Alt virkede til at gå fint. Vores snak havde sat gang i noget, men samtidig beroliget mig i, at alt det med Vennen ikke var det pure opspind i min kaotiske hjerne.
Jeg havde vidst det var over grænsen at sove med ham, allerede inden jeg blev ædru. Jeg havde moralske tømmermænd før de fysiske. Jeg var flygtet, fordi det føltes forkert.
Dagen gik og jeg prøvede at glemme det lidt, så vi kunne få en normal nytårsaften.
“Lad dig selv føle lidt, skat”havde mama sagt. Jeg prøvede at føle, men det blev også besværligt at rende rundt med grus i øjnene i tide og utide, så det stoppede jeg med igen.

På min første kærkomne fridag i julen ringede Brormand. Jeg troede han havde glemt leverpostej til julefrokosten. Derfor føltes det som en lastbil af overraskelse der ramte mig, da han åbnede samtalen med: “Har du snakket med Øboeren?”
Næh, det havde jeg da ikke, men kunne straks mærke uroen. Brormand prøvede at trække i land. Jeg trak ham ud på sandhedens hav igen. Tvang ham til at skvulpe i indrømmelser. “Hun vil gerne snakke med dig om forleden aften,” sagde han.
Shit. Skulle jeg undskylde nu? Det burde jeg nok. Den dårlige samvittighed ramte ligeså hårdt som overraskelses-lastbilen. Jeg skulle nok undskylde, lovede jeg mig selv. Jeg havde egentligt bare regnet med en stille og rolig netflix-dag med mig selv, og nu dette?
“Hvor meget ved hun?” spurgte jeg Brormand. Ville nødig kvaje mig, og gøre alting endnu værre.
“Det må du spørge Vennen om,” sagde Brormand.
Som sagt, så gjort. Jeg sendte en hurtig besked af sted til Vennen. Hvor meget vidste hun, hvad var hun ked af?
Jeg ville vide det, så jeg kunne glatte så godt ud som muligt.
Hun vidste ikke vi havde sovet sammen, skrev han. Hun vidste vi havde snakket, men var faktisk mest sur over at vi havde været i deres seng da samtalen fandt sted.
Pudsigt.
I samme øjeblik fik jeg en besked fra et ukendt nummer. Den var ikke særlig venlig eller sorgfuld. Faktisk var den dikterende og bebrejdende.
Hvad jeg egentligt bildte mig ind. Om jeg ingen skam havde i livet, sådan at overskride imaginære grænser. At jeg skulle holde mig fra hendes kæreste, særligt når jeg var fuld.
Jo mere jeg læste, desto mere arrig blev jeg. For hvad bildte hun sig egentligt ind. Bevares, det var hendes kæreste. Vi har trods alt været venner i snart 15 år, mig og Vennen. Følelser eller ej, vi har altid være venner. Og hun vidste jo ikke vi havde sovet sammen på det tidspunkt. Hun ville bare diktere hvor vi førte samtaler henne. Fandeme nej, tænkte jeg.
Et venligt, men bestemt svar blev sendt i hendes retning.

Dét gjorde hende endnu mere hysterisk. Jeg blev ved med at svare kortfattet. Gad faktisk ikke diskussionen, og jeg ville faktisk gerne vise Vennen at jeg kunne bevare roen.
Pludselig syntes samtalen at slutte, og jeg havde fået det sidste ord.
Godt tilfreds satte jeg mig i bilen, og kørte gennem den mørke stormfulde nat. Så ringede telefonen igen, det var Brormand.
Øboeren var helt ude af den, sagde han. Hun havde læst Vennens beskeder på Facebook, og nu var hun sikker på vi havde knaldet. Jeg var lige ved at køre af vejen. Hun havde gjort hvad?! Jeg følte mig krænket og samtidig forstod jeg hende godt. Har selv været hende for 5 år siden. Jeg troede godt man vidste man ikke måtte den slags, ligeså snart man kom op i tyverne.
“Åh åh,” var min eneste kommentar. Jeg vidste godt hvor det her var på vej hen. Jeg valgte at trække stikket og se hvad der nu ville ske. Og så skete det. Det værst tænkelige. Det ledeste kort Øboeren kunne spille. Et kort det gav mig lyst til at drukne hende i hendes dumme ø-sø eller sparke hende ud fra en klippe på selvsamme dumme ø.
Hun gav Vennen et ultimatum. Hende eller mig. Jeg vidste godt hvordan valget ville falde, så hans besked overraskede mig ikke.
Alligevel frygtede jeg den, og skulede olmt til den, mens dens dumme 1 tal stod ud fra Vennens ikon på min Facebook. Reselut lukkede jeg internettet og glattede mit hår.
Tog mig god tid med både ansigtsrens og tandbørstning.
Jeg vidste det her ville ødelægge mig. Satte mig i sengen og rystede på fingrene, mens jeg satte høretelefonerne i ørene og fandt vores sang frem.
Læste beskeden igen og igen. Forstod det ikke sådan helt. Alligevel føltes det som knytnæveslag hver gang. Lige i maven. Gruset i øjnene vendte tilbage, men føltes mere som peberspray. Åbnede for alle sluser.
Han var ked af det, skrev han. Men han måtte cutte al kontakt til mig, fordi Øboeren havde fundet ud af vi havde sovet sammen. Fra nu af, understregede han. Men han var stadig ked af det.
“Vi ses nok ikke igen” afsluttede han. Den bed mest.
Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Klovnede han med mig? Inden i havde jeg nok håbet han havde droppet hendes crazy-ass. Det var ikke tilfældet.
Jeg svarede ham tilbage, med hulken og tårer hele vejen ned af brystet.
At jeg forstod. At jeg altid ville være der. At jeg var ked af alt.
Jeg er ikke ked af, at hun er ked af det. Jeg er ked af, at han lider. At han har skulle træffe det valg. Og at han har valgt forkert.
Jeg sendte beskeden og ventede på han læste den.
Så slukkede jeg min computer og skreg ned i min pude. Kastede puden ind i væggen. Slog ned i puden. Sparkede med benene og skabte mig som en vanvittig.
Over hende. Over ham.
Over at jeg er den, der ikke har noget at miste, men alligevel altid ender med at være den der taber.

Nogle gange skræmmer det mig hvor godt min mama kender mig.
I går aftes på de sene timer, havde vi noget der ikke kunne beskrives som andet end en heart to heart. Begge med tårer i øjnene og grødet stemme.
Jeg har det ikke godt. Jeg har ikke vidst hvorfor. Men det er gået ud over mange af mine kammerater omkring mig.
Jeg har været urimelig, jeg har været hård, jeg har været mut og har faktisk ikke været et særlig rart menneske.
Generelt har jeg været af den opfattelse, at det var alle de andre der var mindre begavede og organiserede (ja, til tider fejler mit ego intet), og at disse mennesker, derfor havde fortjent min vrede.
Det er selvfølgelig ikke tilfældet, og på ingen måde fair.
Mor så lige igennem det. Spurgte hvorfor mit overskud var så lavt.
“Føler du dig utilstrækkelig skat?”
Spørgsmålet gik rent ind. For det er præcis sådan jeg har det. Jeg skjuler mine egne svagheder ved at udpege andres. Et usympatisk karaktertræk, jeg ved det. Og pludselig følte jeg mig som en kæmpe skiderrik. Jeg var nu den mindre begavede og organiserede. Godt nok er mine ting i orden, og jeg er muligvis hurtigere til ting end de andre. Men hvad pokker er det værd, hvis ingen gider at lege med mig fordi jeg er et røvhul overfor dem?
Mor kaldte mig på det bullshit. Så lige ind i sagens kerne. Hun forstod. At jeg er introvert og at bo sammen med 8 andre virkelig er en udfordring for mig. Hun forstod mine frustrationer. Hun forstod min grundlæggende tvivl på mig selv.
“Hvem er det du prøver at bevise noget over for? Det var meningen det her skulle være et fristed efter gymnasiet,”
Nogle gange forstår den dame at dumme tingene ned på et niveau, så selv jeg forstår det. Stille spørgsmålene, der egentligt er relevante. For hvorfor var det pludselig så vigtigt for mig, at videreuddanne mig i Forsvaret. Hvem beviser jeg noget overfor? Mig selv? Min familie? Alle andre?
Jeg ved det ikke engang selv. For jeg skal jo være politibetjente, jage pædofile og andre skurke. Jeg skal ud i verden og redde mennesker – ikke skyde dem.
Jeg elsker Forsvaret, jeg elsker mit job og jeg elsker den faglige udfordring. Men jeg kan oprigtigt ikke lide den person jeg bliver, når jeg er under pres. Og det presser mig for alvor til grænsen, at bo så tæt med andre.
Jeg ved at jeg er arrogant og bedrevidende, eller i hvert fald fremstår sådan. Intet under når mine forældre er på samme måde.
Men det ulækreste er, at jeg ved hvor meget jeg til tider betvivler og hader mig selv, og alligevel får folk til at føle sig som lort, ved at hakke ned på dem.
Det er usselt. Virkelig.

Derfor besluttede jeg mig for at lave en list over ting, som skal gøre mig til et bedre menneske

• Jeg skal stoppe med at hakke ned på folk, og i stedet komme med løsningsforslag – Uden at pege fingre.
• Jeg skal holde på med at føle mig bedre end andre mennesker. Det er jeg ikke.
• Jeg skal ikke sammenligne mine resultater med alle andres.
• Jeg skal have det sjovt. Og få andre til også at have det.
• Jeg skal trække mig når jeg er træt.
• Jeg skal stoppe med at præstere og i stedet fokusere på at udvikle mig.

Et klogt menneske (spørg mig ikke hvem) har engang spurgt: “hvis ikke du elsker dig selv, hvordan skal andre så kunne?” Og det er jo egentligt et ganske validt spørgsmål.
Den første måned af min værnepligt har været altoverskygget af nye indtryk, ny læren og mange nye mennesker (specielt hankønsvæsner der er umådeligt flotte derinde).
Men endnu en gang må jeg være kommet frem til den konklusion at alt det mande-halløj må sættes på pause, indtil jeg har fået styr på mit eget lort. Sådan 100%. For det går sku ikke.
“En dag, skat, så finder du en fyr, som får dig til at glemme alle de usikkerheder du har omkring dig selv. En der vil dig så meget, at du stopper med at være i tvivl om du er god nok,”
Jeg grinede. “Sådan et menneske har jeg ikke mødt endnu,” svarede jeg.
“Åh jo, du har jo mig!” svarede mama og kiggede på mig, med så meget kærlighed, som kun en mor kan rumme.
Jeg har måske ikke prøvet at blive forgudet af en fyr. Men jeg har forældre der elsker mig højere end noget andet.

Det kan godt være jeg voksede min mor over hovedet for 8 år siden, at jeg råber ad hende, smækker med døren og siger urimelige ting. Men grundlinjen er simpel.

Nogle gange ved mama bare bedst.

Det lyder totalt romantisk – det var det ikke. Det var egentligt bare Blondie og jeg der valgte at køre en tur og snakke.

Vi snakkede om alt, nærmest. Det var let og hyggeligt, bare at brænde benzin af på motorvejen i aftensolen. Intet sted at tage hen, intet at nå.

Han snakkede om Maria, hende den nye. Jeg har en dårlig mavefornemmelse, men hvis han er glad, så er jeg glad. Oprigtigt!

Vi snakkede om Vikingen. Det var mærkeligt. Eller det var det ikke, men det efterlod mig med en masse tanker.

“Jeg tror sku du har tabt den kamp snuske,” sagde Blondie og grinnede.

Jeg grinnede med, jeg tror det er en forsvarsmekanisme jeg har.

Mit selvværd og selvbillede er stadig lidt skrøbeligt. Altså jeg overlader det i hvert fald ikke i andres hænder.

Lad mig uddybbe så alt dette ikke bliver alt for kryptisk.

Jeg vejede 10 kilo mere for et år siden. Det er intet enormt vægttab, men det har været en enorm sejr for mig. For inde bag de 10 kilo fedt, der gemte sig en relativt sprød krop og en ret fed personlighed. Hvis jeg selv skal sige det, uden at det bliver for selvsmagende.

Altså personligheden har jo hele tiden været der, men den nervøsitet og mangel på selvværd jeg har følt, har skjult den godt.

Så jeg er blomstret og vokset det sidste års tid. Halleluja. Jeg vågner ofte op og kigger mig selv i spejlet og tænker enten “daaaayam guurl,” eller “nåh det er sku da ikke helt skidt.”

Og fandeme om det ikke bliver over mit lig, at et eller andet hankøns væsen skal komme og ødelægge det.

Blondies kommentar om at Vikingen var “iskold”, var både en smule latterlig (han virkede ikke iskold da jeg mødte ham onsdag), og en smule sårende. For hvorfor er det mandemenneske ikke ved at falde over sine egne ben?

“Han ville være heldig at få mig!” råber den ene halvdel af min hjerne.

Og så kommer tvivlen snigende… For er der et eller andet vitterligt galt med mig? Har jeg kronisk en bussemand siddende på kinden, men har fortrængt det og kan ikke længere se den? Er jeg et af de mennesker der klemmer sig ned i en størrelse 36 og tænker “if it zips it fits”, med deller væltende ud over det hele. Jeg tror det ikke? Min størrelse 36 er velfortjent.

Jeg vil ikke defineres af nogens afslag (og teknisk set så afviste jeg ham! At jeg har fortrudt det bitterligt bagefter, er vores lille hemmelighed), min selvtillid skal komme fra mig selv af.

Faktisk er jeg lidt træt af at føle, jeg skal anerkendes på baggrund af mit udseende. Jeg vil lyttes til, føle mig sjov og interesant. Og så kommer jeg til at savne Vennen. Ham der lytter og ser mig.

Men indtil da, så må mit anthem være Marina and the diamonds – How to be a heartbreaker.

“Rule number one, is that you gotta have fun. ‘Cause baby when you’re done, you gotta be the first to run.”

Jeg er sådan et menneske der får crushs lige så hurtigt som vinden skifter. Så forsvinder de lidt, og så kommer de lidt igen. Mine veninder synes det er meget forvirrende. Det synes jeg også – but I go with the flow.

Jeg har min grundlæggende forelskelse i Vennen. Den løber ingen steder. Men sådan til hverdag, synes jeg det er fedt med øjenguf der kan få hjertet til at banke lidt hurtigere, gøre kinderne lidt rødere og knæene lidt blødere. For det meste sker der ikke noget ved disse crush. Fordi jeg er sådan en type, der godt kan være lidt genert. Så jeg kigger på dem i smug, og hvis de kigger igen, så kræver det vitterligt alt mit mod at smile til dem.

Så vi har Sportsgutten, Kuvøse-guffen og Vennen der står på stand-by, og Bartenderen som ligesom er fixet, done, finito.

Men så skete det idag. Den kommer ligesom snigende, den der crush-følelse.

Jeg er startede på nyt job i den lokale dagligvare forretning. Og ham jeg udefra havde vurderet til at være den flotteste, trådte hurtigt i baggrunden, som jeg lærte de andre at kende. Der er hovedsageligt drenge på min alder. Faktisk så er jeg den eneste relativt attraktive kvinde mellem 18 og 30 i mit team, og det er ikke for at sætte mig selv på pedestal, men det er sandt. Og på den måde er man ligesom et friskt pust til arbejdspladsen, kan man mærke.

I en længere periode, faktisk siden jeg startede, har der været en ældre alkoholisk mand, der har balancerede lige på grænsen til seksuel-chikane med hensyn til mig. Jeg har haft lidt svært ved at sige fra, og min medlidenhed overfor denne triste skæbne, har tit undskyldt ham, at han faktisk gik over min grænse. Men en dag trådte han simpelthen milevidt hen over den, da han i bevidst eller ubevidst rørte ved mine bryster. Han sagde at den slags skete jo, og det måtte jeg meget undskylde. Jeg var helt forbløffet.

I fortvivlelse fortalte jeg det til den kollega der skulle afløse mig. Han var sød og forstående, og sagde at den slags skulle jeg i hvert fald ikke finde mig i. Vi kan kalde denne kollega Blondie.

“Hold da kæft, smækkede du ham ikke en?” sagde Blondie med et smil. Jeg grinede med. Situationen var jo absurd. Det hjalp at snakke med ham. Han trøstede, og sagde at jeg hellere måtte komme hjem og se noget TV oven på Fulderiks tilnærmelser.

Dagen efter blev jeg ringet op af min chef. Blondie havde ringede straks efter jeg var gået. Det kunne da ikke passe, at den slags skulle ske. Og det mente Chef-manden bestemt heller ikke. Han ville bare ringe for at sikre sig, at jeg var a-ok, og sige at sådan nogle mennesker skulle jeg selvfølgelig smide ud. Den slags kunne vi ikke have.

Det var sindsygt rart at vide, at Blondie havde min ryg, og bekymrede sig nok, til faktisk at gå til ledelsen. Siden da har vi snakket virkelig godt sammen. På nogle af hans fridage, når han kommer og handler, så kommer han ud bagved og hænger ud, en halv times tid gerne. Vi snakker bare om løst og fast. Virkelig en guttermand. En man stoler på.

Og så idag, da jeg havde tvunget min veninde op at træne, så rendte vi ind i ham. Og som min veninde stod og lavede gentagelser på gentagelser, mens jeg rettede hende lidt her og der. Ekspert som jeg nu er, efter 3 gange med personlig træner. Ja, så stod jeg og små-lurede på Blondie i spejlene. Han var godt nok dygtig til det der pull-up. Og hans arme var godt nok flotte når han trænede biceps. “Ej nu stopper du fjolle,” tænkte jeg. Men vi var til personalemøde her til aften. Og under hele mødet kunne jeg mærke en god ping-pong mellem os. Vi havde virkelig mange interne jokes. Jokes vi sagde højt til alle, men hvor vi lige kiggede på hinanden, for at bekræfte at det var vores joke først, og den anden grinede.

Og pludselig kunne jeg mærke den der lille “men ham kunne jeg da godt lige score til julefrokosten”-følelse i min krop. De der arme ville jeg da gerne lige have omkring mig, ham der ville jeg da gerne lige have for mig selv et øjeblik. Bare et øjeblik.

Og bum – et helt nyt crush blev født. Så nu er Blondie i spil – og måske inde for rækkevidde. Og som noget helt nyt, så er det ikke en jeg føler mig akavet omkring. Jeg føler mig faktisk rigtig godt tilpas i hans nærvær.

Lulz – som om.

Lad mig lige slå et slag for mænderne en gang.

Som teenager i skrivende stund, er der en Facebook-trend der ikke gået min, til tider distræte, næse forbi.

En deling af billeder, med budskaber der hylder jalousien i forhold.

Udsagn der negligerer det katastrofale tilfælde jalousi faktisk er.

I disse udsagn bliver jalousi opstillede som, lidt sødt, lidt sjovt og fuldstændig socialt acceptabelt.

Som om det er helt oki-doki at hun lige kigger kæresten over skulderen når han skriver sms’er, som om det er lidt nuttede at hun tjekker hans mobil i smug, som om det er helt finno at hun går op i en spids over at en “random hoe” liker hans billede. Jojo – alle disse tilfælde er jo blæst ud af proportioner, fordi overdrivelse fremmer forståelse. Bortset fra at disse kvinder findes, og vores massive deling og like-ning af disse opslag på Facebook, blot skaber en form for social accept af noget, der faktisk er et kæmpe problem.

Jeg skal ikke se mig selv for god til, at have smagt jalousiens bitre smag i munden, at have snaget i min eks telefon, at være blevet sårede over en kommentar fra en af hans veninder. Men jeg følte mig bestemt ikke hverken, sød, nuttede eller oven på. Og sådan skal det heller ikke være. Hvis man spørger mig.

For såvel som den forsmåede part i et jalousi-drama, så lider den stakkels gut altså også. Mon det er fedt at blive beskyldt for alt muligt man ikke har gjort, og ej heller havde intentioner om? Er det specielt fedt at skulle aflægge rapport hver gang man går ud med vennerne? Nej ikke rigtig. Den anden part bliver straffet for en forbrydelse de ikke engang har begået.

Jeg er et af de slags mennesker, der har et par rigtig gode hankøns venner. Venner jeg sætter ubeskriveligt meget pris på. Og hvis en kæreste ubegrundede begyndte at begrænse min tid med dem, eller – gud forbyde det – snagede i mine ting for at finde et grundlag for jalousi, ville jeg føle mig krænkede helt ned på celleplan.

Jeg har absolut intet at skjule med mine venner, hvis han spurgte, måtte han hjertens gerne læse vores korrespondance, dog ville jeg finde behovet en smule besynderligt. Men at gå bagom ryggen på mig, for at bekræfte hans egen usikkerhed ville være nok til at jeg smækkede døren i – for good.

Jeg stoler på at min “special someone” er sammen med mig, frem for alle mulige andre, af en grund. Og jeg vil da virkelig ønske, at han har det på samme måde.

Som sagt har jeg dealede med jalousi. Noget begrundet, rigtig meget ubegrundet. Det er ikke en nem følelse. Men jeg synes man skal huske på, at det er et problem der ( i de fleste tilfælde) ligger i én selv. En usikkerhed man selv puster liv i, hver gang man laver en scene ud af det. Det er ikke nemt, men jeg tror oprigtigt at det er en følelse man nogle gange må bide i sig, sluge, skrige ned i en pude – for det er vitterligt ikke den andens skyld (for det meste). En følelse der, hvis italesat for ofte, kan rive et forhold fra hinanden.

Jeg har nogle veninder der bruger udsagnet “jeg stoler jo på ham – det er bare alle de andre piger jeg ikke stoler på”. Jeg bliver så trip-trap-træt hver gang, jeg skal høre på det. Er deres rationalitet kortsluttede fuldstændigt? Der skal to til tango, og en eller anden trunte kan ikke bare stikke tungen i halsen på manden, uden han ligesom er med på den. Eller det kan hun godt, men så hedder det nærmere seksuel chikane, og den slags kan man sku få ballade for (har jeg hørt). Hvis din mand bliver overfaldet af en voldsomt-twerkende man-eater på toilettet, der grinder op ad ham og laver vaskemaskinen på hans tænder, alt i mens han græder og kalder på sin mor, fordi han på det vitterligt ikke har lyst – så ville man vel ikke bebrejde ham dette voldsomme overfald. Et andet scenarie er at man er kæreste med en rygradsløs regnorm, der hælder for mange Mokaï indenbors på en lørdag, og slutter af med at snave med adidas-trunten i hjørnet. Den type er værdiløse og skal forlades så hurtigt, at de kun når at se din awesome røv og en fuck-finger.

Dette er de to eneste scenarier. Og ingen af dem retfærdiggøre at udsætte mande-mennesket for jalousi. Den sidste kan få en kuffert med tøj lige i fjæset – i bedste Hollywood-stil, men intet andet.

Vi er igang med at avle en generation af selvhævdende, kontrollerende, opmærksomheds-hungrende, telefon-kiggende, facebook-snagende redebyggere, ved kollektivt at acceptere sådan en form for opførsel. Der higes så meget efter “boyfriend goals” og andre Tumblr-klicheér med filtre og life-quotes plastrede hen over dem, at lige så snart der indfanges en uvidende stakkel, så kvæles han i tosomhed, Netflix-snuggles og værst af alt “nuttede”-jalousi.

Stop det. 

Skulle vi ikke i stedet hylde troskab, tillid og frihed til at være individer, i stedet for at leve i påtvungen symbiose, fordi det er så meget på mode lige nu.

For tiden virker det som om, at det mere er idéen om at have en kæreste, man kan lave “perfect-couple”-ting med, vi dyrker. I stedet for det smukke i, at finde et individ vi finder så skønt, dejligt, sjovt og vidunderligt, at vi har lyst til at bruge tid med dem. Men de er stadig et individ, og det er det man forelsker sig i. Derfor er det også vigtigt de får lov til at blive ved med at være det, så de ikke ender som en beige-klædt forstadsmand der kører i Citroën Berlingo – fordi “den er så pratisk”.

Så dør baby sku.

Yup – endnu en gang har min komplette mangel på sociale-kompetancer skubbet mig ud på pinligt farvand.

Lad os sige, at kunsten i at flirte ikke er noget der er tilfaldet mig. Jeg har til en hver tid været det type menneske, hvor hvis jeg endelig fik øjenkontakt med ham den flotte, ville mit umiddelbare instinkt være at rødme og kigge ned i bordet, i ren og skær pinlighed over at være blevet taget i at kigge på dette fysiologiske vidunder.

Jeg har fået at vide, at det får mig til at virke indelukkede, tilbageholdende og en smule mærkelig… Derfor kommer personligheden der gemmer sig under den generte skal, som lidt af et chok for nogle.

Jeg besluttede mig for at lade Kuvøse-Krisser være min forsøgs-kanin i det der øjenkontakts-flirten. Han var den perfekte kandidat. Så pæn, at jeg bliver tilpas nervøs til at det udløser alle min symptomer på mit forhenværende lave selvværd. Han er ikke en jeg indgår i personlige relationer med til hverdag (eller nogen som helst dag, for at være ærlig), så jeg behøves ikke bekymre mig om pinlighedsfaktoren. Han har umiddelbart vist en smule interesse, så det burde ikke være en komplet umulighed. En tre-enighed der gjorde ham til manden for sådan en slags opgave.

I midlertidigt har jeg naturligvis stalket ham på diverse sociale medier, hvoraf Instagram er blevet mit yndlings. Han er godt nok ualmindeligt flot med sådan nogle filtre på, altså.

I hvert fald, kom KK og jeg på et “hej og nik”-stadie i vores forhold – jeg var totalt klar til det umiddelbare næste skridt – Netflix n’ Chill – men den invitation må være gået tabt i posten.

Til en familie fødselsdag, fik jeg i min kådhed over mit nye bekendtskab, og venskab på Facebook (wuuuup), snakket en smule over mig!

“Må vi se drengebarnet?!” –spurgte min onkel.

Det måtte de naturligvis, han er flot, og jeg er ikke nærig med at dele ud af hans skønhed. Hurtigt scrollede jeg ned i gennem hans instagram-billeder for at finde det aller-flotteste, så de rigtig kunne blive imponerede om mit kommende trofæ. Jeg sendte stolt telefonen rundt omkring bordet. Min onkel kiggede længe på billedet, og som i slowmotion skete det, han doble-tappede for at zoome ind på KK!

BUM!

Min stalking var afslørede. Min onkel likede ikke bare et billede. Han likede et 127 uger gammelt billede af KK sammen med hans søster. Hvad sker der. Min hjerne eksploderede. Hvordan forklarer man det? Hvordan viser man sig på skolen igen? Rygterne ville gå – “se der går hende den mærkelige, der liker  gamle billeder af flotte typer”. Damn.

Jeg måtte sluge min stolthed og dukke op i skole om mandagen. Krybe langs panelerne og klæde mig i neutrale farver, i håb om at camouflere mig i mængden. Ingen Kuvøse-Guf i sigte, alt gik som smurt. Da vi daffede til sidste modul, åndede jeg lettet op. Jeg havde overlevet. Og som jeg åbnede døren til vores klasselokale, kunne jeg mærke døren blev åbnet indefra samtidig. Jeg blev hevet ind i lokalet, direkte ind i én der var på vej ud af døren. I min flyvende bevægelse tumlede jeg hovedkuls ind i brystet på personen, og måtte lige sunde mig et øjeblik, inden jeg kigge op for at undskylde over for personen. Hvem stod der? Ja, historien ville nok ikke være nær så sjov, hvis det var nogen anden end Kuvøse-Krisser.

“Jamen halløjsa! Der var du!” fik jeg sagt lidt for entusiastisk, inden det gik op for mig hvem jeg snakkede til, og skiftede fra efterårs-kødpølse-farvede til høj-rød-med-et-strejf-af-violet i hovedet, dukkede hovedet og forsatte ind i lokalet. Bag mig var mine veninder (som jeg frikvarteret forinden han fortalt om hele gå-under-jorden-af-pinligheds-fadæsen) ved at dø af grin. Det samme var KK, om det var over mig, fordi det var pinligt eller samsuriummet vides ikke. Men grinte gjorde han, selvom jeg følte mig som Jordens største klovn.

Jeg holdt mig virkelig lavt på radaren efter det, i mens jeg slikkede mine sår over min pinagtige adfærd.

Ugen efter likede han mit profil-billede.

Bryder allerede nu løftet om ikke at skrive om vennen (sorry!)

For 3. gang i streg har han aflyst en aftale med mig, for at være sammen med Øboeren. Well excuse me… Men det er sku lidt tøffelhelte agtigt. Ikke at jeg ikke forstår, at han gerne vil være sammen med hende. Sagtens. Men han aflyser vores super-fede BOND-AFTEN (one does not cancel Bond. Simple fact) for at tage på lager-salg i SamsøeSamsøe med øboeren og hendes veninder.

Bevares billigt SamsøeSamsøe er Guds gave til folket, men det konkurrer simpelthen ikke med Mr. James Bond himself. At han derefter også aflyste aftalen om, at mødes med mig og Brormand til en øl i byen, bekræfter min mistanke om han ganske simpelt ikke ønsker, at jeg skal møde Øboeren.

Og lige nu er jeg en lille smule irriteret på ham. Okay, jeg er på grænsen til rasende, jo mere jeg tænker over det. En ting er at nedprioritere vores venskab, for en eller anden dame, en helt anden er at skubbe mig ud af hans liv på den måde. At jeg ikke må møde dette nye vidunder der tager al hans tid. Jeg er skuffet.

Skuffet!!

Derfor var den eneste logiske løsning at bruge mine sidste penge på et sindsygt lækkert outfit. For skal jeg måske i byen med de andre drenge og drikke mig helt vildt fuld i en skøn cocktail af øller og tequila-shots? Det tror jeg nok!

Fandt jeg outfittet – ja tak! Ikke noget fancy eller dyrt! Men noget jeg føler mig sindsygt godt tilpas i! Et outfit man kan overtage verden i. Okay måske ikke – men man kan i hvert fald score i det! Og det er min plan nu.

Indtil Vennen er færdig med Øboeren, så vil jeg mæske mig i øjenguf i byen, og på skolen hvis det kan lade sig gøre. På min skole er alle ret pæne, men der er én dreng.

Hot damn!

Sådan en dreng hvis blotte udseende kan give én hedeture. Han er en årgang yngre end jeg, så jeg har døbt ham Kuvøse-Krisser eller Kuvøse-Guffen. Et smil fra ham kan skifte ens ansigtskulør fra tam dansk kødpølse-farvet til spansk solmoden tomat på 0,01 sekund, og jeg elsker det. Kuvøse-Krisser kan i sandhed tage pusten fra en. Blot af udseende. Den perfekte fuck-boy (som jeg før har snakket om).

Godt nok elsker jeg Vennen. Helt ind i knoglerne. Men jeg vil ikke ødelægge noget for ham, og jeg under ham virkelig denne oplevelse med Øboeren.

Men fandeme nej om jeg vil påføre mig kyskhedsbælte og vente sukkende på ham. Hey – han er ikke den eneste der skal have lidt spas i hverdagen.

Intet er så dårligt at det ikke er godt for noget – og imorgen er det fredag!

Let’s do this!

Nu bliver det måske en smule navlepillende, og en smule pinligt. Det kommer ret tæt på og bliver ret privat.

I Januar var jeg nede, langt, langt nede. Så langt nede, at jeg ikke helt kan sætte mig ind i det længere. Min vægt den peakede, og jeg selvom jeg ikke lå i overvægts-kategorien rent BMI-mæssigt, så var min fedt-procent tårnhøj, og jeg spiste ukontrollerede af lige præcis hvad der passede mig. Bare for at gøre noget. Jeg undskyldte det hele med, at jeg var langt mere aktiv end de fleste andre, alt i mens det ene kilo tog det andet.

I en lang periode virkede alt umuligt, uoverkommeligt og uoverskueligt. Og som den trøste-spiser jeg er, lod jeg mig trøste af mad og søde sager. Dagligt. Flere gange.

En dag blev det for meget. Jeg havde konsumeret i pose Haribo, en pakke flødeboller og en plade chokolade på en enkelt aften. Det var ikke første gang den uge. I shit you not. Jeg gik forbi mit store fuldfigurs-spejl på vej på ud på badeværelset, og blev ramt af et fuldstændig alt-overskyggende selv-had. Jeg hadede mig selv så frygteligt i det øjeblik. Jeg hadede mine handlinger og hele mit ynkelige selv. Jeg brød fuldstændig sammen.

Jeg løb ud på badeværelset og i et desperat forsøg, midt i en forvirring af gråd, hulken og snot an mass ud af næsen, på at gøre skaden god igen, stak jeg to fingre i halsen på mig selv, for at få det hele op igen. Jeg tænkte ikke rigtig over det, men troede det ville få mig til at få det godt igen. Men jeg kunne ikke gøre det. Jeg kunne ikke overskride den grænse. Mit hoved var ét stort kaos. Den ene side sagde jeg skulle tage mig sammen og bare gøre det, den anden sagde jeg skulle lade vær.

Midt i det hele, mens jeg sad bøjet over toilettet og græd, kiggede jeg på mine bøjede ben, og hadede synet. Sådan som de flæskede ud i siderne. Jeg væmmedes ved mig selv. Jeg kunne ikke holde mig selv ud. Og med ét tog jeg en beslutning.

Det skulle være slut det pis.

Slut med selvynk og selvbedrag. Jeg ville fandeme være stolt af at være mig selv. Og fandeme om, jeg ikke nok selv skulle sørge for det.

Jeg åbnede toiletdøren og så et par meget varme, kærlige, brune øjne stirre på mig. Min hund havde siddet foran døren og ventet på at jeg skulle komme ud. Jeg er ikke særlig sentimental omkring dyr, men min hund, min baby, kender mig. Han kan læse mig og mine signaler før jeg nærmest selv tænker over det. Jeg satte mig på gulvet, og det store læs krøb ind mellem mine ben og lagde hovedet på min skulder. Og der blev han siddende til jeg var færdig med at græde. Det er svært at forklare, men at få nogens (mennesker eller dyrs) ubetingede kærlighed, uden at skulle forklare sig, betyder utroligt meget. Og midt i alt mit selv-had og væmmelse, kunne jeg se ham, elske mig betingelsesløst på trods af alt hvad jeg hadede ved mig selv.

Derefter gik jeg ind og skrev et hudløst ærligt brev til mig selv. Som motivation til mig selv, når jeg havde lyst til at falde i. Jeg har aldrig fortalt nogen om brevet. Men jeg deler det her.. Jeg ved ikke helt hvorfor, måske kan andre finde mening eller motivation i det?

“Tillyke, 

Du er nu blevet, om muligt, endnu mere ynkelig og rygradsløs end du var i forvejen. Du er ikke længere bare pigen der skar i sig selv, fordi det hele blev lidt for meget. Du er nu også pigen der stak to fingre i halsen på sig selv, efter endnu et ukontrollerede æde-orgie. Du må virkelig være stolt! Du har nu ramt en hel ny form for bund. Så langt nede at du kun omgives af amøber og fossile brændsler. Skide godt.

Når det så er på plads, Tykke, hvad gør vi så? 

Ja, det vi starter med er at skrive et hudløst ærligt brev til os selv. Et brev som motivation til de næste par måneder. For der er nu gået for lang tid med dårlige undskyldninger. For lang tid med ekstra kilo og større bukser. 

Det skal stoppe. Det skal stoppe NU!

Du er blevet et af de mennesker du foragter aller mest. Rygraden skal bygges op igen. Vi skal ikke være et supermenneske, men hvis vi skal ind til militæret, så kommer det til at gøre ondt nu. Det bliver ikke behageligt. 

Men ved du hvad der også er ubehageligt? Ja, det er den gnavende følelse af ikke at være god nok, og ikke være noget værd. Simpelthen at føle sig så tyk, grim og dum 80% af tiden. Den konstante følelse af at folk kigger på dig, fordi der er noget galt med dig, og ikke fordi du ser sød/pæn/rar ud. 

Så ville det ikke være rart, for en gangs skyld ikke at tænke på flæsket på knæene/lårene, dellen på maven, de flæskede arme, dobbelthagen, og at foragte alle billeder der bliver taget af dig?

Ret rart ikke? Jo præcis. Så lad os gøre den her bitch! Bare for at vise vi kan! 

Hvor svært kan det fucking være?! 

Du skal bare: 

Dyrke motion (fitness 3 gange om ugen + løb hver anden dag)

Ikke spise slik

Spise mindre portioner

3 ting (!!!) skal du holde styr på! 3 ting, come on altså! Er en mars-bar eller en cookie virkelig det værd? Men så husk lige på den følelse du havde, da du sad bøjet over toiletkummen, med to fingre i halsen og fortvivlede tåre, over hvor tykke dine lår ser ud når du sidder på den måde, trillende ned over kinderne. 

Huske den følelse – for der skal vi aldrig hen igen. 

Du kan godt – du skal. Så lad os fucking gøre det! 

Hilsen, 

En pige du aldrig skal være igen. ” 

Få dage efter blev jeg vejet til session i Hæren, og blev slået helt omkuld af det. Hvad havde jeg dog gjort i mod mig selv?

76 kilo!! Det lyder ikke af meget for nogle, særligt da jeg er 178 cm høj. Men min vægt har aldrig været så høj før, og det skræmte mig, hvor meget jeg havde slækket på mine “never-evers”… “Jeg skal aldrig over 70 kilo” havde jeg svoret. Og 8 måneder før, havde jeg heller aldrig været det.

Som enhver anden fornuftig teenager, googlede jeg mig frem til hvad min idealvægt var. Nogle steder sagde 71,3, andre sagde 68,9.

Jeg satte derfor meget strikse mål for min vægt og mine mål (talje, hofte og lår). Jeg mødte i midlertidigt over sommeren og eksamensperioden ret meget modstand, og kom frem til den konklusion, at jeg simpelthen ikke kunne komme under 70 kilo. Sådan var det bare.

Jeg nåede ned omkring 71,8 kilo, da det hele gik i stå og sommerferien slog ind.

Efter ferien vejede jeg 73,9 kilo, og jeg måtte tilbage til square-one. Jeg synes selv jeg havde været god, men der var måske gået lidt ferie i den, med meget middag ude, is, aftenguf, osv.

Jeg satte mig derfor det mål at jeg ville kunne løbe 10 kilometer på under en time til nytår. Det kræver en del træning, og jeg kan tydeligt mærke forskel på hvad jeg har spist op til. Derfor er det nemt at holde gejsten oppe, så længe jeg holder mig til træningsplanen. Ryger jeg ud af den, har jeg nemt ved at træde ved siden af, i forhold til mad.

Old habits die hard. 

I Januar, ja selv i Juni ville jeg have været over lykkelig, hvis jeg var under 70 kilo. Jeg troede det var nøglen til evig lykke, og drengene ville flokkedes om mig, ligeså snart jeg nåede mit mål.

Jeg kunne konkludere til min måle-dag (som jeg har en gang om ugen – fanatisk? Måske. Men det hjælper mig til at føle jeg er i kontrol), at jeg har nået mit vægt mål. Jeg vejer nu 68,8 kilo og har et talje-mål på 64 cm. Og gu’ er jeg stolt og glad! Men jeg kan også sige, at jeg forleden havde den samme “gud hvor er du fed”-tanke da jeg så mig selv i spejlet, som jeg så ofte havde da jeg vejede 76 kilo. Bevares, jeg har den ikke særligt ofte mere. Og oftere og oftere vågner jeg op og tænker “fuck du er godt skåret!”, end det modsatte. Men som jeg før har konkluderet, er spejlet en løgner. Og det kommer an på øjnene der ser. Selvom jeg nu har nået mit mål, har jeg ikke opnået ultimativ lykke. På trods af at det nu, er langt lettere at være mig.

Vægt betyder ingenting – det sidder alt sammen i hovedet!

Jeg føler mig bedst tilpas i min egen krop, når jeg vejer under 70 kilo, men nogle har det langt bedere når de vejer 80 kilo eller mere.

Jeg får ikke mere opmærksomhed fra drenge nu, fordi jeg er tyndere. Jeg får mere opmærksomhed, fordi jeg udstråler selvtillid, og virker som en der hviler i mig selv.

Der er ikke en kilo-pris på lykke. 

Alle kender vel de dage, hvor man ved det bliver en dårlig dag, inden man overhovedet står ud af sengen.

Sådan én havde jeg i dag. Klokken 3 begyndte min nabos have låge at klapre, så det var umuligt at sove. Klokken 05.27 ringede vækkeuret, og jeg træf en hurtig beslutning om at misse det første modul af skoledagen, så jeg kunne indhente min søvn. Fornuften overmandede mig dog, da søvnen ikke ville. Og modstræbende måtte jeg sminke det lig, jeg kalder mit ansigt.

Mod al forventning klarede jeg alle moduler (wuhu for mig!!), og fik også en dinner-date med las skole-chicas i hus i løbet af dagen. Jeg var ved godt mod, og alt så lidt lysere ud, på trods af cykelturen i regn og modvind.

En brilliant idé slog mig, da jeg trådte ind af havelågen. Det var vidst på tide med en gåtur med mutti, når min bedre halvdel skulle eftermiddagsluftes. Som sagt så gjort, vi slentrede en lille tur gennem byen, mens vi sladrede. Alt var fryd og gammen. Indtil turen hjem, da et spøgelse fra fortiden drejede rundt om hjørnet. I hans edder grimme bil, med hans vidunderligt bedårende kæreste ved sin side, knuste han mit hjerte. Igen. Ikke fordi jeg aldrig har mødt dem før – det gør mig såmænd ikke spor. Hvis de er glade er jeg glad, eller.. I teorien måske.

For bag dem, var det der knuste mig. En stor flytte trailer. Det kræver ikke en astrofysiker at pusle brikkerne sammen. De var i færd med at flytte ind i deres nye lejlighed sammen. Hvilket jo er fantastisk for dem. Hvis ikke det er fordi jeg kender til en lille hemmelighed af hans.

For det er ikke mange uger siden han skrev til mig sidst, med blot endnu et tilbud om sex, bag hans søde kærestes ryg – naturligvis.

Se, vores historie sammen er lang, indviklet og ypperligt ydmygende for os begge fra tid til anden. Jeg kender kun hans kæreste udfra hvad andre har fortalt mig, og kan identificere mig enormt meget, med det utroligt fine og uskyldige pigebarn. Hun er en komplet over-scoring fra hans side af, og hvad hun bestiller med ham, forstår jeg intet af. Men mangle på selvværd har hun i hvert fald, siden hun er sammen med den klovn. Og det samme havde jeg. Jeg var ikke et hak bedre – lige så naiv og forelsket som hun er, var jeg.

Der er mange pinligheder i denne historie, som jeg vil spare andre for nu. Men han har ikke holdt sig på måtten, og ej heller jeg. Det er moralsk forkasteligt, modbydeligt og inderligt skamfuldt. Min samvittighed nager mig hver eneste dag.

Jeg har prøvet at gøre bod på det, ved at fortælle den kære nykommende kæreste dette, hvor jeg blev mødt med tavshed. Om han har manipulerede hende til at tro det er mig der er gak-gak, eller om hun blot lukker øjnene for sandheden, for at nyde det gode han giver hende, vides ikke. Men sandheden har hun i hvert fald frabedt sig, med tavshed.

Uanset hvordan det før har udspillede sig, har jeg sommeren i gennem gået og tumlet med dilemmaet om hvorvidt jeg skulle presse på, for at åbne hendes øjne for sandheden. Men fik ikke gjort noget, i respekt for hendes tideligere ønske om tavshed. Alligevel kom sceancen med de to i flyttebilen, som en mavepuster, der efterlod mig med en knuet mave og dårlig smag i munden.

Eller ikke rigtig dårlig smag i munden, for jeg tyggede tyggegummi med smag af mint, som var ret lækkert.

Men billedeligttalt, så skiftede min dag fra solskin til tordenvejr lynhurtigt. Ikke fordi de er kommet længere end han og jeg gjorde (gudskelov), men fordi hun nu i uvidenhed har bundet sig økonomisk til en bedrager. En fyr der har brug for andres bekræftigelse. Og formentligt ikke kun fra mig (jeg er ikke imbecil). Jeg fortrød i dét sekund bitterligt at jeg ikke havde kæmpet noget mere for, at fortælle hende sandheden.

Men det er for sent nu, skaden er sket nu, og det ville i hvert fald kun skade at påtvinge hende sandheden med vold og magt nu. Jeg må leve med mine synder i stilhed, som straf for hvad jeg har gjort, og jeg håber han har det på samme måde.

Jeg beder til, og håber på at hun finder en anden end ham. Han kan ikke forbedres, han kan ikke forandres. I virkeligheden har jeg jo også ondt af ham, men mest af hende.

Det knuser mit hjerte, at hun tror hun ikke fortjener bedre, og det gør mig frustreret og rastløs, at jeg intet kan gøre ved det.

Jeg håber en dag det går op for hende, at hun fortjener bedre.

Ingen fortjener at blive bedraget, og ingen bør affinde sig med at vende det blinde øje til.

 

Ideal kroppen. Ligesom alle andre i min generation, har jeg en holdning til disse idealer, som jeg nu vil ytre.

I disse moderne tider, med dippe dutter der bimler og bamler hele tiden, bliver vi konstant stimuleret af trends og samfundets normer om den ideale kvindekrop, blah blah blah…. Alle brokker sig i èt væk. “Sådan ser RIGTIGE kvinder ud”, “spis det her og tab dig 5 kilo på en uge”, “kvinde, sæt pris på dine former”, “ny squat-metode giver dig drømme røven”. Artikel på artikel, bliver delt, liket og kommenteret om og om igen. Alle modsigende. Den ene dag skal man elske sig selv, den næste skal man stræbe efter en talje-hofte ratio som Beyoncé. Vi sigter alle efter at blive stærkere, bedre, tyndere eller hurtigere til ting, i et håb om at nå accept af os selv på et tidspunkt.

Men så snart man endelig ser nogen der har opnået målet – accept af sig selv – perfekt eller uperfekt, bliver de sablet ned på de sociale medier. Enten er man for  perfekt, og skylden skydes på genetik eller etisk forkastelige metoder. Eller også er man stadig uperfekt, og så må ens selvtillid endelig ikke peake. Der er jo stadig plads til forbedring.

Og her dukker min fascination så op, for er det da ikke fantastisk, hvor forskellig vor definition af “perfektion” er? Det den ene ser som det smukkeste i verden, kan virke kedsomligt eller direkte grimt for andre. Det er vel på den måde vi er individer, og det er vel egentligt meget rart, at vi ikke bare alle sammen render rundt efter de samme smukke mennesker (Ryan Gosling og Angelina Jolie som undtagelse selvfølgelig).

Er det ikke vidunderligt at vi alle har forskellig smag, på trods af mediernes påvirkning, er nogle ting da stadig individuelle. Det er marginaler der synes bananpatter til navlen er charmerende (men de folk findes dog – og gudskelov for det). Men ellers er den mandlige befolkning næsten delt fifty/fifty når det kommer til store spørgsmål som “store eller små bryster?”, “patter eller røv?” og “kurver eller fit?”. Vi kan uheldigvis ikke alle ligne modellerne på forsiden af M!, da vores hoveddør ikke er en magisk photoshopmaskine, der lige lægger lyset rigtigt og fjerne urenhederne i huden, i det vi går ud af den. Men vi er heldigvis alle forskellige, en mangfoldighed af individuelle inperkfektioner og perfektioner. Sikke en verden!

Dog er fyrer enige om én ting, for det meste. Selvtillid er charmerende. Et tegn på en pige hviler i sig selv og har det godt. De er dog også enige om at selvfedme er et no-go. Men hvor ligger skillelinjen mellem selvtillid og selvfedme? Hvornår er man glad og stolt af sin personlighed og sit udseende, og hvornår er man simpelthen for meget ananas i egen juice? Hvornår har man nok i sig selv, og hvornår har man ikke noget at have det i?

Alt det er selvfølgelig også en sag om smag og behag. Men er alt ikke det nu om dage, så længe nogle andre har sagt det først.

Derfor er mit opråb selvfølgelig en fist i luften til alle de mennesker, der rocker deres personlighed og deres udseende. Uanset fejl og mangler. De som har knækket koden til et positivt sind, og gå-på mod til livet. Er det ikke dem vi burde hylde? Dem som burde være vore forbilleder? Burde vi ikke i stedet for at sigte efter ideal-kroppen, sigte efter ideal-sindet? I stedet for at gå på kurer, græde over tallet på badevægten og okse i et fitness-center 20 timer om ugen (medmindre det er det, der gør en glad naturligvis), så fokusere på os selv? Stille sig selv spørgsmålet “hvad gør mig glad i dag?”. Om det er netflix-slik orgie, en afslappende gåtur i naturen eller hård fysisk træning for at mærke at man stadig er i live, så burde det hele være i orden. Det hele ligger i tilgangen til sig selv og til livet. Vi må alle bevare troen på at livet nok skal gå, og at vi er gode nok som vi er – uanset hvad medierne siger.

 

Lets do this.