Nogle gange skræmmer det mig hvor godt min mama kender mig.
I går aftes på de sene timer, havde vi noget der ikke kunne beskrives som andet end en heart to heart. Begge med tårer i øjnene og grødet stemme.
Jeg har det ikke godt. Jeg har ikke vidst hvorfor. Men det er gået ud over mange af mine kammerater omkring mig.
Jeg har været urimelig, jeg har været hård, jeg har været mut og har faktisk ikke været et særlig rart menneske.
Generelt har jeg været af den opfattelse, at det var alle de andre der var mindre begavede og organiserede (ja, til tider fejler mit ego intet), og at disse mennesker, derfor havde fortjent min vrede.
Det er selvfølgelig ikke tilfældet, og på ingen måde fair.
Mor så lige igennem det. Spurgte hvorfor mit overskud var så lavt.
“Føler du dig utilstrækkelig skat?”
Spørgsmålet gik rent ind. For det er præcis sådan jeg har det. Jeg skjuler mine egne svagheder ved at udpege andres. Et usympatisk karaktertræk, jeg ved det. Og pludselig følte jeg mig som en kæmpe skiderrik. Jeg var nu den mindre begavede og organiserede. Godt nok er mine ting i orden, og jeg er muligvis hurtigere til ting end de andre. Men hvad pokker er det værd, hvis ingen gider at lege med mig fordi jeg er et røvhul overfor dem?
Mor kaldte mig på det bullshit. Så lige ind i sagens kerne. Hun forstod. At jeg er introvert og at bo sammen med 8 andre virkelig er en udfordring for mig. Hun forstod mine frustrationer. Hun forstod min grundlæggende tvivl på mig selv.
“Hvem er det du prøver at bevise noget over for? Det var meningen det her skulle være et fristed efter gymnasiet,”
Nogle gange forstår den dame at dumme tingene ned på et niveau, så selv jeg forstår det. Stille spørgsmålene, der egentligt er relevante. For hvorfor var det pludselig så vigtigt for mig, at videreuddanne mig i Forsvaret. Hvem beviser jeg noget overfor? Mig selv? Min familie? Alle andre?
Jeg ved det ikke engang selv. For jeg skal jo være politibetjente, jage pædofile og andre skurke. Jeg skal ud i verden og redde mennesker – ikke skyde dem.
Jeg elsker Forsvaret, jeg elsker mit job og jeg elsker den faglige udfordring. Men jeg kan oprigtigt ikke lide den person jeg bliver, når jeg er under pres. Og det presser mig for alvor til grænsen, at bo så tæt med andre.
Jeg ved at jeg er arrogant og bedrevidende, eller i hvert fald fremstår sådan. Intet under når mine forældre er på samme måde.
Men det ulækreste er, at jeg ved hvor meget jeg til tider betvivler og hader mig selv, og alligevel får folk til at føle sig som lort, ved at hakke ned på dem.
Det er usselt. Virkelig.

Derfor besluttede jeg mig for at lave en list over ting, som skal gøre mig til et bedre menneske

• Jeg skal stoppe med at hakke ned på folk, og i stedet komme med løsningsforslag – Uden at pege fingre.
• Jeg skal holde på med at føle mig bedre end andre mennesker. Det er jeg ikke.
• Jeg skal ikke sammenligne mine resultater med alle andres.
• Jeg skal have det sjovt. Og få andre til også at have det.
• Jeg skal trække mig når jeg er træt.
• Jeg skal stoppe med at præstere og i stedet fokusere på at udvikle mig.

Et klogt menneske (spørg mig ikke hvem) har engang spurgt: “hvis ikke du elsker dig selv, hvordan skal andre så kunne?” Og det er jo egentligt et ganske validt spørgsmål.
Den første måned af min værnepligt har været altoverskygget af nye indtryk, ny læren og mange nye mennesker (specielt hankønsvæsner der er umådeligt flotte derinde).
Men endnu en gang må jeg være kommet frem til den konklusion at alt det mande-halløj må sættes på pause, indtil jeg har fået styr på mit eget lort. Sådan 100%. For det går sku ikke.
“En dag, skat, så finder du en fyr, som får dig til at glemme alle de usikkerheder du har omkring dig selv. En der vil dig så meget, at du stopper med at være i tvivl om du er god nok,”
Jeg grinede. “Sådan et menneske har jeg ikke mødt endnu,” svarede jeg.
“Åh jo, du har jo mig!” svarede mama og kiggede på mig, med så meget kærlighed, som kun en mor kan rumme.
Jeg har måske ikke prøvet at blive forgudet af en fyr. Men jeg har forældre der elsker mig højere end noget andet.

Det kan godt være jeg voksede min mor over hovedet for 8 år siden, at jeg råber ad hende, smækker med døren og siger urimelige ting. Men grundlinjen er simpel.

Nogle gange ved mama bare bedst.

Han skrev.. At han ikke kunne komme til mit studentergilde. At han var optaget andetsteds. Et meget legitimt sted. Moderens fødselsdag. Det skidt skal også passes.

Han skrev knæk og bræk med eksaminerne. Fik mig til at grine. Så kom savnet. Som en knytnæve i maven.

Savnet, skuffelsen, frustrationen over at han ikke er min. Jeg flygter, glemmer, distraherer. Alligevel kommer han tilbage. Flyvende ind med et højre hook lige i smasken. Efterlader mig gispende efter vejret og med gråd halsen.

Jeg savner ham grusomt. Det gør lige ondt hver gang. For en stund. Ved det går over igen. Savnet bliver dulmet af nye oplevelser, nye perifere fyre jeg kan kaste min opmærksomhed over.

Men der er vel en grund til de altid er perifere.

Forleden læste jeg et opslag omkring hvor “ulækre” disse “fuckboys” er.

For lige at have alle med, er fuckboys en ung fyr, der ikke interesseret i at have et romantisk forhold, men rigtig gerne vil have sex med mange forskellige. Da jeg var ung kaldte vi dem players, men lad det ligge.

Jeg forstår problemet. Der er en trend for at vi skal prøve alt, være frigjorte, ikke binde os, være selviske. Det er cool nok. Det er svært at prøve det hele når man har en fast partner. Men samtidig florerer der en totalt overproklameret trend for at fyre skal gøre latterligt ekstraordinære ting for deres kærester, for at bevise deres engagement. Det må stoppe. De stakkels fyre kan jo nærmest ikke gøre noget rigtigt. Den ene dag skriver de “hey smukke”, den næste har de kæreste på, og hun forventer en Tiffanys ring i uges dags gave.

Men nu er dette fuckboy begreb opstået, og det pisser mig en smule af. For grunden til det overhovedet har fået en negativ klang, er manglende forventningsafstemning. Jeg hader at være forvirret i en relation, og jeg er derfor nogle gange ret hurtig til at spørge hvad intentionen er. Nogle vil kalde det for hurtig, men hvorfor spilde tiden?

Lad os bruge den evigt gode Blondie som endnu et eksempel; Blondie sendte lidt mixet signaler om hvor vores ståsted var. Jeg havde først opfattet ham som den ideale fuckboy (yep, jeg synes de er geniale), men pludselig blev jeg i tvivl om han havde redebygger-tendenser. Derfor spurgte jeg, og jeg kunne fornemme han trådte varsomt fordi han forventede at jeg ville have mere; forholdet, tosomheden og kæresteriet. Der kunne jeg så berolige ham med, at jeg slet ikke havde tid til den slags, men jeg var rigtig glad for ham som min ven, men også gerne ville prøve lidt mere. Men at vi skulle udenlade følelser. Han havde det heldigvis på samme måde.

Netop fordi vi har forventningsafstemt; jeg ved hvad han vil, og han ved hvad jeg vil, hvilket heldigvis er det samme. Så er spillereglerne sat op. Det er venskab med komplimenterende sex, og derfor bliver jeg heller ikke sur når han snakker om andre scoringer, eller andre bare piger generelt. Det irriterer mig ikke når han ikke svarer, det skylder han mig ikke. Og visa versa.

Derfor måtte jeg også hanke op i mig selv, da jeg begyndte at mærke de der feels komme krybende. At jeg blev lidt for glad for at se ham, lidt for irritabel når han ikke svarede, at det gjorde lidt for ondt når han snakkede om sine scoringer. Jeg kunne mærke det påtagede smil, og anstrengelsen i at skulle virke upåvirket. Det er jo ikke hans fejl. Vi havde en aftale, han har aldrig lovet noget og derfor er det mig der må bakke. Jeg tog et par dage, et par lange snakke med veninder, og fik styr på det hele.

Han er en god fyr, en god ven. Men han er heller ikke kærestepotentiale lige nu. Og det tror jeg der er mange fyre der ved. Så spørg dem dog i stedet for at forvent du skal være hans 4-ever boo.

Der er intet galt med at være en fuckboy, så længe de er ærlige og ikke bilder en alt muligt ind.

Hvis du ikke kan lide duften i bageriet, så kan du sku da bage dit eget brød.

Der står en Spangsberg-flødebolle foran næsen på dig. Du får at vide, at du må spise den, hvis den beslutter sig for at hoppe ind i munden på dig. Med al din vilje og magt prøver du med en gennemborende tankekraft at styre flødebollen ind i din mund. Den rykker sig ikke ud af flækken. Det er som om den ikke ønsker dette, lige så meget som du gør.

Sådan har jeg det med Vennen. Han er bare en uopnåelig, komplet apatisk, umulig størrelse.

Brormand er manden der stiller flødebollen foran mig. Eller skubber den tættere på, og så rykker den væk igen.

Det er som om, at hver gang jeg har besluttet mig for, at flødebollen alligevel ikke gør noget godt for mine lår eller min røv, så bliver flødebollen lige skubben tæt nok på til at jeg kan dufte chokoladen, og måske marcipanbunden.

Det sidste stykke tid har jeg inderligt prøvet at indstille min hjerne på, at Vennen ikke kommer til at ske. Og i hvert fald ikke lige nu. At det hele var det pure opspind fra min side. At jeg skal komme videre. At der ikke er mere at komme efter. Han vil ikke. Hvis han ville, havde jeg kunne mærke det på ham.

Det kan jeg ikke. Det føles som om han skubber mig væk. Gang på gang. Og så må jeg jo affinde mig med situationen.

Det går også alt sammen meget fint, indtil Brormand og jeg har planer og sætningen “Det kan være Vennen vil med?” vælter ud af hans mund.

BOM! Flødebolle et mulehår fra min næse.

Det lille håb om at se ham bliver plantet. Den lille varme i maven. De små sommerfugle i brystet. Jeg prøver at knuse frøet, kvæle varmen og lukke sommerfuglene ud. Forkaste dem i eksil, med rationalitet. Men det ændrer ikke skuffelsen, der for alvor gør det af med alle varme og boblende følelser, når Vennen ikke kommer alligevel… Altid med en dårlig undskyldning. Jeg siger ikke noget. Brormand siger ikke noget. Vennen siger ikke noget. Men alle ved at det er mærkeligt. Det er unaturligt. Det er akavet. Hvorfor ses vi ikke?

Som en mavepuster kommer skuffelsen.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal garderer mig mod følelsen. Jeg prøver at forberede mig. Jeg ønsker bare alt skal være normalt. Men alt er forkert. Forkert fordi vi ikke ses.. Fordi vi ikke er sammen.

Fuck…. 

Jeg savner ham bare…

Suit of amor please….

Det kan godt være træls, at være mig nogle gange – bevares mange har det værre end jeg, men jeg synes det hele er lidt stramt for tiden. Så bær over med mig.

Jeg arbejder meget, går meget i skole, vil gerne nå at træne og passe hunde-monsteret også. Det gør at søvn simpelthen bare ikke er en prioritet tit.

Men i dag flød bægret over. Så meget at jeg i frustration måtte slå en knytnæve i bordet.

Vi har den hersens blå bog, der skal udfyldes i min klasse, nu vi snart får den der famøse hue på.

Men det er åbenbart en uhåndterlig opgave; at bede 25 voksne (eller myndige nok nærmere) mennesker, om at beskrive hinanden uden at mobbe. Det er i hvert fald  ubegribeligt svært for en dreng i klassen, vi kan kalde ham Diktatoren. Han mener nemlig at de billigste grin er de bedste, og elsker at lave sjov på andres bekostning. Det gik i dette tilfælde ud over en af mine rigtig gode veninder fra klassen. En rigtig modbydelig, ikke engang sarkastisk, men direkte ondskabsfuld kommentar skrev han i hendes dokument. Det synes jeg nu ikke var helt fair, og tænkte at hvis man nu bare slettede det, og skrev det om, så det var sagt med humor og kærlighed, så ville det nok komme ud på ét. Men ak nej – her til morgen havde Diktatoren fjernede min kommentar, og indsat en endnu længere, endnu mere modbydelig uddybning af hans tideligere kommentar.

Jeg var fuldstændig paf. Jeg forstod simpelthen ikke, at han ikke selv kunne se hvor afstumpet og respektløs hans tilføjelse virkede? Så jeg skrev en besked til Diktatoren, fast besluttet på at smaske min holdning lige op i hans fjæs. Jeg skrev det til ham; at jeg synes det var usympatisk og ukammeratligt, på den måde at udstille sine grumme holdninger.

Det var Diktatoren ligeglad med, han synes det var sjovt, og jeg kunne faktisk tage “mit pædagogiske pis” og stikke det op et hvis sted. Han gad i hvert fald ikke censureres (mange flotte ord kan han, når han føler for det. At sætte det i sammenhæng er dog en anden sag).

Efter en time-lang diskussion, ringede jeg til Brormand. Udmattede, uforstående og på randen til gråd i raseri over at skulle håndtere så umodent, usolidarisk og på alle måder ikke behovs-tilsidesættende et individ. Brormand var meget forstående. Han synes jeg havde ret – ham Diktatoren var da også en idiot! Ja – en klaphat ligefrem. Hvordan kunne mine brillante argumenter og vidunderlige verdenssyn bare prelle af på ham? Hvorfor kunne han ikke se, at det var ham der var galt på den. Brormand kunne ej heller forstå det.

“Kommer du snart til København, så giver jeg sku en øl,” sagde Brormand.

Tjo, jo… Ikke snart nok virkede det som om. Men på lørdag fik jeg svarede.

“Det er løgn!!!” udbrød Brormand. Han lød så oprigtigt glad, sådan en glæde man ikke kan forfalske. Sådan en der varmer helt inden i.

Men nej, den var skam god nok. Jeg kommer til det der København på lørdag.

“Så skal du da med i byen! Slænget fra job kommer, det bliver så fedt!” forklarede Brormand.

Jeg blev helt glad ved tanken, bare øl og snak og hygge. Langt væk fra Diktatoren og hans undersåtter.

“Vennen kommer også,” sagde Brormand, lidt tøvende.

Min mave lavede et lille hop inden i mig. “Åh for Guds skyld lad det ske, bare denne gang!”, jeg kunne ikke tænke mig noget mere, end at hælde øl i svælget med de to lige nu.

“nåh, ej hvor hyggeligt,” fik jeg svarede, helt cool “hvad med Øboeren?” spurgte jeg, ikke helt så cool. Selvom jeg oprigtigt gerne ville møde hende. Virkelig.

Flashback til forrige weekend: Da jeg var blevet efterladt alene derhjemme, uden at blive inviterede til hæng-ud-jule-kom-sammen, ja – så var det faktisk Brormands skyld. Brormand vurderede at jeg ikke var klar til at overvære Vennen og Øboeren i “lad-os-se-juletræet-på-Rådhuspladsen-blive-tændt-og-danse-rundt-i-skæret-fra-en-millionmilliard-julelys-og-vores-uendelige-kærlighed-til-hinanden”-mode. Så han havde sagt jeg ikke kunne komme, da Øboeren havde sagt: “ej, hun vil da føle sig udenfor hvis hun ikke er inviteret,” pisse sødt – I know. Anyways, det var sådan jeg begyndte at kunne lide Øboeren.

Nåh tilbage til i dag, Øboeren skulle altså ikke med, hun skulle være på sin Ø, og Vennen skulle ikke til den ø, lige den dag. Jeg var både lykkelig og lidt skuffet.

Men denne situation er ikke uvant – Vennens kat kan blive akut syg, eller han falder på vej ud af døren.. Jeg tør ikke få mine forventninger for højt op.

Men bare tanken om en bytur med de to, var nok til at hjælpe min dag lidt på vej.

Det, og så denne GIF jeg fandt… Som jo ikke var til at stå for, og generelt symboliserer mig meget godt, i alle relationer med attraktivt hankøn. Bortset fra jeg ikke har Aaron Pauls roof-breaking sexappeal

Enjoy! 

Lad mig lige slå et slag for mænderne en gang.

Som teenager i skrivende stund, er der en Facebook-trend der ikke gået min, til tider distræte, næse forbi.

En deling af billeder, med budskaber der hylder jalousien i forhold.

Udsagn der negligerer det katastrofale tilfælde jalousi faktisk er.

I disse udsagn bliver jalousi opstillede som, lidt sødt, lidt sjovt og fuldstændig socialt acceptabelt.

Som om det er helt oki-doki at hun lige kigger kæresten over skulderen når han skriver sms’er, som om det er lidt nuttede at hun tjekker hans mobil i smug, som om det er helt finno at hun går op i en spids over at en “random hoe” liker hans billede. Jojo – alle disse tilfælde er jo blæst ud af proportioner, fordi overdrivelse fremmer forståelse. Bortset fra at disse kvinder findes, og vores massive deling og like-ning af disse opslag på Facebook, blot skaber en form for social accept af noget, der faktisk er et kæmpe problem.

Jeg skal ikke se mig selv for god til, at have smagt jalousiens bitre smag i munden, at have snaget i min eks telefon, at være blevet sårede over en kommentar fra en af hans veninder. Men jeg følte mig bestemt ikke hverken, sød, nuttede eller oven på. Og sådan skal det heller ikke være. Hvis man spørger mig.

For såvel som den forsmåede part i et jalousi-drama, så lider den stakkels gut altså også. Mon det er fedt at blive beskyldt for alt muligt man ikke har gjort, og ej heller havde intentioner om? Er det specielt fedt at skulle aflægge rapport hver gang man går ud med vennerne? Nej ikke rigtig. Den anden part bliver straffet for en forbrydelse de ikke engang har begået.

Jeg er et af de slags mennesker, der har et par rigtig gode hankøns venner. Venner jeg sætter ubeskriveligt meget pris på. Og hvis en kæreste ubegrundede begyndte at begrænse min tid med dem, eller – gud forbyde det – snagede i mine ting for at finde et grundlag for jalousi, ville jeg føle mig krænkede helt ned på celleplan.

Jeg har absolut intet at skjule med mine venner, hvis han spurgte, måtte han hjertens gerne læse vores korrespondance, dog ville jeg finde behovet en smule besynderligt. Men at gå bagom ryggen på mig, for at bekræfte hans egen usikkerhed ville være nok til at jeg smækkede døren i – for good.

Jeg stoler på at min “special someone” er sammen med mig, frem for alle mulige andre, af en grund. Og jeg vil da virkelig ønske, at han har det på samme måde.

Som sagt har jeg dealede med jalousi. Noget begrundet, rigtig meget ubegrundet. Det er ikke en nem følelse. Men jeg synes man skal huske på, at det er et problem der ( i de fleste tilfælde) ligger i én selv. En usikkerhed man selv puster liv i, hver gang man laver en scene ud af det. Det er ikke nemt, men jeg tror oprigtigt at det er en følelse man nogle gange må bide i sig, sluge, skrige ned i en pude – for det er vitterligt ikke den andens skyld (for det meste). En følelse der, hvis italesat for ofte, kan rive et forhold fra hinanden.

Jeg har nogle veninder der bruger udsagnet “jeg stoler jo på ham – det er bare alle de andre piger jeg ikke stoler på”. Jeg bliver så trip-trap-træt hver gang, jeg skal høre på det. Er deres rationalitet kortsluttede fuldstændigt? Der skal to til tango, og en eller anden trunte kan ikke bare stikke tungen i halsen på manden, uden han ligesom er med på den. Eller det kan hun godt, men så hedder det nærmere seksuel chikane, og den slags kan man sku få ballade for (har jeg hørt). Hvis din mand bliver overfaldet af en voldsomt-twerkende man-eater på toilettet, der grinder op ad ham og laver vaskemaskinen på hans tænder, alt i mens han græder og kalder på sin mor, fordi han på det vitterligt ikke har lyst – så ville man vel ikke bebrejde ham dette voldsomme overfald. Et andet scenarie er at man er kæreste med en rygradsløs regnorm, der hælder for mange Mokaï indenbors på en lørdag, og slutter af med at snave med adidas-trunten i hjørnet. Den type er værdiløse og skal forlades så hurtigt, at de kun når at se din awesome røv og en fuck-finger.

Dette er de to eneste scenarier. Og ingen af dem retfærdiggøre at udsætte mande-mennesket for jalousi. Den sidste kan få en kuffert med tøj lige i fjæset – i bedste Hollywood-stil, men intet andet.

Vi er igang med at avle en generation af selvhævdende, kontrollerende, opmærksomheds-hungrende, telefon-kiggende, facebook-snagende redebyggere, ved kollektivt at acceptere sådan en form for opførsel. Der higes så meget efter “boyfriend goals” og andre Tumblr-klicheér med filtre og life-quotes plastrede hen over dem, at lige så snart der indfanges en uvidende stakkel, så kvæles han i tosomhed, Netflix-snuggles og værst af alt “nuttede”-jalousi.

Stop det. 

Skulle vi ikke i stedet hylde troskab, tillid og frihed til at være individer, i stedet for at leve i påtvungen symbiose, fordi det er så meget på mode lige nu.

For tiden virker det som om, at det mere er idéen om at have en kæreste, man kan lave “perfect-couple”-ting med, vi dyrker. I stedet for det smukke i, at finde et individ vi finder så skønt, dejligt, sjovt og vidunderligt, at vi har lyst til at bruge tid med dem. Men de er stadig et individ, og det er det man forelsker sig i. Derfor er det også vigtigt de får lov til at blive ved med at være det, så de ikke ender som en beige-klædt forstadsmand der kører i Citroën Berlingo – fordi “den er så pratisk”.

Så dør baby sku.

Kender i den der følelse, når en sanse-stimulans sparker benene fuldstændig væk under en.

En duft, en ting, en lyd..

Noget der losser dig lige tilbage til en oplevelse eller en følelse du havde en gang for længe siden? Sådan nogle ting sker ind i mellem i mit hoved. For det meste er det blot en strøtanke om et gammelt minde. Men der findes også ting, for det meste sange, der kan stoppe mig midt i en bevægelse. Tekster der vækker så meget inde i mig, at jeg enten kan have lyst til at bede folk om at skrue op eller slukke for det.

Lige som mit liv er ved at falde på plads igen, efter hele Venne fadæsen, så havde jeg lige brug for lidt mig-tid, her til aften. De seneste par uger har jeg 6 gange været i skole fra 8-15 og derefter på arbejde fra 16-22. Derefter er der selvfølgelig lektier, og et vækkeur der ringer kl 5.30 næste morgen. Jeg har ikke ondt af mig selv, men jeg er træt.. Virkelig, virkelig træt. Helt ind i hjernestammen.

Så da jeg i dag havde min første frie aften i jeg ved ikke hvor lang tid, kiggede mama på mig og sagde: “du ser træt ud skat – skulle du måske ikke bare tage aftnen fri? Ingen lektier, ingen rengøring… Bare sluk din hjerne lidt?”

Så det gjorde jeg. Jeg forsømte mine pligter og mine lektier. For bare at se DMA15 med en kop te, kaffekiks og min hund. Intet virvar, bare støj og kedsomhed. Det trængte jeg virkelig til.

Men bedst som min familie og jeg pakkede brætspil ud, så skrev Vennen til mig. Vi skriver om løst og fast i løbet af ugen, intet forpligtende, bare lidt om hverdagens tunge og lette emner. Så Venne-manden skrev, og vi fik lige vendt et interview jeg havde lavet i forbindelse med en opgave. Det var hyggeligt som sædvanligt – ikke det store, bare hygge.

Og så sad jeg der – i mit nattøj, under dynen, macbook-og-hunde-belagt – og så min DMA genudsendelse. Og som skønne Tim Christensen, faderen til alt godt dansk musik, vandt æres prisen, blev “right next to the right one” spillede.

SLASK!

straks blev jeg trukket tilbage.. cirka et år. Til McDonalds i Brøndby. Der hvor alle romantiske scener har rødder.

Min brormand har været en McD-bums (hey – intet ondt om dem, de redder mig i mine værste tider (læs: kærestesorger og tømmermænd)) og han var tilfældigvis på arbejde. Så vi besluttede os for at mødes og få nasse-junk inden biffen. Med en bakke af mixet-friture-fråd sad vi og diskuterede Brormands kuldsejlede forhold til min bedsteveninde. Vennen synes det var (lad os kalde hende) Majses skyld – jeg synes derimod at hans og Brormands  forhåndsindtaget samfundsnormer var grunden til det var gået galt. Derefter diskuterede vi hvorvidt det blev akavet når Brormand og Majse skulle se hinanden til vores bif-tur? “Det kan være de finder sammen igen, når de sidder ved siden af hinanden,” sagde Vennen.

Jeg måtte grine, og brød spontant ud i sang, midt i en bås på McDonalds i Brøndby.

“what if we were meant to be together, what if were meant to be the one…” sang jeg glad.

Vennen sprang straks til min spontane McD-musical, og vi sang sangen til ende i en mærkelig form for ping-pong duet. Ingenting der – det flød sku. Indtil Brormand kom og kiggede lidt forundrede på os, og vi måtte grine af den lidt fjollede situation. Brormand var klar til at gå, og da vi møffede os ud af båsen rakte Vennen mig hånden, så jeg kunne komme ud og stå på mine ustabile stænger. Og lige der mens han stod med mig i hånden, kiggede han på mig, og nynnede “right next to the right one” til ende, inden han slap min hånd, og vi gik mod toget.

Den gang tænkte jeg ikke meget af det. Det var bare sådan det var. Vi var på vej et sted hen, og jeg glædet mig.. Men jeg ville ikke forcere det.

Den dag i dag kan jeg ikke høre “right next to the right one” uden at få følelsen af et hårdt nyreslag eller spark lige i solar plexus – måske endda begge dele. Jeg bliver kastet direkte tilbage til den følelse af ham og mig – os. Det eneste os, jeg har lyst til at være en del af. Og nu er han væk. Eller han er jo aldrig væk. Han er min ven. Men jeg ville så gerne have han er mere.

Så jeg vil bare sidde ved siden af ham, indtil han opdager det er sådan det skal være forevigt.

Bryder allerede nu løftet om ikke at skrive om vennen (sorry!)

For 3. gang i streg har han aflyst en aftale med mig, for at være sammen med Øboeren. Well excuse me… Men det er sku lidt tøffelhelte agtigt. Ikke at jeg ikke forstår, at han gerne vil være sammen med hende. Sagtens. Men han aflyser vores super-fede BOND-AFTEN (one does not cancel Bond. Simple fact) for at tage på lager-salg i SamsøeSamsøe med øboeren og hendes veninder.

Bevares billigt SamsøeSamsøe er Guds gave til folket, men det konkurrer simpelthen ikke med Mr. James Bond himself. At han derefter også aflyste aftalen om, at mødes med mig og Brormand til en øl i byen, bekræfter min mistanke om han ganske simpelt ikke ønsker, at jeg skal møde Øboeren.

Og lige nu er jeg en lille smule irriteret på ham. Okay, jeg er på grænsen til rasende, jo mere jeg tænker over det. En ting er at nedprioritere vores venskab, for en eller anden dame, en helt anden er at skubbe mig ud af hans liv på den måde. At jeg ikke må møde dette nye vidunder der tager al hans tid. Jeg er skuffet.

Skuffet!!

Derfor var den eneste logiske løsning at bruge mine sidste penge på et sindsygt lækkert outfit. For skal jeg måske i byen med de andre drenge og drikke mig helt vildt fuld i en skøn cocktail af øller og tequila-shots? Det tror jeg nok!

Fandt jeg outfittet – ja tak! Ikke noget fancy eller dyrt! Men noget jeg føler mig sindsygt godt tilpas i! Et outfit man kan overtage verden i. Okay måske ikke – men man kan i hvert fald score i det! Og det er min plan nu.

Indtil Vennen er færdig med Øboeren, så vil jeg mæske mig i øjenguf i byen, og på skolen hvis det kan lade sig gøre. På min skole er alle ret pæne, men der er én dreng.

Hot damn!

Sådan en dreng hvis blotte udseende kan give én hedeture. Han er en årgang yngre end jeg, så jeg har døbt ham Kuvøse-Krisser eller Kuvøse-Guffen. Et smil fra ham kan skifte ens ansigtskulør fra tam dansk kødpølse-farvet til spansk solmoden tomat på 0,01 sekund, og jeg elsker det. Kuvøse-Krisser kan i sandhed tage pusten fra en. Blot af udseende. Den perfekte fuck-boy (som jeg før har snakket om).

Godt nok elsker jeg Vennen. Helt ind i knoglerne. Men jeg vil ikke ødelægge noget for ham, og jeg under ham virkelig denne oplevelse med Øboeren.

Men fandeme nej om jeg vil påføre mig kyskhedsbælte og vente sukkende på ham. Hey – han er ikke den eneste der skal have lidt spas i hverdagen.

Intet er så dårligt at det ikke er godt for noget – og imorgen er det fredag!

Let’s do this!

Mit hoved er et stort kaos, og lige nu fylder Vennen så meget, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre, andet end at lade det gå udover internettet.

Denne weekend har været nærmest revolutionærende.

Jeg har følelser  – har jeg erfaret.

Jeg har det sidste stykke tid opfattet mig selv som noget af en kyniker, når det kom til romantiske føleser. Jeg har ikke gidet det. Jeg har skubbet det væk, og med vilje gjort det meste overfladisk. Fokuseret på hvor lækre drenge var, og ikke deres personlighed. Det er ikke noget jeg har tænkt over før, men der begynder at tegne sig et mønster.

Og det jeg har oplevet i weekenden har mest foregået i mit hoved, men det er sket. Og nu er jeg kommet frem til den konklusion, at jeg har følelser for Vennen. Og de er ret markante.

Jeg har lyst til at sige, at jeg elsker ham. 

Men det skræmmer mig, og jeg synes det er patetisk og ynkeligt når vi aldrig har “haft noget” rigtigt.

Nogle gange er jeg i tvivl om hvor godt vi egentligt kender hinanden. Og samtidig kan jeg ikke benægte den kemi og totale følelse af tryghed han giver mig. Lige nu betvivler jeg min egen evne til at vurdere om jeg elsker ham, eller elsker idéen om at elske ham.

Igår havde jeg heldigvis besøg af en veninde, der havde fulgt min hjernesammensmeltning live fredag aften, og var klar til at lytte forstående på min plabren om Vennen. Hun grinnede opmuntrende over min selvindseelse, nikkede genkendende til mine irrationelle følelser (thank God) og lovede det hele nok skulle blive bedre, når jeg lige fik noget tid til at bearbejde mine følelser.

Jeg elsker hende for det – men det ændrer ikke på at det gør nas. Det gør ondt lige der hvor hjertet sidder. Helt ind i sjælen.

Så igår efter både min veninde og Brormand havde bekræftet mig i, at det var synd for mig, men jeg måtte væbne mig med tålmodighed, besluttede jeg mig for at gøre netop dette.

“Øboerne skal nok forsvinde på et tidspunkt,” sagde Brormand “hun er ikke god for ham.” Om det er sagt for at trøste, eller om det er oprigtigt, kan være svært at sige. Men uanset, så hjalp det. Jeg trængte til at høre, at jeg er bedre end hende.

Jah, så barnlig er jeg nemlig.

Derfor lagde jeg en plan igår, mens jeg hørte min heartbreak-spilleliste på Spotify, for at søbe i selvmedlidenhed én sidste gang.

Om det ikke skal blive løgn, at jeg skal rende rundt her, og være hovedkuls forelsket i en gut, der render rundt med en eller anden hurtigt-talende-politisk-orrienterede(i den forkerte retning)-lavstammede-leverpostejshårfarvede-øboende dame. (Jeg er overbevidst om hun er et vidunderligt menneske, siden Vennen bruger tid med hende. Men det er altså de eneste “fejl” jeg har kunne finde ved hende (facebook-stalking ftw), så lad mig lige have dem et øjeblik. Så skal jeg nok blive et ordeligt menneske igen)

Fandeme nej, det bliver over mit lig!

Så min slagplan blev; mig, mig, mig mig, migmigmigmig!!

Jeg ville fokusere på hvad der gør mig glad (udover Vennen). Mere fokus og energi til mig.

Hoorah – jeg tænkte jeg havde løst alle universets gåder, og knækket koden til et lykkeligt liv. Jeg skulle bare glemme Vennen, indtil han var klar til mere (mig), og elske singlelivet i mellemtiden. Alle de hensyn jeg ikke skal tage, al den tid jeg kan bruge på mig og alle de andre ting jeg holder af.

Så jeg lagde mig til at sove, fast besluttede på at komme over denne weekends farse, og blive mit gamle glade selv.

Hvad hjertet flyder over med, løber munden over med – eller i dette tilfælde hjernen.

For bedst som jeg lå i min skønne søvn, ja så besluttede Vennen sig for at entrere mit drømmeland. Med en irriterende, sød og vildt fantastisk drøm om ham og jeg. Bedst som jeg lå der og drømte, så blev det morgen.

Drømmen sluttede, og væk var Vennen.

Noget af en måde at starte dagen på – scumbag brain.

Den dag der skulle have været starten på migmigmig-sæsonen, blev erstattede af en times tid fyldt med forvirring, fortvivlelse og sorg. Ondt-i-maven-mit-hoved-eksploderer-om-lidt-sorg.

Det er en besværlig ting, at få hjernen og hjertet til at danse tango sammen, men jeg vil da prøve mit ypperste det næste stykke tid. Og skåne alle andre for mine meget cliché-agtige og ulykkelige udbrud i tide og utide.

Lets do this. 

Der er en hårfin grænse mellem kærlighed og lyst, i hvert fald for nogle…

Og så er der mig – hvor de her to ting kan være meget,  meget langt fra hinanden.

Jeg har, som tideligere nævnt, ikke særlig meget fritid til rådighed i min hverdag – specielt efter jeg har erhvervet mig endnu et job. Men pengene skal jo også høstes.

Derfor er det der med dates og at skrive med folk i timevis ikke noget der interesserer mig synderligt. Bevares, jeg elsker når folk kontakter mig, fordi det bekræfter mig i at jeg er et sjovt, dejligt og skæppe skønt individ. Det er jo alt sammen meget rart, men ikke noget jeg prioriterer særlig højt.

På mediet Tinder er det ganske tydeligt, at der er flere som mig – men endnu flere der er min diametrale modsætning. De leder simpelthen efter “den eneste ene”, ganske enkelt. Det er også rigtig fint, men det bliver simpelthen et nej tak herfra. Jeg har knap nok tid til at ordne negle, så har jeg da ingenlunde tid eller lyst til at bruge hver eller hver anden dag sammen med én person.

Kald mig en kold skid, men det er sjældent jeg møder folk, som faktisk fænger mig så meget, at jeg har lyst til at være sammen med dem flere gange om ugen. Det er dog ofte jeg finder folks udseende utroligt attraktivt. Deres personlighed siger mig ikke så meget – eller de er jo som som regel ganske flinke og sjove, men jeg føler mig ikke fanget af de endeløse dybder og nuancer i deres personlighed. Jeg har blot lyst til at have fysisk samkvem med dem – hvis jeg skal omformulere sætningen “sit on their face” til en smule sofistikerede dansk.

Når man går på et gymnasium som mit, som er fyldt med flotte mennesker, vil man løbe ind i disse personer fra tid til anden i løbet af en dag. Det gør jeg i hvert fald. Og det skal da ikke være en hemmelighed at øjenkontakt og smil fra disse flotte individer godt kan kilde i maven og påføre mine kinder en smule rødere tone. Det er da altid rart at folk anerkender én ved at smile. Men de vil aldrig være mere for mig end det.

En potentiel fuckboy.

En fyr som jeg sikkert ville kunne grine, hygge og knalde med uden bekymring.. Men aldrig mere…

For der vil altid være én de ikke kan måle sig med. Én fyr hvis opmærksomhed og nærhed betyder så uendeligt meget mere. Én fyr jeg forevigt vil vende tilbage til, fordi hans nærvær og venskab føles så sindsygt rigtigt.

Han er ikke en hvilken som helst fyr; han tester min intellekt gang på gang, og holder min hjerne i gang for at følge med i samtalerne. Der er intet ligegyldigt over samtalerne med ham, han kan fænge min ellers flygtige interesse, som ingen anden. Jeg vil ikke lyve, hvis jeg sagde jeg kunne lytte i timevis til måden han ser verden på, uden at blive træt af det eller kede mig. Jeg er komplet uenig med ham omkring mange ting, hvilket bare gør samtalerne endnu sjovere. Han er nemlig ligeså diskussions-lysten som jeg selv, og det gør at vi kan diskutere vores synspunkter i timevis, uden vi nogensinde bliver sure på hinanden.

Når vi er sammen er alt så perfekt, men alligevel står der så meget i vejen for at vi skal være sammen.

Jeg kan sagtens glemme ham i måneder af gangen, når vi ikke ses og snakker så meget. Jeg kan sagtens fokusere på andre drenge – men alligevel vender jeg altid tilbage til ham. Og når vi så ses igen er det som om ingen tid er gået.

Den her fyr viger på alle måder fra hvad jeg normalt går efter, han gør ting der normalt ville pisse mig af, men blot får mig til at grine sammen med ham. Han får mig til at gøre ting som i alle andre situationer ville virke komplet intetsigende eller kedeligt – bare ikke sammen med ham.

Nogle gange kommer savnet til ham, som en kindhest med en våd avis, og det kan smadre min dag fuldstændig. Det virker så uretfærdigt at det ikke bare kan være “os”, når han er den eneste jeg har lyst til at være “os” med.