Som så ofte før, begyndte intervallerne mellem vores korrespondancer at vokse.
Uroligheden voksede i maven, og den forbandede bedrevidende stemme i baghovedet gik fra en ignorerbar hvisken til en insisterede hvisslen.

Irritabelt trampede jeg i pedalerne på arbejde, vredt tastede jeg på tastaturet, rasende løftede jeg vægte indtil mine muskler gav efter.
Surt skulede jeg til den lille grønne prik på ved hans billede, der bevidnede om at han var til stede på internettet et eller andet sted, men alligevel ikke skrev.
Stædigt forsatte jeg den daglige trummerum, opsat på at se hvor længe der gik, før han brød det det i mit hoved var blevet en kold distance mellem os.

9 dage gik der. Endnu en gang stod jeg med knagende skuldre, der bevidnede om at jeg var ganske få løft fra at ramme mit max.
Rock spillelisten dundrede så højt i mine ører, at jeg ikke hørte andet end guitar og trommer der blandede sig med min hjerterytme.
Jeg lagde vægten fra mig med et smæld, da jeg bliver prikket på skulderen. Forskrækket vendte jeg mig om. Troede jeg var alene. Ellers havde jeg beholdt min trøje på.

“Ej, hov undskyld – hej!” smilede manden til mig.
Jeg havde set ham før, men aldrig så tæt på.
“TRÆNER” stod der på hans trøje.
“Må jeg lige påpege noget?” spurgte han venligt, så der viste sig to tydelige smilehuller i hans kinder.
Hvis ikke det var fordi jeg i forvejen led af let åndenød, ville hans smil i hvert fald have givet mig det.
“Selvfølgelig,” smilede jeg igen, en smule forfjamsket, mens jeg prøvede at redde resterne af make-up, der uden tvivl hang under mine øjne.
Mærkede noget bevæge sig i maven, da han rykkede tættere på mig.

“Når du presser op, så kan du sagtens nøjes med et mindre vip i hoften! Du er rigeligt stærk der. Husk at spænde op, så du ikke svajer for meget i ryggen,” han foreviste, så jeg uden skam kunne stirre intenst på hans skarpt skulpturerede krop. Mens han arbejde, mærkede jeg et sug gå gennem kroppen.
“Vil du prøve?” spurgte han.
Pinligt bevidst om hans falkeblik, fokuserede jeg på alle musklerne i min krop og efterlignede bevægelsen han havde lavet.
“FLOT! Virkelig godt!” roste han, rødmende smilede jeg, og bildte mig selv ind, at det ikke kunne ses under min i forvejen helt postkasse-røde ansigtskulør.
“Du siger bare til hvis du har brug for mere hjælp, ikk’?” smilede han, som afslutning og vendte tilbage til sine egne vægte.
I smug kiggede jeg efter ham gennem centeret resten af træningen. Dybt imponeret over hans evne til at løfte så tunge ting med sin krop.

Da jeg kom hjem, skrev jeg til Garderen 2.0, at det ikke fungerede. At jeg vildt godt kunne lide ham, og netop dette var problemet. At jeg ikke kunne ses mere, fordi jeg måtte passe på mig selv.
Han svarede aldrig.

Det kom bag på mig.
Naivt og en smule barnligt, havde jeg nok håbet, at han ville kæmpe en smule for det. I det mindste komme med en form for indvending. Som minimum kvitterede for beskeden.
Men end ikke et lille pib lød der fra ham – og det tog pibbet fra mig.
Jovist, havde han sagt at dette var alt han kunne byde mig for nu. Men var det virkelig for meget at forlange, at han i det mindste sagde farvel.
Nu står verden da ikke længere.

Jeg ved ikke hvem jeg er mest vred på – ham, for at ignorerer mig fuldstændig og spise mig af med stilhed, eller mig selv for, at tro at ham her var anerledes.
Jeg gik nogle dage og forventede han ville svare, når han havde tid. Intet skete.
Udover bitterheden i maven der voksede. Om aftenen tænkte jeg på ham i mørket, om hvorfor han ikke ville mig, hvorfor han ikke respekterede mig mere, hvordan han kunne få sig selv til at opfører sig på den måde.

Efter 3 måneder uden den mindste smule alkohol, var jeg inviteret til hygge med efterskole-slænget. Det var svært at sige nej til de uoriginale sjusser med billigt sprut og endnu billigere ting at blande op med.
Vi grinede højt, mens vi skruede op for musikken.
“Ville det være for barnligt at bolle BMA igen?” indskød jeg til min bedsteveninde.
“Nej!” svarede hun prompte.

Jeg sendte en slørede fuldemands snap i retning af BMA, bare for at fornemme stemningen.
Herefter husker jeg ikke meget. Udover pizza, dårlig komedie i fjernsynet og en kammerat der faldt i søvn med hovedet på min hofte, mens jeg aede hans hår.

Dagen efter gik med at drikke urimelige mængder kakaomælk, og forsøge ikke at stikke fremmede på gaden ned, fordi deres blotte tilstedeværelse irriterede mig mere end noget andet på denne klode.
Nærmest døende lå jeg brak på min fars sofa og halv-sov til en gammel serie, da et snap fra BMA tikkede ind.
Det hele kom tilbage – min brillante idé!

“Hvornår skal jeg komme forbi baby?” stod der.

Jeg holdt ikke mit løfte til mig selv – lad os slå det fast fra starten. Jeg er stadig utrolig ambivalent omkring den beslutning. Hvilket har medbragt en form for sammenbidt melankoli de seneste dage. Det har intet med ham at gøre.
Lad os tage det fra toppen. For jeg er efterhånden ved at miste grebet om situationen.

Helt frem til jeg faktisk så ham stå af s-toget, havde jeg en urolig følelse i maven. En lille mistro bagerst i hovedet hviskede onde tanker. “Det er garanteret BMA og ham der konspirerer”, “de holder dig for nar”, “de sidder sikker og griner sammen i Jylland lige nu”.
Alt dette, til trods for, at Garderen 2.0 lige havde spurgt om mit telefonnummer 4 timer forinden. Helt oldschool.

Pludselig stod han der. Høj, pæn og rar. Vi krammede, helt uden akavethed og spankulerede ned i supermarkedet efter snacks. Han virkede en smule nervøs, det gjorde jeg nok også.
Vi valgte i samhørighed godter til aftenens underholdning , og gik tilbage til lejligheden.
Stille og roligt brød vi isen, mens jeg stadig kunne mærke nervøsiteten ved, at skulle byde ham ind i mine gemakker.

Bød ham på noget at drikke, han ville nøjes med vand, selvom jeg nok havde håbet på øl. Det gør mig mere rolig.
Vi drak en flaske vand ved spisebordet i eftermiddagssolen. Snakken gled. Han var nem at tale med. Sød og sjov. Ikke klask på låret sjov, men han har humor, det kunne man mærke.
Hans empati og refleksivitet var dejligt kærkommen.
Timerne gik, vi bestilte mad. Besluttede os for at dele to pizzaer, da jeg sjældent kan bestemme mig for én.

Nogle timer senere, spurgte han om vi skulle se den film vi havde snakket om. Det syntes jeg bestemt og begyndte at rigge til. Pludselig kunne jeg høre ham rode i køkkenet. Jeg stak hovedet rundt om hjørnet og fandt ham halvt inde under min køkkenvask. Han drejede på hælene “har du opvaskesæbe herinde?” spurgte han. Jeg nikkede og forsikrede ham om, at han altså ikke behøvede at vaske op. Det ville han nu gerne.
Så smed han sig i sofaen, med en skålfuld popcorn og en slikpose. Jeg hoppede efter ham og satte mig i høflig afstand til ham.
Filmen vi skulle se, var selvfølgelig en uhyggelig en af slagsen, og efterhånden fik jeg skubbet mig godt ned i hynderne med ansigtet garderet af en pude. Diskret havde han fået listet armen over ryglænet og der gik ikke længe før jeg sad mageligt i hans armhule. Intet andet end det.
Efter lidt flere forskrækkelser landede hans hånd også på mit knæ. Der lå den meget fint syntes jeg, og kunne mærke hans tommefinger stryge mine jeans’ mørke stof.
Han duftede godt. En deal-breaker for mig. Så ganske tilfreds kunne jeg hvile hovedet mod hans skulder.

Vi satte endnu en film på. Denne gang uden de store strabadser, og der gik derfor ikke længe før han forsøgte sig med det første kys.
Det var slet ikke skidt. Ikke tæpperivende men godt. Længe lå vi på sofaen og kyssede, hvor jeg følte mig oven på situationen.

Indtil jeg pludselig ikke var det mere. Han rykkede sig oven på mig, og samlede mine hænder over hovedet i et bestemt greb. Ikke hårdt, ikke ubehageligt – en smule dominerende. Så kyssede han mig ned af halsen, og i det øjeblik gik det op for mig, at jeg sad i saksen. Jeg ville ikke overholde min aftale med mig selv, og det havde jeg det helt fint med.
Han løftede min trøje op, og kyssede længere ned af maven, hvor han til sidst slap mine hænder. Så rejste hans sig fra sofaen, løftede mig op og bar mig hen i sengen.

Min trøje dækkede stadig ikke min mave og knælende var jeg placeret på sengen. Hans ene hånd var om min nakke mens vi kyssede videre. Hans anden hånd fandt lynlåsen på mine bukser og lod hånden glide ned bagpå.
Jeg trak ham til mig, og ned i sengen.
Stykvis fik vi skrællet tøjet af hinanden.
Til min store overraskelse, havde han en stor tatovering på brystet. Han slog mig ikke som typen med store tatoveringer, men alligevel passede den godt til ham.
Som vi kom i gang med den vandrette mambo, gik det op for mig, at han ikke var den mest erfarne filejs.
Det gør mig ikke noget, som sådan. Men fra BMA var jeg vant til at, kunne indfinde mig i en magelig passiv position, hvor han havde styringen. Det eneste jeg egentligt skulle, var at lade ham gøre det og nyde det. Hvilket jeg gjorde.

Med Garderen 2.0 skulle jeg arbejde lidt mere for det. Mest af alt, for at komme ud af duracell-kanin tempoet, som bare ikke dur for mig.
Heldigvis pointerede han det selv efterfølgende. Altså, at det ikke var hans mest overbevisende omgang knepperi.
Det var jeg glad for.

Efterfølgende nussede han mig i håret til jeg faldt i søvn.

Dagen efter sov vi længe og hyggede med Friends på skødet. Midt på eftermiddagen smuttede han, og jeg gik i gang med, at fjerne alle beviser for han nogensinde havde været der.

Et problem af mine er, at når jeg først har fået en lillefinger, er jeg et bundløst opmærksomhedshungrende hul. Umættelig og krævende.
Jeg mærkede trangen med det samme. Og efter mange timer, uden en opfølgende SMS på vores samvær
Brød jeg grædende sammen på toilettet. Ikke over ham. Han var jo bare endnu en fyr. En fyr med potentiale, men stadig bare en gut.

Frustreret græd jeg ned i mine knæ og mærkede stoffet på weekendens jersey-stof blive vådt.
Frustreret over, at jeg ikke havde overholdt mit løfte til mig selv
Frustreret over, at jeg ikke kan passe bedre på mig selv, når jeg godt ved hvad jeg har brug for. Og det ikke bare er endnu et one nigth stand.
Frustreret over, at jeg skal være på den her måde.
Fuldstændig ligeglad med hvem der giver mig opmærksomhed. Bare jeg får den. Og hvis jeg ikke får den, så kræver jeg den indtil folk er ved at brække sig over mig. Og så hader jeg mig selv, for at have ødelagt noget godt.

20 minutter efter mit sammenbrud skrev han, at han gerne ville ses igen. Men han havde travlt og det var skidesvært. Jeg lod bolden ligge ved ham, sagde han bare kunne vende tilbage når han vidste noget.

Sådan har det været i snart en måned nu. Vi har set hinanden 2 gange. 2. gang blev han ikke og sov.
Lykken vare lige indtil endorfinerne er ude af min hjerne, og så kommer selvbebrejdelsen. Ulykken, sorgen og tvivlen. Mest på mig selv. Hvorfor jeg ikke er mere værd? Hvorfor de aldrig vil mere end det? Om det her er mit lod i livet? At vandre hvileløst fra fyr til fyr. To knald og en afvisning. Altid med håbet om, at det på et tidspunkt bliver til noget mere.

Måske skulle jeg bare købe en kat og få det overstået? Men så minder jeg mig selv om, at jeg er allergisk overfor katte og ikke engang dette er en mulighed.

Jeg har altid set mig selv som et menneske med en plan. Et kort. En udstukket rute. Et soleklart pejlemærke som mål.

Det seneste stykke tid har jeg mærket mange karaktertræk, som jeg påskønner ved mig selv, smuldre mellem mine fingre og blive erstattet af ting jeg foragter.
Brokkeri, selvhævdelse og selvmedlidenhed.
Opmærksomhedshungrende, krævende og ynkelig.
Rygradsløs, tudvåren og tilbageholdende.

Det hårdeste er at se tilbage på en person man faktisk var stolt af, blive erstattet af en flæbende dejklump, der render rundt med hovedet så langt oppe i røven på sig selv, at al erindring om solen er forsvundet.
Min “mer’ vil ha’ mer'”-mentalitet har efterhånden sendt mig så hovedkulds gennem livet, at jeg ikke kan finde fodfæstet igen.

Jeg prøver at minde mig selv om de gode ting. Det gør jeg virkelig. Min momentære glæde bliver som en mælkefarvet membran hen over alt det sorte i maven.
Tvivlen og utilstrækkeligheden fylder, alligevel tager jeg mig ikke sammen.
Jeg udskyder, undskylder og bebrejder. Altid, er der en vinderlig forklaring på hvorfor tingene ikke bliver gjort.
En regnorm, er hvad jeg er blevet til.
Mest fordi jeg er bange for, at gøre mit allerbedste, og stadig ikke være god nok.
Jeg roder rundt, men prøver at lade som om jeg har styr på det hele.
Jeg tror alle andre har gennemskuet mig, men jeg er den eneste der stadig tror på den store fede løgn, der er mit liv.

Og alt dette får mig til at vende tilbage til BMA.
En situation, hvor jeg fejlagtigt troede jeg var den, med den vindende hånd. Den overlegne. Den med bukserne på.
Der tog jeg fejl.
Tre knald inde, måtte jeg endnu en gang sande, hvor ypperligt jeg sukkede efter hans opmærksomhed.
Særligt nu, da han ikke vil give den til mig.
Rasende og frustreret har jeg været. Oftest på mig selv. Over mit alt for store engagement i dette hankønsvæsen, der tydeligvis blot er en 20-årig knægt med hovedet fuld af partroner og krudt.
Men ind i mellem, særligt efter 1-2 øl for mange, er det kommet til at gå ud over ham.
At jeg har kvajet mig, og givet mere ud af mig selv end jeg egentligt vil. At jeg dagen efter med skam, har svoret aldrig at kontakte ham igen.
Efter 3-4 dages stilhed knækker jeg for det meste, og skriver til ham alligevel.
Fordi det er sådan jeg er blevet. Til en regnorm.

Og er det ikke typisk sådan legen er. Først ville han, hvor jeg ikke interesserede mig synderligt.
Nu er det omvendt. Og det er mig der sidder med den lange næse.
Egentligt er jeg OK med omfanget af vores kontakt. Et par gange om ugen er helt finno.
Dette er så skammeligt, at jeg aldrig ville sige det højt, så lad det blive mellem os.
Men jeg ville gerne være “hans” eller nogens. Jeg er ikke afklaret med om det er ham som sådan, eller om det bare er ideen om, faktisk at have en sød dude der kan lide en.
Måske er det det sidste.
Efterhånden er jeg kommet frem til, at mit behov til at gøre “krav” på ham, er at jeg på den måde kan forvente noget af ham. At han på den måde også skylder mig engagement.
Det er ulogisk og usundt. Det ser også helt skørt ud, når jeg skriver det ned.
I virkeligheden vil jeg jo bare gerne bekræftes i, at jeg er ønsket og begæret.
At kvæle ham i opmærksomhed er ikke den rigtige strategi, det ved jeg. Men ligesom en junkie, er jeg nærmest dirrende efter hans opmærksomhed efter 3 dage. Så hungrende, at jeg er villig til at sætte min stolthed og integritet over styr.
Alle overspringsundskyldningerne træder straks til. “Alle kan jo lide, at være savnet”, “der er intet i vejen med at vise man er interesseret – LIGESTILLING!” og “han skal jo bare lige mindes om, at du er sød”.
Det er alt sammen bullshit. For i virkeligheden har han ikke udvist interesse i nogle måneder. Alligevel hænger jeg fast ved ham, som en tæge på et dødt dyr. Febrilsk suger jeg det sidste næring ud af noget, der har ligget i vejkanten i månedsvis.
Ynkelig og patetisk er det eneste der kan beskrive min situation lige nu.

Engang sagde en mand, jeg så meget op til “stram op!”.
Jeg havde helt glemt, hvor kloge to så små ord kan være. Hvor kort og præcist noget kan siges.
Men mere skal der ikke til.

Stram op!

BMA’s besøg er tiltrængte og velkomne når de finder sted. Behovet for at blive bekræftet og anerkendt, er ikke et jeg kimser med. Men det er der, og jeg mærker det når han ligger lige der.

Efter hans sidste besøg, flyttede jeg til København. En drøm jeg har haft siden 1.g, og endelig gjorde jeg det.
Tog springet, købte en lille andelslejlighed der trængte til mere end en kærlig hånd. Faktisk en mere Emma Gad-type hånd. Og det fik den. Jeg er stolt af den og den er helt min egen. Også lidt bankens. Men mest min.
Det føles voksent og vidunderligt.
Lovede mig selv at jeg ville stramme op og tage mig sammen. Lægge mine dårlige vaner fra mig og efterlade dem i Jylland, sammen med alt andet skidt og bras.

Det er ikke helt lykkedes, men jeg prøver.
Har brugt de fleste vågne timer på, at indrette mit liv og tjene til føden. Jeg er glad og fungerer bedst, når jeg ikke får meget tid til at tænke. Når jeg tænker kommer utilstrækkeligheden krybende.
Ulmende og kvælende lægger den sig som en klæbende boa om halsen.

Det var derfor også med en smule forventning, jeg drog afsted mod min gamle kaserne til besøgsdag. Vi skulle alle hygge og feste i det gode vejr. BMA havde sagt han ville være der. Havde beskrevet hvilke uartigheder, han ville udsætte mig for diverse steder i byen.
Klokken 15 stod det relativt klart, at han ikke ville dukke op. Hvilket var fint. Det var mere det principielle i at hænge, uden han havde meldt afbud. Respektløst synes jeg, og min bedsteveninde endnu mere.
Jeg nægtede at skrive først. Indtil tirsdag hvor jeg knækkede og skrev en besked med tyktflydende sarkasme. Om han mon var faldet i et hul?
Det var han ikke. Gode undskyldninger var der mange af, men ingen undskyldning for ikke at have skrevet.
Tog det med et gran salt. Måtte finde den rationelle hjernehalvdel frem. Fiske alle mine argumenter frem; vi skylder ikke hinanden noget og han har hovedet fyldt (med jord åbenbart).
Men følelsen af at blive overset er der stadig. Irritationen over min komplet manglende rygrad irriterer mig grænseløst.
“Lad ham savne opmærksomheden,” tænker jeg. Tre dage senere savner han den tydeligvis stadig ikke. Og så sidder man der med lang næse og en mave fyldt med bland-selv slik.
Men når jeg så finder på en ynkelig undskyldning for at skrive til ham, så svarer han med det samme.
Med søde ord og lige den mængde kink man har brug for, når man har arbejdet 8 timer.

Det har ingen fremtid, ingen forudsætninger for at ende godt, alligevel er der en tryghedsting i det, der gør jeg ikke helt kan slippe ham.

Men hvis han ikke lægger noget i det, så er det vel helt fair, at lede efter en der vil lægge noget i det? Samtidig med man høster overfladisk opmærksomhed?

Med BMA gjorde det ikke noget, at han var længe om at svare eller skrive. De er tit ude at lege i skoven, og når han skriver, er det med søde ord og hjerter.
I starten var jeg skeptisk. Men den næsten teenage agtige kommunikationsform var let at falde for.
“Skal vi ses næste fredag?” Spurgte han med en blinkende emoji med trutmund. Jeg skulle til koncert. Svede, danse og rocke til rytmen med nogle mennesker jeg elsker højt.
“Hvad med lørdag så?” Svært at sige nej til så meget velvilje.
Der var desuden 14 dage til, så det burde være til at planlægge sig rundt om.
En fredag for tidligt blev en besked sendt af sted “Hej pingvin, har du tid i dag måske? :* <3"

*klip til en kulsejlet pingvin på en sofa med tæpper, varmedunke, chokolade og Friends kørende på Netflix*

Måtte finde på en listig måde at afslå, uden at væmme ham med den linde strøm af kvindelighed der fossede ud af min livmoder og efterlod mig ynkelig og sukkerhungrende på min mors sofa.

Som ugen skred frem, så jeg mere og mere frem til weekenden. BMA var uden for rækkevide i et jysk øvelsesterræn et sted.
Om natten lå jeg og forstillede mig hvad vi skulle lave. Hvilke vertikale overflader i lejligheden der skulle besudles. En lasagne kunne stå i ovnen, mens vi knaldede på køkkenbordet. Vi kunne bade og knalde på vasken, ligesom med Garderen. Sofaen mens vi så en film. Mulighederne virkede endeløse og jeg ville være kreativ, besluttede jeg mig for. Vise ham, hvor godt et knald jeg kunne være.
Dagen kom. Mine ben var nybarberet, undertøjet var matchende, outfittet var let afriveligt.
Jeg havde tømmermænd efter en Suspekt koncert i Århus.
Netop som opvaskemaskinen var sat i gang og brummede i baggrunden tikkede der en besked ind.
“Er ikke sikker på jeg kan nå det søde, vildt mange lektier<3" surt stirrede jeg på beskeden. Svarede et overskudsagtigt svar tilbage. Smed min nederdel og strømpebukser og satte mig trodsigt på gulvet i stuen og tændte for min PlayStation.
Længe skød jeg på de animerede figurer. Fokuseret og muggen. Over min udsigt til sex forduftede.
Under et ophold i spillet, blev jeg ramt af tomheden. Hullet i maven. Utilstrækkeligheden. Nærmest kvalmende lagde den sig over mig, og jeg mærkede tårerne prikke i øjnene.
Vredt prøvede jeg at gnide dem ind i huden. Redde make-uppen og tvinge dem tilbage i kroppen.
Følelsen blev ved med at vokse. Min hjerne skreg, som en hysterisk nattergal, rationelle forklaringer på hvorfor han ikke kunne nå det.
Det sorte i maven knugede hårdere og spredte sig til mine lunger. “Du er ikke god nok, du er ikke god nok, du er ikke god nok,” dunkede i takt med min puls. Jeg følte, jeg faldt fra hinanden. At noget rev inden i mig. Jeg overgav mig trillede ned i fosterstilling på gulvet. Hulkende og med knæene trukket op under hagen i et forsøg på at fylde det tomme ud.
“Få det til at stoppe,” tiggede jeg i mit stille sind. Til Gud? Til mig selv? Jeg ved det ikke.
“Det går over om lidt,” rationaliserede jeg, mens mit hjerte flåede i brystet. En lille stemme bagerst i hovedet sneg sig frem “skær det væk, genvind kontrollen, få smerten ud”. Jeg løftede mig fra gulvet, gik ind i værelset og kiggede ind i skabet. Stirrede på den lille pakke lommetørklæder som gemmer barberbladet. Længe stod jeg og stirrede, inden jeg rakte ud og greb mit løbetøj. Skyndte mig ud på badeværelset og trak det elastiske tøj over kroppen, greb nøglen på vej ud af døren og løb ned af gaden. Væk fra lejligheden, væk fra gulvet, væk fra skabet. Løb så hurtigt mine ben kunne bære mig. Mine lunger peb og sled efter vejret da jeg nåede lyskurven. Stoppede op. Grønt. Løb videre. Løb og løb, indtil jeg var langt nok væk og endorfinerne var begyndt at flyde i blodet.
Stillede mig ved skovkanten og satte hænderne på knæene. Trak vejret ind og kiggede på den lyserøde himmel. Stolt af mig selv. Jokkede roligt hjem igen. Svedende og rolig.
Tog trappen to trin ad gangen og stillede løbeskoene i entréen. Gik ud på badeværelset og tændte for vandet, hentede min telefon og satte Ed Sheeran på. Der var en besked.
“Er lige blevet færdig. Må jeg stadig komme forbi?<3" Beskeden var 39 minutter gammel. Frygtede det var for sent.
“Ja da 🙂 “ svarede jeg hurtigt og trak det svedige tøj af kroppen. Hurtigt forkastet i hjørnet bag døren.
Vaskede hår og lemmer under koldt vand. Trak hånklædet over skulderen og vippede til guitarens toner.
“Godt, jeg er der nemlig om 5 minutter” stod der på skærmen.
Shit, mascaraen var løbet ned af mine kinder, øjnene var heldigvis ikke hævede længere. Tørrede hurtigt make-uppen af og flettede håret. Trak t-shirt og nederdel på igen, nåede lige lynlåsen inden dørtelefonen ringede. Og så stod han i døren. Med taske og støvler i den ene hånd, armen strakt ud til et kram på den anden side. Tog et skridt ind i hans favn og pressede panden mod hans skulder. Mærkede hans skæg kilde mit øre. Jeg knugede øjnene sammen, mens lettelsen overvældede mig, og skyndte mig at skrue mit bedste smil på, da han slap mig.
“Du ser træt ud,” konstaterede han kort.
“Tak, det gør du også,” gengældte jeg med et smil.
Pænt stillede han sine ting i gangen. Tog mine hænder og trak mig ind i soveværelset. Stoppede foran sengen, og kiggede ned af mig. Fingrene fandt sømmene på t-shirten og trak den over mit hoved.
Han lænede sig ind og kyssede mig. Længe og varmt. Pressede min krop mod sin egen. Lod hånden glide ned til nederdelens kant. “Vend dig om,” sagde han bestemt. Drejede rundt, lidt overrasket over selvsikkerheden i hans stemme. Han lynede ned og lod min nederdel falde til jorden. Kyssede mig på skulderen og skubbede mig på maven ned i sengen. Han forsatte i et spring umiddelbart efter mig, storsmilende. Tog min hånd og trak mig ind til sig.
Låst i hans armhule lå jeg med næsen mod hans bryst. Han duftede af varmt bomuld og skov med en smule pebermynte.
Lange strøg kørte op og ned af min ryg, inden hans hånd landede i mit hår. Mærkede mine øjne skælle mens jeg blev mere og mere døsig. Kiggede op på ham. Hans øjne var lukkede, og afslørede mig dermed ikke i mit smugkiggerri. “Mægtig pænt skæg,” erkendte jeg, inden jeg faldt i søvn. Varm og tryg.

Der gik en måneds tid, hvor jeg var forvirret over hvad jeg havde gjort forkert med Garderen. Længe stirrede jeg på den grønne plet ved hans profilbillede i min chatlinje på Facebook. Uden han svarede mig. 1, 2, 3, 7 dage gik der mellem at han svarede eller bare læste mine beskeder. Forstod det ikke helt, men fandt mit gamle værktøj, kynisme, frem og forkastede alt mit hoved nogensinde havde opspundet.
Jeg fokuserede på min træning, betalte for en coach, begyndte at afveje min mad, tælle kalorier og kulhydrater.
Det føltes som at sidde i et tog, med al for høj fart. Jeg vidste jeg ville kollidere på et tidspunkt, men havde ikke i sinde at stoppe udviklingen.
For 2 år siden tabte jeg mig rigtig meget, på en sund og fornuftig måde. Med viljestyrke og snusfornuft.
Denne gang kunne jeg ikke finde min fornuft eller viljestyrke.

Jeg troede, at jeg havde fået lov til at springe min vinterdepression over i år. Men i februar kom den for alvor og lossede mig gevaldigt i ansigtet.
Jeg gjorde mine ting. Alt det der bliver forventet at jeg gør. Men når jeg var alene, ville jeg bare ligge under min dyne og proppe sukker i hovedet.
Med mine nært forstående optagelsesprøver, vidste jeg godt at sukker ville sætte mig gevaldigt bagud.
Så jeg tog den lette, kujon-agtige udvej.
Jeg havde ikke viljestyrke til ikke at spise marabou og skumfiduser i rå mængder. Jeg havde for dårlig samvittighed over det bagefter.
Så løsningen måtte nødvendigvis være, bare at kaste det hele op igen, når jeg havde gjort det.
Som sagt, så gjort. Og nu kan jeg ikke stoppe med det igen. Har lovet mig selv, at det bare et redskab indtil jeg får fodfæste, og har nået mine mål.

Engang i min spæde ungdom brugte jeg cutting som en coping-metode når jeg blev stresset og ked af det. En sørgelig og ynkelig vane, jeg er faldet tilbage i.
Det er svært at forklare, men det føles, som om man nogle gange, er ved at kløjes i sine følelser.
Jeg ved ikke engang hvilke følelse der fylder så meget, men cutting fungerer som en form for terapi. En form for ritual. Den samme måde hver gang. Samme fremgangsmåde, samme musik, samme følelser.
Det værste er at skulle skjule det efterfølgende.
Men forløsningen der følger efter smerten er meget vanedannende. Det må være følesen af kontrol, er jeg kommet frem til.
Jeg har intet behov for, at fortælle det til nogen. Jeg vil ikke have det omdømme. Jeg ønsker ikke at folk bekymrer sig om mig.
Men når jeg føler mig utilstrækkelig, så kompenserer jeg ved at presse barberbladet hårdt ned i huden omkring anklerne. Som om at det er en straf, og det er min opgave at skulle bide smerten i mig.
Jo mere blod, desto stoltere er jeg over min egen formåen.
Det ser sært ud, når det er skrevet ned. Men oppe i mit hoved giver det mening i øjeblikket.

Og med det for en kort bemærkning, så skete der noget mærkeligt, mens jeg sad i mit lille hul og var en lille trist musse.
På en grå torsdag, fik jeg et snap fra BMA, og et vanligt stik af savn til Forsvaret gik gennem mig. Jeg svarede helt uvanligt på hans besked. Og før jeg vidste af det, havde vi en aftale dagen efter.
Han går på Sergentskolen (den heldige kartoffel), og kom med toget. Lige så snart jeg så ham kunne jeg mærke en glad boblen i maven. Om det var ham eller udsigten til sex vil for evigt forblive i det uvisse. Men glad blev jeg.
Jeg var meget overtræt da han var færdig med at udforske lejligheden. Vi så et afsnit Paradise Hotel, hvor jeg måtte holde mig for øjnene i ren og skær pinagtighed over disse børns udskejelser. Hold dog jeres sluttyness bag lukkede døre, som andre normale mennesker.
Den gang jeg var ung, og så den slags, var det ugens nyhed, når nogen i menneske-reservatet korpulerede for åben skærm.
Det afsnit vi så, og jeg har ganske vist ikke set Paradise Hotel i mange år, men der horede folk jo i flæng. Først i poolen, så på værelserne, så med den ene og derefter med en anden.
Jeg var helt hægtet af, en smule i foragt.
Jeg går massivt ind for seksuelt frisind. Men den promiskuøse ligegyldighed de udviste, fik noget til at vende sig i mig.
Efter en halv times rædderlighed, som føltes uendeligt, når man sad gemt bag sine egne hænder og fordomme, var det tid til film. Haha “film”, som det jo så fint bliver camoufleret som.
Introen var knap færdig da jeg mærkede en hånd på mit lår. Jeg lænede hovedet lidt tilbage mod hans skulder og sukkede stille. En ting fyre er suckers for.

Filmen blev hurtigt afskrevet, da jeg vendte mig for at returnere hans blide strøg.
Det var første her det gik op for mig, hvor ualmindeligt veldrejet hans overkrop var i den langærmede t-shirt der klæbede sig til hans overarme.
Han var tydeligt mere veltrænet end sidst vi havde set hinanden – en af Sergentskolens klare fordele.
I hurtige bevægelser fløj tøjet om ørene på os.

Forpustede og svedende krøllede han armen rundt om min nakke og trak mig tæt på. Duften af mand og sex hang i luften. Jeg snusede ind med næsen mod hans bryst. Han snakkede om nogle militære ting, jeg nød hvordan hans hud vibrerede af bassen i hans stemme. Mens han talte faldt jeg i søvn.

Mit indlæg #100, og alt er præcis lige så kaotisk som det plejer. Så meget er sket og alligevel er alt ved det samme.

Vi skulle til eskadronsfest. Afslutningen på værnepligten. Berygtet og eftertragtet, har det været noget vi har talt ned til, nærmest siden vi startede.
Den aften skulle være aftenen Sergenten fik at vide, hvor sød jeg syntes han var. Eller, jeg ville i hvert fald forsikre mig selv om, at han vidste det. Mit nummer lå sirligt krænget ned på en lap papir i min pung. Klar til at blive overleveret.
Sprutten flød, shots blev bundet i flæng, skåle blev uddelt.
Allerede ved 11-tiden så Sergenten en smule skæløjet ud. Hentede et glas vand til ham og afleverede det med en hånd på hans underarm. Damn den blazer sad godt på ham…

Gik min vej igen. Baren kaldte.
Pludselig følte jeg en hånd på min hofte. BMA stod lige bag mig. “Kan vi snakke?” spurgte han. Relativt koldt kiggede jeg på ham. Træt af hans evige ignorering af min eksistens på kasernen.
Gik modvilligt med ham. Længe snakkede vi. Så kyssede han mig. Jeg stoppede ham ikke. Ved ikke hvorfor. “Er det ikke på tide vi tager en taxa hjem?” spurgte han så. Jeg nikkede, men skulle lige finde en veninde. Troede han. Jeg kom aldrig tilbage.
Tequila skulle der til. Veninden og jeg listede op i baren, for at skjule os for BMA.
Vi tog nogle restitutionsdrinks med ned til et bord i hjørnet. Ventede på tequilaen slog til.
“Hej Menig Pingvin,” sagde sergenten fra første deling, som endda havde fødselsdag.
“Hej Kebab,” svarede jeg drillende, henførende til en joke, han havde lavet med mig tideligere på toilettet.
“Giver du fødselsdagsbarnet en øl?” spurgte han direkte. Det kunne jeg da godt, der var trods alt fri bar. Veninden løftede øjenbrynet da jeg forsvandt med ham, op i baren endnu en gang. Vi drak vores øl om kap, så jeg kunne vise jeg var en rigtig mand.
“Giver du så også en dans?” spurgte han, med blå glimtende øjne. Jeg grinede. Hvem nægter sin befalingsmand en dans?
På gulvet hvirvlede han mig rundt. Trak mig til sig med armen om min talje. Lagde armen på hans skulder og lod mig rive rundt.
Åh åh, han var godt nok velspændt under jakkesættet. Kiggede hurtigt rundt efter Sergenten. Han stod i baren og snakkede, hurtigt mødtes vores blikke. Jeg hvirvlede videre med Kebab (jeg finder på et bedre navn til ham).
Efter mange minutters intens danse-workout måtte Kebab give op og bestille flere drinks.
“Nu passer du på, Pingvin. Sergenten kigger med” sagde veninden over min skulder. Mængden af alkohol påvirkede helt sikkert min dømmekraft, og som tideligere kæmpe-slut besluttede jeg, at en exit fra festen var den eneste løsning, på at slutte aftenen uden ulykker. Men jeg havde stadig én mission.
“Vi går nu, vi skal bare lige forbi baren først,” sagde jeg beslutsomt.
Vi passerede baren kortvarigt på vej mod garderoben. “Øhm Sergent?” spurgte jeg og kiggede på hans åh så søde hundehvalpe øjne. Så rakte jeg ham sedlen med mit nummer og gik hurtigt mod udgangen.

Lørdag morgen havde BMA skrevet intet mindre end 7 beskeder. Fair, jeg lod ham godt nok hænge lidt. Har ikke svaret på dem. Kælling som jeg er.

Nu er det søndag. Sergenten har ikke skrevet, det havde jeg måske heller ikke forventet. Måske håber jeg lidt, han har smidt sedlen væk og glemt alt om det.
Til gengæld har Kebab ikke holdt sig tilbage fra at finde min Facebook og skrive. Det er engagement, og det er sku noget der kan swaye en pingvin som mig.

Slutty pingvin var været ude at lufte fjerene igen. I to byer, på under 72 timer. Jeg bliver bedre og bedre kan man sige.
Torsdag skulle vi smadre byen, bestemte min deling og jeg os for. Og smadret den blev. Vi havde ferie i udsyn, vi havde haft en nem uge, vi havde penge at brænde af.
Pigerne startede på vores værelse, med rødvin direkte af flaskerne, mens man boksede med den nedpressede korkprop, der flød rundt i den røde mirakeldrik på grund af manglende proptrækker. Nu manglede bare et halbal at crashe.
Alt klunset blev vist frem. Pigerne dånede ved synet af min nyindkøbte cold-shoulder kjole. Men jeg var imidlertidigt ikke i kjole humør, og hoppede i den sikre jeans og t-shirt kombi.
Da vi ankom på klubben til vores opvarminingsfest, var der drinks ad libitum. Noget pingvinen kan lide. Skumbananer, øl, cider, isbjørn – det hele røg lige ned i løgnhalsen. Modsat de andre piger, fandt jeg hurtigt sammen med drengene for at spille beerpong og bordfodbold. Et ubenægteligt talent af mine er, at jeg bliver bedre til drukspil i takt med jeg drikker mere, hvilket gjorde mig til en eftertragtet holdkammerat.

Nogle timer senere beundrede jeg duften af min nye lipgloss, mens diskotekets bass fik vægen med spejlet til at vibrere. Med sammenknebne øjne studerede jeg mig selv. Ud af øjenkrogen opfattede jeg en toiletbås gå op. Hendes ansigt var sløret, men hendes kavalergang var ikke til at tage fejl af. Smilede til hendes slørrede fjæs, og satte snuden mod baren. Fast besluttet på at få fat i BMA, en af mine nye venner.
“BMA!” sagde jeg ivrigt og lænede mig ind over hans skulder, “damen der kommer ud fra toilettet om 10 sekunder,” forsatte jeg og kiggede forventningsfuldt på døren. Mine matchmakingskills var i gang. Da hun trådte ud i rummet, kiggede jeg på BMA med et løftet øjenbryn. Han trak skævt på smilebåndet og rystede på hovedet. “Hun er ikke min type,” sagde han blot og rakte mig en øl mere. Pokkers.
Kort efter gjorde en gruppe sergenter entré på klubben. Nysgerrigt studerede vi hinanden i civilt tøj. Smilede høfligt til hinanden og udvekslede et par ord. Min specifikke Sergent var der desværre ikke. Dobbelt pokkers.

Fast forward nogle timer, hvor BMA trak mig ud på dansegulvet til Nik og Jay.
“Hvad sker der med jer?” spurgte veninderne ivrigt mellem sangene. Jeg vidste det ikke. Han var da måske meget sød. Efter 5-10-15 genstande var han i hvert fald.
Ind i mellem tog jeg mig selv i at sammenligne ham med Sergenten. Skubbede tanken fra mig, og gik med ham ud på gaden. “Fryser du ikke?” spurgte han. Jeg mumlede noget og blinkede op mod ham. Så kyssede han mig.
Og selvudnævnt never-quitter som jeg er, sad jeg jo i saksen. To drinks mere og en taxatur hjem til kasernen tog det at overbevise mig selvom, at det forstående ville være en pisse god idé.
Grinende spankulerede vi ned ad gangen. Da vi nåede til mit værelse kiggede han på mig, holdt mig om nakken og kyssede mig. Han er jo stadig sød nok, tænkte jeg og tillod mig selv faktisk bare at fokusere på det der skete lige der.
Længe kyssede vi, hans hænder fandt alle de søde små kildne steder. Om det var ham eller mig der tog initiativet til at gå ud på toilettet husker jeg ikke. Men der endte vi så.
Bagefter sad jeg med panden mod hans, fik vejret igen, kæmpede for at åbne øjnene. Heldigvis var lyssensoren gået ud, så det var knap så akavet at få tøjet på igen.
Han kyssede mig farvel foran mit værelse, og jeg faldt i søvn med det samme.

Dagen efter skrev jeg for, at rode bod på den regning, jeg nu havde liggende ved BMA. Både taxatur og drinks, skulle fordeles ligeligt. Det ville han dog ikke høre tale om. Gentleman som han nu er. Jeg måtte bare give næste gang, sagde han. I mit tømmermandsstadie syntes jeg da det var vældig charmerende.
Ligeledes synes mutti, der har en sjette sans for når jeg har været ude på ballade. Skyldigt måtte jeg fremlægge beviserne for denne nye gut. Mutti var imponeret. “Det ville være sundt for dig med noget ukompliceret, skat”. Det ved jeg jo godt. Men oppe i mit hoved var den eneste tanke “han er ikke Sergenten, han er ikke Vennen, han er ikke Sergenten” igen og igen.
Det blev også tydeligt for mig, at det bare ikke var meant to be, da han ALT for tideligt begyndte at kalde mig “søde” og “mus”. En sproglig trend jeg virkelig ikke er fan af.
Eller måske er han ikke sød nok, til at jeg bliver flatteret over det? Er sikker på jeg ville falde i svime, hvis Sergenten skrev det.

Det må derfor også have været en form for panik-kompensation, da jeg allerede mandag aften gik med Brormands kammerat hjem. Mens vi lå i hans seng fik jeg kolde fødder. Han kyssede mærkeligt, hans pik var pinligt lille sammenlignet med BMA, han duftede ikke så godt som Sergenten. Men alligevel var det “Han er ikke Vennen, han er ikke Vennen, han er ikke Vennen” der rungede i mit hoved.
Jeg kunne ikke forklare hvad der var galt. Tænk hvis han fortalte det videre. Så jeg mandede mig op. “Hvis du bare forestiller dig…” tænkte jeg. Det føltes som en uendelighed. Han blev ved og ved og ved. Hvilket jeg normalt er fan af. Men ikke efter 5 øl for meget. Bagefter ventede jeg til han sov, inden jeg hoppede i skoene, greb min jakke og sneg mig ud af døren.
Hvilket mareridt det er at finde tilbage til storbyen fra fucking Rødovre. Beslutsomt satte jeg podcast i ørerne og begyndte at gå.

Dagen efter glædede jeg mig mere end nogensinde før til at se Brormand og Vennen.
De skulle lave lejlighed, og jeg havde selvfølgelig tilbudt min hjælp.
Blev mødt med kram og varme hilsner i døren. Vennen og jeg slap hinanden for hurtigt, efter min mening.
Mens de hamrede og bankede, hyggede jeg mig med at organisere deres ungkarle køkken. Rigtig mor-agtigt, fra top til bund med kost og spand.
“Ej hvor er her lækkert!” udbrød Vennen da han kom derud igen. Stolt rankede jeg ryggen lidt mere. Det var blevet ret godt. “Sådan noget gør Øboeren slet ikke,” forsatte han, forlegent slog jeg øjnene ned. Kunne ikke mærke, om jeg kunne lide at blive sammenlignet med hende på den måde.
Sent på eftermiddagen meldte Brormand sin afgang. Han skulle på date.
Jeg blev for, at vente på mit tog. Vennen lavede kaffe. Vi snakkede, siddende på køkkenbordet overfor hinanden. Så ringede hans mobil. Det var Øboeren der ringede fra Sandkasselandet. Jeg skimtede ud af vinduet, det var blevet mørkt. Kiggede på uret, det var 3 timer siden mit tog gik.
“Nej, Brormand er taget på date!” fortalte Vennen i telefonen. “Hvem er det så du er sammen med?” spurgte Øboerne spidst.
Lidt tøvende vendte han telefonen “Det er Pingvinen, hun blev bare hængende efter Brormand smuttede , vi skulle lige til at bestille noget mad”. Lige så tøvende vinkede jeg til det lille pexilerede billede af Øboerne i de varme lande. Hun vinkede ikke igen.
“Vi sad lige og snakkede, kan jeg ikke ringe til dig senere?” spurgte han. Det faldt ikke i god jord. Helt stille blev der. Jeg skævede over mod Vennen. Han kiggede op på mig. “Jo, altså du kan prøve. Det kan godt være jeg er gået i seng,” hendes stemme var helt lille. På den måde den bliver hvis man bliver rigtig usikker. Og pludselig gik det op for mig, at Øboerne følte sig truet af mig.
Jeg skulle lige til at undskylde og sige at jeg bare ville gå ind og se netflix og lade dem snakke, men så havde hun lagt på.
“Øhm, jeg kan bare gå ind på Brormands værelse. Hvis i skal snakke altså,” fik jeg fremstammet, i den åbentlyst akavet situation. Jeg følte mig pludselig skyldig. Uden i realiteten at have gjort noget galt. Men jeg havde jo tænkt tanken. Jeg havde siddet og grinet højt med hendes kæreste. Siddet og ønsket han var min. Igen. Ønsket hans tryghed og varme var min.
Vennen smilede fortrøstningsfuldt “sådan er hun bare når hun er træt,” sagde han og trak på skulderen.
Jeg smilede også. Nok lidt mere vemodigt. Igen brugte han “sådan er det jo bare”, når det i realiteten overhovedet ikke behøves at være sådan…