“Godt nytår,”
skrev jeg og sendte af sted.
Jeg ønskede han skulle tænke på mig denne aften. Jeg ville også være en del af hans liv I det nye år. Han skulle vide jeg tænkte på ham.
Jeg ville have han huskede mig. Om jeg så skulle vride armen om på ham. Om ikke andet skrev han vel bare et høfligt svar.

Det var formentligt rødvinen der gjorde mine øjne klare og mine kinder røde, som fik mig til at tænke det var en god ide.
Men jeg mærkede savnet og længslen nede I maven. Længslen efter den tryghed han bragte.
Jeg er ikke et længselsfuldt menneske. Men jeg synes åbenbart ikke at komme over Garderen 2.0.
Han er der bare hele tiden, og jeg ville ønske han forsvandt ud af mit hoved.

Han svarede. Godt nytår, og alt det der.
Jeg luftede i en, ikke særlig snildt forklædt bemærkning, at jeg skulle til hans hjemby, hvis han tilfældigvis var hjemme fra højskole, og havde lyst til at drikke en kom kaffe. Eller bolle. For eksempel.
Den sidste del tænkte jeg mest. Man er vel en dame.

“Hvis jeg er hjemme, er der ikke noget, jeg hellere vil,”
skrev han, både med hjerte og kysmund. Årh.

Min hjerne føles som en pladespiller der sidder fast i en rille. Rundt og rundt går det. Den samme skrattende lyd, der aldrig rigtig bliver til noget nyt.
Jeg har et eller andet sygt behov for at gøre krav på ham. Et behov for at vride armen om på ham. Vride følelserne ud af ham. Tvinge ham til at udtrykke, at han savner mig.

Min rationeller liste af argumenter træder tøvende frem, “undskyld, men du er klar over I ingen rigtig relation har? Ikke….?”
“Hold kæft,” vrisser jeg tilbage. “Han skal nok komme til at savne mig. Det skal han. Han kan ikke finde en anden,”
“Selvfølgelig finder han en anden,” argumentere den rationelle stemme, “du er godt klar over hvor sød og pæn han er? En skam du først opdager det nu.”
Jeg bliver stille. For jeg ved, jeg er kvælende. I min tvang af kærlighedserklæringer.
Jeg har jo lyst til at han skal have lyst til at tale med mig. Fortælle hvad der forgår i hans liv.

Men jeg ved han er fyldt med alt muligt andet. Nye mennesker, ny højskole, nye eventyr.
Jeg kigger forstenet på det lille billede af ham i facebooks tattle tale chatlinje
“5 nye venner” står der. Holder musen over den blå linje. Et kvinde navn dukker op. Og for første gang i mange år dukker jalousiens grumme, grimme, grønne fjæs frem i min bevidsthed.
Fuck hun er pæn. Naturlig og pæn. Lille og slank.
Mærker mit selvbillede få en mavepuster. Fuck.

Min lille bøn bliver afbrudt af mit rationale. Ville jeg selv have skrevet, hvis det var mit eventyr? Næppe. Hvorfor skulle han så gøre det.

Godt han ikke ved alle disse ting der forgår i mit hoved.
Hvor træt jeg er, når jeg endelig lukker øjnene, fordi jeg har prøvet at analysere situationen i atomer.
Håbe på det bedste og forberede mig på det værste.

Jeg frygter allermest, at han ikke kan ses overhovedet. Fordi mit behov for at se ham lige nu synes altoverskyggende. Fordi jeg om ikke andet, bare rigtig gerne vil være i hans liv. Oprigtigt.
Fra et sted i mit forkvaklede hjerte, tror jeg, at jeg bundærligt holder af ham.
Måske det ville gå væk, hvis jeg vidste vi ikke skulle ses. Om det er uvisheden der får min hjerne til at optanke på analytisk jetfuel, og aldrig steder sig til hvile?
Det jeg frygter næstmest er, at se ham og høre han har fundet en ny. En eller anden højskole type. Formentligt en sød og ligetil type som ham selv. Jeg frygter at skulle lægge ansigtet I de rette folder, og skynde mig at finde en undskyldning for at gå. For jeg skal nok blive glad på hans vegne, jeg skal bare lige derhen.
Jeg frygter det. At han bliver revet væk. Mit smukt opbyggede glansbillede af ham. At min helt uproportionelle forgabelse i ham, skal hives til jorden endnu en gang og pakkes væk.
Grumme assositioner til Vennen melder sig. At jeg ikke gjorde noget, fordi jeg ledte efter noget bedre, og pludselig forsvinder han for næsen af mig.

I et nyt år skal man have nogle ambitioner. Med sådan en helt ren tavle (som vi alle mener man får, når Jorden har været en tur rundt om Solen), skal man have nogle visioner for, hvad der skal på tavlen.
Jeg tror min ambition er at øve min behovsudsættelse. Lad det være mad, tøj eller fyre.
Med mad vil jeg øve mig, som baby-steps, i at udskyde mine cravings til dagen efter.
Med tiden skulle det gerne være sådan, at jeg kan udskyde det til weekenden. Så jeg kan være god ved min krop. Den og jeg skal trods alt være sammen rigtig længe.
Og så vil jeg bare gerne kunne tage én forbandet pull-up.

Når det kommer til fyre, så kaster jeg snart op. Alt jeg er selv træt af at høre på mig, snakke om Garderen 2.0. Som en hamster i en trædemølle, løber jeg bare hurtigere og hurtigere, men kommer ingen steder.
Spøg til side, så løber jeg ingen steder. Jeg hader at løbe. Det skal jeg lige have kigget på ved lejlighed.

Jeg er skide træt af at savne ham.
Jeg er pisse træt af at have sat ham på pedestal.
Mit gamle go-getter ego vil have ham, fordi jeg ikke kan få ham.
Jeg har sådan et sygeligt behov, for at tvinge ham til at tænke på mig. Eller et sygeligt behov for, at han udtrykker at han gør det.
Jeg har lagt bånd på mig selv. Har ikke kontaktet ham siden nytår. 20 dage and counting (men hvem tæller?). Lader bolden ligge hos ham.
Umiddelbart tror jeg han har en masse bolde at lege med lige pt., og min er ikke den mest interessante. Så jeg står bare på min bane halvdel, med en masse velkendte kedelige bolde, og venter på, at han sparker min bold tilbage, så vi kan spille sammen lidt.

Jeg stoppede med at skrive, samtidig med jeg stoppede på p-piller. Dårlig kombi. Ikke anbefalelsesværdigt.
Jeg følte min psyke stod vaklende ved en stejl skrant. Noget i stil med Gran Canyon. Hvis jeg væltede ned derfra, er jeg ret sikker på nogen ville skulle lægge mig i en form for spændetrøje, og låse mig i en gummicelle.

Mit…. Engagement, i hans liv, på afstand, nærmest bag en busk med en kikkert, tenderede til stalking. Jeg priser mig lykkelig for der er over 400 km mellem os i fugleflugt. Så gode kikkerter findes ikke.
Jeg er også rigtig glad for, at jeg alligevel har formået at holde tavsheden, og håber inderligt han ikke er tankelæser.
Han tænker forhåbentligt slet ikke over “os” lige pt., når jeg ikke møver mig med røv og albuer ind i hans liv.
Nu må vi se om han sparker nytårsbolden tilbage.

Min tredje mor, Hella Joof, sagde engang:
“Hvis det er din hest, så kommer den tilbage”
Det er godt nok klogt sagt, og jeg trøster mig ved tanken.
Men hvor længe skal man vente på den der hest?
Må man ride på andre heste (læs: pikke, jeg kinkede den op med Crossfitteren. Mere info følger), mens hesten er væk?
Hvad hvis jeg finder en anden hest, men den første, min yndlingshest, vender tilbage?
Hvad hvis min hest boller en anden højskole-hest, og han pludselig bliver hendes hest, så jeg sidder tilbage med alle de gulerødder jeg har, at give og et længselsfuldt hjerte? Fordi min hest har valgt at gå i stald med højskole-hesten?
Jovist, så giver Kloge Hellas ord jo mening. Så var han ikke min hest alligeveller. Men hvor længe skal jeg spejde ud i horisonten efter min langbenede hest, med de brune lokker og milde blå øjne?

Busruden banker mod min tænding, nærmest i takt med Panamahs søde toner dundrer gennem mine ører. Næsten velkomment fylder sorgen min mave og bryst. Velkomment, fordi jeg så længe har været vred. Vred og uforstående. Vred ud i tåspidserne. Vred, så jeg ikke kan garantere, at jeg ikke ville have skubbet Garderen 2.0 ud foran et tog, hvis jeg mødte ham på Nørreport, hvor jeg ofte gik med nakken dukket, i frygt for at rende ind i ham. Frygten for, at skulle falde fra hinanden lige der midt i menneskemængden. I det mindste ville han også falde fra hinanden. På togskinnerne.
Eller, jeg ville i hvert fald give ham et mærkbart skinnebensspark.

Jeg prøvede som jeg plejer, at slippe uden om at føle. Arbejde, træning, venner, familie, aktivitet, aktivitet, aktivitet. Og i lang tid lykkedes det mig.
I få tilfælde ventilerede jeg min frustration. ”Er han virkelig SÅ ligeglad med mig?!” spurgte jeg indigneret. ”Har han bare været en endnu større narrøv, end alle de tidligere narrøve, siden han faktisk udgav sig for at være en god fyr?” forsatte jeg. Mine veninder nikkede. Han var absolut den mest narrøvede af alle narrøve på denne planet.
Men alligevel gik jeg med en lille fornemmelse, et lille håb måske, om at det ikke var forklaringen. Så meget kunne min intuition alligevel ikke tage fejl. Så ville han have løjet om alt, han nogensinde havde fortalt mig. Men hvorfor dog.

Alle disse spørgsmål. Så få svar.

Jeg glemte ham. Tvang mig selv til at glemme.
Glemme ved at bolle andre.
”Denne gang bliver anderledes,” lovede jeg mig selv, inden jeg skulle på kaffedate med en fra mit træningscenter. Kasket, store overarme, drengerøv – perfekt!
Kaffedate betyder ingen ulykker, det mente jeg helt bestemt.
Skip frem til 3 timer og 2 kopper kaffe og en bagel senere, hvor jeg skyder fanden i dating regler, og knalder det dumme mandemenneske, som om det var sidste dag på Jorden.
Faktisk er han slet ikke dum, Ham Den Nye. Han er bare ligegyldig.

Han mener det godt, men alt hvad der kommer ud af munden på ham giver mig tungt hoved, mens jeg ville ønske han ville stoppe med at snakke.
Til at starte med, troede jeg at jeg kunne blive glad for ham. Hvis jeg virkelig ville. Jeg prøvede at engagere mig. Men efterhånden blev han mere og mere et redskab. Som en livagtig dildo. Et redskab til en orgasme.
Jeg undgik fysisk kontakt ellers. Jeg fik nærmest kvalme når han ville kysse mig, og manøvrerede mig rundt, så jeg kunne slippe. Når vi var færdige, rullede jeg dynen om mig, lagde mig med ansigtet mod væggen. Forklarede at jeg ikke var særligt fan af at putte. Hvilket er sandt. Undtagen Garderen 2.0. Og andre fyre hvis armkrog, jeg passede perfekt ind i.
En aften skræmte distanceringen til Ham Den Nye mig. Under agten. Det gik pludselig op for mig, hvor ligeglad jeg var med ham. Fuldstændig, komplet ligeglad. Jeg gjorde ham og mig selv færdig, velvidende at dette ville være sidste gang, og rullede derefter om på siden, så langt fra ham som det var mig fysisk muligt.
Den nat drømte jeg om Garderen 2.0. Jeg så ham for mig, klart og tydeligt. ”Undskyld,” sagde han ”undskyld jeg aldrig svarede, jeg var ked af det og bange”. Hans ansigt er oplyst af tusind farver, håret er blæst tilbage af en vindmaskine jeg ikke kunne lokalisere.
Jeg vågnede, kiggede ind i Ham Den Nyes ansigt. Vrængede på næsen da han snorkede og prustede mig ind i ansigtet. Han krængede armen om mig, trak mig ind under sin dyne. Jeg vred mig. ”Du er ikke Garderen 2.0,” tænkte jeg ulykkeligt og rullede op mod væggen, mens jeg lod som om jeg sov. Jeg følte mig som et vederstyggeligt menneske. Hullet i maven fyldte.
Flere dage gik jeg med hullet i maven. Ham Den Nye skrev. Jeg ønskede ikke at svare, gjorde det mere af pligt og høflighed end af lyst. Håbede han opfangede mine korte svar og lod mig være. Om end hans overarme var perfekt muskuløse, var de ikke Garderen 2.0’s. Jeg passede slet ikke i dem. Eller også ville jeg ikke.

Jeg prøvede at lægge det hele væk. Fokusere på noget andet. Men der var Garderen 2.0 eller hans dumme almindelige navn, uanset hvor jeg kiggede hen.
Jeg klagede min nød til min mor. Min mor er dejlig direkte. Hun gider ikke så meget dansen om den varme grød.
”Så skriv dog til ham, skat!” opmuntrede hun, mens jeg muggede ned i mit halstørklæde. Jeg trak på skulderen. Som om jeg ikke havde gjort nok. ”Han vidste sikkert ikke hvad han skulle sige, og pludselig var der gået for lang tid.” Det virkede som ønsketænkning. Hvis han ville skrive til mig, havde han gjort det.
Jeg lod mig overtale. Det var simpelthen for fristende. Udsigten til hans opmærksomhed, var som lun kage lige under min næse. Uimodståeligt.
Jeg skrev en høflig og smule distanceret besked. Kiggede længe på den lille ”leveret”-kvittering nederst på skærmen, inden jeg tog mig sammen, og forsatte mit liv. Jeg kunne ikke vente for evigt på ham. Ikke igen.
Han svarede. Mit hjerte stoppede næsten. Lige bag min skærm, på tværs af internettet, bag en anden skærm sad han, og skrev til mig. Jeg læste beskeden nøjsomt. Han var ked af det. Over hvordan han havde opført sig. Uordentligt og uacceptabelt. Men dagene var gået, hvor han ikke ville skrive noget, fordi han var såret over jeg havde sluttet det.
Han skrev alt det jeg ønskede at høre. Som om han havde hørt mig sige det.
Længe undskyldte vi frem og tilbage, med en påtaget høflighed i mellem os.
Da det føltes som om, der ikke var mere at skrive, skrev jeg det eneste der rungede højt og klart mellem et virvar af følelser.
”jeg savner dig,” skrev jeg og holdt vejret.
”jeg savner også dig.” svarede han.

Vi skrev ikke mere, for der var ikke mere at sige efter det. Vi savnede hinanden. Han savner mig, måske som jeg savner ham.
Da jeg satte mig i bussen, og fandt min kærligheds-spilleliste frem, føltes smerten velkommen, for jeg er ikke længere vred, og det er helt okay.

Så rundede jeg endnu et år. Det 21. for at være eksakt.
Normalt fejres min fødselsdag i forældrenes trygge rammer med morgenmad, fællessang og solskin.
Min 21 års fødselsdag har været en del anderledes. Sidste år, var min fødselsdag ikke særlig spektakulær. Bare en dejlig dag med sushi på altanen og museumskiggeri.

I år skulle jeg selv stable en form for festivitas på benene. Dog med mine forældres købestærke økonomi.
Jeg er flyttet ganske langt fra min vante bopæl og leguster indhegnet have. Dog satsede jeg på, at vejret ville være med mig, så et hyggeligt eftermiddagstraktement kunne forgå i min andelsforenings grønne område.

I fredags bespiste min far mig med burger, mens vi planlage weekendens udspillelse. Desværre vejrudsigten lumsk.
Det måtte vise sig, blev vi enige om.
I vildskab havde jeg strøet om mig med invitationer til festen. Fordi en stor del af familien er fra Jylland og jeg dermed konkluderede, at de ville møde begrænset op.
Ih guder hvor tog jeg fejl.
Ikke blot dukkede min mor og lillebror op dagen før, for at spise middag med min far, hans kone og jeg på en artsy-fartsy restaurant i København. Derudover trillede deltagere også ind på facebook-begivenheden.
23 talte den til sidst.
En smule presset begyndte jeg at tælle mulige siddeplaser i min 40 kvm store hybel.
Hvis man pakkede nogen ud på altanen, så kunne vi måske være der.
Ikke kun min familie kom, en samling af mine 3 bedsteveninder fra jylland besluttede sig for at krydse begge bælter, for at fejre lille mig i nogle timer.

Hele ugen gik jeg og var høj på en følelse af hvor privilegeret og elsket jeg følte mig.

Festen udspillede sig ganske glimrende, taget skybruddet i betragtning. Hvor vi alligevel grillede pølser på altanen og serverede lagkage på paptallerkner.
Folk grinede, hyggede og roste mit lille hjem i timevis.

Til sidst var jeg fuldstændig udmattet og lykkelig.
Mine veninder var de sidste der tog hjem. Inden de kørte stak min soldater veninde et brev i hånden på mig.
Jeg lagde det fra mig og glemte det for en stund mens jeg ryddet glas, stole og mad væk.

Så spiste jeg middag alene for første gang på min fødselsdag. Trippede lidt ved tanken, indtil jeg kiggede i køleskabet og så en doggybag af min livret. Min morfars frikadeller med hjemmedyrket kartoffelsalat, med en lille seddel fra Morfar.
Med helt ørt hoved satte jeg med min mad og et stykke kage. Satte en ligegyldig serie på, på netflix og spiste i stilhed.
Bagefter rejste jeg mig og fangede mit spejlbillede i gangen. Jeg følte den genkendte væmmelse ved synet af mig selv.

“Ikke underligt Garderen 2.0 er så tilbageholdende med dig – se dig lige… Han kan få meget bedre” tænkte jeg.
Tanken om at gå ud og kaste alt maden op igen, ramte mig øjeblikkeligt.
Pludselig følte jeg mig ikke fortjent til al den fejring jeg havde været udsat for. Følte at jeg skyldte mine forældre for alt det de havde gjort og betalt.

Alt hadet fyldte så meget i mig. Alt afskyen til mig selv. Uforståenheden for hvorfor nogen skulle synes jeg skulle være værdig til alt det her, som gjorde mig så glad, men virkede så besværligt for alle andre.
Og så så jeg brevet fra min veninde. En veninde der har set mig, når jeg var allermest modbydelig og uelskelig.

Side op og side ned havde hun skrevet. Hvor meget hun beundrede mig. Hvor flot hun synes jeg gør det.
Hvor glad hun kunne mærke jeg er blevet for Garderen 2.0, og han virker som en god fyr.

“Du er fantastisk,
Du er min bedste veninde
Du er mit mirakel og du er grunden til at jeg tror på eventyr
Tak fordi du er dig”

Flæbende kiggede jeg på papiret. Af flere grunde.
Fordi det er rart at nogen har taget sig tid til at skrive søde ord om én.
Men gråden var også sorgmodig, fordi jeg oprigtigt ikke har den følelse omkring mig selv.
Overhovedet.
Ikke et gran inden i mig, hvor jeg føler jeg fortjener så søde og rare ord.
Og det gør mig ked af det.
Fordi jeg ved hvor ked af det, det jeg ville blive, hvis én af mine veninder fortalte mig, at de havde det sådan med dem selv. Fordi jeg føler de fortjener hele verden og mere til.
Men alligevel kan jeg ikke finde den lille my inden i mig selv, der faktisk føler jeg har fortjent noget som helst af det her.

Så jeg rev den sidste side af brevet ud, og satte det fast på det forbandede spejl.
Forhåbentligt en dag, begynder jeg selv at tro på det.

Følgende indlæg er skrevet 2 dage før min date, eller hvad man kunne kalde det, med en ny fyr, som vi kalder Garderen 2.0.
Here goes;

Til alles store overraskelse løb det med BMA ud i sandet.
Ja, hvilket chok.
Efter han brændte mig af i Jylland, ville jeg ønske at min værdighed og integritet, havde stoppet mig i nogensinde, at tage kontakt til ham igen.
Åh ak o ve, om jeg ikke fik rodet mig ud i nogle fuldemandsbeskeder. Og ih hvor jeg græmmes. Over mig selv og mit behov for opmærksomhed.
I frustration swipede jeg igennem Tinder. Fik det ene match efter det andet. Skrev med den ene ligegyldige fyr efter den anden, om de samme ligegyldige ting. Min opmærksomhed og interesse er ganske flygtig, og jeg tog hurtigt mig selv i, at glemme at svare på beskeder eller ikke åbne appen.

En helt almindelig aften, med mine nylakerede tånegle hvilende op ad væggen kiggede jeg skeptisk på mine lægge. De er ikke så pæne, synes jeg. Rev telefonen ud af opladeren og trykkede på den lille flamme. Hvad skulle jeg ellers give mig til?

Strøg fingeren over skærmen, vrængede af snapchat-navne, instagramprofiler og klichéfyldte profiltekster.
Nogle fyre slap gennem nåleøjet, og den perifere bekræftelse skyllede gennem min hjerne, når der kom et match.

Fyre med sandfarvet eller grøn uniform slap særlig let gennem, og deres match tæller altid lidt mere.

Også denne aften fik jeg sådan et match. Han så sød ud. Høj, slank, pænt smil, milde øjne, god kæbe. Ikke noget så særligt, at jeg ville gøre mig ulejligheden, at finde på noget, at skrive først.

Ikke at det skulle blive nødvendigt. Der gik ikke mange minutter før han skrev.
”Har du været på [indsæt jysk kaserne]?” spurgte han. Det måtte jeg jo indrømme. Det fremgår også af mine billeder, og enhver soldat med respekt for sig selv, kender regimentsmærkerne på baretterne.

”Kender du så BMA?” var hans næste spørgsmål. Af samtlige 350 værnepligtige på mit hold, så spurgte han ind til den ene jeg havde knaldet. Hvad er oddsene?
Ligeledes måtte jeg komme til kort.

”Du er ikke den Pingvin, er du?” spurgte han. Nåh ja, så var katten ude af sækken. Jeg funderede lidt over, hvilke historier BMA mon havde fortalt. Og til hvor mange.
Det kom dog frem, at de var ganske nære venner. Ham og BMA. Han havde hørt historier om min… løssluppenhed, når jeg var i byen og begyndte at drikke tequila. Kunne mærke mine kinder blive røde ved påmindelsen, og at dette fremmede menneske vidste sådanne ting om mig. Min nysgerrighed var ved at eksplodere, over hvad BMA mon havde fortalt.

Garderen 2.0 virkede en smule imponeret, faktisk. Her tænkte jeg The Brocode ville bryde ind, og stoppe vores korrespondance. Men han lod sig ikke sådan lige bremse. Han ville gerne ses.
”Ja, det tror jeg da gerne, hvis det er det indtryk han har af mig” tænkte jeg for mig selv og undskyldte mig med, at min far ville være tilstede i lejligheden lige netop den dag, han inviterede sig selv.

”Hvad med næste weekend” blev han ved. En ihærdighed, jeg kunne genkende fra BMA de første par gange vi sås.
”Jeg synes du skal tale med BMA, om han har cool med det,” undveg jeg. Jeg ville faktisk gerne have en reaktion fra BMA. Et eller andet. Det var over en uge siden jeg sidst havde hørt fra ham, og det kunne være, det her gav ham et los i røven.
Der gik nogle dage, hvor jeg var lidt i syv sind. Hele tiden frem og tilbage. Skulle jeg mødes med ham? Havde jeg overhovedet lyst? Var det bare for at få en reaktion? Ville jeg være den pige, de kunne high five over, de begge havde knaldet?

Garderen 2.0 var i midlertidigt vedholdende og tålmodig i min evige limbo. Langsomt stoppede BMA med at være samtaleemnet. Jeg holdt igen, stadig mistænksom overfor hans intention. Han virkede sød og oprigtig. Men har ofte ladt mig forlede af opmærksomhedens lokkemad. Derfor analyserede og screenshottede jeg noget nær hele samtalen, for at videresende til veninderne.
De virkede optimistiske. ”Hvis BMA ikke vil noget, så kan du vel være helt ligeglad.” Det råd tog jeg for gode varer. Kun Brormand virkede skeptisk. ”Han virker som en douche-bro og ikke en gentleman-bro,” stadfæstede han.
Hele tiden frem og tilbage.

”Jeg skal på øvelse næste uge, og ses med BMA fredag,” informerede Garderen 2.0 mig.
Ih guder, så hører jeg nok aldrig fra ham igen, tænkte jeg.
”Skal vi ikke ses lørdag? Så kan du pusle om mig?” forsatte han i samme besked.
Fandenivoldskheden i mig tog over, hvis han ville ses, så skulle han dælme have lov. Han var jo sød.
”Det glæder jeg mig til!” var hans respons. Følte et vist behov for, at forventningsafstemme med det samme. Uanset hvilket indtryk han måtte have fået, havde jeg et behov for at sænke hans forventninger. Min tidligere tendens til at rive første og bedste hankøn til mig, er noget jeg prøver at ihukomme.
Næste gang, skal det betyde noget, har jeg lovet mig selv. Det har jeg gjort før og brudt det i en brandert, men lad nu det ligge.

Han virkede helt indforstået med, at vi blot skulle ses til pizza og film. En plan jeg har tænkt mig at overholde, uanset om han bliver og sover eller ej. Fordi jeg gerne vil bevise, at jeg kan mere end bare være en man knalder med. Det synes jeg faktisk jeg har fortjent.

Jeg har altid set mig selv som et menneske med en plan. Et kort. En udstukket rute. Et soleklart pejlemærke som mål.

Det seneste stykke tid har jeg mærket mange karaktertræk, som jeg påskønner ved mig selv, smuldre mellem mine fingre og blive erstattet af ting jeg foragter.
Brokkeri, selvhævdelse og selvmedlidenhed.
Opmærksomhedshungrende, krævende og ynkelig.
Rygradsløs, tudvåren og tilbageholdende.

Det hårdeste er at se tilbage på en person man faktisk var stolt af, blive erstattet af en flæbende dejklump, der render rundt med hovedet så langt oppe i røven på sig selv, at al erindring om solen er forsvundet.
Min “mer’ vil ha’ mer'”-mentalitet har efterhånden sendt mig så hovedkulds gennem livet, at jeg ikke kan finde fodfæstet igen.

Jeg prøver at minde mig selv om de gode ting. Det gør jeg virkelig. Min momentære glæde bliver som en mælkefarvet membran hen over alt det sorte i maven.
Tvivlen og utilstrækkeligheden fylder, alligevel tager jeg mig ikke sammen.
Jeg udskyder, undskylder og bebrejder. Altid, er der en vinderlig forklaring på hvorfor tingene ikke bliver gjort.
En regnorm, er hvad jeg er blevet til.
Mest fordi jeg er bange for, at gøre mit allerbedste, og stadig ikke være god nok.
Jeg roder rundt, men prøver at lade som om jeg har styr på det hele.
Jeg tror alle andre har gennemskuet mig, men jeg er den eneste der stadig tror på den store fede løgn, der er mit liv.

Og alt dette får mig til at vende tilbage til BMA.
En situation, hvor jeg fejlagtigt troede jeg var den, med den vindende hånd. Den overlegne. Den med bukserne på.
Der tog jeg fejl.
Tre knald inde, måtte jeg endnu en gang sande, hvor ypperligt jeg sukkede efter hans opmærksomhed.
Særligt nu, da han ikke vil give den til mig.
Rasende og frustreret har jeg været. Oftest på mig selv. Over mit alt for store engagement i dette hankønsvæsen, der tydeligvis blot er en 20-årig knægt med hovedet fuld af partroner og krudt.
Men ind i mellem, særligt efter 1-2 øl for mange, er det kommet til at gå ud over ham.
At jeg har kvajet mig, og givet mere ud af mig selv end jeg egentligt vil. At jeg dagen efter med skam, har svoret aldrig at kontakte ham igen.
Efter 3-4 dages stilhed knækker jeg for det meste, og skriver til ham alligevel.
Fordi det er sådan jeg er blevet. Til en regnorm.

Og er det ikke typisk sådan legen er. Først ville han, hvor jeg ikke interesserede mig synderligt.
Nu er det omvendt. Og det er mig der sidder med den lange næse.
Egentligt er jeg OK med omfanget af vores kontakt. Et par gange om ugen er helt finno.
Dette er så skammeligt, at jeg aldrig ville sige det højt, så lad det blive mellem os.
Men jeg ville gerne være “hans” eller nogens. Jeg er ikke afklaret med om det er ham som sådan, eller om det bare er ideen om, faktisk at have en sød dude der kan lide en.
Måske er det det sidste.
Efterhånden er jeg kommet frem til, at mit behov til at gøre “krav” på ham, er at jeg på den måde kan forvente noget af ham. At han på den måde også skylder mig engagement.
Det er ulogisk og usundt. Det ser også helt skørt ud, når jeg skriver det ned.
I virkeligheden vil jeg jo bare gerne bekræftes i, at jeg er ønsket og begæret.
At kvæle ham i opmærksomhed er ikke den rigtige strategi, det ved jeg. Men ligesom en junkie, er jeg nærmest dirrende efter hans opmærksomhed efter 3 dage. Så hungrende, at jeg er villig til at sætte min stolthed og integritet over styr.
Alle overspringsundskyldningerne træder straks til. “Alle kan jo lide, at være savnet”, “der er intet i vejen med at vise man er interesseret – LIGESTILLING!” og “han skal jo bare lige mindes om, at du er sød”.
Det er alt sammen bullshit. For i virkeligheden har han ikke udvist interesse i nogle måneder. Alligevel hænger jeg fast ved ham, som en tæge på et dødt dyr. Febrilsk suger jeg det sidste næring ud af noget, der har ligget i vejkanten i månedsvis.
Ynkelig og patetisk er det eneste der kan beskrive min situation lige nu.

Engang sagde en mand, jeg så meget op til “stram op!”.
Jeg havde helt glemt, hvor kloge to så små ord kan være. Hvor kort og præcist noget kan siges.
Men mere skal der ikke til.

Stram op!

Med BMA gjorde det ikke noget, at han var længe om at svare eller skrive. De er tit ude at lege i skoven, og når han skriver, er det med søde ord og hjerter.
I starten var jeg skeptisk. Men den næsten teenage agtige kommunikationsform var let at falde for.
“Skal vi ses næste fredag?” Spurgte han med en blinkende emoji med trutmund. Jeg skulle til koncert. Svede, danse og rocke til rytmen med nogle mennesker jeg elsker højt.
“Hvad med lørdag så?” Svært at sige nej til så meget velvilje.
Der var desuden 14 dage til, så det burde være til at planlægge sig rundt om.
En fredag for tidligt blev en besked sendt af sted “Hej pingvin, har du tid i dag måske? :* <3"

*klip til en kulsejlet pingvin på en sofa med tæpper, varmedunke, chokolade og Friends kørende på Netflix*

Måtte finde på en listig måde at afslå, uden at væmme ham med den linde strøm af kvindelighed der fossede ud af min livmoder og efterlod mig ynkelig og sukkerhungrende på min mors sofa.

Som ugen skred frem, så jeg mere og mere frem til weekenden. BMA var uden for rækkevide i et jysk øvelsesterræn et sted.
Om natten lå jeg og forstillede mig hvad vi skulle lave. Hvilke vertikale overflader i lejligheden der skulle besudles. En lasagne kunne stå i ovnen, mens vi knaldede på køkkenbordet. Vi kunne bade og knalde på vasken, ligesom med Garderen. Sofaen mens vi så en film. Mulighederne virkede endeløse og jeg ville være kreativ, besluttede jeg mig for. Vise ham, hvor godt et knald jeg kunne være.
Dagen kom. Mine ben var nybarberet, undertøjet var matchende, outfittet var let afriveligt.
Jeg havde tømmermænd efter en Suspekt koncert i Århus.
Netop som opvaskemaskinen var sat i gang og brummede i baggrunden tikkede der en besked ind.
“Er ikke sikker på jeg kan nå det søde, vildt mange lektier<3" surt stirrede jeg på beskeden. Svarede et overskudsagtigt svar tilbage. Smed min nederdel og strømpebukser og satte mig trodsigt på gulvet i stuen og tændte for min PlayStation.
Længe skød jeg på de animerede figurer. Fokuseret og muggen. Over min udsigt til sex forduftede.
Under et ophold i spillet, blev jeg ramt af tomheden. Hullet i maven. Utilstrækkeligheden. Nærmest kvalmende lagde den sig over mig, og jeg mærkede tårerne prikke i øjnene.
Vredt prøvede jeg at gnide dem ind i huden. Redde make-uppen og tvinge dem tilbage i kroppen.
Følelsen blev ved med at vokse. Min hjerne skreg, som en hysterisk nattergal, rationelle forklaringer på hvorfor han ikke kunne nå det.
Det sorte i maven knugede hårdere og spredte sig til mine lunger. “Du er ikke god nok, du er ikke god nok, du er ikke god nok,” dunkede i takt med min puls. Jeg følte, jeg faldt fra hinanden. At noget rev inden i mig. Jeg overgav mig trillede ned i fosterstilling på gulvet. Hulkende og med knæene trukket op under hagen i et forsøg på at fylde det tomme ud.
“Få det til at stoppe,” tiggede jeg i mit stille sind. Til Gud? Til mig selv? Jeg ved det ikke.
“Det går over om lidt,” rationaliserede jeg, mens mit hjerte flåede i brystet. En lille stemme bagerst i hovedet sneg sig frem “skær det væk, genvind kontrollen, få smerten ud”. Jeg løftede mig fra gulvet, gik ind i værelset og kiggede ind i skabet. Stirrede på den lille pakke lommetørklæder som gemmer barberbladet. Længe stod jeg og stirrede, inden jeg rakte ud og greb mit løbetøj. Skyndte mig ud på badeværelset og trak det elastiske tøj over kroppen, greb nøglen på vej ud af døren og løb ned af gaden. Væk fra lejligheden, væk fra gulvet, væk fra skabet. Løb så hurtigt mine ben kunne bære mig. Mine lunger peb og sled efter vejret da jeg nåede lyskurven. Stoppede op. Grønt. Løb videre. Løb og løb, indtil jeg var langt nok væk og endorfinerne var begyndt at flyde i blodet.
Stillede mig ved skovkanten og satte hænderne på knæene. Trak vejret ind og kiggede på den lyserøde himmel. Stolt af mig selv. Jokkede roligt hjem igen. Svedende og rolig.
Tog trappen to trin ad gangen og stillede løbeskoene i entréen. Gik ud på badeværelset og tændte for vandet, hentede min telefon og satte Ed Sheeran på. Der var en besked.
“Er lige blevet færdig. Må jeg stadig komme forbi?<3" Beskeden var 39 minutter gammel. Frygtede det var for sent.
“Ja da 🙂 “ svarede jeg hurtigt og trak det svedige tøj af kroppen. Hurtigt forkastet i hjørnet bag døren.
Vaskede hår og lemmer under koldt vand. Trak hånklædet over skulderen og vippede til guitarens toner.
“Godt, jeg er der nemlig om 5 minutter” stod der på skærmen.
Shit, mascaraen var løbet ned af mine kinder, øjnene var heldigvis ikke hævede længere. Tørrede hurtigt make-uppen af og flettede håret. Trak t-shirt og nederdel på igen, nåede lige lynlåsen inden dørtelefonen ringede. Og så stod han i døren. Med taske og støvler i den ene hånd, armen strakt ud til et kram på den anden side. Tog et skridt ind i hans favn og pressede panden mod hans skulder. Mærkede hans skæg kilde mit øre. Jeg knugede øjnene sammen, mens lettelsen overvældede mig, og skyndte mig at skrue mit bedste smil på, da han slap mig.
“Du ser træt ud,” konstaterede han kort.
“Tak, det gør du også,” gengældte jeg med et smil.
Pænt stillede han sine ting i gangen. Tog mine hænder og trak mig ind i soveværelset. Stoppede foran sengen, og kiggede ned af mig. Fingrene fandt sømmene på t-shirten og trak den over mit hoved.
Han lænede sig ind og kyssede mig. Længe og varmt. Pressede min krop mod sin egen. Lod hånden glide ned til nederdelens kant. “Vend dig om,” sagde han bestemt. Drejede rundt, lidt overrasket over selvsikkerheden i hans stemme. Han lynede ned og lod min nederdel falde til jorden. Kyssede mig på skulderen og skubbede mig på maven ned i sengen. Han forsatte i et spring umiddelbart efter mig, storsmilende. Tog min hånd og trak mig ind til sig.
Låst i hans armhule lå jeg med næsen mod hans bryst. Han duftede af varmt bomuld og skov med en smule pebermynte.
Lange strøg kørte op og ned af min ryg, inden hans hånd landede i mit hår. Mærkede mine øjne skælle mens jeg blev mere og mere døsig. Kiggede op på ham. Hans øjne var lukkede, og afslørede mig dermed ikke i mit smugkiggerri. “Mægtig pænt skæg,” erkendte jeg, inden jeg faldt i søvn. Varm og tryg.

Det bliver langt, navlepillende og næsten ulækkert ærligt det næste stykke tid. So strap in, we’re going for a ride.

Ikke desto mindre;

Ohøj, ohøj. Pingvinen er tilbage. Tiltende, skvattende og ude af balance. Men tilbage, med et håb om at lidt skribleri kan få mig til at lande mere eller mindre elegant på fødderne igen.

Januar var ikke rar. Januar var ikke god. Januar var yderst nederdrægtig, og som så mange andre på sociale medier betragter jeg det som en prøve periode på 2017. Hvis det forsætter sådan, må jeg ringe til kundeservice. I sidste ende opsige mit abonnement på 2017 og sidde dette år over.

Faktisk startede januars nederdrægtighed allerede 30. december 2016.
Dagen hvor mit og Vennens venskab officielt sluttede. Dødt og begravet, havde jeg håbet jeg kunne efterlade det i 2016.
Jeg vidste, at vi ikke kom til at holde nytår sammen. Jeg vidste at vores venskab var på standby, indtil bølgerne med Øboeren havde lagt sig. Vi har været på standby før. “Det klarer vi i et snuptag,” tænkte jeg.
Selv efter al balladen med Øboeren, var jeg ved godt mod.
Faktisk håbede jeg hendes skaberi ville åbne hans øjne for, hvor modbydelig hun er. Men ak nej. Vennen blev ved med at se deres forhold som en slags Romeo og Julie historie. De to mod resten af verden. Deres kærlighed var unik og kompleks, sagde han.
Som om det var en god ting.
Efter nogle uger, med den spilleliste der er dedikeret ham på min Spotify, bakkede jeg af. Han fyldte for meget. Følelsen af ham var for meget. Alle følelserne gjorde mig tyndhudet, og efterlod mig hulkende og åndeløs i de sene natte timer.
Så jeg skrev et brev. I hånden. Krydse-duller og det hele. Blottede min sjæl på papiret. Alle de ting jeg aldrig har turde sige til ham.
At jeg elsker ham. At det gør mig ked af det, at han er sammen med hende. At jeg havde prøvet at splitte dem ad i starten af deres forhold.
Til sidst tiggede jeg om, ikke at være hans ven mere. At han ikke måtte bede mig om det. Fordi jeg ikke kan sige nej.
Brevet var færdigt med 6 siders prompt, pragt og ærlighed. Læste det om og om igen. Imponeret over min egen sjælekrængende fortælling på papir. “Aldrig igen,” lovede jeg mig selv, da jeg lod tårene trille og lande på brevets linjerede papir. Så papiret bule og krumme sig sammen mens det sugede det salte vand til sig.
Jeg lod ham kende mine følelser før, og han stak mig lige mellem ribbene bagefter. Lige ind der hvor hjertet sidder.
Jeg lukkede skuffen omkring brevet, og gemte mine følelser for Vennen tilbage i skuffen i mit hjerte. Ualmindeligt bevist om, at jeg aldrig vil åbne den igen. Fordi jeg ikke må. Fordi jeg ikke kan. Fordi jeg ikke vil.

Men alt gik jo ikke helt skidt.
Fordi jeg har veninder der kender mig godt, og ved at korkproppen der er mit humør, hurtig returnerer til overfladen ved hjælp af alkohol.
Så da 2 flasker vin, blev til 2 flasker shots og dernæst til bodytequila, var det som skrevet i stjerne at vi skulle i byen.
“Har du hørt, at Garderen er blevet single?” spurgte veninden fortroligt ind over bordet. Du godeste. Garderen. Områdets Good Boy. Et rigtigt catch. Flot, høj og sød. Virkelig, virkelig sød. Han har haft kæreste på siden 6. klasse, altså ikke den samme, men med meget korte single-perioder ind i mellem. Man skulle være hurtig på aftrækkeren med Garderen med andre ord.
“Du skal da score ham i aften!” hvinede en anden veninde. Jeg grinede påtaget. Klart… Jeg ville da bare lige score Garderen. Som om han ikke svømmer i tilbud. Og hvem havde overhovedet forsikret sig, at han var i byen den aften.
Vi drak de sidste shots og stavrede videre i byen med en kold dåse-øl i hånden hver.
Bemærkningen var hurtigt ude af hovedet, da man fik en billard-køl i hånden, indtil jeg mærkede en spids albue i siden. “Av!” udbrød jeg, og tog mig til siden, mens jeg skulede op fra bordet. Diskret (eller knap så meget) pegede min veninde mod baren. Og ganske rigtigt stod der en samling skikkelser jeg kunne genkende, samt en meget høj skikkelse, der ikke kunne tilhøre andre end Garderen.
Min gruppe af veninder smilede indforstået til hinanden, mens jeg igen bøjede mig ned for at lave mit skud mod den hvide kugle på det grønne filt.

Efter spillet gik vi i baren efter flere shots. Drengegruppen havde sat sig ved et bord. “Vi tager lige nogen med til dem!” grinede min veninde.
Klart, klart. Vi svansede ned mod deres bord med favnen fuld af alkoholiske små glas. “Hey!” udbrød de og rejste sig galant op.
“Må vi sidde?” spurgte min veninde og bankede shots, salt og citron på bordet.
Kortvarigt dansede vi fra favn til favn, mens “ej hvor er det længe siden!”, “har du det godt?” og “gud hvor ser du godt ud,” blev slynget ud i vildskab.
Jeg spekulerede kortvarigt om det var for meget, at kramme Garderen. Vi havde ikke snakket sammen siden 4. klasse. Fuldskaben tog over, og det ville have været mere mærkeligt hvis vi ikke krammede.

“Længe siden!” udbryd Garderen, da han krammede mig. Jeg blinkede lidt af ham og grinede. Ja, det var det godt nok. Undgik betænksomt at afsløre vores vilde stalking af ham på sociale medier. Spurgte hvad han havde lavet. Han havde gået vagt for selveste Dronningen. Årh, pudsigt! Jeg havde jo også lige været i militæret. Og dermed var samtaleemnet for resten af aftenen grundlagt. Vi var de eneste to i selskabet der havde været inde at springe, og sendte hinanden indforståede blikke, når vennerne sagde dumme civile ting. Ord som “tjekke”, “snakke” og “kigge”, fik et løftet øjenbryn med på vejen, og vi smilede til hinanden.
Bedst som jeg slog Meyer, blev en Nik & Jay-klassiker smidt på bodegaens anlæg hvilket resulterede i spontan hvinen fra samtlige kvindelige deltager i selskabet. Dansegulvet skulle slagtes, og slagtet det blev.

“Han kigger på dig,” halvråbte veninden henslængt på dansegulvet. Jeg nægtede at tro det. Mine veninder er ret smukke. Jeg var sikker på det var en af de andre han sendte lange blikke efter.
Midt i en vild dans til et Nelly-nummer, mærkede jeg en hånd på min skulder. “Jeg var på vej op for at købe noget mere at drikke. Skal du have noget med?” spurgte Garderen, med et perfekt hvidt Colgate-smil. Jeg ville gerne selv betale min drink, men jeg ville da gerne akkompagnere ham op i baren.
Én drink blev til mange, og jeg glemte lykkeligt det tæt forestående arbejde.
Vi spillede kort, og jeg mærkede hans arm hvile bag min ryg op af ryglænet.
Jeg følte mig set, hørt og flatteret. Der var ingen tvivl om han var interesseret. Jeg forstod bare ikke hvorfor?
Jeg er vant til det er besværligt. Jeg er vant til, ikke at få hvad jeg gerne vil have. Jeg er vant til at være en 2. prioritet. Den man vælger, når man ikke kan få baben med kæreste på.
Jeg har et lille selvværd, med et kæmpe ego til at skjule det.

Da baren lukkede var jeg dog pinligt bevidst om, at jeg ikke ville være i stand til at kunne i gå i seng og derfor måtte lave en døgner og dukke gerdint bagstiv op på arbejde.
Jeg gjorde mine til at traske tilbage mod min nye hybel, en kort gang fra baren. Garderen var imponeret over mit voksenliv. Om jeg boede der helt alene? Åh ja. Om det ikke var lidt tomt? Obligatorisk ja, i håb om han ville gøre tilværelsen mindre ensom.
Dermed var det besluttet, at han skulle følge mig hjem, og se mit voksen imperium. Som var rodet og beskidt, men helt mit eget.
Jeg kiggede i smug på ham, mens hans høje væsen bevægede sig rundt i mit nye hjem, som jeg endnu selv føler mig lidt fremmed i.
Han kiggede annerkendende rundt. “Du har god smag,” sagde han. Jeg smilede forlegent. Mit hjem var stadig under konstruktion, og min hjerne var på overarbejde.
Jeg glanede mod uret. Der var cirka 1,5 time til jeg skulle møde på arbejde. Garderen virkede overraskende frisk, da han stak hovedet ind i soveværelset, heldigvis pænt rydeligt og beboeligt.
Jeg fulgte lige i hælene på ham, og vidste ikke helt hvad jeg skulle stille op med mig selv.
Det vidste Garderen godt, for han smed mig på sengen i et hurtigt ryk, og kastede sig selv efter mig.
“Hvornår skal du på arbejde?” spurgte han, halvanden time cirka fik jeg fortumlet fremstammet. Og så kyssede han mig. Rart og varmt. Det var tydeligt at han havde den der “kæreste-erfaring”. Den hvor man har kunne lære hinanden ting, fordi man har været i et langvarigt forhold. Han var helt med på alle finesserne.
Det er første gang jeg følte jeg var sammen med en, som jeg ikke havde gjort nogen stor indsats for at score.
Tøjet røg hurtigt af, sådan som legen jo går. Men Garderens underliv ville ikke lege med. “Fuck, hvor er jeg fuld” hvæsede han. Jeg grinede lidt over den skøre situation, og sagde han måske ville have det bedre når han havde sovet lidt. Det mente han også.
Jeg skulle ikke sove, men Garderen trak mig faretruende tæt på, og trak vejret dybt i mit hår. Hans hånd strøg op og ned af min arm i varme, rolige bevægelser. Næsten lullet i søvn, kiggede jeg på uret, og måtte rejse mig for at tage på arbejde.
Forsikrede Garderen om at jeg ville finde ham og banke ham, hvis han stjal mine ting, mens jeg var væk.
Han grinede og faldt i søvn inden jeg var ude af døren.
Arbejdet var heldigvis bare 2 timers gulvvask, som kunne afsluttes med at købe morgenbrød. Mens jeg stod i køen, nåede jeg at blive nervøs. Hvad hvis han var gået mens jeg var væk.
Så ville jeg i hvert fald spise en hel bøtte Ben & Jerrys og have ondt af mig selv.

Låsen klikkede op, lejligheden var stadig mørk og lige der midt i gangen stod hans store sko. Jeg smilede lidt for mig selv og stak hovedet ind i soveværelset, hvor hans lange krop lå spredt ud over min seng. Jeg kastede posen med morgenbrød ud i køkkenet og lagde mig stille i sengen for ikke at vække ham.
Han så sød ud når han lå der. Så rykkede han lidt på sig og rakte ud efter mig. Han mumlede noget ned i mit hår, og så faldt han i søvn igen. Kort efter lukkede jeg også øjnene og nød at have nogen så tæt på.

Da jeg vågnede, med ugudelige tømmermænd og sammenknebne øjne var der stadig mørkt i værelset. Bag mig kørte en serie på meget lav volume. Jeg rullede og så Garderen, der var i gang med at se en film på netflix på sin telefon.
“Vil du ikke have min computer?” spurgte jeg. Det ville han mægtig gerne. Jeg ville mægtig gerne have et bad.
“Må jeg gå med?” spurgte han. Jeg tøvede et øjeblik i døren til badeværelset. Det måtte han vel. Jeg undrede mig over hans fuldstændige bramfrihed, og han lignede en der undrede sig over min tøven.
Eventuelle problemer med potens fra tidligere på morgenen var fuldstændig forsvundet under det varme rindende vand.
Jeg kunne nærmest mærke mine parader blive vasket væk. For Garderen var det intet problem at sætte mig på håndvasken og knalde løs, indtil et punkt hvor jeg troede den ville falde af væggen. Måske var min nervøsitet for netop dette scenarie relativt tydeligt, for inden længe var vi på vej tilbage i soveværelset, vådt hår und alles. Garderen vidste hvordan sådan en kage skulle skæres, vendte og drejede mig, men hele tiden med en omsorg og nærhed der var tydelig.
Orgasmerne rislede gennem rummet, og efter en del vandret-limbo drættede vi udmattede om på madrassen.
Nonchalant hev han computeren frem og smed en gammel disney klassiker på.

Det var først da han nævnte pizza, det gik op for mig hvad klokken var.
Hele dagen var gået med knalderri, film og lange put.
Hurtigt var Garderen i bukserne og på vej ud af døren efter mad, mens jeg fandt endnu en film og noget service.

Først ved 22 tiden, besluttede Garderen at tage hjem. Han kyssede mig farvel og var ude af døren, efter det længste one-night-stand i mands minde.

Allerede onsdag lå Garderen i min seng igen. Stadig uhøjtidelig og hyggelig.
Ganske hurtigt, fandt vi ud af, at vi sammen ikke var i stand til at putte eller ligge tæt, uden at det endte i sex.
Hvilket resulterede i, at jeg dukkede op på arbejde dagen efter, velbollet, i søvnmangel og lykkelig.
Da jeg kom hjem fra arbejde, var han der stadig. Smed nederdelen og trøjen og lagde mig til rette under dynen. Kiggede på hans sovende ansigt, og mærkede et lille klem om hjertet. I samme øjeblik strakte han armene ud og trak mig ind til sig. “Åh nej, ham her…” tænkte jeg, og lod mig endnu en gang overrumple af hans kærtegn og lidenskabelige kys.
Den eftermiddag fulgte han mig til toget. Han kyssede mig på perronen, og jeg beundrede sensationen af, næsten at skulle stå på tæer for at kunne ramme hans bløde læber.
Følte mig varm af sommerfugle og glæde, da jeg satte mig træt og øm i de hårde DSB-sæder.

Jeg tog til København, han tog til Århus, og så hørte jeg aldrig fra ham igen.

Jeg har været væk, hvis nogen skulle have taget notits. Formentligt ikke.
Januar og februar har været alt andet end milde, så mine tanker har myldret så meget, at jeg ikke føler jeg har kunne stykke to sammenhængende sætninger sammen.
Nu prøver jeg med en status-liste, som en lille appetizer på hvad end min hjerne kaster op ud på papiret i løbet af de næste par dage.

– Jeg er blevet tyk
– Jeg er blevet doven
– Jeg har et job, som jeg hader
– Vennen og jeg er mere uvenner end nogensinde før
– Jeg dumpede optagelsesprøven på Sergent-skolen
– Jeg skal betale over 2000 tilbage i Skat
– Alle mine veninder rejser væk i lang tid
– Der har været nogle store sorte huller, som har vist min selvdestruktivitet i værste omfang
Men!
– Jeg har købt lejlighed i mit elskede København
– Jeg skal til to optagelsesprøver på ting jeg virkelig gerne vil uddanne mig som
– Jeg får 7800 i feriepenge
– Jeg har måske fået et studierelevant sommerjob
– Jeg har en sød fyr, der skriver godnat, inden han lægger sig til at sove
– Solen er begyndt at skinne

Jeg prøver at stykke et langt resume sammen. En status på Vennen, en uddybning af en ny fyr der betød meget i kort tid, noget om selvskade og -destruktion, og en gammel kendings tilbagevenden.
Uuuh cliffhanger…

Fyldt med Sergenten har mit hoved været, her i julemåneden.
Har gået og håbet en form for åbenbaring ville komme til ham, mens han er ude at rejse. Ønsket at han måske også tænkte lidt på mig i ny og næ.
Faktisk var min betagelse af ham så gennembribende, at jeg overhovedet ikke var nervøs over at skulle være sammen med Brormand og Vennen nogle dage før jul.
Var sikker på at Vennen og jeg var cool, og vi bare skulle være sådan som vi plejede.

Jeg væltede ind af døren med favnen fyldt med chips, sprut og julegaver. Brormand omfavnede mig. Jeg stak hovedet ind i stuen og stoppede akavet i dørkarmen da jeg så Brormands ven (som jeg kom til at knalde og stikke af fra for nogle måneder siden). Han virkede ikke synderligt mærket af vores sidste møde. Gudskelov.
Vi satte brætspil på bordet og hældte øl indenbords. Drengene grinede højt, og jeg følte mig rigtig i mit es.
Vennen lovede måske at komme og få en øl. Noget med han var træt efter døgnere på studiet. Jeg svarede noget med koffeinpiller var svaret på hans bønner.
Da han dukkede op, var jeg allerede fuld og fyldt med godt humør. Jeg kastede armene om ham og krammede ham. Jeg havde glædet mig til at se ham. Betragtede aftenen som opvarmning til vores nytårsfest. Alt har ligesom flasket sig ud af det blå, og nu skal vi holde nytår sammen. Brormand, Vennen, Veninden og jeg.
Jeg tænkte faktisk ikke så meget over det. Var lidt glad for Øboeren ikke skulle med dog. Det ville være hårdt at se dem lykkelige sammen. Min kærlighed til Vennen er uændret. Den er derinde i hjertet, uforløst og varm. Som et lille æg, der ikke er klar til at klække helt. Et lille kærligheds æg. Det skal passes på, fordi det er skrøbeligt, og let kan blive tabt på gulvet, og gå i stykker ud over det hele.
Så jeg passer på ægget, og holder det varmt indtil det er klar.

Vi drak mange sjusser, og spillede dumme spil, og lige pludselig var klokken 3. Vi nåede aldrig videre i byen. Jeg følte mig mægtig træt. Brormand var allerede gået under på sofaen og snorkede højt. Jeg tullede lidt rundt i min nattrøje og med dynen om skuldrene. Stod og fyldte i køkkenet mens Vennen stillede rodet i orden. Han havde ikke nået at indhente os andre, og var derfor nærmest pinligt ædru sammenlignet med mig.
Vi snakkede om alt og ingenting, ligesom vi plejer. Vi gik ind på hans værelse. Jeg sad og svajede på hans seng. Og nu begynder min hukommelse at svigte. Men jeg husker en diskussion om hvor jeg skulle sove. Han mente jeg skulle ind i Brormands seng, og jeg mente det var for krævende at skulle bevæge mig hele den lange vej.
Så havde vi et langt øjeblik, hvor vi bare kiggede på hinanden. Lige i øjnene.
“Vi må snakke om det her,” sagde han så og satte sig på sengekanten. Jeg var enig. Blinkede langsomt og kiggede på hans ansigt. Kunne mærke hvordan mit hjerte svulmede, når jeg så på ham.
Jeg startede, fordi jeg er den der ikke har noget at miste. Fortalte hvordan jeg havde prøvet at skubbe det væk. Om hvor meget jeg havde savnet ham, da han var ude at rejse. Om hvor meget det kom bag på mig, da han kom hjem med Øboeren i hånden.
Jeg følte mig ærlig og blottet. Sårbar overfor hvert et ord der kunne komme ud af hans mund.
Jeg kunne mærke klumpen i halsen, da jeg mærkede det kendte stik af fravælgelsen. Den der stikker hver gang jeg tænker på Øboeren.
Så var det hans tur. Han lagde ud med at komplimentere mit udseende. Hvilket var mærkeligt og føltes fuldstændig ligegyldigt, når han er den eneste hvor jeg faktisk ikke higer efter fysisk bekræftelse. Det er dybere end det. Jeg vil ses og høres af ham. Jeg vil være god og klog.
Han forsatte. Fortalte at han også mærkede det. Kemien og “mystikken” som han beskrev det. Men han sagde det aldrig kunne ske. Fordi han elskede Øboeren, fordi jeg var Brormands søster, fordi det ville have fatale konsekvenser hvis det gik galt, “tænk hvis vi blev gift og fik børn,” sagde han, “tænk hvis det gik galt efter det”. Jeg blinkede forbløffet af ham. Hvade han tænkt på det? Eller var det bare teoretisk?
“Vi er for forskellige,” sagde han “det ville aldrig gå. Det ville altid være hypotetisk,”
Jeg lyttede og mærkede tårerne prikke lidt i øjnene. Mest fordi hans argument lød indøvet. Som om han har sagt det igen og igen.
Han fortalte at han var bange for at jeg skulle møde Øboeren, fordi vi ikke kan skjule den kemi der er mellem os, og hun ville bemærke det.
Jeg var enig. Det var synd for Øboeren at skulle opleve det.
Jeg var enig og meget uenig i mange af de ting han sagde. Mine øjenbryn var sammentrukne det meste af tiden. Mine øjne hundehvalpeagtige. Jeg havde lyst til at gribe hans hånd. Brændte efter en smule bekræftelse af, at han stadig havde de følelser. Ønskede han skulle kysse mig. Ville at han glemte Øboeren for en stund og gjorde det han havde lyst til. Viste at han ville mig, bag hans politisk korrekte ord og handlinger.
Han afsluttede med at sige han elskede at snakke med mig og at have mig som ven.
Så krammede vi. Længe, fordi jeg ikke var klar til at give slip på ham. Jeg faldt i søvn på Øboerens plads ved siden af ham. Fordi jeg følte jeg fortjente at han også var min lidt, og hvad hun ikke ved kan ikke såre hende.

Jeg vågnede da det blev lyst. Tung i hovedet og flydt med uro i kroppen. Jeg rullede om på siden og så ham. Med de obligatoriske 30 cm mellem os. Jeg kunne ikke bære at se ham. Vidste jeg var gået over grænsen. Havde presset ham til at sove sammen, selvom man næppe kan sige noget skelsættende skete efter vores kram.
Jeg satte fødderne på plankegulvet, greb mit tøj og stak af.
Da jeg sad i s-toget var mit hoved fyldt med tanker. Mit bryst føltes tomt. Tårerne prikkede så irriterende i øjnene. Skrev til en veninde. Hun var klar med gode råd; “spis en masse wienerbrød!” og “græd i badet, og tag dig så sammen. Soldater græder ikke.”
Jeg skyndte mig i bad da jeg kom hjem. Håbede det skoldende vand ville skylle følelsen af afmagt og melankoli af min krop. Hullet i maven føles gabende da vandet løb gennem håret og tog tårerne på kinderne med sig ned ad kroppen. Jeg satte mig på hug og krammede mine knæ. Håbede hullet ville lukke og lade mig blive et rigtigt menneske igen.
Jeg troede jeg var færdig med at have ondt. Jeg troede jeg var afklaret med at det ikke blev os. Men hans ord var som at flå sårskorpen, der endelig var hærdet og helende, af og efterlade såret blottet og åbent for skidt og snavs.
Hans ord rungede i mit hoved. Mere og mere slørede for hver gang de genklang.
Hulkene stoppede omkring 3 sange inde i min tude spilleliste på Spotify.
Jeg kiggede på mit spejlbillede. Det der kiggede tilbage på mig så bitter og sammenbidt ud. Hun kneb øjnene sammen. De var røde. Fik det blå til at være mere tydeligt. Jeg trak tøjet på og tørrede øjnene inden jeg forlod badeværelset. Rigtige soldater græder ikke. De kæmper bare videre.
Alt er som det plejer, bortset fra elefanten i rummet nu er italesat.
Lorte elefant.

Jeg har altid været heldig.
Men det seneste stykke tid, har jeg gjort mig den erfaring, at jo mere prøver, desto mindre opnår jeg.
Når jeg virkelig gør mig umage og prøver hårdt, så fejler jeg. Når jeg ikke lader mine naturlige reaktioner og talenter skinne igennem, men dækker dem til med “korrekthed”, så opnår jeg ikke mine mål og drømme.
Tager jeg i stedet let på tingene, smiler og griner mig igennem det, så kommer tingene lettere til mig.

Sergenten er det bedste eksempel. Jeg tænkte det igennem igen og igen. Iscenesatte mig selv. Spillede en rolle, som jeg slet ikke er, når han var i nærheden. Mere dæmpet, mindre flagrende. Mindre mig.
Han faldt ikke for det. Fair nok.

Så kom den her anden tinder-fyr væltende fra højre. En fyr jeg ikke har kunne finde på andet navn til end Charmetrolden. Ham der stoppede mit hjerte, med hans øjne og hans smil.
Han er selvfølgelig bare en tinderfyr, jeg nu har idoliseret i lidt over en uge. Han er klog, velovervejet, nordjyde og vidunderligt velskrivende, uden at være hoven.
Der er ligesom tre slags tinder-fyre:
1. Dem der staver som en brækket arm, og giver pokker i vold omkring det faktum
2. Dem der fik et højt snit i gymnasiet, nu læser en form for humanistisk fag og bestræber sig på at være så Peter Falktoft-agtige i deres vendinger som overhovedet muligt. En type der føler sig hævet over alment stavende mennesker, med hang til sjove ord. Hovne mennesker.
3. Et fabeldyr. Den intelligente, velformulerede og sjove fyr. En sjælden type, der dukker op fra tid til anden.

Charmetrolden er sådan én. En fyr, der som jeg, virker til at være fascineret af et udfordrende sprogbrug, men uden at det er essensen af samtalen. Blot en overvejelse, der gør samtalen mere flydende og rytmisk.
Charmetrolden er sådan én, en sjældenhed, der også skriver så lange beskeder, at de ikke han være på ét screenshot. Halleluja.
Han skriver om hans planer i uniformen, ambitiøst og engageret. Men mest af alt, så forstår han min drøm om at være i Forsvaret, og motiverer mig. Mere end mine egne sergenter gjorde.
Men… Der er jo altid et men, ikke sandt? Han svarer kun hver 3. dag cirka. Stemmen i hovedet bryggede allerede på hvorfor han ikke skulle kunne lide mig. Selvom han ikke kender mig, og min mave ikke er tyk på nogle af mine tinder-billeder.
Så gik det op for mig, at han jo selvfølgelig ikke er lige så engageret. Fordi han har er 05-22 job, som jeg havde for så få dage siden. Og hvis nogen havde påtvunget mig, at kommunikere med dem, når jeg først havde fri. Så havde jeg formentligt slået dem i hovedet med en uhyggeligt nænsomt vedligeholdt støvle.
Min veninde analyserede selvfølgelig beskederne. “Han virker vildt engageret!” var hendes dom. Det gjorde godt, efter Blondies lidt salte ord i det åbne sår på mit ego.

Uanset hvad føler jeg ikke, at jeg behøver spille spillet. Jeg føler ikke jeg skal udstille mig bedre end jeg er.
Om det er ham, eller om det er mig, der er kommet frem til at det er på tide, at jeg er god nok, ved jeg ikke.
Om det bliver til mere med ham, eller en anden er fuldstændig ligegyldigt. Sergenten var et skridt i den rigtige retning, Charmetrolden er endnu et.