Flyvende fra højre…

Han skrev.. At han ikke kunne komme til mit studentergilde. At han var optaget andetsteds. Et meget legitimt sted. Moderens fødselsdag. Det skidt skal også passes.

Han skrev knæk og bræk med eksaminerne. Fik mig til at grine. Så kom savnet. Som en knytnæve i maven.

Savnet, skuffelsen, frustrationen over at han ikke er min. Jeg flygter, glemmer, distraherer. Alligevel kommer han tilbage. Flyvende ind med et højre hook lige i smasken. Efterlader mig gispende efter vejret og med gråd halsen.

Jeg savner ham grusomt. Det gør lige ondt hver gang. For en stund. Ved det går over igen. Savnet bliver dulmet af nye oplevelser, nye perifere fyre jeg kan kaste min opmærksomhed over.

 

Men der er vel en grund til de altid er perifere.

Veninder er sådan nogle…

Der dukker op med skumfiduser, vin og tændvæske når alting går skævt. De hjælper én til at grine i horrible tider.

Jeg vil helst ikke snakke om bedstefar. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. “Er du okay?” spørger folk.

Hvad svarer man? Ja? Så er du en jubelidiot, der ikke vil se realiteterne i øjnene.

Nej? så er man et tudefjæs der har givet op på forhånd.

Det er slemt, fordi jeg ikke ved noget. Uvisheden om hvad der skal ske. Hvor slemt er det? Hvad er planen? Jeg ved det ikke, og ved derfor ikke hvordan jeg skal forholde mig. Kan derfor ikke besvare folks spørgsmål om hvorvidt jeg er okay. Jeg tror det ikke. Jeg føler mig ikke okay. Føler mig alene og lille, ligeså snart jeg bliver ladt alene med mine tanker.

Jeg havde savnet de der veninder. Mens de var ude i verden. De hjalp med at putte plaster på såret.

Det var mig der var på programmet, åbenbart. Løven og mig. Det umage par. De ville høre det hele.

Vi snakkede. De fik alle detaljerne. Labbede det i sig, og jeg elsker opmærksomheden. Elsker at snakke om andet end bedstefar.

Da historie-timen var ovre snakkede vi om alt det andet i verden, der nu skal vendes.

“Blah blah, blah Løven blah blah, blah” skræppede Pingvinen. Fangede et hurtigt blik mellem pigerne på den anden side af bordet. Det gik op for mig hvad der var hændt. 3 gange kunne jeg tælle på fingrene. At jeg havde nævnt Løven i en eller anden sammenhæng.

“Er der nogen der har et lille crush på Løven?” kvidrede veninden.

“NEJ!” svaret kom prompte og konsekvent. Lidt for hurtigt.  En smule skingert faktisk.

Man kan jo ikke have et crush på løven. Kunne man? Pludselig gik det op for mig, hvor meget jeg gik op i om han svarede på snaps, hvad han lyttede til på Spotify, om det var hans sorte Peugeot der rullede rundt om hjørnet. Der er ubehageligt mange sorte Peugeoter i min by, har jeg observeret.

Skrækken malede sig i mit ansigt. Jeg kunne ikke være glad for Løven. Det sker simpelthen ikke. Jeg er ikke glad for nogen.

“Når du tænker på ham, er det så hans pik eller hans krøller du tænker på først?” grinede veninden.

Nemt spørgsmål at besvare. Mødte ham i fitten i mandags, og måtte med vold og magt holde mig selv tilbage, for ikke at flå ham med ud på et toilet.

“Frygt ej,” sagde veninden “du er bare dick-sick! Han knaldede dig godt, og nu vil du have mere. Det er ikke ham du er vild med, det er hans pik!”

Dick-sick? Selvfølgelig. Men derfor er hans krøller stadig søde…

 

ron swanson - no

Ikke for glad vel?

Det går altid, indtil den ikke går længere.

Alle brikkerne syntes at falde på plads, også selvom hunde-hunden ikke er her mere, og det er lidt af en omvæltning.

Jeg havde scoret Løven, var godt tilfreds, 3.g synger på sidste vers, hvilket jeg også er svært tilfreds med.

Det kom derfor lidt bag på mig da farmand ringede lørdag morgen, inden Pingvinen havde fået øjne efter 14 timers kampdruk med klassen dagen forinden. Bedstefar var kommet på sygehuset. Verdens bedste bedstefar.

Det tog ikke mange minutter at glemme eventuelle tømmermænd. Sprang ud af sengen, i tøjet, ud på cyklen, ud på hospitalet.

Der sad han. Verdens bedste bedstefar. Bleg, lille, med nåle over det hele. Kunne mærke klumpen i halsen. Bedstefar, der altid var så frisk og stærk. Fællede træer, byggede ting og lavede nye stier i deres idylliske skovhus. Nu gjorde han ingen af delene. Han kæmpede med at mande sig op, jeg gjorde det samme. Satte mig ned og lyttede til hvad vi allerede vidste.

Både bedstemor og bedstefar prøvede at glatte ud, fortælle om de gode udsigter. At de snart var hjemme igen, og bedstefar snart var klar til at se mig få en flot hvid hue på hovedet.

“De fandt ingen tegn på kræft i blodprøverne, så det er nok bare infektioner,” glattede bedstemor.

Det skulle nok gå alt sammen. De var jo bedstefar. Han klarer skærene, for den slags gør han.

Jeg forsatte ufortrødent med ro i maven. Forsatte mit travle liv med arbejde og eksamensforberedelser.

Slukkede alt elektronik da jeg satte mig til dansk studentereksamen i morges. Skrev og skrev om kønsrolle fordelingen i vores samfund. Rettede opgaven igennem. Spiste slik. Skrev lidt mere.

*Pling* bippede det i høretelefonerne. Hovsa, oppe i hjørnet stod en iMessage fra far.

Det går ikke godt med bedstefar. De har fundet cancer i prostata, og det har sandsynligvis spredt sig til…”

Mit hjerte gik i stå. Hele gymnastiksalen med svedende 3.g’ere forsvandt. Følte jeg skulle kaste op i min mund. Kiggede stumt på den dumme besked i højre hjørne. Bed tænderne sammen, og løb ud på toilettet. Tårerne rendte ned af kinderne.

Jeg har aldrig mistet nogen før. Ikke uden det har været et bevidst fravalg. Altså hvor de stadig levede bagefter. Stadig til at hente tilbage hvis man virkelig fortrød.

Men bedstefar. Ih guder, verdens bedste bedstefar. Hvor skulle han dog tage hen nu? Hvad ville der blive af ham? Hvem skulle holde skovhuset idyllisk? Hvem?

Tørrede mine øjne, fæstnede blikket til jorden, afleverede min opgave og fór ud af lokalet.

Kæreste bedstefar, jeg har aldrig prøvet at miste før. Du må ikke være den første.

crying

På bagsædet af en Peugeot 207

Svedende, rødmoset og med et panisk udtryk i ansigtet væltede jeg 10 minutter for sent ind til det der spinning, der skulle give så pæne ben.

Sjovt? Nej ikke det nærmeste. Veninde og jeg klynkede og prustede skiftevist på de forbandede kondi-cykler mens livet passerede revy for det indre øje. Aldrig havde jeg troet så store mængder sved kunne forlade min spæde krop, uden jeg ville dø af væskemangel.

Vi humpede ud af lokalet i desperat søgen efter sukkerholdig væske, og kastede os på to stole i en håndboldhal.

Tilfældigvis væltede herrer håndboldholdet ud af omklædningen, og gjorde klar til at gøre det de nu gør bedst; kaste med bolde på forskellige måder.

Sørme så, om ikke Vikingen og Løven løb rundt og lavede sportslige ting på det lakerede trægulv.

Vi sad og små savlede ned i vores energidrik lidt. Fortalte om hvordan situationen var med både Vikingen og Løven. Veninden har været væk længe. Ude at udforske verden. Mens jeg har udforsket provinsens hankønsvæsner. Særligt de håndboldspillende.

Både Løven og Vikingen kiggede stjålent op på os, overvejede kortvarigt at rejse os og sætte os et andet sted, men hvorfor dog. Når nu de var så flotte og testosteronet fyldte rummet. Vi kiggede skamløst videre.

Minsandten om Vikingen ikke valgte spontant, at orange ikke var hans farve den dag, og han selvfølgelig blev nød til at skifte til sin grønne sportstrøje i stedet. Lige for øjnene af os. Jaw drop. Hallihalløj mr. Viking, hvad med topløs træning?

Han smilede hurtigt op til os, og daffede videre ud på banen.

Pludselig sad vi ualmindeligt godt, så godt at det var muligt at tage usandsynligt grimme zoom-billeder på snapchat, mens de så fjollede ud. Så da jeg fangede Løven i et skæbnesvangert koncentrations moment, skyndte jeg mig at sende det af sted til ham selv. En gave til efter træning. “Du er lækker når du sveder” stod der, håbede han fornemmede sarkasmen.

Vi valgte at vende skuden hjem ad.

Snapchat plingede kort tid efter.

“Du er lækker i de shorts” stod der. Høhøhø, det vidste jeg jo egentligt godt. Det var derfor jeg købte dem. Men Løvens opmærksomhed gjorde da glad.

Vi snappede lidt frem og tilbage, og da jeg stod ud af badet lå der en besked der sagde “er der om 10 minutter, kom ud!”

I en blanding af forvirring, over han vidste hvor jeg boede, og spænding hoppede jeg i det nærmeste sæt lækre tøj jeg kunne få fingrene i, og sneg mig ud af havelågen. Mamas spørgsmål til hvem jeg skulle se 22.45, var jeg ikke klar til at besvare.

I ventetiden spredte nervøsiteten sig. Hvad skulle vi snakke om? Vi havde sagt et ord til hinanden i 4 år? Hvad forventede han?

Så rullede hans bil rundt om hjørnet. Pakkede min nervøsitet væk og hoppede ind ved siden af ham.

Derefter gled snakken, ligeså let som bilen gennem mørket. Han kørte bare rundt, viste fine huse med flotte biler i indkørslen. Prøvede rigtig at imponere med hans bekendtskaber og kendskaber i de fine villaer. Så tog han min hånd. Flettede sine fingre ind i mine og slap ikke igen.

Til sidst parkerede han ved havnen. Havblikket spejlede de få lys, og stemningen skiftede. Han kiggede på mig, granskede, fornemmede temperaturen.

Hjertet bankede lidt hurtigere, for han var jo sød. Jeg vendte mig mod ham, mødte hans øjne, og så var hans hænder om min nakke, trak mig tæt på. Kyssede mig; varmt, intenst og lækkert. Dunkene i kroppen blev hårdere, huden varmere og vejrtrækningen mere hul.

Jeg vidste hvad han ville, og inderst inde, under alle samfundsnormerne og andet kedeligt, ville jeg også.

“Fuck nu det” tænkte jeg. Trak mig væk, klikkede selen op og smuttede hurtigt ud af døren. Hans ansigt var priceless, indtil jeg åbnede døren til bagsædet og satte mig.

Han fulgte hurtigt efter. Trak mig tættere på. Hænderne det kildne sted på taljen. Dukkede hovedet og satte mig på ham. Nulrede fingrene ind i de søde krøller på hans hoved.

Inden længe var vi nøgne, eller jeg var. Det har jeg det fint med. Han havde mere travlt med at få mig ovenpå igen. Det havde jeg det også fint med.

Hans sleske blitz-oplyste snapchatbilleder havde ikke gjort Lille-Løven nogen ret. Det måtte enten være hans hænder der var store, og fik den til at se mindre ud, eller vinklen. Jeg funderede, indtil han tog ordenligt fat i min hofte og rev mig tilbage til det vi lavede.

Og så gjorde vi det, på bagsædet af en Peugeot 207, på kajen af en havn, så sen en torsdag at det næsten var fredag.

“Årh FUCK” udbrød Løven. En panik-angst løb gennem mig, da jeg i et splitsekund troede der stod nogen og nød showet.

Der var ingen, forvirringen bredte sig.

“Jeg kom altså lige pludselig,” sagde han stille. Lettelsen og forbløffelsen var lige stor. Normalt er jeg rimeligt god til at sanse hvornår den slags sker. Men altså ikke her.

“Hvad sker der man? Var det 2 minutter eller sådan noget?!” Jeg kunne ikke svare ham. Forstod ikke helt problemet. Det havde overhovedet ikke føltes som kort tid, og jeg følte mig i hvert fald ikke snydt.

Kyssede ham på kinden og lavede den obligatoriske “det er okay, jeg forstår det godt og tager det som et kompliment”. Men jeg mente det altså!

Pludselig fik han vældig travlt med at komme hjem, mens jeg skramlede med mit tøj på bagsædet. Kunne ikke finde g-strengen. Skyndte mig at få mine bukser på, og bakse mig om på forsædet igen og starte en samtale så det ikke blev akavet.

Det gik fint, vi tullede hjem. Fik diskret fremlagt, at det var noget vi godt kunne gøre igen. For min skyld i hvert fald.

Han satte mig af, jeg fik en knuckle (I shit you not), et kram og et kys på kinden.

Her til morgen modtog jeg et snap, efter jeg havde spillet obligatorisk hard to get i over et døgn.

“Min mor har lige fundet din g-streng”

Flot frøken Pingvin. Kæmpe klap herfra. Idiot.

Awkward

Sleepy blondes

“Du ved bedre,” “hvorfor gør du det her mod dig selv?”, “du er en idiot!”

De samme sætninger, hver gang jeg vågner med en knugende hjerneskal, og en komplet intolerance overfor lys.

Normalt plejer jeg at skide tømmermænd et stykke, men netop idag, hvor de syntes særligt uoverkommelige, blev jeg pudsigt melankolsk. Følte mig ret alene, da jeg skammeligt spiste over en halv bøtte Ben & Jerrys og så frygtlig dårlige film.

En sær trang efter at et andet menneske var til stede, så både min mavedelle og ensomhed ikke ville vokse.

Men der var jeg så. Ynkelige, alene og dopet på fløde is. Forbandede verdens uretfærdighed, ved at nogen (læs:mig) havde sørgede for, jeg skulle på arbejde til lukkevagt.

Alt virkede horribelt da jeg trampede mod butikken. Heldigvis var Blondie mindst lige så træt som jeg. Den stakkel.

Jeg satte mig, og brokkede mig over sværhedsgraden ved at være både tømmermands-ramt og servicemedarbejder i en dagligvareforretning.  uretfærdigt, når jeg bare gerne ville putte.

Pludselig stod Blondie ved siden af mig. Lænede hagen mod mit hovede og møvede næsen i mit hår, som jeg heldigvis lige havde vasket med den lækre hårkur. Lænede instinktivt hovedet mod hans bryst. Trygt, varmt og velduftende. Han dufter altså umådeligt godt.

Umiddelbart tænkte jeg ikke noget mærkeligt i situationen. Indtil hånden kom. Hans hånd på min talje. Op og ned – rytmisk, beroligende, hypnotiserende.

Og med ét skiftede stemningen. I mit hovede i hvert fald. Fra vores flere måneder lange platoniske venskab, hvor linjerne aldrig blev overtrådt.

Kombinationen af hans varme, hans duft og hånden der rørte der hvor det kilder lidt, på den helt rigtige måde, gjorde mig saglig. Kroppen dunkede varmt, higende efter mere. Havde lyst til at løfte hovedet og finde ud af hvad der skulle ske. Havde lyst til at tage hans hånd. Tegne efter blækstregerne i hans hud på underarmen. Gjorde det ikke. Der var for meget på spil. Min ven. Som jeg holder meget af, men som kan ét eller andet. Tænde noget. Pille ved det. Spille med det. Vække nerveenderne og få pulsen til at slå hurtigere.

Mit hovede kørte med 120 km/t, og alligevel ikke. Det var så rart og hjemmeligt, nærmest.

Så jeg puttede hovedet tættere ind til hans bryst og ventede på han blev træt af det. Jeg havde i hvert fald ikke tænkt mig, at bryde trancen.

Efter sekunder, minutter, timer (?) brød han og tog hjem, efter han havde stået lidt med min hånd i sin.

Hvad der skal lægges i det ved jeg ikke. Jeg vil gerne have mere, og samtidig vil jeg ikke ødelægge det venskab, vi endelig har fået stablet på benene. Vil ikke komplicere det igen.

Men ih guder hvor dufter han dog godt….

 

sleepy

Lad Bjørnen sove…

Da han rejste sig fra ølbowlingstolen for at hente flere alkoholiske-drikke til os, svigtede hans balance en smule. Jeg rakte ud efter ham. I ren refleks. Fik fat i hans hånd. Sørgede for han stadig stod på benene. Stadig med ham i hånden. “Er du ok?” grinede jeg, gjorde mine til at trække hånden til mig. Han flettede sine fingre ind i mine. “Lige et øjeblik,” trak vejret dybt og kiggede på mig med sit smittende grin. “Jep, jeg er ok nu! En øl mere?” Jeg kiggede granskende på vores hænder. Forundret over den pludselige kemi. Hjertet i halsen, tør i munden, røde kinder. “Jo da!” fik jeg fremmanet, han slap min hånd for at bringe flere øl.

Én gut fra min klasse, vi kan kalde ham Bjørnen, til dels fordi han spiller håndbold med Løven (jeg har muligvis en fetish for håndbold-fyre), men mest fordi han har det rareste, mest brummende grin jeg nogensinde har været udsat for. Det minder mig om en bjørn. Helt nede fra maven af.

Han er sådan en gut der smiler, og så lyser hele rummet op. Fylder verden med varme og glæde.

Nårh ja, og så er han kærester med en af de sødeste piger jeg kender. Hovsa.

Fine linjer

Jeg har besluttet at holde det med Løven lidt for mig selv.

Jeg har en tendens til nærmest at analysere og snakke ting ihjel, inden de overhovedet sker. Så med Løven prøver jeg at holde det cool, og ikke nævne ham overfor nogen. Udover hvem end der måtte læse med her. You’re in for a ride!

Han er spøjs ham Løven… Eller vores relation er spøjs. Fordi vi vitterligt ikke kunne udstå hinanden for 3-4 år siden. Og har siden da ikke mælet et ord til hinanden. Jeg troede det var gensidigt had. Åbenbart ikke.

Engang i tidernes morgen, da Pingvinen var kærester med Eksen, havde Eksen en bedsteven. Den bedsteven hed Løven. Pingvinen og Løven havde et anstrengt forhold i kampen om Eksens opmærksomhed. Da bruddet med Eksen kom, fik Pingvinen og Løven sagt grimme, umodne ting til hinanden.

Min urolighed omkrig hvorvidt det var en joke er dog forsvundet. Han virker besynderligt oprigtig. Men tideligere hændelser får mig til at holde ham i armslængde. Klar til at løbe på et hvert givet tidspunkt.

Jeg har svært ved at finde ben at stå på. Det virker for let. For sjovt. For hyggeligt. For “smil-over-hele-hovedet-når-han-skriver”-agtigt…

Det er svært at huske hvorfor jeg ikke kunne lide ham.  Når han er så nem og ligetil. Så nem og ligetil, at det blev til lidt frisky på det famøse Snapchat, da timerne blev små i nat.

Hvor fin er grænsen mellem had og forgabelse?

 

confused