Opkast på skrift

Houdini

Tiden nærmede sig. Jeg spejdede stadig forgæves efter hesten i horisonten.
Mon dens silhuet ville dukker op på et tidspunkt?
Jeg besluttede den ikke ville dukke op, i et forsøg på at provokere skæbnen til at bevise jeg tog fejl.
Men skæbnen gav mig ret, og Garderen 2.0 vendte aldrig tilbage angående vores aftale.
Lettere tøsefornærmet og fuld på tequila skrev jeg en passiv-aggressiv besked til ham, da klokken var tættere på 5 end på midnat.
“Det er fint hvis du ikke har tid, men det ville være rart at vide 🙂 “
Med den der smiley, hvori du ikke ved om den er glad eller har planer om at slå dig ihjel.

Dagen derpå kunne facebook bekræfte, at også denne besked var modtaget og læst, helt uden noget svar.
Endnu en gang havde Garderen 2.0 taget mig ved næsen, og lavet en Houdini.
Puf! Væk var han.
Væmmelsen over min egen naivitet fyldte min krop hele køreturen fra Århus og hjem på mors sofa.
Mama havde fået ny hund. En rigtig hund, der minder så umiskendeligt meget om min egen flæskeklump, at det stak lidt i hjertet.
Vi gik en tur på stranden, hunden og jeg. 3 timer vadede vi gennem vind og sand i stilhed. Han løb glædesstrålende rundt, bragte mig ting og stak hele sit dumme hoved ned under det kolde vand.
Jeg kunne ikke undgå at grine. Sikke en glæde. Åh hvor jeg savnede glæden ved en hund.

Alle tre timer gik jeg og vendte livet oppe i hovedet. “Nu er det nok!” besluttede jeg.
Træt og udmattet af, at sådan nogle mande-mennesker skulle fylde så meget i min bevidsthed.
Når han ikke engang kunne skrive en skide “jeg kan desværre ikke”-besked.
Og med ét var jeg vred igen. Indfandt mig i den komfortable vrede tilbageholdenhed. Den barnlige stædighed, der svor jeg ALDRIG ville kontakte ham igen. Nogensinde.
“Jeg håber han bliver ramt af en bus, og bliver lam i pikken,” proklamerede jeg overfor samtlige veninde.
Forpulede mandekost.
Det var ikke kun Garderen 2.0 jeg var vred på. Det var faktisk samtlige mænd. Alle mænd der kunne være et romantisk objekt, men ikke behandlede mig tilsvarende. De var faktisk alle nogle mandekoste, og de gav mig kvalme.
I virkeligheden var det nok min egen fiksering på, at disse elementer skulle være fundamental for min egen lykke, der gav mig kvalme. Men det er trods alt lidt lettere at være vred på dem. Ik’?
Så det var jeg. Og sværgede højt og helligt jeg aldrig ville date igen. I hvert fald ikke i en rum tid.
Jeg havde alligevel ikke tid, mente jeg.
Som sådan en smart business-woman som jeg var blevet. I stramme nederdele, skjorter og høje hæle der klikkede gennem kontorlandskabet. Sådan en har ikke tid til at date.
Der var så meget andet, at se til.
Så jeg slettede Tinder, fjernede alle de dejlige mænd på mobilen, som alligevel ikke skrev.
Men universet havde andre planer….

magic

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Opkast på skrift