Jeg har været rigtig voksen – i en hel weekend. That’s right, 72 timer af voksenhed.

Jeg har skulle drage omsorg for et lille menneske. Min kusine. Det har været hyggeligt, fornøjeligt og på alle måder elskeligt. Men jeg var godt nok glad for, at jeg kun skulle være voksen i én weekend. At jeg derefter kunne levere ungen tilbage. Og dermed kunne stoppe med at være voksen igen.

Jeg kunne rigtig mange ting, fandt jeg ud af; spise på McD i børneafdelingen en fredag aften mens jeg smilede og vinkede til “mit” barn, overholde sengetider og sukkerrestriktioner, være pædagogisk og skide god til at trøste. Ja, man skulle nærmest tro jeg havde prøvet det før. Men fredag aften, da barnet sov sødt med sut og det hele, så kunne jeg mærke teenage-nykkerne. Det var alligevel kedeligt derude på landet. Så jeg lod Johnny Depp og Orlando Bloom underholde mig med skønt pirateri. Da trætheden alligevel slog ind, gjorde jeg mig klar, til at ramme dynerne, i mit grimmeste nattøj.

PLING!

Bedst som lyset var blevet slukket og øjnene lukket, nåede lige at tænke det bare havde at være vigtigt, ellers ville der rulle hoveder.

“Hey putte, er du hjemme?” skrev Blondie. Det kunne jeg ikke påstå jeg var.

Han ville egentligt også bare vide, om taxaen skulle smide ham af hos ham eller hos mig. Skuffelse. Pludselig var der meget langt hjem og fristelsen var enorm. Af alle weekender, så valgte han at skrive efter et bootycall, den dag jeg ikke var hjemme.

Det var der jo ikke noget at gøre ved. Men sød var han. Lidt mere nu da alkoholen havde lagt sig over hans hjerne.

PLING! 

“Vil du vide hvad du går glip?” spurgte han. Nåh nåh, Blondie var i drunk-sexting humør. Det virkede da løjerligt, så jeg legede med. Og sikke ideer han havde. Jeg var imponeret. Kunne mærke adrenalinen banke rundt i kroppen.

Efter lidt tid måtte jeg runde den af, så frustrationen og de varme kinder ikke tog over. Weekeden gik, han skrev ikke mere. Jeg gik udfra han var lidt pinlig over det. Det var sødt nok.

Jeg skulle på arbejde, da barnet var leveret tilbage til sin retmæssige ejer. Sad og stenede i en kontorstol. Ens hjerne kan kun kapere en vis mængde “Frost”-relaterede snak og spørgsmål, erfarede jeg.

“Har du savnet mig?” lød det fra døren til kontoret. Jeg snurrede rundt på stolen og så Blondie. Smilende, ædru og i vidunderligt humør. Jeg måtte indrømme i mit stille sind, at det havde jeg faktisk. Jeg havde lyst til at kramme ham (og meget mere), men styrende mig – det var kun 4 dage siden vi havde set hinanden sidst. “Har du savnet mig måske?” spurgte jeg drilsk igen. Det havde han, sagde han. Og mit hjerte sprang et slag over. Han satte sig, vi snakkede. Jeg spurgte ind til hans bytur, han forklarede. Han fortalte om sit nyfundne liv med cølibat.

Blondie har tideligere været en rigtig score-kal – ny dame hver uge – og jeg troede faktisk stadig han var det. Men ak nej, han havde prøvet det der med ikke at have sex i flere uger ad gangen (faktisk siden vi kyssede til julefrokosten. Læs: 3 uger – you go Blondie), det fungerede fint for ham, sagde han og det gjorde mig lidt glad indeni.

Vi har ikke haft sex endnu… Chancen har ikke været der, mellem skiftende sygdom og alt det der skole jeg laver. Men stemningen er ved at peake, og jeg mærker trangen til at røre ved ham helt ud i fingerspidserne, når vi er sammen. Pulsen dunker varmt igennem kroppen, åndedrættet bliver lidt mere hult når han står helt tæt på.. Jeg er klar hvis han er.

Så kys mig dog menneske! 

Jeg er sådan et menneske der får crushs lige så hurtigt som vinden skifter. Så forsvinder de lidt, og så kommer de lidt igen. Mine veninder synes det er meget forvirrende. Det synes jeg også – but I go with the flow.

Jeg har min grundlæggende forelskelse i Vennen. Den løber ingen steder. Men sådan til hverdag, synes jeg det er fedt med øjenguf der kan få hjertet til at banke lidt hurtigere, gøre kinderne lidt rødere og knæene lidt blødere. For det meste sker der ikke noget ved disse crush. Fordi jeg er sådan en type, der godt kan være lidt genert. Så jeg kigger på dem i smug, og hvis de kigger igen, så kræver det vitterligt alt mit mod at smile til dem.

Så vi har Sportsgutten, Kuvøse-guffen og Vennen der står på stand-by, og Bartenderen som ligesom er fixet, done, finito.

Men så skete det idag. Den kommer ligesom snigende, den der crush-følelse.

Jeg er startede på nyt job i den lokale dagligvare forretning. Og ham jeg udefra havde vurderet til at være den flotteste, trådte hurtigt i baggrunden, som jeg lærte de andre at kende. Der er hovedsageligt drenge på min alder. Faktisk så er jeg den eneste relativt attraktive kvinde mellem 18 og 30 i mit team, og det er ikke for at sætte mig selv på pedestal, men det er sandt. Og på den måde er man ligesom et friskt pust til arbejdspladsen, kan man mærke.

I en længere periode, faktisk siden jeg startede, har der været en ældre alkoholisk mand, der har balancerede lige på grænsen til seksuel-chikane med hensyn til mig. Jeg har haft lidt svært ved at sige fra, og min medlidenhed overfor denne triste skæbne, har tit undskyldt ham, at han faktisk gik over min grænse. Men en dag trådte han simpelthen milevidt hen over den, da han i bevidst eller ubevidst rørte ved mine bryster. Han sagde at den slags skete jo, og det måtte jeg meget undskylde. Jeg var helt forbløffet.

I fortvivlelse fortalte jeg det til den kollega der skulle afløse mig. Han var sød og forstående, og sagde at den slags skulle jeg i hvert fald ikke finde mig i. Vi kan kalde denne kollega Blondie.

“Hold da kæft, smækkede du ham ikke en?” sagde Blondie med et smil. Jeg grinede med. Situationen var jo absurd. Det hjalp at snakke med ham. Han trøstede, og sagde at jeg hellere måtte komme hjem og se noget TV oven på Fulderiks tilnærmelser.

Dagen efter blev jeg ringet op af min chef. Blondie havde ringede straks efter jeg var gået. Det kunne da ikke passe, at den slags skulle ske. Og det mente Chef-manden bestemt heller ikke. Han ville bare ringe for at sikre sig, at jeg var a-ok, og sige at sådan nogle mennesker skulle jeg selvfølgelig smide ud. Den slags kunne vi ikke have.

Det var sindsygt rart at vide, at Blondie havde min ryg, og bekymrede sig nok, til faktisk at gå til ledelsen. Siden da har vi snakket virkelig godt sammen. På nogle af hans fridage, når han kommer og handler, så kommer han ud bagved og hænger ud, en halv times tid gerne. Vi snakker bare om løst og fast. Virkelig en guttermand. En man stoler på.

Og så idag, da jeg havde tvunget min veninde op at træne, så rendte vi ind i ham. Og som min veninde stod og lavede gentagelser på gentagelser, mens jeg rettede hende lidt her og der. Ekspert som jeg nu er, efter 3 gange med personlig træner. Ja, så stod jeg og små-lurede på Blondie i spejlene. Han var godt nok dygtig til det der pull-up. Og hans arme var godt nok flotte når han trænede biceps. “Ej nu stopper du fjolle,” tænkte jeg. Men vi var til personalemøde her til aften. Og under hele mødet kunne jeg mærke en god ping-pong mellem os. Vi havde virkelig mange interne jokes. Jokes vi sagde højt til alle, men hvor vi lige kiggede på hinanden, for at bekræfte at det var vores joke først, og den anden grinede.

Og pludselig kunne jeg mærke den der lille “men ham kunne jeg da godt lige score til julefrokosten”-følelse i min krop. De der arme ville jeg da gerne lige have omkring mig, ham der ville jeg da gerne lige have for mig selv et øjeblik. Bare et øjeblik.

Og bum – et helt nyt crush blev født. Så nu er Blondie i spil – og måske inde for rækkevidde. Og som noget helt nyt, så er det ikke en jeg føler mig akavet omkring. Jeg føler mig faktisk rigtig godt tilpas i hans nærvær.

Lulz – som om.

Det kan godt være træls, at være mig nogle gange – bevares mange har det værre end jeg, men jeg synes det hele er lidt stramt for tiden. Så bær over med mig.

Jeg arbejder meget, går meget i skole, vil gerne nå at træne og passe hunde-monsteret også. Det gør at søvn simpelthen bare ikke er en prioritet tit.

Men i dag flød bægret over. Så meget at jeg i frustration måtte slå en knytnæve i bordet.

Vi har den hersens blå bog, der skal udfyldes i min klasse, nu vi snart får den der famøse hue på.

Men det er åbenbart en uhåndterlig opgave; at bede 25 voksne (eller myndige nok nærmere) mennesker, om at beskrive hinanden uden at mobbe. Det er i hvert fald  ubegribeligt svært for en dreng i klassen, vi kan kalde ham Diktatoren. Han mener nemlig at de billigste grin er de bedste, og elsker at lave sjov på andres bekostning. Det gik i dette tilfælde ud over en af mine rigtig gode veninder fra klassen. En rigtig modbydelig, ikke engang sarkastisk, men direkte ondskabsfuld kommentar skrev han i hendes dokument. Det synes jeg nu ikke var helt fair, og tænkte at hvis man nu bare slettede det, og skrev det om, så det var sagt med humor og kærlighed, så ville det nok komme ud på ét. Men ak nej – her til morgen havde Diktatoren fjernede min kommentar, og indsat en endnu længere, endnu mere modbydelig uddybning af hans tideligere kommentar.

Jeg var fuldstændig paf. Jeg forstod simpelthen ikke, at han ikke selv kunne se hvor afstumpet og respektløs hans tilføjelse virkede? Så jeg skrev en besked til Diktatoren, fast besluttet på at smaske min holdning lige op i hans fjæs. Jeg skrev det til ham; at jeg synes det var usympatisk og ukammeratligt, på den måde at udstille sine grumme holdninger.

Det var Diktatoren ligeglad med, han synes det var sjovt, og jeg kunne faktisk tage “mit pædagogiske pis” og stikke det op et hvis sted. Han gad i hvert fald ikke censureres (mange flotte ord kan han, når han føler for det. At sætte det i sammenhæng er dog en anden sag).

Efter en time-lang diskussion, ringede jeg til Brormand. Udmattede, uforstående og på randen til gråd i raseri over at skulle håndtere så umodent, usolidarisk og på alle måder ikke behovs-tilsidesættende et individ. Brormand var meget forstående. Han synes jeg havde ret – ham Diktatoren var da også en idiot! Ja – en klaphat ligefrem. Hvordan kunne mine brillante argumenter og vidunderlige verdenssyn bare prelle af på ham? Hvorfor kunne han ikke se, at det var ham der var galt på den. Brormand kunne ej heller forstå det.

“Kommer du snart til København, så giver jeg sku en øl,” sagde Brormand.

Tjo, jo… Ikke snart nok virkede det som om. Men på lørdag fik jeg svarede.

“Det er løgn!!!” udbrød Brormand. Han lød så oprigtigt glad, sådan en glæde man ikke kan forfalske. Sådan en der varmer helt inden i.

Men nej, den var skam god nok. Jeg kommer til det der København på lørdag.

“Så skal du da med i byen! Slænget fra job kommer, det bliver så fedt!” forklarede Brormand.

Jeg blev helt glad ved tanken, bare øl og snak og hygge. Langt væk fra Diktatoren og hans undersåtter.

“Vennen kommer også,” sagde Brormand, lidt tøvende.

Min mave lavede et lille hop inden i mig. “Åh for Guds skyld lad det ske, bare denne gang!”, jeg kunne ikke tænke mig noget mere, end at hælde øl i svælget med de to lige nu.

“nåh, ej hvor hyggeligt,” fik jeg svarede, helt cool “hvad med Øboeren?” spurgte jeg, ikke helt så cool. Selvom jeg oprigtigt gerne ville møde hende. Virkelig.

Flashback til forrige weekend: Da jeg var blevet efterladt alene derhjemme, uden at blive inviterede til hæng-ud-jule-kom-sammen, ja – så var det faktisk Brormands skyld. Brormand vurderede at jeg ikke var klar til at overvære Vennen og Øboeren i “lad-os-se-juletræet-på-Rådhuspladsen-blive-tændt-og-danse-rundt-i-skæret-fra-en-millionmilliard-julelys-og-vores-uendelige-kærlighed-til-hinanden”-mode. Så han havde sagt jeg ikke kunne komme, da Øboeren havde sagt: “ej, hun vil da føle sig udenfor hvis hun ikke er inviteret,” pisse sødt – I know. Anyways, det var sådan jeg begyndte at kunne lide Øboeren.

Nåh tilbage til i dag, Øboeren skulle altså ikke med, hun skulle være på sin Ø, og Vennen skulle ikke til den ø, lige den dag. Jeg var både lykkelig og lidt skuffet.

Men denne situation er ikke uvant – Vennens kat kan blive akut syg, eller han falder på vej ud af døren.. Jeg tør ikke få mine forventninger for højt op.

Men bare tanken om en bytur med de to, var nok til at hjælpe min dag lidt på vej.

Det, og så denne GIF jeg fandt… Som jo ikke var til at stå for, og generelt symboliserer mig meget godt, i alle relationer med attraktivt hankøn. Bortset fra jeg ikke har Aaron Pauls roof-breaking sexappeal

Enjoy! 

Yup – endnu en gang har min komplette mangel på sociale-kompetancer skubbet mig ud på pinligt farvand.

Lad os sige, at kunsten i at flirte ikke er noget der er tilfaldet mig. Jeg har til en hver tid været det type menneske, hvor hvis jeg endelig fik øjenkontakt med ham den flotte, ville mit umiddelbare instinkt være at rødme og kigge ned i bordet, i ren og skær pinlighed over at være blevet taget i at kigge på dette fysiologiske vidunder.

Jeg har fået at vide, at det får mig til at virke indelukkede, tilbageholdende og en smule mærkelig… Derfor kommer personligheden der gemmer sig under den generte skal, som lidt af et chok for nogle.

Jeg besluttede mig for at lade Kuvøse-Krisser være min forsøgs-kanin i det der øjenkontakts-flirten. Han var den perfekte kandidat. Så pæn, at jeg bliver tilpas nervøs til at det udløser alle min symptomer på mit forhenværende lave selvværd. Han er ikke en jeg indgår i personlige relationer med til hverdag (eller nogen som helst dag, for at være ærlig), så jeg behøves ikke bekymre mig om pinlighedsfaktoren. Han har umiddelbart vist en smule interesse, så det burde ikke være en komplet umulighed. En tre-enighed der gjorde ham til manden for sådan en slags opgave.

I midlertidigt har jeg naturligvis stalket ham på diverse sociale medier, hvoraf Instagram er blevet mit yndlings. Han er godt nok ualmindeligt flot med sådan nogle filtre på, altså.

I hvert fald, kom KK og jeg på et “hej og nik”-stadie i vores forhold – jeg var totalt klar til det umiddelbare næste skridt – Netflix n’ Chill – men den invitation må være gået tabt i posten.

Til en familie fødselsdag, fik jeg i min kådhed over mit nye bekendtskab, og venskab på Facebook (wuuuup), snakket en smule over mig!

“Må vi se drengebarnet?!” –spurgte min onkel.

Det måtte de naturligvis, han er flot, og jeg er ikke nærig med at dele ud af hans skønhed. Hurtigt scrollede jeg ned i gennem hans instagram-billeder for at finde det aller-flotteste, så de rigtig kunne blive imponerede om mit kommende trofæ. Jeg sendte stolt telefonen rundt omkring bordet. Min onkel kiggede længe på billedet, og som i slowmotion skete det, han doble-tappede for at zoome ind på KK!

BUM!

Min stalking var afslørede. Min onkel likede ikke bare et billede. Han likede et 127 uger gammelt billede af KK sammen med hans søster. Hvad sker der. Min hjerne eksploderede. Hvordan forklarer man det? Hvordan viser man sig på skolen igen? Rygterne ville gå – “se der går hende den mærkelige, der liker  gamle billeder af flotte typer”. Damn.

Jeg måtte sluge min stolthed og dukke op i skole om mandagen. Krybe langs panelerne og klæde mig i neutrale farver, i håb om at camouflere mig i mængden. Ingen Kuvøse-Guf i sigte, alt gik som smurt. Da vi daffede til sidste modul, åndede jeg lettet op. Jeg havde overlevet. Og som jeg åbnede døren til vores klasselokale, kunne jeg mærke døren blev åbnet indefra samtidig. Jeg blev hevet ind i lokalet, direkte ind i én der var på vej ud af døren. I min flyvende bevægelse tumlede jeg hovedkuls ind i brystet på personen, og måtte lige sunde mig et øjeblik, inden jeg kigge op for at undskylde over for personen. Hvem stod der? Ja, historien ville nok ikke være nær så sjov, hvis det var nogen anden end Kuvøse-Krisser.

“Jamen halløjsa! Der var du!” fik jeg sagt lidt for entusiastisk, inden det gik op for mig hvem jeg snakkede til, og skiftede fra efterårs-kødpølse-farvede til høj-rød-med-et-strejf-af-violet i hovedet, dukkede hovedet og forsatte ind i lokalet. Bag mig var mine veninder (som jeg frikvarteret forinden han fortalt om hele gå-under-jorden-af-pinligheds-fadæsen) ved at dø af grin. Det samme var KK, om det var over mig, fordi det var pinligt eller samsuriummet vides ikke. Men grinte gjorde han, selvom jeg følte mig som Jordens største klovn.

Jeg holdt mig virkelig lavt på radaren efter det, i mens jeg slikkede mine sår over min pinagtige adfærd.

Ugen efter likede han mit profil-billede.

Bryder allerede nu løftet om ikke at skrive om vennen (sorry!)

For 3. gang i streg har han aflyst en aftale med mig, for at være sammen med Øboeren. Well excuse me… Men det er sku lidt tøffelhelte agtigt. Ikke at jeg ikke forstår, at han gerne vil være sammen med hende. Sagtens. Men han aflyser vores super-fede BOND-AFTEN (one does not cancel Bond. Simple fact) for at tage på lager-salg i SamsøeSamsøe med øboeren og hendes veninder.

Bevares billigt SamsøeSamsøe er Guds gave til folket, men det konkurrer simpelthen ikke med Mr. James Bond himself. At han derefter også aflyste aftalen om, at mødes med mig og Brormand til en øl i byen, bekræfter min mistanke om han ganske simpelt ikke ønsker, at jeg skal møde Øboeren.

Og lige nu er jeg en lille smule irriteret på ham. Okay, jeg er på grænsen til rasende, jo mere jeg tænker over det. En ting er at nedprioritere vores venskab, for en eller anden dame, en helt anden er at skubbe mig ud af hans liv på den måde. At jeg ikke må møde dette nye vidunder der tager al hans tid. Jeg er skuffet.

Skuffet!!

Derfor var den eneste logiske løsning at bruge mine sidste penge på et sindsygt lækkert outfit. For skal jeg måske i byen med de andre drenge og drikke mig helt vildt fuld i en skøn cocktail af øller og tequila-shots? Det tror jeg nok!

Fandt jeg outfittet – ja tak! Ikke noget fancy eller dyrt! Men noget jeg føler mig sindsygt godt tilpas i! Et outfit man kan overtage verden i. Okay måske ikke – men man kan i hvert fald score i det! Og det er min plan nu.

Indtil Vennen er færdig med Øboeren, så vil jeg mæske mig i øjenguf i byen, og på skolen hvis det kan lade sig gøre. På min skole er alle ret pæne, men der er én dreng.

Hot damn!

Sådan en dreng hvis blotte udseende kan give én hedeture. Han er en årgang yngre end jeg, så jeg har døbt ham Kuvøse-Krisser eller Kuvøse-Guffen. Et smil fra ham kan skifte ens ansigtskulør fra tam dansk kødpølse-farvet til spansk solmoden tomat på 0,01 sekund, og jeg elsker det. Kuvøse-Krisser kan i sandhed tage pusten fra en. Blot af udseende. Den perfekte fuck-boy (som jeg før har snakket om).

Godt nok elsker jeg Vennen. Helt ind i knoglerne. Men jeg vil ikke ødelægge noget for ham, og jeg under ham virkelig denne oplevelse med Øboeren.

Men fandeme nej om jeg vil påføre mig kyskhedsbælte og vente sukkende på ham. Hey – han er ikke den eneste der skal have lidt spas i hverdagen.

Intet er så dårligt at det ikke er godt for noget – og imorgen er det fredag!

Let’s do this!

Hvis man spørger min familie og nærmeste venner, er netop tålmodighed ikke en af mine stærkeste egenskaber. Faktisk tværtimod.

Jeg er ikke utålmodig (who are we kidding – of course I am), men jeg kan godt lide at der sker noget, når først jeg har fået en fiks idé.

Det kan være ét nyt gadget, en ny hobby, et kæledyr (spørg bare mor, hvordan hele fiske-fasen var), sundheds-trips eller søde fyre. Jo jo, det kan skam kun gå for langsomt, når først jeg har fået sat mig en god idé i hovedet.

Jeg elsker at være i gang, og har altid verdens længste to-do liste liggende.

Så mama’s gode råd faldt ikke i rigtig god jord, da hun lyttede (som alle andre) til mine beklagelser over mine ny-fundne følelser for Vennen (sorry, det bliver sidste gang jeg skriver om ham i lang tid!)

“Det var da vidunderligt skat! Så må du jo bare være tålmodig” sagde mama.

Jeg sukkede højlydt. Kunne hun ikke bare lige ringe til ham, og sørger for det blev fixet? Er det ikke det mødre skal – fixe ting? Det synes jeg altså.

At bede mig om at vente og trille tommelfingre, er som at bede Suspekt stoppe med at bruge slang for kvinders kønsdele i deres sange? En total umulighed.

Det kribler i kroppen for at skrive til ham, se ham, kramme ham… ET ELLER ANDET! Jeg er en opmærksomhedskrævende møgunge lige pt. Jeg vil have hans opmærksomhed, jeg vil have at han har det som mig og jeg vil have det nu!

Og så bliver jeg måske en smule frustreret af, at skulle spille sine kort rigtigt og stadig spille “venne-rollen”. Når jeg har lyst til at være alt andet end cool.. Han giver mig lyst til, at være på en måde, som jeg normalt ville hade.

Normalt er jeg vildt selvstændig (ain’t nobody paying my dinner), meget i kontrol og en smule “kold” (jeg  sætter ikke stor pris på at holde i hånd og vise affektion i offentlige rum). Men med Vennen ville jeg føle mig så stolt, hvis jeg var på hans arm, fik hans opmærksomhed når alle andre så det, poste klamme ferie-billeder på Facebook. Alt det der jeg virkelig hader, og ville få milde panik-anfald af hvis det var nogen andre end ham.

Jeg føler mig som en misbruger, og når han først giver mig en finger, så vil jeg have hele hånden. Hvis han først har én besked til mig, ville jeg sidde op hele natten og skrive med ham. Jeg hader det, og jeg ville ønske jeg kunne slukke for mine tanker. Bare et kort stykke tid, for lige at få ro på.

Jeg føler mig så irrationel, og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst havde det sådan her.

I denne mærkelige situation, hvor alle andre ville rende rundt med kold sved, manglende appetit og være åndsfraværende – vælger min hjerne at kompencere ved at udpege alle hankønsvæsner over 1.85 cm og med nogenlunde symmetriske ansigtstræk som potentielle sexbuddies… Jep jeg er officielt helt ude af kontrol.

Jeg må være fuldstændig kuk-kuk, eller også har jeg været single for længe, da min standard reaktion ved kontakt med følelser, åbenbart er at finde nogen jeg kan knalde helt uden et snert af følelsesmæssig-involdvering?

Måske søger min hjerne fysisk forløsning, på alt det følelsesmæssige uforløste jeg render rundt med? Formentligt.

Er der ikke engang nogle kloge mennesker der har sagt, at forelskelse er som en sygdom?

Er der så ikke lige nogen der er sød at smutte på apoteket efter noget anti-amorin?

Der er en hårfin grænse mellem kærlighed og lyst, i hvert fald for nogle…

Og så er der mig – hvor de her to ting kan være meget,  meget langt fra hinanden.

Jeg har, som tideligere nævnt, ikke særlig meget fritid til rådighed i min hverdag – specielt efter jeg har erhvervet mig endnu et job. Men pengene skal jo også høstes.

Derfor er det der med dates og at skrive med folk i timevis ikke noget der interesserer mig synderligt. Bevares, jeg elsker når folk kontakter mig, fordi det bekræfter mig i at jeg er et sjovt, dejligt og skæppe skønt individ. Det er jo alt sammen meget rart, men ikke noget jeg prioriterer særlig højt.

På mediet Tinder er det ganske tydeligt, at der er flere som mig – men endnu flere der er min diametrale modsætning. De leder simpelthen efter “den eneste ene”, ganske enkelt. Det er også rigtig fint, men det bliver simpelthen et nej tak herfra. Jeg har knap nok tid til at ordne negle, så har jeg da ingenlunde tid eller lyst til at bruge hver eller hver anden dag sammen med én person.

Kald mig en kold skid, men det er sjældent jeg møder folk, som faktisk fænger mig så meget, at jeg har lyst til at være sammen med dem flere gange om ugen. Det er dog ofte jeg finder folks udseende utroligt attraktivt. Deres personlighed siger mig ikke så meget – eller de er jo som som regel ganske flinke og sjove, men jeg føler mig ikke fanget af de endeløse dybder og nuancer i deres personlighed. Jeg har blot lyst til at have fysisk samkvem med dem – hvis jeg skal omformulere sætningen “sit on their face” til en smule sofistikerede dansk.

Når man går på et gymnasium som mit, som er fyldt med flotte mennesker, vil man løbe ind i disse personer fra tid til anden i løbet af en dag. Det gør jeg i hvert fald. Og det skal da ikke være en hemmelighed at øjenkontakt og smil fra disse flotte individer godt kan kilde i maven og påføre mine kinder en smule rødere tone. Det er da altid rart at folk anerkender én ved at smile. Men de vil aldrig være mere for mig end det.

En potentiel fuckboy.

En fyr som jeg sikkert ville kunne grine, hygge og knalde med uden bekymring.. Men aldrig mere…

For der vil altid være én de ikke kan måle sig med. Én fyr hvis opmærksomhed og nærhed betyder så uendeligt meget mere. Én fyr jeg forevigt vil vende tilbage til, fordi hans nærvær og venskab føles så sindsygt rigtigt.

Han er ikke en hvilken som helst fyr; han tester min intellekt gang på gang, og holder min hjerne i gang for at følge med i samtalerne. Der er intet ligegyldigt over samtalerne med ham, han kan fænge min ellers flygtige interesse, som ingen anden. Jeg vil ikke lyve, hvis jeg sagde jeg kunne lytte i timevis til måden han ser verden på, uden at blive træt af det eller kede mig. Jeg er komplet uenig med ham omkring mange ting, hvilket bare gør samtalerne endnu sjovere. Han er nemlig ligeså diskussions-lysten som jeg selv, og det gør at vi kan diskutere vores synspunkter i timevis, uden vi nogensinde bliver sure på hinanden.

Når vi er sammen er alt så perfekt, men alligevel står der så meget i vejen for at vi skal være sammen.

Jeg kan sagtens glemme ham i måneder af gangen, når vi ikke ses og snakker så meget. Jeg kan sagtens fokusere på andre drenge – men alligevel vender jeg altid tilbage til ham. Og når vi så ses igen er det som om ingen tid er gået.

Den her fyr viger på alle måder fra hvad jeg normalt går efter, han gør ting der normalt ville pisse mig af, men blot får mig til at grine sammen med ham. Han får mig til at gøre ting som i alle andre situationer ville virke komplet intetsigende eller kedeligt – bare ikke sammen med ham.

Nogle gange kommer savnet til ham, som en kindhest med en våd avis, og det kan smadre min dag fuldstændig. Det virker så uretfærdigt at det ikke bare kan være “os”, når han er den eneste jeg har lyst til at være “os” med.

Hjertet banker lige lidt hurtigere når et nyt billede dukker op af ham på Facebook, hjernen får lige black-out et splitsekund når hans ikon står som online i højre side og dine håndflader bliver svedige når du er i nærheden af ham.

Det der forelskelse er noget spøjst noget. Den kommer snigende på sådan en udspekuleret måde. Til at starte med kan man da godt prøve at benægte det. Han er jo bare en god ven, en flot fremmede eller en tilfældig hottie fra fredags-café.

Men man må indse realiteten, i det øjeblik man tager sig selv i at blive 110% opmærksom ved nævnelsen af hans navn (eller blot en der hedder det samme), når du hører den der cheesy kærligheds-ballade i radioen og tænker på ham, eller blot et smil fra ham på gangen, kan få dig til at falde i søvn med et smil på læben.

Ja, der er i sandhed mange måder at blive forelsket på. Der er også mange måder at opdage det på. Men intet bekræfter det, som den bitre smag af jalousi der kommer i munden, når han står med armen om en anden tramp, på et billede fra byturen sidste fredag. Hun har selvfølgelig skrevet en vittig og charmerende kommentar til billedet. Hendes “likes” på hans billeder står dig pludselig i øjnene, som glohede pinde der bare bliver ved med at prikke dig direkte på nethinden, mens du ruller øjne af hendes åbenlyse crush på ham. Ppppfh…. Kom dog ind i kampen, hvor virker hun dog bare helt vildt desperat (mærk sarkasmen her). Hvordan kan hun gøre det mod dig, mod ham, mod jeres imaginære forhold? Ja ingen ved det, men pigebarnet er med et enkelt billede, blevet din værste fjende. Din konkurrent nummer 1.

Og du bruger selvfølgelig resten af eftermiddagen på at se alle billeder af hende igennem på Facebook – og Instagram.

Inden du har set dig om, ved du, at hun var klædt ud som Find Holger (hvor originalt) sidste skoledag, hendes mor hedder Bente og hun var til tandlæge i 2010 hvor hun ikke havde nogle huller (godt for dig……)

Det er ikke en obsession, nej nej. Det er blot research, og det er kun en dårlig høne der ikke kan skubbe en anden af pinden.

Alt dette er dog komplet irrelevant, da du senere finder et billede fra en familie fest, og det går op fra dig, at de er fætter og kusine. Her må man da bide i det sure æble, og indrømme man måske er en lillebitte smule vild med ham.

Og er det ikke fantastisk? Det kunne man sige. Man kunne også lade vær med at sige det, stirre på ham i smug, og håbe han på et tidspunkt lægger mærke til din akavet og en anelse stalker agtige tilnærmelse, som han simpelthen ikke kan stå for, og forelsker sig head over heels i?

Jo jo, det er ligesom i alle de romantiske komedier. “Hvorfor skulle det ikke ske for mig?” spørger man måske sig selv. Og hvorfor skulle det ikke det? Godt spørgsmål. Så mens du venter på at han opdager dig, kunne du bruge tiden på at tage mod til dig, så du kan skrive hej til ham på Facebook. Eller endnu bedre, sige det højt, ud i verden, ud i universet, til ham, næste gang du render ind i ham?

Det kan lade sig gøre, mon ikke?

Ready? Lets do this!