Spontant had

“Husk du har lovet at bage 3 kager til [indsæt ligegyldig perifær relation]s datters konfirmation,” siger mor.

Hvaba? Hvem? Hvornår? Kender jeg disse mennesker?

Følesen af ulyst skyller ind over mig. Hvorfor har jeg dog sagt ja til det, og hvornår har jeg været så latterlig overhovedet at overveje det, midt i slutspurten af gymnasiet.

“Det… Det kan jeg altså ikke,” allerede med tåre i øjnene, over at udtale de ord jeg hader allermest.

Jeg er dårlig til at sige nej, det smager som eddike i min mund.

Mor ser skuffet ud.

“Du har jo altså lovet det sidste år,” forsætter hun.

Ulysten blandes med skyldfølelse og skam. Idiot. Hvorfor lover jeg folk ting, som jeg ikke kan holde.

Hun kigger på mig med blikket. Blikket der skal få mig til at rette ind, løfte panden og mande mig op.

Jeg kan ikke. Tårene svider i øjnene, mens jeg mærker min hjerne eksplodere i uoverskuelighed.

Du godeste, planlægningen, arbejdet, perfektionen, forventningspresset. Alt sammen virker så overvældende.

“Du kan jo tænke over det.” Hun rejser sig og går.

Jeg bider tænderne hårdt sammen og retter blikket op. Kan mærke det er fyldt med foragt. Hadefuldt. Lige i det øjeblik hader jeg min mor.

Hader hende for at vide hvor presset jeg føler mig, og alligevel trykke på den ene knap hun ved, jeg ikke kan sige nej til. Skyld og forventning.

“JEG KAN IKKE!” skriger noget inde i mig.

Udenpå er der kun fortvivlet tåre. Lader hende ikke se dem.

Jeg skal jo nok gøre det alligevel.