Jeg elsker når det går godt for mine venner. Jeg bliver glad når de betror sig til mig, hvis de har problemer. Jeg kan godt lide at give folk råd. Jeg elsker at give dem følelse af, at de er elsket og værdsatte.
“Selvfølgelig kan hun lide dig! Hvordan skulle hun kunne andet? Du er amazing!”, “han ville være heldig at have dig!”, “du er den bedste, du fortjener bedre end det!”
Men når det kommer til mig selv, kan jeg ikke lade vær med at betvivle alt det, jeg så gladeligt smører alle andres ansigter ind i! Mine venner er fantastiske, de fortjener det bedste, de fortjener at være lykkelige, de fortjener toppen af kransekagen. Intet er godt nok, gud være nådig ved den, der kommer til at træde dem over tæerne. For jeg vil altid stå bag mine venner, og uddele skinnebensspark til dem, som har gjort der har begået dem en uret.
Men når det kommer til mig selv, så er jeg mere villig til at gå på kompromis, med alt det jeg proklamerer overfor mine venner at de aldrig må mangle.
Det er ikke lige så vigtigt for mig, at jeg bliver behandlet pænt. Ikke ligeså vigtigt at jeg er den, der tænder julelys i hans øjne når jeg skriver en besked, og får ham til at gå ind i en lygtepæl.
Jeg er villig til at gå på kompromis med min egen velvære for en eller anden gut, men ikke med mine venners?
Nogle gange siger folk “han ville være skide god for dig”, og jeg kan ikke rigtig se det. Men efterhånden er jeg mere tilbøjelig til at give de andre ret. De må kunne se noget jeg ikke kan.
Jeg ser mig selv som et ret selvstændigt menneske. Jeg kan lide, når jeg kan gøre tingene selv. Jeg er på mange måder, som et stædigt “kan selv, vil selv”-barn. Ja, nogle gange stamper jeg næsten i jorden og holder vejret, hvis det hele ikke lige går efter mit hovede. Charmerende karaktertræk. Jeg ved det.
Anyways, det er det der vinterferie, og jeg skulle arbejde i weekenden. Med en uforklarlig dunkende hovedpine og et overskud noget lig nul, begav jeg mig ind i den længste 8 timers vagt jeg nogensinde har haft. Drømme søndag. Alt gik galt. Jeg nåede intet af det jeg ville, havde en masse hængepartier. Glemte hvor jeg var kommet til når jeg blev afbrudt. Fik sygemeldinger. Alt var nederdrægtigt.
Omkring lukketid var jeg grædefærdig. Min krop gjorde ondt, mit hovede hamrede afsted, som havde jeg været 1 uge på Roskilde Festival med en menu udelukende bestående af rødvin.
Dagen efter skulle jeg tideligt op, og i sommerhus med min fars familie, langt ude på bøh-landet. Misforstå mig ikke, jeg elsker min familie. Men de er ret konservative, og har ikke særlig højt til loftet hvad angår alternativ tankegang. Heldigvis er min far mere af min støbning, og vi kan på den måde bakke hinanden lidt op, når det kommer til diskussioner. Det var derfor noget uoverskueligt, at se min far og hans kone forlade sommerhuset onsdag, og vende næsen hjemad. Og efterlade mig med oppositionen.
Min bedstemor elsker mig rigtig højt, men nylige beslutninger jeg har truffet i mit liv, huer hende ikke, og det har skabt en hvis distance.
3 dage mere med dette virkede fuldstændigt uoverkommeligt. Særligt da jeg blev færdig med min bog, og ikke længere kunne gemme mig. I hvert fald ikke med en valid grund.
Timerne gik efter fars afgang, og jeg følte mig træt og ked af det (PMS-livet er selvfølgelig også en form for undskyldning). Under aftensmaden spurgte flere ind til om jeg følte mig frisk, fordi jeg så lidt bleg ud. Og et lille vindue åbnede sig. Jeg kunne komme væk, med en simpel forklaring om at jeg var blevet syg. Jeg skulle bare finde en der kunne køre mig.
“Kunne du ikke helt vildt godt tænke dig, at køre en tur ud hvor kragerne vender og hente mig?” spurgte jeg Blondie. Det var som at gribe efter et græsstrå, men det var mit eneste håb, når det var blevet så sent.
1 minut efter havde jeg Blondie i røret.
“Jeg var lige på vej ud at træne, hvor er du?” spurgte han, med sin venlige og velkendte stemme.
Jeg spurgte om han ikke ville træne inden han kom, jeg kunne sagtens vente.
“Ikke tale om, jeg kommer med det samme! Send adressen og pak dine ting” grinnede han.
20 minutter senere holdt han i indkørslen, mens min familie kiggede nysgerrigt ud for at spotte et glimt af mit lidt hemmelighedsfulde mandlige bekendtskab, der sådan kom og hentede mig om aftnen. Han smed mine ting i bagagerummet, og bakkede ud af indkørslen. Jeg lænede hovedet tilbage og sukkede af lettelse. “Er du okay?”. Nu var jeg. Jeg kunne mærke, hvordan jeg med det samme slappede af i den varme bil, den duftede af Blondie, musikken var behagelig, og mørket omsluttede os.
Hele vejen hjem snakkede vi om alt og ingenting. Vi grinnede, snakkede lidt alvorligt og grinnede så igen. Nemt og behageligt.
Jeg kan selv, og jeg vil selv. Men som vi kørte gennem mørket, trygt og varmt, føltes det rart faktisk at være blevet reddet.
Jeg er et individ uden rygrad. “Jeg skal aldrig drikke igen,” svor jeg sidste weekend. Jeg følte jeg havde fucket op. Det havde jeg nok også.
Dog gik det hurtigt over, og Blondie og jeg gik tilbage til vores venskabelige flirten. Men som sædvanligt nød han, at trække pinen ud. Sno mig om sin lillefinger. I desperation for at finde ud af, hvor jeg havde ham, så snavede jeg ham. På kontoret. På en kontorstol. Det var intenst. Frækt.
Han brød hurtigt, smuttede. Efterlod mig fortumlet og forvirret. Han kom tilbage senere, hvor vi dog havde selskab.
Jeg fornemmede noget var galt, men var glad når jeg fik hans opmærksomhed. Bildte mig selv ind, at der nok ville ske noget mere snart.
Det gjorde der på sin vis også. 10-øren faldt for mig.
Fredag aften skrev han. Jeg drak vin alene mens jeg mine yndlings actionfilm (vild fredag, I know). Han startede med en joke, spurgte om han skulle komme over. Jeg var halvvejs i gennem vinflasken, og tænkte det kunne han snildt. Men han dukkede ikke op. Skrev han var taget op for at hjælpe på jobbet. Sådan kan det jo gå.
Jeg drak resten af min vin og gik i seng.
Idag vågnede jeg med ondt i håret og en direkte ulyst til at tage på arbejde. Min veninde havde skrevet. Hun er også venner med Blondie og havde været sammen med ham aftnen før.
“Ved du hvem Lærke er?” spurgte hun. Jeg aner ikke hvem Lærke er.
Åbenbart havde planen været at tage hjem til mig, indtil denne Lærke havde skrevet, at han bare kunne komme hjem til hende. Det havde han gjort. Fair nok, min selvtillid tog et slag. Hvorfor valgte han hende frem for mig? Ingen ved det, og efterhånden er jeg også ligeglad. Jeg skal ikke være nogens valg i mangel af bedre. Ikke igen.
Jeg grublede lidt, inden jeg tog på arbejde. Håbede han ikke var der.
Jeg er som sagt enormt glad for mine arbejds-gutter. De er virkelig vidunderlige alle sammen. Mange af dem er ret flotte, på hver deres måde. En af disse gutter er en 2 meter høj, håndboldspillende, rødhåret, fuldskægget gut. En ægte Viking. I følge Facebook enhver svigermors drøm.
“Hej musse!” udbrød han da jeg stak hovedet ind på kontoret. Han skulle lige lære mig noget – jeg er jo den nye. Vi tullede rundt. Da han på et tidspunkt kom frem til, at han måske skulle hjemad, lagde han armen om min skulder på vej ud på lageret. Det føltes rart og trygt. Der under Vikingens vinge. En hel uge med bekymringer af den ene og den anden slags, forsvandt for en stund.
Det der skulle have været let og sjovt med Blondie, var blevet besværligt og et irritationsmoment i min hverdag. Men det gjorde det også klart, at jeg er klar til mere, end hvad han kan tilbyde.
Så da Vikingen skrev her til aften, var jeg uforbeholdent glad. Han var sød og spurgte hvordan min vagt var gået. Jeg spurgte hvordan hans lur var gået.
Ti-øren er faldet. Jeg forstår. Jeg er klar til mere nu. Det kan Blondie ikke give mig, og det er fint nok.
Det har været en lang uge. Livet flakser sig ikke lige som jeg vil, og derfor faldt jeg lørdag aften til en god ven – rødvinsfalsken. Jeg blev hurtigere fuld end jeg regnede med. Jeg skrev en fjollet besked til Blondie. Han ville gerne se mig. Jeg ville sku også gerne se ham. Helst lidt mere af ham. Han var på arbejde. Jeg tog derop, og så ignorerede han mig faktisk frem til jeg skulle hjem igen efter lukketid. Det tacklede jeg ikke særlig flot i min brandert. Jeg blev faktisk rigtig kællinge-sur. Flot move, virkelig charmerende. Det lort gad Blondie ikke finde sig i, det forstår jeg godt.
Han spurgte hvad der skete for mig, da jeg var kommet hjem. Jeg var stadig fuld og overbevist om at det var hans skyld. Så jeg svarede surt tilbage at jeg ikke gad det her halv-hjertede flirteri mere. Det var virkelig dumt. Vi skændtes ikke rigtigt, men ord blev udvekslet… Jeg fortaltet jeg kunne lide ham… Lide ham for meget. Jeg vil jo ikke have det stopper, men det begynder at gøre ondt nu. Jeg begynder at tage det for seriøst.
Stemningen er mærkelig. Jeg mente det ikke. Mente ikke noget af det jeg fik sagt. Men måske er det meget godt med en pause, for som min veninde så fint skar ud i pap for mig; “du er jo helt pjattet med ham”. Og det har hun fuldstændig ret i. Det er jeg, og det er en fucking fejl. Det var ikke planen.
Han skrev igen her til morgen, jeg skrev undskyld, han sagde jeg ikke skulle tænke på det. Han spurgte om jeg ville komme op og hjælpe ham. Han havde sovet dårligt. Der var en spøjs stemning. Jeg skammede mig og kunne ikke rigtig være mig selv.
Jeg vil gerne mere… Men jeg er bange for at brænde nallerne, og jeg tror jeg har fucket det op for good denne gang.
Forleden læste jeg et opslag omkring hvor “ulækre” disse “fuckboys” er.
For lige at have alle med, er fuckboys en ung fyr, der ikke interesseret i at have et romantisk forhold, men rigtig gerne vil have sex med mange forskellige. Da jeg var ung kaldte vi dem players, men lad det ligge.
Jeg forstår problemet. Der er en trend for at vi skal prøve alt, være frigjorte, ikke binde os, være selviske. Det er cool nok. Det er svært at prøve det hele når man har en fast partner. Men samtidig florerer der en totalt overproklameret trend for at fyre skal gøre latterligt ekstraordinære ting for deres kærester, for at bevise deres engagement. Det må stoppe. De stakkels fyre kan jo nærmest ikke gøre noget rigtigt. Den ene dag skriver de “hey smukke”, den næste har de kæreste på, og hun forventer en Tiffanys ring i uges dags gave.
Men nu er dette fuckboy begreb opstået, og det pisser mig en smule af. For grunden til det overhovedet har fået en negativ klang, er manglende forventningsafstemning. Jeg hader at være forvirret i en relation, og jeg er derfor nogle gange ret hurtig til at spørge hvad intentionen er. Nogle vil kalde det for hurtig, men hvorfor spilde tiden?
Lad os bruge den evigt gode Blondie som endnu et eksempel; Blondie sendte lidt mixet signaler om hvor vores ståsted var. Jeg havde først opfattet ham som den ideale fuckboy (yep, jeg synes de er geniale), men pludselig blev jeg i tvivl om han havde redebygger-tendenser. Derfor spurgte jeg, og jeg kunne fornemme han trådte varsomt fordi han forventede at jeg ville have mere; forholdet, tosomheden og kæresteriet. Der kunne jeg så berolige ham med, at jeg slet ikke havde tid til den slags, men jeg var rigtig glad for ham som min ven, men også gerne ville prøve lidt mere. Men at vi skulle udenlade følelser. Han havde det heldigvis på samme måde.
Netop fordi vi har forventningsafstemt; jeg ved hvad han vil, og han ved hvad jeg vil, hvilket heldigvis er det samme. Så er spillereglerne sat op. Det er venskab med komplimenterende sex, og derfor bliver jeg heller ikke sur når han snakker om andre scoringer, eller andre bare piger generelt. Det irriterer mig ikke når han ikke svarer, det skylder han mig ikke. Og visa versa.
Derfor måtte jeg også hanke op i mig selv, da jeg begyndte at mærke de der feels komme krybende. At jeg blev lidt for glad for at se ham, lidt for irritabel når han ikke svarede, at det gjorde lidt for ondt når han snakkede om sine scoringer. Jeg kunne mærke det påtagede smil, og anstrengelsen i at skulle virke upåvirket. Det er jo ikke hans fejl. Vi havde en aftale, han har aldrig lovet noget og derfor er det mig der må bakke. Jeg tog et par dage, et par lange snakke med veninder, og fik styr på det hele.
Han er en god fyr, en god ven. Men han er heller ikke kærestepotentiale lige nu. Og det tror jeg der er mange fyre der ved. Så spørg dem dog i stedet for at forvent du skal være hans 4-ever boo.
Der er intet galt med at være en fuckboy, så længe de er ærlige og ikke bilder en alt muligt ind.
Hvis du ikke kan lide duften i bageriet, så kan du sku da bage dit eget brød.
Jeg har været rigtig voksen – i en hel weekend. That’s right, 72 timer af voksenhed.
Jeg har skulle drage omsorg for et lille menneske. Min kusine. Det har været hyggeligt, fornøjeligt og på alle måder elskeligt. Men jeg var godt nok glad for, at jeg kun skulle være voksen i én weekend. At jeg derefter kunne levere ungen tilbage. Og dermed kunne stoppe med at være voksen igen.
Jeg kunne rigtig mange ting, fandt jeg ud af; spise på McD i børneafdelingen en fredag aften mens jeg smilede og vinkede til “mit” barn, overholde sengetider og sukkerrestriktioner, være pædagogisk og skide god til at trøste. Ja, man skulle nærmest tro jeg havde prøvet det før. Men fredag aften, da barnet sov sødt med sut og det hele, så kunne jeg mærke teenage-nykkerne. Det var alligevel kedeligt derude på landet. Så jeg lod Johnny Depp og Orlando Bloom underholde mig med skønt pirateri. Da trætheden alligevel slog ind, gjorde jeg mig klar, til at ramme dynerne, i mit grimmeste nattøj.
PLING!
Bedst som lyset var blevet slukket og øjnene lukket, nåede lige at tænke det bare havde at være vigtigt, ellers ville der rulle hoveder.
“Hey putte, er du hjemme?” skrev Blondie. Det kunne jeg ikke påstå jeg var.
Han ville egentligt også bare vide, om taxaen skulle smide ham af hos ham eller hos mig. Skuffelse. Pludselig var der meget langt hjem og fristelsen var enorm. Af alle weekender, så valgte han at skrive efter et bootycall, den dag jeg ikke var hjemme.
Det var der jo ikke noget at gøre ved. Men sød var han. Lidt mere nu da alkoholen havde lagt sig over hans hjerne.
PLING!
“Vil du vide hvad du går glip?” spurgte han. Nåh nåh, Blondie var i drunk-sexting humør. Det virkede da løjerligt, så jeg legede med. Og sikke ideer han havde. Jeg var imponeret. Kunne mærke adrenalinen banke rundt i kroppen.
Efter lidt tid måtte jeg runde den af, så frustrationen og de varme kinder ikke tog over. Weekeden gik, han skrev ikke mere. Jeg gik udfra han var lidt pinlig over det. Det var sødt nok.
Jeg skulle på arbejde, da barnet var leveret tilbage til sin retmæssige ejer. Sad og stenede i en kontorstol. Ens hjerne kan kun kapere en vis mængde “Frost”-relaterede snak og spørgsmål, erfarede jeg.
“Har du savnet mig?” lød det fra døren til kontoret. Jeg snurrede rundt på stolen og så Blondie. Smilende, ædru og i vidunderligt humør. Jeg måtte indrømme i mit stille sind, at det havde jeg faktisk. Jeg havde lyst til at kramme ham (og meget mere), men styrende mig – det var kun 4 dage siden vi havde set hinanden sidst. “Har du savnet mig måske?” spurgte jeg drilsk igen. Det havde han, sagde han. Og mit hjerte sprang et slag over. Han satte sig, vi snakkede. Jeg spurgte ind til hans bytur, han forklarede. Han fortalte om sit nyfundne liv med cølibat.
Blondie har tideligere været en rigtig score-kal – ny dame hver uge – og jeg troede faktisk stadig han var det. Men ak nej, han havde prøvet det der med ikke at have sex i flere uger ad gangen (faktisk siden vi kyssede til julefrokosten. Læs: 3 uger – you go Blondie), det fungerede fint for ham, sagde han og det gjorde mig lidt glad indeni.
Vi har ikke haft sex endnu… Chancen har ikke været der, mellem skiftende sygdom og alt det der skole jeg laver. Men stemningen er ved at peake, og jeg mærker trangen til at røre ved ham helt ud i fingerspidserne, når vi er sammen. Pulsen dunker varmt igennem kroppen, åndedrættet bliver lidt mere hult når han står helt tæt på.. Jeg er klar hvis han er.
