Opkast på skrift

“Godt nytår,”
skrev jeg og sendte af sted.
Jeg ønskede han skulle tænke på mig denne aften. Jeg ville også være en del af hans liv I det nye år. Han skulle vide jeg tænkte på ham.
Jeg ville have han huskede mig. Om jeg så skulle vride armen om på ham. Om ikke andet skrev han vel bare et høfligt svar.

Det var formentligt rødvinen der gjorde mine øjne klare og mine kinder røde, som fik mig til at tænke det var en god ide.
Men jeg mærkede savnet og længslen nede I maven. Længslen efter den tryghed han bragte.
Jeg er ikke et længselsfuldt menneske. Men jeg synes åbenbart ikke at komme over Garderen 2.0.
Han er der bare hele tiden, og jeg ville ønske han forsvandt ud af mit hoved.

Han svarede. Godt nytår, og alt det der.
Jeg luftede i en, ikke særlig snildt forklædt bemærkning, at jeg skulle til hans hjemby, hvis han tilfældigvis var hjemme fra højskole, og havde lyst til at drikke en kom kaffe. Eller bolle. For eksempel.
Den sidste del tænkte jeg mest. Man er vel en dame.

“Hvis jeg er hjemme, er der ikke noget, jeg hellere vil,”
skrev han, både med hjerte og kysmund. Årh.

Min hjerne føles som en pladespiller der sidder fast i en rille. Rundt og rundt går det. Den samme skrattende lyd, der aldrig rigtig bliver til noget nyt.
Jeg har et eller andet sygt behov for at gøre krav på ham. Et behov for at vride armen om på ham. Vride følelserne ud af ham. Tvinge ham til at udtrykke, at han savner mig.

Min rationeller liste af argumenter træder tøvende frem, “undskyld, men du er klar over I ingen rigtig relation har? Ikke….?”
“Hold kæft,” vrisser jeg tilbage. “Han skal nok komme til at savne mig. Det skal han. Han kan ikke finde en anden,”
“Selvfølgelig finder han en anden,” argumentere den rationelle stemme, “du er godt klar over hvor sød og pæn han er? En skam du først opdager det nu.”
Jeg bliver stille. For jeg ved, jeg er kvælende. I min tvang af kærlighedserklæringer.
Jeg har jo lyst til at han skal have lyst til at tale med mig. Fortælle hvad der forgår i hans liv.

Men jeg ved han er fyldt med alt muligt andet. Nye mennesker, ny højskole, nye eventyr.
Jeg kigger forstenet på det lille billede af ham i facebooks tattle tale chatlinje
“5 nye venner” står der. Holder musen over den blå linje. Et kvinde navn dukker op. Og for første gang i mange år dukker jalousiens grumme, grimme, grønne fjæs frem i min bevidsthed.
Fuck hun er pæn. Naturlig og pæn. Lille og slank.
Mærker mit selvbillede få en mavepuster. Fuck.

Min lille bøn bliver afbrudt af mit rationale. Ville jeg selv have skrevet, hvis det var mit eventyr? Næppe. Hvorfor skulle han så gøre det.

Godt han ikke ved alle disse ting der forgår i mit hoved.
Hvor træt jeg er, når jeg endelig lukker øjnene, fordi jeg har prøvet at analysere situationen i atomer.
Håbe på det bedste og forberede mig på det værste.

Jeg frygter allermest, at han ikke kan ses overhovedet. Fordi mit behov for at se ham lige nu synes altoverskyggende. Fordi jeg om ikke andet, bare rigtig gerne vil være i hans liv. Oprigtigt.
Fra et sted i mit forkvaklede hjerte, tror jeg, at jeg bundærligt holder af ham.
Måske det ville gå væk, hvis jeg vidste vi ikke skulle ses. Om det er uvisheden der får min hjerne til at optanke på analytisk jetfuel, og aldrig steder sig til hvile?
Det jeg frygter næstmest er, at se ham og høre han har fundet en ny. En eller anden højskole type. Formentligt en sød og ligetil type som ham selv. Jeg frygter at skulle lægge ansigtet I de rette folder, og skynde mig at finde en undskyldning for at gå. For jeg skal nok blive glad på hans vegne, jeg skal bare lige derhen.
Jeg frygter det. At han bliver revet væk. Mit smukt opbyggede glansbillede af ham. At min helt uproportionelle forgabelse i ham, skal hives til jorden endnu en gang og pakkes væk.
Grumme assositioner til Vennen melder sig. At jeg ikke gjorde noget, fordi jeg ledte efter noget bedre, og pludselig forsvinder han for næsen af mig.

I et nyt år skal man have nogle ambitioner. Med sådan en helt ren tavle (som vi alle mener man får, når Jorden har været en tur rundt om Solen), skal man have nogle visioner for, hvad der skal på tavlen.
Jeg tror min ambition er at øve min behovsudsættelse. Lad det være mad, tøj eller fyre.
Med mad vil jeg øve mig, som baby-steps, i at udskyde mine cravings til dagen efter.
Med tiden skulle det gerne være sådan, at jeg kan udskyde det til weekenden. Så jeg kan være god ved min krop. Den og jeg skal trods alt være sammen rigtig længe.
Og så vil jeg bare gerne kunne tage én forbandet pull-up.

Når det kommer til fyre, så kaster jeg snart op. Alt jeg er selv træt af at høre på mig, snakke om Garderen 2.0. Som en hamster i en trædemølle, løber jeg bare hurtigere og hurtigere, men kommer ingen steder.
Spøg til side, så løber jeg ingen steder. Jeg hader at løbe. Det skal jeg lige have kigget på ved lejlighed.

Jeg er skide træt af at savne ham.
Jeg er pisse træt af at have sat ham på pedestal.
Mit gamle go-getter ego vil have ham, fordi jeg ikke kan få ham.
Jeg har sådan et sygeligt behov, for at tvinge ham til at tænke på mig. Eller et sygeligt behov for, at han udtrykker at han gør det.
Jeg har lagt bånd på mig selv. Har ikke kontaktet ham siden nytår. 20 dage and counting (men hvem tæller?). Lader bolden ligge hos ham.
Umiddelbart tror jeg han har en masse bolde at lege med lige pt., og min er ikke den mest interessante. Så jeg står bare på min bane halvdel, med en masse velkendte kedelige bolde, og venter på, at han sparker min bold tilbage, så vi kan spille sammen lidt.

Jeg stoppede med at skrive, samtidig med jeg stoppede på p-piller. Dårlig kombi. Ikke anbefalelsesværdigt.
Jeg følte min psyke stod vaklende ved en stejl skrant. Noget i stil med Gran Canyon. Hvis jeg væltede ned derfra, er jeg ret sikker på nogen ville skulle lægge mig i en form for spændetrøje, og låse mig i en gummicelle.

Mit…. Engagement, i hans liv, på afstand, nærmest bag en busk med en kikkert, tenderede til stalking. Jeg priser mig lykkelig for der er over 400 km mellem os i fugleflugt. Så gode kikkerter findes ikke.
Jeg er også rigtig glad for, at jeg alligevel har formået at holde tavsheden, og håber inderligt han ikke er tankelæser.
Han tænker forhåbentligt slet ikke over “os” lige pt., når jeg ikke møver mig med røv og albuer ind i hans liv.
Nu må vi se om han sparker nytårsbolden tilbage.

Min tredje mor, Hella Joof, sagde engang:
“Hvis det er din hest, så kommer den tilbage”
Det er godt nok klogt sagt, og jeg trøster mig ved tanken.
Men hvor længe skal man vente på den der hest?
Må man ride på andre heste (læs: pikke, jeg kinkede den op med Crossfitteren. Mere info følger), mens hesten er væk?
Hvad hvis jeg finder en anden hest, men den første, min yndlingshest, vender tilbage?
Hvad hvis min hest boller en anden højskole-hest, og han pludselig bliver hendes hest, så jeg sidder tilbage med alle de gulerødder jeg har, at give og et længselsfuldt hjerte? Fordi min hest har valgt at gå i stald med højskole-hesten?
Jovist, så giver Kloge Hellas ord jo mening. Så var han ikke min hest alligeveller. Men hvor længe skal jeg spejde ud i horisonten efter min langbenede hest, med de brune lokker og milde blå øjne?
hest

Sløjfe og glimmer

Busruden banker mod min tænding, nærmest i takt med Panamahs søde toner dundrer gennem mine ører. Næsten velkomment fylder sorgen min mave og bryst. Velkomment, fordi jeg så længe har været vred. Vred og uforstående. Vred ud i tåspidserne. Vred, så jeg ikke kan garantere, at jeg ikke ville have skubbet Garderen 2.0 ud foran et tog, hvis jeg mødte ham på Nørreport, hvor jeg ofte gik med nakken dukket, i frygt for at rende ind i ham. Frygten for, at skulle falde fra hinanden lige der midt i menneskemængden. I det mindste ville han også falde fra hinanden. På togskinnerne.
Eller, jeg ville i hvert fald give ham et mærkbart skinnebensspark.

Jeg prøvede som jeg plejer, at slippe uden om at føle. Arbejde, træning, venner, familie, aktivitet, aktivitet, aktivitet. Og i lang tid lykkedes det mig.
I få tilfælde ventilerede jeg min frustration. ”Er han virkelig SÅ ligeglad med mig?!” spurgte jeg indigneret. ”Har han bare været en endnu større narrøv, end alle de tidligere narrøve, siden han faktisk udgav sig for at være en god fyr?” forsatte jeg. Mine veninder nikkede. Han var absolut den mest narrøvede af alle narrøve på denne planet.
Men alligevel gik jeg med en lille fornemmelse, et lille håb måske, om at det ikke var forklaringen. Så meget kunne min intuition alligevel ikke tage fejl. Så ville han have løjet om alt, han nogensinde havde fortalt mig. Men hvorfor dog.

Alle disse spørgsmål. Så få svar.

Jeg glemte ham. Tvang mig selv til at glemme.
Glemme ved at bolle andre.
”Denne gang bliver anderledes,” lovede jeg mig selv, inden jeg skulle på kaffedate med en fra mit træningscenter. Kasket, store overarme, drengerøv – perfekt!
Kaffedate betyder ingen ulykker, det mente jeg helt bestemt.
Skip frem til 3 timer og 2 kopper kaffe og en bagel senere, hvor jeg skyder fanden i dating regler, og knalder det dumme mandemenneske, som om det var sidste dag på Jorden.
Faktisk er han slet ikke dum, Ham Den Nye. Han er bare ligegyldig.

Han mener det godt, men alt hvad der kommer ud af munden på ham giver mig tungt hoved, mens jeg ville ønske han ville stoppe med at snakke.
Til at starte med, troede jeg at jeg kunne blive glad for ham. Hvis jeg virkelig ville. Jeg prøvede at engagere mig. Men efterhånden blev han mere og mere et redskab. Som en livagtig dildo. Et redskab til en orgasme.
Jeg undgik fysisk kontakt ellers. Jeg fik nærmest kvalme når han ville kysse mig, og manøvrerede mig rundt, så jeg kunne slippe. Når vi var færdige, rullede jeg dynen om mig, lagde mig med ansigtet mod væggen. Forklarede at jeg ikke var særligt fan af at putte. Hvilket er sandt. Undtagen Garderen 2.0. Og andre fyre hvis armkrog, jeg passede perfekt ind i.
En aften skræmte distanceringen til Ham Den Nye mig. Under agten. Det gik pludselig op for mig, hvor ligeglad jeg var med ham. Fuldstændig, komplet ligeglad. Jeg gjorde ham og mig selv færdig, velvidende at dette ville være sidste gang, og rullede derefter om på siden, så langt fra ham som det var mig fysisk muligt.
Den nat drømte jeg om Garderen 2.0. Jeg så ham for mig, klart og tydeligt. ”Undskyld,” sagde han ”undskyld jeg aldrig svarede, jeg var ked af det og bange”. Hans ansigt er oplyst af tusind farver, håret er blæst tilbage af en vindmaskine jeg ikke kunne lokalisere.
Jeg vågnede, kiggede ind i Ham Den Nyes ansigt. Vrængede på næsen da han snorkede og prustede mig ind i ansigtet. Han krængede armen om mig, trak mig ind under sin dyne. Jeg vred mig. ”Du er ikke Garderen 2.0,” tænkte jeg ulykkeligt og rullede op mod væggen, mens jeg lod som om jeg sov. Jeg følte mig som et vederstyggeligt menneske. Hullet i maven fyldte.
Flere dage gik jeg med hullet i maven. Ham Den Nye skrev. Jeg ønskede ikke at svare, gjorde det mere af pligt og høflighed end af lyst. Håbede han opfangede mine korte svar og lod mig være. Om end hans overarme var perfekt muskuløse, var de ikke Garderen 2.0’s. Jeg passede slet ikke i dem. Eller også ville jeg ikke.

Jeg prøvede at lægge det hele væk. Fokusere på noget andet. Men der var Garderen 2.0 eller hans dumme almindelige navn, uanset hvor jeg kiggede hen.
Jeg klagede min nød til min mor. Min mor er dejlig direkte. Hun gider ikke så meget dansen om den varme grød.
”Så skriv dog til ham, skat!” opmuntrede hun, mens jeg muggede ned i mit halstørklæde. Jeg trak på skulderen. Som om jeg ikke havde gjort nok. ”Han vidste sikkert ikke hvad han skulle sige, og pludselig var der gået for lang tid.” Det virkede som ønsketænkning. Hvis han ville skrive til mig, havde han gjort det.
Jeg lod mig overtale. Det var simpelthen for fristende. Udsigten til hans opmærksomhed, var som lun kage lige under min næse. Uimodståeligt.
Jeg skrev en høflig og smule distanceret besked. Kiggede længe på den lille ”leveret”-kvittering nederst på skærmen, inden jeg tog mig sammen, og forsatte mit liv. Jeg kunne ikke vente for evigt på ham. Ikke igen.
Han svarede. Mit hjerte stoppede næsten. Lige bag min skærm, på tværs af internettet, bag en anden skærm sad han, og skrev til mig. Jeg læste beskeden nøjsomt. Han var ked af det. Over hvordan han havde opført sig. Uordentligt og uacceptabelt. Men dagene var gået, hvor han ikke ville skrive noget, fordi han var såret over jeg havde sluttet det.
Han skrev alt det jeg ønskede at høre. Som om han havde hørt mig sige det.
Længe undskyldte vi frem og tilbage, med en påtaget høflighed i mellem os.
Da det føltes som om, der ikke var mere at skrive, skrev jeg det eneste der rungede højt og klart mellem et virvar af følelser.
”jeg savner dig,” skrev jeg og holdt vejret.
”jeg savner også dig.” svarede han.

Vi skrev ikke mere, for der var ikke mere at sige efter det. Vi savnede hinanden. Han savner mig, måske som jeg savner ham.
Da jeg satte mig i bussen, og fandt min kærligheds-spilleliste frem, føltes smerten velkommen, for jeg er ikke længere vred, og det er helt okay.

bulldog

Bon Voyage

Som så ofte før, begyndte intervallerne mellem vores korrespondancer at vokse.
Uroligheden voksede i maven, og den forbandede bedrevidende stemme i baghovedet gik fra en ignorerbar hvisken til en insisterede hvisslen.

Irritabelt trampede jeg i pedalerne på arbejde, vredt tastede jeg på tastaturet, rasende løftede jeg vægte indtil mine muskler gav efter.
Surt skulede jeg til den lille grønne prik på ved hans billede, der bevidnede om at han var til stede på internettet et eller andet sted, men alligevel ikke skrev.
Stædigt forsatte jeg den daglige trummerum, opsat på at se hvor længe der gik, før han brød det det i mit hoved var blevet en kold distance mellem os.

9 dage gik der. Endnu en gang stod jeg med knagende skuldre, der bevidnede om at jeg var ganske få løft fra at ramme mit max.
Rock spillelisten dundrede så højt i mine ører, at jeg ikke hørte andet end guitar og trommer der blandede sig med min hjerterytme.
Jeg lagde vægten fra mig med et smæld, da jeg bliver prikket på skulderen. Forskrækket vendte jeg mig om. Troede jeg var alene. Ellers havde jeg beholdt min trøje på.

“Ej, hov undskyld – hej!” smilede manden til mig.
Jeg havde set ham før, men aldrig så tæt på.
“TRÆNER” stod der på hans trøje.
“Må jeg lige påpege noget?” spurgte han venligt, så der viste sig to tydelige smilehuller i hans kinder.
Hvis ikke det var fordi jeg i forvejen led af let åndenød, ville hans smil i hvert fald have givet mig det.
“Selvfølgelig,” smilede jeg igen, en smule forfjamsket, mens jeg prøvede at redde resterne af make-up, der uden tvivl hang under mine øjne.
Mærkede noget bevæge sig i maven, da han rykkede tættere på mig.

“Når du presser op, så kan du sagtens nøjes med et mindre vip i hoften! Du er rigeligt stærk der. Husk at spænde op, så du ikke svajer for meget i ryggen,” han foreviste, så jeg uden skam kunne stirre intenst på hans skarpt skulpturerede krop. Mens han arbejde, mærkede jeg et sug gå gennem kroppen.
“Vil du prøve?” spurgte han.
Pinligt bevidst om hans falkeblik, fokuserede jeg på alle musklerne i min krop og efterlignede bevægelsen han havde lavet.
“FLOT! Virkelig godt!” roste han, rødmende smilede jeg, og bildte mig selv ind, at det ikke kunne ses under min i forvejen helt postkasse-røde ansigtskulør.
“Du siger bare til hvis du har brug for mere hjælp, ikk’?” smilede han, som afslutning og vendte tilbage til sine egne vægte.
I smug kiggede jeg efter ham gennem centeret resten af træningen. Dybt imponeret over hans evne til at løfte så tunge ting med sin krop.

Da jeg kom hjem, skrev jeg til Garderen 2.0, at det ikke fungerede. At jeg vildt godt kunne lide ham, og netop dette var problemet. At jeg ikke kunne ses mere, fordi jeg måtte passe på mig selv.
Han svarede aldrig.

Det kom bag på mig.
Naivt og en smule barnligt, havde jeg nok håbet, at han ville kæmpe en smule for det. I det mindste komme med en form for indvending. Som minimum kvitterede for beskeden.
Men end ikke et lille pib lød der fra ham – og det tog pibbet fra mig.
Jovist, havde han sagt at dette var alt han kunne byde mig for nu. Men var det virkelig for meget at forlange, at han i det mindste sagde farvel.
Nu står verden da ikke længere.

Jeg ved ikke hvem jeg er mest vred på – ham, for at ignorerer mig fuldstændig og spise mig af med stilhed, eller mig selv for, at tro at ham her var anerledes.
Jeg gik nogle dage og forventede han ville svare, når han havde tid. Intet skete.
Udover bitterheden i maven der voksede. Om aftenen tænkte jeg på ham i mørket, om hvorfor han ikke ville mig, hvorfor han ikke respekterede mig mere, hvordan han kunne få sig selv til at opfører sig på den måde.

Efter 3 måneder uden den mindste smule alkohol, var jeg inviteret til hygge med efterskole-slænget. Det var svært at sige nej til de uoriginale sjusser med billigt sprut og endnu billigere ting at blande op med.
Vi grinede højt, mens vi skruede op for musikken.
“Ville det være for barnligt at bolle BMA igen?” indskød jeg til min bedsteveninde.
“Nej!” svarede hun prompte.

Jeg sendte en slørede fuldemands snap i retning af BMA, bare for at fornemme stemningen.
Herefter husker jeg ikke meget. Udover pizza, dårlig komedie i fjernsynet og en kammerat der faldt i søvn med hovedet på min hofte, mens jeg aede hans hår.

Dagen efter gik med at drikke urimelige mængder kakaomælk, og forsøge ikke at stikke fremmede på gaden ned, fordi deres blotte tilstedeværelse irriterede mig mere end noget andet på denne klode.
Nærmest døende lå jeg brak på min fars sofa og halv-sov til en gammel serie, da et snap fra BMA tikkede ind.
Det hele kom tilbage – min brillante idé!

“Hvornår skal jeg komme forbi baby?” stod der.

oh-noo

Hvor helvede blev jeg af?

Jeg har altid set mig selv som et menneske med en plan. Et kort. En udstukket rute. Et soleklart pejlemærke som mål.

Det seneste stykke tid har jeg mærket mange karaktertræk, som jeg påskønner ved mig selv, smuldre mellem mine fingre og blive erstattet af ting jeg foragter.
Brokkeri, selvhævdelse og selvmedlidenhed.
Opmærksomhedshungrende, krævende og ynkelig.
Rygradsløs, tudvåren og tilbageholdende.

Det hårdeste er at se tilbage på en person man faktisk var stolt af, blive erstattet af en flæbende dejklump, der render rundt med hovedet så langt oppe i røven på sig selv, at al erindring om solen er forsvundet.
Min “mer’ vil ha’ mer'”-mentalitet har efterhånden sendt mig så hovedkulds gennem livet, at jeg ikke kan finde fodfæstet igen.

Jeg prøver at minde mig selv om de gode ting. Det gør jeg virkelig. Min momentære glæde bliver som en mælkefarvet membran hen over alt det sorte i maven.
Tvivlen og utilstrækkeligheden fylder, alligevel tager jeg mig ikke sammen.
Jeg udskyder, undskylder og bebrejder. Altid, er der en vinderlig forklaring på hvorfor tingene ikke bliver gjort.
En regnorm, er hvad jeg er blevet til.
Mest fordi jeg er bange for, at gøre mit allerbedste, og stadig ikke være god nok.
Jeg roder rundt, men prøver at lade som om jeg har styr på det hele.
Jeg tror alle andre har gennemskuet mig, men jeg er den eneste der stadig tror på den store fede løgn, der er mit liv.

Og alt dette får mig til at vende tilbage til BMA.
En situation, hvor jeg fejlagtigt troede jeg var den, med den vindende hånd. Den overlegne. Den med bukserne på.
Der tog jeg fejl.
Tre knald inde, måtte jeg endnu en gang sande, hvor ypperligt jeg sukkede efter hans opmærksomhed.
Særligt nu, da han ikke vil give den til mig.
Rasende og frustreret har jeg været. Oftest på mig selv. Over mit alt for store engagement i dette hankønsvæsen, der tydeligvis blot er en 20-årig knægt med hovedet fuld af partroner og krudt.
Men ind i mellem, særligt efter 1-2 øl for mange, er det kommet til at gå ud over ham.
At jeg har kvajet mig, og givet mere ud af mig selv end jeg egentligt vil. At jeg dagen efter med skam, har svoret aldrig at kontakte ham igen.
Efter 3-4 dages stilhed knækker jeg for det meste, og skriver til ham alligevel.
Fordi det er sådan jeg er blevet. Til en regnorm.

Og er det ikke typisk sådan legen er. Først ville han, hvor jeg ikke interesserede mig synderligt.
Nu er det omvendt. Og det er mig der sidder med den lange næse.
Egentligt er jeg OK med omfanget af vores kontakt. Et par gange om ugen er helt finno.
Dette er så skammeligt, at jeg aldrig ville sige det højt, så lad det blive mellem os.
Men jeg ville gerne være “hans” eller nogens. Jeg er ikke afklaret med om det er ham som sådan, eller om det bare er ideen om, faktisk at have en sød dude der kan lide en.
Måske er det det sidste.
Efterhånden er jeg kommet frem til, at mit behov til at gøre “krav” på ham, er at jeg på den måde kan forvente noget af ham. At han på den måde også skylder mig engagement.
Det er ulogisk og usundt. Det ser også helt skørt ud, når jeg skriver det ned.
I virkeligheden vil jeg jo bare gerne bekræftes i, at jeg er ønsket og begæret.
At kvæle ham i opmærksomhed er ikke den rigtige strategi, det ved jeg. Men ligesom en junkie, er jeg nærmest dirrende efter hans opmærksomhed efter 3 dage. Så hungrende, at jeg er villig til at sætte min stolthed og integritet over styr.
Alle overspringsundskyldningerne træder straks til. “Alle kan jo lide, at være savnet”, “der er intet i vejen med at vise man er interesseret – LIGESTILLING!” og “han skal jo bare lige mindes om, at du er sød”.
Det er alt sammen bullshit. For i virkeligheden har han ikke udvist interesse i nogle måneder. Alligevel hænger jeg fast ved ham, som en tæge på et dødt dyr. Febrilsk suger jeg det sidste næring ud af noget, der har ligget i vejkanten i månedsvis.
Ynkelig og patetisk er det eneste der kan beskrive min situation lige nu.

Engang sagde en mand, jeg så meget op til “stram op!”.
Jeg havde helt glemt, hvor kloge to så små ord kan være. Hvor kort og præcist noget kan siges.
Men mere skal der ikke til.

Stram op!

daek-dude