Så kom den… Dagen hvor DF overtog Danmark.

Vores dejlige lille land, fyldt med skøn mangfoldighed og skønne kulture.

Så lad mig lige kaste lidt virtuelt op på nettet, ligesom alle andre – altså bortset fra dem der klapper i deres fede fingre.

God nok kommer Venstre ved roret med Lars Løkke som statsminister, men lige bagved står en meget stærkere kraft. Nemlig Lars-hviskerne. Pia K og Tulle kommer til at stå og styre vor lille skude mod en aflukkede lagune, hvor der kun er plads til os selv. Hvis vi skal blive i det maritime hjørne

Lige nu har DF vundet valget på smart retorik, og lige så mange løftebrud som Helle for 4 år siden. De har fået over én femte del af stemmerne, ved at bilde vores befolkning ind at disse “fremmede” der kommer til vores dejlige land, stjæler brød ud af munden på vores ældre.

Hvis man har blot en smule indsigt i politik, ville man i midlertidig forstå at det ikke helt er sådan økonomien forgår her i landet. Pengene bliver lagt i forskellige kasser, og uanset hvor mange der flygter til vores fredsfyldte land, vil der ikke være flere penge til dem. Der bliver ikke taget noget fra de ældre. Der bliver bare mindre til den enkelte flygtning det år, da finansloven jo som bekendt forhandles hvert år.

Men tillad mig lige at komme med mere bavl omkring dette valg. Det er jo rimelig tydeligt at jeg har stemt rødt. Det er dog ikke med min gode vilje. Generelt ville jeg kategorisere mig selv som midterspiller – en smule til højre. Men for at være ærlig, så skræmmer Lars-hviskerne livet af mig.

Jeg vil ikke peje fingre, og det følgende er en ret grov sammenligning, men alligevel en strøtanke der har slået mig et par gange. For jeg kan selvfølgelig ikke snakke om, hvordan Nazisternes parti i Tyskland, før anden verdens krig, startede. Men DF’s fremgangsmåde minder uhyggeligt meget om det.

Der er blevet gjort følgende:

1. Find mærke-sager, uden noget økonomisk grundlag.

2. Find en minoritet at skyde skylden for pengemanglen på (f.eks. jøder eller indvandrere)

3. Kør derefter hård politisk mod førnævnte minoritet.

4. Spin politik så mindre politik-interesserede personer kan nikke genkendende til det (undgå at nævne reel politik).

5. Overtag landet, og derefter resten af verden….

Jeg ved godt det et totalt no-no at sige, for man skal jo ikke sammenligne nogen med noget så grusomt som nazisterne. Men jeg kan ikke lade være med at drage paralleller.

Jeg siger ikke, at vi ender som nazi-Tyskland, for det er ikke det jeg siger. Men… Man bør nok løfte et øjenbryn af denne stemmeprocent, og kigge på den tendens der er ved at danne sig. Først EU-valget og nu dette. Hvis resten af Europa ikke så os som en bunke glødende racister før, så gør de det i hvert fald nu.

Så jeg vil se frem til et nyt land. Dejklumpen FadølsLars er ved roret, med en stærk DF-vind i sejlene, og et strejf af nul-vækst. Det bliver super fedt.

Viva la Demokrati. Viva FadølsLars. Viva la Revolution.

Hjertet banker lige lidt hurtigere når et nyt billede dukker op af ham på Facebook, hjernen får lige black-out et splitsekund når hans ikon står som online i højre side og dine håndflader bliver svedige når du er i nærheden af ham.

Det der forelskelse er noget spøjst noget. Den kommer snigende på sådan en udspekuleret måde. Til at starte med kan man da godt prøve at benægte det. Han er jo bare en god ven, en flot fremmede eller en tilfældig hottie fra fredags-café.

Men man må indse realiteten, i det øjeblik man tager sig selv i at blive 110% opmærksom ved nævnelsen af hans navn (eller blot en der hedder det samme), når du hører den der cheesy kærligheds-ballade i radioen og tænker på ham, eller blot et smil fra ham på gangen, kan få dig til at falde i søvn med et smil på læben.

Ja, der er i sandhed mange måder at blive forelsket på. Der er også mange måder at opdage det på. Men intet bekræfter det, som den bitre smag af jalousi der kommer i munden, når han står med armen om en anden tramp, på et billede fra byturen sidste fredag. Hun har selvfølgelig skrevet en vittig og charmerende kommentar til billedet. Hendes “likes” på hans billeder står dig pludselig i øjnene, som glohede pinde der bare bliver ved med at prikke dig direkte på nethinden, mens du ruller øjne af hendes åbenlyse crush på ham. Ppppfh…. Kom dog ind i kampen, hvor virker hun dog bare helt vildt desperat (mærk sarkasmen her). Hvordan kan hun gøre det mod dig, mod ham, mod jeres imaginære forhold? Ja ingen ved det, men pigebarnet er med et enkelt billede, blevet din værste fjende. Din konkurrent nummer 1.

Og du bruger selvfølgelig resten af eftermiddagen på at se alle billeder af hende igennem på Facebook – og Instagram.

Inden du har set dig om, ved du, at hun var klædt ud som Find Holger (hvor originalt) sidste skoledag, hendes mor hedder Bente og hun var til tandlæge i 2010 hvor hun ikke havde nogle huller (godt for dig……)

Det er ikke en obsession, nej nej. Det er blot research, og det er kun en dårlig høne der ikke kan skubbe en anden af pinden.

Alt dette er dog komplet irrelevant, da du senere finder et billede fra en familie fest, og det går op fra dig, at de er fætter og kusine. Her må man da bide i det sure æble, og indrømme man måske er en lillebitte smule vild med ham.

Og er det ikke fantastisk? Det kunne man sige. Man kunne også lade vær med at sige det, stirre på ham i smug, og håbe han på et tidspunkt lægger mærke til din akavet og en anelse stalker agtige tilnærmelse, som han simpelthen ikke kan stå for, og forelsker sig head over heels i?

Jo jo, det er ligesom i alle de romantiske komedier. “Hvorfor skulle det ikke ske for mig?” spørger man måske sig selv. Og hvorfor skulle det ikke det? Godt spørgsmål. Så mens du venter på at han opdager dig, kunne du bruge tiden på at tage mod til dig, så du kan skrive hej til ham på Facebook. Eller endnu bedre, sige det højt, ud i verden, ud i universet, til ham, næste gang du render ind i ham?

Det kan lade sig gøre, mon ikke?

Ready? Lets do this!