Puls over 160

Jeg har været rigtig voksen – i en hel weekend. That’s right, 72 timer af voksenhed.

Jeg har skulle drage omsorg for et lille menneske. Min kusine. Det har været hyggeligt, fornøjeligt og på alle måder elskeligt. Men jeg var godt nok glad for, at jeg kun skulle være voksen i én weekend. At jeg derefter kunne levere ungen tilbage. Og dermed kunne stoppe med at være voksen igen.

Jeg kunne rigtig mange ting, fandt jeg ud af; spise på McD i børneafdelingen en fredag aften mens jeg smilede og vinkede til “mit” barn, overholde sengetider og sukkerrestriktioner, være pædagogisk og skide god til at trøste. Ja, man skulle nærmest tro jeg havde prøvet det før. Men fredag aften, da barnet sov sødt med sut og det hele, så kunne jeg mærke teenage-nykkerne. Det var alligevel kedeligt derude på landet. Så jeg lod Johnny Depp og Orlando Bloom underholde mig med skønt pirateri. Da trætheden alligevel slog ind, gjorde jeg mig klar, til at ramme dynerne, i mit grimmeste nattøj.

PLING!

Bedst som lyset var blevet slukket og øjnene lukket, nåede lige at tænke det bare havde at være vigtigt, ellers ville der rulle hoveder.

“Hey putte, er du hjemme?” skrev Blondie. Det kunne jeg ikke påstå jeg var.

Han ville egentligt også bare vide, om taxaen skulle smide ham af hos ham eller hos mig. Skuffelse. Pludselig var der meget langt hjem og fristelsen var enorm. Af alle weekender, så valgte han at skrive efter et bootycall, den dag jeg ikke var hjemme.

Det var der jo ikke noget at gøre ved. Men sød var han. Lidt mere nu da alkoholen havde lagt sig over hans hjerne.

PLING! 

“Vil du vide hvad du går glip?” spurgte han. Nåh nåh, Blondie var i drunk-sexting humør. Det virkede da løjerligt, så jeg legede med. Og sikke ideer han havde. Jeg var imponeret. Kunne mærke adrenalinen banke rundt i kroppen.

Efter lidt tid måtte jeg runde den af, så frustrationen og de varme kinder ikke tog over. Weekeden gik, han skrev ikke mere. Jeg gik udfra han var lidt pinlig over det. Det var sødt nok.

Jeg skulle på arbejde, da barnet var leveret tilbage til sin retmæssige ejer. Sad og stenede i en kontorstol. Ens hjerne kan kun kapere en vis mængde “Frost”-relaterede snak og spørgsmål, erfarede jeg.

“Har du savnet mig?” lød det fra døren til kontoret. Jeg snurrede rundt på stolen og så Blondie. Smilende, ædru og i vidunderligt humør. Jeg måtte indrømme i mit stille sind, at det havde jeg faktisk. Jeg havde lyst til at kramme ham (og meget mere), men styrende mig – det var kun 4 dage siden vi havde set hinanden sidst. “Har du savnet mig måske?” spurgte jeg drilsk igen. Det havde han, sagde han. Og mit hjerte sprang et slag over. Han satte sig, vi snakkede. Jeg spurgte ind til hans bytur, han forklarede. Han fortalte om sit nyfundne liv med cølibat.

Blondie har tideligere været en rigtig score-kal – ny dame hver uge – og jeg troede faktisk stadig han var det. Men ak nej, han havde prøvet det der med ikke at have sex i flere uger ad gangen (faktisk siden vi kyssede til julefrokosten. Læs: 3 uger – you go Blondie), det fungerede fint for ham, sagde han og det gjorde mig lidt glad indeni.

Vi har ikke haft sex endnu… Chancen har ikke været der, mellem skiftende sygdom og alt det der skole jeg laver. Men stemningen er ved at peake, og jeg mærker trangen til at røre ved ham helt ud i fingerspidserne, når vi er sammen. Pulsen dunker varmt igennem kroppen, åndedrættet bliver lidt mere hult når han står helt tæt på.. Jeg er klar hvis han er.

Så kys mig dog menneske!