Rulle mod solnedgangen.

Det lyder totalt romantisk – det var det ikke. Det var egentligt bare Blondie og jeg der valgte at køre en tur og snakke.

Vi snakkede om alt, nærmest. Det var let og hyggeligt, bare at brænde benzin af på motorvejen i aftensolen. Intet sted at tage hen, intet at nå.

Han snakkede om Maria, hende den nye. Jeg har en dårlig mavefornemmelse, men hvis han er glad, så er jeg glad. Oprigtigt!

Vi snakkede om Vikingen. Det var mærkeligt. Eller det var det ikke, men det efterlod mig med en masse tanker.

“Jeg tror sku du har tabt den kamp snuske,” sagde Blondie og grinnede.

Jeg grinnede med, jeg tror det er en forsvarsmekanisme jeg har.

Mit selvværd og selvbillede er stadig lidt skrøbeligt. Altså jeg overlader det i hvert fald ikke i andres hænder.

Lad mig uddybbe så alt dette ikke bliver alt for kryptisk.

Jeg vejede 10 kilo mere for et år siden. Det er intet enormt vægttab, men det har været en enorm sejr for mig. For inde bag de 10 kilo fedt, der gemte sig en relativt sprød krop og en ret fed personlighed. Hvis jeg selv skal sige det, uden at det bliver for selvsmagende.

Altså personligheden har jo hele tiden været der, men den nervøsitet og mangel på selvværd jeg har følt, har skjult den godt.

Så jeg er blomstret og vokset det sidste års tid. Halleluja. Jeg vågner ofte op og kigger mig selv i spejlet og tænker enten “daaaayam guurl,” eller “nåh det er sku da ikke helt skidt.”

Og fandeme om det ikke bliver over mit lig, at et eller andet hankøns væsen skal komme og ødelægge det.

Blondies kommentar om at Vikingen var “iskold”, var både en smule latterlig (han virkede ikke iskold da jeg mødte ham onsdag), og en smule sårende. For hvorfor er det mandemenneske ikke ved at falde over sine egne ben?

“Han ville være heldig at få mig!” råber den ene halvdel af min hjerne.

Og så kommer tvivlen snigende… For er der et eller andet vitterligt galt med mig? Har jeg kronisk en bussemand siddende på kinden, men har fortrængt det og kan ikke længere se den? Er jeg et af de mennesker der klemmer sig ned i en størrelse 36 og tænker “if it zips it fits”, med deller væltende ud over det hele. Jeg tror det ikke? Min størrelse 36 er velfortjent.

Jeg vil ikke defineres af nogens afslag (og teknisk set så afviste jeg ham! At jeg har fortrudt det bitterligt bagefter, er vores lille hemmelighed), min selvtillid skal komme fra mig selv af.

Faktisk er jeg lidt træt af at føle, jeg skal anerkendes på baggrund af mit udseende. Jeg vil lyttes til, føle mig sjov og interesant. Og så kommer jeg til at savne Vennen. Ham der lytter og ser mig.

Men indtil da, så må mit anthem være Marina and the diamonds – How to be a heartbreaker.

“Rule number one, is that you gotta have fun. ‘Cause baby when you’re done, you gotta be the first to run.”