Der er en hårfin grænse mellem kærlighed og lyst, i hvert fald for nogle…
Og så er der mig – hvor de her to ting kan være meget, meget langt fra hinanden.
Jeg har, som tideligere nævnt, ikke særlig meget fritid til rådighed i min hverdag – specielt efter jeg har erhvervet mig endnu et job. Men pengene skal jo også høstes.
Derfor er det der med dates og at skrive med folk i timevis ikke noget der interesserer mig synderligt. Bevares, jeg elsker når folk kontakter mig, fordi det bekræfter mig i at jeg er et sjovt, dejligt og skæppe skønt individ. Det er jo alt sammen meget rart, men ikke noget jeg prioriterer særlig højt.
På mediet Tinder er det ganske tydeligt, at der er flere som mig – men endnu flere der er min diametrale modsætning. De leder simpelthen efter “den eneste ene”, ganske enkelt. Det er også rigtig fint, men det bliver simpelthen et nej tak herfra. Jeg har knap nok tid til at ordne negle, så har jeg da ingenlunde tid eller lyst til at bruge hver eller hver anden dag sammen med én person.
Kald mig en kold skid, men det er sjældent jeg møder folk, som faktisk fænger mig så meget, at jeg har lyst til at være sammen med dem flere gange om ugen. Det er dog ofte jeg finder folks udseende utroligt attraktivt. Deres personlighed siger mig ikke så meget – eller de er jo som som regel ganske flinke og sjove, men jeg føler mig ikke fanget af de endeløse dybder og nuancer i deres personlighed. Jeg har blot lyst til at have fysisk samkvem med dem – hvis jeg skal omformulere sætningen “sit on their face” til en smule sofistikerede dansk.
Når man går på et gymnasium som mit, som er fyldt med flotte mennesker, vil man løbe ind i disse personer fra tid til anden i løbet af en dag. Det gør jeg i hvert fald. Og det skal da ikke være en hemmelighed at øjenkontakt og smil fra disse flotte individer godt kan kilde i maven og påføre mine kinder en smule rødere tone. Det er da altid rart at folk anerkender én ved at smile. Men de vil aldrig være mere for mig end det.
En potentiel fuckboy.
En fyr som jeg sikkert ville kunne grine, hygge og knalde med uden bekymring.. Men aldrig mere…
For der vil altid være én de ikke kan måle sig med. Én fyr hvis opmærksomhed og nærhed betyder så uendeligt meget mere. Én fyr jeg forevigt vil vende tilbage til, fordi hans nærvær og venskab føles så sindsygt rigtigt.
Han er ikke en hvilken som helst fyr; han tester min intellekt gang på gang, og holder min hjerne i gang for at følge med i samtalerne. Der er intet ligegyldigt over samtalerne med ham, han kan fænge min ellers flygtige interesse, som ingen anden. Jeg vil ikke lyve, hvis jeg sagde jeg kunne lytte i timevis til måden han ser verden på, uden at blive træt af det eller kede mig. Jeg er komplet uenig med ham omkring mange ting, hvilket bare gør samtalerne endnu sjovere. Han er nemlig ligeså diskussions-lysten som jeg selv, og det gør at vi kan diskutere vores synspunkter i timevis, uden vi nogensinde bliver sure på hinanden.
Når vi er sammen er alt så perfekt, men alligevel står der så meget i vejen for at vi skal være sammen.
Jeg kan sagtens glemme ham i måneder af gangen, når vi ikke ses og snakker så meget. Jeg kan sagtens fokusere på andre drenge – men alligevel vender jeg altid tilbage til ham. Og når vi så ses igen er det som om ingen tid er gået.
Den her fyr viger på alle måder fra hvad jeg normalt går efter, han gør ting der normalt ville pisse mig af, men blot får mig til at grine sammen med ham. Han får mig til at gøre ting som i alle andre situationer ville virke komplet intetsigende eller kedeligt – bare ikke sammen med ham.
Nogle gange kommer savnet til ham, som en kindhest med en våd avis, og det kan smadre min dag fuldstændig. Det virker så uretfærdigt at det ikke bare kan være “os”, når han er den eneste jeg har lyst til at være “os” med.