BMA’s besøg er tiltrængte og velkomne når de finder sted. Behovet for at blive bekræftet og anerkendt, er ikke et jeg kimser med. Men det er der, og jeg mærker det når han ligger lige der.

Efter hans sidste besøg, flyttede jeg til København. En drøm jeg har haft siden 1.g, og endelig gjorde jeg det.
Tog springet, købte en lille andelslejlighed der trængte til mere end en kærlig hånd. Faktisk en mere Emma Gad-type hånd. Og det fik den. Jeg er stolt af den og den er helt min egen. Også lidt bankens. Men mest min.
Det føles voksent og vidunderligt.
Lovede mig selv at jeg ville stramme op og tage mig sammen. Lægge mine dårlige vaner fra mig og efterlade dem i Jylland, sammen med alt andet skidt og bras.

Det er ikke helt lykkedes, men jeg prøver.
Har brugt de fleste vågne timer på, at indrette mit liv og tjene til føden. Jeg er glad og fungerer bedst, når jeg ikke får meget tid til at tænke. Når jeg tænker kommer utilstrækkeligheden krybende.
Ulmende og kvælende lægger den sig som en klæbende boa om halsen.

Det var derfor også med en smule forventning, jeg drog afsted mod min gamle kaserne til besøgsdag. Vi skulle alle hygge og feste i det gode vejr. BMA havde sagt han ville være der. Havde beskrevet hvilke uartigheder, han ville udsætte mig for diverse steder i byen.
Klokken 15 stod det relativt klart, at han ikke ville dukke op. Hvilket var fint. Det var mere det principielle i at hænge, uden han havde meldt afbud. Respektløst synes jeg, og min bedsteveninde endnu mere.
Jeg nægtede at skrive først. Indtil tirsdag hvor jeg knækkede og skrev en besked med tyktflydende sarkasme. Om han mon var faldet i et hul?
Det var han ikke. Gode undskyldninger var der mange af, men ingen undskyldning for ikke at have skrevet.
Tog det med et gran salt. Måtte finde den rationelle hjernehalvdel frem. Fiske alle mine argumenter frem; vi skylder ikke hinanden noget og han har hovedet fyldt (med jord åbenbart).
Men følelsen af at blive overset er der stadig. Irritationen over min komplet manglende rygrad irriterer mig grænseløst.
“Lad ham savne opmærksomheden,” tænker jeg. Tre dage senere savner han den tydeligvis stadig ikke. Og så sidder man der med lang næse og en mave fyldt med bland-selv slik.
Men når jeg så finder på en ynkelig undskyldning for at skrive til ham, så svarer han med det samme.
Med søde ord og lige den mængde kink man har brug for, når man har arbejdet 8 timer.

Det har ingen fremtid, ingen forudsætninger for at ende godt, alligevel er der en tryghedsting i det, der gør jeg ikke helt kan slippe ham.

Men hvis han ikke lægger noget i det, så er det vel helt fair, at lede efter en der vil lægge noget i det? Samtidig med man høster overfladisk opmærksomhed?

Jeg fandt ud af, at min panik over Løven bare var en hjernesammensmeltning, lige inden en stor begivenhed i mit liv. Han repræsenterer noget hjemmeligt og trygt, som en del af mig ønskede at holde fast i.

Men hans midlertidige overtagelse af min hjerne røg på røv og albuer, da jeg stod på kasernen mandag formiddag. Alle indtrykkene, menneskerne, reglerne… Det var mere end rigeligt til at holde hjernen beskæftiget, og der var faktisk slet ikke tid til hverken Løven eller Vikingen (som forresten har gjort alvor af sin bemærkning, og har inviteret min veninde på date? Whoa?!)

Men anyways så har jeg lært utrolig meget de sidste 5 døgn, så her er en kort liste:

– At man godt kan fungere på 4,5 times søvn 4 døgn i streg
– At core-træning er det vigtigste i verden
– At stå ret sammen med en hel deling, mens et menneske står og råber umiddelbart foran én
– At den rigtige påklædning er vigtig
– At sige “javel”, og titulere korrekt
– At samle et gevær fra bunden
– At der findes noget der hedder en “skæg-ansøgning”
– At semi-korte negle er umulige at holde rene
– At jeg er en slapssvans
– At indtage et komplet måltid på under 10 minutter

Jeg har sikkert lært meget mere, men det er fuldstændig umuligt at holde styr på lige nu. Der er så mange gode historier og vilde ting man allerede har prøvet, og selvom de tester en på udholdenhed, så elsker jeg det virkelig.

Men ingen Klodset Pigvin, uden at der er en fyr indblandet, selvom jeg havde svoret, at dette var mit arbejde og jeg skulle være professionel.
Derfor er det også øverst på listen over ting, jeg stadig skal lære:

– Stop med at kigge på Sergenten

Se, problemet i militæret er at der er en fast rangorden, som skaber meget stor distance mellem for eksempel værnepligtige og sergenter (det er et totalt no-no). Men ham her… Åh, altså. Han er sådan en man kunne falde for. Sådan rigtig. Lidt genert, holder sig mest i baggrunden, helt blå øjne og skønne fodboldben.
Heldigvis er hans udseende lidt specielt, så de fleste finder ham faktisk ikke attraktiv, og underligt nok gør det mig super glad, fordi så har jeg ham lidt for mig selv.
Ikke at jeg kan få ham, men i min lille fantasi-verden, som jeg bruger meget tid på for at holde mig vågen, er jeg ikke glad for konkurrence.
Og jeg kan jo altid score ham efter værnepligten. Jeg har i hvert fald både tænkt på ham, og stalket ham fuldstændig ukontrolleret (Ja, jeg fandt ham udelukkende på baggrund af hans meget almindelige efternavn. Nogen burde ansætte mig i efterretsnings tjenesten). Det er utroligt hvad internettet giver mulighed for. Sådan lige at få hans søde ansigt til at dukke op på min skærm, når jeg ønsker det.
Min eneste mulighed, er at få ham til at forstå, at jeg synes han er sød… uden at snakke med ham?
Øjenflirting-skills in progress.
Alt er ved det gamle. Pingvinen roder sig ud på dybt vand, bare med mere oppakning og tungere våben.

Læseferie og sol, er en kombination, der virkelig udfordrer min viljestyrke. Hvad er vigtigst? Mit skoleprojekt eller min sommer-tan? Alle ved jo, at det er umuligt at se noget udendørs på en computerskærm.

Jeg har derfor bare tullet rundt herhjemme, uden noget tidspres, og spenderet tiden på at læse bøger (ikke af faglig karakter overhovedet), spist frokost med veninderne, shoppet og trænet (med dertilhørende hoveddrejninger efter håndboldgutterne, der tilfældigvis træner på helt samme tid som os).

Men i fredags fik min veninde 12 i det samme som jeg skal op i, og jeg tænkte “ppfffh, det kan jeg sku også”. Jaja frøken Pingvin, hvad med lige at skrive projektet mere end 2 sider langt?

Så jeg besluttede hårdnakket, at mandag ville jeg gå i gang. Og hvad laver jeg nu? Skriver blogindlæg og spiser en chips/mælkesnitte-kombi til morgenmad. Godt skuldret.          Men jeg har jo altså haft ganske travlt i weekenden. Med fødselsdage, arbejde og andre vitale arrangementer.

Så jeg skulle arbejde sammen med Vikingen, hvilket jo naturligvis optog mit hoved langt mere, end det der skole. Havde stjålet et glimt af ham uden trøje på til træning. Den slags glemmer man ikke lige umiddelbart.

Da jeg dukkede op på jobbet, gik jeg ud fra det ville være akavet som det plejer efter vores p-hus eventyr. Men jeg var fast besluttet på ikke at lade den slags slå mig ud. Jeg dukkede op efter træning. Nyvasket, nyolieret, brun-agtig og i shorts. Hvem skulle kunne stå for det? Ikke Vikingen. Han virkede meget mere varm, sjov og hyggelig end han har gjort de sidste par uger. Vi tullede lidt rundt, han virkede nærmest undskyldende for ikke at have nået noget. Jeg smilede og grinede. Stillede mig lidt tættere på end normalt. Ikke noget vildt, bare en lille markering. Stabiliserede grundlaget igen.

Det var hyggeligt, jeg drillede ham lidt, han drillede igen. Alt i alt en super god  stund. Så forsvandt han, og helvede begyndte.

Sikringer der sprang. Ting det nægtede ikke at vælte ud over det hele. Kunder i stride strømme. Mangel på aircondition. En vagt hvor man havde død travlt, men alligevel intet nåede. Da min vagt ebbede ud og jeg var på vej mod min veninde, fik jeg en besked fra Blondie.

“En anden gang skal du lige huske at ordne grønt.” Mit raseri var lige ved at koge over. Hvad fanden bildte han sig ind. Han var ikke engang på arbejde. Jeg skrev et kort og prompte svar til ham og håbede han ville lade det ligge.

Men ak nej. Han skulle tvære i det. Brokke sig over min attitude, at den slags ting skulle jeg have styr på, at det kunne jeg vel nok nå.

Raseriet brændte i min krop. Fik hjertet til at banke og panden til at prikke.

4 sekunder fra en flyveskalle hr. Blondie. Jeg lod vær at svare, lod stilheden insinuere at han var gået over stregen. Hans selvsmagende arrogance pissede mig grænseløst af, til det punkt jeg var klar til at hente springbrættet. Øretæveindbydende.                                       Han forsatte ufortrødent. Beskederne tikkede ind. Han var altid så sød ved mig, jeg skulle tage mig sammen, pakke min attitude og sure svar sammen igen. At han forstod vi havde haft travlt i dag. Det eneste jeg kunne tænke var, hvis ikke du er den med den dårlige attitude, hvorfor skriver du så overhovedet til mig? Jeg ved da godt hvad skal og ikke skal nå, men jeg kan ikke ændre på kundestrømmen min ven.

Måtte slutte den af med en lang besked, hvor jeg bad ham bakke af inden jeg fik sagt horrible ting i raseri. Sluttede beskeden med “denne besked skal ikke besvares”.

Han forstod budskabet.

“Du ved bedre,” “hvorfor gør du det her mod dig selv?”, “du er en idiot!”

De samme sætninger, hver gang jeg vågner med en knugende hjerneskal, og en komplet intolerance overfor lys.

Normalt plejer jeg at skide tømmermænd et stykke, men netop idag, hvor de syntes særligt uoverkommelige, blev jeg pudsigt melankolsk. Følte mig ret alene, da jeg skammeligt spiste over en halv bøtte Ben & Jerrys og så frygtlig dårlige film.

En sær trang efter at et andet menneske var til stede, så både min mavedelle og ensomhed ikke ville vokse.

Men der var jeg så. Ynkelige, alene og dopet på fløde is. Forbandede verdens uretfærdighed, ved at nogen (læs:mig) havde sørgede for, jeg skulle på arbejde til lukkevagt.

Alt virkede horribelt da jeg trampede mod butikken. Heldigvis var Blondie mindst lige så træt som jeg. Den stakkel.

Jeg satte mig, og brokkede mig over sværhedsgraden ved at være både tømmermands-ramt og servicemedarbejder i en dagligvareforretning. Så uretfærdigt, når jeg bare gerne ville putte.

Pludselig stod Blondie ved siden af mig. Lænede hagen mod mit hovede og møvede næsen i mit hår, som jeg heldigvis lige havde vasket med den lækre hårkur. Lænede instinktivt hovedet mod hans bryst. Trygt, varmt og velduftende. Han dufter altså umådeligt godt.

Umiddelbart tænkte jeg ikke noget mærkeligt i situationen. Indtil hånden kom. Hans hånd på min talje. Op og ned – rytmisk, beroligende, hypnotiserende.

Og med ét skiftede stemningen. I mit hovede i hvert fald. Fra vores flere måneder lange platoniske venskab, hvor linjerne aldrig blev overtrådt.

Kombinationen af hans varme, hans duft og hånden der rørte der hvor det kilder lidt, på den helt rigtige måde, gjorde mig saglig. Kroppen dunkede varmt, higende efter mere. Havde lyst til at løfte hovedet og finde ud af hvad der skulle ske. Havde lyst til at tage hans hånd. Tegne efter blækstregerne i hans hud på underarmen. Gjorde det ikke. Der var for meget på spil. Min ven. Som jeg holder meget af, men som kan ét eller andet. Tænde noget. Pille ved det. Spille med det. Vække nerveenderne og få pulsen til at slå hurtigere.

Mit hovede kørte med 120 km/t, og alligevel ikke. Det var så rart og hjemmeligt, nærmest.

Så jeg puttede hovedet tættere ind til hans bryst og ventede på han blev træt af det. Jeg havde i hvert fald ikke tænkt mig, at bryde trancen.

Efter sekunder, minutter, timer (?) brød han og tog hjem, efter han havde stået lidt med min hånd i sin.

Hvad der skal lægges i det ved jeg ikke. Jeg vil gerne have mere, og samtidig vil jeg ikke ødelægge det venskab, vi endelig har fået stablet på benene. Vil ikke komplicere det igen.

Men ih guder hvor dufter han dog godt….

…. Blev til den sjoveste vagt jeg nogensinde har haft, og nok den hyggeligste dag i min påske.

En ganske grufuld dag, fyldt med uheld, forvirring og stress, men så ekseptionel sjov fordi vi var sammen om det. Jeg har hygget og grinet 8 timer i streg – det er virkelig længe siden jeg har det.

Vi har snakket om alt fra politik til hans nye dame og lidt om Vikingen (som han uopfordret havde wingmannet lidt for mig inden på lørdag).

Mine fingre og negle er fuldstændigt smadret fra alverdens papkasser og skidt, men mit humør er ikke til at skyde igennem.

Han er virkelig blevet en vidunderlig ven, ligeså snart vi begge besluttede os for, at vi altså ikke skulle mere end det!

Nogle gange gør man ting i god intention, og det er som om modtageren slet ikke opfatter det på den måde.

Sådan havde jeg det i hvert fald med Vikingen her til morgen!

Da jeg lukkede butikken igår, sørgede jeg for at der var fyldt ekstra godt op af alting, så han ikke behøvede at fylde så meget op når han skulle åbne. Jeg nåede dog ikke en enkel opgave, og satte en post-it hvor jeg vidste han ville se det;

“Godmorgen solstråle [indsæt sol-smiley med solbriller], jeg nåede ikke brød her til aften – men alt andet burde være a-ok! Hyggehejsa, og god vagt!”

Jeg synes selv det var meget sødt – det synes Vikingen bestemt ikke! Klokken 8 havde jeg fået en meget sur og bestemt besked om at mælken var fyldt forkert og alle varerne udenfor (som egentligt er ungarbejderens ansvar, men lad det ligge) ikke var kommet ind.

Jeg ved at jeg ikke skal tage det personligt – men de sidste par uger har jeg fået meget kritik på arbejdet, og det går mig på… For jeg vil gerne gøre mit aller bedste, men de ting jeg får hug for, er ting jeg ikke er blevet oplært i, men som forventes at jeg kan alligevel. Jeg føler mig som en idiot, og at jeg ikke kan de ting jeg burde kunne.

Jeg ved godt Vikingen har arbejdet der i 3 år længere end jeg, og at jeg derfor selvfølgelig ikke er ligeså dygtig og rutineret som ham. Men derfor går det mig stadig på, når jeg føler mig så uduelig.

Jeg burde selvfølgelig være glad for kritikken, for det er den eneste måde jeg bliver bedre. Men det er bare svært, når man føler alle de gode ting man gør, bliver overset i processen.

Og det er derfor man ikke fjoller rundt med folk, som man arbejder sammen med. Det gør bare lidt mere ondt, når man gerne vil fremstå fra sin bedste side, og de så alligevel finder fejl ved det man gør.