorfor mit overskud var så lavt.
“Føler du dig utilstrækkelig skat?”
Spørgsmålet gik rent ind. For det er præcis sådan jeg har det. Jeg skjuler mine egne svagheder ved at udpege andres. Et usympatisk karaktertræk, jeg ved det. Og pludselig følte jeg mig som en kæmpe skiderrik. Jeg var nu den mindre begavede og organiserede. Godt nok er mine ting i orden, og jeg er muligvis hurtigere til ting end de andre. Men hvad pokker er det værd, hvis ingen gider at lege med mig fordi jeg er et røvhul overfor dem?
Mor kaldte mig på det bullshit. Så lige ind i sagens kerne. Hun forstod. At jeg er introvert og at bo sammen med 8 andre virkelig er en udfordring for mig. Hun forstod mine frustrationer. Hun forstod min grundlæggende tvivl på mig selv.
“Hvem er det du prøver at bevise noget over for? Det var meningen det her skulle være et fristed efter gymnasiet,”
Nogle gange forstår den dame at dumme tingene ned på et niveau, så selv jeg forstår det. Stille spørgsmålene, der egentligt er relevante. For hvorfor var det pludselig så vigtigt for mig, at videreuddanne mig i Forsvaret. Hvem beviser jeg noget overfor? Mig selv? Min familie? Alle andre?
Jeg ved det ikke engang selv. For jeg skal jo være politibetjente, jage pædofile og andre skurke. Jeg skal ud i verden og redde mennesker – ikke skyde dem.
Jeg elsker Forsvaret, jeg elsker mit job og jeg elsker den faglige udfordring. Men jeg kan oprigtigt ikke lide den person jeg bliver, når jeg er under pres. Og det presser mig for alvor til grænsen, at bo så tæt med andre.
Jeg ved at jeg er arrogant og bedrevidende, eller i hvert fald fremstår sådan. Intet under når mine forældre er på samme måde.
Men det ulækreste er, at jeg ved hvor meget jeg til tider betvivler og hader mig selv, og alligevel får folk til at føle sig som lort, ved at hakke ned på dem.
Det er usselt. Virkelig.

Derfor besluttede jeg mig for at lave en list over ting, som skal gøre mig til et bedre menneske

• Jeg skal stoppe med at hakke ned på folk, og i stedet komme med løsningsforslag – Uden at pege fingre.
• Jeg skal holde på med at føle mig bedre end andre mennesker. Det er jeg ikke.
• Jeg skal ikke sammenligne mine resultater med alle andres.
• Jeg skal have det sjovt. Og få andre til også at have det.
• Jeg skal trække mig når jeg er træt.
• Jeg skal stoppe med at præstere og i stedet fokusere på at udvikle mig.

Et klogt menneske (spørg mig ikke hvem) har engang spurgt: “hvis ikke du elsker dig selv, hvordan skal andre så kunne?” Og det er jo egentligt et ganske validt spørgsmål.
Den første måned af min værnepligt har været altoverskygget af nye indtryk, ny læren og mange nye mennesker (specielt hankønsvæsner der er umådeligt flotte derinde).
Men endnu en gang må jeg være kommet frem til den konklusion at alt det mande-halløj må sættes på pause, indtil jeg har fået styr på mit eget lort. Sådan 100%. For det går sku ikke.
“En dag, skat, så finder du en fyr, som får dig til at glemme alle de usikkerheder du har omkring dig selv. En der vil dig så meget, at du stopper med at være i tvivl om du er god nok,”
Jeg grinede. “Sådan et menneske har jeg ikke mødt endnu,” svarede jeg.
“Åh jo, du har jo mig!” svarede mama og kiggede på mig, med så meget kærlighed, som kun en mor kan rumme.
Jeg har måske ikke prøvet at blive forgudet af en fyr. Men jeg har forældre der elsker mig højere end noget andet.

Det kan godt være jeg voksede min mor over hovedet for 8 år siden, at jeg råber ad hende, smækker med døren og siger urimelige ting. Men grundlinjen er simpel.

Nogle gange ved mama bare bedst.

Det gode ved det der militær er, at de er gode til at give forlængede weekender. Hvilket har resulterede i, at jeg i skrivende stund har haft weekend i 24 timer, sådan cirkus. En velfortjent weekend, that is.

1 dag med undervisning fra 8 til 22, og to dage med march i fuld udrustning.
De to første dage gik godt. Rigtig godt faktisk.
Jeg trippede som et lille barn for at få et glimt af Sergenten, på det ugudelige tidspunkt de kalder “rengørings timen”, aka. klokken 5 om morgen. På en mandag. Det burde nærmest være ulovligt.

“Giv agt” rungede det igennem stuen klokken 6.30, og der stod han så. Valsede igennem stuen i hans nystrøgne skjorte jeg havde lyst til at krølle på forskellig vis, mens han kæbe var spændt på sådan en sexet mande-mands måde.
“Forsæt” sagde han afværgende, for at slippe for opmærksomheden. Vi forsatte med vores gøremål, mens jeg smugkiggede stjålent på ham.
“Pingvin,” sagde han lidt lavt. Rettede mig op, og kiggede på ham. Han trådte et skridt tættere på og rakte hånden ud efter noget lige over mit venstre bryst. Mine øjne flakkede mellem hans øjne og hans hånd, forvirret over hans intention. Hans fingre samlede sig omkring knappen på min brystlomme. “Din lomme er åben,” sagde han, endnu lavere. Stadig med forvirring malet i hele ansigtet, vendte han om på hælene, med noget der mindede om et smil om læberne.

Den sidste dag havde jeg ikke meget overskud, og håber ikke han har kigget for meget på mig.
Skoene lavede vabler på størrelser med 5 kroner, vi skulle gå mindst 15 kilometer med 20 kilos oppakning, jeg fik for lidt at spise og selvfølgelig skulle det hele toppes som tivolikrymmel i en skøn blandning af insektbid der fik min hånd og mit øre til at ligne ballondyr formet af klovnen Bobo og lidt PMS, bare for at give turen et ekstra kick!
Da vi traskede tilbage til kasernen repeterede jeg Roben og Knud tekster i mit hovede igen og igen, i håb om at kilometerne ville blive mindre.

Vi kom tilbage – lys for enden af tunnelen – troede jeg.
Lige som kasserne med dampende varm mad blev åbnet og serveret; “Pingvin!” råbte min gruppefører. Lydigt trådte jeg ud af madkøen. “De her ammunitionskasser er talt forkert op, det skal gøres om igen. Jeg har sagt du gerne vil,” sagde han bestemt. Der var da intet jeg hellere kunne tænke mig. Jeg satte i værk. Over 1100 patroner i hver af kasserne, kunne jeg konkludere.
Da jeg var færdig rejste jeg mig, og gik hen for at hente min mad. Det eneste lyspunkt inden rengøring. Og væk var den. Der var ikke mere mad tilbage. Jeg regnede hurtigt sammen i hovedet; det var i hvert fald 5 timer siden jeg sidst havde spist og drukket noget. Min sergent kiggede næsten beklagende på mig. Lovede han ville gå op og hente noget mere.
Jeg takkede nej med et smil, for det var det eneste der ville gøre han ikke insisterede. Lovede at jeg ville spise den proteinbar jeg havde i skabet. Jeg ville bare have han gik væk, så jeg kunne tumle ud på badeværelset.
Min verden var begyndt at styrte sammen. Kroppen arbejde på det sidste energi og jeg kunne mærke frustrationstårerne i øjenkrogene. Jeg skyndte mig ud på toilettet inden nogen så mig. Satte hænderne på siden af vasken og mærkede armene dirre af udmattelse under mig mens tårerne trillede.
30 sekunder gav jeg mig selv til at få styr på det hele. Så spiste jeg min proteinbar og gik igang med min rengøring.

Måtte takke nej til de andres bytur, men var stolt af mig selv for at have klaret det med oprejst pande, i hvert fald ud af til.

Og se nu bare; det overlevede man også. Når man ligger hjemme i sin egen seng og tænker på det, så er det jo ikke så slemt alligevel.

Min far er mit idol, min helt, mit forbillede. Han lever det liv, jeg gerne vil have.

Intet rod og rene linjer.

En kone der elsker ham, fælles drømme og ambitioner. De er et power-couple.

De har ingen børn, bare mig. Der er altid plads til mig, men jeg er her selvsagt ikke meget.

Lige nu ligger jeg, med udsigt over Øresunds blinkende lys, og et funklende Malmö på den anden side af vandet, i deres super lækre, sprit-nye Amager lejlighed. Og jeg føler mig rolig. Føler jeg hører hjemme. Oppe i skyerne, med langt ned til gadens sus. Jeg kan se suset oppefra. Se solnedgangen over København, og føle lykken helt nede i maven. Jeg hører til her. Midt i hasten og larmen.

Jeg hører ikke hjemme i Jylland. Min by er ikke stor nok længere. Min fortid fylder for meget. Det er omklamrende og klaustrofobisk. Som om folk kender mig og hvilke dumme teenage ting jeg har gjort, men ikke ved hvem jeg er.

Jeg vil gerne væk, springe ud fra den afsats jeg kender og afskyer, og vide at jeg lander på mine egne fødder på den næste steppesten. Jeg ved at jeg godt kan. Kan klare storbylivet. Jeg er klar til det. Fordi jeg føler København er mit hjem i hjertet.

Det lyder totalt romantisk – det var det ikke. Det var egentligt bare Blondie og jeg der valgte at køre en tur og snakke.

Vi snakkede om alt, nærmest. Det var let og hyggeligt, bare at brænde benzin af på motorvejen i aftensolen. Intet sted at tage hen, intet at nå.

Han snakkede om Maria, hende den nye. Jeg har en dårlig mavefornemmelse, men hvis han er glad, så er jeg glad. Oprigtigt!

Vi snakkede om Vikingen. Det var mærkeligt. Eller det var det ikke, men det efterlod mig med en masse tanker.

“Jeg tror sku du har tabt den kamp snuske,” sagde Blondie og grinnede.

Jeg grinnede med, jeg tror det er en forsvarsmekanisme jeg har.

Mit selvværd og selvbillede er stadig lidt skrøbeligt. Altså jeg overlader det i hvert fald ikke i andres hænder.

Lad mig uddybbe så alt dette ikke bliver alt for kryptisk.

Jeg vejede 10 kilo mere for et år siden. Det er intet enormt vægttab, men det har været en enorm sejr for mig. For inde bag de 10 kilo fedt, der gemte sig en relativt sprød krop og en ret fed personlighed. Hvis jeg selv skal sige det, uden at det bliver for selvsmagende.

Altså personligheden har jo hele tiden været der, men den nervøsitet og mangel på selvværd jeg har følt, har skjult den godt.

Så jeg er blomstret og vokset det sidste års tid. Halleluja. Jeg vågner ofte op og kigger mig selv i spejlet og tænker enten “daaaayam guurl,” eller “nåh det er sku da ikke helt skidt.”

Og fandeme om det ikke bliver over mit lig, at et eller andet hankøns væsen skal komme og ødelægge det.

Blondies kommentar om at Vikingen var “iskold”, var både en smule latterlig (han virkede ikke iskold da jeg mødte ham onsdag), og en smule sårende. For hvorfor er det mandemenneske ikke ved at falde over sine egne ben?

“Han ville være heldig at få mig!” råber den ene halvdel af min hjerne.

Og så kommer tvivlen snigende… For er der et eller andet vitterligt galt med mig? Har jeg kronisk en bussemand siddende på kinden, men har fortrængt det og kan ikke længere se den? Er jeg et af de mennesker der klemmer sig ned i en størrelse 36 og tænker “if it zips it fits”, med deller væltende ud over det hele. Jeg tror det ikke? Min størrelse 36 er velfortjent.

Jeg vil ikke defineres af nogens afslag (og teknisk set så afviste jeg ham! At jeg har fortrudt det bitterligt bagefter, er vores lille hemmelighed), min selvtillid skal komme fra mig selv af.

Faktisk er jeg lidt træt af at føle, jeg skal anerkendes på baggrund af mit udseende. Jeg vil lyttes til, føle mig sjov og interesant. Og så kommer jeg til at savne Vennen. Ham der lytter og ser mig.

Men indtil da, så må mit anthem være Marina and the diamonds – How to be a heartbreaker.

“Rule number one, is that you gotta have fun. ‘Cause baby when you’re done, you gotta be the first to run.”

Jeg svor efter Blondie og Vikingen fadæsen, at den slags udskejelser var spild af min tid, og at jeg måtte fokusere noget mere på skole.

Hvilket også gik super fint, i omkring 12 timer (hvor jeg sov 8 af dem), og opdagede en vis Fætter Guf i min entré. Dette var dog let forkasteligt, og jeg bar mig ad med mit ganske uinteressante liv endnu et døgn.

Efter arbejde stod der et par sko i entréen jeg ikke kunne genkende. Det var for sent til at jeg gad gå op i det. Jeg smed jakken og kastede mig i sengen. Til min store skræk stod der endnu et pragteksemplar af et mandfolk i mit køkken om morgen. Helt forfjamsket over mit umiddelbare nochelant valg af påklædning, udspurgte jeg mande-mennesket om han var en ven af min bonusbrors. Det var han, dog ikke fra byen, men de havde kendt hinanden længe.

Ved første øjekast var han lidt en Byggemand Bob agtig type, men hans selskab var ualmindeligt behageligt. Sådan én med fødderne solidt plantede på jorden og utrolig meget i balance med sig selv.

De skulle i byen, han spurgte om jeg ikke ville med. Måtte afslå, jeg havde en morgenvagt og en intention om at han ikke skulle se mig fuld lige foreløbigt. Mine evner til at styre alkohol er ikke imponerende for tiden.

Jeg hentede dem hjemme hos en veninde dagen derpå. De var lidt vingeskudte begge to, og tiggede om cola og chips. Hvordan skulle man kunne stå imod. Jeg havde tænkt på denne nye Byggemand Bob lidt for meget, mens jeg var på arbejde. De spurgte om jeg ville være med til at se stand-up mens de plejede deres skrøbelige kroppe. Det gad jeg da godt, og jeg blev placeret ved siden af Byggemand Bob på en luftmadras de havde fået bakset ind i værelset.

Det stand-up må have været en kende kedeligt eller også var jeg ualmindeligt træt, for mens jeg hvilede øjnene et øjeblik, var alt luften røget ud af madrassen, det var blevet endnu mere mørk med en sølvstråle af månelys, og i luftmadras krateret (vi kender det alle), var jeg trillet lige ned i armene på Byggemand Bob. Han trak vejret roligt og hans skulder var dejligt varm. Mens jeg lå og filosoferede, kunne jeg ikke komme i tanke om hvornår jeg sidst havde sovet sammen med en fyr. Jeg er mere en “hit and run” kindda gal.

Men der i mørket med Byggemand Bobs vejrtrækning mod mit hår og hans fødder under min dyne, tog det ikke mange sekunder at falde i søvn igen, uden at overveje at gå ind i min egen seng. På trods af gulvet var mægtig koldt under madrassen, der efterhånden mindede mere om en sørgelig hoppeborg.

Sikke en hyggelig måde at starte fredagen på.

Jeg ser mig selv som et ret selvstændigt menneske. Jeg kan lide, når jeg kan gøre tingene selv. Jeg er på mange måder, som et stædigt “kan selv, vil selv”-barn. Ja, nogle gange stamper jeg næsten i jorden og holder vejret, hvis det hele ikke lige går efter mit hovede. Charmerende karaktertræk. Jeg ved det.

Anyways, det er det der vinterferie, og jeg skulle arbejde i weekenden. Med en uforklarlig dunkende hovedpine og et overskud noget lig nul, begav jeg mig ind i den længste 8 timers vagt jeg nogensinde har haft. Drømme søndag. Alt gik galt. Jeg nåede intet af det jeg ville, havde en masse hængepartier. Glemte hvor jeg var kommet til når jeg blev afbrudt. Fik sygemeldinger. Alt var nederdrægtigt.

Omkring lukketid var jeg grædefærdig. Min krop gjorde ondt, mit hovede hamrede afsted, som havde jeg været 1 uge på Roskilde Festival med en menu udelukende bestående af rødvin.

Dagen efter skulle jeg tideligt op, og i sommerhus med min fars familie, langt ude på bøh-landet. Misforstå mig ikke, jeg elsker min familie. Men de er ret konservative, og har ikke særlig højt til loftet hvad angår alternativ tankegang. Heldigvis er min far mere af min støbning, og vi kan på den måde bakke hinanden lidt op, når det kommer til diskussioner. Det var derfor noget uoverskueligt, at se min far og hans kone forlade sommerhuset onsdag, og vende næsen hjemad. Og efterlade mig med oppositionen.

Min bedstemor elsker mig rigtig højt, men nylige beslutninger jeg har truffet i mit liv, huer hende ikke, og det har skabt en hvis distance.

3 dage mere med dette virkede fuldstændigt uoverkommeligt. Særligt da jeg blev færdig med min bog, og ikke længere kunne gemme mig. I hvert fald ikke med en valid grund.

Timerne gik efter fars afgang, og jeg følte mig træt og ked af det (PMS-livet er selvfølgelig også en form for undskyldning). Under aftensmaden spurgte flere ind til om jeg følte mig frisk, fordi jeg så lidt bleg ud. Og et lille vindue åbnede sig. Jeg kunne komme væk, med en simpel forklaring om at jeg var blevet syg. Jeg skulle bare finde en der kunne køre mig.

“Kunne du ikke helt vildt godt tænke dig, at køre en tur ud hvor kragerne vender og hente mig?” spurgte jeg Blondie. Det var som at gribe efter et græsstrå, men det var mit eneste håb, når det var blevet så sent.

1 minut efter havde jeg Blondie i røret.

“Jeg var lige på vej ud at træne, hvor er du?” spurgte han, med sin venlige og velkendte stemme.

Jeg spurgte om han ikke ville træne inden han kom, jeg kunne sagtens vente.

“Ikke tale om, jeg kommer med det samme! Send adressen og pak dine ting” grinnede han.

20 minutter senere holdt han i indkørslen, mens min familie kiggede nysgerrigt ud for at spotte et glimt af mit lidt hemmelighedsfulde mandlige bekendtskab, der sådan kom og hentede mig om aftnen. Han smed mine ting i bagagerummet, og bakkede ud af indkørslen. Jeg lænede hovedet tilbage og sukkede af lettelse. “Er du okay?”. Nu var jeg. Jeg kunne mærke, hvordan jeg med det samme slappede af i den varme bil, den duftede af Blondie, musikken var behagelig, og mørket omsluttede os.

Hele vejen hjem snakkede vi om alt og ingenting. Vi grinnede, snakkede lidt alvorligt og grinnede så igen. Nemt og behageligt.

Jeg kan selv, og jeg vil selv. Men som vi kørte gennem mørket, trygt og varmt, føltes det rart faktisk at være blevet reddet.

Har vi dem ikke alle? Vores kendis-crush…. Mennesker så genetisk begunstiget at det nærmest virker absurd. Personer hvis arvemateriale er så attraktivt, at man straks får lyst til at reproducere med dem… I en elevator, på et køkkenbord, i en park… Alt efter hvor man fik muligheden for det.

Mit ultimative crush lige pt. er Jonathan Harboe. Google ham, han er det værd.

Efter en sygdoms serie-marathon hvor valget faldt på “Sjit Happens”, så er det gået op for mig, hvor utroligt flot et menneske Mr. Harboe er. Altså, det burde jo nærmest ikke være lovligt at være så latterligt lækker.

Og problemet med disse flotte mennesker, er tit at de er meget bevidste om at de faktisk har frit valg på alle hylder.

Finder du én, der ikke er klar over det; så hold for guds skyld fast i mennesket!

På den måde vil folk af mere ordinært udseende, som jeg selv, nok blive fravalgt af den gode Jonathan (ikke at han er overfladisk – hvad ved jeg, jeg kender ikke manden – men lad os være realistiske).

Så Jonathan er et af disse panty-dropping type mennesker, jeg forstiller mig fyre har den samme tilgang til kvinder som Blake Lively, Selena Gomez, Megan Fox ect. ect. Piger der bare giver en instant-boner.

Men… Der findes jo tusindvis af fyre i vores hverdag som har nogenlunde den samme effekt. Særligt hvis man finder ud af, at de er ret nice, at være sammen med. På trods af fejl og mangler, kan en “ordinær-hverdags”-fyr jo sagtens skabe hovedekuller, hjertebanken, røde kinder og Lalandia i trussen.

Lad os bruge Blondie som eksempel. Til at starte med, havde jeg overhovedet ikke kategoriseret ham som lækker. Men som man lærer ham at kende, så blev han bare sødere og sødere – pænere og pænere. Til sidst én jeg havde hede drømme om.

Som man lytter til hovedefokuset for mange piger på min alder, så er det at ligne disse modeller man ser på alle mulige medier. Et absurd og sygeligt behov for at opnå “ideal-kroppen”. En krop man skal huske på, at disse mennesker lever af, og dermed bruger op til 8 timer i døgnet på at træne og passe, de lever på bestemte diæter og efter en meget omfattende livsstiv, for at opnå netop “idealet”. Og hvordan skulle en normal studerende kunne nå det?

Men for at være helt ærlig, så tror jeg drenge har det på præcis samme måde som piger. De har ikke brug for en model for at tænde på en pige, eller forelske sig i hende.

Det tror jeg nogle gange piger bliver forblændet af Hollywood-glans og god belysning. Verden er baseret på kemi, og ikke lange øjenvipper og høje kindben.

Bilder jeg mig da ind.