Forventninger til andre mennesker eller på andre folks vegne, kan være noget rigtig baks-værk. At have forventninger til andres liv er egentligt noget fjollet noget. For hvad rager det da mig, hvad andre gør med deres liv. Men alligevel er forventningen om at folk klarer sig godt, jo bare et udtryk for omsorg fra andre mennesker. Man skal derfor også tage det som et tegn på kærlighed fra eller til andre, hvis man oplever forventninger til én eller rettet mod nogen.

Dette kan dog også resultere i skuffelse, altså når forventningen ikke indfries.

Hvis jeg har en forventning om, at jeg godt kan skrive en 10-tals opgave, ville jeg kun skuffe mig selv, hvis jeg ikke kan gøre det. Denne følelse lærer vi gennem hele livet at håndtere. Vi ved derfor, at man enten kan give op eller kæmpe videre for, at kunne klare det. Vi bestemmer selv over, om indfrielsen af vores forventning er besværet værd. Det er måske en hårdere kamp for nogen eller med nogle ting, end for andre. Det gør det selvfølgelig også svært, at kloge sig på andres vegne i sådanne situationer.

Det er måske også derfor, at jeg oplever skuffelsen i andre eller andres beslutninger som mindst håndterbar. Fordi jeg i bund og grund godt ved, at der ikke er en flyvende fis, jeg kan gøre ved situationen, hvis personen jeg er skuffet over ikke er villig til at kæmpe for, at indfri min forventning til dem.

Bevares, jeg kan støtte, jeg kan råbe, jeg kan diregere i min retning, jeg kan skabe mig og stampe i jorden, jeg kan holde vejret indtil, jeg er blå i hovedet, jeg kan argumentere for, at min forventning er rimelig og mest rigtig, og jeg kan trygle på hudafskrabet knæ foran deres hoveddør natten lang. Men hvis de ikke ønsker det samme som jeg, så vil der ikke rigtig være nogen (lovlig) måde at få dem til, at gøre det på.

Retfærdigt? – Formentligt ikke. Andre folk har en tendens til at have et større og mere objektivt overblik over vores liv end vi selv har, og deres forventninger vil derfor måske være mere velovervejet og realistiske end vore egne.

Det er måske også derfor det er så frustrerende, når folk ikke indfrier vores forventninger, fordi vi, i en god mening, har skabt den, som et ønske om det bedste for en bestemt person. Det er jo ikke for at være ond eller krævende man opstiller disse forventninger, men blot som et ønske om at ens kære opnår det man synes de fortjener.

Så burde vi i virkeligheden lytte mere til andres forventninger til os, end vores egne? Kan vore egne forventninger være så forskruet, overdrevet eller underdrevet på grund af vores opfattelse af os selv, at man i virkeligheden kan se sig selv klarer gennem andres forventninger til én?

Ved andre måske hvad der er bedst for én? Eller gælder den gamle smører om, at man selv ved, hvad der er bedst, stadig?

Ideal kroppen. Ligesom alle andre i min generation, har jeg en holdning til disse idealer, som jeg nu vil ytre.

I disse moderne tider, med dippe dutter der bimler og bamler hele tiden, bliver vi konstant stimuleret af trends og samfundets normer om den ideale kvindekrop, blah blah blah…. Alle brokker sig i èt væk. “Sådan ser RIGTIGE kvinder ud”, “spis det her og tab dig 5 kilo på en uge”, “kvinde, sæt pris på dine former”, “ny squat-metode giver dig drømme røven”. Artikel på artikel, bliver delt, liket og kommenteret om og om igen. Alle modsigende. Den ene dag skal man elske sig selv, den næste skal man stræbe efter en talje-hofte ratio som Beyoncé. Vi sigter alle efter at blive stærkere, bedre, tyndere eller hurtigere til ting, i et håb om at nå accept af os selv på et tidspunkt.

Men så snart man endelig ser nogen der har opnået målet – accept af sig selv – perfekt eller uperfekt, bliver de sablet ned på de sociale medier. Enten er man for  perfekt, og skylden skydes på genetik eller etisk forkastelige metoder. Eller også er man stadig uperfekt, og så må ens selvtillid endelig ikke peake. Der er jo stadig plads til forbedring.

Og her dukker min fascination så op, for er det da ikke fantastisk, hvor forskellig vor definition af “perfektion” er? Det den ene ser som det smukkeste i verden, kan virke kedsomligt eller direkte grimt for andre. Det er vel på den måde vi er individer, og det er vel egentligt meget rart, at vi ikke bare alle sammen render rundt efter de samme smukke mennesker (Ryan Gosling og Angelina Jolie som undtagelse selvfølgelig).

Er det ikke vidunderligt at vi alle har forskellig smag, på trods af mediernes påvirkning, er nogle ting da stadig individuelle. Det er marginaler der synes bananpatter til navlen er charmerende (men de folk findes dog – og gudskelov for det). Men ellers er den mandlige befolkning næsten delt fifty/fifty når det kommer til store spørgsmål som “store eller små bryster?”, “patter eller røv?” og “kurver eller fit?”. Vi kan uheldigvis ikke alle ligne modellerne på forsiden af M!, da vores hoveddør ikke er en magisk photoshopmaskine, der lige lægger lyset rigtigt og fjerne urenhederne i huden, i det vi går ud af den. Men vi er heldigvis alle forskellige, en mangfoldighed af individuelle inperkfektioner og perfektioner. Sikke en verden!

Dog er fyrer enige om én ting, for det meste. Selvtillid er charmerende. Et tegn på en pige hviler i sig selv og har det godt. De er dog også enige om at selvfedme er et no-go. Men hvor ligger skillelinjen mellem selvtillid og selvfedme? Hvornår er man glad og stolt af sin personlighed og sit udseende, og hvornår er man simpelthen for meget ananas i egen juice? Hvornår har man nok i sig selv, og hvornår har man ikke noget at have det i?

Alt det er selvfølgelig også en sag om smag og behag. Men er alt ikke det nu om dage, så længe nogle andre har sagt det først.

Derfor er mit opråb selvfølgelig en fist i luften til alle de mennesker, der rocker deres personlighed og deres udseende. Uanset fejl og mangler. De som har knækket koden til et positivt sind, og gå-på mod til livet. Er det ikke dem vi burde hylde? Dem som burde være vore forbilleder? Burde vi ikke i stedet for at sigte efter ideal-kroppen, sigte efter ideal-sindet? I stedet for at gå på kurer, græde over tallet på badevægten og okse i et fitness-center 20 timer om ugen (medmindre det er det, der gør en glad naturligvis), så fokusere på os selv? Stille sig selv spørgsmålet “hvad gør mig glad i dag?”. Om det er netflix-slik orgie, en afslappende gåtur i naturen eller hård fysisk træning for at mærke at man stadig er i live, så burde det hele være i orden. Det hele ligger i tilgangen til sig selv og til livet. Vi må alle bevare troen på at livet nok skal gå, og at vi er gode nok som vi er – uanset hvad medierne siger.

Lets do this. 

Findes der noget kedeligere end konfirmationer?

Så skulle det da lige være barnedåb og konfirmationer med bonusfamilien.

En fest hvor man, i mit tilfælde, placeres med halvdelen af de 10% af selskabet man kender, og deres børn. Møg hyggeligt, ingen tvivl der. Bortset fra at disse mennesker, mine eneste ankre af genkendelse, altså kender resten af vores bord, og ikke lige har tid til kun at konversere med mig. Fair nok. Middagen er serveret, taler bliver holdt, selvskabet griner over tydelige interne jokes, jeg ikke helt fatter, sange bliver sunget om konfirmanden, hvor fjollet hun var, da hun var lille. Herligt – bortset fra jeg lærte konfirmanden at kende for 1,5 år siden, og jeg lige pludselig er lidt i tvivl om, hvorfor jeg overhovedet er en del af begivenheden.

Så jeg endte med barnepige-tjansen, af min nye bonus tante og onkels dejlige børn. De skønneste piger på 5 og 2 år. Totalt lækre og mega søde! Sådan nogle man kan sidde med på skødet i timevis. Det er hyggeligt, og dræber kedsomheden et stykke tid. Det virker bare mere hyggeligt at synge sange, når man har et barn at synge dem for.

Og så træder han ind. Ham som skal gøre denne dødsyge familiefest, som jeg fejlagtigt er blevet placeret i, interessant! Bonus onkel og tantes flotte 20-årige søn vælger at deltage.

Med sin flotte kæreste. Øv.

Nåh ja, men derfor kan man vel godt nyde udsigten, når de nu skal sidde lige ved det modsatte bord.

Og det gjorde jeg da også. Indtil jeg fanger hans kærestes skulen på mig, fra sidelinjen. Mad-anretningen på bordet foran mig, blev pludselig voldsomt inspirerende, da jeg pinligt trak blikket til mig, og fokuserede på samtalen ved mit eget bord, mens jeg tog en slurk vand. Længe var jeg 100 procent fokuseret på at kigge alle andre steder hen, end på dem. Men jeg kunne alligevel mærke hendes falkeøje falde mig, ind i mellem, bare for lige at tjekke, at jeg ikke tjekkede hendes mand mere ud. Can you blame her?

Men alligevel gav det mig – da min pinlighed var forsvundet – en sær følelse af smigr? Tænk at den flotte pige, kunne se mig som smuk nok, til at udgøre en trussel for hendes status som hans kæreste? Lille mig. Sikke et kompliment!

Det er en frygtelig ting at sige, men kvinder hader jo ikke grimme kvinder. Man har ondt af dem, men inderst inde er man jo glad for, at de ikke har potentiale til at stjæle ens (muligvis imaginære) mand. Derfor er det da både en salut og et cado, at en anden kvinde faktisk bruger energi på at hade dig, eller blot sende dig hadefulde blikke. Så er der da et eller andet der kører for dig.

Det er muligvist et ret ubekvemt kompliment, men om ikke andet et kompliment.

På den måde er kvinder jo skønne.